hans Ansigt var mørkebrunt, kjødløst og furet af dybe Rynker, med en stor Stok i Haanden gik han og slog Bladene af Træerne, medens han nynnede en gammel Sømandsmelodie. Ved Synet af Høllo standsede han og løftede Haanden op over Øinene for bedre at see ham. Efter saaledes at have betragtet ham eet Secund, gik han tæt hen til ham, saae ham stivt i Øinene og raabte da med en af Raseri halvqvalt Stemme: "Ja, rigtigt, det er ham. Ikkesandt? Du er hans Søn," raabte han og greb Høllo med den ene Haand i Halsen. "Veed Du vel, at jeg kunde dræbe Dig nu tilligemed ham! — Men jeg vil ikke," sagde han efter et Øiebliks Betænkning — "jeg vil hellere pine Dig, til Du martres ihjel. Jeg vil give Dig et Sendebrev med paa Veien, der skal gjøre Dig let om Hjertet." — Med disse Ord kastede han en lille Pakke Papirer paa Jorden — "Tag dem, og Du skal see, at Gud ogsaa hævner sig paa Synderens Børn! Tag dem, skynd Dig eller jeg fristes til at see det samme Blod ryge to Gange — Nei jeg vil ikke, jeg har hævnet mig godt, nu kan jeg døe roligt." Med disse Ord løb han bort og forsvandt mellem Hækkene. Høllo vendte sig iilsomt om for at gaae, da hans Øine idetsamme faldt paa Pakken. Forundret læste han her den Udskrift: Til Høllo Breiner. "Hvo
