"Ja, det kan jeg s'gu da ogsaa," svarede Sophie og vred sin Gulvklud op, "er det sidste Gang, jeg vadsker dem, behøve de da heller ikke at vare saa akkurate."
"Skal Du reise, Sophie?"
"Ja, det skal jeg rigtignok. Troer Du, jeg vil blive i saadan et Hul — hos saadan noget Kram, nei saa troer Du rigtignok feil; det er vi da for gode til. See nu i Onsdags, saa havde jeg inviteret min Kjæreste og to andre Slagtersvende henne fra Nr. 21, som jeg kjender fra Kjeden, op til mig, og jeg havde kjøbt Punsch. Da nu Fruen forlangte, at jeg skulde varte op ved Aftensbordet, saa svarede jeg: "nei," og gik over paa mit Værelse; saa kom Frøkenen og skulde hente mig, og saa kan Da troe, der blev et Styr, da hun saae de tre uskyldige Herrer. Etatsraaden kom selv og smed dem ud, men Du kan troe, jeg læste hende Texten næste Dag; hør, jeg skjældte hende saadan ud, jeg sagde hende lige i Øinene, at jeg vilde — og see nu skal jeg reise."
"Det er nu ikke for det," svarede Margrethe grinende, "jeg dundrer ogsaa sommetider med Fruen deroppe, for det er jo skrækkeligt, som vi stakkels Tjenestefolk behandles, og var det ikke, fordi vi havde faaet denne Lieutenant i Huset, saa reiste jeg da ogsaa."
