Til de to

by Holger Drachmann

Til Side, Hr. Dommer! – tillad mig, Hr. Præst …
her lægger en Krans jeg af Blodbøg paa Graven;
skær løs kun! Skær løs paa den gamle Læst,
drej Øjne, kors Arme, bryd over dem Staven:
jeg plukker den Blod-Løv derude fra Haven,
hvor Tordenen hulker i Bygernes Blæst;
Naturen har Medynk – den ”Ro” er en Løgn,
som Mennesket opfandt, da Sorgen blev Sminke;
usminket er Døden, som uden at blinke
forretter sin Embedsdont Hellig og Søgn!
 
Jeg kjendte dem ikke – og kjender dem grant:
de har dog en Række navnkundige Aner –
saaledes som Dante blandt Skygger dem fandt
i Jammerens Land ad de vejløse Baner:
dem kjender vi alle, og sænkede Faner
betegner den Hyldest, som Kunsten dem vandt;
nuvel da! saa er det ej ”uhørt” det Skridt,
som nu giver Tungerne Løb over Landet:
de vilde det – har vel ej kunneet andet –
de to, som har elsket – har syndet – og lidt!

Jeg spænder paa Harpen den dirrende Traad –
jeg vover knap Haand over Strængen at lægge;
for vegt bliver Digtet, naar Kinden er vaad:
det var, som jeg kjendte og elsked dem begge!
det var, som jeg saa gjennem Løndommens Dække –
og ser man for dybt, ja saa koster det Graad.
Natur! Du, som intet af Sjæle-Nød ved,
som skriver din Lov, og som følger din Bane –
Dig vies min Sang, mens jeg sænker min Fane
og lægger min Krans for de skyldige ned!
 
Vig Pladsen! Af Vejen du sladrende Flok,
som ofrer din Hvid, for en Nyhed at vide,
som aldrig kan faa af ”Skandalerne” nok,
men næppe har Mod til med ”Ofret” at lide:
se, Parcen, den gamle, der tæt ved din Side,
hun væder sin Traad, mens hun træder sin Rok!
hvad hun vel kan spinde dig selv for et Spind,
dit Hus, sine kjære, din Slægt, dine Venner,
ja tak du din Gud, at du ikke det kjender –
thi Elskov, som Døden, er jærnhaard – og blind!

Jeg kjender dem ikke – og kjender dem godt;
og nu er de indskrevet mellem de døde!
og enten nu Rejsen bliver lang – eller blot
et Stjærneskudsfald i det graablege Øde:
nuvel! Der var Skjønhedsglans over det Møde
paa Øen i Nærhed af Valdemarsslot.
Saa fletter jeg Parret af Sommerens Flor
det skjønneste Løv i en purpurrød Vinding,
at dække det gabende Saar i en Tinding …
ak, Elskov, dit sidste, fortvivlede Spor!

28. Juli 1889.
Holger Drachmann.