Blomsterne

BLOMSTERNE.

Det var ganske tidligt paa Sommeren.

Anemonerne og Violerne var forbi. Den vilde Rosenbusk paa Gærdet var i fuld Blomst, og Smørblomsten skinnede paa Grøfteranden over hele sit runde, gule Ansigt. Mange af de andre vilde Blomster var allerede sprungne ud, og Resten skulde lige til det. Kornet stod højt paa Marken, og Fuglene sang i Skoven.

Hen ad Landevejen gik tre Studenter.

De havde Huen bag i Nakken, Pibe i Munden og Stok i Haanden. Over deres ene Skulder hang Rejsetasken, over deres anden Feltflasken. De gik i Takt og stampede, saa Støvet stod om dem i en hel Sky. For de var saa unge.

Og saa sang de:

»Fire Mark for et Par Saaler,
otte Mark for Overlæ'r — —
nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej!
Overlæ'r, det faar du ej.«

Da de var komne op paa Bakken lige ud for den vilde Rose, stod den ene af dem stille.

»Holdt!« sagde han.

De andre to lystrede, og han, der havde sagt Holdt, tog Huen af, satte sin Stok fast i Grøftekanten og hængte Huen paa den. De andre gjorde lige saadan. Saa tog han Proppen af sin Flaske med Tænderne, svingede Flasken højt i Luften og holdt en Tale.

»Hurra for Vaaren!« sagde han. »Den er grøn, og den er god, og den er de glade Studenters. I Vaaren springer Skoledrengene ud og bliver Studenter. Og Skoven springer ud. Og Rosen og Violen og Nelliken og Lilliekonvallen springer allesammen ud, for at de kan skinne smukt for Studentens Øje og dufte sødt i hans Næse. Du vilde Rose paa Gærdet! Studenten forstaar, at du rødmer for ham, og takker dig. Tak, du gule Smørblomst, der gør det saa godt, som du kan. Og Tak, du langsomme Lyng, som ikke er kommen med endnu. Vi véd, at du kommer, og vi takker dig. Tak, allesammen, for hvad I gør for os! Hurra!«

De tre Studenter tog en dygtig Slurk af Flasken, og saa raabte han, der havde holdt Talen:

»Tre lange!«

Og allesammen skreg de:

»Hur—ra—eh! Hur—ra—eh! Hur—ra—eh!«

»Tre korte!« kommanderede han.

»Hurra! Hurra! Hurra!« skreg de.

»Almindelig Studenter-Foraars-Jubel!« sagde han saa.

Og nu skreg de allesammen saadan op, at den vilde Rose paa Gærdet lukkede sine Blomster, og Lærken, der hang oppe i Luften og trilrede, i stor Forskrækkelse fløj ned i Rugen, hvor den havde sin Rede, og tav bomstille.

Derefter tog Studenterne sig endnu en Slurk af deres Flasker, men han, som havde holdt Talen, tog to, fordi han var mest tør i Halsen. Saa satte de Huen paa, tog Stokken i Haanden og marcherede af, imens de sang:

»Agurkesalat og Lammesteg
og Lammesteg og Agurkesala—et!
Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej!
Lammesteg, det faar du ej.«

Men da Studenterne var komne helt ned ad Bakken og saa langt bort, at man ikke mere kunde høre deres Sang og ikke sé andet af dem end en Støvsky — da lød der en umaadelig Latter efter dem.

Den lød fra Gærdet og Grøften og helt ind over Marken. Den vilde Rose lo, saa den tabte en Bunke af sine Blade. Smørblomsten grinte over hele Ansigtet, Mælkebøtten gjorde ligedan, og Blaaklokken rystede af Latter, saa alle Klokkerne kimede. De mange tusinde Rugstraa inde paa Marken virrede med Aksene af Lystighed, og en ung Klinte, der endnu stod i Knop, klukkede saadan af Latter, at den sprængte sit Hylster og sprang en Dag for tidlig ud.

»Er det dog ikke ubegribeligt, at Folk kan være saa dumme?« sagde Rosen, da den havde lét saa længe, at den ikke kunde mere. »Der gaar nu de tre Studenter og synger og skraaler og tror fuldt og fast, at vi staar her og tager os ud for deres Skyld. Og saa er Studenterne endda de klogeste af alle Mennesker.«

»Ja, saa maa de andre rigtignok være slemme,« sagde Mælkebøtten.

»Jeg kan virkelig ikke taale saa megen Morskab paa Morgenstunden,« sagde Rosen igen. »Ler jeg saadan een Gang til, saa dratter alle mine Blade. Og det gaar ikke an, for i Dag bliver det Vejr til at gøre Forretninger.« »Ja, jeg er klar,« sagde Blaaklokken og ringlede med Klokkerne. »Honning har jeg nok af, og mine Støvknappe springer, bare et Flueben rører ved dem.«

»Sé, hvor jeg har stillet alle mine smaa Blomster sammen!« sagde Mælkebøtten fornøjet. »Har nogen af jer sét saa nydelig en Blomsterkurv?«

»Det Kneb kender vi,« sagde den vilde Gulerod, der stod paa Gærdet ved Siden af Rosen og holdt sig nok saa rank. »Jeg bærer mig lige saadan ad ... vil I sé en Skærm, der kan præsentere sig? Lod jeg mine Blomster sidde enkeltvis, kunde de vente længe, før man opdagede dem. Men nu tænker jeg, det gaar. Jeg har ogsaa fundet paa at anbringe en rød Blomst midt i min hvide Skærm. Den er ganske gold og duer til ingenting, det er bare Reklame. Dyrene skal altid hen og kigge efter den. Ja, man maa være om sig, saadan som Konkurrencen er stegen.«

»Jeg vilde nu aldrig holde saadan en aaben Butik,« sagde den gule Torskemund, der stod med sin Krone tæt lukket. »Jeg bryder mig ikke om, at Fluer og den Slags Smaakravl skal rende lige fra Gaden ind i mig. Min Honning er kun til Fals for en ordentlig Humlebasse, der har Kræfter til at lukke mig op.«

»Blæse være med alle jeres Kneb!« sagde den vilde Rose paa Gærdet. »Jeg behøver Gud ske Lov ikke den Slags. Jeg har en gammel og reel Forretning, der staar aaben for enhver honnet Person. Og mine Blomster er saa store og saa kønne, at den Bi, der ikke kan sé dem, maa være blind paa alle sine seks Tusinde Øjne. Jeg holder saamænd ikke engang Honning.«

»Hvad for noget?« raabte Mælkebøtten. »Hvad siger du?« sagde Klinten.

»Er det muligt?« skreg Nelliken og Snerren og Kamilleblomsten.

Og Torskemunden gabede en lille Smule af bar Forundring og spurgte:

»Hvad har du da at byde Bierne paa?«

»Jeg har mit Blomsterstøv,« svarede Rosen. »Det bruger de til Bibrød. Du véd, til deres Maddiker. Og jeg har saa rigeligt, at det ingenting gør, om der gaar en hel Del i Skuddermudder.«

Solen steg paa Himlen og tørrede Duggen bort.

»Nu ringer jeg Markedet ind,« sagde Blaaklokken.

Alle Blomsterne rettede paa sig og skinnede og duftede og gjorde sig Umage for at sé godt ud. Og alle Vegne fra summede og surrede Fluer og Bier og Sommerfugle og Gedehamse og en Mængde andre Insekter, der havde siddet gemte Natten over i deres Reder eller under store Blade eller andre Steder, hvor der var tørt og lunt.

De spredte sig over Gærdet og Grøfteranden, fløj fra den ene Blomst til den anden og krøb ind og ud af dem. Og Blomsterne skinnede og duftede og raabte i Munden paa hverandre.

Blaaklokken sang:

»Kling, klang, Bier smaa,
kryb ind i mine Klokker blaa!
Her er dejlig Honning
til jeres unge Dronning.«

»Nu kommer vi, nu kommer vi!« sagde Bierne, og et Øjeblik efter var der en inde i hver eneste af Klokkeblomsterne. De drak saa megen Honning, de kunde aarke, og Støvet dryssede fra Støvknappene ned over dem og hang fast i Haarene paa deres laadne Krop.

Saa sang den vilde Rose paa Gærdet:

»Kom, gule Bi, saa flink, saa fin!
Kom, Sommerfugl, du favre!
Min søde Duft, min Kinds Karmin
jeg lover liflig Davre.
Fuldt er mit røde Rosenskød
af Støv til lækkert Maddike-Brød.«

Og Torskemunden sang:

»Dybt i min Kalk er Honningen gemt,
at hente den frem er ikke saa nemt.
Det kan kun Humlen, den stærke, den sorte,
den aabner kækt mine gule Porte.
Kom, Humle, kom! Jeg er skabt for dig.
Det andet Smaakravl maa flyve for mig.«

»Giv bare Tid, lille Børn,« sagde Humlebien. »Vi kommer til jer allesammen efter Tur.«

»Denne Vej!« skreg Mælkebøtten. »Den bedste Honning paa Grøftekanten faas hos mig. Den gule Butik her nede i Græsset — skraas over for den vilde Rose. Højstærede Fluer, behag at sé indenfor! Her er noget for enhver ... alle mine hundrede Blomster er topfulde. Denne Vej! Denne Vej!«

Og den vilde Gulerod løftede sin Skærm op over de andre og sang den ene Gang efter den anden det samme Vers:

»Kom til mig, I vævre Fluer,
Bier, Gedehamsefruer!
Jeg har bare Ting, som duer.
Hos den vilde Gulerod
faar man Honning frisk og god.«

»Her er mer, end vi kan overkomme,« sagde Gedehamsen.

Og den krøb ind i den ene Blomst og ud af den anden. Bierne bar Blomsterstøvet og Honningen hjem i deres Kuber og skyndte sig af Sted for at hente mere. Humlebierne summede og brummede, Fluerne kravlede og krøb, Sommerfuglene dansede i Luften fra den ene til den anden og bredte deres brogede Vinger ud og samlede dem igen.

Saadan gik det hele Dagen. Blomsterne kaldte og sang ustandseligt, og Solen skinnede muntert over det altsammen. Først da den sank bag Skoven, fløj Insekterne hjem, enhver til sin Rede eller sit Hvilested.

»Det var en god Dag,« sagde Rosen. »Halvparten af mine Blomster er tømte for Støv. Saadan en Dag til, og jeg er fornøjet.«

Blaaklokken nikkede, for den havde ogsaa gjort gode Forretninger. Mælkebøtten havde travlt med at lukke alle sine smaa Blomster i, og Guleroden stod endnu og strittede med sin Skærm, om der ikke skulde komme en forsinket Flue forbi.

Men i Græsset paa Grøfteranden laa en stor, gammel Humlebi paa Ryggen og sparkede med alle sine seks Ben i Luften.

»Er du kommen noget til, kære Ven?« spurgte den vilde Rose paa Gærdet.

»Aa nej!« sagde Humlebien. »Jeg er bare lige ved at kvæles af Latter. Jeg kom til at tænke paa Studenterne, der gik forbi i Morges. Ha, ha, ha! De troede, det var for dem, I skinnede og duftede.«

»Ja, det var nogle latterlige Fyre,« sagde Rosen.

»Ha, ha, ha!« lo Humlebien igen. »Der gik de og havde ingen Anelse om, at det er for min Skyld, I gør det ... og for Biernes og Fluernes og Sommerfuglenes. Vorherre maa vide, hvordan vi skulde hitte jeres Honningbutiker, naar vi ikke kunde lugte os frem, og I ikke satte et ordentlig kulørt Skilt op.«

Der var ingen af de vilde Blomster, der sagde noget, saa længe Humlebien laa paa Grøfteranden og lo. Men ikke saa snart havde den faaet samlet sig op og var fløjet hjem, før de allesammen brast i en Latter, der var akkurat lige saa munter og vældig som den, de sendte efter Studenterne.

»Det er jo ikke til at holde ud med de Tossehoveder,« sagde Rosen. »Man skulde da tro, at saadant et Dyr havde bedre Forstand end en Smule Student, men Humlebien bilder sig saamænd ogsaa ind, at vi staar her for dens Skyld.«

»Undskyld, at jeg blander mig i Samtalen,« sagde Bogfinken, der sad i Toppen af den vilde Rose. »Jeg var her ogsaa i Morges, da Studenterne gik forbi, og jeg forstaar det ikke rigtigt. Naar I ikke pynter jer for Studenternes Skyld og ikke for Biernes og Sommerfuglenes ... hvem Pokker gør I det da for?«

»Vi gør det naturligvis for vores egen Skyld, bedste Finke,« sagde Rosen.

»Forklar mig det,« bad Bogfinken.

»Jeg gider ikke,« sagde Rosen. »Duggen falder, og jeg maa lukke. Godnat.«

Blaaklokken ringede til Aften, Mælkebøtten sov allerede paa Grøftekanten, Torskemunden kneb sine Læber saa fast sammen, at ingen Humlebi i Verden kunde faa dem fra hinanden, og den vilde Gulerod nikkede og sang i Søvne:

»Hos den vilde Gulerod
faar man Honning, frisk og god.«

Bogfinken sad og gyngede paa sin Rosengren og var ked af det. Den spekulerede paa det og kunde ikke finde ud af det og ikke falde i Søvn. Saa var der en stor, graa Aftensværmer, som svirrede over Gærdet ind mod Rugen, der stod og hviskede med Aftenvinden. Og lige i det samme fik Bogfinken Øje paa en stor, smuk Aftenpragtstjerne, der rakte sin hvide Krone hen mod Aftensværmeren og sang:

»Løft dine Vinger, bløde og graa,
ensomme Sværmer, flyv hid over Gærde!
Ene af alle de Blomster smaa
er jeg i Aften paa Færde.
Alle, som Solen i Øjet saà,
slumrer nu sødt, i Drømme de vugge sig.
Ene jeg vaager, ventende paa,
at dybt i min kølige Kalk du skal dukke dig.
Skynd dig, Sommerfugl, blød og graa!
Naar Stjernerne slukkes i Gry, maa jeg lukke mig.«

Nu saà Bogfinken, hvorledes Aftensværmeren satte sig paa Blomsten og stak sin lange Snabel ned i dens Kalk. Og da den havde suget al den Honning, der var, og sad og vippede med Vingerne, lød der lidt henne fra akkurat den samme Sang, som Aftenpragtstjernen havde sunget. Bogfinken kunde skimte en stor, hvid Blomst derhenne, og nu fløj Sommerfuglen af Sted og satte sig paa den.

»Aftenpragtstjerne,« sagde Bogfinken. »Fortæl mig, hvordan det egentlig hænger sammen med jer Blomster og Bierne og Sommerfuglene. Jeg har siddet her i Dag og sét og hørt det altsammen, men jeg forstaar ikke et Kvidder af det. — Hvad vilde nu Aftensværmeren dig?«

»Den fik min Honning,« svarede Pragtstjernen.

»Godt,« sagde Bogfinken. »Men hvad gav den dig til Gengæld?«

»Den tog mit Blomsterstøv,« sagde Pragtstjernen. Men Bogfinken rystede paa sit Hoved.

»Ja, det kan jo være meget rart for Aftensværmeren,« sagde den. »Den tog det ene og fik det andet, saa den kan sagtens. Men hvad Fornøjelse har du af den Historie?«

»Sér du,« sagde Pragtstjernen, »enhver ordentlig Blomst har to store Bekymringer i sit Liv. Først skal den have sine Frø, og dernæst skal den være af med dem. Det forstaar du nok?«

»Om jeg gør!« svarede Bogfinken. »Det er jo akkurat ligesom hos os. Først skal vi have Ungerne, og saa skal vi sé at faa dem opdragne og sendt ud i Verden. Vi har saamænd heller ikke mere end de samme to Bekymringer. Men de varer omtrent, fra man bliver født, og til man dør, og man bliver somme Tider temmelig mager af dem.«

»Naturligvis,« sagde Pragtstjernen. »Man faar ingenting for ingenting i denne Verden. Men det var nu mine Æg og ikke dine Unger, vi skulde snakke om.«

»Saa du har Æg?« sagde Bogfinken høflig.

»Det har jeg,« sagde Pragtstjernen. »Det, der bliver ud af dine Æg, er Unger, og det, der bliver ud af mine, er Frø. Men først maa Støvet fra Støvdragerne falde paa dem. Ellers bliver de til ingenting. Saadan er det med mig, og saadan er det med alle Blomsterne, og det er Bierne og Sommerfuglene og alle de andre Insekter, der bringer Støvet imellem os.«

»Aha!« sagde Bogfinken og fløjtede. »Nu begynder jeg at forstaa det altsammen. De kommer til jer for at hente Honning, og saa faar de Blomsterstøv paa sig.«

»Akkurat,« svarede Pragtstjernen. »Støvet hænger i Haarene paa deres Krop, i deres Vinger og deres Ben. Naar de saa kommer hen i en anden Blomst og rumsterer i den efter Honning, saa gnider de Støvet af sig, det falder paa Æggene, og Æggene bliver til Frø.«

»Det er nydeligt indrettet,« sagde Bogfinken. »Og det er for at lokke Insekterne til jer, at I har alle de brogede Farver?«

»Akkurat,« sagde Pragtstjernen. »Jeg for mit Vedkommende er nu ganske hvid, som du sér. Jeg spekulerer kun i de Insekter, der flyver ud om Natten, og saa er den hvide Farve den, der skinner bedst igennem. Der er for stor en Konkurrence om Dagen, men nu er jeg ganske ene om Budet.«

»Naa—aa,« sagde Natviolen, som stod lidt borte og hørte det altsammen. »Jeg tæller da ogsaa med.«

»Jeg kan ikke sé dig,« sagde Aftenpragtstjernen. »Hvor staar du? Hvad hedder du? Hvad Farver har din Blomst?«

»Jeg hedder Natviol, og min Blomst er brun og grim og lille.«

»Saa er du ikke farlig,« sagde Pragtstjernen.

»Naa—aa,« sagde Natviolen. »Jeg klarer mig endda. For lidt siden fløj en stor Aftensværmer forbi dig og lige hen i Skødet paa mig. Jeg kaldte paa den ved min Duft, forstaar du ... den sødeste Duft i Natten, saa sød, at Menneskene har indført mig fra Syden, hvor jeg hører hjemme, og plantet mig i deres Haver. Det er fra Møllerens Have, jeg har forvildet mig herud, og nu bliver jeg her og staar med dig.«

Aftenpragtstjernen vilde svare, men i det samme sang Natviolen:

»Natsommerfugl paa din dansende Flugt
i den kølige Luft,
kan du finde mig?
Ikke jeg skinner som Pragtstjernen smukt,
kun ved min sjældne, min dejlige Duft
vil jeg binde dig.

Vide bølger den, stærk og sød,
evig om Honningen i mit Skød
skal den minde dig.«

»Ja — naar du endda vil lade mig beholde Aftensværmerne og nøjes med Natsommerfuglene,« sagde Pragtstjernen. »De fleste af dem spiser ingenting, men flyver forbi den dejligste Honning, som om det var Snavs.«

»Der er saamænd nok til jer begge to,« sagde Bogfinken. »Det er ikke noget at skændes om. I skulde bare sé Blomsterne om Dagen. Dèr staar en Kamp ... det er en anden Historie, kan I tro! — Men hør nu, du Aftenpragtstjerne, der er alligevel noget, jeg ikke forstaar. Hvorfor drysser I ikke selv Støv paa jeres Æg? I har jo nok af det, og det var da meget nemmere.«

»Ja — jeg kunde nu ikke, om jeg ogsaa vilde,« svarede Aftenpragtstjernen. »Jeg har slet ingen Støvdragere i min Blomst, ikke andet end Æg.«

»Herre Gud, er du Invalid?« sagde Bogfinken.

»Nej, jeg er saamænd ej,« sagde Blomsten. »Saadan er nu vi Aftenpragtstjerner indrettede. Min Søster herhenne ved Gærdet gaar det ligedan. Men derovre paa den anden Side af Vejen staar mine Brødre ... kan du sé det hvide, der skinner derovre? Det er dem. De har bar Støvdragere, men ingen Æg. Saa forstaar du nok, at vi er nødte til at bruge Sommerfuglens Hjælp.«

»Ja vel,« sagde Bogfinken. »Men Rosen da? og Smørblomsten? og Mælkebøtten? og Blaaklokken? er det lige saadan med dem?«

»Nej,« svarede Pragtstjernen. »De har baade Æg og Støvdragere i deres Blomster, saa de kunde nok klare sig selv, hvis de vilde. Men de vil nødig. For fremmed Støv giver de største og bedste Frø, skal jeg sige dig.« »Det er altsammen meget mærkeligt,« sagde Bogfinken. »Paa den Maade har I det næsten som vi Dyr, slaas med hverandre om Udkommet, kæmper for Børnene og det hele.«

Aftenpragtstjernen nikkede paa sin Stængel og sang sin lille Vise, for der kom netop en stor, graa Sommerfugl flyvende. Men den fløj forbi, og saa sagde Blomsten:

»Aa ja saamænd. Men I skriger og slaar hverandre ihjel og pisker rundt fra Morgen til Aften. Vi staar stille, hvor vi staar, og skinner og dufter og passer vores Ting alligevel. Saa en Forskel er der da.«

Bogfinken sad lidt og tænkte over det. Saa opdagede den, at Klokken var mange, og skyndte sig hen til sin Rede i Skoven.

Og Aftenen gik, og det blev mørkere. Lysene sluktes rundt om i Gaardene, og der var ingen mer, som gik paa Vejen. Natviolen duftede, skjult i Græsset, Rugen hviskede med Nattevinden, og Aftenpragtstjernens hvide Krone skinnede.

»Du der — Rug!« sagde Aftenpragtstjernen. »Du er saa lang og naaer saa vidt ... kan du ikke sé, om der er en Aftensværmer i Anmarch?«

»Kigger ikke efter den Slags ... kender ikke til det ... kerer mig ikke om det!« svarede Rugen.

Og det lød langt hen over Marken, for det var alle Rugstraaene, der svarede paa een Gang, og de bøjede alle deres Aks den samme Vej, for de holdt godt sammen og var enige om alting.

»Naa, naa,« sagde Pragtstjernen. »Du behøver da ikke at være saa vigtig. Den Dag kommer vel ogsaa nok, da du har Brug for et Par Bier eller en Sommerfugl.«

»Nej, den gør ikke ... gør ikke ... gør ikke!« lød det hen over Rugmarken. »Saa—e?« sagde Pragtstjernen forbløffet. »Saa forstaar jeg egentlig ikke, hvordan I bærer jer ad med jeres Æg og Støv, saa mange som I er ... for I er vist over hundrede?«

»Vi er en Million,« svarede Rugen.

Og atter lød det hen over Marken, saa det gav Genlyd helt ind i Skoven:

»En Million ... Million ... Million!«

Det varede noget, inden Pragtstjernen kunde sunde sig, saa overvældet blev den. Men lidt efter sagde den ydmygt:

»Vil ikke en af jer fortælle mig, hvordan I bærer jer ad, naar I ikke bruger Bierne og Sommerfuglene? Men kunde det ikke blive bare een af jer? Jeg er kun en enlig Aftenpragtstjerne, og jeg bliver helt uhyggelig, naar I taler allesammen paa een Gang.«

Et Øjeblik var der ganske stille i Rugen, mens Pragtstjernen lyttede efter Svar paa sit Spørgsmaal. Saa hviskede et af de Rugstraa, der stod nærmest:

»Vi drær.«

»Aa—e!« sagde Aftenpragtstjernen.

Den stod og saà dum ud, for den vidste ikke, hvad det betød, og generede sig for at spørge.

»Hvad er det, de gør?« spurgte Natviolen.

»De drær,« sagde Aftenpragtstjernen.

Men Rugstraaet bøjede sig helt ned over Blomsterne og hviskede:

»I kan sagtens faa Insekterne til at besørge jeres Støv, saadan et Par Stykker I er. Men vores Forretning er altfor stor til, at vi kan hjælpe os paa den Maade. Hos os kommer det hele i Orden paa een Dag, ja, somme Tider paa et Par Timer. Vi bruger Vindkraft, skal jeg sige Dig.«

»Aa—e!« sagde Aftenpragtstjernen. »Hvad er det, de gør?« spurgte Natviolen.

Pragtstjernen fortalte den det, og de var begge to lige kloge. Men saa hviskede Rugstraaet igen:

»Naar Støvet er modent, vokser alle vore Støvdragere ud af Akset. Det gaar i en rygende Fart, maa I tro. Støvknappene hænger og dingler i Luften, og saa gælder det at passe Tiden. Naar Solen skinner rigtig mildt, og der ingen Regnskyer er paa Himlen, og det er næsten ganske stille — saa springer alle Støvknappene op, og Støvet falder ud og bølger frem og tilbage over Marken og falder paa Æggene.«

»De er en ordentlig Grossererforretning, I har,« sagde Pragtstjernen.

»Der maa da gaa en Masse Støv til Spilde,« sagde Natviolen.

»Det gør der,« hviskede Rugstraaet. »Men det har vi beregnet i Forvejen, saa vi har nok af det. I Morgen drær vi ... pas paa, saa skal I sé, der staar en hel Sky over Marken.«

»I Morgen har vi lukket,« sagde Aftenpragtstjernen, »saa vi maa tro dig paa dit Ord.«

»Skade, at Bogfinken ikke er her,« sagde Natviolen. »Den var saa nysgerrig, og her havde den da faaet noget at vide.«

De snakkede ikke mere sammen, mens Natten skred, men sang deres Viser og passede deres Honningbutiker; Aftensværmerne og Natsværmerne fløj til og fra; Rugen stod og gyngede og hviskede.

Da Morgenen gryede, lukkede Natviolen og Aftenpragtstjernen deres Blomster og dækkede sig, saa godt de kunde. Og Solen stod op i Øst og lod sine Straaler banke paa Døren hos de vilde Dagblomster.

»Op med jer, I Syvsovere!« sagde Straalerne.

Og den vilde Rose paa Gærdet og Mælkebøtten paa Grøfteranden