Almindelig Handelsvidenskab/1.4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P.G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Almindelig Handelsvidenskab.djvu Almindelig Handelsvidenskab.djvu/1 18-23

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

4. Om de Personer, der beskjæftige sig med Handelen.

Til Handelsstanden i indskrænket Betydning, og i den Forstand, hvori vi til dagligdags tage Ordet, høre kun Saadanne, som sælge, hvad de selv have kjøbt i uforandret Tilstand. I en mere vidtløftig Betydning kan dertil henregnes Alle, som udbyde deres Producter til Salg, og Enhver, som derved finder Beskjæftigelse, altsaa Landmænd, Fabrikanter, Fragtmænd, Søfarende o. s. v. Vi tage her Ordet i den førstanførte Betydning, og dele derefter Handelsstanden i 5 Klasser, nemlig 1) Grossister, 2) Detaillister, 3) Vexellerere (Banquierer), 4) Speculanter og 5) Mæglere.

Grossistens Virksomhed bestaaer i at indkjøbe Varerne i større Partier og igjen udstykke dem til Detaillisten; denne udstykker dem da atter videre, saaledes at de afpasses efter Forbrugerens (Consumentens) Evne og Tilbøielighed. Grossisten letter Frembringeren Afsætningen, idet det nemlig for denne er langt bekvemmere at kunne sælge sine Producter i større Partier til nogle Enkelte, istedetfor at være nødt til at søge hen til de mindre Handlende, der hverken besidde Evne eller Leilighed til at kjøbe Meget ad Gangen. Ligeledes staaer Detaillisten sig vel ved at kunne hente sin Forsyning hos Grossisten istedetfor hos Producenten; han finder nemlig der et mere forskjelligartet Udvalg og behøver ikke at indkjøbe mere ad Gangen end han har Brug for. Ligesaa vigtig som Grossisten er for Detaillisten, ligesaa uundværlig er denne for Forbrugerne. Kun de færreste af disse besidde Midler til at indkjøbe deres mange forskjellige Fornødenheder i store Qvantiteter, og selv de Faa, som ikke mangle Midler dertil, vilde være meget slet tjente med at ophobe store Partier af de forskjellige Slags Varer, som de behøve. Mange vilde ligefrem mangle Plads dertil, og selv dem, der havde nok deraf, vilde kun høist ugjerne underkaste sig det Besvær, som en slig Ophobning vilde medføre, ikke at tale om, at det ofte vilde skorte paa det fornødne Kjendskab med Hensyn til Opbevaringen af Varerne. Det sees saaledes, at disse to Klasser af Handlende begge ere lige vigtige, saavel for hinanden indbyrdes som for Producenten og Consumenten; de lette hiin Afsætningen og denne Forsyningen, og gjøre dem det muligt at samle deres Kræfter om det, som er Maalet for deres særegne Virksomhed.

Det er saavel Grossistens som Detaillistens Opgave at tilfredsstille et vist tilstedeværende Behov, og dette Behov maa saa nogenlunde kunne beregnes ved Hjælp af den Erfaring, som Enhver høster i sin Virkekreds. Men forsaavidt disse Beregninger lade sig udføre med tilnærmelsesviis Nøiagtighed, vil den Handlende ogsaa med tilsvarende Sikkerhed kunne beregne Udbyttet af sin Virksomhed. Vel kunne Prisernes Dalen til enkelte Tider paaføre ham Tab, men dette vil da atter opveies derved, at hans Fortjeneste bliver saa meget rigeligere, naar Priserne gaae iveiret. Kun maa der, for at dette skal holde stik, være et nogenlunde uforandret Forhold mellem Størrelsen af hans Varebeholdning og hans Omsætning. At angive dette Forhold med Tal er naturligviis ikke muligt, thi det beroer først og fremmest paa den enkelte Forretnings særegne Beskaffenhed, og dernæst paa den Lethed og Hurtighed, hvormed en ny Forsyning lader sig tilveiebringe. Dette sidste afhænger i høi Grad af Samfærdselsmidlernes Udvikling og af den Afstand, hvori Kjøbmanden befinder sig fra de Steder, hvor han skal hente sin Forsyning. Paa den ringe og afsides Handelsplads maae derfor Lagerne stedse være større i Forhold til Omsætningen end paa den store. I det Hele bliver det altid en af de vigtigste Opgaver for Kjøbmanden, at være vel forsynet med, hvad han behøver til sine Kunders Tilfredsstillelse, medens han dog med ikke mindre Omhu bør vaage over, at hans Lagere ikke er større, end de efter Forholdets Natur bør være, thi Alt, hvad han har mere, end han behøver, paafører ham Tab i flere end een Retning; deels Rentetab af den deri anbragte Capital, deels Tab af Leie af dertil anvendte Localer, deels Svind og Forringelse i Qvalitet, deels endelig Tab af Tid og Arbeide, forsaavidt som næsten enhver Vare, vi have liggende, forlanger Tilsyn og omhyggelig Behandling.

Vexelleren eller Banquieren beskjæftiger sig udelukkende med Omsætninger af nogle enkelte Varer, saasom ædle Metaller, Penge, Vexler, Statspapirer og Actier. De danne et nødvendigt Supplement til de øvrige Handlende, men det følger af sig selv, at deres Antal maa være forholdsviis indskrænket, og at deres Virksomhed kun kan trives paa Pladser, der have idetmindste nogen Betydning som Handelsmarked. En af deres væsentlige Opgaver er at besørge Afviklingen af Pengemellemværendet mellem Nationerne indbyrdes, og store Summer ville som Følge deraf gaae igjennem deres Hænder. Tillige søge de at opsamle ledige Capitaler og ved Udlaan mod forskjellig Slags Sikkerhed at gjøre dem frugtbringende.

Vi skulle nu gaae over til at omtale Speculantens Virksomhed. Enhver, der indkjøker Varer i større Partier end hans Virksomhed udkræver, er Speculant, og det hører saaledes ikke til Sjeldenhederne, at saavel Grossister som Detaillister speculere. Slige Foretagender føre naturligviis forøget Risico med sig og høre til de uberegnelige. Det er derfor et heldigt Princip for Kjøbmanden at søge at undgaae dem saa meget som muligt og kun indlade sig derpaa i den Udstrækning, som hans egentlige Forretning nødvendigviis fører med sig. Uagtet saaledes saavel Grossister som Detaillister til enkelte Tider indlade sig paa Speculationer, maa dog den regelmæssige Forsyning af deres Kunder være deres væsentlige Opgave — deres egentlige Forretning. Anderledes stiller Forholdet sig derimod for den Klasse af Handlende, som udelukkende leve af Speculation. Deres Formaal er at høste Nytte af Prisernes uafladelige Bevægelighed, og de indskrænke sig derfor i Reglen ikke i deres Operationer til nogen bestemt Vare, men kaste sig snart over denne, snart over hiin, medens de til sine Tider foretrække fuldstændig Uvirksomhed. Det følger af sig selv, at kun Saadanne, som eie store Capitaler, bør indlade sig i Foretagender af en saa uberegnelig Slags. Kun naar Formuen er saa stor, at et muligt Tab ikke kan synderligt forulempe, vil man med Ro kunne imødesee Udfaldet, og denne Ro er netop nødvendig i Forhold, hvor man fremforalt behøver den fulde Magt over sin Dømmekraft og al den Fremsynethed, som Mennesket overhovedet kan byde over. Speculanten maa dernæst med Skjønsomhed vælge den Handelsplads, hvor han vil drive sine Operationer. Kun de større Markeder egne sig for ham; thi der kan han baade erholde de nyeste og paalideligste Efterretninger, og der kan han ogsaa til enhver Tid vente at finde saavel Kjøbere som Sælgere, og er saaledes ikke udsat for, at det Øieblik, som han ansaae for gunstigt, skal gaae ubenyttet bort.

Speculantens Virksomhed har i tidligere Tider været udsat for megen Miskjendelse, især naar han beskjæftigede sig med Opkjøb af hvad der hører til Livets første Fornødenheder f. Ex. Korn; man har ved Lovbud forsøgt at hæmme slige Foretagender, ja endog erklæret dem for strafbare. Selv i vore oplyste Tider har man forsøgt at lægge saadanne Speculanter for Had og givet dem det ildelydende Navn Kornpuger. Alt dette viser kun, i hvor ringe Grad Kjendskab til økonomiske Forhold er udbredt blandt Publicum, selv den mere oplyste Deel ikke undtaget. Ved rolig Overveielse vil det let indsees, at det vilde være aldeles taabeligt at forsøge paa ved Lov at forhindre Speculation, thi da en saadan Lov ikke kunde overholdes, vilde den gjøre mere Skade end Gavn, og den vilde ikke kunde overholdes allerede af den Grund, at det vilde være umuligt at afgjøre, hvilke Omsætninger, der kunde kaldes Speculationer og hvilke ikke. Heller ikke er det afgjort, at Speculation er skadelig for Forbrugerne, fordi disse maaskee til enkelte Tider maae betale høiere Priser, end de finde passende. Naar der antages at være Knaphed f. Ex. paa Korn, og Speculanterne gjøre Opkjøb deraf, da ville disse Opkjøb sandsynligviis fremkalde en Stigning i Priserne. Dette vil maaskee atter bevirke en Aftagen i Forbruget, og under alle Omstændigheder ville Forbrugerne netop som Følge af Prisens Stigen faae Øinene op og være mere og mere sparsommelige, saa at den Knaphed eller maaskee Mangel, som ellers vilde være indtraadt, derved afværges, og Speculanten har altsaa handlet saavel i sin egen som i det Heles Interesse. Har han derimod taget feil i sine Beregninger, da vil han ikke i Længden formaae at holde Priserne oppe; han vil tvertimod komme til at bøde for sin Feiltagelse, idet Prisernes Fald vil paaføre ham Tab. Det fremgaaer heraf, at der er vel saa megen Anledning til at advare mod Speculation af Hensyn til Speculantens som af Hensyn til Publicums Interesse. — En bekjendt Forf. siger, idet han omtaler den nedværdigende Dom, der i tidligere Tider fældedes over Speculanten: Han behandler Forbrugerne paa samme Maade som en forsigtig Skibscapitain i Nødens Tid behandler sit Mandskab. Han bringer Provianten til at vare længere ved at uddele den mere sparsomt, og dette stemmer overeens med begges Interesser.

Der staaer endnu tilbage at omtale Mægleren, som er den Mellemmand, som Kjøbmanden benytter ved Afslutningen af sine Forretninger. Mæglerens Virksomhed er et meget nødvendigt Mellemled der, hvor Forretningerne drives i det Store. Han kan ifølge sin særegne Stilling tilveiebringe Oplysninger om det øieblikkelige Forhold mellem Tilbud og Efterspørgsel og derved være Kjøber og Sælger til lige megen Nytte, idet han ved at give dem det rette Begreb om Markedets Tilstand, gjør det lettere for dem at træffe det bedste Øieblik baade til Salg og Kjøb. Dernæst vil Mægleren, der i sin Virksomhed i Reglen er istand til at indskrænke sig til færre Handelsartikler end Kjøbmanden, ofte kunne være denne til Nytte ved Bedømmelse af Varernes Qvalitet, og endelig vil en Handel ofte komme lettere istand, naar en Mægler benyttes, end naar Parterne personlig staae overfor hinanden; thi da ville Bihensyn tidt træde hindrende iveien. Det er derfor vistnok ogsaa en daarlig Øconomi at undlade at benytte Mæglers Hjælp der, hvor en saadan kan haves. — Over de ved Mægleren udførte Forretninger udfærdiger han en Slutseddel, hvilket Document, af Hensyn til Mæglernes eedbundne Stilling, hos os er tillagt en særlig Beviiskraft[1]. For sin Medvirkning erholde Mægleren en Godtgjørelse, der kaldes Courtage og hos os er lovbestemt.

  1. See nærmere herom: M. Spliid: »Kortfattet Fremstilling af Handelsretten.«