Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst
64

sit Hoved til sin Haand og græd bitterlig: "jeg har gjort ham Uret," sagde hun sagte, uden at vide, hvormeget en Qvinde indrømmer, naar hun tilstaaer, at have Uret. Idetsamme traadte Høllo ind i Contoiret; hurtigt vendte hun Hovedet om og saae paa Høllo med et Blik — ja med Kjærlighedens første, smeltende Blik. Det var Høllo i dette Øieblik, som om han vaagnede af en Drøm, en Gløden gjennemfoer hans Blod og uden at vide, hvad han gjorde, sluttede han Hedevig i sine Arme. Haand i Haand løb de ned i Haven, hvor den gamle Hasle gik med Madam Spindler. Allerede langt borte begyndte de at raabe: Onkel! Fader! men da de endelig havde naaet ham, stode de begge tause og forlegne, indtil endelig Hedevig blev saa forlegen, at hun kastede sig om Høllos Hals. Men hvad skal jeg sige om Hasles og Madam Spindlers Velsignelser, Madam Hasles moderlige Stolthed, Spindlers Drillerier? Du har jo saa tidt læst om saadanne Forlovelser og her var intet Nyt ved denne.




Det første Skridt, det unge Par gjorde sammen, var til Herrens Huus. Søndagen efter Forlovelsen gik de Arm i Arm til Kirken; over Høllos Ansigt