Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/207

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
199

Halstørklæde og sov paa Sophaen i Dagligstuen; Frida sad ved Siden af ham og lænede sit Hoved op til hans Skulder, medens Werner, dampende paa sin Pibe sad i Lænestolen og smaalo af dem. Wilmot og Frederik gik Arm i Arm og passiarede med Cigarer i Munden oppe i Balsalen, medens Frederiksen paa en Stol pustede Lysene ud i Lysekronen og rakte Jomfru Knap dem. Henriette sneg sig sagte gjennem Salen, og lukkede forsigtigt Døren op til det lille Kammer. Lampen brændte nu klart; ængstelig saae hun sig rundt i Værelset og brast derpaa ud i Taarer, idet hun udbrod: "O Gud! lad dog det Menneskes Ondskab komme for en Dag! — o Tardow — Tardow!"

Da Frederiksen gik, stak Wilmot ham et forseglet Papir i Haanden med den utrykkelige Befaling, at han først maatte læse det næste Dag. Papiret indeholdt følgende:

"Min gamle, inderligt elskede Lærer!

"De har seet rigtigt; jeg har faaet et lidet Guldkors af min Moder, men fortæl det ikke! lad det blive min og Deres Hemmelighed! Nu seer Alt saa lyst ud for mig og før var det saa mørkt. — Efter min Bedstefaders Død flygtede jeg i min Fortvivlelse med en Skuespillertrup til Hamborg, for ikke at blive Landsforræder —