Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/213

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
205

Frederiksen var imidlertid fløien ud i Kjøkkenet, hvor han under en uhyre Jubel omfavnede og vel tusinde Gange kyssede Jomfru Knap, inden han lagde Mærke til, at han uophørlig raabte: "Jomfru Knap, jeg elsker Dem." Hans Forlegenhed vilde lige til at vende tilbage, da Jomfruen med Inderlighed gjengjældte hans Kjærtegn og sagte hviskede: "Der kan man see, det betød dog Noget, at jeg kom til at staae ene i Stuen Juleaften med et Lys i Haanden — ja, ja — Gud velsigne Dem, Herr Frederiksen."