Breve fra Helvede/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 522-535

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXX.

Vi fade hos hinanden paa en høj og stejl Skrænt over Havet. Over vore Hoveder susede nogle enkeltstaaende høje Træer, som tjente til Sømærke. Dybt under vore Fødder brøde Bølgerne sig med melodisk Brusen. Der gaves ingen mere henrivende Musik for mig i Verden.

Det var henimod Aften, een af disse kostelige lange Dage, som udgjøre Nordens største Trylleri. Selv efterat Solen er gaaet ned, vil det ikke rigtig blive Nat; Dagskjæret dvæler endnu over Alnaturen, som om Stoffet havde inddrukket Lyset og ikke igjen vilde give slip derpaa. Kun i Norden veed Man i denne fuldeste Forstand af Sommer at sige. Den ene Dag rækker den anden Haanden; der gives ingen Nat, men kun nogle blide Dæmringstimer til at blunde og drømme i og fange nødvendig Hvile.

Men Dagens sidste Timer ere dog udentvivl de skjønneste, især naar Man har Havet for sig, med en fjern Kyst hiinsides, der hæver sig frem ligesom forklaret, og indbyder Sjælen til Hvile paa utallige Punkter, det ene smukkere end det andet.

Men min Sjæl var bunden til Kysten paa denne Side; thi hun sad hos mig. Hun havde et let Haandarbejde for sig; jeg skulde læse, men havde ladet Bogen falde, og glemt mig selv og Alt omkring mig. Kun hende saae jeg for mig. Hvor hun var dejlig i sin første Blomstring, — kun Lidt over femten Aar! Vistnok, endnu smukkere blev hun; men Intet kan dog lignes ved denne første jomfruelige Ynde. Jeg veed ikke at sige Bedre, end at den har noget vist, noget usigelig rørende ved sig. Alting var saa fiint og reent og skjært hos hende; hun var at sammenligne med en Mark- eller Skovblomst, som lige har udfoldet sig. Ingen Plet eller Lyde er at paavise; den er fuldkommen i sin simple, dugbesprængte Skjønhed, — ak, hvor længe!

Det var lidt blegt, dette fine Ansigt; men det var Liliens Bleghed, naar Aftenrøden kaster sit sidste Skjær paa den. Det friske, balsamiske Ungdomsblod var i flygtig Bevægelse under den skjære Hud; der hørte saa saare lidt til at fremkalde Rødme paa hendes Kinder. Et tykt, glindsende sort Haar omgav uden Kunst hendes frie, ædle Pande, og faldt i tunge, næsten for tunge Lokker ned over hendes Nakke og Skuldre. Blikket var nedslaaet; de lange Øjenhaar kastede en karakteristisk Skygge ned paa hendes Kinder. Tusinde ubestemmelige Yndigheder laa undseelig skjulte i denne Skygge. Der var noget saa barnligt ved Ansigtets blide Oval og ved denne friske Mund, at Man under Betragtningen for et Øjeblik kunde glemme Kvinden. Men ogsaa kun for et Øjeblik. Der tronede allerede en Højhed paa hendes Pande, der skjulte sig et vist overflødigt, hemmelighedsfuldt Liv i de nedslagne Øjnes Skygger, som tydelig kundgjorde Jomfruen.

Jeg sad og betragtede hende. Der var en mærkelig, jeg kunde sige hellig Ro udbredt over hendes Person og Væsen. Men det var ikke nogen død Ro. Hendes unge Barm hævede sig og sank; Bevægelsen var ikke større, end at den netop kunde spores. I stille Syssel rørte hun de smukke Hænder. Nu og da antydede et Glimt, som foer hen over hendes Aasyn, et let Smiil om Læberne, at en ny oplivende Tanke eller Forestilling var dukket frem i hendes Indre.

Men medens jeg sad saaledes fortabt i hendes Beskuelse, sank Aanden dybere og dybere i mig, og det blev til en reen kjødelig Betragtning. Ligesom med brændende Aande eftersporede jeg hendes Yndigheder; jeg ligesom fortærede, hende med mine Blikke. Jeg svælgede forud i den navnløse Lykke, at besidde hende. Nogen ureen Betragtning var det dog egentlig ikke; Gjenstand for en ureen Betragtning kunde Lili aldrig blive. Men Kjødet i mig havde ganske taget Aanden fangen.

Jeg havde glemt mig selv. Dog ikke det Mindste undgik mig, som kunde blive Gjenstand for Iagttagelse hos hende. Jeg lagde Mærke til, hvorledes en fiin Rødme lidt efter lidt steg hende til Kinderne, og efterhaanden udbredte sig til Pande og Hals; kort efter bemærkede jeg tydelig, at hendes Hænder ligesom skjælvede. Det var lutter Advarselstegn. Men jeg lod mig ikke advare; jeg kunde ikke løsrive mig.

Endelig slog hun med et Udtryk af blid Uvillie, som, parret med en vis ædel Stolthed, blev en ny ubeskrivelig Ynde, sine Øjne ivejret. Saasnart hendes Blik, liig to Stjerner i Natten, faldt paa mig, var Fortryllelsen løst. En Følelse af Blusel gik igjennem mig; jeg blev mig atter aandelig bevidst.

— Hvorfor seer Du saa længe og saa stift paa mig? — spurgte hun.

— Hvorfor — kan jeg sige det? — Er det Dig imod, Lili? —

— Jeg kan ikke gjøre ved det, kjære Otto, men det er mig virkelig imod. — svarede hun dvælende: — Ja, imod er det rette Udtryk, hverken Mere eller Mindre. Naar Du saaledes seer paa mig, bliver jeg saa underlig urolig. Det er mig, som om jeg var underkastet een eller anden haard Tvang, som om Nogen holdt Armene paa mig og hindrede enhver fri Bevægelse. Jeg troer, jeg har prøvet noget Lignende idrømme. Det er maaskee barnagtigt; men Du kan jo sagtens lade være at see saaledes paa mig, ikke sandt, Otto? —

— Naturligviis. Men er Du da bange for mig? —

— Bange? — udbrød hun med fremstraalende Liv: — Bange for Dig! — Nu maa jeg lee. Nej, det er jeg rigtignok ikke. — Jeg kunde ligesaa godt spørge, om Du er bange for mig. — tilføjede hun leende: — — Og det er Du dog vel ikke, — er Du, Otto? —

Og hun lagde sin lille bløde Haand i min.

— Du er da ikke vred? — spurgte hun lidt efter.

Jo, det var jeg rigtignok. Jeg var inderlig vred paa mig selv; jeg var ikke langt fra at hade mig selv i dette Øjeblik. Men jeg svarede saa rolig, som muligt: — Lili, naar var jeg sidste Gang vred paa Dig? —

— Det er rigtignok længe siden. — svarede hun leende: — Men kom nu; vi ville gaa videre. —

Og hun hængte sig ved min Arm, saa fortrolig, saa hengivelsesfuldt, som om hun ret i Gjerningen vilde lade mig føle, hvor lidt hun var bange for mig. Dog derpaa tænkte hun ikke. Men jeg tænkte derpaa og var igjen lykkelig. Hiin Beskuelse, jeg kunde gjerne kalde det Tilegnelse af hendes Skjønhed og Ynde var i Virkeligheden ogsaa mig selv i ubeskrivelig Grad piinlig. Jeg følte, at der var en Splid af den sørgeligste Art tilstede mellem mig og hende, som var mig det Kjæreste i Verden. Jo dybere jeg hengav mig i denne aandsforladte Nydelse, desto mere udvidede sig den Afgrund, som skilte os ad. Men hendes Blik, hendes søde Tale, hendes uindskrænkede Tillid havde i faa Minuter ligesom forvandlet mig. Hun var meget, meget stærkere end Dæmonen i mit Indre. Den naturlige Ligevægt mellem Aand og Kjød var igjen bragt tilveie; der herskede den lykkeligste Harmoni mellem mit og hendes Væsen. I saadanne Øjeblikke følte jeg dybt og levende, at kun ad aandelig Vej kunde jeg komme til at besidde hende; ad anden Vej vilde jeg aldrig komme dertil, selv med Understøttelse af alle dæmoniske Magter.

Vi vandrede ad en Sti, som i Udkanten af Skoven løb langsmed Stranden, bugtende sig op og ned, ud og ind henover den høje Skrænt. Det var en dejlig Junimaaned-Aften. Fiskerne vare komne hjem og vare i travl Syssel paa Stranden med Koner og Børn. Enkelte store Skibe glede langsomt frem med næsten slappe Sejl under den hendøende Aftenvind. Udenfor de ved Stranden ligesom henkastede Hytter legede de smaa Børn en stille Leeg i Sandet. Ude i Horizonten viste sig i Aftenglandsen med en mærkværdig Tydelighed og i forklaret Dejlighed Nabolandets Kyst. Det var een af hine sjeldne Aftener, da Man saa fuldkommen føler Jordelivets Lykke, ikke i og for sig, men ligesom I Afglandsen af en evig, lyksalig Tilværelse. Ak, min Ven, hvor dybt maa jeg ikke sukke! Men mine Suk ere ikke til at læse paa disse Blade.

— Bange for Dig! — vedblev Lili, medens vi vandrede frem, idet hun med Munterhed gjenoptog det tidligere Emne: — Det var et underligt Indfald. Jeg føler mig tværtimod hos Dig saa ubeskrivelig tryg og sikker. — Ofte, naar jeg saaledes gaaer med Dig, kommer jeg til at tænke paa, hvor stærk Du er, og jeg er ligesom ganske stolt deraf. Det er mig livagtig, som om Du var stærk for os begge. Du vilde aldrig taale, at Nogen gjorde mig Fortræd, og jeg siger til mig selv: — Hvo kunde vel modstaa ham? — Det maa være herligt, at være Mand; men endnu herligere troer jeg dog, det er, at være Kvinde og have en stærk og ædel Mand ved sin Side. — Jeg kommer til at tænke paa, ikke alene, hvor stærk Du er, men tillige, hvor klog. Man siger, at der gives saa meget Ondt i Verden; det er sørgeligt, men kan vel ikke være anderledes. Men den Klage forudseer, gjennemskuer, imødegaaer det Onde, og det har ingen Magt over ham. — Derfor gaaer jeg saa tryg og rolig overalt, hvor Du fører mig, og gjør uden Betænkning Alt, hvad Du siger. Jeg bryder mig sletikke om, selv at være stærk og klog; men jeg ligesom føler mig af, at Du er det. — Og endelig kommer jeg til at tænke paa, hvor ædel Du er, hvilket Mod Du har, ikke alene til at stride og lide, men til at hengive og opoffre Dig for dem, Du elsker. Jeg forestiller mig undertiden, at jeg var i stor Nød og Fare; men jeg vilde Intet frygte, thi Du var hos mig. Du vilde aldrig betænke Dig paa, at sætte endog Livet ivove for min Skyld; det veed jeg vist. — Ja, Du trækker paa Smilebaandet. Det er vel sagtens ikke Andet end hvad I kloge Folk kalde Drømme. Men Du skal ikke bringe mig til at tro, at alle Drømme ere daarlige. Thi virkeligt er det, at Du er ligesaa klog som ædel og stærk. See, derfor drømmer jeg saaledes og ikke anderledes. —

Jeg smilede rigtignok; hvorledes kunde jeg Andet? Det blev saa lyst i mit Indre, som om der var blevet tændt tusinde Stjerner. Der var et sandt Elysium i min Sjæl. Hvilken Magt havde ikke dette Barn til at hæve Aanden i mig, til at hæve mig over mig selv, og hun vidste det ikke! Men netop herpaa grundede sig hendes hartad guddomlige Magt, at hun ikke vidste det. Jeg var virkelig i denne Stund, og en god Stund derefter, ikke alene den stærke og kloge, men ogsaa den ædle Mand, som hun i sit uskyldige Væsen saae for sig, given hende til Støtte og Beskjærmelse, og som var beredt endog til at vove Livet for hende. O lykkelige Øjeblik! — Min Himmelglæde har jeg havt, og faaer den aldrig mere.

Det lukkede stærkt ad Aften; men vi vare nærved vor midlertidige Vaaning. Ikke langt derfra var det sidste Sted, hvor vi plejede at raste, naar vi vendte hjem fra vore Spadsereture. Det var en flere hundrede Fod høj Klint, lige over Havet, det højeste Punkt paa hele Kyststrækningen. Brat som en Væg hævede den sig op fra Stranden; imellem dens Fod og Havet var der kun en smal sandet Bred. Ved Højvande skyllede Havet op, brød sig mod Klinten og sprudlede højt ivejret. Denne Aften var det ganske stille; Man hørte kun Bølgernes regelmæssige, sagte Skvulp og deres Brusen paa Stranden. Paa Klintens højeste Punkt var der oprejst et mægtigt Kors; under Korset var der en lille Bænk. Der toge vi Plads og fade hos hinanden, Haand i Haand. Solen var ved at gaa ned. Naturen trindt omkring, Land og Hav, aandede en ubeskrivelig Fred.

En Stund sade vi ganske tause; Hjertet havde Nok i det umiddelbare, navnløse Velvære, vi følte.

— See! — udbrød Lili pludselig, idet hun løftede Armen og pegede ivejret.

Det var en Flok Svaner, som i skraa Flugt droge over Sandet til den hiinsides liggende herlige Kyst. De fløj meget højt; men det var saa stille, at vi tydelig kunde høre dem give Lyd. Vi fulgte dem med Øjnene, saalænge vi formaaede.

— Nu ere de borte. — yttrede Lili sagte efter et dybt Aandedrag: — Er det ikke ligesom salige Sjæle, der, udløste af Støvets Lænker, drage over til Evighedens Land, hvor der ikke er Skrig eller Pine, ej heller nogen Død mere, hvor Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne? — Hvor maa de ikke juble! Hvilken Flugt, hvilken Længsel og Lykke! —

Jeg havde netop tænkt noget Lignende; ogsaa imig rørte der sig denne Aftenstund høje, hellige Følelser.

Tausheden var brudt. Vi talte med hinanden om Bølgeslaget, denne liflige Musik, som Man ikke kunde blive keed af at lytte til, og som, uden at Man vidste, hvorledes, førte Sjælen bort med sig, ud i Uendeligheden. Jeg sammenlignede det med Pendulens regelmæsssige og eensformige Slag frem og tilbage, og yttrede, at, ligesom Pendulen udmaalte Tiden, saaledes syntes Bølgeslaget at udmaale Evigheden.

Vi talte om den underlige længselsfulde Higen efter det Fjerne, som er hvert Menneske medfødt, og som yttrer sig, om det end har det nok saa godt, er nok saa lykkelig, hvor det stedes. — — Endelig sagde Lili:

— Hvor det er smukt med dette Kors, som Man har plantet paa Klintens højeste Skrænt! Hvor trøsteligt maa det ikke være for de Søfarende at faa Øje derpaa, især under Storm og Uvejr! Den hvide Klint drager af sig selv Opmærksomheden paa sig, og fra Klinten hæver sig Korset og raaber med udstrakte Arme vide ud over Havet: — Frygt ikke! jeg har gjenløst Dig; Du er min! —

— Men troer Du ogsaa, at alle Mennesker føle eens, Lili? —

— Ikke alle Mennesker, men alle christne Mennesker maa i Hovedsagen føle eens. —

Efter et Ophold vedblev hun, idet hendes Haand uvilkaarlig lagde sig fastere i min:

— Jeg har selv prøvet det, Otto, saa ung jeg end er, tidt og mange Gange, hvilken Kraft der ligger i Korset. Det var en ligesaa naturlig og begrundet som smuk Skik, at slaa Korsets Tegn for sig. Ved at aflægge denne Skik har Verden tabt Mere, end den selv veed af. Kun i Himlen veed Man det. Der blev udentvivl Sorg i Himlen, da det gik afbrug paa Jorden, i det daglige Liv at bruge Korsets Tegn. — Saa ofte jeg føler mig urolig, behøver jeg blot at forestille mig Korset. I samme Øjeblik, jeg i Aanden seer det for mig, bliver jeg atter rolig. Det skeer ligesom ved et Under. Men Verdens største Under er jo ogsaa foregaaet paa Korset. —

— Er dit Hjerte da ogsaa undertiden uroligt, Lili? —

— Ja, mangen Gang. Det er sandt, jeg har Intet at bekymre mig for, Intet at frygte; men alligevel føler jeg mig tidt urolig tilmode. Det maa vel saaledes ligge i Naturen. —

Ja, hun havde Ret; af Naturen er Hjertet uroligt.

— Et andet endnu kraftigere Middel har jeg til at berolige mig med. — vedblev Lili, idet hun rejste sig og uvilkaarlig slog sin Arm om Korset: — Det er egentlig en Hemmelighed mellem Gud og mig, men en saadan, som dog gjerne alle Mennesker maa vide. Naar jeg er bedrøvet eller ængstelig tilmode, behøver jeg kun at nævne Frelserens dyrebare Navn. Om jeg end udtaler det nok saa sagte, strax bliver der Fred i mit Indre, en Fred over al Forstand. — Har Du ikke prøvet det Samme, Otto? O, prøv det! Lad ikke saa riig en Velsignelse gaa fra Dig! Det er saa let. Et Ord, et Navn, og Sorgen er slukket! —

Nej, jeg havde ikke prøvet det. Det var i det Mindste meget længe siden. Men — hvor bevæget var jeg ikke! — Det skulde, det maatte blive anderledes. — —

Og det var ikke Frelserens Skyld, at det ikke blev anderledes. I denne Stund bankede han paa mit Hjertes Dør. Og jeg spurgte i hellig Frygt: — Er det Dig, som banker? — O vent, vent blot, indtil jeg faaer beredt Dig Sted! — .. Og han maatte vente.


Hvor ofte har Du ikke prøvet, hvad et Menneske kan lide i Drømme? Du drømte saa forfærdelig. Dit Hjerte snøredes sammen af Angst og Pine. Det var en sand Helvedes Marter. Men naar Du saa vaagnede, hvor lettet, hvor lykkelig følte Du Dig ikke ved at kunne sukke: — Gud være lovet, det var kun en Drøm! —? Det var Dig ganske, som om Du var født paany. Du følte ret tilbunds, hvor dejligt det er at leve, endog under et haardt Tryk af Livets almindelige Byrder og Plager. Du var saa inderlig taknemlig, og Alting saae saa lyst ud. Hvad der hidindtil var forekommet Dig saa tungt at bære, svandt nu sammen til et Intet for din Bevidsthed.

Ak, min Ven, disse onde, frygtelige Drømme ere dog ikke uden Sandhed. Vogt Dig, o vogt Dig! Hvis Du ikke gjør det, vil Du engang opvaagne i frygtelig Angst og finde, — at det ikke var nogen Drøm.


Jeg veed ikke, hvad jeg skal tænke og tro; Tvivlen har mig ganske i sin Magt, og Tvivlen kan være en frygtelig Ting. Det er endog vanskeligt at sige, hvad der er det Værste, Noget eller Tvivlen. Begge ere de som glubende Rovdyr. Naget er ligesom en Tiger, der springer paa og sønderriver En med Tænder og Kløer. Tvivlen er ligesom en Slange, der sniger sig paa, udspyer sin Gift, og i et iisnende koldt Favnetag omsnoer og knuger En, indtil Benene knage. Jeg taler af Erfaring; Slangen slipper mig kun for at lade mig falde i Kløerne paa Tigeren.

Er Martin min Søn eller Martins Kjæreste min Datter? Vistnok var jeg engang kommen til den faste Overbeviisning, at det Sidste er Tilfældet. Men forud havde jeg jo været ligesaa overbeviist om det Første. Det er Indbildningen, som raader, endnu langt værre her end i Verden. Det er Sandhed, at Indbildning er værre end Pestilents.

Kun derom er jeg forvisset, at Eet af To er Tilfældet, — men hvilket? Snart rives jeg til den ene Side, og snart til den anden. Det giver ikke alene en uophørlig bævende Uro, men en uafladelig Pine. Jeg kan nemlig ikke lade Sagen falde. Atter og atter maa jeg paany afveje det Ene mod det Andet; men Vægten er falsk; følgelig kommer der aldrig noget Resultat ud deraf. Jeg maa have Sagen oplyst, og kommer ved hver Bestræbelse kun dybere ind i Mørket.

Anna kunde løse min Tvivl og min Pine; men i denne Retning er der intet Haab. Daare, som jeg er, — i ingensomhelst Retning. Det er i Virkeligheden den rene Galskab at nævne Haab og Helvede i samme Aandedræt. Anna og jeg ville rimeligviis aldrig mere komme til at vexle Ord med hinanden, aldrig i Evighed. Nu og da seer jeg hende, men kan aldrig komme hende nær. Hun er bleven ganske vild, siden hun nogle Gange er bleven overrasket af mig, og er bestandig paa Flugten. Det er naturligt. — Fly kun, fly, stakkels Anna! Din Bøddel er efter Dig! Du fandt jo engang mere end Døden i min Favn. — Dengang var der Intet, slet Intet, Du nægtede mig; — nu nægter Du mig endog et Ord! Men jeg undrer mig ikke derover. Skulde jeg undre mig, maatte det være derover, at Du er kommen i Helvedes Pine. Burde ikke jeg snarere være to Gange i Helvede, og Du borte derfra? — — Tilgiv, min Ven! Nu er jeg igjen paa den vilde Jagt — i mine Tanker.

Det er Knudepunktet, og haard er denne Knude, saa haard, at det svirper i alle Nerver: — Hvad havde Martin at betro mig, hvad var det for en Hemmellghed, som skulde bringe Alt i det Klare? —

Dette Spørgsmaal, hvormed jeg gik ud af Verden, var ligesom mit Pas til Helvede.

Min Ven, der er Intet farligere end saadanne Spørgsmaal, naar man ligger paa sit Yderste. I dem findes ofte Kilden til en uudslukkelig Pine. Spørg ikke om Andet end dette Ene: — Hvorledes skal jeg dog frelse min arme syndige Sjæl og indgaa til Freden? —