Trøst og Fred. O Uendelighed af glade, veemodsfulde Minder! jeg forlader ikke Eder, jeg skal bevare Eder friske og rene i mit Hjerte! Jeg skal være fri, fri og glad som Fuglen i Luften. Min Onkel hader mig; Gud veed, hvorfor. Mon fordi han havde arvet den store Formue, naar jeg ikke havde været? Den vilde jeg gjerne give ham, naar han vilde elske mig. Men dette kan ikke være Grunden til hans haarde Behandling. Hvorfor lader han mig spise med sine Boutiksdrenge, medens hans egne Sønner sidde tilbords med ham selv? Hvorfor lader han mig gaae saa daarligt klædt? Det behøver jeg jo ikke; jeg er jo riig. Ja Moder, hvis han ikke var min Faders Broder og Hedevigs Fader, vilde jeg hade ham. Hun er den Eneste her, der holder noget af mig; hun har lovet mig, flittigt at besøge Din Grav og at holde den smuk, medens jeg er borte.
13de April 1844.
Ja jeg maa bort, jo før, jo hellere. Nu kunde jeg ikke leve her; nu har min Onkel besudlet mig mit dyrebareste Minde. Jeg var saa glad idag. Man ønskede mig til Lykke, man sagde, at jeg var smuk, at jeg snart vilde blive Student, naar jeg var flittig. Jeg blev saa munter; det er jo ogsaa saalænge siden,
