Biografi (Karl Verner)

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

J. Frimodts forlag København Verner, Karl


Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/6 XI-XCII

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Karl Verner som elev i Århus latinskoles øverste klasse

Blandt Verners efterladte papirer findes et par småudkast til en selvbiografi. Den mest karakteristiske af dem er skrevet 1887:

Jeg, Karl Adolf Verner, sön af afdøde strömpevæver Fritz Werner og ligeledes afdøde hustru Katharine Dorothea, f. Odense, er født i Århus den 7de marts 1846. Da jeg, sendt i skole i en alder af knap 4 år, 11 år gammel havde erhvervet mig de kundskaber, som Århus borgerskole kunde give, blev det på tilskyndelse af sognepræsten 1857 besluttet at sætte mig i kathedralskolen, der den gang gav hver tredje af sine elever fri undervisning. Herfra dimitteredes jeg året 1864 som student med 1ste karakter og absolverede året efter examen philosophicum. Det var mit forsæt at studere klassisk filologi, men da jeg allerede i skolen havde stiftet bekendtskab med den nyere sammenlignende sprogvidenskab og på afdøde prof. Lyngbye’s forelæsninger vandt endnu större interesse for dette fag, spredte jeg mine kræfter ved jævnsides at studere både orientalsk og nordisk filologi, indtil kravet fra mine slægtninges side om at få en synlig afslutning på min studeretid i året 1873 tvang mig til at underkaste mig en magisterkonferens i slaviske sprog og literatur, til hvilken examen jeg havde forberedt mig ved et étårigt ophold i Rusland. Under et på min examen følgende ufrivilligt otium i Jylland udkastede jeg 1875 planen til et par sproglige afhandlinger, som jeg under titelen: „Eine ausnahme der ersten lautverschiebung“ og „Zur ablautsfrage“ offenliggjorde i Kuhns’s Zeitschr. für vergleich. Sprachforsch. Bd. XXIII. For disse afhandlinger tildelte videnskabernes akademi i Berlin mig det Bopp’ske stipendium for sprogforskere, og tillige gjordes der mig tilbud om ansættelse i en eller anden for mine evner passende branche. Mine økonomiske kår forbød mig at afslå dette tilbud. Jeg valgte bibliotheksvejen og blev i efteråret 1876 ansat ved universitetsbibliotheket i Halle, hvor jeg forblev i over 6 år, indtil jeg på tilskyndelse hjemmefra og selv dreven af længsel efter hjemmet indgav ansøgning om den ved min lærer prof. C. W. Smiths død i eftersommeren 1882 ledig blevne plads som extrao. docent i slav. sprog og literatur ved Københavns universitet. Min ansøgning blev bevilget, og jeg tiltrådte dette embede den 1ste Januar 1883.

Foruden de ovennævnte arbejder har jeg kun leveret enkelte mindre artikler til forskellige sprogfilologiske tidsskrifter.

Den 22de Januar d. å. har det filosofiske fakultet ved Heidelberg universitet — som efterslæt til den kreering af æresdoktorer, der fandt sted forrige sommer i anledning af samme universitets 500årige jubilæum — tildélt mig doktorgraden honoris causa.

Jeg er ugift og barnløs.

Det bliver den efterfølgende biografis[1] opgave at udfylde det korte rids, Verner her har givet af sit eget liv.


Hans faders fulde navn var Christian Friederich (Fritz) Wilhelm Werner. Han var født 1822 i Kändler ved Limbach i Sachsen og kom som ung væversvend (1840) i vandreårene til Århus. Her groede han fast og giftede sig. Han tilegnede sig hurtig det danske sprog, så han talte det uden synderlig dialekt. Verners moder, Cathrine Dorothea Hansen (Odense) var derimod af dansk fødsel. Hendes fader var toldembedsmand först i Roskilde, siden i Kallundborg. Som soldat blev han kaldt Odense efter sit fødested, og det navn beholdt han siden hen. Den gamle forbindelse mellem de to byer Århus og Kallundborg har ført Verners forældre sammen. — Faderen satte bo under små kår, moderen måtte hjælpe til med at tjene brødet; de arbejdede på samme værksted, hun spolede og han vævede; börnene måtte også tage fat, i alt fald de ældste. Karl Verner arbejdede med, til han blev 12—13 år. Da var familien sådan stillet, at det ikke mere gjordes nødigt. Faderen, der var en meget driftig mand, havde efterhånden arbejdet sig op; ved sin tidligere principals fallit købte han dennes fabriksbygning og installerede der sit eget strömpevæveri, der senere omdannedes til en klædefabrik.

Karl Verner var den næstældste af 6 brødre. Han er den eneste af dem, der skrev sit navn med V. Han skal have begyndt med det som latinskoledreng af ungdommelig hang til at protestere mod alt tysk. Selv fortæller han, at rektoren skrev det sådan på hans afgangsbevis fra Århus kathedralskole. Under den form kom det ind i universitetets bøger og blev hans universitetsnavn. Da han skrev sin förste afhandling til Kuhns Zeitschr., forandrede han det i korrekturen til W for udtalens skyld, men sætteren rettede ligesålidt det som trykfejlene. Og Verner blev så berömt under navnets danske form.

I den höjere borgerskole nød han en så god undervisning, som der dengang kunde bydes håndværkssønner i en provinsby. Da det var for tidligt at tage ham ud af skolen i 11 års alderen, kom han i latinskolen. Her havde han det meste af tiden fri undervisning og desuden stipendier. Faderen var dengang nok jevnt velstillet, men holdt også foruden Karl 3 af sine yngre sønner i latinskolen. — I skolen var han en flink og flittig elev, der hele tiden var blandt de förste i sin klasse. Hans naturgaver, flid og orden belönnedes stadig med karakteren mg; og kun en eneste gang er han „anmærket for urolighed“; men da var det også nær gået ham galt, var ikke hans lærer og velynder, geografen Edv. Erslev, gået i forbön for ham; for rektor Blache vilde have den „skarnskneit“ udvist af skolen. Han havde nemlig under morgensangen set lejlighed til at putte en tør kålstok i rektors höje hat; og den slags ting kommer skikkelige elever altid dårligt fra. — Han har omtrent haft lige let ved at tilegne sig alle fag og vist også gjort sig den samme umage med dem. De nyere sprog (tysk, fransk) og matematik har været hans bedste fag; i latinsk stil og græsk må han undertiden nöjes med et g. — 1864 dimitteredes han til universitetet med mg. i alle fag, og året efter tog han filosofikum med udmærkelse. Ved denne eksamen optrådte han i en lang grön frakke, der sammen med hans tankers enfoldige klarhed skal have imponeret Rasmus Nielsen. Iøvrigt havde Verner hverken anlæg eller interesse for filosofi. Han hævder, at han aldeles ikke formår at regne med begreber, og kalder filosofi „noget töjeri, som intet fornuftigt menneske beholder i sin hjærne“.

Den eneste af sine lærere i skolen, han trådte i nærmere forhold til, var Erslev, der fængslede denne begavede elev ved den nye måde, han tog undervisningen på. Han krævede forståelse af det læste og ikke udenadslæren; også senere, da han var flyttet til København, tog han sig af sin tidligere elev. Det har dog vistnok kun været hjælp ud ad til, han ydede ham; der er i alt fald intet, der viser, at han har øvet en bestemmende indflydelse på Verners udvikling. Selv fortæller han (s. 170), at det var Madvig, der gjorde ham til filolog. Han besøgte som undervisningsinspektør Århus kathedralskole i 1860, da Verner sad i 4. klasse. Denne store filologs bornholmske udtale vakte i allerhöjeste grad Verners opmærksomhed for forskellen mellem det talte og det skrevne sprog; og hans grublerier over dette problem fik ny næring ved læsningen af Rasks retskrivningslære, „hvori han mere end i sine andre værker har hørt det danske sprog med fynske øren og læst det med islandske öjne.“ Han forsøgte straks at føre sine teorier ud i praksis, så han snart talte, som han skrev, og snart skrev, som han talte. Senere førte hans interesse for sprogvidenskaben ham sammen med Fausbøll, der var i Århus på feriebesøg. Han havde tilfældigt Schleichers compendium med; og igennem denne bog, som Verner straks anskaffede sig, gjorde han for förste gang bekendtskab med den nyere sammenlignende sprogvidenskab. Skønt det var en hel anden side af sprogvidenskaben, der interesserede ham, gav han sig alligevel af praktiske grunde til at studere klassisk filologi; og han blev ved med det i 2 år (s. 298). Men samtidig søgte han på egen hånd at lære den nyere sprogvidenskab nærmere at kende. Og den blev han snart så optaget af, at han indså, at for ham „var sproget hovedsagen og ikke midlet“. Han opgav så sit brødstudium for udelukkende at dyrke den komparative filologi. Den havde dengang ikke sin egen lærestol ved universitetet, og han måtte derfor søge rundt hos de enkelte faglærere. I 6 semestre hørte han forelæsninger over sanskrit hos N . L. Westergaard, og uden for universitetet læste han sanskrit kursorisk sammen med Edv. Brandes og islænderen Þorvaldur Bjarnarson, af hvem han også lærte islandsk. I den förste universitetstid var det dog navnlig K. J. Lyngby, der fængslede ham. Han tænkte endogså en tid på at tage en magisterkonferens i nordisk sprog; men den plan blev straks opgivet, da han på C. W. Smith’s forelæsninger först havde gjort bekendtskab med de slaviske sprog med deres store formrigdom og mærkelige betoningsforhold. Uden nogen bestemt fremtidsplan gik tiden udelukkende med at samle sproglige kundskaber. I studenterlivet tog han ikke del; og af de kammerater, han kom sammen med, var mange filologer. Dette frie studieliv måtte han opgive, da han i 1869—70 havde aftjent sin værnepligt. Familien ønskede, han skulde afslutte sine universitetsstudier med en eksamen. Han kastede sig så for alvor over slaviske sprog: og for at han også kunde blive fuldtud fortrolig med det talte sprog, gav faderen ham penge til en ruslandsrejse.

Han rejste hjemme fra först i dec. 1871. Det meste af tiden opholdt han sig i St. Petersborg. Her lærte han for förste gang næringssorger at kende, siger han. I København havde han levet overordentlig tarveligt, — ikke af trang, men fordi han dengang fandt behag i en asketisk levemåde og måske endog drev askesen så vidt, at han senere måtte bøde derfor med et dårligt helbred. I Rusland kneb det derimod for ham at få pengene til at slå til, navnlig i förstningen, og han har næppe vovet at rykke sin fader, der var meget striks, ud over det, der engang var blevet bestemt. Han havde således ikke råd til at anskaffe sig de nødvendige håndbøger, men måtte så vidt muligt hjælpe sig med bibliotekerne, hvortil navnlig Kunik skaffede ham adgang. — Til denne og to andre statsråder Grot og Sreznevski — disse 3 ansås dengang for hovedrepræsentanterne for den historisk-filologiske retning i Rusland — var han varmt anbefalet af C. W. Smith som en mand „af hvem videnskaben sikkert i fremtiden kan vente sig noget.“ Navnlig Kunik tog sig meget af ham. Verner kalder ham sin „videnskabelige plejefader; thi ikke alene sörger han for min videnskabelige opfødelse, men han revser mig også skånselsløst.“ Revselsen gjaldt Verners tilbageholdenhed, som Smith udtrykkelig havde gjort Kunik opmærksom på i sin anbefalingsskrivelse. Kunik hentede Verner til spadsereture, viste ham Petersborg og omegn, og da han om sommeren rejste til Moskva til udstillingen i anledning af 200—årsdagen for Peter den stores fødsel[2], tog han Verner med, afholdt tildels rejseudgifterne for ham og skaffede ham gratis bolig i en russisk senator Kalatschoffs hus (juni—juli 1872). Rejsen til Moskva gik over Dynaburg, Polotsk, Vitebsk og Smolensk. Verner har givet en skildring af den i 4 små artikler: „Fra en ferierejse i Rusland, skitse af K.“ (trykt i Århusbladet „Jyllandsposten“ 10.—13. sept. 1873). — Selve rejsen gav Verner et helt andet syn på livet i Rusland. Jødernes domineren i de byer, de kom igennem, bøndernes dovenskab og de udyrkede marker, de kom forbi, gjorde ham, der var begyndt som fuldstændig russofil, til slet og ret slavofil. Han følte, at han havde „ladet sig dypere af den koketteren med kunst og videnskab, der ostenderes i Petersborg.“

Det var ikke blot udadtil, Kunik sörgede for ham. Statsråden tog sig også af hans videnskabelige trivsel. Han og Sreznevski opfordrede Verner til at optage sine nordiske studier for senere at beskæftige sig med berøringspunkter mellem nordisk og slavisk. — Det fristede ikke Verner, han havde andre interesser. Det var den østslaviske betoning, der særlig havde vakt hans interesse, da han förste gang gjorde bekendtskab med de slaviske sprog. Og straks han kom til Rusland, var han optaget af at få rede på dette spörsmål Han lærte tilfældig en ung serbisk teolog at kende og tog ham straks til lærer i hans modersmål, og allerede den förste dag spurgte han ham ud om de fire tonefald i dette sprog (s. 158). Teologen erklærede det for subtiliteter, der kom af sig selv; og Verner måtte så vente; og det gik ham ikke bedre, da han anden gang prøvede på at få besked. Först ved Kuniks anden sprogkongres fik han klarhed over forholdene. — Kunik plejede nu og da, når han var stærkt optaget af et eller andet sprogligt problem, til hvis løsning der krævedes kendskab til forskellige fag, at samle repræsentanter for disse hos sig for at få spörsmålet uddebatteret. Til disse sprogkongresser var Verner, hvem Kunik betragtede som en jævnbyrdig videnskabsmand, altid inviteret med. Den förste gang var det oprindelsen til navnet Goter af roden ghu, ghud, fundere, der skulde behandles. Tilstede var foruden Verner iranisten Lerch, Victor Hehn, bibliotekar Berkholz fra Riga, som kender af litauisk og lettisk, og den bekendte kroatiske videnskabsmand Jagić. Den næste kongres fik större betydning for Verner. Selv skildrer han den på følgende måde i et brev til C. W. Smith (9—6—1872):

For nogen tid siden fik Kunik besøg af letten hr. Woldemar fra Moskva … I anledning af hans tilstedeværelse fik K. arrangeret „en lettisk sprogkongres“ i lighed med den tidligere sprogkongres. Da théen var serveret, tog statsråden en stor pakke frem, begyndte at prædike for os, foreholde os vor store ugudelighed, at vi aldrig gik i kirke o. s. v., han lukkede så pakken op og overrakte hver af os et lettisk testamente i foræring. En tilstedeværende lettisk student læste op for os; og efter oplæsningen blev der debatteret navnlig om betoningen („gedehnt“ og „gestossen“). Jagić var tilstede. … Siden hin aften har alt klaret sig for mig, og mit øre kan nu ganske tydeligt skelne alle 4 toner (egentlig kun 2, men både på lang og kort selvlyd).

Det resultat, han i så henseende nåede til, har han udførligt fremstillet i et senere brev til Smith (s. s. 158 ff.). I forvejen var han kommen til klarhed over den lettiske og litauiske betoning (s. s. 149 ff.). Overalt i sine undersøgelser tager han lydfysiologien til hjælp og går så vidt muligt ud fra det levende sprog, helst med modersmålet som baggrund, for at have fuldstændig sikker bund under fødderne; derved fik han også samtidig klaret flere spörsmål i den danske lydlære; således har han allerede i 1872 givet en udtømmende beskrivelse af stödets fysiologiske natur (s. s. 151), på en tid da alle hans landsmænd var i vilderede dermed[3]. — Han synes selv at have været meget tilfreds med udbyttet af opholdet i Rusland. I et brev til sine forældre taler han om en sproglig opdagelse, som han tænkte på at skrive en afhandling om i et russisk tidskrift. Hans velyndere frarådede ham det: hans arbejde vilde blive så betydeligt, at Russerne vilde tie det ihjel af skam over, at de ikke var kommen först. Og Verner måtte efter det kendskab, han efterhånden fik til den nationale russiske videnskab, give dem ret. Det var ham en skuffelse; og med en vis bitterhed bemærker han: „Nationalfølelsen er en meget god ting, men den overdrevne nationalfølelse er barbari, ødelæggende for kunst og videnskab“[4]. Hans opdagelse har sikkert angået et spörsmål vedrørende kvantitet og betoning i de slaviske sprog. Til en behandling deraf samlede han hele tiden stof under opholdet derover; s. 167—169 (sml. s. 182 f.) giver han en fuldstændig plan for sit arbejde; men tiden løb fra ham; alt hvad der hed at skrive noget, blev snart opsat, til han var kommen hjem, for ikke derovre at spilde den kostbare tid med sin rige lejlighed til at høre de levende slaviske sprog. Det eneste, vi ved om resultaterne af hans studier, er hvad han har meddelt i brevene til Smith s. 147—191. — Han stod i en livlig og fortrolig korrespondance med sin lærer. Verners lidt forsorne og burschikose tone viser, at forholdet nærmest har været kammeratligt, og minder slet ikke om, at det er en ærbødig student, der skriver til en höjtæret professor.

Det praktiske formål med hans rejse var at lære at tale russisk, og dertil mødte han vel udrustet fra København, så det varede ikke længe, för han tumlede det fremmede sprog med stor behændighed. Han blev også stadig holdt til ilden af statsråderne, der ikke tillod ham at slippe udenom med tysk. For at få kendskab til sproget i alle dets former, gjorde han iagttagelser overalt. Droskekuskenes råb og skældsordene, der lød ved opløbene, var ham ligeså interessant et materiale som det dannede omgangssprog. Sin værtinde søgte han at aflokke alle mulige gamle rim og ordsprog. Ligeså interesseret var han i folkelivet, og han skyede ingen anstrængelse for at lære det nöje at kende. Han fejrede påsken som en rigtig Russer med æg og kys. Uheldigvis glemte han at få æggene ud af baglommen i sin frakke, da han hen ad morgenstunden smed sig på sin sofa. Han var med til værtsfolkenes familiefester. Ved et bryllup måtte han danse med. Han var ikke vel bevandret i den kunst, men klarede alle vanskeligheder ved at fortælle, hver gang han gjorde fejl, at således plejede de at göre i Danmark, og han måtte så lære de russiske damer denne nye udenlandske skik. — Af landsmænd kom han sammen med de fleste, der den gang opholdt sig der. Navnlig omtaler han en fynbo, skrædermester Larsen, der var hans medium, når han skulde göre iagttagelser over dansk udtale (s. s. 178).

I Moskva omgikkes han lettere (s. s. 150) om formiddagen og studerede polsk om eftermiddagen. Mens han var her, udbröd der kolera. Det gjorde intet indtryk på Verner; men C. W. Smith blev ængstelig og forsøgte at få ham hjem; han kunde sikkert ikke lære mere derovre. Verner var af en hel anden opfattelse. Han opsatte alt, hvad der på nogen måde kunde göres i København, og alligevel kunde han ikke blive færdig. Han blev der sålænge, at der kun var penge tilovers til jærnbanebilletten, men ikke til at få noget at spise for under den 25 timers lange jærnbanekörsel til Petersborg. Her blev han endnu et par måneder. Han var heller slet ikke lysten efter at komme hjem for — som han udtrykker sig — at lade Københavns universitet foretage den uundgåelige eksekution på sig. Eksamen stod for dören, og den voldte ham allerede mange bryderier. Det vilde slet ikke gå for ham med litteraturhistorien. Han havde den allerstörste lyst til i det hele at lade være med at tage eksamen. Den gav ingenting adgang til; og udsigterne for fremtiden var lige dårlige, enten han havde den eller ikke. Han var derfor nær ved at lade sig friste af det russiske undervisningsministeriums bekendtgørelse om adgang for udenlandske klassiske filologer til docentpladser ved russiske universiteter. Han meddeler C. W. Smith dette „nødråb“ og slutter: „Så kunde jeg i en ung alder drive det til at blive professor ved universitetet i Kasan“. Heldigvis kom bekendtgørelsen först, da han var i færd med at rejse hjem, så han næppe for alvor har tænkt på at søge en sådan ansættelse.

Han rejste hjem over Helsingfors, Stockholm, Gøteborg og København og var hjemme i Århus sidst i Oktober. Han tog straks igen til København „for at tage magisterkonferens i løbet af det förste fjerdingår“. Alligevel fik han först begyndt på eksamenen 8—4—1873, skönt han stadig var under stærkt pres fra familiens og Erslevs side. Under udarbejdelsen af hans store opgave døde hans moder, og hans eget helbred var ikke det bedste. Hans besvarelse blev derfor indleveret i en ret ufuldstændig form, der gav hans stærke selvkritik ny næring. Han var tilsinds at opgive det hele og havde sikkert gjort det, hvis ikke en række mænd (Erslev, Smith, Thomsen), som han satte megen pris på, havde anvendt al deres indflydelse for at få ham til at fortsætte. Först da han havde fået at vide, at bedömmelsen af hans store opgave var falden heldigt ud, og hans ældste broder (Gustav W., nu fabrikant i Silkeborg) havde lovet ham, at han ikke skulde komme til at lide nød, hvis det gik ham uheldigt, fik endelig dekanus (Ussing) ham til at gå videre[5]. Den 4. nov. sluttede han eksamenen med den mundtlige prøve. Han kom i det hele godt fra den. Som ovenfor omtalt fik han ikke sin store opgave færdig, og i bedömmelsen siges ligefrem, at „det ikke engang viser sig sikkert, om forfatteren ved at fuldføre den vilde komme til hovedsagen“; men til gengæld slutter den også med: „Vi have i hele det foreliggende arbejde en så lovende prøve på et kraftigt og selvstændigt sproggranskertalent, at der ikke kan være mindste tvivl om dens antagelse“. Litteraturhistorien var hans svage side, men han kunde alligevel mere, end han selv troede.

Da han ikke havde noget at leve af i København og hans helbred også vedblev at være dårligt, tog han hjem til Århus. Der førte han til at begynde med et fuldstændigt „konstitutionelt leben“, idet Per og Poul skaltede og valtede over hans fremtid. Det indbragte ham dog kun ærgrelser; og da han i løbet af 1874 havde genvundet sit helbred, begyndte han at se sig om efter en stilling. Det förste, der viste sig, var en assistentplads ved universitetsbiblioteket i København. Han indgav sin ansøgning, men da han hverken vedlagde anbefalinger eller iøvrigt gjorde noget for at få pladsen, var der ingen, der lagde mærke til ham. Det var alligevel en sådan plads, han ønskede sig. Hvordan han tænkte at nå dette mål, udvikler han i et brev til Vilh. Thomsen (13—9—1874):

… Men jeg har dog fremtidsplaner[6], og da hr. doktoren måske vil være så velvillig imod mig at bedömme, hvorvidt de er realisable eller ikke, vil jeg betro mig til Dem. Jeg mangler kun lumpne 600 daler. Havde jeg dem, vilde jeg tage ned til Kašuberne, der jo, i det mindste ifølge Schleicher, taler det eneste vestslaviske sprog med fri betoning. Undersøgelsen af dette er derfor aldeles nødvendig for den, der vil bearbejde den slaviske tonelære. Jeg vilde da ved avskultation i et års tid samle et materiale og disputere derover. Nu mener jeg, at en god afhandling om de danske toneforhold vil kunne afgive en målestok for min evne til også at behandle de slaviske do. Med denne udrustning vil jeg da give mig til at bombardere universitetet og regeringen med ansøgninger om rejseunderstøttelse. Prof. Erslev vil være mand for at skaffe mig 2—300 i ministeriet, og kunde jeg da få en lignende understøttelse af universitetet, så vilde jeg trøstigt kunne give mig på vejen. Jeg havde håbet at få de 600 rdl. hos min familie, men dette håb er glippet. Derimod har min broder lovet at føde mig i den tid, jeg efter hjemkomsten vil bruge til at bearbejde det samlede materiale, ligesom han også vil afholde de til en doktordisputats nødvendige udgifter.

Mit endelige livsmål er at blive biblioteksassistent, det eneste, som jeg tror at du til. Kunde jeg blive det, skulde jeg aldrig forulejlige nogen med ansøgninger om embeder eller pengeunderstøttelser. Nu da embedet ved universitetsbibl. sandsynligvis er bortgivet, tör jeg nok — hvad jeg ikke tidligere har turdet, da der deri kunde søges en indirekte opfordring til at optræde som supplikant for mig — meddele, at jeg har været én af de 46 ansøgere. Jeg indgav ansøgningen nærmest under et tryk fra min familie, thi selv indså jeg, at den vilde blive aldeles håbløs, da ansøgernes tal jo vilde blive legio, og det navn, som jeg kunde sætte under ansøgningen, vilde være aldeles intetsigende. Men næste gang møder jeg igen, og hertil er det, jeg vil forberede mig. Jeg kan ikke forestille mig selv i nogen anden livsstilling, jeg må på et bibliotek, enten det så bliver her eller i Petersborg.

Her har hr. doktoren mine konfessioner. Jeg kan dog ikke tro andet, end at et så beskedent mål må kunne nås i et normalt menneskeliv …

Som man ser en overordentlig let og næm måde at forberede sig på til en biblioteksplads. Følelsen af at han var det eneste medlem af familien, der intet bestilte, blev ham for pinlig. Et forsøg[7] på at skaffe sig noget at fortjene ved privatundervisning i Århus er næppe lykkedes. Han begyndte så at tænke på huslærerplads og skriver til Vilh. Thomsen (26—9—1874):

Jeg kan dog ikke søge för i foråret 1876, da jeg nu vil tage plads som huslærer og ikke godt, om jeg søgte allerede i kommende forår, kan rende fra min kondition efter et par måneders forløb … Dog jeg trøster mig med, at jeg, når jeg kommer til et sted f. eks. Låland el. Falster, hvor dialekten er interessant og endnu ikke undersøgt, vil kunne paralysere huslærerlivets ubehageligheder og få året til at gå.

Hen på efteråret var han fast besluttet på at søge huslærerplads. Hans venner fik ham fra det; og han afslog en plads, der blev tilbudt ham. Opholdet hjemme i Århus var ham mere og mere imod og hans tro på fremtiden ringe. 13—2—1875 skriver han følgende brev til sin ven Hoffory:

Men nu til min egen person. „Die schönen tage in Århus sind bald vorüber“. Jeg må nu opgive min partikulierende virksomhed, som jeg har holdt gående snart i 1½ år. Kunde jeg ombytte den med et ophold i Kbh. eller hos Kašuberne, vilde det være heldigst, men hertil er ingen som helst udsigt. Jeg har jo ikke skrevet noget og får selvfølgelig ikke nogen understøttelse. Jeg kan få en plads på jernbanekontorerne med — 16 daler månedlig gage; den er bleven mig tilbudt; men jeg, som har kostet så meget, kan ikke være bekendt at tage herimod i Århus (så vilde jeg da hellere være reservebetjent i Kbh. med lignende gage), og jeg kommer da til at ligge min familie til byrde fremdeles, da jeg vel ikke godt kan friste livet med så lidt. Men der bliver snart åbnet 12 nye stationer, og så vil jeg nok kunne få en plads som 3dje klasses assistent med 36 daler månedlig; tilbyder en sådan lejlighed sig, tager jeg imod den, men må da naturligvis sige farvel til videnskaben, skönt guderne skal vide, at jeg gör det grumme nødigt. — Det sidste, jeg gör, er at tage på landet, som huslærer; jeg har den overbevisning, at jeg da bliver permanent herregårdsindivid, thi for at komme ud af huslærertilværelsen må jeg have et stipendium, et sådant kan jeg kun få, når jeg har skrevet noget, men som huslærer kan man min salighed endnu mindre optræde som forfatter i kompar. sprogvidenskab end som partikulier i Århus. Men for at göre, hvad der står i min magt for at komme bort fra dette dolce-far-niente, beder jeg Dig om at indrykke omstående avertissement i Berlingskes hovedavis … Også det umulige vil jeg forsøge på, for at have min samvittighed fri: jeg vil søge rejseunderstøttelse. Så vidt jeg erindrer udløber indleveringsfristen med denne måned, og da den er meget kort, er der ikke megen tid at spilde. Du vil derfor göre mig en stor tjeneste ved hurtigst muligt at skaffe mig underretning om … jeg udførlig skal motivere öjemedet med rejsen, altså f. eks. skrive en hel afhandling om den slav. betoning, hvad jeg såre nødigt gör. Du kaldte det i ferien naivitet, at jeg havde sendt min ansøgning om assistentposten ind uden anbefalinger. Hører der absolut anbefalinger til? Og hvem kender mine kvalifikationer og mine studier netop med hensyn til öjemedet for rejsen, tonologien? Fra C. W. Smith vil jeg ikke forlange anbefaling: han har i breve til Ptb. udtrykkeligt rådet mig fra at studere betoningen, der var vanskelig og aldrig vilde føre til resultater; ligeledes har han udtrykkeligt erklæret, at Schleichers klare ord (i „Die polabische Sprache“) om den kašubiske toneforskellighed ikke var til at stole på, at kašubisk, som en polsk dialekt, ligesom polsk havde fast tone. Han kan følgelig ikke med god samvittighed anbefale mig til understøttelse. Fra min kompagnichef, den eneste overordnede, foruden C. W. Smith, med hvem jeg i mine livsforhold er trådt i nærmere berøring, vil jeg kunne få attest for ædruelighed m. m., men den vil vel ikke være tilstrækkelig.

Endelig var det tænkeligt, at jeg kunde få en anbefaling fra dr. Thomsen. Han har ganske vist kun fået et bedrøveligt indtryk af min magisterkonferens, men han véd dog, at jeg i det mindste har videnskabelig stræben. Derimod kender han ikke mine studier; jeg har vel fortalt ham lidt om de slaviske sprogs betoning og meddelt ham lidt om den danske betoning, men dertil indskrænker hans kendskab til mine videnskabelige arbejder sig. At jeg ved ikke at lade græsk og sanskrit ude af betragtning nu har et næsten klart overblik over tonelivet i de jaf. sprog i sine hovedströmninger, det aner han ikke. Kunde Du ikke søge ovennævnte oplysninger om ansøgningen hos ham og samtidigt som fin diplomat føle ham på tænderne angående hans villighed til at give mig en anbefaling. Du må godt, naturligvis helst under form af en indiskretion, meddele ham lidt om mine anskuelser om den sanskritske tone, såfremt Du selv finder min förste forelæsning[8] god (jeg er selv meget tilfreds med den, noget der sjældent går mig på), — desuden også om en vigtig toneflytning[9] i græsk. At lade ham læse den, kan vel ikke godt gå, da den indeholder så meget puerilt om kohaler o. s. v., havde jeg tænkt derpå, havde jeg udeladt disse puerilia. At jeg fuldstændig er værdig til et rejselegat, og at pengene ikke vil være smidt ud på mig, det er min egen fulde overbevisning. Jeg vilde rejse ud med et aldeles klart og bestemt mål for öje, og medens andre rejser ud for at sætte sig ind i en ny sfære af deres videnskab, rejser jeg ud for at få det sidste, bekræftende led med i et system, som jeg så godt som hélt og holdent selv har studeret sammen …

Averteringen synes ikke at være bleven til noget; derimod fik han indgivet en ansøgning; og da hans venner og velyndere navnlig C. W. Smith og Vilh. Thomsen havde god tro til ham og vidste, hvordan han var stillet, gjorde de, hvad de kunde for at skaffe ham den ønskede understøttelse.

Af udtryk i hans breve som „familiens eneste intetbestillende medlem“, „dette dolce-far-niente“ og andre må man ikke slutte, at han ingenting tog sig for under sit Århusophold. Han mener dermed blot, at han intet gjorde for selv at tjene sit brød. I sin videnskab har Verner næppe hverken for eller siden arbejdet så ivrigt og været så rig på idéer. De dårlige fremtidsudsigter har stimuleret ham. Han mente, at man absolut måtte have skrevet noget for at komme i betragtning enten det nu var ved besættelsen af en bibliotekspost eller ved uddelingen af et rejsestipendium. Og deri blev han yderligere bestyrket af Vilh. Thomsen og Hoffory, der fra hans breve kendte hans idéer og indså, at både Verner og videnskaben vilde være tjent med, at de kom frem. Först offentliggjorde han i Tidskr. f. fil. og pæd. (N. R. I, 1874, s. 284—304): „Nogle Raskiana“, nogle breve og småopsatser af Rask, som Kunik havde gjort ham opmærksom på i Petersborg. De omhandler især Rasks virksomhed for at udbrede kendskab til nordiske forhold i Rusland. Verner vilde helst have været fri for det, men gik dog på Vilh. Thomsens opfordring ind på at skrive en ganske kort indledning og nogle enkelte noter dertil. Det øvrige rige materiale, han bragte med hjem derovre fra, syslede han kun lidt med nu og da, dels af praktiske grunde: „Hvad nytter det mig her tillands at skrive om slaviske lydforhold“ (s. s. 205), dels var det uhyre vanskeligt for ham at fortsætte disse studier i en udörken som Århus med de hjælpemidler han havde (s. s. 245). En enkelt side af sagen kunde han have taget op til behandling; det havde han ingen lyst til: „Alles hängt da zu innig zusammen, als dass sich ein einzelner punkt aus dem zusammenhange herausgerissen, für sich bearbeiten liesse“ (s. s. 300). Og en samlet behandling af de slaviske betoningsforhold, kunde han först give, når han havde haft lejlighed til at studere kašubisk. Sådan stod det for ham fra den dag, han havde læst Sehleichers bemærkninger om dette sprog (s. s. 191). En rejse til Kašubien blev derfor hans foreløbige mål.

Det var navnlig litauisk og lettisk, han tog fat på i Århus (s. s. 245). Og under arbejdet med at komme til klarhed over forholdet mellem betoningen i disse 2 sprog kom han ind på studiet af det danske „stød“. De förste meddelelser derom sender han Hoffory allerede i dec. 1873 (s. s. 199 ff.). Og snart er han udelukkende optagen af sine danske studier, så at han i den følgende tid så godt som ikke omtaler slavisk. Det var en gammel interesse, han endelig fik taget op til behandling. Det var forskellen mellem det danske talesprog og skriftsprog, der vakte hans videnskabelige sans. Og allerede som student havde han udarbejdet en afhandling derom. Men den blev som alt andet, der ikke angik slavisk sprog, brændt op som pant på brud med fortiden i de noget bevægede revolutionære dage, der gik forud for hans afrejse til Rusland. Det fortrød han snart, da han indså, at man havde fastest grund under fødderne, når man gik ud fra sit eget, og han tilföjer: „Hvis skæbnen vil, jeg skal blive hjemme, så har jeg i sinde at tage fat på hint spörgsmål igen“ (s. s. 171). Det kom dog ikke til at ligge helt brak under hans ophold derovre. I brevene fra den tid til C. W. Smith kommer han stadig til at berøre det; og sammenligningen af den lit. og lett. betoning med dansk gav ham yderligere anledning dertil (s. s. XX). Det var også derved, som ovenfor berørt, han igen kom ind på sine gamle yndlingsplaner om at skrive en dansk ortoepi. Efter hans mening var det en sprogforskere vigtigste pligt at give en nöjagtig skildring af sin samtids talesprog og derigennem göre det muligt for kommende sproggranskere at følge sprogets finere strömninger og ikke nöjes med at iagttage de grove forandringer, der efterhånden krystalliseres i skriftsproget (s. s. 171 og s. 200). Han begyndte med „tonestødet“, som han kalder det, og for rigtig at komme tilbunds i dets væsen, gav han sig til at studere dets udvikling i de sidste hundrede år særlig på grundlag af hans bysbarn Höysgaards „Accentuered og Raisonnered Grammatica“ fra 1747. Allerede i januar sender han Vilh. Thomsen udkast til 2 afhandlinger om dette æmne. Thomsen opfordrede ham ivrigt til at fortsætte disse studier, hvad Verner også gjorde. I september meddeler han, at han vil slå dem sammen til en afhandling for Tidskr. for filologi; den skulde behandle: „Tonestødets fysiologi, dets historiske grund og dets udvikling i sproget fra Holbergs tid indtil nu“. Thomsen rådede ham til at overveje, om han ikke kunde bruge det til en doktordisputats. Det kunde Verner af mange grunde (s. s. 251 fodn.) ikke indlade sig på, og navnlig fordi han var jyde og derfor ikke havde den nødvendige myndighed til at optræde som dommer i udtalespörsmål. Hans ærgærrighed var fuldstændig tilfredsstillet, når Thomsen engang, når af handlingen blev trykt, vilde sige ham, om den kunde have været anvendt til doktordisputats. Men dengang blev der ikke engang en afhandling ud af hans studier. Selv siger han (s. 256—57), det var ham ikke muligt at give sine tanker en endelig redaktion under de dårlige forhold, han levede under. Han havde så godt som ingen hjælpemidler, ingen han kunde udveksle tanker med derom. Det er rigtigt nok; men dog næppe hovedgrunden til, at afhandlingen blev lagt til side; og den blev det sikkert heller ikke, fordi han mente, den vilde blive for stor til Tidskr. f. fil. (s. s. 300). Han var kommen ind på nye videregående idéer, samtidig med at han var klar over det danske „stød“; og det spörsmål havde derfor ikke mere nogen interesse for ham. — Helt tabt for videnskaben gik hans studier dog ikke. Enkelte punkter deraf berørte han i en anmældelse i Anz. f. deutsches alt. VII (1880). I denne bog er (s. 199—267) aftrykt en række breve til Vilh. Thomsen og Hoffory, der indeholder, hvad der iøvrigt er bevaret fra hans egen hånd om dette æmne.

I den tid, han beskæftigede sig med studiet af det danske „stød“, var han udelukkende optaget deraf. Han hørte ikke til dem, der kunde have to jærn i ilden ad gangen. Og da Höysgaards bøger, som han havde lånt på universitetsbiblioteket, kaldes tilbage, synker han ned til et „dolce-far-nienterende skilpaddestandpunkt“ og kaster sig over guitar og skak, til han atter får Höysgaard tilbage. Han synes ikke at tænke på i mellemtiden at tage fat på andre ting (s. s. 260—61). Men efterhånden fører hans teorier om, at der forud for „stødet“ er gået en sangtone, ham ind på at undersøge forholdene i andre sprog med sangtone. Han beder af den grund Hoffory om at tage nogle bøger om betoningsforhold med hjem i juleferien særlig Bopps Vergl. accentuation, og tilföjer: „Jeg, der vil uddanne mig til specialist i accentuationen, må med skam tilstå aldrig at have sét dette værk“. (s. s. 264). Han havde allerede i sine förste studenterår været inde på lignende studier (s. s. 298) men var kun fortrolig med forholdene i slavisk og nordisk. Alligevel holder han kort efter jul sin förste forelæsning for Hoffory over accentuationen i de indoeuropæiske sprog (s. s. 267 ff.). Og i brevet (13—2—1875), der er trykt ovenfor, siger han endogså rent ud, at han „har et næsten klart overblik over tonelivet i de jafetiske sprog i sine hovedströmninger“. Det viser, med hvilken iver og interesse han har kastet sig over den indoeuropæiske accentuation. Selv det kašubiske bliver et led i dette store hele. Han må have det med, hedder det i ansøgningen, for „ved rekonstruktion af den for alle slaviske sprog gensidigt gældende betoning at kunne vinde et sikkert grundlag, som vil være en meget væsentlig faktor ved en behandling af de beslægtede betoninger i sanskrit og græsk“. Mens han var optaget af disse studier, kom han tilfældigt til at tænke på, at det var underligt, at der var forskellig konsonant i de gotiske ord fadar og broþar. Han tænkte straks på en forklaring ved hjælp af accenten, slog efter i Bopp’s Vergl. gram. og fandt på sanskrit pitár- og bhrā́tar-. Det slog ham; og han tog straks fat på at undersøge de tilfælde, hvor indoeur. tenuis i indlyd bliver til „media“ i stedet for ustemt spirant — en gruppe ord, der da stod som den eneste hovedundtagelse fra den germ. lydforskydning. Hoffory var den første, der fik meddelelse om hans opdagelse. Jo længere han tumlede med problemet, desto sikrere blev han i sin sag — og desto mere skeptisk. I sin vånde skrev han til Vilh. Thomsen (1—5—1875 s. s. 282—97) for at få klarhed over, om det hele var vrövl eller ikke. Denne indså straks, hvor genial og vidtrækkende en opdagelse Verner havde gjort, og opfordrede ham på det indstændigste til at skrive en afhandling derom på tysk, så den kunde blive almindelig tilgængelig for den lærde verden. Den vilde fremkalde ravage i en mængde gængse forestillinger og åbne en vid mark for nye iagttagelser[10]. Lige för Verner skrev til Vilh. Thomsen, havde han fået meddelelse om, at rejsestipendiet var blevet ham bevilliget. Og han så sig så i stand til at rejse til København, hvor han blev 6 uger, udelukkende beskæftiget med udarbejdelsen af afhandlingen. Og dette ophold skyldes det sikkert, at arbejdet virkelig blev færdigt og ikke blev lagt hen som så meget andet. Verner var straks klar over betydningen af sin opdagelse; men for ham var den kun et led i den indoeur. accentuation. Ud fra den måtte der kunne stilles en ny aflyds-teori op imod den Holtzmannske. Verner havde i sit brev givet en udtömmende behandling af ovennævnte lydovergang og vilde dermed ifølge hele sin natur være færdig med den sag; han havde da sikkert forfulgt disse videregående idéer, hvis ikke Vilh. Thomsen havde grebet regulerende ind. Han rådede ham til at göre opdagelsen færdig og så först gå videre, og under samværet i København stod han ham bi med råd og dåd. Verner kalder ham senere for spög sin „videnskabelige fødselshjælperske“. Desuden var Verner fuldt og fast overbevist om, at det var nødvendigt for ham at have skrevet noget; også den tanke har øvet et vist pres på ham, så det dengang virkelig blev til alvor. Sammenligner man brevet til Vilh. Thomsen og afhandlingen, som den senere blev trykt i Kuhns Zeitschr. XXIII under den beskedne titel: Eine ausnahme der ersten lautverschiebung, ser man, at den er bygget over samme plan som fremstillingen i brevet. Den er kun en i enkeltheder gennemarbejdet udvidet gengivelse deraf. Helt færdig fik han den först undervejs og i Danzig. Derfra sendte han den d. 20. Aug. 1875 til prof. Kuhn, der optog den i bindet for næste år under ovenanførte titel. Afhandlingens resultater er almindelig bekendte under navnet „Verners lov“.

Oprindeligt var det hans mening blot i en note til denne afhandling kort at antyde, at efter hans opdagelse var den Holtzmannske aflyd uholdbar. Stoffet svulmede op. Han nöjedes med en bemærkning i teksten i den retning og foretrak at lave noten om til en lille afhandling, da han ikke syntes, han over for en afdød videnskabsmand som Holtzmann kunde nöjes med en påstand uden beviser. Den idé, han udvikler i denne afhandling: Zur ablautsfrage, der blev trykt i Kuhns Zeitschr. umiddelbart efter Eine ausnahme, er en af de förste ting, han kom ind på ved sine indoeur. accent-studier. Han har udviklet den for Hoffory rimeligvis allerede i juleferien — i alle tilfælde, for han sender ham sin „förste forelæsning“.

Den förste af disse to afhandlinger var Verner tilfreds med, selv om han aldrig blev træt af at fremhæve, at han på det germanske område kun er amatør; og man derfor ikke kan stille så store fordringer til ham som til en fagmand; og han er ganske overbevist om, at enhver anden, der, som han, havde haft accentuation til speciale, vilde have gjort samme opdagelse. — Den anden afhandling fik han först færdig i Carthaus. Han udarbejdede den i en fart og uden de nødvendige hjælpemidler. Han var selv misfornöjet med den fra förste færd. Den havde ikke så solidt et grundlag som den förste og blev ikke så overbevisende, som den burde have været. Og lidt senere skriver han til Vilh. Thomsen: „Den anden afhandling: „Zur ablautsfrage“, … har jeg efterhånden set mig så gal på, at jeg vilde tage den i mig igen, hvis jeg kunde göre det med anstand. Ikke at jeg tror, at idéen, der ligger til grund for den er forfejlet, men udarbejdelsen er så uendelig mangelfuld, da jeg har måttet skrive efter hukommelsen“. Lidt mere roligt og tilfreds ser han på den nogle år senere. I sin ansøgning om docentpladsen ved Københavns universitet siger han: „Men den fortjeneste tror jeg at kunne vindicere for den, at den bragte andre videnskabsmænd til at gribe det rette og således gav stødet til de senere års store omvæltninger på den indoeuropæiske vokalismes område“.

Foruden de tanker, han nedlagde i disse to afhandlinger, havde han samtidig (s. s. 304, fodn.) dannet sig den opfattelse af germ. nn, som han senere fremsatte i Zfda. bd. XXI (1877) under titlen: Germanisch nn in verbindung mit nachfolgendem consonanten. Han omtaler denne opfattelse förste gang i et brev, han skrev til Kuhn umiddelbart efter indsendelsen af sin förste afhandling (9—9—1875), og her berører han også sin opdagelse af palatalloven (s. s. 305), som han dog allerede i juleferien havde givet Hoffory den förste mundsmag af. Begge disse ting vil senere blive nærmere omtalte.

Århusopholdet blev det allervigtigste afsnit af Verners liv. Selv så han på det som en trist tid. Tanken om at han i den alder endnu måtte ligge familien til byrde, pinte ham. Han savnede tilstrækkelige videnskabelige hjælpemidler og især den nødvendige videnskabelige omgang. Men måske er det netop det, han selv klager over, han kan takke for sin rigdom på idéer. Han havde det nødvendige otium til videnskabelig syssel — men de manglende videnskabelige hjælpemidler? Han savnede ganske vist bibliotekerne med deres rige lejlighed til at forfølge enhver enkelt tanke i alle dens krinkelkroge; i øvrigt havde han, hvad han behøvede for at dyrke videnskaben i store almindelige træk; og Hoffory forsynede ham stadig fra København og tilbød altid at skaffe ham, hvad han havde hårdt brug for. Derved slap han for en del bogstøv og snæversyn og tvang sine tanker til at sysle med de store spörsmål. Hans fortjeneste er, at han under disse forhold kunde göre det så skarpt og klart og holde sig fri for at forfalde til fantasterier. For ham selv blev det den frugtbareste periode i hans liv. Udadtil blev det den, der skaffede ham verdensberömmelse.

I juli 1875 begav han sig på Vej til Kašubien. Han tog fra København til Danzig. Og efter et kort ophold der, flakkede han i over en måned omkring med jærnbane, til fods eller på hyret vogn. Mange steder var dialekten ham ikke tilpas — snart var befolkningen fortysket, snart var dialekten udvisket (l og ł faldne sammen, betoningen stivnet). Og hvor dialekten var ham til pas, var det ikke muligt for ham at skaffe sig kost og logi, indtil han endelig „opslog sin wigwam“ i en kro i Carthaus c. 30 kilometer sydöst for Danzig. I et brev til C. W. Smith (2—10—1875) giver han følgende beskrivelse af forholdene der:

Jeg har lejet mig ind i kroen og bebor her et loftsværelse, der tillige benyttes som pakhus, idet masser af zink, kobbertråd, gammelt jærn o. desl. ligger opstablede allevegne, gulvet består af usammenplöjede brædder, og igennem de fingerbrede revner får jeg mer end nok af den friske luft. Det er således ingenlunde komfortabelt og vil i endnu ringere grad være det, når vinteren[11], der her på grund af den höje beliggenhed er meget stræng, kommer; men hvad gör det? Jeg har jo nok at tage vare på og føler mig særdeles tilfreds … Til at dyrke sproget har jeg rig lejlighed; skænkestuen er altid besat med snusende og drikkende Kašuber, og tydsk høres kun i den „pæne“ stue ved siden af. Min bedste auskultationskilde er krostuepigen, hun er ægte, har til sit 12. år ikke talt andet end kašubisk, og hendes organ er meget distinkt, desuden er hun i besiddelse af en udstrakt tålmodighed og sætter en ære i at kunne optræde docerende.

Hans ivrige færden blandt almuen vakte øvrighedens mistanke. Han blev anset for polsk spion, og en skönne dag indfandt politiet sig hos ham. I et brev til C. W. Smith (1—4—1876) beretter han denne kuriøse historie:

De rygter, der har gået i København om mit sammenstød med den hellige hermandad, og som også er kommen hr. professoren for øre, synes at have overdrevet sagen, og for at De ikke skal tro, at jeg her har befattet mig med ganske uvedkommende politiske wühlerier, vil jeg give en fremstilling af sagen. Da jeg rejste fra København, indså jeg, at jeg måtte bruge al mulig økonomi for at gennemføre mit forehavende med den bevilligede sum. Jeg undlod derfor at tage noget pas, da jeg nærede den naive tro, at man her hos kulturfolket frit kunde bevæge sig, når man blot opførte sig ordentligt. Ankommen hertil henvendte jeg mig til „Amtsvorsteher’en“; jeg opgav til fuldmægtigen, at jeg kom fra Københ., men egentlig havde hjemme i „Aarhus in Jütland“, hvor min papa var klædefabrikant. På hans spörgsmål, hvorvidt jeg havde noget pas, svarede jeg nej, da jeg vidste, at der i det tydske rige herskede pasfrihed, hvortil han svarede, at det var ganske rigtigt, men han vilde dog råde mig til en anden gang at løse pas, da det dog altid var godt at kunne legitimere sig, hvis noget skulde komme på. Jeg anså mig efter denne samtale for tilstrækkelig legitimeret, sålænge jeg opholdt mig her, og tænkte ikke videre over sagen. Imidlertid må flere omstændigheder have forekommet de gode Tydskere „etwas verdächtig“. Jeg var en Dansker, jeg sad den halve dag indelukket på mit værelse imellem bøger og papirer, og når jeg gik ud, så søgte jeg ikke selskab med de velsindede Tydskere, men med de „schweinische Polen“! Så utroligt det lyder, udbredte det rygte sig, at jeg var en spion. Man sagde mig det lige i ansigtet, og det nyttede ikke, at jeg hertil svarede, at hvis jeg var en spion så vilde jeg dog déls sörge for at have ganske fine papirer og déls ikke søge til et sted, hvor den hele militære besætning var én gensdarm. At også den velvise magistrat délte denne naive mening, fik jeg syn for sagn på, da gensdarmen en dag mødte i min stue og oplæste en lang skrivelse fra Landrathsamtet, ifølge hvilken han skulde anstille undersøgelser om individet Werners person og papirer. Han holdt et timelangt forhør over mig angående hele mit vita ante acta (at jeg havde været i Rusland noteredes som höjst graverende), han fixerede min person og gjorde endog tilløb til at få mig „abgezogen“ for at se om der var „besondere Kennzeichen“ tilstede. Endelig gennemrodede han alle mine papirer, og da udbyttet kun blev en række uforståelige danske breve, forlangte han tydske breve, og af disse kunde jeg kun forelægge en tilståelse fra prof. Kuhn, at jeg vilde få 2 afhandl. optagne i Zeitschr., men dette gjorde sagen værre, da det jo viste sig, at jeg endog befattede mig med at „skrive i bladene“. Tilsidst erklærede han, at sagen var så meget mistænkeligere, som man — uden mit vidende! (hvor humant) — havde skrevet til politiet i København om oplysninger om mig uden til dato at have fået svar! Dagen efter kom han igen og bragte svaret fra København med anmodning til mig om at oversætte det! De kan tænke Dem min forbavselse, da jeg sér, at svaret kort og godt lød: „Vedkommende Person er ukjendt og Faderen forgjæves eftersøgt her i Staden“. Ved at sé efter i den tydske Skrivelse opdager jeg da, at man eftersøger en person, Carl Werner, hvis fader er „Tuchfabrikant in — Ahus in Guttland“!! Jeg skrev da en oversættelse af svaret, men tillod mig på foden af dokumentet at protestere imod, at man tillagde dette svar nogen som helst beviskraft angående min identitét, da en mildest talt — höjst uheldig redaktion havde forvansket det af mig opgivne Aarhus in Jütland til „Ahus in Guttland“. Samme dag skrev jeg til politidirektøren, der var så human öjeblikkelig at sende mig et i temmelig flotte udtryk affattet fransk pas. Også dette måtte jeg oversætte for den höje øvrighed, og det var meget heldigt, thi det hedder i passet, at jeg er „subventionné par le gouvernement Danois pour y étudier la langue Vandale“, og man kunde let have opfattet sidstnævnte udtryk som en spydighed fra det københavnske politis side. Enden på sagen blev, at øvrigheden blev til latter i den lille by, og jeg blev for en tid dagens helt. Historien er en levende illustration til den bekendte molbohistorie om den skimlede blodpølse, som fandtes bag en dragkiste, og som bønderne med fogeden i spidsen bekæmpede med høtyve og knipler.

Så snart han havde fået sin afhandling „Zur ablautsfrage“ færdig, meddeler han i et brev (4—10—1875) Vilh. Thomsen hovedindholdet af den, og tager dermed afsked med sine germanske studier: „Hermed må jeg nu afslutte mine for et halvt år siden i Århus påbegyndte spekulationer over det germaniske. Jeg er ikke af den slags mennesker, der kan have to jærn i ilden ad gangen, og som De måske vil have set af mit brev til prof. Smith [s. s. 306—22], er det kašubiske indviklet nok til at lægge beslag på alle mine kræfter“. Dermed vendte han tilbage til sit egentlige fag fra det område, hvor han stadig kun følte sig som amatør trods sit epokegørende arbejde. Som man vil se af brevet til Smith, var han allerede godt i gang med det kašubiske. Allerede i København var han trådt i forbindelse med Florjan Cenḁva — den eneste lærde Kašub. Cenḁva var læge men ofrede al den tid, han fik tilovers fra sin praksis på studiet af kašubisk, der for ham var et selvstændigt sprog, en levning af det store vendiske folks tungemål. Denne mærkelige mand — Verner sammenligner ham med Frederik Barfod —, der i 1848 havde været dömt til døden for „slavische Umtriebe“, opsøgte Verner straks efter sin ankomst til Danzig og blev af ham indført i det kašubiske. Cenḁva gennemgik udtalen med ham, gav ham oplysninger om sprogidiomets udstrækning og dialektforskelle og forsynede ham med anbefalinger til flere kašubisk interesserede læger og katolske gejstlige. Så begyndte Verner på egen hånd at drive ivrige „auskultationer“ både under sin omflakken og navnlig i Carthaus. Dialekten her lagde han til grund for sine studier, men benyttede iøvrigt enhver lejlighed til også at lære de andre at kende. Engang tog en handelsrejsende ham med som selskabsbroder, og på hjemvejen berejste han landsbyerne oppe ved Østersøens kyst. — Resultaterne af sine kašubiske studier meddelte han C. W. Smith i et par breve, der er aftrykt her s. 306—326. Det var rejsens positive udbytte. Og dermed havde han tilegnet sig sproget således, at han kunde benytte det ved en undersøgelse af slaviske kvantitets- og betoningsforhold. Og med det som grundlag nåede han allerede under sit ophold i Kašubien (s. s. 323 f.) til den opfattelse af dobbeltheden i den slaviske betoning, der siden er bleven påvist af Fortunatov (Arch. f. slav. phil. IV (1880)). Iøvrigt var resultatet negativt. I stedet for at være det eneste vestslaviske sprog, der havde bevaret den oprindelige frie betoning, som han antog för sin rejse, viste det kašubiske sig kun at være „en ganske vist i enkelte punkter höjst alderdommelig polsk dialekt“.

Verner var hurtigt klar over, at det stipendium, der var tilstået ham, ikke vilde strække til, hvis han skulde kunne føre sine studier i Kašubien til en afslutning, han selv kunde være tilfreds med. De c. 40 m., han fik i honorar for sine afhandlinger, gjorde hverken fra eller til. I foråret 1876 ansøgte han på ny om 400 rdl., og han gjorde det så meget desto trøstigere, som han dengang virkelig havde skrevet noget. Det anså han for det sikreste udbytte af sine „spekulationer over det germaniske“. Han blev derfor noget lang i ansigtet, da trykningen trak ud, så afhandlingerne först kunde udkomme efter ansøgningsfristens udløb. Det fik ingen betydning. Hans venner i fakultetet, der udmærket vidste, hvor værdifulde hans arbejder var, skaffede ham let stipendiet. Alligevel var han usselt stillet i økonomisk henseende. Stipendiat var optaget ved lån i forvejen. Han fik kun 25 rdl. tilovers; og hvor hårdt han trængte til dem, viser bedst en ytring i et af hans breve til Smith (1—4—1876): „Min påklædning er nu så reduceret, at jeg ikke vil kunne vise mig i Danmark, för jeg har anskaffet mig et nyt hylster, og jeg har nu i over 3 år ikke kunnet skaffe mig et eneste klædningsstykke“. Hvis det var i det udstyr, han fremstillede sig for Müllenhoff i Berlin, forstår man godt anekdoten om datteren, der vilde smække døren i for næsen af ham, da Müllenhoff, der havde hørt navnet, i det samme kom til og til datterens store forbavselse omfavnede denne fordægtigt udseende person.

Han tog atter hjem til Århus; atter måtte han ligge familien til byrde; og som forrige gang så han heller ikke nu anden udvej end at søge huslærerplads; og han lå allerede i underhandling om en sådan, da han uventet ude fra blev hjulpet ud over dette døde punkt. Hans afhandlinger var nu udkomne, blevne læste og beundrede; og hen på sommeren kan han allerede fortælle faderen, der da var flyttet til Wiesbaden, om den opsigt, de havde vakt, og det omslag i hans fremtidsudsigter, de sikkert vilde give anledning til:

… Med min afhandlings skæbne går det nemlig nu ganske udmærket, langt bedre end jeg havde kunnet göre mig håb om. Jeg deltog, som Du måske ved, i det nordiske filologmøde, der nylig blev afholdt i København, og jeg havde den glæde ligefrem at være dagens helt, thi dr. Thomsen forklarede professorerne, at jeg havde fået tilbud om en professorpost i udlandet, og så vilde alle se dyret, og jeg blev præsenteret for en hél dél. Den dygtigste sprogmand her i Norden er en prof. Bugge fra Christiania; han var bleven så henrykt over min afhandling, at han, dagen efter at den var kommen til Christiania, holdt forelæsninger over den på universitetet; han erklærede her nede i København til alle og enhver, at min opdagelse var „en mageløs opdagelse“, og dette har jo hævet mine aktier her så svært, at jeg nu vil kunne være aldeles sikker på at få subsistensmidler herhjemme, såfremt det skulde slå fejl med embedet i Tydskland, hvad jeg dog ikke tror.

Ikke mindre godt står mine aktier i Tydskland. Min velvillige protektor i Strassburg fortsætter sine bestræbelser for at lyksaliggöre mig … Og prof. Müllenhoff … tilskrev mig et overordentligt smigrende brev[12] strax efter at afhandlingerne var udkomne, og da jeg siden besøgte ham i Berlin, lovede han, at han vilde göre alt muligt for mig …

At min afhandling vilde slå ned som en bombe i den tydske sprogvidenskabelige verden, det var jeg forud overbevist om, fordi det var en ganske ny opdagelse, som ingen havde haft nogen anelse om, og fordi den griber ind i alle grene af sprogvidenskaben og derfor, som dr. Thomsen i sin tid spåede, vil „göre ravage i mange anskuelser“. Det förste bevis derpå har jeg i disse dage modtaget. En dr. Hermann Osthoff i Leipzig har tilsendt mig en afhandling på henved 100 sider, som han nylig har udgivet. Den handler om min opdagelse og bygger videre derpå, og forfatteren hæver mig hele bogen igennem til skyerne, taler om, at det er „ein glänzender Nachweis“, om min „glänzende Beweisführung“, at det er en „tief einschneidende Untersuchung“ o. s. v. Han giver mig fuldstændig ret på alle punkter, noget som sjældent hænder i sprogvidenskaben.

Jeg er derfor ikke bange for fremtiden. Jeg har haft lykken med mig, men det var da også på tiden. Kunde min natur tillade mig en noget friere optræden, så vilde jeg udentvivl i løbet af et par år være professor ved et eller andet universitet …

Hans velvillige protektor i Strassburg er Scherer, der endnu, mens han var i Kašubien, tilskrev ham et overordentlig anerkendende brev, skönt Verner i sin afhandling (s. s. 7) havde tilbagevist Scherers opfattelse af den del af lydforskydningen. Også over for andre omtalte Scherer hans afhandling med ord som den störste opdagelse siden Grimm og Bopp, hvis følger ikke var til at overse. I et postscriptum tilföjer Scherer, at det vilde være ham kært: „etwas über Ihre persönlichen Verhältnisse, Lebens- und wissenschaftliche Pläne zu hören. Ich wünsche recht sehr Sie der umfassendsten wissenschaftlichen Thätigkeit zurückgegeben zu sehen“. Og såsnart han havde fået besked om, hvor elendigt Verner var stillet, var han straks på udkig efter en plads til ham. Han foreslog ham med det samme til en professorpost i sammenlignende sprogvidenskab i Graz[13] og forespurgte samtidig, om han vilde nöjes med en biblioteksstilling eller lignende. Af Verners svar hidsættes:

Ich muss gleich damit anfangen die befürchtung auszusprechen, dass Sie, herr professor, meine capacitäten all zu hoch schätzen. Sie legen meine abhandlung als masstab an. Aber das neue in der daselbst befolgten metode — wenigstens den früheren abhandl. in K. Z. gegenüber —, die controllirende anwendung der lautphysiologie in phonetischen untersuchungen ist ja nicht mein eigenthum, das habe ich aus Ihrem zGdspr. gelernt. Dass das gesetz in einer unerwartet schönen gestalt erschienen ist, daran habe nicht ich, sondern nur die germanische sprachentwickelung selbst die schuld. Dass endlich ich es bin, der vielleicht das richtige getroffen hat, mag nicht verwundern, denn weil ich wegen der ganzen richtung meiner studien immer die accentuation als erklärungsgrund bei der hand habe, konnte ich, wenn ich erst den bezüglichen punkt in der germ. conjugation vorgenommen hatte, leichter den richtigen griff machen. In meinem specialissimum bin ich stark, aber auch nur darin. In dem, was ausserhalb liegt, habe ich nöthig mich noch länger receptiv zu verhalten. Es ist daher meine innige üherzeugung, dass ich zu einer lehrerstelle an einer universität noch nicht reif bin.

Dagegen muss ich gestehen, dass eine anstellung in einer bibliothek immer für mich als ein sehr wünschenwerthes ziel gestanden hat. Eine wichtige qualification, lust und interesse, bringe ich wenigstens für diesen beruf mit. Ich würde in einer solchen stelle alles finden können, was ich jetzt nöthig habe: die möglichkeit eine für meine gesundheit zuträgliche lebensweise einzurichten, eine nicht überanstrengende arbeit, freie musse zu eigenen beschäftigungen und leichten zutritt zu wissenschaftlichen hülfsmitteln. Könnten Sie mir, verehrter herr professor, eine solche stelle verschaffen, ich würde Ihnen überaus dankbar sein. Sie brauchen kein bedenken zu tragen mich zu einer derartigen anstellung zu empfehlen: ich bin ein mann von sehr ruhigem character und bin ausserdem, da ich als soldat gedient habe, in besitz eines starken pflichtgefühles, so dass ich mich selbst in einer ganz untergeordneten stelle werde zurecht finden können.

Det var det fuldstændigste omslag siden foråret. Da han kom hjem vilde han have været tilfreds med hvadsomhelst. Nu sagde han ganske rolig nej til en professorpost og kunde lade en biblioteksplads gå fra sig; for under de forhold måtte de give ham subsistensmidler herhjemme (s. s. XLIII). Noget betryggende tilbud i den retning fik han ikke, og selv har han næppe gjort sig nogen umage, da han den gang som tidligere (s. s. 299) — forøvrigt vistnok uden grund — troede, at Madvig, vor „summus philologus“, var ugunstig stemt imod ham, fordi han havde opgivet den klassiske filologi[14]. Han satte så hele sit håb til Tyskland. I grunden følte han sig forpligtet over for sit fædreland, men måtte se bort derfra, da det i öjeblikket for ham drejede sig om overhovedet at kunne eksistere.

Scherer havde straks henvendt sig til de øverste biblioteksmyndigheder i Berlin og anbefalet dem Verner. I løbet af sommeren blev der tilbudt ham en plads i Halle, som han tog imod. Han tiltrådte sin nye stilling d. 1. okt. 1876. Samme år var dr. Hartwig kommen dertil som leder af biblioteket for at bringe det ind i et nyt og bedre spor. Han begyndte med en fuldstændig omkatalogisering af alle bøger. Til dette arbejde var det, Verner var blevet antaget som „hülfsarbeiter“ med 900 m. om året. Dermed havde Verner opnået et af sine höjeste ønsker. Han var bleven biblioteksmand. Han gjorde god fyldest i den stilling. Hans foresatte dr. Hartwig har i sin artikel om ham i Centralblatt für bibliothekswesen XIV S. 249—263 kun lovord om ham. Han var pligtopfyldende og interesseret og gjorde sit arbejde så mønsterværdigt, at, når katalogiseringen skulde vises fremmede professorer eller biblioteksfolk, blev de altid trukne forbi hans medarbejdere hen til hans bord, fortæller han selv. Det fremgår også deraf, at han hurtigt blev sat til at føre et slags overopsyn med de andre. De lærte snart at respektere ham trods hans beskedne, tilbageholdne væsen og holde af ham; og lige så afholdt blev han for sin store elskværdigheds skyld af dem, der benyttede biblioteket. Han gik i den grad op i sit arbejde i biblioteket, at han også i sine fritimer syslede med biblioteksspörsmål. Og da katalogsedlerne over alle bibliotekets bøger var færdige, tilbød Verner af sig selv at sortere dem efter fag og fremkom i den anledning med et „Vorschlag zu einer veränderten signiermethode får bibliotheken“ (s. Centralbl. f. biblioteksw. l. c). Dette forslag går i korthed ud på i stedet for de hidtil anvendte signaturmetoder, der anvender både tal og bogstaver og anvender dem i flæng og ganske mekanisk, kun at anvende bogstaver og at anvende dem således, at hver bog får sit navn, der både kan læses og udtales, altså kan opfattes både med öjnene og ørene i modsætning til de andre, der kun er for öjet. Hver bog får et navn på to stavelser, den förste stavelse angiver faget og fagets undergrupper, hvortil den hører. Den anden karakteriserer den individuelt. Som eksempel hidsættes et par linier af et prøveblad:

Del-ba bis Del-fe  
del- Cicero Gesamtausgaben (del|b|-del|gru)
Bas Cicero, Opera cum commentariis Aldi Manucii T. I—X.
Venetiis 1583.
bik Opera quae supersunt omnia edider. J. G. Baiter,
C. L. Kayser. Vol I—XI. Lips. 1860—69.
Bleg Opera omnia. T. I—IV. Basileae 1534 (2 voll.).
bog Opera omnia ex rec. J. Aug. Ernesti cum ejus-
dem notis et clave. Halis 1774—77 (8 voll.).
boj Opera ex recensione J. Aug. Ernesti. Adjecta
est Varietas lectionis Gruterianae. T. I—VI
Halis 1772—77 (6 voll.).

Ved variationer i begge stavelser var det muligt at nå op til 30 millioner forskellige kombinationer, så systemet var rummeligt nok. Hans forslag blev ikke antaget; alligevel påtog han sig det besværlige sorteringsarbejde, der först blev færdigt i 1882. Da han anså det for en æressag at tilendebringe arbejdet inden sin tilbagevenden til Danmark, måtte han det sidste halve år næsten tilbringe hele dagen på biblioteket.

Så snart det var muligt, tænkte hans foresatte på at skaffe ham avancement. Og han kom til at avancere hurtigt og sprang forbi flere, der havde været ansat för ham. Til marts 1877 avancerede han til „amanuensis“. Og allerede den 1. juli avancerede han igen og havde endda i mellemtiden fået et ekstragratiale. Hans „gönner“ i Berlin vilde have, han skulde have både i pose og sæk, siger han. Næste sommer androg universitetet yderligere om 33 % lönforhöjelse for ham, „og andragendet er motiveret ved, at jeg er uundværlig for bibliotheket her, og at man derfor må give mig så stor en gage, at jeg ikke fristes til at modtage eventuelle tilbud fra mit fædreland. Gud hjælpe os! De skulde blot vide, hvor små gagerne er derhjemme i Danmark“. Efter knap 2 års tjenestetid var han „custos“ med en lön på henved 2600 kr. Og så kunde Verner endda inden årets udgang have været overbibliotekar. Hans venner Sievers og Delbrück arbejdede ivrigt for at få ham til Jena, men han vilde ikke. Her hans grunde:

Seit October 1876, also etwas über 2 Jahre, bin ich an der hiesigen Bib. beschäftigt. Ich habe in der Zeit zwar viel gelernt und fülle wohl auch meinen jetzigen Posten aus, aber von der vollständigen bibliothekarischen Ausbildung bin ich noch sehr weit entfernt. Die wichtigste Qualification eines Bibliothekars, genügende Bücherkenntniss in den verschiedenen Fächern, erwirbt man sich erst in einer Dienstzeit von wenigstens vier Jahren. Nach meiner inneren Ueberzeugung bin ich desshalb als Oberbibliothekar total unbrauchbar, und ich würde unehrlich handeln, wenn ich im vertrauen auf das alte Wort: wem Gott das Amt giebt, giebt er auch den Verstand dazu die Stelle annehmen würde. Dies ist der wesentlichste Grund, warum ich auf ein so gutes Anerbieten verzichten muss, und — glaube ich — er ist an u. für sich genügend.

Hierzu kommt nun, dass Rücksichten auf meinen Lebensplan mir gebieten eine Stelle nicht anzunehmen, an der ich moralisch verpflichtet bin für das ganze Leben auszuhalten. Mein dänisches Examen giebt mir Ansprüche auf den Lehrstuhl für slav. Philol. in Kopen. Ich weiss auch dass ich zu Nachfolger des jetzigen Inhabers designirt bin, wenn der Reichstag nicht nach dessen Tode aus ökonomischen Rücksichten den Lehrstuhl einzieht. Letzteres ist nur leider mehr als wahrscheinlich, aber so lange nicht alle Hoffnung aus ist, kann man mir nicht verdenken, dass ich eine Verwendung in Auge behalte, die meinem Studium und meinen Interessen näher liegt. Bricht die Hoffnung, nun dann zwingt mich der Trieb nach Selbsterhaltung mich ganz dem bibliothekarischen Berufe zu widmen. Aber so lange das nicht der Fall ist, finde ich es richtiger in untergeordneten Verhältnissen zu bleiben, die sich leichter lösen lassen.

Dertil kom, at han følte sig forpligtet over for sin chef i Halle, og desuden troede han sig ikke i besiddelse af de egenskaber, der kræves af en mand i en ledende stilling. Han var kejtet i omgang og vilde ikke kunne indvirke bestemmende på sine underordnede.

Han blev så i Halle. Til at begynde med boede han på selve biblioteket. Han havde det endnu knapt nok. Lönnen var lille, og der stilledes her större fordringer til hans ydre, end han var vant til fra Kašubien eller Århus. Men efterhånden som lönnen steg, kunde han tillade sig mange ting, der var uhørt luxus for en dansk magister i noget så brødløst som slavisk filologi. I sin fritid gik han lange spasereture i Halles omegn. Om aftenen — han arbejdede i reglen ikke efter 8 — var han på „Kneipe“, spillede skak. Han ansås for mester i klubben og var medlem af udvalget ved de store turneringer. Sad han hjemme, spillede han på flöjte, okarino eller lignende instrumenter. Han kom sjælden hjem til Danmark. Derimod besøgte han ret ofte sin fader i Sonnenberg ved Wiesbaden. Han var svag efter en sygdom i 1877 og døde det følgende år. De førte en livlig korrespondance, og så snart Verner troede, der var den mindste fare for faderens liv, tog han derned.

Karl Verner som bibliotekar i Halle.

Så snart det rygtedes, at han havde fået ansættelse i Halle, kom Sievers og Delbrück fra Jena og opsøgte ham. Hans chef kom til og blev skrækkelig imponeret over dette professorbesøg og gav ham fri for resten af dagen, fortæller han i et brev til faderen (2—11—1876) og tilföjer: „Også den ene af disse havde en afhandling under arbejde, der er foranlediget ved mine opdagelser, og jeg erfarede, at der rundt omkring også i Leipzig var lignende dermed sammenhængende idéer under udarbejdelse, hvilket jo ikke kan andet end glæde mig“. Han havde da allerede været förste gang i Leipzig:

I lördags tog jeg med toget til Leipzig … . Min hensigt var at besøge docent dr. Osthoff, der jo havde omtalt mine afhandlinger så godt. Jeg traf ham ikke hjemme, men afgav mit kort og erklærede, at jeg vilde komme igen kl. 7. Docenten var imidlertid kommen hjem, havde set mit kort og var da ilet til professor Leskien (i slavisk) og professor Braune (i gammeltydsk) for at meddele, at jeg var der og sætte dem stævne i et Bierhaus til kl. 8. Rygtet var i forvejen nået til dem, at jeg var bleven ansat i Halle, og man ventede mit besøg. Jeg blev overordentligt godt modtaget og tilbragte en mageløs aften med en lærd passiar til en Schoppen Bier og hørte en hel del videnskabeligt nyt. Det var alle 3 temmelig unge professorer, og de behandlede mig ligefrem som deres ligemand, så at jeg aldeles glemte min forlegenhed. Jeg kunde næsten ikke få lov til at komme af sted med toget kl. 10, idet de vilde, at jeg skulde blive der natten over, men det kunde jeg ikke, da jeg havde taget returbillet. De fulgte mig da til banegården, lovede at besøge mig i forening for at prøve das Hallesche Bier, og jeg måtte love dem at komme til Leipzig, såsnart de skrev efter mig, når „etwas los war“. [Okt. 1876].

Foruden de i brevet nævnte, lærte han også her Hübschmann og Brugman at kende; den sidste kom han en del sammen med, da hans forældre også boede i Wiesbaden. Da han næste gang kom derover, fik han at vide, hvorledes hans bekendte afhandling var bleven indført i denne filologkreds:

Jeg har atter været i Leipzig og knejpet sammen med endnu flere professorer i en bekendt historisk knejpe „Kaffeebaum“ (her udskænkedes nemlig i sin tid for förste gang den nye arabiske drik). Ved det store runde bord, om hvilket vi samledes med ølkrusene foran os, fortalte en professor Hübschmann et for mig meget smigrende træk: De var engang i forsommeren som sædvanlig samlede om bordet i knejpen, da docent Osthoff (den lærde, der havde udtalt sig så „glänzend“ om mine afhandlinger) trådte ind. Han havde lige læst mine da nylig udkomne afhandlinger og ganske opfyldt af dem gav han sine collegaer et referat deraf, hvorunder han gestikulerede så ivrigt, at han slog accenter med fingrene; og for hver accent var han så uheldig i sin iver at stikke fingeren ned i sennepskanden, der jo i tydske restaurationer altid står på bordet. Da dette experiment havde gentaget sig flere gange, udbrød forsamlingen: ja så må afhandlingen være god, siden den har gjort et sådant indtryk på Osthoff, at han endogså slår accenter i sennepen. Med et par af disse unge lærde er jeg kommen i ivrig brevvexling og vi har skiftet adskillige alenlange breve. De forelægger mig udkast til afhandlinger for at høre min mening og tror i det hele taget, at jeg kan meget mere, end jeg egentlig kan. Lad dem blot blive i troen. [27—12—1876].

Blandt disse Leipzigerfilologer følte han sig hjemme. Det smigrede ham at blive regnet for ligemand af docenter og professorer; han lagde næppe mærke til, at de i virkeligheden betragtede ham som en mester, der ved sit arbejde havde givet dem nye synspunkter og nye arbejdsfelter, som de med iver og lyst kastede sig over. Det var, som kom der ny grøde i sprogvidenskaben, da hans tanker fængede i denne kreds. Han tog tit derover for at drøfte „die damals in Gärung geratenen Probleme der Sprachwissenschaft“. Ved en sådan lejlighed kom talen på den indoeuropæiske vokalisme. Og over for de forskellige anskuelser, der kom til orde, var det umuligt for Verner at tie stille, og han rykkede så ud med sin opfattelse — allerede i juleferien 1874—75 havde han antydet den over for Hoffory — men gjorde samtidig opmærksom på, at Vilh. Thomsen för ham var kommen til lignende resultater. Det havde han erfaret under sit ophold i København sommeren 1875. Der kunde altså ikke være tale om nogen offentliggörelse fra hans side; han nöjedes med kort at antyde loven i et brev til Ad. Kuhn, samtidig med at han indsendte sine 2 afhandlinger (s. s. 305). På den måde — det var i okt. 1876 — kom palatalloven forholdsvis stille og lydløst ind i verden. Men freden var kun kort; snart rasede der en voldsom strid og kævl om, hvem der havde bragt videnskaben dette skridt fremad. Og striden blev så meget heftigere, som det blev et hovedpunkt i kampen mellem den gamle og den nye såkaldte „junggrammatiske“ retning, der netop havde sine hovedrepræsentanter mellem Leipziger-filologerne. De förste gav Johannes Schmidt æren for opdagelsen af palatalloven, mens modstanderne hævdede, at de havde den fra Verner. Da man ikke rigtig forstod, hvilke motiver, der kunde have bevæget Verner til ikke offentlig at fremkomme med opdagelsen, begyndte man at skumle om, at han vist havde opdaget den på Vilh. Thomsens forelæsninger, mens omvendt de andre mistænkte Schmidt for at have genopdaget loven efter ytringer af dem. Verner blev da i 1886, da striden var hæftigst, nødt til og forøvrigt også ivrigt opfordret af sine tyske venner til at fremkomme med en erklæring om, hvordan det egentlig var gået til (s. s. 109 ff.).

I sin erklæring siger Verner, at han hverken har svoret til den junggrammatiske eller den antijunggrammatiske fane; det samme fremgår af et brev til Edv. Brandes (28—11—1886[15]):

Jeg skal med et par linier søge at orientere Dem i striden. Den „junggrammatische“ retning i sprogvidenskaben som i 1876 og 77 blev undfanget og født på den i mit indlæg omtalte ølknejpe i Leipzig har i årenes løb vokset sig stærk både ved en ret frodig produktivitét og derved, at dens unge tilhængere efterhånden er avancerede frem til lærere ved en dél af de sydtyske universitéter. I ungdommelig selvtillid har den været vel meget tilböjelig til på den ene side at puste sine fortjenester op til mer, end de egentlig er, og på den anden side at kimse ad den „gamle udlevede“ retning, der endnu har sine væsentligste repræsentanter ved de nordtydske universitéter, og denne har da på sin side stillet sig på bagbenene.

Selv om han her søger at göre ret og skel til begge sider, er der ingen tvivl om, at han stod junggrammatikkerne nærmest. Allerede så tidlig som 1872 har han i et brev til Smith den rammende bemærkning om at vende sætningen: nulla regula sine exceptione, om, så den i sprogvidenskabens tjeneste kom til at hedde: nulla exceptio sine regula; og i sin berömte afhandling (s. s. 7) har han den bekendte bemærkning: „Freilich kann die vergleichende sprachwissenschaft den zufall nicht ganz in abrede stellen aber zufälligkeiten en masse … kann und darf sie nicht zugestehen“. Det var ganske vist ikke den junggrammatiske maxime, som han selv siger, men i alt fald en antydning i den retning, för selve retningen kom til gennembrud i Leipzig 1876—77. Her var han selv med til at gennemdrøfte problemet. Hvad indflydelse han har haft på denne tankes fremkomst og udformning, lader sig ikke sige. Der var i denne kres et vekselvirkningsforhold tilstede, der gör det vanskeligt klart og tydeligt at holde den ydende og nydende part skarpt ude fra hinanden. Det er da meget naturligt, at Verner sluttede sig til de tanker, som han sikkert har indvirket bestemmende på. I et brev til Hoffory (s. s. 344 fodn.) siger han: „Jeg kender kun lydovergange (gesetze) og undtagelser fremkaldte ved analogi“. Derimod var han aldrig nogen absolut tilhænger af retningen i dens krasseste form, sådan som den kom til orde i sætningen om lydlovenes undtagelsesløshed. Grundtanken, mener han, kan være rigtig nok, men formen er uheldig (s. s. 355—57).

Personlig stod han denne retnings talsmænd meget nær. De fleste var hans venner, med hvem han drøftede alle mulige videnskabelige spörsmål mundtlig og skriftlig. Noget anderledes var hans forhold over for Nordtyskerne. De tog sig af ham. Scherer skaffede ham pladsen i Halle og opsøgte ham også personlig, så snart han var kommen derned, men ikke så meget for at drøfte videnskabelige problemer som for at høre, hvad han nu kunde göre for ham. Allerede i et af sine förste breve havde han lovet at skaffe Verner den internationale Boppske prisbelönning for sammenlignende sprogvidenskab. Det søgte han nu at göre alvor af. Müllenhoff og Joh. Schmidt understøttede ham ivrigt. Den sidste erklærede over for Verner: „Overhoved vil jeg altid være rede til at være Dem til nytte, hvor jeg end kan, da De ved Deres fortræffelige afhandling har vundet krav på al mulig understøttelse fra Deres medforskeres side“. Han fik prisen (maj 1877); og æren var så meget större, som det var förste gang, den blev tildelt for en afhandling i et tidskrift. Han kunde være stolt af, at han ved sin förste literære optræden kunde konkurrere med de bedste sprogforskere i udlandet. Mest glad over det var han vistnok, fordi han af et andet tilfælde sluttede, at det vilde komme ham til gode, når der ved Smiths død blev tale om ansættelse af en docent i slavisk filologi. Det var stadig hans lönlige håb, at det skulde blive ham.

Det meget gode, der blev gjort for ham, fik han ikke helt uden gengæld. Scherer ønskede ham som medarbejder ved Ztschr. f. deutsches altertum, i hvis redaktion både han og Müllenhoff sad. Han fik ham virkelig også til at skrive en afhandling (s. s. 57 ff.) for tidskriftet om den opfattelse af germ. nn, som han allerede omtaler i sit brev til Kuhn (s. s. 304 fodn. 3.). Det gik nogenlunde let for ham, da han her endnu tumlede med en idé fra sin förste frugtbare periode. For Verner selv stod den altid som en biting: „en lille sproglig afhandling (en ren ubetydelighed)“. Man ønskede også at knytte en så anset mand til Anzeiger f. d. a. som anmelder af germanistiske værker; for i deres öjne var han stadig germanist, hvor meget han end protesterede og erklærede det slaviske for sit egentlige fag. Han skrev först en anmeldelse af J. F. Kräuter: Zur lautverschiebung (s. s. 69 ff.); men han var også et halvt år om det, og så fik han den endda ikke færdig i rette tid men måtte have opsættelse et par gange. Men dermed slap han ikke. Lige derefter (24—1—1878) skriver han til faderen:

Min afhandling fik jeg ikke færdig til den fastsatte tid, uagtet jeg til sidst aldeles imod min sædvane arbejdede til langt ud på aftenen. Först for et par dage siden kom den afsted, og jeg har siden da hvilet på mine lavrbær og drevet om på spadserevejene (vi have haft nydeligt forårsvejr), og jeg var så doven, at jeg ikke engang gad skrive breve. Men nu er freden desværre forbi igen; jeg skal atter i töjet og levere 2 afhandlinger til Scherers tidsskrift; jeg har stridt imod alt, hvad jeg kunde, men der hjalp intet „kære moder“; man svarede mig, at jeg var den eneste medarbejder, der kunde levere det omtalte arbejde, og jeg må, enten jeg så vil eller ikke vil, på’en igen. Man var så forhippet derpå, at man endog tilbød mig at måtte skrive afhandlingerne på dansk, man vilde da selv besörge det oversat på tydsk (jeg havde nemlig som undskyldningsgrund også anført, at det kostede mig meget besvær at skrive i et mig ikke ganske „geläufigt“ sprog).

De to afhandlinger var af Sievers og Heinzel[16] og repræsenterede vidt forskellige opfattelser. Det var en meget ubehagelig opgave for Verner på grund af hans stilling til de 2 sprogvidenskabelige lejre. Heinzel snakkede han sig fra; Sievers’ arbejde havde han nok haft lyst til at anmelde, men lod det være af hensyn til Scherer. — Endnu en anmeldelse skrev han til Anz. f. d. a., nemlig af Kock: Språkhistoriska undersökningar om svensk akcent (s. s. 84 ff.); og han gjorde det vel knap så uvilligt som den foregående, om han også var længe om det. Allerede i nov. 1878 begynder redaktøren, Steinmeyer, at rykke ham. Verner svarer, at han gerne vilde have sine slaviske studier ud först for at kunne drage en parallel mellem betoningsforholdene i slavisk og nordisk. For imidlertid snart at indløse sine forpligtelser over for tidskriftet — og af hensyn til Scherer følte han det som en forpligtelse — lagde han straks sit eget arbejde til side. Men endnu i maj næste år var han ikke færdig. Så blev Steinmeyer utaalmodig. Verner bad om 8 dages henstand og fik den så færdig, men var ikke tilfreds „mit der stilistischen ausarbeitung“. Det var også vanskeligt på knap 1 ark at sammentrænge udbyttet af hans studier af nordisk betoning, som udelukkende havde optaget ham det meste af et år i hans mest arbejdsdygtige periode. Selv siger han derom i et brev til Hoffory (14—6—1880):

Jeg er da endelig omsider bleven færdig med anmeldelsen af Kock’s svenske accent. Det var en schwergeburt, der har stået på et halvt år, ja 9 måneder, og så er resultatet blevet, at bjerget fødte en mus — ½ ark i Anz. f. d. A.! Hvad siger Du til det, det er jo noget lidt, men jeg håber noget godt. Jeg har for det förste opstillet det nye synspunkt for de danske tonefald ledsaget af noder, dernæst har jeg udfundet — det fællesnordiske accentsystem!! Ihvorvel Steinmeyer finder mine udførelser „in hohem Grade interessant und auf allen Punkten durchaus schlagend“, så er jeg dog selv lidt ængstelig for, at min egen argumentation er noget for hyperskarpsindig, så at jeg neppe tör regne på tilslutning hos „ansete“ sproggranskere hjemme, tilmed da jeg iforvejen har vendt op og ned på de der gældende meninger om de danske tonelag. Jeg kunde derfor nok ønske at høre Dine mening om sagen …

… Du vil se, at jeg ad begge veje er kommen til et og samme resultat, og dette har givet mig den overbevisning, at jeg har truffet centrum, men om også andre er af samme mening, det kunde jeg nok ønske at erfare fra Dig. Du kan da nok tænke Dig, at min lille anmeldelse mere er bleven en selvstændig lille afh. om nordisk accentuation end et referat af Kocks bog. Jeg tror også, at den vil kunne stifte nogen gavn imellem Tyskerne og bringe dem bort fra den imellem germanisterne så indgroede mening, at „hochton“ og „tiefton“ er det samme som expiratorisk og ikke-expiratorisk accent.

Med hensyn til Sv[end] Gr[undtvig] var jeg lidt i forlegenhed, hvorledes jeg skulde stille mig. Jeg tror dog, at jeg har truffet det rette: jeg opponerer slet ikke imod ham; jeg omtaler, at Kock kun har kunnet benytte Hommels „confuse“ afhandl., idet Sv. Gr.’s arbejde (der i parenthes sagt ikke er mindre confus) endnu ikke var trykt. Men afhandl. er i enhver linje indirecte en protest imod Sv. Gr.’s opfattelse. Mon han vil tage til genmæle? Det vilde sikkert være en fordél for videnskaben, thi da blev jeg nødt til at udføre mine idéer videre.

Han har sikkert ikke regnet dette arbejde med, da han skrev: „Af hensyn til de folk, der bragte mig hid, var jeg tvungen til hoveriarbejde til germanistiske tidskrifter, der kostede mig som dilettant uforholdsmæssig möje men hverken skaffede videnskaben noget udbytte eller mig nogen tilfredsstillelse“. Og så bitter en klang får Verners ord, hver gang han kommer til at tale om, hvad han offentliggjorde under sit ophold i Halle. Foruden de ovennævnte skrev han 2 korte „besprechungen“ til Deutsche literaturzeitung 1881 nemlig (i nr. 17) af H. Kirste: Die constitutionellen verschiedenheiten der verschlusslaute im indogermanischen (s. s. 104 ff.) og (i nr. 43) af A. Kock: Tydning af gamla Svenska ord. — Det var og blev pligtarbejde, der røvede ham den kostbare tid, han havde tilovers til sin egentlige interesse, det slaviske; og den var knap nok tilmålt i forvejen. I biblioteket gik han fuldstændig op i biblioteksarbejdet; og först når han så igen havde fået samlet kræfter efter formiddagens slid, kunde han tage fat på sit eget. Om aftenen arbejdede han i reglen ikke. Et par eftermiddagstimer og söndagene var alt, hvad der blev tilovers. Så slap han endda ikke med hoveriarbejdet til tidskrifterne. Man brugte ham også på andre måder. Han oversatte artikler om nordiske landbrugsforhold for bladene, var edsvoren „dolmetscher“ ved retten i russisk. Hans omgangsvenner og overordnede skaffede ham den slags ekstrabeskæftigelser; og Verner var for elskværdig anlagt til at kunne sige nej. Ved siden af havde han så sin videnskabelige korrespondance, og först når han havde alt dette fra hånden, kunde han tage fat på sit egentlige studium: den slaviske betoning.

Verner kom til Halle med det faste forsæt endelig at få dette længe planlagte arbejde færdigt:

Jeg har travlt, fordi at jeg må sé at blive færdig med mine lærde undersøgelser om betoningen i de slaviske sprog. Jeg riskerer ellers, at en eller anden tydsk videnskabsmand kommer mig i forkøbet, thi rundt omkring arbejder man nu i den nye retning, hvortil jeg gav stødet; jeg har, siden jeg kom her, fået tilsendt fra forskellige lærde 4 forskellige afhandlinger, hvori man bygger videre på mine resultater. Det kan jo ikke andet end glæde mig, at jeg har givet stødet til disse studier, men på den anden side vilde jeg nødig, at man skulde tage luven fra mig, og jeg må derfor som sagt sé at få min afhandling færdig. Det går dog ikke så hurtig, thi den vil blive 3—400 sider stor, og jeg må vel mindst dertil bruge 1½ år. Det er da min agt at tage doktorgraden på den ved Københavns universitet. [27—12—1876].

Det er sjælden, Verner udtaler sig så energisk. Det synes virkelig, som han atter har glædet sig til at producere. Hans venner pressede på ham. Johannes Schmidt tilbød at skaffe forlægger. De 1½ år, han nævner i sit brev, slog ikke til. Han klager selv over, at han var en noget langsom arbejder. Det lå i hans store grundighed. Han kunde ikke tænke sig at offentliggöre noget om slaviske betoningsspörsmål, för enhver krog af det slaviske område var gennemforsket. Hans rejse til Kašubien er et udslag af denne grundighed; og på samme måde blev han ved. Hartwig fortæller[17], at han i Halle tilbragte en hel vinter med at lave en accentueret bulgarisk ordbog ved hjælp af et nytestamente, hvori accenten var angivet. Ligeså grundige var hans undersøgelser af det polabiske sprog. Hans förste kendskab dertil stammede fra Petersborg, hvor han var bleven sat til at kopiere Christian Henning von Jessen’s vendiske ordbog (s. s. 187 f.). Nu skaffede han sig alle eksisterende håndskrifter rundt om fra de tyske biblioteker, excerperede dem og konstaterede deres indbyrdes forhold (s. s. 361—63 fodn.). Når han havde fået sit betoningsarbejde færdigt, vilde han anmode akademiet i Petersborg om pengemidler til at udgive dem for. Han var så ivrigt optaget af dette arbejde, at han opgav sit feriebesøg i Danmark i sommeren 1878, skönt han ikke havde været hjemme i 2 år. Og siden hen betragtede han de polabiske studier som sin hovedbeskæftigelse under opholdet i Halle; og endnu efter at han var bleven ansat herhjemme, beskæftigede han sig dermed og tog til Tyskland for at sammenligne excerpterne med originalerne. — På den måde trak det i langdrag med afhandlingen, og ofte måtte den lægges til side af hensyn til en af de ovenfor nævnte bibeskæftigelser. Det klager han stadig over; hver gang han tager fat på ny, underretter han sine venner derom; han følte sig forpligtet overfor dem, da han havde talt så meget om dette arbejde. Således skriver han i foråret 1880 til Brugman, at han ikke tör komme til Leipzig, inden han er færdig med det: „Ich schäme mich dem herrn Leskien gegenüber wegen meiner säumigkeit“. Længere end til løfter og forhåbninger kom det ikke i Halle. Og efter sin hjemkomst synes han efterhånden fuldstændig at have opgivet planen.

Tilsyneladende havde Verner det godt i Halle. Han kendte ikke mere til økonomiske sorger, havde gjort hurtig karriere og var i det hele agtet og afholdt i sin virkekres. Han havde egentlig kun småsorger som f. eks. over den höje skat, han måtte svare: „Det forbandede militær- og junkervæsen sluger glubsk og har desværre immervæk fornyet appetit“. Der var alligevel mange ting, der kunde have været anderledes. Han havde for lidt tid tilovers til sit eget videnskabelige arbejde; senere siger han selv, at det så vidt, at han fuldstændig stagnerede i sine videnskabelige bestræbelser. Desuden følte han sig noget ensom. I Halle havde han aldrig haft videre videnskabelig omgang; og i Leipzig var der heller ikke mere den samme adgang dertil, efter at hans venner var bleven ansat rundt omkring ved tyske universiteter. Heller ikke kunde han frigöre sig for den tanke, at han som udlænding ingen adkomst havde til at sidde i pröjsisk statstjeneste. Og som baggrund derfor hans seje fasthængen ved Danmark. Han fulgte hele tiden meget omhyggeligt med i hvad der skete derhjemme; og tog han ud at rejse, gik turen altid nord på. Der er ikke i hans breve en eneste ytring, der tyder på, at han dengang eller senere har haft lyst til at se sig om andetsteds i Europa. Hans ønskers mål var at få ansættelse hjemme. Og han var snart klar over, at den eneste mulighed var docentpladsen i slavisk. Den mente han med sin specielle eksamen at have et vist krav på. Hans bemærkninger overfor Delbrück (s. s. L) og den betydning, han i så henseende tillagde Boppprisen, viser, at denne plads var hans lönlige håb under opholdet i Halle. Alligevel var han yderst betænkelig ved at søge den, da han fik at vide, at C. W. Smith var død (sept. 1881), skönt han ivrigt blev opfordret til det her hjemme fra. På den förste meddelelse fra Fausbøll, der det år var dekanus, giver han følgende svar (26—9—1881):

Jeg må tilstå, at Deres brev af 18. d. m. faldt ned som en sprængbombe i min fredelige tilværelse. Da jeg på grund af bortrejse i dette [kvartal] havde sagt mine danske aviser af, var jeg siden min tilbagekomst fra Jylland i begyndelsen af denne måned uden efterretning fra Danmark, og således kom det, at jeg modtog det förste budskab om min gamle lærer prof. Smith’s død gennem en fortidsform i Deres brev (… „der kun var en personlig post“ …).

I de sidste dage har jeg da med så megen sindsro, som idet var mig muligt, overvejet indholdet af Deres brev, men da det drejer sig om — jeg tör sige — det vigtigste vendepunkt i mit liv, har jeg ikke kunnet nå til noget resultat. På den ene side har jeg altid ment, at min charakter[18] og min dermed sammenhængende videnskabelige udviklingsgang ikke gör mig skikket til at gå den docerende vej: jeg har tilböjelighed til at nyde, utilböjelighed til at yde. Endnu i dette öjeblik har jeg den fulde følelse af, at jeg kun vilde blive en meget middelmådig arvtager efter prof. Smith, og på langt hold ikke vilde svare til de forventninger, man måtte sætte til mig. — På den anden side drager hjemmet mig til sig. Ugift og ene, som jeg lever her — jeg skyr selskab, som De måske ved —, har jeg tidt og mange gange i mit stille sind ønsket, at Halle lå i Danmark. Uagtet jeg har det så godt, som jeg kunde ønske mig, uagtet man ved velvilje lægger alt tilrette for mig, har jeg ikke kunnet værge mig imod den tanke, at jeg her er en usurpator, der med min fremmede herkomst og fremmede examen ikke har noget krav på det embede, jeg sidder inde med. Det er sikkert, at havde Deres brev indeholdt tilbud om en bibliotheksplads, så havde jeg grebet til med begge hænder uden hensyn til det pekuniære.

Som sagt, jeg er aldeles rådvild og må udbede mig en længere betænkningstid. Sagen synes jo også noget problematisk, og det lader sig under de politiske forhold derhjemme ikke beregne, hvad der kan tilstede fakultétets forslag på den lunefulde, langsommelige gang gennem rigsdagen. Men skulde planen om at beholde docentpladsen i slavisk virkelig få kød og blod, så skal jeg ikke tøve med afgörelsen, om jeg vil søge pladsen eller ikke, selv om jeg til den tid bliver nødt til at tælle på knapperne.

Hvad der end kommer ud af det hele, skal jeg altid med taknemmelighed og glæde huske, at fakultétet har tænkt på mig landflygtige.

I et brev til Wimmer (23—10—1881) er han meget betænkelig ved literaturhistorien:

Deres udførlige brev af 23. f. m. vilde jeg allerede for længe siden have besvaret, hvis jeg blot kunde være nået til en afgörelse i den ene eller anden retning. Jeg kunde fuldt ud underskrive de af Dem fremhævede gode sider ved sagen: först og fremmest at jeg vilde komme tilbage til hjemmet, at jeg endvidere vilde vinde betydelig mere tid til videnskabelige sysler, og endelig — hvad jeg slet ikke havde tænkt på — at den nye stilling vilde tvinge mig ind på det arbejdsområde, hvor jeg egentligt har hjemme, medens jeg i de 5 år, jeg har været her, tildels har spildt min fritid og mine kræfter på allotria, idet bibliothekslivet i og for sig let forfører til sådant, og jeg desuden af hensyn til de folk, der bragte mig hid, var tvungen til hoveriarbejde til germanistiske tidsskrifter, der kostede mig som dilettant uforholdsmæssig möje, men hverken skaffede videnskaben noget udbytte eller mig nogen tilfredsstillelse.

Alt dette måtte jo uden betænkning bringe mig til at søge pladsen som docent i slavisk sprog og literat., når jeg ellers var den voxen, men det er det jeg mener ikke at være. For den sproglige side er jeg ikke bange; skulde jeg mangle noget i den retning, vilde jeg snart kunne indhente det. Men jeg er kun sprogmand: for den literærhist. side har jeg aldrig interesseret mig og mine kundskaber heri indskrænker sig til det, jeg erhvervede mig ved examenslæsning, og det var ikke synderligt. Jeg nedlagde også i sin tid en spagfærdig protest imod en magisterkonferens i slav. sprog og literatur, idet jeg henholdt mig til, at jeg aldrig havde haft lejlighed til at høre en forelæsning i slav. literatur. (doc. Sm. havde, idet mindste indtil jeg forlod Danmark kun holdt sproglige øvelser).

Ikke desto mindre var jeg omsider i mine overvejelser kommen til det resultat, at jeg nok alligevel kunde vove et forsøg på at erobre pladsen, idet intet forhindrede mig i, når pladsen engang var opslået vakant, at indsende en ansøgning, hvori jeg ærligt fremhævede, at jeg i mine kun[dskaber] havde lakuner, jeg efterhånden måtte se at få udfyldt.

Han havde nok efterhånden fået bortræsoneret hele lysten til at komme hjem, var der ikke her hjemme fra (særlig af Fausbøll, Edv. Holm og Wimmer) blevet øvet et meget stærkt pres på ham. Sagen blev drejet sådan, at universitet og ministerium kun vilde göre noget for at opretholde pladsen, hvis Verner vilde have den. Derved blev han tvungen til at søge straks. Han tog så over tvært og søgte trods alle besværligheder og trods de anstrængelser, der fra tysk side blev gjort for at holde fast på ham; 25—11—1881 skriver han til Fausbøll:

Da jeg af Deres sidste brev sér, at sagen angående besættelsen af posten som docent i slavisk sprog og literatur uventet har taget en retning, der ikke tillader mig at tygge drøv på mine betænkeligheder, har jeg taget den raske beslutning at melde mig som petent, idet jeg vel selv endnu er af den overbevisning, — som jeg også åbent vil give udtryk i min ansøgning —, at jeg ikke for tiden er i besiddelse af de til denne post nødvendige kvalifikationer, men dog har troen på, at jeg med årene vil kunne vinde den til embedet hørende forstand.

Jeg vilde allerede for nogle dage siden have tilmeldt Dem dette, hvis ikke mine herværende foresatte havde anmodet mig om at vente dermed til idag. Efter at have fattet min beslutning anså jeg det nemlig for min pligt at göre overbibliothekaren bekendt med min hensigt; han meldte det til kuratoriet, kuratoriet videre til Berlin, og idag har kuratoren officielt tilbudt mig et gagetillæg på 600 m. og tilsagn om lejlighedsvis forfremmelse, når jeg strax vilde bestemme mig til at blive her. Da spörgsmålet om det ene eller andet embede for mig ikke er noget pengespörgsmål men en hjærtesag, har jeg foretrukket det uvisse for det visse, idet jeg mener at måtte göre et forsøg på at vende tilbage til de krese, jeg ved fødsel og opdragelse tilhører. Lykkes det mig ikke, så bliver alt ved det gamle her, og jeg har jo egentlig ingen grund til klager over de forhold, hvorunder jeg lever.

Som han har antydet i sine breve, stak han ikke noget under stolen i sin ansøgning men pointerede blot, at det vilde være vanskeligt på et så omfattende område at få en mand, der på forhånd var fuldt udrustet både i sproglig og literaturhistorisk henseende. Han skulde göre alt for at indhente det forsömte. Alle parter: fakultet, minister og rigsdag, stillede sig velvilligt, og d. 9. august 1882 forelå hans udnævnelse til ekstraordinær docent[19] i slavisk filologi fra 1. jan. 1883. „Nytårsnat kl. 12 agter jeg „allerunderdanigst“ at skifte herre og konge ved et glas punsch“ tilföjer han, da han meddeler en af sine brødre nyheden.

Da han det sidste halve år i Halle så godt som udelukkende var optaget af at göre det biblioteksarbejde, der sorterede under ham, færdigt, fik han ikke megen tid tilovers til at forberede sig til sin nye virksomhed. Han begyndte med 2 forelæsninger (oldslavisk, russisk). Han syntes selv, det var lidt tarveligt. Næste semester stod han i lektionskataloget med 3 forelæsninger. Og til hans store forbavselse meldte der sig tilhørere til dem alle. Officielt holdt han så 2 à 3 forelæsninger — dels praktiske, dels komparative — over den slaviske filologis forskellige grene (russisk, polsk, čechisk, serbisk, bulgarisk) og over litavisk. Men i virkeligheden læste han ofte meget mere. Var der en af hans tilhørere, der ønskede at gå videre i et af fagene, læste han med ham; tid og sted rettede sig ganske efter elevens ønske. Snart var det hos Verner, og snart var det professoren, der travede rundt i byen for at læse gratis med sine elever. Var der en eller anden, der af praktiske grunde ønskede at sætte sig ind i et af de slaviske sprog, var Verner straks villig til næste semester at holde forelæsning derover på en for vedkommende belejlig tid, hvis han da ikke foretrak at begynde straks. Verner var altid til tjeneste og villig til at give det udseende af, at det var den anden, der gjorde ham en tjeneste. Denne optræden hang nöje sammen med hele hans opfattelse af sin stilling:

Da jeg i den af den höje sektion udnævnte bedömmelseskomité[20] af sagkyndige er den eneste, som selv sidder inde med et lignende embede, og da jeg tör antage, at forholdene i Upsala er temmelig analoge med forholdene her i Købhvn., må det måske være mig tilladt ved denne lejlighed at meddele mine egne erfaringer med hensyn til de krav, der stilles til indehaverne af et embede som lærer i slaviske sprog i et mindre ikke-slavisk land. Da jeg for 8 år siden overtog embedet, stod det klart for mig, at jeg måtte give afkald på nogensinde at se en större tilhørerkreds flokkes omkring mig. Faget kræves ikke ved nogen statsexamen, men til gengæld kan læreren göre regning på, at det beskedne avditorium møder af idel videnskabelig interesse. Det gælder derfor om ved den komparative methode hos tilhørerne at knytte det slaviske sprogstof til de tidligere erhvervede filologiske kundskaber og bibringe dem så mange kundskaber, at de vil kunne anvende det erhvervede i deres senere filologiske studier. Om en dybere indgåen i den slaviske filologis detailler, kan der kun blive tale for det sjældnere tilfælde, at en enkelt ønsker udelukkende at ofre sig til dette studium, men her gælder da for læreren den gode gamle regel om docendo discimus. Således som forholdene er her, hvor universitetet som nærmeste opland har en folkerig by, og hvor adgangen til universitetet står åben for alle og enhver, således at ved mange forelæsninger, f. ex. historiske og literaturhistoriske, de egentlig studerende tilhørere kun udgör et ringe procenttal, træffer det sig altid, at der til mine forelæsninger og øvelser melder sig tilhørere, der af udelukkende praktiske hensyn ønsker at tilegne sig et eller andet slavisk sprog. Da en videnskabelig og en praktisk undervisning ikke godt lader sig forene, har jeg hidtil arrangeret mig på den måde, at jeg halvt privat men gratis ved særegne kursus søger at tilfredsstille de sidstnævnte tilhøreres krav om læse-, skrive- og taleøvelser.

Men må nu også ifølge forholdenes natur universitetets lærervirksomhed i slavisk filologi i vore lande altid blive af beskeden betydning, så gives der dog et andet virksomhedsområde for læreren, der juridice ikke hører til hans embede, men dog ganske naturligt falder ind under de funktioner, der påligger den af det offentlige ansatte sagkyndige i slavisk sprog, og på hvilket område jeg for mit vedkommende næsten tror at gavne samfundet mere end ved selve min universitetsvirken. Jeg mener stillingen som en slags officiel hjælper, en slags videnskabelig konsulent for landets øvrige videnskabsmænd. Den nationale retning i de forskellige lande har jo også øvet sin indflydelse på det videnskabelige område, idet nu tildags videnskabsmændene for det meste forfatter deres værker i modersmålet. Men for en ikke-slavisk født videnskabsmand vil i de fleste tilfælde et slavisk affattet værk være som en lukket bog, hvis indhold han ikke kan høste gavn af, og som han på den anden side ikke med god samvittighed kan lade upåagtet. Hvad er da rimeligere, end at staten yder ham fornøden hjælp, igennem sin officielle slaviske sagkyndige giver ham adgang til at göre sig bekendt med indholdet? Under min 8årige virksomhed her har jeg ved siden af min universitetsvirksomhed stadig væk haft arbejder af denne art under hænde, og det har været mig en glæde og tilfredsstillelse at göre gavn på denne måde …

Det var den sproglige side af sagen. Der havde han fast bund under fødderne. Literaturhistorien havde altid ligget ham fjærnere. Hans syslen dermed gik ikke udover, hvad han var nødt til på embedsvegne ved magisterkonferenser og doktordisputatser. Han indså godt, at man ved forelæsninger derover kunde have fået et langt större publikum i tale — navnlig her hjemme — og på den måde komme til at virke i videre krese, end der kunde blive tale om gennem de sproglige forelæsninger. Han følte det som en mangel ved sig selv, at han ikke gjorde det, men trøstede sig med, at, skulde hovedvægten have været lagt derpå, havde han ikke søgt pladsen. Ganske vist havde han i sin ansøgning antydet, at han måske nok med tiden vilde holde forelæsninger over literaturhistorie; men han lod det være, for som han selv siger i et brev til Edv. Brandes[21]: „Vilde jeg møde op med litteraturforelæsninger, blev min virksomhed rent compilatorisk, men jeg krymper mig ved at bringe videnskabelige produkter til torvs, hvori der ikke er noget selvstændigt. Nil decet invita Minerva“. Han har sikkert undervurderet sig selv. Hans artikler i Salmonsens konversationsleksikon I—VI (signeret K. V.) viser, at hans literatursands var udviklet nok til, at han kunde fælde og forme en selvstændig dom om en forfatters eller bogs værdi og betydning.

Verner hørte ikke til de professorer, der ansér deres universitetsvirksomhed for en bibeskæftigelse og deres videnskabelige arbejde for det vigtigste for dem. Det tager megen tid at være konsulent og hjælper for gud og hvermand[22], selv om det er i slaviske sprog. Men også selve forelæsningerne ofrede han megen tid på. Han forberedte sig lige til det sidste til hver time. Han kunde aldrig få dem klare og overskuelige nok. Han udarbejdede lange oversigter f. eks. over den russiske betoning og lånte dem efter forelæsningerne udenvidere ud til sine tilhørere. Hans beskedne optræden fornægtede sig heller ikke her. Han satte sig på en stol nede blandt sine tilhørere. Hans helbred tillod ham ikke, sagde han, at gå på katedret. Han var den fortrinlige lærer, som den må blive, der indretter hele sin undervisning — dens form, tid og sted — udelukkende efter elevernes tarv uden noget hensyn til sig selv. Noget andet er, at Verners liv var for kostbart til at slides op på den måde.

Efter sin hjemkomst har han atter taget fat på sine slaviske accentstudier. Hans rejse til Halle i sommeren 1883 (s. s. LXII) er den sidste opblussen af tanken om at få planen gennemført. Hans forelæsninger slugte efterhånden resultaterne; i dem nedlagde han alle sine iagttagelser og opdagelser; af hensyn til dem har han gennemarbejdet stoffet og bragt det i en afsluttet form, og igennem dem har han fået lejlighed til at meddele andre sine tanker. Det har været ham personlig tilfredsstillelse nok til at tabe enhver interesse for at få sine tanker offentlig frem. Andre var vel også allerede på flere punkter komne ham i forkøbet.

Han var snart optaget af andre nye og store idéer; over for sin broder Ludvig udtrykker han sig således (16—6—1886):

Angående min sproglige idé skal jeg konferere med Dig mundtlig. Kun såmeget: sprogvidenskaben har ikke hidtil kunnet blive exact nok, fordi man ved dens grundelementer, lydene, altfor meget er henvist til det subjective: ethvert individs trommehinde. Den ene hører og opfatter en sproglyd således, den anden anderledes; men hvorledes den objectiv er ved ingen. Min plan går da ud på at lave sproglydene om, således at man kan tage og føle på dem.

Til at nå dette mål vilde han betjene sig af Edisons fonograf. Hvor stor betydning den kunde få for sprogvidenskaben, var han straks klar over, da han i Halle förste gang hørte et sådant apparat, så ufuldkomment det endnu dengang var. I 1884 blev der forevist et noget forbedret apparat på en restauration på Frederiksberg, hvor Verner kom; og da ejeren ikke var uvillig til at leje eller sælge ham sit apparat, fik han lyst til for alvor at tage det i videnskabens tjeneste. Han vilde ved en nöje undersøgelse af de enkelte lydbølgers form søge at göre sprogvidenskaben exakt. Således skriver han (17—12—1889) til G. Forchhammer, forstanderen for døvstummeinstitutet i Nyborg:

Tag mig nu ikke ilde op, at jeg med så mange bogstaver har lagt beslag på Deres opmærksomhed. Jeg kan til min undskyldning kun sige, at jeg, lige fra jeg som ung student for 25 år siden stiftede bekendtskab med den nyere sprogvidenskab, har haft den overbevisning, at lingvistiken må give sig i skole hos de reale videnskaber. Sproget er, som klædebon for tanken, visselig nærmest en åndsvidenskab, men i sin fremtræden for sanserne, klædningsstoffet, er [det] et konglomerat af lyd og klang altså udelukkende beroende på naturlovene. Lydfysiologien har hjulpet lingvistiken fremad, det må anerkendes; men den synes ikke at have nogen perfektivitetsevne, dens iagttagelsesmethode står endnu på et så uendeligt barnligt standpunkt og udenfor det rent elementære, spiller endnu subjektiviteten en altfor stor rolle hos d’hrr. lydfysiologer. Det er fra Deres specialitet, akustiken, at hjælpen skal komme, men hidtil har jo akustiken næsten udelukkende anvendt sine store kræfter på at løse gåder på kunstens område.

Og i et brev (16—8—1886) til sin broder, ingeniøren, supplerer han en lignende udvikling på følgende måde:

Lydfysiologien søger altså at udgranske det apparat, der danner lydene, og den har trods sin ufuldkommenhed haft stor betydning for sprogvidenskaben og den skylder man hovedsagelig den nyere sprogvidenskabelige skole, for hvilken jeg har den ære at være en repræsentant herhjemme. Min plan er nu den, at lade spörsmålet om apparatet, altså om hvorledes sproglydene dannes, ligge, for at tage tyren ved hornene og undersøge, hvad sproglydene er, og jeg søger at løse spörsmålet på den rationelle måde, at jeg lader naturen selv nedskrive sine svingningskurver.

Han begyndte med at tælle antallet af fonografnålens indtryk på valsebelægningen for således at bestemme hver lyds bølgeantal. Men dermed var sagen egentlig ikke bragt videre. Hovedsagen måtte blive en nöjagtig bestemmelse af den enkelte bølges form, og dertil krævedes minutiøse mål både af dens længde og dybde. Det var et arbejde, han ikke betroede til andre. Sprogforskeren blev i sprogvidenskabens tjeneste til mekanisk opfinder og beregner[23]. Hans broder ingeniøren, der har leveret den tekniske beskrivelse af maskinen, sådan som den endnu eksisterer (s. s. 365—72), var hans tekniske konsulent. Opfindertalentet lå til familien. Brødrene Gustav og Fritz havde gjort en opfindelse til forbedring af vævemaskiner. Rudolf, ingeniøren, opfandt et differentialspærhjul; og med beregningerne hertil havde Karl hjulpet sin broder. Og da den samme broder tænkte på at opnå en större målefinhed for barometre, diskuterer han sagen med Karl Verner, der straks satte sig ind i barometertekniken og beviste broderen, at han ikke kunde nå sit mål på den måde, han havde tænkt sig. Til gengæld tænkte han selv på at konstruere et slags aneroidbarometer (en svineblære over en syltekrukke var hans foreløbige forsøgsobjekt) med et spejlmålingsapparat i lighed med det, han anvendte ved sine „fonometriske undersøgelser“. — Han fandt let på en måde at måle en nok så lille omdrejning af fonografvalsen. Det faldt ham derimod vanskeligt at få målt indtrykkenes dybde, indtil han kom ind på at benytte spejlmåling, således som den allerede tidligere var anvendt ved spejlgalvanometret. Han var meget stolt af til sit brug at kunne anvende lyset som vægtstang og kalder spejlmålingen sin kæledægge, og da han erfarer, at der er skotske videnskabsmænd, der har foretaget lignende målinger, faldt der, siger han, en stor kampesten fra hans nyrer, da han så, at han endnu var ene om spejlmålingen. — Hen på sommeren 1886 havde han selv fået anskaffet sig en fonograf; men först et år senere har han fået hele den tekniske side af sagen i orden — og det endda knap nok. Han havde forbedret skrivestiftens anbringelse; derimod havde han umådelig vanskeligt ved at finde et passende membranstof; han forsøgte alt lige fra celluloidflipper til harehjærter. Omkring nytår 1888 tog han så fat på beregningerne og konstruktionen af bølgernes form. Hele det matematiske arbejde udførte han selv. Han kunde let, som han selv siger, have fået det udført af fagmænd. Hans forskernatur fandt kun tilfredsstillelse i hvad han selv gjorde. Han studerede akustiske og matematiske værker, regnede med 24 ordinater og løste ligninger med 23 ubekendte. Hans ævne til at rydde vanskeligheder af vejen og simplificere viste sig også her. Da han har tumlet med de Fourier’ske rækker et par måneders tid, finder han på en metode, hvorved han kan løse 4 ligninger ad gangen. Og han tilföjer i det brev (31—3—1888), hvori han meddelte broderen denne nyhed: „Ja, jeg har endogså konstrueret mig et apparat til at eliminere med, som både letter arbejdet og gör det sikrere“. Tilsidst er han bleven så dreven: „at formler og de gængse logarithmer ikke længere er hjærnens sag, men fingerspidsernes“.

Han gik i den sidste halvdel af 80’erne fuldstændig op i dette arbejde. Prof. Wilkens, med hvem han dengang boede sammen ude på Frederiksberg, fortæller, hvor uhyre optaget han var. Han stod tit meget tidligt op, tilberedte selv sin mad for ikke at spilde tid med at gå ud og arbejdede så uafbrudt, til han sent på eftermiddagen gik til byen for at holde forelæsninger. Og selv ude syslede han med sine beregninger; tit har restaurationernes marmorborde måttet tjene som skrivemateriale. Og i brevene fra den tid til sine brødre og navnlig til ingeniøren taler han stadig om sin idé og drøfter den indgående med den sidste. Og så pludselig en skönne dag har han lagt det altsammen på hylden. Den sidste gang han i et brev omtaler disse studier er den 9—1—1890 til Forchhammer; og da er han endnu begejstret af den samme iver. Den 22—4—1892 holder han foredrag derom i Videnskabernes selskab[24]. Det lykkedes ikke at få ham til at give et referat deraf. Omtrent ved den tid har han nemlig tabt al interesse for sagen. Det var ikke af skepsis over for resultaterne. Til at begynde med var han ligeså betænkelig ved denne idé, som han i sin tid havde været ved den lov, der nu går under hans navn. Han skriver til sin broder ingeniøren (1—7—1886):

Din plan at søge understøttelse til det store værks fuldførelse, går ikke. Hvad vilde Du sige om en skrædersvend, der ansøgte regeringen om et par hundrede kroner for at sætte nogle filosofiske idéer på papiret. Ved sin ansøgning vilde han publicere sig selv for alverdenen som den, der gik svanger med store idéer. Sæt nu også, at der gaves en regering så dum, at den gik i gyngen, at skrædersvendens filosofi blev sat i verden men viste sig at være vås, så vilde Per og Povl tage sig et billigt grin over den filosoferende skræder, men ikke nok dermed: alle vilde tabe agtelse for manden i hans egenskab som skrædersvend, uagtet han naturligvis kan være lige så god en skræder efter sin filosofiske rus som för den. Hvis min idé glipper, så er der ingen andre der véd det, end jer og ingen andre vil derfor finde på at ansé mig for en fusker i mit oprindelige fag. Pengene er tabte, det er det hele, og hélt dog ikke, thi jeg har da et interessant om end kostbart stykke legetöj for mine udlæg. Men den som intet vover, han vinder heller intet. Skulde idéen flaske sig så nogenlunde, så er der ikke det mindste i vejen for at få dobbelt dækning for den pekuniære kraftanvendelse under form af en understøttelse til „fortsat experimenteren“.

Men efterhånden blev han fuldstændig overbevist om, at han var inde på den rette vej. Årsagen til at han holdt op, kom udefra. En anden var kommen ham i forkøbet. Hugo Pippings bøger: „Om klangfärgen hos sjungna vokaler“ og afhandlingen „Om Hensens fonautograf“ gjorde Verner bekendtskab med först i 90’erne. Og dermed opgav han sine egne fonometriske studier. En tanke som at han ved også at offentliggöre sine resultater kunde have støttet den nye videnskab ved sin autoritet lå ham fjærn.

Hvorvidt hans resultater vilde have været lige så uangribelige som tanken, der lå bag, er tvilvsomt. Edisons gamle fonograf med sin tarvelige staniolbelægning kunde ikke give noget fysisk nöjagtigt resultat. De værste mangler søgte han som ovenfor berørt at afhjælpe ved en forbedret konstruktion af maskinens enkelte dele. Undertiden hjalp han sig også på en lettere måde. Således skriver han (15—9—1887) til broderen Rudolf: „Da nålen enten skubbes op ad eller ned ad en skråning, kommer den ikke straks i sit faste leje for hver drejning, jeg gör; jeg fandt da på efter hver drejning at slå med spidsen af fingeren mod fodstykket; denne bevægelse er tilstrækkelig til at ryste nålen ned i sin faste stilling, og apparatet tegner siden kurven med en nöjagtighed, der er ganske forbløffende“. Bølgernes regelmæssige form har her været hans kriterium for rigtig måling. Han gik nemlig i sin betragtningsmåde ud fra de resultater, der nås gennem Rud. Königs flammeapparat til grafisk fremstilling af forskellige toner og lyd. Angives der en tone i råberen på et sådant i apparat, spaltes flammmen i lutter regelmæssige spidse tunger, angives der en lyd i råberen, bliver tungerne af forskellige störrelser og uregelmæssige men altid konstante for samme lyd: uregelmæssige tunger, der gentager sig i regelmæssige perioder. Verner antog nu: „At prikkerne i fonografens staniolbelægning gemmer — på sin vis — det selvsamme lydindtryk som Königs flammebilleder“. Det har da i förste instans været Verners mål at bestemme de enkelte lydes bølgesammensætning: den enkelte bølges störrelse, bølgernes antal og deres indbyrdes forhold — eller som han udtrykker sig over for Forchhammer: at kunne påvise den fysiske årsag til forskellen mellem i og j. Til at bestemme et bølgeforhold har Verner fundet sin forbedrede maskine tilfredsstillende. De unöjagtigheder, der fulgte af apparatets ufuldkommenhed, var de samme for alle bølger, og hovedresultatet kunde blive lige godt, særlig da han næppe nåede ud over beregningen af vokallyd med deres enkle forhold.

Ved siden af sine fonometriske studier skrev han i sommeren 1888 sin afhandling: Om store og små bogstaver (s. s. 116 ff.), — et indlæg i den dengang hidsige retskrivningsstrid. Verner havde fra sine unge dage, da han spekulerede over forholdet mellem det talte og skrevne sprog, interesseret sig for retskrivning. Han var dengang yderst radikal, ønskede Tyrken måtte komme herop og udslette alle spor af fortiden, så der kunde blive jordbund for en ny rationel retskrivning (s. s. 153 f.). Denne radikalisme, som Verner kun i ringe udstrækning lod komme til orde i sin egen skrivemåde, var der ingen brug for i 1888, da det kun drejede sig om at få anvendelsen af de store bogstaver indskrænket til det mindst mulige. Både den nedsatte kommission og ministeren var for det, da pludselig E. v. d. Reckes pjæse udkom og gjorde et vist indtryk. Fra modstandernes side ønskede man en gendrivelse af Reckes ret løse argumenter. Dette arbejde tilbød Verner at påtage sig; selv havde han altid kun anvendt små bogstaver i navneordene. Man tillagde det en vis betydning, at en så anset sprogmand rykkede i ilden; og andre holdt sig derfor tilbage. Han fik virkelig også arbejdet færdigt, dog först efter at reskriptet med de store bogstaver forelå. Hovedöjemedet med hans arbejde var dermed bortfaldet, og han lagde det så til side. Imidlertid begyndte man at göre sig forhåbninger om, at det var muligt at få reskriptet ændret på dette punkt. Så begyndte man at presse på Verner, der på grund af de forandrede omstændigheder ønskede at omarbejde sin afhandling. Mens han var ifærd med det, udgav Brøchner-Larsen en pjæse mod Recke. Verner fandt, at Brøchner-Larsens argumentation væsentlig var den samme som hans, så at hans pjæse vilde komme til at se ud som et ekko af den andens. Det vilde han ikke have og begyndte på en ny omarbejdelse. Dermed trak sagen i langdrag, gemytterne afkøledes og presset ude fra hørte op. Endnu hen på foråret 1889 syslede han dermed; derefter er afhandlingen ganske stille bleven lagt til side, og den fandtes först efter hans død i en meget forkommen forfatning (s. s. 116), på de förste par sider nær vistnok i den form, den havde fra hans förste bearbejdelse.

Af andre ting, han skrev i sine sidste år, kan foruden den ovenfor omtalte „Erklärung“ og artiklerne i Salmonsens leksikon, nævnes et referat af Birket Smith: Om Kjøbenhavns universitetsbibliotek för 1728, som hans tidligere chef i Halle, Hartwig, fik ham til at skrive til „Centralblatt für bibliothekswesen“ (1884). Nogle anmeldelser til tyske tidsskrifter, han resterede med ved sin afrejse fra Halle, fik han aldrig færdig.

Verner følte sig til tider ret optaget. Hans forelæsninger tog ham megen tid og de fonometriske studier slugte i en årrække al hans interesse. Kom der så et eller andet ved siden af, som retskrivningspjæsen, udstøder han straks et hjertesuk som følgende: „Jeg arbejder til op over ørene, da jeg desværre har flere jærn i ilden på én gang, og ellers har ondt nok ved at passe ét alene“. Hans arbejdsevne, der aldrig havde været overdreven stor, var yderligere bleven svækket. I påsken 1885 blev han på en spaseretur ramt af et apoplektisk tilfælde (s. brevet i faksimile). Han mener selv, det er en arv fra mødrene side. Tilfældet var kun af meget kort varighed; alligevel måtte han for fremtiden være forsigtig, ikke overanstrænge sin hjærne og sörge for noget mere motion. Det sidste skaffede han sig hjemme ved selv at gå og holde sit hus og sin have i stand. Han havde i 1884 i fællesskab med prof. Wilkens købt sig en villa ude bag Frederiksberg og her indrettet sig et ungkarlehjem efter sit hoved. Det regelmæssige liv lå i længden ikke for ham. Var han optaget af en tanke, forfulgte han den med anspændelse af hele sin arbejdskraft uden at bryde sig om, hvad hans helbred tålte. Var han ikke det, fik han til nød sit daglige arbejde fra hånden og lod iøvrigt fem være lige. Også i sin daglige levemåde tog han for lidt hensyn til sit helbred. I de følgende år havde han af og til mindelser af sit slagtilfælde. Engang blev han ved vintertid funden bevidstløs på gaden. Han blev dog ved at leve som hidtil. De fordringer, han stillede til sin arbejdsævne, blev mindre og mindre og gik ikke ud over, hvad han så nogenlunde var nødt til at göre, efter at han i begyndelsen af 1890’erne havde lagt sine fonometriske studier på hylden. Følelsen heraf trykkede ham i de sidste år af hans liv og gjorde ham noget mere tilbageholdende selv over for sine gode venner. I efteråret 1896 ramtes han igen af en delvis lammelse. Det voldte ham besvær at tale, og han kunde næsten ikke slæbe benene efter sig; alligevel blev han ved at passe sine forelæsninger. I Oktober måtte han endelig holde op. Da han gik fra den sidste forelæsning, var det ham næppe muligt at holde sig oprejst. Hans kræfter var fuldstændig udtømte. Efter et 3-ugers sygeleje døde han på diakonissestiftelsen den 5. nov. 1896 kl. 11½ om aftenen.



Som yngre var Verner lang og tynd. Hans tarvelige levemåde i studenterårene var skyld deri. Det var næppe af trang, at han levede dårligt og knapt, men fordi han af hensyn til sine brødre anså det for sin pligt at koste sin fader så lidt som muligt og til dels af et vist hang til at hærde sig. Med disse principper blev han soldat og fandt behag både i den törre kost og i at stå under kommando; senere så han ligefrem tilbage på soldatertiden som et betydningsfuldt afsnit af sit liv. Han skal ellers have set så afskrækkende ud i uniform, at familien dårligt vilde kendes ved ham. Denne knebne levevis har sikkert undergravet hans helbred. Han var syg og elendig, da han efter eksamenen i 1873 tog tilbage til Århus. Hans bryst var ødelagt, og der gik omtrent et års tid, inden han følte sig helt rask igen. Da han efter ansættelsen i Halle var kommen på lyssiden af tilværelsen udadtil, afveg han fra sine spartanske principper og fik efterhånden et ganske stateligt, næsten velnæret udseende. I et brev (27—5—1895) til prof. Heusler, som han sætter stævne på en café, giver han følgende skildring af sit ydre: „Eine 49-jährige, längliche etwas geduckte Gestalt, mit Neigung zur Schmeerbäuchigkeit, ohne Brillen, in Cylinder, grauem Anzuge.“ Omtrent sådan så han ud på den tid, billedet for i bogen blev taget af ham. Han var i sine sidste år lidt tunghør; og siden han havde haft det förste slagtilfælde, gik han lidt besværligt. — Han var en udpræget ungkarlenatur uden sands for hygge. I hans værelser var alt anbragt på bedste beskup uden hensyn til orden og skönhed. Han vedblev som professor at indtage sine måltider på 2. og 3. klasses restaurationer, ligesom han havde gjort som student. I den forstand vedblev han at være student hele sit liv igennem, trods alle titelforhöjelser, således som han ønsker det i ét af sine breve fra Petersborg.

Hans jævne vaner gjorde ham skikket til at færdes mellem jævne folk. Uden det havde han ikke fået det udbytte af sit ophold i Rusland og Kašubien, han nu forstod at afvinde almuen navnlig det sidste sted. Det hænger sammen med et grundtræk i Verners karakter: det sære og usædvanlige øvede ingen tiltrækning på ham. I hans videnskab er det de store almindelige love, der interesserer ham; udredning af enkeltheder optager ham ikke synderligt. Hans nydelser var af den mest usammensatte art. På sine spasereture nyder han naturen uden fordybning i enkeltheder. Sin musikalske trang tilfredsstiller han ved at spille på flöjte og okarino hjemme hos sig selv; det falder ham ikke ind at gå til koncerter eller operaer. Hans daglige omgangsvenner er ikke store og mærkelige personligheder, som han med sit navn vilde have haft let ved at komme i berøring med. Det er ganske jævne og almindelige mennesker, han slår sig sammen med for på jævn borgermanèr at slå en ledig time ihjel ved et glas øl til et parti skak eller domino eller en dagligdags lun passiar. Hjemme hos sig selv holder han mest af at give den i islandsk uldtröje eller anden særlig for en professor höjst ureglementeret påklædning. Han maler selv sine Vægge og hvidter selv sit hus.

Han kendte igrunden kun én nydelse: sin videnskab. Den var ikke for ham daglig syslen med fagdetailler. „Det redelige videnskabelige håndværksarbejde lå ikke for ham,“ siger Wilkens[25]. Og vi har ovenfor set, hvilket besvær, det voldte ham at få nogle bestilte småanmeldelser fra hånden. Det tog halve, ja, næsten hele år af hans liv. Det er ikke ensbetydende med, at han var magelig og ingenting tog sig for. Han ofrede tværtimod sin videnskab, hvad han kunde af tid og energi, til tider måske endogså mere end hans helbred tillod. Han var kun en langsom arbejder, når han ikke fik lov til selv at optræde skabende. Enhver undtagelse, enhver uregelmæssighed er en anstødssten for hans logiske sans. Der må gives love overalt: „Nulla exceptio sine regula.“ Han egner sig kun i ringe grad til at udfylde de rammer, andre har skabt. Han danner nye rammer og bryder nye veje ved gennem sin lov at fastslå betoningens rolle i sprogudviklingen. Alt ordnes og bringes i sammenhæng af hans klare, skarpe forstand, der er som skabt til at klare vanskeligheder og rydde hindringer af vejen. Tager han först fat på et spörsmål, må det behandles tilbunds. Således kommer han fra den slaviske betoning til dansk stød, derfra til den nordiske sangtone og ender i den indoeur. accentuation. Efter den afstikker tager han atter fat på sit egentlige fag: det slaviske. Men også her må enhver krog udforskes for at levere bygningsmateriale til hans opfattelse af den slaviske betoning; derfor må han til Kašubien og havner til syvende og sidst i polabiske håndskrifter. Verner er ikke tilfreds, för han lige fra grunden af har tömret en logisk bygning op, der helt igennem hviler på fakta helst hentede fra det levende sprog. Ja, egentlig burde man vist ikke vove sig uden for sit eget modersmål. Og han ser en stor opgave for videnskaben i at kunne overlevere det, som det virkelig blev talt, til efterverdenen. Han ved, hvor mangelfuld den tidligere overlevering har været. Men ikke engang ved det levende sprog standser hans videnskabelige skepsis. Vor opfattelse af det er for usikker og subjektiv. Allerede som student ovre i Rusland ofrer han et par sider i et brev til C. W. Smith (s. s. 180—181) på at berolige sin samvittighed i så henseende. Han slår sig da til tåls med den menneskelige naturs ufuldkommenhed. Det er ham ikke nok senere hen. Man må nå til et objektivt grundlag; lydene må laves om, så man kan tage og føle på dem. Derpå ofrede han sine sidste års arbejde. Han sad inde med den rette videnskabelige skepsis, der tager alt, selv det, der i almindelighed tages for givet, op til behandling. Her ligger et par af grundene til, at hans produktion blev så lille. Han måtte have alt med, og det nåede han aldrig; og blev han endelig engang færdig, som ved sin berömte afhandling, må han have hjælp udefra for at få bugt med sin skepsis. Han ved det meget godt selv allerede som ung: „Jeg hører til de ulykkelige, som naturen har givet altfor meget af det gode, man kalder selvkritik; det har og vil rimeligvis hele livet igennem vedblive at hæmme min optræden såvel på, salongulvet som på papiret.“

Nydelsen lå for ham ikke i resultaterne og endnu mindre i at få dem frem for offentligheden, men i selve forskningsprocessen. Han betegner sig selv som „Epikuräer des Erkennens“. Han nød, mens han arbejdede, og gik op i sit arbejde med en iver, der satte alle andre hensyn til side. Og det synes næsten, som han först rigtig nød, når han havde lejlighed til, efterhånden som han arbejdede sig ind i en opgave, at meddele sig til en god ven og drøfte sagen med ham, helst mundtlig, synes det, — derfor klager han over mangel på videnskabelig omgang særlig i Århus og tildels i Halle — i mangel deraf ved brev — derfor hans mange videnskabelige breve. I de förste år var det hans lærer C. W. Smith, han diskuterede slaviske betoningsspørsmål med i en helt igennem kammeratlig tone. Senere er det Hoffory, „dessen sprachwissenschaftlicher Amyntor ich seit seinem 12ten Jahre gewesen bin“. De var begge fra Århus og var gennem mange år venner, der førte en til tider meget livlig brevveksling i de frieste former. Lidt anderledes er forholdet over for Vilh. Thomsen. Til ham skriver Verner mere for at høre en

autoritets mening om sine tanker. Han siger det selv,
Karl Verner. Vald. Steffensen[26]. Julius Hoffory.

og man mærker det også på den adstadige tone, der kendetegner disse breve i sammenligning med dem til Hoffory. Senere er det Leipzigerfilologerne, han drøfter videnskabelige problemer med, både mundtlig og skriftlig. For maskinens vedkommende er det navnlig broderen Rudolf og tildels forstander Forchhammer, der må holde for. Som prof. har han desuden sine tilhørere og elever at meddele sig til. I en sådan diskussion er han selvsikker nok. Han ved meget godt, når han har ført beviser, der ikke lader sig rokke. Noget andet er, at resultaterne undertiden bliver så enkle, at han knap kan tro på dem. Men dermed er han færdig med sagen. Hans personlige interesse deraf er mættet, og han er straks igang med at arbejde videre på grundlag af de nyvundne resultater At bringe dem på papiret og få. dem offentliggjort er for ham at göre et gjort arbejde om igen, et stykke håndværksarbejde, som han lader ligge, hvis han ikke føler sig forpligtet over for folk, der venter det af ham. Lysten til at producere kommer nok over ham engang imellem; og han udkaster i en fart store planer som ved sine danske studier (s. s. 205 f.) eller da han i Halle sætter sig for at göre sit slaviske arbejde færdigt (s. s. LXI); men det bliver af de ovenanførte grunde ved planerne. At få noget frem af ærgærrighed, for at vinde et navn, falder ham aldrig ind. Og alligevel var han ikke uimodtagelig for al den anerkendelse, der siden blev ham til del. Han satte sikkert pris på den. Blot han ser sit navn i avisen eller får et „bierkarte“ fra en tysk „seminarkneipe“, beretter han det udførligt med en vis tilfredshed i sine breve.

Verner vilde have levet uden at hans genialitet og arbejde var kommen omverdenen til gode, havde han ikke været i besiddelse af en stærkt udviklet pligtfølelse. Det er tildels af pligtfølelse over for familien, han halvsulter som student. Det er af samme grund, han under Århusopholdet må skrive noget. Det er af ren og skær pligt, han senere i Tyskland skriver anmældelser. Noget lignende ligger bag ved udarbejdelsen af hans andre arbejder. Han føler sig i sommeren 1875 forpligtet over for Vilh. Thomsen til at få sine afhandlinger færdige. Det samme går igen ved „Store og små bogstaver“. Da han först har ladet en ytring falde om, at han kunde have lyst til at svare på Reckes pjæse, og man glad tager mod tilbudet, fordi man håber, at hans autoritet skal komme til at betyde noget i striden, føler han sig bunden over for disse mennesker og gör arbejdet færdigt. Et lignende forhold har han for sit slaviske arbejdes vedkommende følt sig i over for Leipzigerfilologerne navnlig Leskien (s. s. LXIII). Som den af staten lönnede „konsulent“, har han følt sig forpligtet til at skrive artikler om slaviske æmner i Salmonsens konversationsleksikon, når man ikke kunde få andre til det. Hans berömmelse blev ham også en art forpligtelse. Man mærker det på hans ytringer om sit slaviske arbejde (s. s. LXI). At han aldrig fik den indfriet, nagede og trykkede ham en del i hans sidste år. Af hensyn til sin navnkundighed vilde han af selvstændigt arbejde kun yde noget nyt og banebrydende. Det var ham umuligt, da hans samvittighedsfuldhed og skepsis trak arbejdet ud for ham, så andre regelmæssigt kom ham i forkøbet.

Denne pligtfølelse kom endnu stærkere frem hos ham i hans borgerlige livsstillinger som bibliotekar og docent. Han nöjes ikke med at holde sig tjenestereglementet efterrettelig. Han danner sig sin egen opfattelse af sin pligt. Og det er ikke små fordringer, han stiller til sig selv, navnlig som docent (s. s. LXIX). Og over for tjenestens bud viger ethvert andet hensyn: hans eget videnskabelige arbejde må vente, og helbredet skal slå til, enten det kan eller ikke. Og selvom han havde trukket grænserne for hvad han burde overordentlig vide, slog det endda ikke til, de måtte udvides. Således har han næppe tænkt sig, at hans konsulentvirksomhed i slavisk skulde komme til at sluge så meget af hans tid, som den gjorde; men han kunde ikke sige nej; og det puds spillede hans gode hjerte og personlige elskværdighed ham mange gange. I Halle skaffede hans overordnede ham en og anden bibeskæftigelse. Han tog imod og takkede, skönt indtægten, han havde deraf, var uvæsenlig, og tiden til egen videnskabelig forskning var ham ringe nok tilmålt i forvejen. Men til at hjælpe og göre andre tjenester havde Verner altid tid og råd. Det er umuligt at opregne alle de tilfælde, hvor han har hjulpet kollegaer og elever videnskabeligt. Hvor hjælpsom han var over for fattige, viser bedst Wilken's ord: „Hans hjerte var blødt over for menneskelig nød. Det hændte ikke så sjældent, at èn, der bad om 10 øre, fik 2 eller 5 kr., fordi den höje, noget tunghøre mand stod og stirrede på dem, og når de så fandt sig foranlediget til nærmere at begrunde deres trang og talte noget om en dyne, der skulde løses hjem, måtte der ydes noget klækkeligt, når opgaven skulde løses.“ Denne hjælpsomhed blev tit udnyttet til dristige plattenslagerier. Verner morede sig kun derover. Det var svamp på samfundet og hørte som sådan med til livets fænomener og kunde göres til genstand for videnskabelig betragtning.

Verners stærke pligtfølelse og udprægede elskværdighed gjorde ham altfor let afhængig af sine omgivelser. Han manglede som modvægt derimod en sikker overbevisning om sit eget værd for videnskaben. Han forstod meget godt, hvad hans „lov“ betød; men i sin uendelige beskedenhed var han aldeles sikker på, at enhver anden med samme forudsætninger ligeså godt kunde have gjort denne opdagelse. Sin egen videnskabelige individualitet regnede han ikke med, men lod tilfældet skalte og valte med den efter behag. Lever han i heldige omgivelser, kommer der noget stort ud deraf som i sommeren 1875; ellers ligger den brak, som under Tysklandsopholdet og tildels senere; direkte misbrugt blev den ikke. Verners fine hæderlighed yder en passiv modstand, der ikke lod sig overvinde. Han kunde ikke optræde direkte afvisende og lige så ringe ævne havde han til at indvirke bestemmende på andre mennesker. Han egnede sig derfor ikke for ledende stillinger. Han vidste det og holdt sig tilbage (s. s. IL). Han er for beskeden og tilbageholden til at egne sig til offentlig optræden. Det ved han også godt og er derfor meget betænkelig ved at søge docentposten herhjemme. Og da han endelig må, til det som docent, affinder han sig dermed efter bedste ævne. Hans afsky for alt, hvad der var officielt, var næsten sygelig udviklet. Han er henrykt, da det to gange lykkes ham at tage til Berlin for at göre visit hos sin overordnede i ministeriet uden at træffe ham. En tysk professor kom engang og vilde hilse på ham, da han stod og malede sit hus. På professorens spörsmål, om den berömte Karl Verner var hjemme, svarede malersvenden belevent på tysk, at professoren desværre ikke var hjemme, og malede fornöjet videre[27].

Man forstår, at denne mand ikke deltog i det offentlige liv til trods for sine udprægede anskuelser. Allerede i Petersborg føler han sig som en „nøgen demokrat“ blandt de mange stærkt dekorerede herrer, han kom sammen med derovre, og han blev ved med hele livet igennem at føle sig som demokrat. Han var således i begyndelsen af 80'erne en hyppig gæst i det radikale „Studentersamfund“, og i de politiske kampår koger hans indignation over, så han griber til pennen og begynder på en avisartikel for at protestere. Det blev ved begyndelsen.

Verner var i det hele en retliniet personlighed. Han var det ganske instinktmæssigt. Enhver tragten efter at udvikle sin personlighed og udforme sin karakter lå ham fjærn. Han gik sine egne veje i det daglige liv som i sin videnskab.

  1. Vernerbiografier: Vilhelm Thomsen i Nord. tidskr. f. filologi 3 r. V, s. 187—202. — Verner Dahlerup i Arkiv f. nord. filologi XIII, ny följd IX, 270—81 (et kort referat deraf ved Dodge i The american journal of philology XVIII, 1897). — Otto Jespersen i Tilskueren 1897. — Holger Pedersen i Idg. anz. f. sprach- und altertumskunde VIII, 107—114. — Brugmann ibd. VII, 269—70. — W. Streitberg i Beilage zur Allg. Zeitung, München, 1897 nr. 2, 4. jan. — Cl. Wilkens i Illustreret tidende, 15—11—1896. — Edv. Brandes: To breve fra Karl Verner, Tilskueren 1899, 231—240. — O. Hartvig: Karl Adolf Verner als bibliothekar, Centralblatt f. bibliothekswesen XIV, 249—263.
  2. I samme anledning fik Verner det hværv af akademiet i Petersborg efter sin hjemkomst at afskrive alle dokumenter vedrørende Peter den stores historie i vort udenrigsministeriums arkiv. Om han fik det gjort, vides ikke.
  3. Otto Jespersen, Fonetik § 44.
  4. sml. også s. 171—172.
  5. Vilh. Thomsen i Tidskr. f. filologi 3 r. V s. 188.
  6. Efter at han har afvist tanken om at disputere over sine danske studier, s. s. 251 fodn.
  7. Avertissement i Jyllandsposten 26—4—1874.
  8. s. s. 267 ff.
  9. s. s. 281 ff.; 327 ff.
  10. s. s. 301; Vilh. Thomsen l. c. s. 197.
  11. Lidt senere skrev han til Smith: „Vinteren har jeg hidtil heldigt overstået uden forkølelse. Jeg har ude på loftet fundet en gammel fodpose så rummelig, at jeg har kunnet binde den under armene, og iført denne rustning har jeg med held overvundet mit værelses uheldige terrainforhold.“
  12. Efter V.’s egen fortælling skal de smigrende ord have været skrevet på et stykke papir, der var klæbet over bagsiden af et brevkort. V. var nysgærrig, fjernede papiret og fandt på kortet en ganske kort tak for de tilsendte afhandlinger, skrevet altså inden M. endnu havde fået dem læst.
  13. Nogle år efter siger V. selv, at det var i Strassburg. Det er næppe rigtigt. Först et par år senere har han fået tilbud om en professorpost der, som han også afslog.
  14. Også senere hen da han ikke havde nogen personlig grund til misfornöjelse, ser han skævt til den klassiske filologi (s. s. 357).
  15. Tilskueren 1899, s. 239.
  16. Sievers s. s. 339; Heinzel: Über die endsilben der altn. spr. Wien 1877.
  17. Centralbl. f. bibliotheksw. XIV, s. 255.
  18. M. h. t. hans frygt for at træde offentlig frem, fik man ham beroliget ved at indskærpe ham, at der kun kunde blive tale om en ganske lille tilhørerkres.
  19. 1888 blev han professor extraord.
  20. Nedsat i anledning af Lundells ansøgning om ansættelse som professor i slaviske sprog ved Upsala universitet — Brudstykket her er taget af et udkast, der aldrig blev til mere, da Verner sluttede sig til Vilh. Thomsens indstilling.
  21. Tilskueren 1899, s. 237 f.
  22. Som et eksempel på hvor ubetydelige ting han blev brugt til kan nævnes hans oversættelser af enkelte vers af slaviske nationalsange (Bulgarien, Böhmen, Montenegro, Serbien) til Ludvig Hegners Geografiske sangbog.
  23. En gang tidligere havde han draget nytte af matematikken for sprogvidenskaben. Det er nemlig sikkert ham, der har indført de matematiske tegn > i betydningen „bliver til“ og < „opstået af“, s. Vilh. Thomsen l. c. s. 195 fodn.
  24. Heraf blev han medlem i 1888. Af andre akademiske æresbevisninger, der blev ham til del, kan nævnes, at han i 1883 blev optaget som medlem af „Maatschappij der Nederlandsche Letterkunde te Leiden“; og i 1887 blev han kreeret til æresdoktor i filosofien af universitetet i Heidelberg.
  25. I sin artikel i Ill. tidende 15—11—1896, der giver et udmærket karakteristik af Verner som menneske. Den er benyttet en del i det følgende.
  26. s. s. 40; han blev sindsyg som ung.
  27. Wilkens l. c.