Breve fra Ensomheden/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 75-81

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

30 JUNI.

Kære Veninde. — Ved De, hvad det vil sige, at ligge til Sengs med en Halsbetændelse, der forhindrer en i at trække Vejret paa en anstændig Maade — naar paa samme Tid et saa skønt Billede som Dr. Franks henrivende Datter kaldende lokker udenfor ens Vinduer. Ved De, hvad det vil sige, at ligge og hallucinere sig alle Helvedes Kvaler til, bortført i en hvirvlende Pas de deux af selve Skinsygens stedlige Apostel. Og ved De endelig, hvad det vil sige, naar man glad rejser sig fra sin Seng og i Forbittrelse opdager, at den Dag, der smiler én lykkestraalende i Møde er en Onsdag — Dr. Franks Sabbathsdag!

Det er altsaa Onsdag i Dag. Og jeg er i Morges staaet op efter et Sygeleje, der har vist mig, i hvor høj Grad min udødelige Sjæl er Slave af sit skrøbelige Hylster.

Tidlig har jeg været oppe ved den hellige Lund og naturligvis fundet Dr. Franks Kapelvindue oplyst. Sørgmodig er jeg vandret tilbage til Kroen og har sat mig paa Bænken udenfor og stirret længe og bedrøvet paa mine Støvlesnuder. Derefter er jeg gaaet en Tur over Lyngen, har senere beundrende kigget paa min Hønsegaard, været inde i Krostuen og drukket Kaffe tre Gange og er endelig gaaet op paa mit Værelse for at skrive til Dem.

Nu som jeg sidder her, fylder en lyksalig Fred mit Indre. Jeg befinder mig som en Mand, der forgæves har søgt Lykkens læskende Druer i sin Hjemstavn og nu er draget ud til en fremmed og ensom Egn. Selvopgiven og træt er han sunken om paa Bænken i en Have, hvis forkrøblede Træer gyser i den kolde Vind. Men Haand under Kind og i sine tunge Grublerier har han ikke mærket, hvorledes Sommeren plantede blomstertætte Ranker omkring ham; og først da de attraaede Frugter støder bugnende mod hans Hattepul, rejser han sig forundret og plukker dem i Henrykkelse.

Ja, der er næsten kommen et Æventyrs Glans over min Tilværelse. Enhver Thevandsskruppel er forsvunden. Den ganske Jord er jo saa veldækket et Bord — hvorfor saa ikke tage for sig af Retterne. Og forøvrigt — er det ikke ligefrem en hellig Pligt, Dr. Frank har paanødet mig, og bør jeg ikke være stolt over, at hans Valg traf mig? Bør jeg ikke betragte det som et hæderfuldt Hverv at blive Fader til hans Datters Barn? Sig mig, kære Veninde, kunde De ikke tænke Dem et menneskeligt Samfund, hvor Fædrene netop satte en Ære i at skænke deres Døttre til de mest udmærkede unge Mænd med Forlangende om at skaffe disse Døttre Børn? Og vilde et saadant Forhold ikke være af største, jeg kunde gerne sige moralske Betydning for Staten og den ny Generation? Jeg er langtfra utilbøjelig til at tro det.

Desuden er dette jo Erotik af en ganske særegen Art, hvad der vil have stor Betydning for min Udvikling. Jeg staar her overfor den reneste Dyd, som Ensomheden har iskænket sin svulmende Kraft og sin yppige Sødme. Jeg staar her overfor en Renhed, jeg næppe turde vove at drømme om i Hovedstaden, omgiven af Byerotikkens lurende Krebseklør. Maaske er det selve Lykkens Dør, der aabner sig for mit henrykte Øje.

Denne tindrende Renhed. Denne snehvide Dyd. Er det ikke Troen paa den, der har ført mig ud i disse Egne. Og har jeg ikke fundet den mere blændende skøn og mere uberørt hvid, end jeg nogensinde kunde vente?

Dr. Franks Opdragelse er, som De maa have forstaaet, upaaklagelig, ja mønsterværdig; jeg er ikke i Tvivl om, at han har gennemført den med stor Skarpsindighed. Denne Mand er ikke bange for at tænke en Tanke igennem og udføre den fuldt og helt.

Hvilken Opgave, en Kunstner værdig, vilde det ikke være at føre denne unge, uberørte Kvinde ind i Elskovens forjættede Land. Det forekommer mig saa vanskeligt, at jeg ikke tiltror nogen lidenskabelig Elsker Evnen dertil. Nej! elskede jeg hende dybt og inderligt, vilde det maaske lykkes mig at gøre hende tilfreds, men ikke henrykt. Hertil hører nemlig først og fremmest en tilrettelæggende Intelligens, der forstaar at tumle med Poesiens Islæt.

Men nu da jeg — kølig, iagttagende, beundrende, sværmerisk — selv vil kunne lægge hvert Skridt tilrette for hendes Kærlighed, tør jeg haabe paa saa smukt et Resultat, at Dr. Frank ikke forgæves skal have talt om de Minder, jeg kommer til at bære med mig hjem fra min Ensomhed. Hun skal i den korte Tid, der forener os, lære Elskovens højeste Salighed og dybeste Svimmelhed at kende.

Og nu Dr. Frank. Behøver jeg at retfærdiggøre ham? Indeholder hans til det yderste konsekvente Optræden ikke en Art Selvforsvar? Naar hans Datter er det eneste levende Væsen, han elsker og omgaas, hvorfor skulde han saa ikke søge paa enhver Maade at binde hende til sig. Doktoren havde ikke ganske Uret, da han talte om mit ungdommelige Blods Opbrusen. Efter nøjere Overvejelse er jeg virkelig kommen til det Resultat, at det er hans Pligt ogsaa at opdrage sin Datter paa dette Punkt.

Og er hans Metode ikke sindrig valgt? Ligger der ikke en vis Finfølelse og Forstaaelse over hele dette Eksperiment? Fri for alle Kulturbaand lader han hende nyde sin unge Kærlighed. Ingen barske Vinterstorme truer hendes Hjerte. Ingen Braad vil blive tilbage og ødelægge den Moderstolthed, som i henrykt Undren vil vaagne i hendes Sind. Ja, hvem kan vide! Maaske vil Faderens dybe Ømhed blive hende dyrebarere fra dette Øjeblik. Vil han ikke ganske vinde sin tabte Datter tilbage?

Og endelig, kære Veninde, har han ikke valgt med Smag?

Hvor klog og omhyggelig han dog er. Hvor hun er fin og sød. Jeg synes næsten, jeg holder af dem begge to og beklager kun, at jeg snart skal skilles fra dem igen. Det forekommer mig, at vi passer saa godt sammen!

Nu da jeg afslutter dette Brev, kommer jeg til at tænke — ikke paa Dem, jeg beskæftiger mig overhovedet kun med Dem som en venlig Tilhørerinde — men paa Deres mange Medsøstre i Hovedstaden. Naar jeg stiller disse Damer sammen med Frk. Frank, saa vender alle de smaa Billeder sig omkring. Deres flirtende Halvdyd og krogkyssende Slaaen-til-Skaglerne føler jeg en naturlig Afsky for. Deres kokette Melankoli og Belladonnadybsindighed, som engang gjorde saa dybt Indtryk paa mit svage Hjerte, vækker nu kun et haanligt Smil, og den Gardinfrisure, der gemmer deres Æselsøren, volder mig flov Ækelhed.

Hils derfor alle disse smaa sorte, symbolistiske Faar, der ikke alene i Pelsfarve adskiller sig fra Romantikkens hvide, og giv dem med et Skuldertræk tilkende, at jeg kun føler Ringeagt for dem. Sig dem, at deres Dyd, som vifter for ethvert erotisk Vindpust, ikke vil blive det Nødflag, der skal vaje over mit Hjem. Sig dem, at deres Leflen med Demimondens Pudder og forlorne Hattepynt kun er et Skridt videre i den rigtige Retning. . . . Punktum!