Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/209

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
201

lovet, at forskaffe min Bedstemoder den Pension der tilkommer hende. Sorg og Bekymringer have pint mig, men nu elsker Frida mig — o! jeg er saa lykkelig. Brænd mit Brev, kjære gode Frederiksen og gjem min Hemmelighed til vi alle ere døde!

Deres hengivne Wilmot."


Næste Formiddag Kl. 11 sad Werner i sin Dagligstue og læste en Avis, medens hele det øvrige Huus paa Jomfru Knap nær laa og sov. Med Velbehag tænkte han tilbage paa den foregaaende Aften, og Smilet paa hans Læber vide, at Phantasien atter tryllede ham det skjønne Syn frem, da Wilmot og Frida dandsede. — Murinos Vogn sprængte ind i Gaarden og afbrød hans Tanker. Hestene skummede og stampede, som efter en voldsom Kjørsel. Werner reiste sig forundret, da Murino traadte ind og næsten med Taarer greb hans Haand. "Gudskelov! Alle sove endnu. Jeg kommer altsaa ikke for silde. — De veed, Her Pastor, at jeg har opgivet Haabet om Deres Datter Fridas Haand — men derfor ikke om hendes Lykke. — Den unge Herr Wilmot betroede