Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937/Forfatningsforslag og Forfatningslove i Tiden efter Grundloven 1866

by Forfatningskommissionen af 1937

II.

Forfatningsforslag og Forfatningslove i Tiden efter Grundloven af 1866^[1].

 Modsætningen mellem Tingene førte snart til Konflikt, idet Folketinget, som ifølge Grundlovens § 48 skulde behandle Finansloven og Tillægsbevillingsloven først, herigennem søgte at gennemtvinge Folketingets førende Stilling i det hele. I 1873 forkastede Folketinget Finanslovforslaget for at styrte Ministeriet (Holstein-Holsteinborg), og i 1877 var der atter Finanslovkonflikt; i 1885 opnaaedes ikke Enighed mellem Tingene om Finansloven, og fra 1885—86 til 1894 styrede Ministeriet Estrup ved provisoriske Finanslove, der kun forelagdes Landstinget, hvor de overgaves til Udvalgsbehandling uden at komme videre. Disse Finanslove indeholdt betydelige Bevillinger til Københavns Befæstning.
 De provisoriske Finanslove søgte deres Hjemmel i Grundlovens § 25, hvorefter Udstedelsen kun kunde ske, naar Rigsdagen ikke var samlet. For at tilvejebringe denne Betingelse blev Rigsdagen hver Gang først hjemsendt.
 Der blev i disse Aar stillet flere Forslag til Ændringer i Grundloven, der tilsigtede at skabe Mulighed for Løsning af Finanslovkonflikter mellem Tingene.

 I Rigsdagssamlingen 1885—86 fremsatte Konseilspræsident Estrup Forslag til Lov om Tillæg til Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 5. Juni 1849.
 Forslaget gik ud paa at tilvejebringe et Organ (et „Afgørelsesudvalg“), sammensat af 10 Medlemmer fra hvert Ting, der i Tilfælde af, at der ikke ved Fællesudvalgets Indstillinger, jfr. Grundlovens § 53, var opnaaet Enighed om Finanslovforslaget mellem begge Ting, skulde foretage særskilt Afstemning over hver enkelt Indstilling, som var vedtaget af det ene Ting, men forkastet af det andet Ting. Ved Stemmelighed skulde Lodtrækning være afgørende. Regeringen skulde være beføjet til at udelukke forskellige nærmere angivne Spørgsmaal fra denne Afgørelsesmaade (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 1507, Folketingets Forhandlinger Sp. 191 og 421).

 I samme Rigsdagssamling indbragte Folketingsmand Juel et Grundlovsforslag angaaende et Tillæg til § 53 i Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 1849. Den foreslaaede Tilføjelse var saalydende: „dog skal, dersom hvert af Tingene vedtager en forskellig Finanslov, den forenede Rigsdag (§ 67) afgøre, hvilken af disse, der skal være den gældende.“ (Rigsdagstidende. Tillæg A. Sp. 1535, Folketingets Forhandlinger Sp. 197 og 768).
 Begge disse Forslags Overgang til 2den Behandling i Folketinget forkastedes. Dernæst indbragte Folketingsmand Klein i samme Samling Forslag til Tillæg til og Forandring i Grundlovens §§ 25, 49 og 53.
 De foreslaaede Bestemmelser gik i det væsentlige ud paa,

1)	at foreløbige Love skulde bortfalde, hvis de ikke inden 14 Dage efter Rigsdagens næst paafølgende Sammentræden forelagdes Rigsdagen, eller hvis vedkommende foreløbige Lov efter at være forelagt af Regeringen ikke var vedtaget af begge Rigsdagens Ting ved Samlingens Slutning,
2)	Fastsættelse af Regler vedrørende Statshusholdningens Førelse i Tilfælde af, at Rigsdagens to Ting ikke ved Finansaarets Udløb var blevet enige om det forelagte Finanslovforslag for næste Aar, og
3)	at der, hvis der ikke opnaaedes Enighed om Finanslovforslaget, altid skulde sættes et Fællesudvalg bestaaende af 15 Medlemmer fra hvert Ting, der skulde forhandle og vedtage Indstillinger angaaende Uoverensstemmelserne. Indstillingerne skulde forelægges hvert af Tingene til Antagelse eller Forkastelse under Et.

 Forslaget henvistes til Behandling i et Udvalg, som dog ikke afgav Betænkning. (Rigsdagstidende Tillæg A. Sp. 1641, Folketingets Forhandlinger Sp. 286 og 795).

 Endelig fremsatte Folketingsmand Bajer i samme Rigsdagssamling Forslag til Beslutning af Folketinget om Nedsættelse af en Kommission i Henhold til Grundlovens § 46 med Hensyn til udvidet Anvendelse af Forholdstalsvalgmaaden og et Forslag til Lov om nye almindelige Regler for Forholdstalsvalg. Intet af Forslagene kom til Behandling. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2543 og 2065, Folketingets Forhandlinger Sp. 197 og 878).

 I Rigsdagssamlingen 1889—90 forelagde Folketingsmændene Holstein-Ledreborg, Bojsen og Hørup Forslag til Forandring i Grundlovens § 68. Forslaget forelagdes og behandledes paa Grund af Folketingets Opløsning 2 Gange.
 Forslaget gik i Hovedsagen ud paa, at Rigsretten skulde bestaa af 24 Dommere, hvoraf hvert Ting skulde vælge 12 blandt Personer uden for Rigsdagen. Højesterets Formand skulde være Rigsrettens Formand, dog saaledes at han ikke skulde deltage i Voteringen.
 Forslaget blev henvist til Behandling i et Udvalg, som dog ikke afgav Betænkning. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2671 og 3303, Folketingets Forhandlinger Sp. 1456, 1525, 3061 og 3185).

 I 1894 kom det til Forlig mellem Tingene, idet Landstinget og Folketinget ved eneste Behandlinger den 2. og 3. April 1894 traf følgende enslydende Beslutninger:
 „For at forebygge lignende politiske Konflikter som den nærværende Rigsdagen at udtale:

1.

Dersom Behandlingen af Finanslovforslaget for det følgende Finansaar ikke er tilendebragt inden Finansaarets Udgang, bør Regeringen forelægge for Rigsdagen og denne vedtage en midlertidig Finanslov saalydende:  „Indtil Finansloven for Finansaaret — — er given, dog ikke ud over 2 Maaneder bemyndiges Regeringen til at opkræve de ved de bestaaende Love hjemlede Skatter og andre Statsindtægter, samt til at afholde de til Statshusholdningens Førelse nødvendige Udgifter, dog at Beløbene af de enkelte ved den sidste Finanslov bevilgede ordentlige Udgiftsposter ikke overskrides, og at der til Foranstaltninger, som ligge uden for den regelmæssige Statsforvaltning, kun kan gøres de Udgifter, som ere fornødne for at holde allerede paabegyndte Arbejder i Gang, og ikke ud over de hertil tidligere bevilgede eller dog ved de tidligere Bevillinger til Arbejdernes Fortsættelse i det vedkommende Finansaar forudsatte Beløb.“ som ligge uden for den regelmæssige Statsforvaltning, kun kan gøres de Udgifter, som ere fornødne for at holde allerede paabegyndte Arbejder i Gang, og ikke ud over de hertil tidligere bevilgede eller dog ved de tidligere Bevillinger til Arbejdernes Fortsættelse i det vedkommende Finansaar forudsatte Beløb.“ 2. Ved Behandlingen af de af Regeringen i Medfør af Grundlovens § 25 for Rigsdagen forelagte foreløbige Love iagttages, at der, naar en saadan Lov ikke bliver forkastet af det Ting, for hvilket den er forelagt, gives det andet Ting Lejlighed til inden den paagældende Rigsdagssamlings Slutning at træffe sin Afgørelse med Hensyn til samme. 3. Hvert af Rigsdagens Ting forbeholder sig sin Stilling til og Folketinget sin Ret til at gøre Ansvar gældende med Hensyn til Spørgsmaalet om Befæstningsanlæggene om København — et Forbehold, der overhovedet gælder alle ad provisorisk Vej trufne Foranstaltninger — og eventuelle Bevillinger, der staa i Forbindelse med de nævnte Anlæg, ere derfor kun at betragte som Udtryk for, at disse Anlæg nu engang ere til Stede. 4. Idet Rigsdagen udtaler, at Forsvarsvæsenets Ordning kun sker med det Maal for Øje, at værge os mod Angreb og at værne vor Neutralitet under Sammenstød mellem andre Magter, opfordres Regeringen til ved gunstig Lejlighed at søge denne vor Neutralitet almindelig anerkendt og respekteret.“ (Rigsdagstidende, 1893—94, Tillæg A. Sp. 3457 og 3461, Folketingets Forhandlinger Sp. 5198 og 5360, Landstingets Forhandlinger Sp. 1780 og 1856, Tillæg 0C. Sp. 1331 og 1315). Finansloven for 1894—95 vedtoges paa ordinær Vis. Kort efter gennemførtes Loven af 24. December 1894 om en midlertidig Omfordeling af Folketingsvalgkredsene, hvorved disses Antal udvidedes fra 102 til 114. I den ordinære Rigsdagssamling 1895—96 indbragte Folketingsmand Krabbe et Forslag til Grundlovsbestemmelse vedrørende Bevillingslove og indeholdende nogle i Forbindelse denmed staaende Bestemmelser om Folketingets Medlemstal og om Rigsretten. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2487, Folketingets Forhandlinger Sp. 65 og 1633, Tillæg B. Sp. 2097). Forslaget gik ud paa, at det som Tilføjelse til Grundlovens § 25 bestemtes, at Finanslove, Tillægsbevillingslove, midlertidige Finanslove, Love om Indtægts- og Udgiftsbevilling, indtil Finansloven var givet, og Love om Forlængelse af saadanne ikke skulde kunne udstedes som foreløbige. Der var derhos stillet Forslag om en Tilføjelse til Grundlovens § 53, gaaende ud paa, at, naar Forslag til Finansloven og de ovenanførte Bevillingslove var vedtaget to Gange af hvert Ting, uden at Enighed var opnaaet, skulde Rigsdagens videre Beslutninger i Sagen fattes gennem et Fællesudvalg paa 30 Medlemmer, sammensat saaledes, at hvert Ting dertil ved Forholdstalsvalg efter den ved Lov af 2. Oktober 1855 indførte Valgmaade skulde udmelde 1⁄6 af sine Medlemmer. Folketingets Medlemstal (Grundlovens § 32) foresloges fastsat til 114. Det foresloges endelig, at Bestemmelserne i Grundlovens § 68 vedrørende Rigsretten skulde kunne forandres ved Lov. Forslaget henvistes til Behandling i Udvalg. Ifølge den af dette afgivne Betænkning var Udvalget kommer til den Erkendelse, at det fremsatte Forslag vilde støde paa saa megen Modstand fra forskellige Sider, at man maatte søge ad andre Veje at naa det tilsigtede Maal. Et Flertal var sluttelig enedes om følgende Forslag som et formaalstjenligt Grundlag for yderligere Forhandling: 1) § 25 affattes saaledes: I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, mistede foreløbige Love, der dog ikke maa stride mod Grundloven. En foreløbig Lov skal inden 8 Dage efter den følgende Rigsdags Sammentræden forelægges for Rigsdagen. Sker dette ikke, eller hvis den forkastes af et af Tingene, er den (for saa vidt den ikke allerede efter sit eget Indhold har ophørt at gælde) bortfalden. Det samme gælder, hvis den ikke vedtages af begge Ting inden en Maaned efter Rigsdagens Sammentræden. Naar en foreløbig Lov er bortfalden, kan en ny foreløbig Lov af samme eller lignende Indhold ikke udstedes i Mellemtiden indtil Rigsdagens næste Samling. 2) § 48 affattes saaledes: Paa hver ordentlig Rigsdag, straks efter at samme er sat, forelægges Forslag til Finansloven for det følgende Finansaar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Udgifter ud over de ved Finansloven bevilgede Beløb maa hjemles ved en Tillægs bevillingslov, der ikke kan udstedes som foreløbig Lov. Forslag til Finansloven og Tillægsbevillingslovene behandles først i Folketinget. Forkastes Forslaget til Finansloven af noget af Tingene, bliver det, hvad enten Opløsning finder Sted eller ikke, paa ny at forelægge for Rigsdagen i dennes næste Samling. 3) § 49 affattes saaledes: Er ved Finansaarets Begyndelse Finansloven ikke vedtagen af Rigsdagen og stadfæstet af Kongen, opkræves desuagtet saavel Skatter, der er hjemlede ved Love, vedtagne af Rigsdagen og stadfæstede af Kongen, eller ved de før Grundloven udkomne Love, som Statens øvrige Indtægter; men indtil en af Rigsdagen vedtagen og af Kongen stadfæstet Finanslov foreligger, maa kun de Udgifter afholdes, som er fornødne til Statshusholdningens uforstyrrede Førelse, saaledes at derhos i intet Tilfælde de enkelte ved den sidste Finanslov og Tillægsbevillingslov hjemlede ordentlige Udgiftsposter over skrides, og at der til Foranstaltninger, der ligger uden for den regelmæssige Statsforvaltning, kun kan gøres de Udgifter, som er nødvendige for at holde allerede paabegyndte Arbejder i Gang, og det hverken ud over de til de paagældende overordentlige Foranstaltninger tidligere bevilgede eller ud over de til Arbejdernes Fortsættelse i det paagældende Finansaar ved Lov fastsatte eller ved tidligere Finans- eller Tillægsbevillingslov bestemt forudsatte Beløb. Desuden foresloges en principal og en subsidiær positiv Bestemmelse om Sammensætningen af Rigsretten. En Forhandling med Konseilspræsidenten viste, at Regeringen ikke kunde tiltræde disse Forslag, og Udvalget indskrænkede sig da til at afgive Beretning. I Samlingen 1896—97 fremsatte Reformpartiet i Folketinget Forslag til Forandring af Grundiovens § 25, 48 og 49. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2443, Folketingets Forhandlinger Sp. 1203, 1505 og 1551). Forslaget, der tilsigtede „at faa det endelige Fredsdokument opsat“ efter Forliget i 1894, gik ud paa, at foreløbige Love skulde forelægges den følgende Rigsdag senest 8 Dage efter, at samme var sat. Skete dette ikke, eller forkastedes Loven af et af Tingene, skulde den være bortfaldet. Forslaget indeholdt Bestemmelser om Forelæggelse af Forslag til midlertidige Bevillingslove i Tilfælde af, at Finanslovforslaget for det følgende Finansaar ikke kunde ventes tilendebragt inden Finansaarets Begyndelse, samt om, at Skatterne ikke maatte opkræves eller Udgifter afholdes, forinden en Finanslov eller midlertidig Bevillingslov var vedtaget af Rigsdagen. Det af Folketinget i Anledning af Forslaget nedsatte Udvalg afgav imidlertid ikke Betænkning. I 1901 indtraadte „Systemskiftet“, hvorved der udnævntes et af Folketingets Flertal udgaaet Ministerium (Ministeriet Deuntzer), og siden da har Folketingsparlamentarismen været herskende her i Landet, først som faktisk anerkendt Sædvane, senere som gældende Sædvaneret. I ganske særlig Grad kan det formentlig siges, at Folketingsparlamentarismen blev anerkendt her i Landet ved Ministeriet Holstein-Ledreborgs Fald i 1909. Folketingsparlamentarismen maa nu siges at være den fra alle Sider anerkendte Statsskik, jfr. særlig Tiden fra 1909—10 og 1920—29, at et Ministerium er parlamentarisk berettiget, naar det ikke har faaet et Mistillidsvotum i Folketinget. (I denne Forbindelse kan peges paa, at nøjagtigt den samme Skik i Realiteten indførtes i England af det daværende Ministerium Mac Donald 1923—24). I Rigsdagssamlingen 1905—06 fremsatte Konseilspræsident J. C. Christensen derefter et Forslag til Ændring af Grundlovens § 32, gaaende ud paa, at Antallet af Folketingsmænd fikseredes til 132. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 1823, Folketingets Forhandlinger Sp. 1374, 4079, 4333, Landstingets Forhandlinger 5p. 530, Tillæg B. Sp. 537 og 2005, Tillæg C. Sp. 701). Forslaget hvilede efter de dertil knyttede Bemærkninger paa den Betragtning, at Folketingets Medlemstal burde fikseres og sættes til det dobbelte af Landstingets, saaledes som det var foreskrevet i den oprindelige Grundlov. Naar dette skete, kunde Landets stigende Folketal fremtidig kun give Anledning til Forandringer i Valgloven, og saadanne Forandringer (Kredsdeinger) kunde da foretages alene efter Hensynet til en retfærdig Repræsentation og ikke efter Hensyn til ydre Bud som det daværende Grundlovsbud (hvorefter Medlemstallet skulde stige med Folketallet). Der henvises i øvrigt i Bemærkningerne til Forhandlingerne om denne Sag i Rigsdagssamlingen 1904—05, (Rigsdagstidende, Folketingets Forhandlinger Sp. 4648—4710 og Sp. 4743—4791) For handlingerne drejede sig om et af Borgbjerg m. fi. stillet Forslag til Beslutning af Folketinget om Nedsættelse af en Kommission i Henhold til Grundlovens § 46 med Hensyn til Omordning af Fo&etingsvalgkredsene (Tillæg A. Sp. 3265). Under Behandlingen i Folketinget ændredes Forslaget bl. a. derhen, at Tallet af Folketingets Medlemmer skulde være mindst 124, højst 132. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, idet der i det af Landstinget nedsatte Udvalg ikke kunde opnaas Enighed. Et væsentligt Punkt herved var, at Gennemførelsen af Lovforslaget vilde medføre en Landstingsopløsning. Efter Folketingsflertallets Opfattelse maatte Opløsningen ramme ogsaa de af Kongen „paa Livstid“ valgte Medlemmer af Landstinget, men Konseilspræsidenten havde paa Forespørgsel fra Udvalget kun henvist til sine Udtalelser i Landstinget (Sp. 560), der ikke gav Klarhed over Ministeriets Stilling til dette Spørgsmaal. Fra socialdemokratisk Side forelagdes i Rigsdagssamli1gen 1907—08 et Forslag til Forandring af Grundlovens §§ 30, 31, 35—39. (Rigsdagstidende, Tillæg I Sp. 3203, Folketingets Forhandlinger Sp. 76, 2398 og 2441). Forslaget gik i det væsentlige ud paa, at Valgretsalderen nedsattes til 21 Aar, hvorhos Valgret ogsaa skulde tilkomme Kvinder og Personer, der uden at have egen Husstand stod i privat Tjenesteforhold. Det til Drøftelse af Forslaget nedsatte Folketingsudvalg afgav imidlertid ingen Betænkning. I Rigsdagssamlingen 1908—09 fremsatte Konseilspræsident Neergaard — denne Gang i Landstinget — det tidligere Forslag angaaende Ændring af Grundloven § 32 (Fiksering af Folketingets Medlemstal til 132). Det af Landstinget nedsatte Udvalg afgav ingen Betænkning, men meddelte paa Forespørgsel Konseilspræsidenten, at der ikke kunde gives Tilslutning til uforandret Vedtagelse. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 3823, Landstingets Forhandlinger 5p. 448, 636, Tillæg B. Bp. 2859). I Rigsdagens overordentlige Samling 1909 (jfr. Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 237, Folketingets Forhandlinger Sp. 829, Tillæg B. Sp. 245) blev der fra socialdemokratisk Side fremsat Forslag til Folketingsbeslutning om Nedsættelse af en Kommission i Henhold til Grundlovens § 46 med det Hverv at udarbejde Forslag til Forandring af Grundloven efter følgende Hovedgrundsætninger: a) Den privilegerede Vaigrets Afskaffelse; b) Den lige og a]mindelige Vaigrets fulde Gennemførelse; c) Valgrettens og Vaigbarhedens Udvidelse til Kvinderne og Tyendet; d) Valgretsalderens Nedsættelse. Medlemmernes Antal skulde fastsættes til 15, og Kommissionens Forslag skulde forelægges Folketinget paa den i 1910 sammentrædende ordentlige Rigsdag. Ved Sagens Enestebehandling besluttedes det at standse Forhandlingerne og henvise Sagen til Behandling i et Udvalg, der behandlede et ligeledes fra socialdemokratisk Side sammen med det fornævnte fremsat Forslag om Nedsættelse af et Udvalg paa 15 Medlemmer til at udarbejde og give Indstilling om et Forslag til Revision af Lov om en midlertidig Omfordeling af Follcetingsvalgkredsene af 24. December 1894. Udvalget afgav imidlertid ikke nogen Indstilling om Kommissionens Nedsættelse. I samme Rigsdagssamling blev der af Rode m. fl. paa Det radikale Venstres Vegne fremsat Forslag til Lov om Ændring i Grundlovens § 24 og 53, gaaende ud paa, at vedtagne Lovforslag bortfaldt, naar de ikke stadfæstedes af Kongen inden 6 Maaneder, samt at vedtagne Lovforslag skulde forelægges Vælgerne til Godkendelse eller Forkastelse, hvis Folkeafstemning begæredes af mindst 30 000 Folketingsvælgere. Undtaget fra Folkeafstemning var Finansloven, Tillægsbevillingsloven og Lovforslag, hvis Beskaffenhed nødvendiggjorde øjeblikkelig Ikrafttræden. Forslaget kom imidlertid ikke til Behandling. (Tillæg A. Sp. 249 og Folketingets Forhandlinger Sp. 851). I Rigsdagssamlingen 1909—10 fremsatte Socialdemokratiet paa ny det samme Forslag i Folketinget, jfr. Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 1945, Folketingets Forhandlinger Sp. 2034, Tillæg B. Sp. 1231, og samtidig fremsatte Det radikale Venstre Forslag til Ændringer i Grundlovens Afsnit IV samt §§ 24, 53 og 95 (Titlen senere ændret til „Forslag til Forandring af Grundlovens § 30, 31, 32 og 37“). Herom henvises til Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 39, 1959, Folketingets Forhandlinger Sp. 1861, 5629, 6470 og 6515, Tillæg B. Sp. 1231, Tillæg C. Sp. 903. Det radikale Venstres Forslag gik i det væsentlige ud paa, at Kvinder og Tyende skulde have Valgret (og være valgbare); Valgretsalderen til begge Ting skulde være Fuldmyndighedsalderen (25 Aar), Folketingsmedlemmernes Antal skulde fastsættes til 132, og den privilegerede Valgret til Landstinget og Begrebet „kongevalgte Landstingsmænd“ skulde bortfalde, saaledes at Valgret til Landstinget tilkom enhver, som havde Valgret til Folketinget. Landstinget skulde dog vedblivende vælges ved indirekte Valg. Der var derhos indføjet Bestemmelser om Folkeafstemning, saaledes at Lovforslag, der var vedtaget af Rigsdagen, skulde forelægges Folketingsvælgerne til Godkendelse eller Forkastelse ved en direkte Afstemning, saafremt en saadan begæredes af mindst 50 000 Folketingsvælgere. Undtaget fra disse Bestemmelser var dog Finansloven, Tillægsbevillingsloven og saadanne Lovforslag, hvis Beskaffenhed nødvendiggjorde øjeblikkelig Ikrafttræden. Endvidere foresloges følgende Bestemmelse: „Vedtages et Forslag til en ny Grundlovsbestemmelse i begge Ting og Regeringen vil fremme Sagen, forelægges Beslutningen Vælgerne til Godkendelse eller Forkastelse ved en direkte Afstemning. Bliver der ved denne Flertal for Forslaget og stadfæstes det af Kongen, er det Grundlov“. Begge de fremsatte Forslag blev henvist til eet Udvalg. I dettes Betænkning udtaltes, at der fra alle Sider i Udvalget havde været Enighed om, at den Tid næppe kunde være fjern, hvor Spørgsmaalet om en almindelig Revision af Grundloven vilde kræve sin Løsning. Udvalget havde imidlertid ikke kunnet samle noget Flertal om at anbefale bestemte Forslag eller nogen fælles Plan for Sagens videre Behandling. De forskellige Mindretal foretog Indstillinger, heriblandt et af J. C. Christensen m. fl. stillet Forslag om Ændring af Grundlovens §§ 30, 31 og 32, der, med en Tilføjelse vedrørende § 37, blev fremsat i Folketinget som en ændret Affattelse af det radikale Venstres Forslag og vedtaget af Folketinget, der oversendte det til Landstinget, hvor det dog paa Grund af Folketingets Opløsning ikke kom til Behandling. Forslaget optog i det væsentlige Det radikale Venstres Tanker med Hensyn til Affattelsen af § 30, 31 og 32 vedrørende Valgret og Valgbarhed til Folketinget og Fikseringen af Antallet af dette Tings Medlemmer, men bevarede den privilegerede Valgret til Landstinget. Tilføjelsen til § 37 vedrørende Landstinget gik ud paa, at gifte Kvinder ikke kunde komme i Betragtning som umiddelbare Vælgere. I Rigsdagens ordentlige Samling 1910—11 fremsatte Socialdemokratiet paa ny det i den overordentlige Samling 1909 og den ordentlige Samling 1909—10 fremsatte Forslag til Beslutning af Folketinget om Nedsættelse af en Kommission i Henhold til Grundlovens § 46 angaaende Forslag til Forandring i Grundloven. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2081, Folketingets Forhandlinger Sp. 20, 1557, 2640, jfr. 2414). Konseilspræsident Berntsen fremsatte derhos det i den foregaaende Samling af Folketinget vedtagne Forslag til Forandring af Grundlovens §§ 30, 31, 32 og 37, forøget med Forslag til Ændring af § 39. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2445, Folketingets Forhandlinger Sp. 2261, 2414, 2461, 2507, 2565, 2643, 4888, 5086, Landstingets Forhandlinger Sp. 1268, Tillæg B. Sp. 771, Tillæg C. Sp. 209). Ændringsforslaget til Grundlovens § 39 gik ud paa, at de kongevalgte Medlemmer af Landstinget ogsaa skulde kunne være Kvinder, Begge Sager henvistes til Behandling i eet Udvalg. I Udvalgets Betænkning udtaltes, at der i Udvalget havde været Enighed om, at Tidspunktet for en Revision af Grundloven snart vilde være inde, medens der kun havde været ringe Enighed om, hvor omfattende en saadan nu skulde være, eller hvilken Fremgangsmaade man under Arbejdet burde følge. Hele Udvalget, paa et enkelt Medlem nær, syntes dog at kunne samles om at opstille følgende Hovedsynspunkter: 1) Folketingsvalgkredsenes Tal fastsættes i Grundloven, 2) Valgretten udvides til at omfatte Kvinder og Tyende, 3) Valgretsalderen nedsættes, og 4) Den privilegerede Valgret afskaffes. Udvalgets Flertal sluttede sig dog til de Synspunkter, der havde været afgørende for Regeringen, naar denne havde valgt den Fremgangsmaade at søge Forfatningsrevisionen gennemført i 2 Afsnit. Regeringens Forslag, der kun tog Sigte paa Forhold vedrørende Folketingets Sammensætning, fik herefter Tilslutning fra Flertallet, dog med saadanne Ændringer, som kunde forebygge, at Antallet af privilegerede Vælgere til Landstinget skulde blive forøget som Følge af, at Kvinderne erhvervede Valgret til Folketinget. Hvert af Udvalgets 3 Mindretal opstillede sit Forslag. (De socialdemokratiske Medlemmers Forslag gik bl. a. ud paa Indførelse af et Etkammersystem, Nedsættelse af Valgretsalderen til 21 Aar og Folkeafstemning paa Begæring af 50 000 Vælgere). Udvalgets Flertalsindstilling vedtoges af Folketinget og oversendtes til Landstinget, hvor den henvistes til Behandling i et Udvalg, som dog ikke afgav Betænkning. I Rigsdagssamlingen 1911—12 fremsatte Konseilspræsident Berntsen paa ny — denne Gang i Landstinget — det i den foregaaende Samling af Folketinget vedtagne Forslag til Ændringer i Grundlovens §§ 30, 31, 32, 36, 37 og 39. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2993, Landstingets Forhandlinger Sp. 56 og 173, Tillæg B. Sp. 3225). Forslaget henvistes til Behandling i et Udvalg. Det viste sig umuligt at samle et Flertal om Forslaget, og Udvalget delte sig i 3 Mindretal. Sagen kom ikke til Forhandling i Landstinget. I Rigsdagssamlingen 1912—13 forelagde den socialdemokratiske Gruppe Forslag til Lov om Forandring af Grundlovens Repræsentationssystem samt om Ophævelse af Rigsretten. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2431, Folketingets Forhandlinger Sp. 65 og 1039, jfr. 883). Forslaget gik i det væsentlige ud paa 1) Indførelse af et Etkammersystem med en Rigsdag paa omkring 132 Medlemmer, 2) Valgretsalderens (og Valgbarhedsalderens) Nedsættelse til 21 Aar og Udstrækning af denne til Kvinder og Tyende, 3) Bestemmelse om Indførelse af Folkeafstemning over vedtagne Lovforslag paa Forlangende af mindst 50 000 Vælgere, dog med Undtagelse for saa vidt angaar Forslag til Finanslov og Tillægsbevillingslov, samt Lovforslag, hvis Beskaffenhed nødvendiggør øjeblikkelig Ikrafttræden, 4) Indførelse af Folkeafstemning om Grundlovsforslag, efter at saadanne er endelig vedtaget een Gang af Rigsdagen, 5) Ophævelse af Grundlovens § 68 og 69 vedrørende Rigsretten. I samme Samling forelagde Konseilspræsident Berntsen den 23. Oktober 1912 Forslag til Forandringer i Grundloven. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2465, Tillæg B. Bp. 45, 1411, Folketingets Forhandlinger BP. 778, 883, 1843, 1936, Landstingets Forhand linger Bp. 582, 1538, Tillæg C. Sp. 97). Forslaget indeholder Ændringer til § 25, 30—37, 39, 40, 53, 67 og 91. I Bemærkningerne til Forslaget udtales det, at det ikke lykkedes at gennemføre de af Regeringen i de foregaaende Rigsdagssamlinger fremsatte Forslag til Forandring af Grundlovens § 30, 31, 32, 36 og 37 angaaende Vaigretten til Folketinget og Fastsættelsen af Folketingskredsenes Antal, og at Regeringen derfor mener, at man samtidig bør skride til en Ændring af Reglerne for Valgret og Valgmaade til begge Rigsdagens Ting, men i øvrigt begrænse sig til ganske faa andre Ændringer i Grundloven. I Bemærkningerne til § 34 udtales følgende: „Af Bestemmelserne i nærværende og de efterfølgende Paragraffer vil det ses, at den privilegerede Vaigret til Landstinget foreslaas afskaffet, ligesom ogsaa Bestemmelsen om, at Kongen udnævner 12 Medlemmer, bortfalder. Regeringen mener, at Tokammersystemet bør bibeholdes, og foreslaar derfor et Landsting, der som hidtil skal bestaa af 66 Medlemmer. Man er under sine Overvejelser om en forandret Sammensætning af Landstinget bleven staaende ved Princippet i Bestemmelserne i § 44 i Grundloven af 5. Juni 1849, hvorefter Landstingets Medlemmer efter en ny Kommunallovs Vedtagelse skulde kunne vælges af de kommunale Raad. En saadan Ordning synes saa meget mere at anbefale sig, som de senere Aars Lovgivning, særlig paa de sociale, humane og økonomiske Omraader, i stedse højere Grad berører de kommunale Raad saavel i Henseende til Lovenes praktiske Udførelse som ved Forvaltning af betydelige offentlige Midler hidrørende saavel fra Staten som Kommunerne. Man foreslaar da, at 54 af Landstingets Medlemmer paa den i § 36 og 37 anførte Maade vælges af Kommunalbestyrelserne, medens de saaledes valgte 54 vælger 12 Medlemmer. Ved den sidstnævnte Bestemmelse har Regeringen tilsigtet, at der efter hvert Landstingsvalg gives de valgte Medlemmer Adgang til yderligere at vælge til Medlemmer af Landstinget saadanne Personligheder, som man maatte føle Savnet af ikke at have blandt sig. Man haaber ved disse Bestemmelser at sikre Tinget al ønskelig Sagkundskab. De paagældende behøver ikke tidligere at have været Medlemmer af Rigsdagen. Endelig maa det anses for ønskeligt, at der samtidig med Valget af Landstingsmedlemmer foretages Valg af Stedfortrædere, saa Udfyldningsvalg kan undgaas, dels under Hensyn til, at Udfyldningsvalg meget ofte kan bevirke Forandringer i den oprindelige forholdsmæssige Repræsentation, og dels i Betragtning af den med saadanne Valg forbundne store Udgift og Ulejlighed for Kommunalbestyrelserne. Dette sidste Hensyn har været saa meget mere afgørende, som man har fundet det rigtigt at inddele Landet i tre større Valgkredse: Kjøbenhavn, hvortil naturligt slutter sig Frederiksberg og Gentofte Kommuner, hvis Kommunalbestyrelser i alt væsentligt arbejder under samme Forhold som Borgerrepræsentationen i Kjøbenhavn, en Valgkreds for samtlige øvrige Kommuner øst for Lille Bælt og en Valgkreds tor Jylland. Efter de nuværende lette Samfærdselsmidler kan Afstandene ikke siges at have nogen større Betydning, og efter at Listevalg nu er indført ved Valg til de kommunale Raad, synes det naturligt, at ogsaa de af Kommunalbestyrelserne udpegede Valgmænd benytter samme Valgmaade ved Valg af Landstingsmænd; de ret store Valgforsamlinger, der efter Reglerne i § 37 vil fremkomme for 2den og 3die Kreds’ Vedkommende, vil saaledes ikke volde Vanskelighed. At Forholdstalsvalgmaaden virker mere tilfredsstillende, naar et større Tal skal vælges, og naar det er en større Valgforsamling, der vælger, behøver ingen særlig Paavisning. Bornholm faar som hidtil en Landstingsmand, ligesom ogsaa Færøernes Lagting fremdeles skal vælge et Medlem.“ I øvrigt foresloges en bl. a. Valgperioden for Folketinget forlænget til 4 Aar. Til § 25 foresloges en Tilføjelse om, at en foreløbig Lov bortfalder, naar den ikke bekræftes af den følgende Rigsdag, og til § 53 en Tilføjelse om, at den endelige Afgørelse ved Uenighed om Finanslov og Tillægsbevillingslov skal træffes af den forenede Rigsdag. Begge de fremsatte Forslag henvistes til Behandling i eet Udvalg. I dettes Betænkning udtaltes det, at Udvalget med Regeringen var enigt i, at det paa det daværende Tidspunkt vilde være ubetimeigt at gaa til en almindelig Forfatningsrevision, da man derved let fremkaldte Strid om en Række Spørgsmaal, der kunde vanskeliggøre Gennemførelsen af de Forfatningsændringer, der maatte anses for at være mest paabævet. Udvalget var herefter enigt i, at Forslaget var begrænset til i det væsentlige at omfatte de Grundlovsparagraffer, der vedrørte Sammensætningen af Rigsdagens to Ting. Flertallet kunde støtte Regeringen under Hævdelsen af det forelagte Forslags bærende Principper: Den almindelige Valgret som Grundlag for Forfatningen og Tokammersystemets Opretholdelse. Der foretoges dog enkelte mindre Ændringer af Forslaget. Flertallets Indstilling med enkelte Ændringer, hovedsagelig af formel Natur, vedtoges af Folketinget, hvorefter Forslaget oversendtes til Landstinget, hvor det henvistes til Behandling i et Udvalg. Der opnaaedes i Udvalget ikke Enighed om Lovforslaget eller om Ændringer til dette. Udvalgets Flertal (Højre og Frikonservative), der bl. a. ikke kunde akeeptere den lave Valgretsalder, Landstingets Sammensætning paa kommunalt Grundlag og den afgørende Indflydelse, Folketinget fik paa de finansielle Love, naar disse i Tilfælde af Uenighed mellem Tingene skulde afgøres af den forenede Rigsdag, hvori Folketinget var det talstærkeste Element, stillede en Række Ændringsforslag, der af Mindretallet betegnedes som lige saa uskikket til Forhandlingsgrundlag, som Flertallet havde erklæret Regeringens at være. Ved Forslagets 2den Behandling i Landstinget stillede et Medlem (Grev Mogens Frijs) et Forslag, gaaende ud paa, at Tinget skulde gaa over til næste Sag paa Dagsordenen, idet det henstilledes til Regeringen eventuelt at søge Spørgsmaalet overvejet i en ved Lov nedsat Kommission, bestaaende dels af Medlemmer af Rigsdagen, dels af Mænd uden for Rigsdagen med politisk og juridisk Indsigt. Denne Dagsorden vedtoges, og Forslagets videre Behandling bortfaldt følgelig. Efter at der den 20. Maj 1913 var afholdt ordinært Valg til Folketinget, fremsatte Konseilspræsident Zahle i Rigsdagssamlingen 1913—14 paa ny det i Samlingen 1912—13 af Folketinget vedtagne Forslag til Forandringer i Gruidloven*). (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2047, Folketingets Forhandlinger Sp. 48, 57, 147, 149, 2266, 5641, Landstingets Forhandlinger Sp. 24, 279, 292, 340, 1924, Tillæg B. Sp. 9, 89, 3059 og 45, 97, Tillæg C. Sp. 173, 185, 187). Valget var udskrevet for at faa en Tilkendegivelse af, hvad der var Folkets ønske i denne Sag, og Resultatet blev, at der til Folketinget valgtes 107 Tilhængere af dette Grundlovsforslag og kun 7 Modstandere. Det i denne Anledning af Folketinget nedsatte Udvalg indstillede Lovforslaget ) Udenfor Rigsdagen forelagde I. C. Christensen den 19. September 1913 i sit Tidsskrift „Tiden“ et helt Grundlovsforslag, som straks kom til at spille en betydelig Rolle i Debatten, men ikke i første Omgang satte vig Spor i Forslagene paa Rigsdagen; derimod blev det den af I. C. Christensen foreslaaede Alderscensus til Landstinget (35 Aar), som blev gennemført i Grundloven af 1915. til Vedtagelse uforandret. Det blev derefter vedtaget af Folketinget og oversendt til Landstinget, hvor det blev henvist til Behandling i et Udvalg. I Landstingsudvalgets Betænkning udtaltes det, at hele Udvalget, da der ikke havde kunnet tilvejebringes Enighed, vilde mene, at Sagen under de tilstedeværende Forhold vilde fremmes bedst, ved at Lovforslaget førtes til Fællesudvalg. For at gøre Vejen hertil farbar indstillede Udvalgets Flertal de i Udvalget af dets konservative Medlemmer og det frikonservative Medlem stillede foreløbige Ændrings forslag til Vedtagelse i Landstinget, medens Mindretallet afholdt sig fra at stemme. Efter de nævnte foreløbige Ændringsforslag skulde bl. a. Valgretsalderen til Folketinget være 30 Aar og alle Regeringsforslagets Paragraffer vedrørende Landstinget saavel som Lovforslagets Ændringer til § 53 og § 67 udgaa. Endelig foresloges § 95 ændret saaledes, at der til Vedtagelse af Grundlovsbestemmelser og Lovforslag om direkte Skat til Staten krævedes et Flertal af mindst 2⁄3 af hvert Tings Medlemmer. Udvalgets Ændringsforslag vedtoges af Landstinget, hvorefter Forslaget tilbagesendtes til Folketinget. I Folketingsudvalgets Erklæring over det fra Landstinget tilbagesendte Forslag indstilledes det, at Lovforslaget førtes tilbage til den Skikkelse, hvori det blev vedtaget ved Folketingets 3die Behandling. Dette vedtoges ved Folketingets Enestebehandling af Forslaget, hvorpaa Lovforslaget paa ny oversendtes til Landstinget, hvis Udvalg indstillede, at Forslaget førtes tilbage til den Skikkelse, hvori det blev vedtaget ved Landstingets 3die Behandling. Denne Indstilling vedtoges ved Landstingets Enestebehandling af Sagen, hvor efter Lovforslaget blev henvist til et Fællesudvalg paa 30 Medlemmer. Fællesudvalget delte sig i et Flertal og et Mindretal, der hvert for sig „til Udjævning af Uoverensstemmelserne mellem Folketingets og Landstingets Affattelse af Forlagets til Forandringer i Grundloven“, afgav Forslag til Danmarks Riges Grundlov. I Udvalget havde man indredigeret de Ændringer, hvorom der var opnaaet Enighed henholdsvis i Flertallet og i Mindretallet, i den uden for det oprindelige Lov forslag liggende Del af Grundloven, saaledes at der forelaa to Forslag til en fuldstændig Grundlov. I dem begge havde man søgt at nærme Sproget til det da almindelige. I en vis Forbindelse hermed kan nævnes, at Betegnelsen ,,Konseilspræsident” var ændret til ..Statsminister” (som i Norge og Sverige). Endvidere havde Flertallet erstattet Regeringsudkastets Regler, hvorefter Landstinget skulde vælges af de kommunale repræsentative Forsamlinger, med Regler gaaende ud paa, at Landstinget skulde vælges af Valgmænd ved Forholdstalsvalg, samt — uden dog i øvrigt paa noget væsentligt Punkt at være gaaet uden for Regeringsforslagets Ramme — foretaget enkelte Rettelser, Udeladelser og Tilføjelser. Heraf kan nævnes en Tilføjelse til § 19 om, at Rigsdagen ikke maa sluttes, før der i Henhold til § 48 er tilvejebragt lovlig Hjemmel for Skatternes Opkrævning og for Afholdelse af Statens Udgifter. I § 22 var med Hensyn til Landstingets Opløsning foreslaaet følgende: „Naar Folketinget har vedtaget et Lovforslag og mindst tre Maaneder inden en Rigsdagssamlings Slutning oversendt det til Landstinget, men Landstinget ikke har vedtaget dette Forslag, og der heller ikke opnaas en ligelydende Vedtagelse i Tingene, efter at et Fællesudvalg har afgivet Indstilling derom, og naar dernæst Folketinget efter dettes Fornyelse gennem et paa Grund af Valgperiodens Udløb foretaget almindeligt Valg vedtager Forslaget uforandret paa en ordentlig Rigsdagssamling og paa ny oversender det til Landstinget inden for den ovennævnte Tidsfrist, kan Kongen, hvis der da ikke opnaas Enighed mellem de to Ting om Forslaget, opløse Landstinget. I øvrigt kan Landstinget kun opløses i Tilfælde af Grundlovsforandring“. Endvidere foresloges en Tilføjelse til § 25 om, at foreløbige Love straks efter den følgende Rigsdags Sammentræden skal forelægges denne, uden hvis Bekræftelse Loven bortfalder, og at foreløbige Love skal behandles først i Folketinget. Dernæst foresloges, at Kongens Ret til at give Amnesti (§ 26) bortfaldt, at, Folketingets Medlemstal (§ 32) ikke maatte overstige 140, og at alle Bestemmelser om hvorledes, Vælgerne skulde udøve deres Valgret, overlodes til Valgloven. Landstingets Medlemstal (§ 34) foresloges sat til 70. § 64 var udeladt som overflødig. I § 47 var midlertidige Finanslove grundlovfæstet. I § 50 (Gfl. 1866 § 51) var indføjet en Bestemmelse om, at nærmere Regler ved Lov skulde fastsættes for Udlændinges Adgang til at blive Ejere af fast Ejendom her i Landet. I § 56 (Grl. 1866 § 57) var i Bestemmelsen om, at ingen Rigsdagsmand, saa længe Rigsdagen var samlet, uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, kan „hæftes for Gæld eller fængsles eller tiltales“, de citerede Ord ændret til ,,tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art” (i Anledning af Folketingsmand C. Bergs Fængsling). I § 66 (tidligere § 68) var tilføjet, at Forandringer i Bestemmelserne om Rigsretten kunde ske ved Lov. Til § 93 (tidligere § 95) var fejet, at Beslutninger om Ændringer i Grundloven skulde vedtages af den følgende ordentlige eller overordentlige Rigsdag. Endelig var der foreslaaet en Række midlertidige Bestemmelser. Som de væsentligste af de Punkter, paa hvilke Mindretallets Forslag afveg Flertallets, kan anføres følgende: Mindretaljet havde foreslaaet: 1) at Love, der ikke var vedtaget med en overvejende Majoritet i hvert af Tingene, skulde kunne underkastes Folkeafstemning, 2) at der til visse Ekspropriationer og visse Skattebestemmelser skulde kræves kvalificeret Majoritet, 3) at 16 landstingsvalgte Landstingsmænd skulde udpeges efter Forholdstal blandt dertil af forskellige ved Vaigloven nærmere fastsatte Institutioner og Hovedorganisationer for de forskellige Erhverv, 4) at Landstinget skulde være uopløseigt, 5) at Landstingsvælgerne skulde være ansat til Statsskat for hele det paagældende Skatteaar og have udredet den forfaldne Skat, 6) at Bestemmelserne om Forholdstalsvalgmaaden skulde være et Led i Grundloven, og 7) at Valgretsalderen til Folketinget, 30 Aar, fastholdtes. Udvalgsflertallets Indstilling blev vedtaget i Folketinget. Højre og Frikonservative i Landstinget, som ved fhv. Konseilspræsident Estrups Død den 24. December 1913 havde mistet deres Flertal i Landstinget, benyttede sig baade overfor det til Grundlovsforslaget knyttede Valglovsforslag og overfor selve Grundlovsforslaget af Reglen om, at over Halvdelen af Tingets Medlemmer skal deltage i Afstemningen, ved dels at udvandre, og dels at blive borte fra det paagældende Møde, saaledes at Tinget blev ubeslutningsdygtigt. Dette gav Anledning til, at Landstinget ved kgl. Aabent Brev af 13. Juul 1914 opløstes fra 9. Juli s. A. at regne (den eneste Landstingsopløsning, der har fundet Sted uden for Grundlovsforandringer). Konseilspræsidenten havde i en som Bilag til Forestillingen om Opløsning af Landstinget vedlagt Redegørelse udtalt, at Opløsningen efter Ministeriets Opfattelse ogsaa maatte ramme de af Kongen paa Livstid udnævnte Medlemmer af Tinget. Kongen bifaldt vel Opløsningen af Tinget, men tilføjede en Bemærkning om, at han ikke delte den nævnte Opfattelse. Da Resultatet af det derefter stedfundne Valg udviste Flertal for Grundlovsændringen, selv om de kongevalgte Medlemmer bevarede deres Mandater, blev Spørgsmaalet imidlertid ikke aktuelt. I Rigsdagssamlingen 1914—15 forelagde Konseilspræsident Zahle i Landstinget Forslag til Danmarks Riges Grundlov. Forslaget fremtraadte, bortset fra de midlertidige Bestemmelser, i den Skikkelse, hvori det blev vedtaget af Folketinget i Samlingen 1913—14 (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2131, Folketingets Forhandlinger Sp. 3935, 3945, 3946, Landstingets Forhandlinger Sp. 20, 57, 1162, 1209, Tillæg B. Sp. 1959, Tillæg C. Sp. 871, 899). Forslaget henvistes til Behandling i et Udvalg, i hvilket man enedes om at stille visse Ændringsforslag til Regeringsforslaget*). De væsentligste Ændringsforslag gik ud paa følgende: Ved § 32 indførtes Forholdstalsvalgmaaden til Folketinget. I § 34 foresloges bl. a. en Forhøjelse af Antallet af Landstingsmedlemmer fra 70 til 72, og at 18 Landstingsmedlemmer skulde vælges efter Forholdstal af en Valgforsamling, bestaaende af de Personer, der den Dag, nye Valg til Landstinget udskrives, var Medlemmer af Tinget (det gamle Landsting i Stedet for det nye som foreslaaet af Regeringen). Ved § 45 foresloges det fastslaaet i Grundloven, at Tingenes Valg af Medlemmer til Kommissioner og Hverv skulde ske efter Forholdstal, og at Valget, naar begge Ting skulde repræsenteres, skulde ske paa samme Maade som ved Valg af Statsrevisorer, og ved § 49 foresloges Bestemmelser om Valg af Statsrevisorer formuleret saaledes, at et betydeligt Mindretal vilde kunne faa valgt en Statsrevisor. Ved § 80 foresloges det, at Stadfæstelse af et Lovforslag vedrørende Ekspropriation af Ejendom skulde kunne udsættes, indtil nyt Valg til Folketinget havde fundet Sted, saafremt Begæring fremsattes af 1/3 af Folketingets Medlemmer. Ved § 93 foresloges det — udover det i § 95 i Grundloven af 1866 bestemte — at kræve Folkeafstemning i Tilfælde af Grundlovsforandring, samt at mindst 45 pCt. af Vælgerne skulde have stemt for Forandringen. Ved den 5te midlertidige Bestemmelse foresloges, at den nye Grundlov først skulde træde i Kraft et Aar efter, at den var stadfæstet, men at dette skulde kunne ændres ved Lov. Ændringsforslagene blev alle vedtaget af Landstinget, hvorefter Forslaget oversendtes til Folketinget, som vedtog det uforandret den 23. April 1915. Efter at Rigsdagen var opløst og nye Valg havde fundet Sted (som „Fredsvalg“), fremsatte Konseilspræsident Zahle i den overordentlige Rigsdagssamling 1915 i Landstinget Forslag til Danmarks Riges Grundlov i samme Skikkelse, i hvilken det var blevet vedtaget i den foregaaende Rigsdagssamling. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 1, Landstingets Forhandlinger Sp. 22, 24, 30, 31, Folketingets Forhandlinger Sp. 32, 33, 34, jfr. 47, Tillæg C. Sp. 1, 29). Efter at Landstinget havde vedtaget Forslaget uændret, med 51 Stemmer mod 12, oversendtes det til Folketinget, som vedtog det med 111 Stemmer mod 1. Grundlovsforslaget stadfæstedes af Kongen den 5. Juni 1915, men traadte paa Grund af de urolige Forhold under Verdenskrigen først i Kraft den 21. April 1918, jfr. den fornævnte midlertidige Bestemmelse. Samtidig hermed traadte en ny Valglov af 10. Maj 1915 i Kraft. ) Verdenskrigens Udbrud omkring 1. August 1914 bevirkede, at Grundlovsforhandlingerne stilledes i Bero; i Løbet af Vinteren 1914—15 optoges hemmelige Forhandlinger mellem Højre og Regegeringen, om hvilke Venstre blev holdt underrettet; disse Forhandlinger endte med en Overenskomst mellem alle 4 Partier. ringen, om hvilke Venstre blev holdt underrettet; disse Forhandlinger endte med en Overens. kornst mellem alle 4 Partier. 4 Som Følge af, at en Del af Slesvig efter Verdenskrigens Ophør i Henhold til Versaillesfreden af 28. Juni 1919 indlemmedes i Danmark, blev det nødvendigt atter at foretage Grundlovsændring. I Rigsdagssamlingen 1919—20 blev der af Statsminister Zahle i Folketinget fremsat et Forslag til Bestemmelser om Forandringer i Grundloven (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 3047, Folketingets Forhandlinger Sp. 1189, 1922, 2669, 2888, 3784, 4923, Landstingets Forhandlinger Sp. 640, 770, 783, 931, 1705, Tillæg B. Sp. 179, 839, 2425, 817, 871, Tillæg C. Sp. 195, 2.55, 351, 417). I de Bemærkninger, der ledsagede Forslaget, henvistes til, at de sønderjydske Landsdeles Genforening med Danmark vilde nødvendiggøre en Del Ændringer i Grundloven. Foruden disse Ændringer var der derhos foreslaaet enkelte andre Ændringer, derunder, at Rigsdagens Samtykke nu skulde kræves til Krigserklæringer og Fredsslutninger, samt Indgaaelse og Ophævelse af Forbund og Handelstraktater (§ 18, senere endelig vedtaget i denne Skikkelse), at Valgretsalderen til Folketinget og Landstinget skulde nedsættes til henholdsvis 21 og 25 Aar (hvilket ikke blev gennemført), og at § 22 affattedes saaledes: „Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller en af dens Afdelinger. Opløses kun et af Tingene, naar Rigsdagen er samlet, skal det andet Tings Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen igen træder sammen. Dette skal ske inden to Maaneder efter Opløsningen“. (Denne Bestemmelse blev heller ikke gennemført). Flertallet i det af Folketinget nedsatte Udvalg sluttede sig til Regeringens Forslag, men, stillede dog enkelte Ændringsforslag, og de forskellige Mindretal stillede særlige Ændringsforslag. Venstre og Det konservative Folkeparti kunde saaledes ikke tiltræde Valgretsalderens Nedsættelse og Ændringer i Reglerne om Landstingets Opløselighed. Fra socialdemokratisk Side stilledes bl. a. Forslag om Valgret til Rigsdagen ved det 2lde Aar og om Folkeafstemninger under forskellige Former, derunder om, at Grundlovsforslag skulde undergives Folkeafstemning, naar de een Gang var vedtaget af Rigsdagen. Efter at Forslaget med de af Udvalgets Flertal stillede Ændringsforslag og enkelte Tilføjelser, deriblandt de i Anledning af Dansk-islandsk Forbundslov fornødne Ændringer, var vedtaget af Folketinget, oversendtes det til Landstinget, hvor der lige ledes til Behandling af Sagen nedsattes et Udvalg. Udvalgets Flertal foreslog i Betænkningen det af Folketinget vedtagne Forslag ændret paa forskellige Punkter, idet det hævdedes, at der udover, hvad der var nødvendigt af Hensyn til Sønderjyderne, ikke ved denne Lejlighed burde søges gennemført andre Ændringer i Grundloven end saadanne, som man fra alle Sider kunde samles om. Ved anden og tredie Behandling i Tinget vedtoges Forslaget i den af Udvalget saaledes anbefalede ændrede Skikkelse og tilbagesendtes til Folketinget. Det her nedsatte Udvalg afgav derefter en Betænkning, hvori Udvalgets Flertal indstillede, at Forslaget vedtoges i Hovedsagen i den Skikkelse, hvori det blev vedtaget ved 3die Behandling i Folketinget. I Overensstemmelse hermed vedtoges Forslaget ved Enestebehandling den 18. Februar 1920. Da et Flertal inden for Landstingsudvalget i en samme Dag af Udvalget afgivet Erklæring indstillede, at Forslaget atter vedtoges i den Skikkelse, hvori det blev vedtaget ved 3die Behandling i Landstinget, hvilken Indstilling Landstinget fulgte, blev der til Behandling af Forslaget nedsat et Fællesudvalg, som den 24. Marts 1920 afgav Betænkning og Indstillinger. Udvalget delte sig i et Flertal og et Mindretal, som afgav forskellig Indstilling, hver med en Række Ændringer i Forslaget. Da Forslaget derefter vedtoges af Folketinget og Landstinget i forskellig Skikkelse, bortfaldt det. Efter Ministerskiftet fremsatte Statsminister Neergaard den 18. Maj 1920 i Folketinget det fornævnte Forslag til Bestemmelser om Forandringer i Grundloven i den Skikkelse, i hvilken det indstilledes til Vedtagelse af Fællesudvalgets Flertal, kun med en enkelt Ændring, som alene tilsigtede at bringe Forslagets Terminologi i Overensstemmelse med den, der anvendtes i Lovforslag vedrørende de sønderjydske Landsdele. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Bp. 6679, Folketingets Forhandlinger Sp. 5255, 5291, 6002, 6045, Landstingets Forhandlinger Sp. 2059, 2129, 2131, Tillæg B. Sp. 3955, Tillæg C. Sp. 1939, 1977). Det i Sagens Anledning af Folketinget nedsatte Udvalg, som afgav Betænkning den 15. Juni 1920, delte sig i et Flertal og to Mindretal. Udvalgets Flertal fastholdt, i Overensstemmelse med Statsministerens Udtalelser ved Forslagets Fremsættelse den Opfattelse, at der ved den forestaaende Forandring af Grundloven kun burde søges gennemført de af Hensyn til de sønderjydske Landsdeles Genforening med Danmark nødvendige Ændringer, medmindre der om mulige yderligere Ændringer kunde opnaas Enighed mellem de politiske Partier paa Rigsdagen. Flertallet stillede Ændringsforslag om en ændret Affattelse af grundlovens § 35, 2det Stykke, § 36, 3die Stykke, § 37 og 39. Af Mindretalsforslagene nævnes det fra socialdemokratisk Side fremsatte fuldt udformede Forslag til Danmarks Grundlov, hvor efter der skulde indføres Republik, Etkammersystem og 21 Aars Valgret til Rigsdagen. Forslaget blev med de af Udvalgets Flertal foreslaaede Ændringer vedtaget af Folketinget og derefter oversendt til Landstinget, hvor det vedtoges enslydende, idet nogle fra socialdemokratisk Side fremsendte Ændringsforslag forkastedes. Foruden de nævnte Ændringsforslag til Grundloven fremsattes i Samlingen 1919—20 af Landstingsmand Patursson Forslag til Ændring af Grundlovens § 2, hvorefter Rigsdagens Myndighed, hvad særlige færøske Anliggender angaar, ved Lov skulde kunne overdrages Færøernes Lagting. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 5567, Landstingets Forhandlinger 5p. 833). Dette Forslag kom dog ikke til Behandling i Rigsdagen. I samme Samling behandledes et Lovforslag, der gav nærmere Regler for Anvendelse af Grundlovens Bestemmelse om Folkeafstemning i Anledning af Grundlovsforandringer. (Rigsdagstidende, Tillæg A. SBp. 6011, Folketingets Forhandlinger Sp. 4640. 4644, 4769, 5826, 5910, 6051, Landstingets Forhandlinger 5p. 1956, 1966, 1974, Tillæg C. Sp. 1169, 1537, 1945). Den paagældende Lov blev stadfæstet den 23. Juni 1920. En ny Valglov var stadfæstet den 11. April 1920 til Afløsning af Valgloven af 10. Maj 1915. Efter Rigsdagens Opløsning og nye Valgs Foretagelse fremsattes af Statsminister Neergaard i den overordentlige Rigsdagssamling 1920 paa ny Forslaget til Bestemmelser om Forandringer i Grundloven og vedtoges enslydende af begge Ting. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 7, Folketingets Forhandlinger Sp. 109, 138, 141, Landstingets Forhandlinger Sp. 22, 38, 41, Tillæg C. Sp. 9, 19). Efter at det vedtagne Grundlovsforslag var godkendt ved Folkeafstemning, stadfæstedes det den 10. September 1920, hvorefter Statsministeren i Henhold til den ham ved Loven givne Bemyndigelse til Optryk af Grundloven af 1915 med de nu skete Ændringer den 17. s. M. bekendtgjorde den som [Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1915 med Ændringer af 10. September 1920]. Under Behandlingen af et af Regeringen i Rigsdagssamlingen 1928—29 i Folketinget fremsat Forslag til Lov om Valg til Rigsdagen udarbejdedes i det nedsatte Folketingsudvalg af Udvalgets socialdemokratiske og radikale Medlemmer et Forslag til Ændringer i Grundioven. Paa Grund af Folketingets Opløsning blev Udvalget ikke færdig med sit Arbejde; men det nævnte Forslag til Ændringer i Grundloven findes som Bilag 2 til en den 23. Marts 1929 af det paagældende Folketingsudvalg afgiven Betænkning. (Rigsdagstidende, Tillæg B. SF. 2355). Forslaget gik i Hovedsagen ud paa Indførelse af et rent Etkammersystem, og at der i Rigsdagens Forretningsorden skulde træffes Bestemmelse om Oprettelse og Ordning af et fast Revisionsudvalg, sammensat saaledes, at det rummede juridisk, administrativ og teknisk Sagkundskab. Udvalgets Opgave skulde være at underkaste Lovforslagene Gennemsyn, før de kom til endelig Afgørelse i Rigsdagen. Det parlamentariske Princip foresloges dernæst fastslaaet i Grundloven ved en Tilføjelse til § 13, gaaende ud paa, at ingen Minister kunde forblive i sit Embede, naar Rigsdagen havde vedtaget at udtale sin Mistillid til ham. Naar Forslag til Beslutning om saadan Mistillidserklæring var indbragt i Rigsdagen, skulde denne ikke kunne hjemsendes eller dens Møder udsættes, før dette Forslag var kommet til Afgørelse. Der foresloges bl. a. endvidere med Hensyn til § 22 en Bestemmelse om, at Rigsdagen kun skulde kunne opløses efter at have givet sit Samtykke hertil. Bestemmelserne om Rigsretten foresloges ophævet. I Rigsdagssamlingen 1934—35 forelagde Statsminister Stauning Forslag til Bestemmelser om Forandringer i Grundloven, der i alt væsentligt svarede til det fornævnte Forslag. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2503, Folketingets Forhandlinger Sp. 655, 1763, 4326, 4597, Landstingets Forhandlinger Sp. 1140, 1262, 1300, Tillæg B. Sp. 835, Tillæg C. Sp. 251). Det i Forslaget fra 1929 nævnte Revisionsudvalg foresloges dog oprettet ved Lov, og der var ikke optaget nogen Bestemmelse om Fastslaaen af det parlamentariske Princip, ligesom Bestemmelsen om, at Rigsdagens Samtykke bævedes til dens Opløs ning, ikke var medtaget. Med Hensyn til Revisionsudvalget udtaltes det i Bemærkningerne til Lovforslaget bl. a., at man ved Oprettelsen af et saadant Udvalg vilde nærme sig den i forskellige andre Landes Forfatninger fastsatte Ordning med et særlig sagkyndigt Organ (Lovraad), hvis Opgave i sin mest udviklede Skikkelse bestaar i en Prøvelse af Lovforslagene, dels forinden Fremsættelsen for Rigsdagen, dels, for saa vidt de foreslaas ændrede i Rigsdagen, inden den endelige Vedtagelse. Det i Anledning af Sagen nedsatte Folketingsudvalg afgav Betænkning den 7. Marts 1935, i hvilken et Flertal, Socialdemokrater og Radikale, indstillede Forslaget til Vedtagelse uforandret, et Mindretal, Venstre, indstillede Forslaget til Forkastelse, et andet Mindretal, Konservative, ligeledes til Forkastelse, men pegede paa, at det vilde være formaalstjenligt, at Sagen blev gjort til Genstand for Overvejelse i et sagkyndigt politisk Udvalg eller en Kommission. Forslaget blev herefter vedtaget uforandret af Folketinget og oversendtes til Landstinget. Under dettes 2den Behandling stillede Patursson til Forslagets Bestemmelse om, at Antallet af Rigsdagens Medlemmer skulde fastsættes ved Valgloven, Ændringsforslag om følgende Tilføjelse: „Det forbeholdes Befolkningen paa Færøerne at ytre sig angaaende Færøernes Repræsentation paa Rigsdagen“. Dette Ændringsforslag forkastedes, og ved 3die Behandling forkastede Landstinget Grundlovsforslaget. ———————————— I Rigsdagssamlingen 1936—37 fremsatte Statsmister Stauning Forslag til Lov om Nedsættelse af en Kommission til Overvejelse af Spørgsmaalet om Ændringer i Grundlovens Forfatningsbestemmelser. (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2755, Folketingets Forhandlinger Sp. 1045, 1456, 2215, 2309, Landstingets Forhandlinger Sp. 504, 528, 580, Tillæg B. Sp. 327, Tillæg 0. Sp. 135, 151). Kommissionen skulde herefter bestaa af 19 Medlemmer, hvoraf 16 skulde vælges af Rigsdagen. Statsministeren skulde lede Kommissionens Arbejde som Formand. Kommissionen skulde derhos tiltrædes af Justitsministeren og Indenrigsministeren. Kommissionens Opgave skulde være at overveje og behandle Spørgsmaal om Ændringer i Grundlovens Forfatningsbestemmelser, særlig om Overgang til et Etkammer-System, om Anvendelse af Folkeafstemning og om Nedsættelse af Vaigretsalderen. Kommissionens Arbejde skulde tilendebringes med Afgivelse af Betænkning og eventuelt Forslag til Ændringer i Danmarks Riges Grundlov senest ved Udgangen af Juni Maaned 1938. Det i Sagens Anledning nedsatte Folketingsudvalg, der afgav Betænkning den 18. December 1936, delte sig i et Flertal (Socialdemokrater, Radikale og Konservative) og et Mindretal (Venstre). Flertallet var enedes om at udvide Tallet paa Medlemmer, valgt af Rigsdagen, med 4 til i alt 20, samt om at udelade den specielle Angivelse af, hvilke Forfatningsbestemmelser der skulde ændres. Flertallet indstillede Forslaget til Veatagelse med disse Ændringer, der var tiltraadt af Statsministeren. Et Mindretal inden for Flertallet (Konservative) havde ønsket, at der til Kommissionen som Medlem mer var knyttet Repræsentanter for den statsretlige Sagkundskab, men havde frafaldet at stille Forslag herom. Kommissionens Mindretal (Venstre) kunde ikke tiltræde Lovforslaget, idet man havde den Anskuelse, at Kommissionsarbejde om Grundlovsspørgsmaalet var overflødigt, og vilde foretrække, at Forslag om Grundlovsændringer paa normal Maade fremsattes paa Rigsdagen. Til Forslagets 2den Behandling i Folketinget var der uden for Betænkningen stillet Ændringsforslag gaaende ud paa, at Kommissionen ogsaa skulde behandle Spørgsmaalet om Overgang til Republik og om Kirkens Adskillelse fra Staten, samt at Kommissionen skulde have afsluttet sit Arbejde med Udgangen af Juni 1937. Disse Ændringsforslag blev forkastet, medens Forslaget med de af Udvalgsflertallet stillede Ændringsforslag vedtoges, hvorefter Forslaget oversendtes til Landstinget, der vedtog det uforandret. Forslaget stadfæstedes den 3. Februar 1937. ————————————

1. Ændringerne i Islands forfatningsmæssige Stilling falder udenfor denne Fremstillings Plan.