Almindelig Handelsvidenskab/1.5

Fra Wikisource, det frie bibliotek

P.G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Almindelig Handelsvidenskab.djvu Almindelig Handelsvidenskab.djvu/1 23-26

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

5. Om Gjenstandene for Handelsomsætningen.

Efterhaanden som Arbeidsdelingen skrider mere og mere fremad, og den Enkelte som Følge deraf udelukkende anvender sine Kræfter og sin Tid i den særegne Retning, hvortil han synes meest skikket, tiltager Mængden af de nyttige Ting, som Menesket ved sit Arbeide er istand til at tilveiebringe. Enhver producerer meget mere, end han behøver for sig og Sine, dog kun af den enkelte Slags, hvormed han beskjæftiger sig, og da han trænger til mange andre Ting, er Intet naturligere end at han søger Afsætning for hvad han i een Retning har for Meget, i Haab om paa denne Maade at komme i Besiddelse af hvad han mangler. Der fremkommer saaledes en stor Mængde forskelligartede Gjenstande til Ombytning, som ere Overskuddet af den Enkeltes Frembringelser, og det er dette Overskud, som vi benævne Varer, eller Handelsvarer.

Alt, hvad det saaledes er Gjenstand for Omsætning, falder atter i 2 Klasser, nemlig reale og ideelle Varer.

Under reale Varer indbefatte vi alle mulige Forbrugsgjenstande, hvad enten disse tjene til umiddelbar Tilfredsstillelse af vore legemlige Fornødenheder (som Korn, Kaffe, Sukker etc.) eller ere os til mere varig Nytte som Værktøier, Maskiner, Skibe og faste Eiendomme.

De Varer, der ere Gjenstand for det egentlige Forbrug, have den langt største Betydning for Handelsomsætningen. Efter deres forskjellige Beskaffenhed deler man dem i Raaproducter (Korn, Kaffe, Sukker) og Fabrikater eller Industriproducter (Klæde, Silketøi, Staalpenne). Dog er denne Adskillelse ikke altid let at gjøre Anvendelse af, da de fleste Raaproducter, forinden de komme frem til Omsætning, undergaae en større eller mindre Bearbeidelse, hvorved deres oprindelige Characteer forandres. Man har derfor indskudt en Mellemklasse under Navn af Halvfabrikater; men selv med denne Forbedring kan det dog ofte være vanskeligt at vide, hvorunder man skal henføre en given Varesort; man maa i saa Tilfælde lade Skik og Brug være det Afgjørende. Vi kalde saaledes Huder et Raaproduct, Læder et Halvfabrikat og Skotøi et Industriproduct.

Ikke alle Varer egne sig lige godt for Handelsomsætningen eller kunne betragtes som gode Handelsvarer. For at de skulle kunne tillægges dette Navn maa 1) deres Afsætning være saa meget som muligt uafhængig af Tilfældigheder; de maa altsaa ikke let kunne undværes eller erstattes med andre. Derfor kunne f. Ex. Modevarer ikke betragtes som nogen god Handelsvare, og den Handlende, der beskjæftiger sig dermed, maa i sin rigeligt beregnede Avance søge Dækning for de Tab, som et Omslag i Smagen udsætter ham for. 2) Varerne maae ikke, paa Grund af en for dem egen Omstændighed have Vanskelighed ved at finde Kjøbere. Skibe, Huse og Jorder ere, hvor værdifulde de end kunde være, i Reglen daarlige Handelsartikler. Kun Faa have nemlig Midler til at kjøbe dem; dette indskrænker Begjæret, og finder man endelig En, der kan og vil kjøbe f. Ex. et Huus, da er det ikke sagt, at han vil kjøbe netop det Huus, vi ville sælge; det er maaskee for stort eller for lille eller Beliggenheden anstaaer ham ikke. 3) Det maa ikke være forbunden med store Vanskeligheder at opbevare og conservere Varerne. Levende Qvæg, Sydfrugter og Kaffe ere vel alle Handelsvarer, men Bekostningen og Vanskeligheden ved Opbevaringen og Conservationen er høist forskjellig, hvorfor sidstnævnte er en meget beqvem og førstnævnte en yderst vanskelig Handelsvare. Endelig maa 4) den Lethed, hvormed Varerne lade sig transportere, fremforalt ikke lades ud af Betragtning. En Vare, der fylder meget eller veier meget i Forhold til dens Værdi, kan ikke med samme Lethed som den mindre volumineuse og mere værdifulde bære Transportomkostningerne og er som Følge deraf meget mere bundet til det Sted, hvor den frembringes. Vel have Nutidens forbedrede Samfærdselsmidler muliggjort Forsendelser, som man for faa Aar siden slet ikke turde tænke paa, men der vil dog altid, hvorledes Forholdene end udvikle sig, vedblive at være Varer, som daarligt kunne bære Transportomkostningerne og andre, for hvem disse blive meer eller mindre ufølelige. Vi behøve blot at tænke os Guld, Sølv og Silke og saa i Modsætning dertil f. Ex. Tørv, Hø og Halm.

Kjendskab til de reale Varer erhverves nærmest i det praktiske Liv og ved Hjælp af de derpaa beregnede Vare-Lexica. For at naae nogen egentlig Dygtighed heri, fordres stadig Opmærksomhed og lang Erfaring, ligesom det naturligviis er nødvendigt, at man begrændser sig til saa faa Varer, som Omstændighederne tillade. At Folk, der see daarligt, ikke have nogen fiin Lugt og dertil maaskee endog en slet Smag, skulde kunne blive gode Varekjendere, synes ikke meget rimeligt. Gode Sandseevner ere vistnok fremforalt nødvendige. — For de reale Varers Vedkommende maae vi indskrænke os til det her Sagte; dog vil en enkelt af disse (nemlig Penge) blive omtalt i et særskilt Capitel i denne Bog, paa Grund af dens særegne Betydning for Handel og Omsætning.

Til de ideelle Varer henregnes: Papirpenge, Statspapirer, Actier og Vexler. Man kalder dem ideelle, fordi selve det Stof, hvoraf de bestaae, ingen Værdi have; et ubeskrevet Ark Papir, som kan kjøbes for faa Skilling, er i sig selv mere værd. Men disse Varer hente deres Værdi fra den Forvisning, som Besidderen har om deres Evne til at kunne forskaffe ham virkeligt brugbare Ting. De ville alle blive nærmere omtalte senere hen i denne Bog.