ved Din Faders Minde. Det skal være min Løn for 17 grusomme Aar, tilbragte i Vanvids Bolig."
Da Høllo havde læst det, gled Papiret ham ud
af Haanden; sagte sank han ned paa sine Knæe og
græd: "Nei Moder, jeg hader Dig ikke; en Søn kan
ikke foragte sin Moders Minde. Glemme kan han i
Vanvid — ja glemme, men tak du gamle Mand!
tak for Alt, hvad Du har gjort for mig! tak, fordi
Du har vakt Mindet om min Moder igjen i mit
Bryst. Det var dødt; men nu lever det igjen og skal
evigt leve. Tak du gamle Mand; jeg skal ikke glemme
Dig."
Meste Morgen tidlig ilede Høllo til Bistrup, lod sig melde hos Inspecteuren og forlangte, at faae Capitain Breiner i Tale. "Min unge Ven," svarede Inspecteuren, "De er kommen en Dag for seent. Ved en ubegribelig Uforsigtighed er Capitainen igaar Eftermiddag styrtet i Slotsgraven og druknet."
Og nu, min Læser, hvad var det, der under disse Livets grusomme Tilskikkelser holdt Høllo oppe? Hans Moder vanæret, hans Fader død som Forbryder, hans Pleiefader Selvmorder, hans Broder vanvittig, her
