Struensees Skrivelse til en Deel Skribentere og Bogtrykkere, som har skrevet og trykt om ham i disse Hans kritiske Tider
[1]
Struensees
Skrivelse
til
en Deel
Skribentere
og
Bogtrykkere,
som har skrevet og trykt om ham
i disse
Hans kritiske Tider.
Kiøbenhavn, 1772.
Trykt hos L.N. Svare i Skindergaden i No. 76.
[3]
De danske Skribentere ere nu paa nærværende Tid blevne forskrækkelig oprømmede, og besynderlig i disse Dage; nu faaer man først at see de mange store Hoveder og prægtige Genier; som saa længe har lagt i Dvale; nu piiper Forstand og Klygt frem, nu spiller Fornuften.
Men hvad er det for Skribentere, jeg taler om? Det er dem, som paa en nedrig Maade vil vise deres Klygt; dem, som vil lade see deres dumme Indsigt; dem, som paa en slet og uanstændig Maade vil tage sig fore at beskrive en Persons Qvaliteter, som de har liden eller ingen Kundskab om, men alene tænker og skriver efter et blindt Rygte; de tager sig for at dømme om ham af nogle blinde Gisninger de giør sig selv i Hovedet om hans Forbrydelser, og derefter slutter de deres Domme; en skriver saa, en anden saa, alle bilder sig ind de skriver rigtig og gietter rigtig; men de fleste tager dog Feil.
[4]
Men Hillemæn! hvor har de gode Bogtrykkere dog ikke faaet travlt siden den 17de Januarii! Jeg har faaet at høre, at de er færdig at kiøbe sig arm i bare Manuscripter, uagtet de kan faae dem for got Kiøb, ja somme for slet intet; de trykker daa de er færdig at trykke Halsen over paa sig, og hvor maae nu ikke Presserne gaae for Alvor! at de deilige Skrifter kan komme ud iblant Folk, hvis Titler ere saa hierterørende, saa bevægelige, at en Kat i hvor haarhiertet han end er, maae græde derover. Hvor maae nu ikke Penene løbe? Ja de løber saa stærk, at jeg selv synes jeg i mit Fængsel kan høre en Mængde af dem rasle paa Papiret; nu kan Folk faae Nyt nok at læse og høre læse som kan kildre deres Øren.
Hvor fornøier nu ikke den Danske gemene Pøbel sig over de de [sic] smukke Viiser, de behagelige Arier, de prægtige og skiønne Skrifter og Afhandlinger, og de
[5]
Fortræffeligste Skilderier af diverse Sorter og Smag, som nu kommer ud, der allerede ere saa mange, at en maadelig velhavende Borger gierne kan kiøbe sig arm paa dem. O hvor er dog ikke alle Ting i Bevægelse! Penene løber, Presserne gaaer, og Folket læser.
Men I gode Bogtrykkere! det var nok saa got I trykte Bønnebøger og aandelige Viiser, i det Sted I nu trykker syndefulde Skrifter og skiendefulde Arier, men det er sandt, jeg kan troe, I profiterer maaskee kun lidet ved de første, da de er ei saa opmuntrende, ei heller saa behagelig skrevet som de sidste, følgelig er hine mindre afsetlige, hvorfore det og er best I bliver ved disse.
Men jeg haaber det vil nok engang faae Ende; thi vil I saa blive ved, som
[6]
I har begyndt, vil I vel snart om kort Tid komme til at mangle Papiir, med mindre der bliver anlagt flere Papiirsmøller, og saa kommer nok de til, som nu ere nysgierrige, at læse for Tidsfordriv i deres gamle Bønnebøger igien.
Men at komme til eder I gode Skribentere, igien, da kunde I gierne spare nogle af Eders Klygter, naar I i saadan veltalende, dog paa mange Steder grov og nedrig Stiil søger at inhylle mig i de allerskammeligste Laster og groveste Forseelser med Eders forhaanende Bebreidelser og skammelige Udtryk, det er ei en Konst at bagtale een naar han ei hører det, ei Konst at beskylde ham for opdigtede Forseelser, naar han ei kan staae ved Siden og svare til dem eller for dem, men jeg kan troe, I skal have nogen at skrive om, I skal have noget Nyt at skrive om; tilforn skrev I under opdigtede Navne af Træer, Fugle, Abekatte, Gedebukke, Skoebørster, og saa videre, nu skriver I Bøger, nu siunger I Viiser, snart grædende, snart leende om visse Per-
[7]
soner, hvis egne Navne I udtrykkelig nu nævner.
En Deel af Eder, som har fundet Behag i at skrive om min Person, glemmer ikke heller at nævne mit Navn, just til min største Spot og Forhaanelse, I skriver alle paa forskiellige Maader om mig, I siunger snart i høie, snart i lave Toner om mig og mine Medfengslede, I dissecerer meget fra hverandre, men det eneste I kommer overeens i, er i at beskiemme mig. En Deel af Eder skriver ei saa meget af Had til mig, som for egen Interesse Skyld, I skriver ei saa meget af Kierlighed eller Nidkierhed for Føderne-Landet, som for at fortiene Eder nogle Skillinger, hvorfor I smører nogle Linier op i en Hast, gaaer hen til en Forlægger med dem, og saa bliver der en Bog strax færdig.
[8]
En Deel af Eder kierer Eder ikke om hvorledes I skriver, I mener det er got nok, naar det kuns er om Struensee.
Det, at jeg nu er i et stærk Fængsel, har jeg allerede i Forveien sluttet at ville staae mig fore, naar mit Foretagende ei gik lykkelig af, jeg saae nok jeg havde Mod nok til at sette det i Verk, men jeg saae og forud at løb det slet af, blev Lønnen desværre, den Indsigt havde jeg, saaledes dømte jeg, og dømte rigtig; de som tænker andet, kan jeg ei andet end dømme om at de tænker dumt og pøbelagtig, og deres Slutninger blive ligesom de har Indsigt til.
En Deel af Eder har uden nogen Medlidenhed, og med den største Dumdristighed beskrevet paa en skammelig Maade mine Feil og Forbrydelser, og med de fæleste Farver afmalet dem, men en Deel af Eder vil jeg svare: havde I siddet i mit Sted og paa den Post jeg sad, havde I haft de Fordele som jeg er bleven tilbudet
[9]
og jeg har nydet, havde I haft den Magt og Myndighed jeg besad og kom til at besidde, jeg vilde have seet hvorledes en Deel af Eder vilde have opført sig, og vilde have benyttet sig af Leilighederne, I havde maaskee allerede siddet i et mørk Fængsel for lang Tid siden og tudet, i det Sted I nu kan siunge og være lystig, i det Sted I glæder Eder over mig, burde I glæde Eder over Eder selv, at I ikke har været udsat, paa saa slibrig en Vei, eller for saa glimrende en Lykke som jeg.
Nogle af Eder har været saa alviidende, at I allerede har vidst mine og Medfengsledes Tanker i vort Fengsel, I har allerede vidst dem førend vi kunde tænke dem, I har udgrundet dem efter Eders Begreb, og har opskrevet dem, og just for I har dømt urigtig, har I og skrevet urigtig.
Nogle af Eder raisonerer om mig som om en Frietænker, da i knap selv veed hvad en Frietænker er, I siger, jeg ere [e]i
[10]
overbeviisende om at der er en Gud til, og derihar I Uret; jeg er opdraget af en Luthersk Fader, en geistlig og oplyst Mand, som har indprentet mig fra spæde Ungdom af de rette overbevisende Grunde baade i Naturen, som og af Aabenbaringen at der er en Gud og en Forsonere til, det er artig nok de sig om mig at jeg som en Frietænker skulde søge at giøre min Stand fuldkommen, men dette er jo det første Bud i Naturens Lov, som alle og enhver bør tragte efter, af hvad Stand og Alder de end være kan; der er jo et Bud som enhver, der er fornuftig bør adlyde.
Men da vi alle ere Mennesker, og Skrøbeligheder underkastede, saa kan vi og ofte som Mennesker forsee os i Maaden at adlyde dette Bud paa. Hvor ofte kan ikke den glimrende Lykke fortrylle Øiet naar det seer den, og et smigrende Haab om en større Fuldkommenhed i vor Stand, kan betage Fornuften, saa vi ei kan sandse eller see hvad Vei vi gaaer paa, da vi ere Mennesker og skrøbelige Mennesker.
[11]
Men de af Eder som har været saa artige paa det prægtigste og nydeligste, at opsette mit Testamente, og allerede publiceret det for min Død, den Umage kunde de gierne have sparet, da jeg ei endnu har i sinde at døe, ei heller er betænkt paa hvad Tid jeg skal døe, man kan ei heller vide hvad Tanker der kan falde mig ind for jeg døer, de har været saa artige (som jeg hører man siger) at sette mit Billede foran paa det; de skal have Tak, men det ligner mig slet intet, de har for Ziirligheds Skyld sat en Dievel til som holder mig, da de ei veed hvor mange Dievle der allerede holder dem; de har behaget at give mig et Jernbaand om min Hals men uvidende om hvor mange Baand og Lænker han allerede har indsluttet dem med.
Hvad Testamentet i sig selv er angaaende, da kunde jeg maaskee approbere noget af det første, men de mange Gader de har sat deri, hvori jeg aldrig har været, følgelig ei heller har kiendt de Personer hvis Navne der nevnes; og de galante Tilnavne de har behaget at nobilitere dem med,
[12]
men havde de tillige sat deres og deres Medbrødres Navne, til som havde besøgt disse Huse, saa havde Skriftet blevet større (men det er sandt, de tænkte nok, der blev intet testamenteret til dem og derfor har de ladet dem ude) denne Umage kunde de ellers gierne have sparet, men de har maaske haft tvende Hensigter, som jeg gietter mig til, som ere: Deels for at finde paa noget som kunde oprippe og fornøie den gemene Pøbel, deels og fornemmelig for i en Hast at komme til nogle Skillinger derved, som de nok saae ei gik an, uden at de kunde hitte paa en nye Maade at skrive paa, en Maade, som var nedrig, og kunde divertere de nedrige Gemytter.
De har og haft den Umage at incomodere Lucifer paa mine Vegne at bekræfte Testamentet, uvidende om, hvor mange af dem der allerede staaer paa hans Liste, og paa hvor mange af deres Siele han allerede har Confirmation.
Nogle har fundet for got, men af hvad Aarsag veed jeg ei tilvisse, da jeg ei
[13]
kiender dem, at skrive om mig paa den gode Side, jeg skulde vel takke dem i Fald de mener noget got dermed, de har været saa arrige paa en bedrøvet og rørende Maade at skrive i mit Navn ved visse Begivenheder, de har i mit Navn beklaget min Nød og Hiertens Angest, de har været saa medlidende at de har bedet for mig om Mildhed i min Straf, om Naade i mit Fengsel og om liden Lettelse for mig i mine Lænker og Baand; men De skal have Tak i Fald De mener noget dermed, dog troer jeg det ikke, siden jeg ei har bedet dem derom, og mine troe og oprigtige Venner, som skulle have trøstet mig i mine Lænker, er nu borte, og deres Friehed betagen til at skrive, hvad de mener af Hiertet; jeg skulde takke dem, som paa en saa øm og rørende Maade skriver og udstæder Skrifter i mit Navn, men da de maaskee, som jeg nok troer, skriver for Forandrings Skyld, og for at unde dem og Bogtrykkerne en Skilling, og derved og fornøier en nysgerrig Verden, saa troer jeg nok de mener kuns lidet med hvad de skriver, hvorfore jeg og vil spare min Umage med at takke dem. I kunde
[14]
gierne have sparet Eders Umage endnu lidet med at græde og sukke over mig, I giør mig til en angergiven Syndere, som stærk beklager sine Forseelser, som inderlig begræder og fortryder dem, men det skader dog ei saa meget, det giver dog ei saa stor Forargelse fra sig.
Men jeg seer det vilde blive alt for vidtløftig at nævne og opregne alle de Maader der skrives paa, og at besvare alle de Skrifter der i denne Tid ere udkomne, jeg forvirres kuns ved at læse dem, og jeg gider intet mere høre tale om dem.
Men hører engang:
Stod det nu i min Magt, og maate jeg kuns et eneste halv Qvarteer sidde i Cabinettet og have noget at sige; de første Ordres jeg skulde give, og de første Domme jeg i største Iver skulde underskrive, skulde være disse følgende:
[15]
1) Alle de Bogtrykkere, som har udstædet og trykket de mest foragteligste og forargeligste Skrifter om mig, skulde efter foregaaende Forhør og Dom, miste Livet NB. naar de selv ere Forlægger, da de er Middel til at Skrifterne ere bleven bekiendt for alle og enhver, og selv har approberet dem. Dog skal de miste det paa forskiellig Maade efter Skrifternes forskiellige Betydenhed.
2) De, som paa adskillige Maader have aftegnet og udskaaret NB. nogle Billeder, som skal forestille min Person og sat mit Navn neden under, paa dem alle skal Hænderne reent afskiæres, saa de aldrig skal komme til at skiære mere.
[16]
3) De, som paa en slet og nedrig Maade have skrevet om min Person og mine Forbrydelser alleneste for at fornøie den gemene og ildetænkende Pøbel, de skulle alle personlig møde for mig, og jeg skulde selv lade afhugge deres 3 første Fingre paa den høire Haand, saa siden, inden at de faaer lært at skrive med Keiten, eller at bruge de 2 øvrige Fingre paa den høire Haand, skal de nok lære at skrive bedre.
Struensee.