Arbejdets Kår

HENRY GEORGE

ARBEJDETS

KÅR

OVERSAT FRA ENGELSK

AF

JAKOB E. LANGE

TREDIE UDGAVE

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

KØBENHAVN OG KRISTIANIA

1907

„ARBEJDETS KÅR“ kunde med ikke ringe ret betegnes som „,et ord fra den nye verden til den gamle." Ikke blot er dette rigtigt i den forstand, at bogen er forfattet af amerikaneren Henry George og fremkom som svar på gamle pave Leo XIII. „hyrdebrev" om arbejderspørgsmålet. Men frem for alt fortjener bogen denne betegnelse, fordi den kom som en lysning af nye tanker, til spredning og opklaring af gammel fordom og vrangsyn.

Hvem der kendte lidt til pave Leo XIII, imødeså med ikke ringe forventning, hvad denne kloge og verdenserfarne kirkefyrste vilde have at byde som sit bidrag til løsningen af arbejderspørgsmålet.

Mere og mere blev det jo tydeligt, selv for de stærblinde, at den dybtgående misstemning, som har vakt det sociale spørgsmåls uro, ikke blot og bart var et udslag af,,underklassernes misundelse og materialistiske begærlighed". Stedse flere følte tydelig, at det her i bunden drejede sig om etiske grundspørgsmål, om ret og uret i samfundslivet. Men om de end således følte, at der var noget galt, savnede de klar forståelse, mærkede kun den forvirrende strid og splid på alle felter uden at kunne gøre sig selv rede for ondets rod.

Kunde ikke et ord fra den selv i vore dage så mægtige pavestol stilne stridens bølger? Kunde ikke den også i verdslig politik vel forfarne kirkefyrste kaste det vejledende lys over lande? Det faldt dog ikke i pavensææ lod at sige det forløsende ord.

Leo XIII. viser sig ganske vist i sit „,hyrdebrev" som en værdig og ypperlig repræsentant men for den gamle verden. Når man læser hans brev, bliver man slået af, hvor stor overensstemmelse der er mellem hans standpunkt og det, som indtages af nogenlunde „,liberale" samfundsstøtter i vore hjemlige egne, hvor lidet han hæver sig op over deres synspunkt og hvor dybt han er hildet i deres fordomme. Ikke at han viser sig „arbejderfjendsk". Nej, han synes virkelig at have hjerte for de fortrykte; men netop derfor bliver det så meget desto tydeligere, hvor lidet han har fattet af det sociale spørgsmåls egentlige kærne: Kampen for frihed og ret i samfundslivet. Skønt han begynder med en alvorlig skildring af arbejdernes nød og ulykke, er han så blindet af de herskendes fordom, at han ikke betænker sig på i kirkens og retfærdighedens navn at holde sin hånd over den uret, der er grundårsagen til samfundets nød. Han ender derfor også med at give de rige og mægtige jorden, de fattige anvisning på himlen. Det eneste han derfor, når det kommer til stykket, har at byde som sit bidrag til løsning af arbejderspørgsmålet, er formaninger til de rige om at være godgørende mod deres arbejderskarer, idet han så til gengæld ikke glemmer at pålægge disse i ydmyghed at se op til deres velgører og med ærefrygt at bøje sig under den bestående samfundsorden, selv om denne er af den art, at de ofte forgæves må tigge om arbejde og må betragte den, som giver dem tilladelse til at slide, som velgærer og herre For den, der kender lidt til Henry George og hans hele livsanskuelse, er det let at forstå, at dette pavens skrift måtte kalde ham frem til svar. Netop fordi det sociale spørgsmål for ham ikke først og fremmest er et magt- og madstræbs-spørgsmål, men en retfærdskamp, kunde han ikke rolig se pave Leo gøre forsøg på at kaste retfærdighedens kåbe over „det bestående“s råddenskab, han kunde ikke uimodsagt lade den kristne kirkes indflydelsesrigeste mand stemple den samfunds-reformation, han stod som forkæmper for, som uretfærdig. Og det er noget sådant, pave Leo har forsøgt. Skønt han ikke direkte nævner H. George, er hans bevisførelses skyts først og fremmest rettet mod det, som er George og hans venners grundkrav: anerkendelsen af alle menneskers lige ret til jorden, den fælles rigdomskilde.

Henry George's hovedøjemed bliver da at klargøre. retfærdsgrundlaget for det sociale spørgsmåls løsning, at vise, hvorledes det netop er ved sin uretfærdighed, den bestående samfundsorden virker ulykkebringende. Han følger derfor paven skridt for skridt, og påviser punkt for punkt, hvorledes man netop ud fra det af paven selv påberåbte retfærdighedsprincip må fordømme, hvad han finder såre godt. Han viser, hvorledes den personlige ejendomsret ikke, som paven og mange med ham antager, nu holdes i ubrødelig ære, men tværtimod daglig krænkes grovelig, så de, der arbejder, ikke høster arbejdets frugt. Og han gør det indlysende, at den ægte ejendomsret ikke håndhæves, før det bliver anerkendt, at så vist som enhver har ret til, hvad han frembringer, har ingen ret til at beslaglægge, hvad ingen mennesker har frembragt: den jord, hvorpå vi alle skal leve og arbejde; så den, der i kraft af sin formentlige ejendomsret til jord tilegner sig en part af, hvad de mennesker frembringer, der lever på den, krænker arbejdernes ret.

Men samtidig med at klargøre dette, løfter og udvider han synspunktet for hele sagen. Det er ikke længere „arbejderspørgsmålet“ i snævreste forstand, det gælder. Det er ikke nok at påvise, hvorledes de store skarer af lønarbejdere kan sikres mod de værste former af udbytning. Arbejdets kår er ikke opklaret, før vejen er vist, ad hvilken hele den arbejdende menneskehed kan løftes ud af næringssorgens fortrykthed og den økonomiske udbytning, som nu på utallige måder forkrøbler og hæmmer den menneskelige udvikling og forhærder hvem den ikke fortrykker.

George's svar har da ærinde langt ud over pavedømmets grænser, ja til alle, der har en følelse af, at ikke alt i nutidens samfundsforhold er, som det bør være. Om klarhed og dybde i tanke, bestemthed i krav, varme i følelse og rigdom i fremstillingsevne er værdifulde egenskaber, bør dette skrift blive folkelæsning.

Oversætteren.

Indhold (ikke i originalen)

• I
• II
• IV
• V