Almindelig Handelsvidenskab/1.3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P.G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Almindelig Handelsvidenskab.djvu Almindelig Handelsvidenskab.djvu/1 11-17

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.


3. Om Handelens Betydning.

Medens vi i de foregaaende Afsnit have talt om den menneskelige Virksomhed i sin Almindelighed, skulle vi nu, overeensstemmende med denne Bogs særegne Plan, nærmere dvæle ved den enkelte Green af samme, som kaldes Handel.

Handel er den Virksomhed, som gaaer ud paa at lette Fordelingen af den store Masse Gjenstande, som Menneskene behøve deels til deres Livsophold og deels for at tilfredsstille deres Krav paa Behageligheder og Bekvemmeligheder.

Det er klart, at Arbeidets Deling maatte gaae forud for Handelens Tilblivelse, thi hvor den Enkelte kun sørger for sine og sine Nærmestes Fornødenheder, der vil han ikke have noget tilovers til Andre og følgelig heller ikke noget at omsætte. Det er ikke mindre vist, at saasnart Arbeidsdelingen begyndte, og den Enkelte som Følge deraf fik Overflod paa en eller anden Ting, som han selv ikke havde Brug for, var Nødvendigheden af en Ombytning dermed given. Handelen er følgelig af omtrent ligesaa gammel Oprindelse som selve den menneskelige Civilisation, hvis uadskillelige Ledsager den stedse har været og stedse vil vedblive at være. Den udvikler sig af sig selv, saasnart Mennesket træder ud af Naturtilstanden.

Det er først i den nyeste Tid, at Handelens Nytte for Samfundet er begyndt at blive anerkjendt. Oldtidens Grækere havde ingen Forstand derpaa, og Romerne foragtede den. De gamle Philosopher saae i Handelen en Fare for Dyden. Hertil kan med en nyere Forfatter passende bemærkes, at den Dyd, der stod paa saa svage Fødder, næppe fortjente synderligt Hensyn. I den mørke Tidsalder, som fulgte paa Romernes Herredømme, skjænkedes Handelen ingen Opmærksomhed fraoven, og da senere Tiders Regenter og Statsmænd begyndte at tage sig af den, blev der af Mangel paa bedre Indsigt i Reglen taget Forholdsregler, der vare alt andet end gavnlige for dens Opblomstren. Det var kun forsaavidt som Handelen, ved paa forskjellig Maade at gjøres til Gjenstand for Beskatning, kunde skaffe Regenterne Indtægter, at disse ansaae den for nyttig for Staten.

Først i den sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede begyndte den Videnskab, som beskjæftiger sig med Lovene for Velstandens Frembringelse og Fordeling, og som vi benævne Statsøconomi, at finde ivrige Dyrkere, og ved disses Hjælp spredtes efterhaanden det Mørke, som til ubodelig Skade for Menneskeheden lige indtil da havde lagt sig som et tæt Slør over alle de Spørgsmaal, som have Hensyn til Menneskets materielle Udvikling.

Medens Skribententerne og Regenterne tidligere syntes at have sat sig det som en væsentlig Opgave, at udfinde og lære, hvorledes Mennesket kunde undvære, fik Undersøgelserne nu en modsat Retning, idet man gik ud fra, at det var en mere værdig Opgave at finde Midlerne til Menneskets rigelige Forsyning. Endnu Frederik den Store troede at kunne gjøre sin Stat rig og blomstrende, naar han kunde bevæge sine Undersaatter til at undvære Kaffe, Sukker og Riis, og lignende Projekter vare dengang almindelige. Men den nyere Tids Ideer trængte efterhaanden igjennem, og blandt dem, som gik i Spidsen for disse, nævnes med største Hæder Skotlænderen Adam Smith, der ved sit udødelige Værk om Nationernes Velstand mægtigt

bidrog til at bringe Klarhed i alle hørende Spørgs

13

Handelens Betydning.

maal. Dog ere Fordommene endnu ikke forsvundne og den manglende Indsigt bevirker endnu den Dag idag, at Handelens Betydning ofte underkjendes.

At sælge eller kjøbe betragtes endnu ikke altid som en saa hæderlig Virksomhed som den burde. Man hører ofte den gamle Talemaade om, at det naturligviis er for Fortjenesten at Kjøbmanden handler. Ja ganske vist! men ret beseet, ere vi saa ikke »alle Kjøbmænd, og leve vi ikke alle meer eller mindre af at kjøbe og sælge«. Der er kun den Forskjel, at Kjøbmandens »Fortjeneste« falder selv den mindre Klartseende saa let i Øinene, medens f.Ex. Landmandens eller Kunstnerens ikke »sees« saa let. Ved en nærmere Undersøgelse turde man dog opdage, at her i Grunden ingen Forskjel er, og at Antallet af dem, som virkelig vilde være istand til at yde Andre Tjenester uden noget Vederlag (Fortjeneste), er i allerhøieste Grad indskrænket; thi en slig Opoffrelse forudsætter, at de Vedkommende ere saa velhavende, at de kunne arbeide uden noget Vederlag, og af Saadanne gives ikke Mange. Det følger ligefrem af sig selv, at den Enkelte bør have Godtgjørelse for sin Opoffrelse af Tid og Kræfter, en Godtgjørelse, som under frie Forhold ikke kjender anden Grændse end den, Concurrencen afstikker. Dette er ingenlunde beklageligt. Den Enkeltes velforstaaede Interesse er ikke i Strid med det Heles Vel, og idet han arbeider for at fremme denne, arbeider han ligefuldt for Almeenvellet.

Det er altsaa klart, at Handelsvirksomheden har samme Øiemed som enhver anden nyttig Virksomhed, nemlig baade at skaffe dens Udøvere Vederlag for deres Anstrængelser og Opoffrelser af Tid og dernæst tillige at befrie den, som benytter deres Hjælp, for disse Anstrængelser og Opoffrelser. »Naar to Personer gjøre en Handel med hinanden, da har den gjensidige Interesse bragt dem sammen; de have lagt to Gjenstande overfor hinanden f. Ex. et Meubel og et Guldstykke. Enhver af dem afstaaer den Gjenstand, der egner sig mindst for ham, for derved at faae den, som han foretrækker, begge have saaledes Fordeel og tjene ved Handelen«.

Der var virkelig en Tid, hvor man troede, og der er vel endnu Enkelte, som troe, at naar to Personer handle med hinanden, tjener kun den ene, og den anden taber netop lige saa meget, som hiin vinder. Paa denne Maade kan man forklare sig, at man ønskede saa lidt som muligt af Handel; thi naar den ene Part kun blev rigere derved, at den anden blev lige saa meget fattigere, saa maatte man fornuftigviis helst undvære al Omsætning. Men denne urimelige Anskuelse røber en høi Grad af Mangel paa Indsigt i de paagjældende Forhold og viser tillige, at man maa have havt et saare ringe Begreb om det enkelte Menneskes Evne til at dømme om egen Interesse. Det maa nemlig erindres, at Handelen ifølge sit hele Væsen beroer paa Frivillighed; og hvorledes skulde vi kunne tænke os, at den ene Part ved en Handel bestandig skulde være saa taabelig, uden ydre Tvang, at finde sig i, at Modparten berigede sig paa hans Bekostning! — »Der er tre Maader, hvorpaa jeg kan sætte mig i Besiddelse af det, som tilhører en Anden. Den ene er Vold, den anden Overtalelse, den tredie Bytte.« Vold er uanvendelig i et velordnet Samfund; thi det fører en Straf efter sig og berøver Udøveren Frugten af hans lovstridige Handling. Selv om ikke allerede Moralen forbød Anvendelsen af et saadant Middel, vilde det altsaa være taabeligt at benytte sig deraf. — Med Overtalelser kan man vel komme langt, men naar det gjælder om at forskaffe sig Noget, som en Anden eier, slaaer dette Middel ikke til og sømmer sig heller ikke. Der er altsaa kun een Ddvei tilbage: man tilbytter sig hvad man mangler, og naar nu de forskjellige Menneskers Evner og Kræfter og Vilkaar gjør dem det muligt at kunne være hinanden til gjensidig Hjælp og Nytte, men dette, efter hvad vi nys have anført, kun kan opnaaes paa en for alle Parter lige hensigtsmæssig Maade ved at bytte, saa indsees det let, at Handelen og Handelsvirksomheden, som ikke er andet end en mere udviklet Form, hvorunder Ombytningen finder Sted, at Handelen, sige vi, maa være ligesaa fordeelagtig for dens enkelte Udøvere som for Samfundet i sin Heelhed.

Uden Handlende, hvilken Mængde af kostbar Tid vilde vi ikke hver især blive nødsagede til at opoffre for blot at skaffe os de allersimpleste Fornødenheder; og nu de andre, — Alt det som vel strængt taget kunde undværes, men som den stigende Cultur har lært os at sætte Priis paa, og som vi altsaa vilde føleligt savne! Vi vilde dog ikke, hver Enkelt af os, selv kunne forskrive vor Caffe, vor Sukker, vor Thee og de tusinde andre Ting, som høre med til Nødvendighederne i et civiliseret Land. Vel gjør Trangen hertil os afhængige af andre Lande, og Mange have jo meent, at det var heldigst for et Land, om det kunde staae paa egne Been. Men ligesom det enkelte Menneske kan drage Nytte af Andres Hjælp uden derfor at blive afhængigt, saaledes kan det ene Land meget vel hente endeel af sine Fornødenheder hos det andet, uden at dets Uafhængighed lider derunder; thi vi maae stedse lægge Mærke til, at de fremmede Producter kun kunne erholdes ved Bytte, altsaa Vederlag, at Tjenesten, der vises, er gjensidig og, om man vil, Afhængigheden ogsaa gjensidig.

Men Naturens Orden synes netop at føre dette med sig. Den store Forskjellighed i Jordbund, Klima og de andre Forhold, der have Indflydelse paa et Lands Productionsevne, synes netop at opfordre de forskjellige Landes Beboere til at udvexle deres Frembringelser med hverandre, hvorved Nydelsernes Mængde vil forøges, og den Overflod, som et Land har paa et enkelt Product, komme Fremmede tilgode istedetfor maaskee at ligge ubenyttet hen.

Tænke vi os vort eget Fædreland fuldstændig afskaaret fra al Forbindelse med fremmede Lande og dets Beboere henviste til sig selv alene, hvilken frygtelig Tomhed i Tilværelsen vilde dette ikke fremkalde! Næsten Alt, hvad vi see omkring os i vore Boliger, det Meste af, hvad vi benytte til vor Beklædning indføre vi fra Udlandet. Ligeledes maae vi tilføre den største om ikke den væsentligste Mængde af, hvad vi spise og drikke. Kun Brødet, Smørret, Kjødet, Osten og Øllet ere indenlandske, og med disse faa Ord have vi tillige betegnet vort Lands Productionsevne. Dets Frembringelser hidrører fornemlig fra Agerbruget, og det er kun ved at bytte endeel af disse bort i fremmede Lande, at vi blive deelagtige i alle de Fordele, som disse i forskjellige Retninger besidde fremfor os.

»Dersom«, siger en fransk Forfatter, »en eller anden af dem, som førend Gallien var blevet erobret af Cæsar, var i Besiddelse af det Land, vi nu staae paa, pludselig blev hensat i en nuværende Pariser Haandværkers Bolig, vilde han da ikke ved Synet af Glasvinduerne, af Uhret paa Kaminen og det bagved anbragte Speil, i hvilket man kan see hele Værelset, ved Synet af de sirligt malede Vægge, af Kobberstikkene med forgyldte Rammer og af de mange andre Luxusartikler, udbryde: »man har uden Tvivl ført mig til en af Landets Fyrster!« og naar han dernæst saae denne Haandværkers Kone og Børn, klædte i fine Bomuldstøier og prydede med Silkebaand, naar han saae Meubler af Mahognitræ, der var kommen fra en Verdensdeel, han aldeles ingen Anelse havde om, naar Sukker, Kaffe, Peber og andre Produkter, der vare tilsendte flere tusinde Mile fra, fortæredes for hans Øine, naar en eneste Lampe, der udbredte mere Lys end flere Fakler, paa engang skinnede for ham, saa maatte han vist komme paa den Tanke, at vore Haandværkere ere langt rigere end en af hans ypperste Druider, og — han havde Ret heri; thi denne Haandværker kan nu — takket være Handelens og Industriens Fremskridt — forskaffe sig Nydelser, som Galliens første Øvrighedsperson maatte undvære.«

Ved Landenes gjensidige Udvexling af deres Producter komme efterhaanden Nationerne mere og mere i Berørelse med hinanden, de lære at agte hinanden, de drage Nytte af hinandens Fortrin, ligesom de paa den modsatte Side faae Øinene op for egne Mangler og blive mindre tilbøielige til at overvurdere sig selv. Afseet fra det materielle Udbytte, som Producternes Udvexling fører med sig, frembringes der tillige en ny og bedre Følelse mellem Nationerne indbyrdes, der er heel forskjellig fra den Hadets og Skinsygens Aand, som tidligere var eneherskende. Den taabelige Tro, at et Lands Velstand var til Skade for dets Naboer og altsaa noget, de maatte forhindre, maa efterhaanden vige; man indseer, at man netop er bedst tjent med velhavende Naboer. Saaledes seirer ogsaa paa dette Omraade efterhaanden Sandheden over Uvidenhed og Fordomme, og selv Monarkerne maae nu, idetmindste i deres offentlige Udtalelser, vedgaae, at der bestaaer et Fællesskab i Interesser, ikke alene for de enkelte Mennesker, der beboe den samme Stat, men ogsaa for alle civiliserede Folkeslag, og at den Ulykke, der rammer et af disse, uundgaaelig maa virke tilbage paa de andre.

Vi kunne ikke slutte dette Afsnit om Handelens Betydning paa mere passende Maade end ved at benytte følgende Ord af en bekjendt Forfatter: Da jeg saae de skjønne Egne, hvor Kunst og Videnskab blomstre og hvor før Barbariets Mørke saalænge havde havt Sæde, spurgte jeg: Hvo har gravet disse Canaler, hvo har grundet disse Byer? — og alle oplyste Mennesker svarede mig: Handelen! — ja det er Handelen.