Spring til indhold

Bidrag til Fortolkningen af Straffelovens § 203 samt om Lovens Opfattelse af Begrebet „forsætlig Forbrydelse“

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Bidrag til Fortolkningen af Straffelovens § 203 samt om Lovens Opfattelse. af Begrebet „forsætlig Forbrydelse“.

(Af Emil Jürgensen).


Skjøndt disse Bemærkninger ere fremkaldte ved den i Slutningsheftet af »Tidsskrift for Retsvæsen« indeholdte Anmeldelse af min ifjor udgivne Fortolkning af Straffeloven, er det dog ikke i nogen Maade min Agt at underkaste bemeldte Kritik en Antikritik, hvortil den forøvrigt kunde frembyde rigeligt Stof; men den indeholder nogle Udtalelser, navnlig med Hensyn til Fortolkningen af Straffelovens § 203, som ikke bør henstaae uimodsagte. Jeg har hidtil holdt mig tilbage i Haab om, at Indsigelsen skulde være fremkommen fra en Anden; men da dette ikke er skeet, finder jeg mig forbunden til at tage Ordet, selv med Fare for, at det derved muligviis kan faae Skin af, mere at være Personen end Sagen, der bliver forsvaret.
Den ærede Anmelder udtaler sig S. 484 saaledes om § 203: ». . . . . ikke alene den falder ind under Paragrafen, som har villet den indtraadte Skade, men ogsaa den, der, uagtet han ikke vilde det, dog har maattet forudsee, at hans Handling let kunde medføre samme, ja endog den, hvis Handling kun ved tilfældig tilstødende Omstændigheder har medført Skaden.« Denne Fortolkning er utvivlsomt aldeles urigtig og saa indlysende urigtig, at jeg ikke skulde have anseet det fornødent at gjøre mit for at hindre den fra at vinde Indgang, naar ikke en Udtalelse af Landstingets Udvalg (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 321), der gaaer ganske i samme Retning, kunde befrygtes at ville forføre flere ubefæstede Sjæle — saaledes som den utvivlsomt allerede har forført den ærede Anmelder. Fra en anden Side kan man derimod reise Tvivl om denne Artikels rette Forstaaelse, og da en saadan overhovedet ikke kan vindes uden igjennem en nøie Undersøgelse af de Lovsteder i 17de og 18de Kapitel, hvormed den staaer i organisk Sammenhæng, skulle vi først fremstille disse Bestemmelsers Historie, som ogsaa i andre Henseender er af Interesse. Der maa her skjelnes mellem det af Lovkommissionens Majoritet stillede Forslag, som optoges i det Landstinget i 1865 forelagde Udkast, Minoritetens Forslag og for det Tredie det endelige, i Overeensstemmelse med Landstingets Udvalgs Betænkning omændrede Udkast, der 1866 forelagdes Rigsdagen og af denne for de herhenhørende Bestemmelsers Vedkommende vedtoges som Lov i uforandret Skikkelse.
Kommissionens Majoritet erkjendte vel, at Fdg. 4 Octbr. 1833 trængte til Forandring og Lempelse i mange Retninger, men den holdt dog i det Væsentlige fast paa dens Principer om Tilregnelse til Straf af de med en forsætlig Voldsgjerning forbundne ikke tilsigtede Følger, og den anvendte disse Principer med stor Consekvents, idet den efter den reent ydre Følge henførte Forbrydelsen under Drab, Lemlæstelse eller mindre Legemsbeskadigelse og kun i Straffens Størrelse gjorde Forskjel paa, om dette Drab, denne Lemlæstelse eller Legemsbeskadigelse var forsætlig eller ei. Idet jeg iøvrigt ikke skal gaae ind paa Detaillerne, skal jeg kun bemærke, at ifølge Udkastets §§ 185 og 186 (svarende til Lovens §§ 188 og 189) straffedes ethvert Drab, der var en Følge af en »forsætlig udøvet Legemsfornærmelse«, uden dog selv som forsætligt at falde ind under § 183 og 184, med kvalificeret Straf ↄ: med en Straf, der var strængere end den, der kunde udbringes ved at sammenlægge Straffene for den forsætlige Legemsfornærmelse og det uforsætlige Drab. I § 201 (Lovens § 204) gaves en aldeles tilsvarende Bestemmelse for Lemlæstelse, idet Paragrafens 2det Led ligefrem siger, at under Ordene i 1ste Led »Lemlæster Nogen en Anden o. s. v.« falder ogsaa den ikke forsætlige Lemlæstelse; og da Ordene i § 200, der er eenslydende med Lovens § 203, ere ganske homogene med 1ste Led af § 201, synes de heller ikke at kunne underlægges anden Betydning, skjøndt en Udtalelse af Mindretallat i Motiverne (S. 251), hvor det indvendes imod Fleertallets § 201, 2det Led, at den gør det uklart, hvorvidt forbryderisk Hensigt skal ansees som en Forudsætning for andre Straffebestemmelser i Udkastet og da navnlig for sammes § 200, viser, at Mindretallet har anseet det for muligt selv efter Udkastet at gjøre en anden Opfattelse af sidstnævnte Paragraf gjældende. Det var vel ikke udtrykkeligt udtalt i Udkastets §§ 200 og 201, at den ikke forsætlige Skade skulde være tilføiet under et retstridigt Angreb, men dette maatte dog vistnok antages, baade paa Grund af Ordene og efter Analogien fra §§ 185 og 186 og endelig, fordi der ellers ikke kunde afstikkes nogen Grændse mellem § 204 (Lovens § 207) og de her omtalte §§.
Mod Fleertallet blev det, og vistnok med fuld Føie, gjort gjældende, at dets Forslag ganske tabte den kriminalistiske Tilregnelses Ledestjerne, det forbryderiske Forsæt, af Sigte, og det endog i den Grad, at Udkastets Bestemmelser, ligesom de ældre i Fdg. af 1833, vilde medføre Straf for en Voldsgjernings reent tilfældige Følger. Vel erklærede Fleertallet (Motiv. S. 227 og 252), at saavel efter Fdg. af 1833 som efter dets eget Forslag maatte det betragtes som en selvfølgelig Betingelse for Anvendelse af Straf for de ikke tilsigtede Følger, »at Gjerningsmanden overhovedet paa nogen Maade har kunnet tænke sig en mulig Kausalforbindelse mellem Gjerningen og den Paagjældendes Død eller den ham tilføiede Skade, og at i modsat Fald den yderligere Følge som reent hændelig ikke engang vil kunne tilregnes som uagtsom«. Men var dette end Fleertallets Mening, maa man dog indrømme, at Mindretallet var i sin Ret til ikke at kunne finde denne Mening udtrykt i Udkastet; og Landstingets Udvalg sluttede sig hertil, idet det udtalte, at Udtrykkene efter dets Opfattelse ikke udelukke aldeles tilfældige og uforudseelige Følger af Gjerningen, og at det ialtfald maa befrygtes, at Domstolene, der opfattede Fdg. af 1833 paa denne Maade, ogsaa ville ansee sig bundne ved en saadan Fortolkning af den ny Lov (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 314 og 322). I Modsætning hertil holdt Kommissionens Mindretal derfor fast paa, at det ved Forbrydelsen kommer an paa Forsættet, medens denne Grundsætning dog formeentlig ikke skulde udelukke, »at der ved Fastsættelsen af Straffen for Gjerningen tages Hensyn til Beskaffenheden af det Onde, som Gjerningsmanden, uden at have villet det, har givet Anledning til, og den Omstændighed, at der i saadanne Tilfælde foreligger ikke blot en større eller mindre Uagtsomhed, men tillige en forbryderisk Villie, omend af en anden Art (culpa dolo determinata), kan. endog retfærdiggjøre en Skjærpelse af den i Almindelighed for den tilsigtede Forbrydelse foreskrevne Straf« (Motiv. S. 222). Herefter opstilles der istedetfor Fleertallets §§ 185, 186 og 201 2det Stykke Bestemmelser gaaende ud paa, at naar en Voldshandling eller anden med retstridig Hensigt udøvet Virksomhed har havt Døden eller en Skade tilfølge, men denne Følge maa ansees at, have ligget udenfor Gjerningsmandens Villie, bliver han at straffe efter Beskaffenheden af det Onde, som det var hans Hensigt at tilføie, eller som han maatte forudsee som en rimelig Følge af Gjerningen, men saaledes at Straffen for dette Onde bliver at skjærpe og derhos-kan stige over den i den anvendte Bestemmelse fastsatte (Motiv. S. 225 og 250). § 200 (Lovens § 203) rørte Mindretallet ikke ved, men de af det foreslaaede Bestemmelser medførte ligefrem, at denne Paragraf umuligt kunde opfattes paa den Maade, som vi foran anførte som den med Udkastets Principer formeentlig bedst stemmende, og skjøndt Ordene forbleve uforandrede, fik de saaledes dog en ny Betydning som ene omfattende den forsætlig tilføiede Skade. Det forekommer mig utvivlsomt, at Mindretallet kom det Rette langt nærmere end Fleertallet, men dog synes ogsaa dets Forslag at kunne mødes med væsentlige Indvendinger. Ikke blot vilde det aldeles hændelige og uforudseelige Drab eller Lemlæstelse, der konkurrerede med et Forhold, som ellers vilde være at bedømme efter § 197 (Lovens § 200), ubetinget komme til at medføre en ganske umotiveret Skjærpelse af Straffen efter denne Paragraf; men — hvad der er vigtigere — det kan vistnok med største Føie bestrides, om det overhovedet er stemmende med rigtige Grundsætninger at opstille culpa dolo determinata som en særegen Imputationsgrad og derpaa basere et Begreb om »halvforsætlige« Forbrydelser, som de kaldes i Motiverne; hvortil endvidere kommer, at Forslagets Redaktion i det Hele taget neppe er heldig.
Landstingets Udvalg slutter sig i det Væsentlige til de af Mindretallet hævdede Principer, idet det paa den ene Side udtaler, at Strafskylden dog tilsidst hviler paa den forbryderiske Villie, medens det paa den anden Side, naar den forsætlige Voldsgjerning har havt Døden tilfølge, uden at det dog er godtgjort, at den Skyldige har havt til Hensigt at dræbe, formeentlig vilde lede til altfor ringe Straf, om man blot betragtede Forholdet som Konkurrence af en forsætlig Voldsgjerning med et uagtsomt Drab. »Det ligger nemlig i Voldsgjerningernes særegne Natur, navnlig naar disse ere noget betydeligere, at den, som skrider til Udførelsen af en saadan, maa vide, at han ingenlunde er Herre over de indtrædende Følger. Han maa derfor være forberedt paa, at der kan indtræde en langt alvorligere Følge, end han tilsigtede« (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 312). Fremdeles siges der med Hensyn til Udkastets Bestemmelser, at det ikke paa nogen Maade kan billiges at skjærpe Straffen paa Grund af reent tilfældige Følger, ligesom der ikke heller, »hvor Uagtsomheden kun er mindre, findes en saadan indre Forbindelse mellem Døden og den forsætlige Vold, at der er Grund til at paalægge Gjerningsmanden en særegen høiere Strafe«; det maa derfor kræves, at han har maattet forudsee Døden som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af Gjerningen (S. 314). Ganske analoge Betragtninger fremsættes naturligviis ogsaa for de Tilfælde, hvor en forsætlig Voldsgjerning har draget en betydelig Legemsskade efter sig. — Skjøndt Udvalget i sin Opfattelse staaer Mindretallet saa nær, adopterede det dog ikke de af dette stillede Forslag, men fremkom istedetfor Udkastets §§ 185, 186 og 201 med selvstændige Ændringsforslag, der nu foreligge som Lovens §§ 188, 189 og 204. Udkastets § 200 (Lovens § 203) om mindre Legemsbeskadigelser forblev ogsaa denne Gang urørt, og Udvalget udtaler ligefrem, at ikke blot Ordene men ogsaa Meningen skal forblive uforandret som efter Udkastets ↄ: Majoritetens Forslag; det hedder (S. 321) herom, »at ligesom der ved simple Hug og Slag (Udkastets § 197, Lovens § 200) naturligviis ikke skjelnes mellem, hvad Angriberen har villet, og den indtraadte Følge, saaledes har, man heller ikke anseet det fornødent ved de mindre Beskadigelser efter § 200 (ↄ: § 203) at opstille en saadan Adskillelse. Under denne Bestemmelse falder saaledes ikke alene de Tilfælde, hvor Angriberen har villet tilføie den Anden Saar eller Skade paa Helbred, men ogsaa saadanne, hvor han kun har villet give ham en Dragt Prygl, men der følger større Skade efter; det kan i saa Henseende end ikke fritage ham, at Skaden er bevirket ved en aldeles tilfældig Begivenhed« — ganske den ærede Anmelders Opfattelse af Paragrafen.
Idet vi nu have fulgt § 203 og dens Omgivelser igjennem de forskjellige Omvexlinger, som Straffeloven har undergaaet paa sin Bane gennem Kommission og Udvalg, have vi tillige seet, at § 203, skjøndt Bogstav for Bogstav bestandig den samme, dog har havt en meget forskjellig Betydning i Fleertallets og Mindretallets Forslag efter de disse underlagte forskjellige Principer. Denne Paragraf er som et Speil, der selv uforandret dog med Troskab gjengiver enhver Forandring i Omgivelserne; men hvorledes er det da muligt, at man nu kan opstille en Fortolkning, som i den Grad strider mod Lovens øvrige Bestemmelser, at det selv efter det oprindelige Udkast, som alt fremhævet, kunde underkastes Tvivl, om den burde admitteres. Der udtalte jeg mig imidlertid for denne Fortolkning, fordi § 203 derved blev i Overeensstemmelse med de Principer, som, ihvorvel ellers afvigende fra Straffelovens almindelige, dog opstilledes som almeengyldige for de her omtalte Forbrydelser; i Lovens nuværende Skikkelse derimod taler Alt imod den, Intet for den. Ved at anvende Straf efter § 203 for den af et simpelt Slag resulterende ikke tilsigtede eller vel endog reent tilfældige Følge, vilde vi jo træde i aaben Opposition med alle andre beslægtede Bestemmelser og da i Særdeleshed med § 204, der kun anvender Straf, hvor Lemlæstelsen er forsætlig eller dog har maattet forudsees som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge (om § 203 kan anvendes i dette sidste Tilfælde, skal siden blive omtalt; foreløbig kunne vi lade dette Spørgsmaal henstaae, da det kun kommer an paa at paavise det Urigtige i den ærede Anmelders Opfattelse); Denne Uovereensstemmelse i Grundsætninger skulde imidlertid efter Udvalgets Mening ikke have Noget at betyde, »da, Straffen her (ↄ: efter § 203) vil kunne sættes meget lavt (Bøder ikke under 20 Rdl.), og Domstolene naturligviis ville tillægge saadanne Omstændigheder som den, at Skaden er bevirket ved aldeles tilfældige Begivenheder, den fornødne Betydning«  (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 321); men det vil Domstolene ikke altid gjøre af den gode Grund, at de ikke altid kunne det. Efter § 200 kan Straffen for et Slag blive endog kun 1 Rdl.s Bøde; med hvad Føie skal man nu regne Paagjældende en »aldeles tilfældige Skade til yderligere Straf af 19 Rdl., medens et tilfældigt Drab eller en tilfældig Lemlæstelse under lige Omstændigheder ikke kan tilregnes? Den ærede Anmelder ræsonnerer nu vel paa den Maade, at da den, der har tilføiet Skade af den i § 204 omhandlede Beskaffenhed under saadanne Omstændigheder, at han ikke falder ind under Paragrafens Bestemmelser, ikke heller kan straffes efter §§ 200 eller 203 ifølge deres ligefremme Ordlyd, saa bliver det nødvendigt at anvende Analogi, og da det naturligviis maa være ligesaa strafværdigt tilfældigt at tilføie en større som en mindre Skade, er det fuldt berettiget at straffe ham efter Analogien af § 203; og den Omstændighed, at denne Analogi bliver nødvendig, fremhæves som et Beviis paa, hvor ilde Repræsentationen har handlet ved at rette paa et systematisk Lovudkast. Vil man imidlertid paatage sig ad denne Vei at tilveiebringe Ligelighed i Grundsætningerne, saa maatte man ogsaa straffe den, der ved et forsætligt Angreb, som ellers vilde være at bedømme efter § 200, havde dræbt en Anden, efter Analogien af § 203, forsaavidt Gjerningen falder udenfor § 188; og jeg tvivler dog paa, at man vilde føle sig tiltalt af en slig Analogiseren, saameget mindre som Koncipisterne af §§ 188 og 204 udtrykkelig, som ovenfor bemærket, have udtalt, at det tilfældige Drab eller Lemlæstelse ikke skal tilregnes Ophavsmanden til Straf.
Det Værste ved den her bestridte Fortolkning af § 203 er imidlertid ikke den derved fremkomne umotiverede Uovereensstemmelse i Behandlingen af ligeartede Tilfælde, thi fulgte en saadan Inkonsekvents virkelig af Lovens Ord, havde Fortolkeren jo intet Andet at gjøre end at modtage den med Resignation; men den er saa langt fra at være den nødvendige Følge af en konsekvent Fortolkning, at den kun synes at kunne komme frem ved en meget løs Betragtning eller aandløs Stirren paa Bogstaverne. Vel staaer der »Tilføier Nogen en Anden Saar eller Skade o. s. v.«, og det kan jo Enhver siges at gjøre, der saarer en Anden, enten det er tilfældigt, uagtsomt eller forsætligt, og enten Tilfældet eller Uagtsomheden konkurrerer med en Voldsgjerning efter § 200 eller ei. Saa maa vel ogsaa den straffes efter Paragrafen, der ved et reent Tilfælde kommer til at beskadige en Anden, og Grunden til, at der i § 207 kun sættes Straf for uagtsom Lemlæstelse, maa altsaa være den, at uagtsom, ja endog tilfældig Skade af mindre Betydenhed skal straffes efter 203? Jeg formoder dog, at den ærede Anmelder vil benegte dette, rimeligviis støttende sig paa, at Ordet »Voldshandling« i Paragrafens 2den Sætn. viser, at den hele Paragraf kun angaaer den ved en forsætlig Voldsgierning bevirkede Skade; men ligesom han selv vel paa Grund heraf vil undergive Ordene i første Sætn. en Indskrænkning, saaledes er der en anden Bestemmelse i Loven, som omstyrter hans hele Fortolkning, nemlig § 43. Denne Bestemmelse angaaer jo rigtignok kun uagtsomme Handlinger, men kan Uagtsomhed ikke straffes uden udtrykkelig Hjemmel, kan vel Tilfældighed saameget mindre; og ligesom saamange andre Bestemmelser i Loven, som efter deres Ordlyd ikke alene angaae forsætlige Forbrydelser, dog paa Grund af § 43 maae indskrænkes til saadanne, saaledes gaaer det ogsaa med § 203. Jeg kan tænke mig Muligheden af den Indvending, at § 43 taler om uagtsomme Handlinger, medens vi her ved 203 have med ikke tilsigtede Følger af en forsætlig Handling at gjøre, men en saadan Sondring mellem Handling og Følger er aldeles ufilosofisk, ja egentlig umulig, hvis Begrebet Handling opfattes rigtigt. Naar Morderen skjærer Halsen over paa sit Offer for at dræbe, da er hans Handling ikke at skjære Halsen over, og Døden en derefter indtrædende Følge, men Handlingen er selve det at dræbe; thi det ligger i Sagens Natur, at naar Forbryderen benytter sig af den i Yderverdenen stedfindende Kausalforbiudelse og ved at give det første Stød fremkalder det forønskede Resultat, da er Frembringelsen af selve dette Resultat hans Handling, det objektiverede, adæqvate Udtryk for hans forbryderiske Forsæt. Handling og Følge er Et og lader sig hverken objektivt eller subjektivt adskille; kun da ere Følgerne noget Efterfølgende, noget udenfor Handlingen Faldende, naar de ikke kunne tilregnes Gjerningsmanden, fordi de ikke have været indbefattede i hans Villie. Hermed stemmer ogsaa aldeles Kommissionens og Udvalgets Opfattelse af Forsæt og Uagtsomhed, see navnlig Motiv. S. 218 og Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 310, hvor det til forsætligt Drab kræves, at Døden som Følge af Gjerningen er indbefattet under Gjerningsmandens Villie. Naar § 43 altsaa taler om uagtsomme Handlinger, forstaaes herved saadanne Handlinger, hvis Følger ikke kunne tilregnes som forsætlige, og det er ganske ligegyldigt, om Gjerningen, som har fremkaldt Følgen, selv er forsætlig eller ei; det er i lige Grad uagtsom Skadetilføielse, enten Skaden er Følge af et forsætligt eller uagtsomt tilføiet Slag, men selvfølgelig kan den forsætlige Handling i første Tilfælde belægges med Straf. Men, indvender Anmelderen, det er netop det, der ikke vil kunne skee efter den her forsvarede Fortolkning af Straffeloven; thi § 200 angaaer kun de Tilfælde, hvor Volden ikke har medført Saar eller anden Skade, og naar § 203 nu kun skal antages at omhandle den forsætlig tilføiede Skade, saa er der jo ingen Bestemmelse, hvorefter den med uforsætlig Skade forbundne forsætlige Voldsgjerning kan straffes. Det skal ogsaa indrømmes, at Ordene »uden dog at tilføie ham Saar eller anden Skade«, der vare fuldkommen nøiagtige i Udkastet, helst burde have været forandrede eller udeladte, da Udkastet omdannedes i Overeensstemmelse med Landstingets Udvalgs Betænkning; men selv nu kunne disse Ord gjerne staae uden at medføre, at de Tilfælde, hvor Skade, der ikke er tilregnelig efter §§ 203 og 204, er skeet, maae siges at falde udenfor Paragrafen, idet de naturligt og vistnok med fuld Føie kunne fortolkes som »uden dog at have tilføiet ham Saar eller Skade, som kan tilregnes«. Vil man imidlertid end ikke lade denne Fortolkning gjælde, saa at analogisk Anvendelse blev nødvendig, er det formeentlig utvivlsomt, at disse Tilfælde kunne straffes efter Analogien af § 200; thi da Gjerningsmanden forsætlig har overfaldet den Anden med Hug og Slag, og da den yderligere Skade ikke kan tilregnes ham, er en fuldstændig Aarsagernes Lighed tilstede, jvf. § 1.
Jeg haaber, man vil indrømme mig, at jeg er gaaet frem efter strænge Fortolkningsregler uden at lade mig paavirke af, hvilket Resultat jeg maatte ansee for det ønskeligste, og give mig Ret i, at naar man fæster Blikket paa § 203 og vel at mærke har § 43 i Tanken, kan man kun komme til den ene Slutning, at § 203 alene angaaer forsætlig Beskadigelse. Naar derimod hensees til den i § 204 udtalte Regel, som ogsaa har fundet sit Udtryk i § 188, kunde det Spørgsmaal reises, om ikke ogsaa den, der har maattet forudsee en indtraadt mindre Legemsskade som sin Gjernings rimelige eller dog ikke usandsynlige Følge, maa kunne straffes efter § 203. Man vil let see, at Talen her er om en analogisk Anvendelse af §§ 188 og 204; men som allerede udtalt i min Fortolkning af Straffeloven (S. 178—179) kan jeg ikke ansee en saadan Analogi for tilladelig, thi da den, der forudseer en meget betydelig Beskadigelse eller endog Døden som sin Gjernings naturlige Frugt og dog handler uden at lade sig afholde heraf, er strafværdigere end den, hvis Handling kun kan bevirke en meget mindre Skade, er der ikke en fuldstændig Aarsagernes Lighed tilstede[1].


Det var ikke saa svært at paavise, at § 203 kun, angaaer forsætlige Forbrydelser, men en langt vanskeligere

Opgave er det at afgjøre, hvad der forstaaes ved uforsætlige« Forbrydelser, og det er et Spørgsmaal, hvis Besvarelse er i lige Grad betydningsfuld for enhver af Lovens Bestemmelser. Gaaer baade den med bestemt og den med ubestemt Forsæt foretagne Handling ind under Begrebet eller kun den første alene? Ved den nærmere Undersøgelse heraf maae vi gaae ud fra det ubestemte eller eventuelle Forsæts Begreb som givet og uden iøvrigt at indlade os paa en Vurdering af dette Begrebs Betydning for Kriminalretten forudsætte, at dolus eventualis erkjendes at være tilstede, naar den Handlende betingelsesviis indvilliger i, altsaa betingelsesviis vil, Indtrædelsen af en retstridig Følge, som han forudseer som sin Gjernings naturlige, men dog ikke nødvendige Følge, idet han dog ikke ønsker, at den skal indtræde[2]. Det synes nu systematisk taget aldeles klart, at med det Samme vi erkjende den med dolus eventualis forbundne Forbrydelse som virkelig doløs (ↄ: kvalitativ forskjellig fra den uagtsomme), saaledes at dolus determinatus og eventualis omsluttes af det fælleds Begreb »dolus«, saa maa ogsaa Forsæt, der just er den identiske Betegnelse for dolus, i sig som en høiere Enhed indbefatte baade det bestemte og det ubestemte Forsæt. Hermed er Sagen imidlertid ikke afgjort, thi om Sandheden heraf end aldrig saameget erkjendes, kan det Spørgsmaal ligegodt reises, om dog ikke den enkelte positive Lovgivning forstaaer forsætlig = bestemt forsætlig; findes dette imidlertid at være Tilfældet, maa det ogsaa fastholdes, at en saadan Lovgivning, hvis den da overhovedet vil anerkjende det ubestemte Forsæt, ikke kan opstille Begreberne »Uagtsomheder« og »Forsæt« som udtømmende den kriminalistiske Tilregneligheds Former, men at det ubestemte Forsæt da maa danne en tredie Imputationsgrad. Naar vi undersøge Motiverne til Udkastet, synes Tvivlen strax at finde sin Løsning, idet det bestandigt saavel af Kommissionens Fleertal som Mindretal udenvidere forudsættes, at Forsæt baade er det bestemte og det ubestemte Forsæt, see f. Ex. Motiv. S. 218, 219, 222, 223. S. 218 hedder det saaledes med Hensyn til Udkastets § 183 (ligelydende med Lovens § 186) om forsætligt Drab, at man ikke har anseet det for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at udsondre det bestemt og det ubestemt forsætlige Drab; »om det nemlig end ikke kan benegtes, at Forbrydelsen i Reglen maa ansees for mere strafværdig, hvor et saadant bestemt Forsæt har været tilstede, end hvor Gjerningsmanden kun forsaavidt maa siges at have villet dræbe, som han ikke har udelukket denne Følge af sit Forsæt, medens han dog ikke netop bestemt har tilsigtet den, idet han tvertimod, uden for sig selv at klare Virkningen deraf, har slaaet løs og ladet staae til (Systemernes dolus eventualis), lader det sig dog paa den anden Side heller ikke bestride, at der ogsaa under Begrebet om det bestemte Forsæt indbefattes Tilfælde af ikke uvæsentlig forskjellig Beskaffenhed . . . . . Domstolene ville formeentlig i det enkelte Tilfælde vel vide at tage tilbørligt Hensyn, som til de øvrige Momenter, der i denne Henseende bør komme i Betragtning, saa og til Beskaffenheden af Drabsforsættet, navnlig til, om det var bestemt eller ubestemt«. At Ordet uforsætlige efter de Lovkyndiges Mening, som have forfattet Udkastet, ligefrem omfatter det ubestemte Forsæt, er her udtalt saa klart som muligt, og man vil lægge Mærke til, at den citerede Beskrivelse af dolus eventualis ikke engang rammer denne i dens mest strafværdige Form som præmeditatus, men forudsætter, at den dolo eventuali Handlende har været in impetu. Det er klart, at denne Kommissionens Anskuelse er af særdeles Vægt, især da den ganske stemmer med den hos os herskende videnskabelige Opfattelse af den ubestemt forsætlige Forbrydelse, men afgjørende kan den ikke være, hvis det af andre Omstændigheder maatte fremgaae, at den i Motiverne og Forslaget udtalte Tanke ikke har fundet sit Udtryk i den endelige Lov.
Vi møde da strax i Landstingets Udvalgs Betænkning den Udtalelse, at det i ethvert Fald maa ansees for særdeles tvivlsomt, »om man under § 183 (ↄ: § 186) kan henføre saadanne Tilfælde, hvor Gjerningsmanden har handlet med ubestemt (eventuelt) Forsæt« (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 311); Udvalget motiverer sin Tvivl ved, at en saadan Regel vilde, være meget mislig paa Grund af den fine Nuance, hvorved Tilfældene af dolus eventualis skulle adskilles fra de under § 185 (omændret til Lovens § 188) faldende, at det ikke efter almindelig Sprogbrug kan siges, at de her omhandlede Forbrydelser ere begaaede »med Forsæt«, og endelig at heller ikke den ældre, af Straffeloven afløste Lovgivning betragter dem som forsætlige. Hvad først den Indvending angaaer, at det skulde være misligt at anvende de almindelige Regler om forsætlig Forbrydelse, specielt Lovens § 186, paa den med ubestemt Forsæt begaaede, da maa dette bestemt benegtes; det kan være upraktisk, fordi Tilstedeværelsen af eventuelt Forsæt paa Grund af den ydre Lighed med de Tilfælde, hvor kun luxuria er tilstede, yderst sjeldent vil kunne bevises, misligt derimod kunde det kun blive, hvis Straffenes Grændser vare saa snevre, at der ikke i de enkelte Tilfælde, hvor dolus eventualis er beviist, vilde kunne tages tilberligt Hensyn til den naturlig mindre Strafskyld, som denne Form af dolus involverer; at dette imidlertid skulde være Tilfældet med Straffeloven, vil neppe Nogen paastaae, naar hensees til, hvor vidt et Spillerum der gives for Straffens Udmaaling, og at dette Spillerum af Kommissionen just er betænkt til ogsaa at give Plads i denne Henseende. Til den almindelige Sprogbrug kan man ikke med Føie henvise paa dette Sted; thi da den hele finere Distinktion mellem den forbryderiske Villies forskjellige Fremtrædelsesformer desværre er ganske fremmed for den almindelige Bevidsthed, kan der ikke være Tale om en almindelig Sprogbrug. Derimod afgiver den tidligere legale Sprogbrug en Indvending af betydelig Vægt; thi det kan neppe bestrides — og jeg skal derfor heller ikke indlade mig paa videre Undersøgelse desangaaende — at den ældre Lovgivning ved Forsæt i Almindelighed forstod »bestemt« Forsæt, hvad i Særdeleshed synes klart at fremgaae af Fdg. 26 Marts 184l.[3] Men det er dog tvivlsomt, hvad Betydning man skal tillægge denne Omstændighed ved Fortolkningen af den ny Lov, thi ligesaagodt som man kan sige, at Formodningen maa være for, at Straffeloven har beholdt det gamle Begreb, ligesaa godt synes Sandsynligheden af, at den ny Lov i Erkjendelse af det Mangelfulde ved den ældre Opfattelse vil have Fortsæt opfattet paa en med videnskabelige Grundsætninger formeentlig bedre stemmende Maade, at kunne gjøre sig gjældende. Da Kommissionens Mening, som alt bemærket, ikke i saa Henseende kan være afgjørende, især da dets Forslag underkastedes saa væsentlige Forandringer, saa maa Besvarelsen efter Sagens Natur i sidste Instants hentes fra selve Loven — kunne vi ikke tinde den der, findes den intetsteds.
Hovedstriden maa komme til at dreie sig om §§ 186 og 188. Naar man nemlig seer, at § 188 sætter en mildere Straf end § 186 (forsætligt Drab) og en meget strengere end § 198 (uagtsomt Drab) for det Drab, der, skjøndt ikke tilsigtet, dog har været forudseet som den naturlige Følge af en forsætlig Voldsgjerning, falder det øieblikkelig Læseren ind: her have vi jo et med ubestemt Forsæt begaaet Drab, altsaa indbefattes et saadant ikke under § 186, og uforsætlige er her og allevegne, da Ordet overalt maa have samme Betydning, — bestemt forsætlig. Denne Slutning turde dog være overilet. Det hedder i § 188, at den Skyldige »ikke maa have villet Døden«, og medens de lignende Udtryk i Mindretallets Forslag, der gik ud fra, at den ubestemt forsætlige Forbrydelse faldt ind under § 186, Vare fuldstændig nøiagtige, kan det ikke negtes, at de ere i høieste Grad uheldig valgte, hvis man med Udvalget hylder den modsatte Anskuelse. Naar man ved forsætlig forstaaer »bestemt« forsætlig, kan det ikke gaae an at opstille Manglen paa doløs Hensigt som Modsætning hertil; thi den, der har et eventuelt Forsæt, har jo netop en doløs Villie, hvad Udvalget selv udtrykkelig erkjender; Modsætningen til »Forsæt« kan i saa Fald kun beskrives reent negativt som »Ikke-Forsæt« — en naturlig Følge af, at væsentligt forskjellige Ting skulle samles til Et. I de i § 188 omtalte Tilfælde findes der en Konkurrence mellem en forsætlig Forbrydelse og en ikke, ialtfald ikke bestemt tilsigtet Følge; naar vi i Forbindelse hermed erindre, at den rene dolus eventualis som upraktisk i Reglen skydes tilside af Kriminalisterne, og at Begrebet kun ansees som brugbart ved Konkurrence med bestemt forsætlig Forbrydelse, idet man saa udenvidere præsumerer dolus eventualis med Hensyn til Følgen, kunde man troe, at § 188 just indeholder en Anvendelse af denne ex re beviste dolus eventualis. Men heller ikke dette er tilfredsstillende; i saa Fald maatte der have staaet »skjøndt det ikke er beviist, at han har villet Døden« eller noget Lignende, og Lovgiveren kunde ikke have brugt Udtryk, som ligefrem medføre, at Bestemmelsen under de givne objektive Betingelser kommer til Anvendelse, om det end aldrig saa klart ligger for Dagen, at dolus eventualis ikke er tilstede, at Gjerningsmanden aldrig hverken ligefrem eller betinget har villet Døden; thi hvad der er modbeviist, kan dog ikke præsumeres. Angaaer saaledes § 188 hverken den sande eller den ex re beviste dolus eventualis, hvad er da dens Betydning? Svaret herpaa synes ikke vanskeligt hverken efter Ordene eller Bestemmelsens Historie. Ordene ere et fuldstændigt adækvat Udtryk for de Tilfælde, hvor grov Uagtsomhed konkurrerer med et doløst Forhold, hvor altsaa culpa dolo determinata er tilstede. Mindretallets i denne Afhandlings Begyndelse omtalte Ændringsforslag gik jo udtrykkelig ud paa at opstille culpa dolo determinata som en særegen Skyldform (Motiv S. 222), og med Hensyn til, hvad det her kommer an paa, bruger Udvalget, som sluttede sig nær til Mindretallet, og hvis Ændringsforslag ere gaaede over i Loven, Udtryk, som klarligen ere af samme Betydning som Mindretallets. Jeg forudseer den Indvending, at den i § 188 omhandlede Forbrydelse er Drab, og at en Lov, der som Straffeloven lægger Vægten paa det forbryderiske Forsæt, i Tilfælde, hvor Begrebet culpa dolo determinata skulde kunne antages at have faaet Anvendelse, maatte ved Straffens Udmaaling være gaaet ud fra den for den forsætlige Handling fastsatte Straf, in casu Straffen efter §§ 200, 203 eller 204, og dertil have lagt et kvalificerende Tillæg paa Grund af den uagtsomt tilføiede Skade. Dette var ogsaa, idetmindste tildeels, iagttaget af Mindretallet i dets Forslag, og urter Loven gaaer en anden Vei, maa det formeentlig beroe paa en Forskjel i Principerne. Det skal nu villigt indrømmes, at det er det korrekteste, ja vel det eneste korrekte at tage den forsætlige Forbrydelse til Udgangspunkt; men hvilken Vei man end vælger, bliver dog Kjærnen i Forholdet, at nemlig Konkurrencen medfører kvalificeret Straf, den samme, og Maaden, hvorpaa denne kvalificerede Straf udbringes, synes ikke af saa stor Vigtighed, at den skulde berettige Fortolkeren til at gjøre Vold paa Ordenes naturlige Betydning. Man vogte sig i det Hele for at ville udlede formeget af den Form, som Udvalget har givet sine Ændringer; thi Betænkningen viser klart, at naar den forsætlige Retskrænkelse ikke er bleven lagt til Grund for Straffens Udmaaling og den efter Reglerne for Vold og Legemsbeskadigelse udfundne Straf skærpet med Henblik paa den indtraadte Følge, da er det ikke, fordi Udvalget har fundet denne Fremgangsmaade urigtig eller blot mindre rigtig, men fordi det har meent den forbunden med altfor store praktiske Ulemper (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 313, sidste Stykke). — Men lad os for et Øieblik antage, at § 188 omfatter dolus eventualis i Konkurrence med en bestemt forsætlig. Forbrydelse, hvad jeg oprigtigt vilde ønske var Tilfældet; thi medens Begrebet culpa dolo determinata vistnok er et kriminelt Misfoster, en reen Uting, kan det ialtfald fra et praktisk Standpunkt forsvares, under visse Omstændigheder at betragte Tilstedeværelsen af dolus eventualis som beviist ved Konkurrencen med en forsætlig Forbrydelse. I saa Fald falder dolus eventualis aldeles udenfor § 186, og den rene dolus eventualis maa, da den ikke kan anbringes andre Steder, ind under § 198; men at kalde dolus eventualis for Uagtsomhed vilde dog være en høi Grad af Begrebsforvirring.
Naar det altsaa fastholdes, at § 188 omhandler Konkurrence af dolus og grov culpa, vil den videre Undersøgelse formeentlig ikke frembyde synderlig Tvivl. Enten maa »forsætlig« i § 186 være baade bestemt og ubestemt forsætlig, eller ogsaa har Lovgiveren aldeles ikke havt Begrebet dolus eventualis i sin Tanke; i sidste Fald maa man i Tilfælde af ubestemt forsætlig Forbrydelse tye til Analogi, og da Strafskylden her naturligviis er mindre, end hvor Forsættet er bestemt, maae §§ 188 og 198 analogisk anvendes, eftersom det ubestemte Forsæt er i Konkurrence med bestemt Forsæt eller staaer alene. Det forekommer mig imidlertid klart, at ligeoverfor de talrige Vidnesbyrd i Motiverne og Udvalgsbetænkningen om, at den mulige Tilstedeværelse af dolus eventualis og dennes Væsen har været stillet særligt frem for Lovgiverens Opmærksomhed, er det ganske uantageligt, at han dog skulde have overseet denne Art af dolus. En tredie Mulighed kan ogsaa tænkes; vel bemærkede vi før, at det formeentlig vilde være i høi Grad begrebsforvirrende, om man benævnede dolus eventualis Uagtsomhed, men det kan jo være, at Lovgiveren betragter Sagen anderledes, det er jo muligt, at han meget vel har været Opmærksom paa Videnskabens ubestemt forsætlige Forbrydelser og dog med beraad Hu har valgt Ordene i §§ 188 og 198, skjøndt han vil have disse Forbrydelser straffede efter de nævnte Bestemmelser; han man da have villet vise, at han forkaster Begrebet om ubestemt Forsæt og al Anvendelse af det. Skulde Lovgiveren imidlertid antages at have forkastet det ham iøvrigt bekjendte Begreb, hvis Berettigelse, ialtfald i videnskabelig Henseende, erkjendtes af alle de ved Lovens Affattelse medvirkende Faktorer, maatte saadant utvetydigt fremgaae af Loven; men det er saalidt Tilfældet, at det tvertimod maa fastholdes, at Landstingets Udvalg, der erkjender, at dolus eventualis involverer virkeligt, forbryderiskt Forsæt, og dog har valgt Ordene i § 188, langtfra at have skudt dolus eventualis ud, meget mere ved disse Ord maa siges at have tilintetgjort den Tvivl, der ellers muligviis kunde reises om Forstaaelsen af »forsætlige« i § 186.
Vi formene altsaa, at Forsæt i Straffeloven er saavel det bestemte som det ubestemte Forsæt, og at § 188 angaaer de Tilfælde, hvor grov Uagtsomhed konkurrerer med Forsæt, medens alle andre Tilfælde af Uagtsomhed — men ogsaa kun virkelig Uagtsomhed — falde ind under § 198. Dette udelukker naturligviis ikke, at den Skyldige, der ikke kan overbevises om det rimeligviis virkelig tilstedeværende ubestemte eller endog bestemte Forsæt straffes efter §§ 188 og 198; thi det ikke beviste, om end aldrig saa stærkt formodede Forsæt har ingen juridisk Tilværelse, og Vedkommende kan derfor i saadanne Tilfælde godt siges »ikke at have villet« eller at have handlet uagtsomt. Det følger af sig selv, at der maa være det samme indbyrdes Forhold mellem §§ 187 og 189 som mellem §§ 186 og 188, idet § 189 ligesom § 188 utvivlsomt forudsætter, at Døden er forudseet som en rimelig eller dog ikke usandsynlig Følge af Voldsgierningen; vel er dette ikke udtrykkeligt udtalt, men følger deraf, at det just er Meningen at give en mildere Regel. §§ 188, 189 og ligeledes § 197 angaae altsaa den reent ydre Konkurrence af Uagtsomhed og forsætlig Forbrydelse, og det er noget heelt Andet end at anvende den ex re beviste dolus eventualis, om end Ønsket om med en alvorlig Straf at ramme de Tilfælde, hvor dolus maa formodes at være tilstede uden dog at kunne bevises, har været Motivet til den opstillede Regel. I Virkeligheden foreligger her som bemærket en Anvendelse af det Feuerbach'ske Begreb »culpa dolo determinata«, som ellers med Rette er udskudt af den nyeste Tids Videnskab, skjøndt mange Andre end Feuerbach i sin Tid deri har villet see en høiere Enhed af dolus og culpa; men som ret karakteristisk for denne »høiere Enhed« fortjener det at bemærkes, at Michelet, en af de dygtigste Forkæmpere for dette Feuerbachs Barn, som han forøvrigt har omdøbt til dolus indirectus, ogsaa med ubevidst Ironi kalder det dolus præsumptus. Naar det fastholdes, at her kun findes en reent ydre Konkurrence (og dette er i lige Grad Tilfældet enten Konkurrencen er homogen, som naar en Person vil give en Anden et Slag og mod sin Villie kommer til at gjøre ham Skade, eller heterogen, som naar f. Ex. Tyven af Vanvare kommer til at antænde Huset, hvor han forever Tyveriet), er det heller ikke let at indsee, hvorfra man skal tage denne høiere Enhed, der skulde kunne berettige til at opstille culpa dolo determinata som en særlig Skyldform, der skulde medføre større Tilregnelse end den uagtsomme og den forsætlige Gjerning tilsammentagne. I Motiverne finder man kun en blot Udtalelse fra Mindretallets. Side om Berettigelsen af Begrebet uden nogen Begrundelse, og naar en saadan forsøges af Landstingets Udvalg, støttet paa Voldsgjerningernes særegne Natur, der medfører, at den, der skrider til Udførelsen af dem, maa vide, at han ingenlunde er Herre over de indtrædende Følger og altsaa maa være forberedt paa en langt større Skade end af ham tilsigtet (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 312), da maa hertil bemærkes, at denne Udtalelse indeholder den almindelige Begrundelse af grov Uagtsomheds Strafbarhed, men heller ikke videre. Det Strafbare i luxuria er netop, at Gjerningsmanden har foretaget en Handling (om det er en Forbrydelse eller ei, kommer ikke Uagtsomheden ved), over hvis Følger han »maa vide; at han ingenlunde er Herre«. Skulde Voldsgjerningerne paa dette Punkt frembyde noget Eiendommeligt, da maatte det være det, at paa Grund af deres farlige Karakteer skulde Følgerne altid tilregnes den Skyldige, saaledes som ogsaa af Fleertallet foreslaaet; men denne Anskuelse forkastede Udvalget jo.
Da Undersøgelsen dog nærmest er gaaet ud fra § 203, kunde det synes underligt, at vi ikke først have henvendt vor Opmærksomhed paa den dermed i saa nøie Forbindelse staaende § 204. Grunden har imidlertid naturligt været den, at de herhenhørende forskjellige Tilfælde, gjennem hvis Betragtning vi skulde vinde et almindeligt Resultat om Lovens Opfattelse af den forsætlige Forbrydelse, findes klarest udsondrede i Kap. 17, medens i Kap. 18 de to §§ 186 og 188 erstattes ved een Bestemmelse. Hertil kommer, at Ordene i § 188 ere skarpere end de tilsvarende i § 204, idet det i hiin Paragraf udtrykkeligt hedder, at Gjerningsmanden ikke maa have villet den som sandsynlig forudsete Skade, medens det her som andet Tilfælde kun fremhæves, at han har maattet forudsee Skaden som en rimelig eller dog ikke usandsynlig Følge. Denne Forskjel i Affattelsen er dog neppe af nogen Betydning, thi af den Maade, hvorpaa 204 stiller disse Tilfælde i Modsætningsforhold til dem, hvor Gjerningsmanden har villet Skaden, fremgaaer tydeligt, at Paragrafen har just det Samme for Øie som § 188; i Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 322 henvises ogsaa til, at den her foretagne Forandring af Udkastet er ganske tilsvarende til den, som Udvalget har foreslaaet ved Drab.
Det kunde trods dette synes nødvendigt at underlægge Ordene i § 204 en afvigende Fortolkning; medens nemlig de under § 188 faldende Tilfælde let holdes ude fra det § 198 tilkommende Omraade, vil Sagen formeentlig stille sig vanskeligere med §§ 204 og 207. § 204 synes ikke efter sine Ord at forudsætte, at den som sandsynlig forudsete Skade er tilføiet under en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse (af den i § 200 eller i § 203 omtalte Art), og hvis saaledes denne Bestemmelses Omraade ikke ved en stedfindende Konkurrence af dolus og culpa kan adskilles fra § 207, bliver det nødvendigt at søge Skjelnemærket et andet Sted. Da det ligeoverfor det almindelige Udtryk »Uagtsomhed« i § 207 og dettes Betydning andre Steder, specielt i § 198, er umuligt at afgjøre Sagen paa den Maade, at § 207 kun skulde omhandle den mindre, § 204 derimod den grove Uagtsomhed, saa maae de omtalte Ord i den sidstnævnte Paragraf, der altsaa hverken kunne betegne bestemt Forsæt eller culpa lata, have den ubestemt forsætlige Forbrydelse for Øie — et Tredie gives ikke. Herfor taler ogsaa den Omstændighed, at disse Tilfælde slaaes sammen under een Bestemmelse med og opstilles sideordnede med de, hvor den Paagjældende »har villet« Skaden, hvilket altsaa maa betyde »har havt det bestemte Forsæt at tilføie just saa stor en Skade«. Er dette rigtigt, sees det let i en væsentlig Grad at maatte svække den hele foranstaaende Fortolkning af §§ 186 og 188, og at navnlig de Ord, der i § 204 betegne det ubestemte Forsæt, ogsaa maae gjøre det i § 188. Men hertil maa bemærkes, at de eenslydende Ord i disse to Bestemmelser dog alligevel ikke vilde faae samme Betydning efter den her fremsatte Mening; thi medens § 188 kommer til under sig at samle saavel dolus eventualis som culpa dolo determinata, fortolker man, tvungen af den haarde Nødvendighed, Ordene i § 204 som ene vedrørende det ubestemte Forsæt. Denne Fortolkning bliver unegtelig dog noget kunstig og unaturlig; men skulde der da i Virkeligheden ogsaa kun være Valget imellem at forstaas §§ 188 og 204 eller §§ 198 og 207 paa en saa lidt naturlig og harmonisk Maade? Det synes dog i alle Maader rimeligere at antage, at § 204 ligesom § 188 kun angaaer Konkurrence af forsætlig og uagtsom Forbrydelse. Selv om vi herved fortolke § 204 indskrænkende, synes en saadan Fortolkning fuldt berettiget, naar hensees til Alt, hvad der efter det Foranstaaende positivt taler for dens Rigtighed og negativt imod det modsatte Resultat; men det er ikke engang saa utvivlsomt, at her behøves en indskrænkende Fortolkning, thi Ordene »maattet forudses den som en . . . Følge af Gjerningen« henlede naturligt Tanken paa Konkurrence med en forsætlig Forbrydelse, især da de, Ord for Ord, ere de samme, som forekomme i § 188, der som ofte nok fremhævet kun angaaer Konkurrencetilfælde.
Idet jeg altsaa mener, at § 204 er ganske homogen med §§ 186 og 188, undtagen forsaavidt den forener de to Klasser af Tilfælde under een Regel, falder det af sig selv, at jeg antager, at Ormene »har villet« i § 204 have samme Betydning som uforsætlige: i § 186 og altsaa betegne baade det bestemte og det betingede Forsæt. Selv om jeg forstod Forsæt som »bestemt« Forsæt alene, vilde jeg iøvrigt ikke mindre have fastholdt, at § 204 ligesom § 188 forudsætter Konkurrence; thi ogsaa da var dette nødvendigt for at undgaae de ovenfor paapegede Vanskeligheder ved den modsatte Opfattelse; men i saa Fald kunde kun den sige at have »villet« Skaden, som bestemt havde tilsigtet den, medens den eventuelle dolus vilde falde ind under den anden Klasse Tilfælde.
Vil man i andre Tilfælde behandle dolus eventualis som Uagtsomhed, følger det af, hvad der i denne Afhandlings første Deel er bemærket om § 203, at den, der har øvet Vold efter § 200, forudseende og_eventuelt billigende en Legemsbeskadigelse, der er af mindre Betydenhed end de i § 204 ommeldte, kun kan straffes ligefrem efter § 200, og fremdeles at den, om hvem det klarligen ved hans umistænkelige Forklaring er beviist, at han har verseret i reen dolus eventualis med Hensyn til den skete Skade, slet ikke kan straffes; thi uagtsomme Skadetilføielser af den i § 203 ommeldte Art straffes ikke. Dette, som man dog ikke kanfinde naturligt, vil maaskee kunne stemme for den af mig antagne Fortolkning.




  1. Først efterat nærværende Afhandling var udarbeldet, blev Forf. bekjendt med en af Viborg Landsoverret afsagt Dom, der findes nedenfor i dette Nr. S. 409, hvorved en Tiltalt, der havde Opfordret en Medtiltalt til at give en af dem i Forening overfalden Person »et Dask«, dømmes efter § 203, fordi Medtlltalte ved at give Dasket med en Knibtang havde tilføiet Paagjældende et Saar, uagtet Tiltalte ved det af ham brugte Udtryk kun kunde antages at have-tænkt sig Hug og Slag. — Det er indlysende, at denne Dom ikke kan beroe paa en Antagelse om, at den af en Medophavsmand (jfr. § 47) udøvede Exces uden videre skulde tilregnes de Medskyldige, thi baade ere Straffelovens Bestemmelser i saa Henseende saa utvetydige, at de umuligt kunne misforstaaes (see § 48), og endelig fremgaaer det ligefrem af det Dommen følgende dissentierende Votum, at Dissensen just har dreiet sig om, hvor stort et Omraade § 203 har. Det er jo nemlig klart, at hvis man antager § 203 anvendelig paa enhver Skadetilføielse, der staaer i Forbindelse med den forsætlige Tilføielse af et Slag (§ 200), saa maa man ogsaa tilregne den, der anstifter en Anden til at give et Slag, al den deraf flydende Skade, om den end ligger nok saameget udenfor hans Villie. — Skjøndt Viborg Overret saaledes har bifaldet den af mig bestridte Fortolkning, føler jeg dog ikke i mindste Maade min Overbeviisning rokket og trøster mig med, at der er endnu en Instants over Overretten; derimod tager jeg i Et og Alt det dissentierende Votum, der kun vil have § 203 anvendt paa den forsætlig tilføiede Skade endog med Udelukkelse af de Tilfælde, hvor Skaden er forudseet som sandsynlig, til indtægt.
  2. Dette er det af Bornemann givne Begreb, der aldeles væsentligt afviger fra de yngre tydske Kriminalisters f. Ex. Berners og Køstlins Opfattelse; hvad disse betegne som dolus eventualis, er i Virkeligheden ogsaa bestemt Forsæt.
  3. Det fortjener dog med- Hensyn til denne Forordning at bemærkes, at det neppe gaaer an med Bornemann i § 6 sidste Punktum kun at see en reen Beviisregel; da den i det foregaaende Punktum fordrede bestemte Hensigt nemlig altid skal præsumeres at være tilstede under de her bestemte Omstændigheder, maatte Bestemmelsen vistnok anvendes, selv om det in concreto kunde paavises, at Brandstiftelsen ikke var forbunden med bestemt Hensigt.
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.