fast og sugede Næring af al den Spot og Ondskab, som hans forbittrede Ungdom havde givet ham Øie for. Valdemar, det blide, elskværdige, endnu slumrende Barn, havde han elsket; han havde prøvet en Dyst med ham, det havde været ham let, at rive enkelte Ringe ud af den store Verdenskjæde og overbevise Valdemar om, at de vare gjorte uden Hexeri, at Forstanden kunde gjøre dem efter. Valdemar var for uerfaren til at kunne indsee, at omogsaa Forstanden smeddede alle Ringene efter, vilde den dog aldrig kunne frembringe en Kjæde; han var bukket under og ved hans Fald begyndte skrækkelige Anelser at dæmre hos Høllo. Han angrede, men kunde ikke tilstaae, hvad han angrede, han frygtede, men vilde ikke bekjende, at det var Fremtiden, han frygtede. Flere af hans Kammerater havde besøgt Valdemar, men bestandig fundet ham uden mindste Tegn til Forandring, snart melancholsk og grublende, snart fortvivlet og martret af den taabeligste Angst. Høllo kunde man ikke bevæge til at besøge ham; han afviiste ethvert Forslag af den Art med det Svar: "jeg seer Galskab nok hjemme; jeg behøver ikke at gaae eet Skridt for at finde den."
Saaledes gik Foraaret hen. I Juni Maaned flyttede Høllo til Kjøbenhavn for at tage artium.
