Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
43

Her fortsatte han i de første fjorten Dage sit tidligere Liv, men ikke længer med den Tilfredsstillelse som før; her var Ingen, der lagde Mærke til ham, naar han med Raseri hengav sig til Billardspil og med halvgale Lediggjængere og Sviregaster sværmede om hele Dagen og undertiden Natten med fra det ene Caffehuus til det andet; her var man saa vant til Sligt, hvorimod den Forundring, som hans tøilesløse Liv opvakte i den rolige Kjøbstad, gav hans bittre, galdefulde Sjæl Næring til nye Optøier, til bestandig at overgaae sig selv i Ryggesløshed. Her begyndte han at kjede sig, og for at faae Noget at bestille, begyndte han at læse Romaner. Skjæbnen vilde nu, at den første Bog, der kom ham ihænde var "Philosophen paa Tagkammeret;" det inderlig gode Gemyt, der overalt søger det Gode i Verden, der kun seer det Skjønne ved Tingene, den blide, men friske Verdensanskuelse, der ligger til Grund for dette herlige Værk, kunde ikke andet end røre en saa intelligent og paa en vis Maade uskyldig Sjæl som Høllos. Han læste den og læste den atter; han begyndte nu at gaae gradevis tilbage; han skjulte ikke længer sin Sjæls Tomhed og Fortvivlelse under uværdige Glæder, han lod dem komme til Udbrud og altid dulmede de sig selv ved Haabet — denne Guds skjønneste Gave til