Tidens naturlære/Lyden

Fra Wikisource, det frie bibliotek


Lyden

Ligesom de Bogstaver, som Læseren her har for Øje, og som har en vis Størrelse og Ferm, med Rette kan kaldes Rum-Skrift, saaledes er Lyden, saaledes som den i Almindelighed naar vort Øre, i Virkeligheden en Tid-Skrift.
Den foregaar hyppigst som en Bølgning gennem Luften. Denne er sammentrykkelig og udvidelig; og naar der paa et Sted i en ellers jevn Luftmasse afstedkommes en pludselig Sammentrykning af Luften, f. Eks. ved en Eksplosion, vil den sammentrykkede Luft atter sammentrykke Naboluften, denne den næste Nabo osv., og saaledes forplantes Sammentrykningen videre med en vis Hastighed, som i Luften er henved 1100 Fod pr. Sekund, lidt mindre paa kolde Dage, lidt mere paa meget varme Dage. Denne „Lydens Hastighed" har enhver lagt Mærke til, som har set en fjern Person slaa Slag, der baade kan ses og høres. Lyden kommer først bag efter, des mere, jo fjernere han befinder sig. Ligeledes med Glimtet og Knaldet af et affyret Gevær og med Lyn og Torden, der i Virkeligheden er samtidige, men hvor Tordenen bliver forsinket i Forhold til Afstanden.
Da Luften er usynlig (gennemsigtig), er dens Fortætninger og Fortyndinger det ogsaa; men disse kan dog omsættes paa en saadan Maade, at Øjet kan erkende dem, ja endog skønne deres Form.

Fig. 38. Luftbølger optegnes.

I en Messingring rr (Fig. 38) udspiles et Blæreskind, og noget over dettes Midte fæstes en Svinebørste s. Naar nu Fortætningerne og Fortyndingerne i Luften kommer, som Pilen viser, vil Blæreskindet henholdsvis bule til venstre og til højre, og Svinebørstens yderste Ende vil derved løftes og sænkes. Berører denne Ende nu en Valse sværtet med Kønrøg, som føres jevnt rundt ved et Haandsving h eller endnu bedre af en Kronograf, vil Børsten tegne en Bølgeskrift paa Valsen med Bølge for hver Sammentrykning, Bølgedal for hver Udvidelse; og denne Skrifts Form giver altsaa et Billede af Sammentrykningerne — Tid-Skriften er omsat til Rum-Skrift.
Som Tid-Skrift kan den imidlertid forplante sig ikke alene gennem Luft, men ogsaa gennem en Mængde andre Legemer: gennem en Bjælke paa langs, gennem Staaltraad, hvor dens Hastighed er meget stor (godt. 14 Gange Hastigheden i Luften) og gennem Vand, hvor Hastigheden er omtrent 4 Gange saa stor som i Luften. Stundom høres en Lyd hinsides et stille Vand dobbelt, idet den dels gaar gennem Vandet og dels gennem Luften, hin Vej hurtigst.
Paa denne for Øret sandselige Maade bliver vi underrettet om et og andet Fænomen i Tingenes Verden: om Stormen, om Tordenen, om Fuglesangen og Klokkeklangen; men ganske fornemmelig er denne Tid-Skrift bleven det naturlige Meddelelsesmiddel mellem Mennesker, fordi vi er begavede med to Instrumenter, et Afsenderapparat, Munden, der kan frembringe Tid-Skriften i mangfoldige Former, og et Modtagerapparat, Øret, der kan erkende og undersøge Tid-Skriften i dens fineste Enkeltheder.

Fig. 39. Tværsnit af Strubehovedet.

Menneskets Stemmeorgan bestaar væsentlig af de to Stemmebaand, der findes i Strubehovedet, Fig 39, og er befæstede paa nogle Brusk, som ved smaa Muskler kan stramme Baandene saaledes, at de aflukker Struben paa en smal Ridse nær, Stemmeridsen, Naar Baandene saaledes er strammede, og Luften stødes ud gennem Stemmeridsen, kommer Baandene til at dirre, saa at den udstrømmende Luft bliver bølgende, og der høres en Tone, hvis Højde beror paa Stemmebaandenes Størrelse og Stramhed. Hos Mænd er Stemmeridsen ½ Gang saa lang til som hos Kvinder, og hos hine er Tonen derfor i Almindelighed dybere; desuden kan Stemmebaandene være mere eller mindre blodfyldte, kort sagt tungere, og giver da en dybere Tone. Men jo strammere de spændes, des højere bliver Tonen.
Mennesket har en særdeles sikker Muskelfornemmelse i de smaa Stemmemuskler, hvad der ses af, at man saa nøjagtig kan stramme Baandene, saa at den rigtige Tone fremkommer. Det er ikke underligt, at der dog hertil kræves nogen Øvelse; det er i og for sig mærkeligt nok, at man ved Øvelse kan naa et saadant Mesterskab over disse, som over ingen andre Muskler i Legemet.
Den Tone, som saaledes udgaar af en Menneskemund, er imidlertid aldrig alene. Der udgaar samtidig flere andre Toner, og Mennesket raader selv over, hvilke der skal udgaa, og bestemmer just herved den Selvlyd (Vokal), man just agter at frembringe. Dette opnaar man ganske simpelt derved, at man giver Mundhulheden forskellig Form og Aabning. Aabnes den højt, faas et A. Lukkes den mere, faas et O; endnu mere, et U. Løftes Tungen, saa at den næsten skiller Mundhulheden i et bageste og et forreste Hum, faas et Y, eller paa en lidt anden Maade, et I.
Hver af disse Lyde har nemlig foruden Grundtonen nogle andre højere Toner, der fremkommer ved. at Luftstrømmen passerer Mundhulheden, og forskellige efter dennes Former. Det er et lignende Fænomen som den Fløjten, en Luftstrøm kan afstedkomme i et Nøglehul, hvorved man ogsaa faar Toner, der beror paa Nøglehullets Form, Man mærker det let ved f. Eks. at sige I uden Grundtone; Lyden viser sig da tydelig som en Slags Fløjten, Men man "kan ogsaa stille Munden an til en anden Selvlyd og blæse Luften ud uden ellers at give Lyd med Stemmehaandene, og man vil da høre andre Toner fløjtede eller pustede.
At der af samme Mund saaledes kan udgaa flere Toner paa en Gang, vil kunne forstaas paa lignende Maade som, at Vand kan sættes i store Bølger, medens disse atter paa sin Overflade kan have smaa Krusninger.
Endvidere kan Munden ved den Maade, hvorpaa en saadan kruset Bølgerække begyndes eller afsluttes, frembringe en ganske særlig formet Bølge og derved danne en Medlyd (Konsonant). Vil man sige Ba, sker det derved, at man først lukker Læberne sammen og lader indeklemt Luft saa at sige sprænge dem fra hinanden med en lille Eksplosion. Den herved opstaaede Eksplosionsbølge har en bestemt Form, som af Øret erkendes for et B, hvorefter følger den mere varige Bølgerække, som Øret erkender for et a.
Kun lidt behøver man at modificere den samme Manøvre med Læberne, for at det skal blive til et Ma. En lidt mere frivillig Aabnen af Læberne bevirker, at Eksplosionen ikke bliver saa voldsom, og Formen af Bølgen bliver derved lidt anderledes.
En saadan Indledningssnirkel eller Slutnings-snirkel kan man nu frembringe paa mange Maader med Læberne eller Tungen. Med Læberne alene frembringes som Indledning til Selvlyden a Ba, Ma, Pa, Wa; med Underlæben imod Fortænderne i Overmunden Fa, Va; med Tungespidsen imod de samme Tænder Ta, Da; lidt længere tilbage La, Na; længere endnu Ga; ved en Dirren (finere eller grovere) af Tungen Ra, osv.
Der er den Forskel paa en Selvlyd og en Medlyd, at hin kan lyde længe, medens denne i Reglen straks er forbi (dog ikke altid, saasom R og S, hvorfor de ogsaa af Hinduerne blev kaldt Halvselvlyde); men de enkelte Bølger kan være overordentlig fine, saa at deres Varighed maa angives i Hundrededele, Tusindedele og endnu finere Dele af et Sekund.
Denne Tid-Skrift er tillige overordentlig sart. Det er en rent forsvindende Bevægkraft, den er i Besiddelse af; og der stilles saaledes en overordentlig vanskelig Opgave for det Instrument, der skal modtage og erkende disse svage og fine Ting, og ikke blot erkende dem som eksisterende, men erkende deres Former og Antal pr. Seuknd. Denne vanskelige Opgave løser Øret.
At dette kan erkende meget svage Ting, fremgaar bl. a. deraf, at det kan høre et Lommeuhrs Dikken igennem en mange Alen lang og svær Bjælke. Man betænke, hvilken ubetydelig Bevægkraft man giver sit Uhr en Gang i Døgnet, naar man trækker det op. Dermed skal Uhret holde Hus hvert Sekund, ja til hvert Dik hele Døgnet igennem. Et af disse Dik kan altsaa ikke indeholde synderlig Bevægkraft, og dog kan en Del af denne, som rammer Bjælkeenden og forplanter sig igennem den, paavirke Øret.
Man har beregnet, at den Smule Bevægkraft, som udgør et Fodpund (o: kan løfte 1 S" 1 Fod højt) kan, naar den rigtig udnyttes, give Lyd uafbrudt hørlig for Øret i 3000 Aar.
Dette fine mekaniske Instrument, mod hvilket det fineste Dameuhr er en kolossal og Mosset Maskine, er ingenlunde endnu forstaaet i alle dets Enkeltheder; men ved Siden af en almen Beskrivelse deraf har man dog naaet nogen Forstaaelse paa visse vigtige Punkter.
Instrumentet befinder sig inde i en meget fast Del af Hovedskallens Knogler. Som mekanisk Instrument er det nemlig af største Vigtighed, at dets enkelte Dele ikke kan forskydes i Forhold til hinanden. Ørelappen samler Lydbølgerne, der forstærkes paa Vejen ind igennem Øregangen, ligesom Flodbølgen forstærkes ved at løbe ind i en kileformet Fjord. Fine Haar og nogen Fedtafsondring paa Øregangens Vægge tilsigter at opfange Insekter og lette Legemer, at disse ikke skal naa helt ind til Bunden af Høregangen, Denne er forinden lukket med Trommehinden, der er udspændt, ikke fladt, men en Smule kegleformet indad. Indenfor Trommehinden findes Trommehulheden, der ogsaa er fyldt med Luft. Hvis denne nu var fuldstændig afspærret fra den ydre Luft, vilde et vekslende Lufttryk drive Trommehinden mere eller mindre ud af dens Normal stilling, og dette taaler den og de Apparater, der er knyttede til den, ikke. Derfor er der et Rør, det eustakiske Rør, som fører fra Trommehulheden ud i Svælget. Vistnok staar dette Rør ikke altid aabent, men er som Regel sammenfalden; men det aabnes dog fra Tid til anden, f. Eks. naar man gaber, hvorved Luften i Trommehulheden altid faar samme Tryk som udenfor, og Trommehinden flyttes saaledes ikke af forandret Lufttryk.
De smaa sittrende Bevægelser derimod, som Bøl-gerne giver Trommehinden, forplantes videre af 3 smaa Knogler: Hammer, Ambolt og Stigbøjle, af hvilke den første er heftet til Midten af Trommehinden, og den sidste, Stigbøjlen, forplanter de smaa Sittringer ind imod „det ovale Vindue", et med en fin Hinde lukket Hul. Indenfor dette findes der et Rum, kaldet Labyrinten, der er fyldt med Vædske, og hvis forskellige Dele har faaet Navnene: Forgaarden, de cirkelformige Buer og Sneglen. Her findes mange fine Organer, hvis Virksomhed man ikke forstaar. Dog har man i Sneglen gjort Opdagelser, som synes at give Besked om det ellers ret uforklarlige, at man kan fornemme Forskel paa to Toner, hvoraf f. Eks. den ene giver 300, den anden 400 Svingninger i Sekundet Dette vilde man nemlig ikke kunde kende Forskel paa med nogen anden, selv nok saa følsom, Del af vort Legeme. Hvad enten en Stemmegaffel, der svinger med 300 eller med 400 Svingninger i Sekundet berører vor Fingerspids eller Tungespids, vil vi blot føle dens Svingninger som en Kildren, ens for begge Gafler; men Øret skelner meget let den enes Bølger fra den andens, ja Toner, der ligge langt nærmere ved hinanden.

Fig. 40. Øret i lodret Stilling, gg. Øregangen, tf. Trommehinden, ph. Trommehulen. h. Hammeren, a. Ambolten, s. Stigbøjlen, bg. Buegangene, vh. Forgaarden. tht., vht Sneglen, ot Eustachiske Rør. osd. Ørespytkirtelen, sb. Tindingebenet rf. Det runde Vindue.

Sneglen i Øret er et Dobbeltrør, med en Skillevæg paa langs i Røret; og Dobbeltrøret er ligesom Enkeltrøret i et almindeligt Sneglehus tilspidset og spiralformig oprullet. Der er altsaa 2 Vindelgange, hvoraf den ene saa at sige har Skillevæggen til Loft, den anden til Gulv. Men øverst oppe har Vindelgangene en Forbindelse gennem Skillevæggen. Den ene Vindelgang udmunder forneden i Labyrinten, den anden i Trommehulheden, skilt fra denne ved en tynd Hinde, det runde Vindue (Fig. 40).
De Bølger, som Stigbøjlen gennem det ovale Vindue sender ind i Labyrinten, vil efter deres Vandring i denne saa at sige løbe op af Sneglens ene Vindelgang, gennem Skillevæggens Aabning, ned ad den anden Vindelgang og ud gennem det runde Vindues Hinde. Paa denne Vandring vil fine Sittringer forplante sig ind i Vindelgangenes Skillevæg, som selv viser sig hul, og hvori Italieneren Grev Corti i 1851 har opdaget et helt Strengeinstrument, bestaaende af mindst 3000 Strenge - Mikroskopet kan ikke gaa videre — hver udspilet af en lille Stav. Desuden kommer der Nervetraade ind, som fordeler sig over Strengene.
Man tænker sig nu, at dette „cortiske Organ" virker som et andet Strengeinstrument. Dersom en Tone træffer et Strengeinstrument, dersom man f. Eks. gør Strengene paa et aabent Fortepiano fri ved at træde paa Pedalen og synger en Tone ned mod dem, vil den Streng, der stemmer med Tonen, komme til at svinge. Ja, hvad mere er, hvis flere Toner samtidig lyder, vil alle de tilsvarende Strenge paa Fortepianoet svare.
Tænkes nu det samme at ske med Ørets Strenge, og bringer de forskellige Nerver Besked til Bevidstheden om, hvilke Strenge der spiller, er det ikke mere nogen Gaade, at vi kan kende Forskel paa, hvilken Tone der lyder, ligesom man let kender Forskel paa, om en dirrende Stemmegaffel berører Pegefingren eller Langfingren, hvorved jo forskellige Nerver sender Melding til Bevidstheden.
Ørets Evne til tillige at ransage Bølgernes Form, f. Eks. at kende Forskel paa Indledningssnirklen i et Ba eller et Ma, maa vel sagtens skyldes andre af Ørets fine Organer; men hvilke og hvorledes, er endnu ikke udredet.
Mennesket er saaledes ved Mund og Øre begavet med et Afsender- og Modtagerapparat for en vidunderlig fin Tid-Skrift, en Tid-Skrift, hvis enkelte Dele maales i Tusindedele af et Sekund og mindre, og som derfor er istand til i særdeles kort Tid at give meget kombinerede Meddelelser. Man kan let udtale og høre 25 Bogstaver i 1 Sekund, og naar det nu betænkes, at hvert Bogstav er en fint udformet Bølgerække eller Bølgeform, er vor Begavelse til at frembringe disse Kunstværker og til at undersøge dem jo aldeles forbausende.