Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/65

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
57

Men her, her er Noget, der tynger paa mit Hjerte og altid vil tynge. O! Gud, Du tilgiver mig aldrig."

"Jo Gud har tilgivet Dig og Menneskene med." svarede Høllo høitideligt og foldede sine Hænder med et bønfaldende Blik til Himlen.

"Nei! nei! Breiner", raabte Hasle og knugede Hænderne mod sit Bryst.

"Er død", svarede Høllo langsomt og sluttede sin Onkel i sine Arme.




Høllo sov roligt og trygt paa sin Onkels Sopha den hele Nat. Disse sidste Dage havde næsten udtømt hans Kræfter; han, der kun var vant til at omgaaes med sine egne Tanker, der uden at anfægtes af Livets ydre Tilskikkelser kun havde havt med sine egne gyldne Theorier at gjøre og som af dem troede at have smedet sig et Pantser, mod hvilket alle Omstændighedernes Pile maatte prelle af, med ham havde Skjæbnen spillet som med en Bolt og gjennem en Skjærsild af Frygt, Haab, Anger og Rædsel drevet ham til Livets høieste Maal, til Gud. Som visnede Blade for Stormen vare hans Ideer faldne, den ene efter den anden og dog havde hans Liv aldrig været saa fro-