Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 137b

by Carl Georg Holck

§ 137. Om de i Grundloven opstillede Hovedregler om den dømmende Magt.

Foruden den i § 136 omhandlede Regel i Grl. § 2 har Grundloven i sit 6te Afsnit givet forskjellige, almindelige Forskrifter om den dømmende Magt, af hvilke nogle indeholde umiddelbart anvendelige Regler, medens andre indskrænke sig til at udtale visse Grundsætninger, der først skulle gjennemføres ved en af Lovgivningsmagten foretagen Ordning.

1. I Grl. § 70 bestemmes, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, s. Grl. 1849 § 74, Forfl. 1855 § 13, Grl. 1863 § 64. Som Følge heraf kan ingen Forandring med Hensyn til Retternes Organisation, deres Kompetence eller de formelle Procesregler foretages uden ved Lov, s. Grl. §§ 71, 74, 2. 3. og 4. midl. Best., Rigretslov 3. Marts 1852, Lov om Høiesterets Domsgrunde 8. Marts 1856, Lov om Sø- og Handelsretten 19. Febr. 1861, Lov om offentlige Politisager 11. Febr. 1863, foreløbig Lov 13. Febr. 1864 og Lov 3. Aug. s. A. om Sager ang. opbragte Skibe, foreløbig Lov 19. Marts 1864 og Lov 3. Aug. s. A. om Søetatens kombinerede Ret. mfl. Det Anførte gjælder ikke blot om de egentlige Domstole, men ogsaa om de øvrige Retter, der have en særegen Jurisdiktion, saasom Skifte- og Auktionsretter, s. f. Ex. Fallitlov 30. Dec. 1858. Det er dog kun Administrationens Myndighed til at ordne den dømmende Magts Udøvelse, der er udelukket ved Grl. § 70, hvorimod Intet er til Hinder for, at en saadan Ordning kan skee ved foreløbig Lov, s. de ovenanførte foreløbige Love 13. Febr. og 19. Marts 1864, og ovenfor § 51. Som et Tilfælde, hvor den dømmende Magts Udøvelse er bleven ordnet ad administrativ Vei, kan nævnes Bkg. 1. Juni 1865 ang. Oprettelsen af en Overjustitskommission for de ved Danmark forblevne slesvigske Distrikter, jfr. Bkg. 28. Juli s. A.; men dette havde sin Grund i, at de paagjældende Distrikter endnu ikke vare inddragne under Grundlovens Herredømme.

Bestemmelser angaaende saadanne Forhold ved Retspleien, der ikke falde ind under den ovenfor angivne Regel, saasom om Forandring af Thingsted eller Thingdag, maae uanseet Grl. § 70 fremdeles kunne træffes af Administrationen. Ei heller synes der at kunne være Noget til Hinder for, at det ved Lov kan overdrages Administrationen indenfor visse Grændser at ordne Jurisdiktionsforholdene, s. Lov 28. Apr. 1850 § 1, Bkg. 21. Nov. 1850, jfr. Fdn. 9. Juni 1847 § 2. Hvad angaaer Forandringer i Jurisdiktionernes lokale Omfang, ansaae Regeringen det tidligere for utvivlsomt, at slige Bestemmelser kunde træffes ad administrativ Vei, og en Mængde slige Forandringer foretoges derfor ved kongelig Resolution, s. f. ex. Bkg. 29. Nov. 1858, 24. Mai 1859, mfl., s. som Undtagelse Lov om Jurisdiktionsforholdene paa Christiansø 21. Jan 1857, jfr. D. T. 1856. 1051. Nu er det imidlertid ved Lov om Retsbetjentes Lønning 19 Febr. 1861 § 8 foreskrevet, at Inddragning af Retsbetjentembeder og Forening af de til samme henlagte Forretninger med andre Embeder alene kan skee ifølge Lov, s. Lov om Omordning af visse Retsbetjentembeder 2. Febr. 1866 og som Undtagelse Loven 1861 § 3. Andre Jurisdiktionsforandringer kunne vel iværksættes ad administrativ Vei, men forsaavidt deres Gjennemførelse kræver Forandringer i de ved Lovens § 4 fastsatte Gager, kan Iværksættelsen først skee, naar de i saa Henseende fornødne Bestemmelser ere vedtagne gjennem Finantsloven.

Grl. § 70 sigter nærmest til en Ordning af en almindeligere Karakter, s. Grl. 1863 § 64 »omordnes«, men det følger dog tillige af sammes Bestemmelse, at ogsaa en Indblanding fra Administrationens Side i den enkelte Retssag er udelukket, s. Grl. §§ 2, 72, 73, og ovenfor § 136. Det kunde herefter syne, at den Myndighed til i forskjellige Tilfælde at anordne extraordinaire Retter eller Kommissioner med dømmende Myndighed, navnlig til at behandle Skifter eller undersøge og paakjende kriminelle Sager, der efter den tidligere Lovgivning eller administrative Praxis tilkom Regeringen, maatte bortfalde ved Grl. § 70, saa meget mere, som en saadan Myndighed i Principet er mindre vel stemmende med konstitutionelle Grundsætninger. Ligesom imidlertid den omhandlede Myndighed, forsaavidt den var støttet paa udtrykkelige Lovbestemmelser, neppe uden Videre kunde bortfalde ved den almindelige Regel i Grl. § 70, saaledes indeholder ogsaa Grl. § 27, der ikke blot taler om Bevillinger, men ogsaa om Undtagelser fra Lovene, tilstrækkelig Hjemmel til at ansee den omspurgte Myndighed for opretholdt i hele det Omfang, hvori den efter de før 5. Juni 1849 gjældende Regler er i Brug, s. ogsaa Kongeloven 1665 Art. 25, 1. 2. 1, der ifølge Epilogen til Grl. 1849 fremdeles ere gjældende. Endvidere følger det af Grl. § 27, at en lignende Myndighed kan tillægges Regering ved en senere Lov, s. Fallitlov 30. Dec. 1858 §§ 5, 6. Ligeledes maa den Myndighed til at meddele processuelle Bevillinger og andre Undtagelser fra de processuelle Love, som tiligere tilkom Kongen eller de paagjældende Øvrigheder, fremdeles vedblive med de i Grl. § 27 hjemlede Begrændsninger, s. Lov om Sø- og Handelsretten 19 Febr. 1861 §§ 51, 53, Lov om Politisagers Behandling 11. Febr. 1863 § 20, Cirk. 1. Nov. 1861, Skr. 28. Jan. 1862 i D. T. 1863. 179, mfl., jur. Ugeskr. 1851. 614, 1861. 339, 771 mfl.

2. Grl. 1849 § 75 bestemte, at den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed skulde ophæves ved Lov. Af saadan patrimoniel Jurisdiktion fandtes der efter den tidligere Retsforfatning den Overdommermyndighed i Politisager, som tilkom Lensbesidderne, den Skiftejurisdiktion, som tilkom Lensbesiddere og Eiere af komplette Sædegaarde. Desuden var Skifte- og Auktionsjurisdiktion ifølge særlig Bevilling forbunden med Besiddelsen af visse Eiendomme. Den omhandlede dømmende Myndighed er senere fuldstændig ophævet ved Lov 28. Apr. 1850^[1]) og Lov 14. Juni s. A., jfr. provisorisk Fdn. 27. Mai 1848, samt med Hensyn til den Auktionsjurisdiktion, som tilkom Vemmetofte og Vallø Klostre, ved Resol. 22. Mai 1853 og 12. Jan. 1866^[2]). Da saaledes Øiemedet med Grl. 1849 § 75 var opnaaet, fandtes der ingen Anledning til at optage dem i Grl. 1866. Imidlertid har dens Udeladelse den retlige Betydning, at det ikke nu, saaledes som tidligere, kan ansees for stridende mod Grundloven at forbinde dømmende Myndighed med Besiddelsen af faste Eiendomme, Noget, hvorom der dog kke let vil blive Spørsmaal.

3. Ifølge Grl. § 71, s. Grl. 1849 § 76, bliver Retspleien at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov. Denne Regel staaer i nøie Sammenhæng med de i Grl. §§ 72, 73, jfr. ogsaa § 2, udtalte Grundsætninger, idet man af den Dommer, der tillige har administrative Forretninger og i denne Egenskab er Regeringen underordnet, ikke kan vente den Uafhængighedsaand, som bør findes hos Dommere, ligesom paa den anden Side Regeringen vanskeligere kan indrømme en saadan Embedsmand den selvstændige og uafhængige Stilling, som skal gives Dommere, s. Grl. 3. midl. Best., smh. med Grl. § 73. Det tilkommer Lovgivningsmagten at bestemme, paa hvilken Maade og i hvilket Omfang Adskillelsen skal iværksættes, og der er herved givet Leilighed til at foretage de Lempelser, som dels paa Grund af visse Forretningers blandede Natur, dels paa Grund af lokale eller andre særegne Forhold kunne være nødvendige, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 2459-60, 2463-65, 3330-32.

4. Grl. § 74, 1. M., s. Grl. 1849 § 79, bestemmer, at Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt, som muligt, gjennemføres ved hele Retspleien. Som enkelte Love, ved hvilke denne Grundsætning er gjennemført, kunne nævnes Rigsretslov 3. Marts 1852, Lov om Sø- og Handelsretten 19. Febr. 1861 og Lov om Behandlingen af Politisager 11. Febr. 1863, jfr. ogsaa Lov om Høiesterets Domsgrunde 8. Marts 1856, men en fuldstændig Gjennemførelse af samme kan først ventes iværksat i Forbindelse med den i Grl. § 71 og § 74. 2. M. bebudede Omordning af Retspleien.

5. I Grl. § 74. 2. M., s. Grl. 1849 § 79, foreskrives det, at i Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres. Nævninger skulle altsaa indføres i alle Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser uden Hensyn til deres større eller mindre Betydning, men i Øvrigt kun i betydeligere Straffesager. Det tilkommer naturligvis den Lovgivning, som skal gjennemføre Nævningeinstitutionen, at give den nærmere Fastsættelse af de nævnte, i og for sig mindre bestemte Begreber. Ved Bestemmelsen om Nævningers Indførelse har Grundloven dels søgt at værne om Retfærdigheden, idet den nugjældende, lovbestemte Bevistheori vanskeliggjør Domfældelse af den Skyldige og medfører den mislige og principstridige Frifindelse for videre Tiltale^[3]), dels at beskytte den personlige Frihed, som udsættes for Fare ved det inkvisitoriske Princip og den Vægt, der under den lovbestemte Bevistheori maa lægges paa Tilveiebringelse af egen Tilstaaelse, dels endelig at vække og hæve Folkets Interesse for de offentlige Anligender ved at give det Myndighed til at deltage i Dommen over Medborgeres Liv, Ære og Velfærd. En væsentlig Betingelse for Nævningeinstitutionens heldige Gjennemførelse er nu tilveiebragt ved den under 10. Febr. 1866 udstedte almindelige borgerlige Straffelov. Derimod er selve Nævningeinstitutionen endnu ikke gjennemført, ligesaalidt som de i Grl. §§ 71 og 74. 1. M. bebudede Reformer, skjøndt der saavel fra Regeringens som fra Rigsdagens Side er gjort gjentagne Forsøg derpaa, s. Forhandlingerne i Rigsdagens 13de, 14de, 15de og 16de Session. I Øvrigt ere flere Specialretter dels med Hensyn til deres Sammensætning, dels med Hensyn til Bevisreglerne, blevne organiserede efter Grundsætninger, som have nogen Lighed med de for Nævningeretter gjældende, s. Grl. § 68, 2. midl. Best., Rigsretslov 3. Marts 1852 §§ 2, 77, 79, Lov om Sø- og Handelsretten 19. Febr. 1861 §§ 2, 3, jfr. § 44, og Lov om Politisagers Behandling 11. Febr. 1863 § 16.

6. Om den i Grl. § 73, jfr. 3. midl. Best., givne Regel, at Dommerne ikke kunne afsættes uden ved Dom ei heller forflyttes mod deres Ønske, er handlet ovenfor i § 61.

1. Denne Lov angik ikke blot den egentlige, jorddrotlige Skiftejurisdiktion, men ogsaa den, der ifølge særlig Bevilling var knyttet til en fast Eiendom, s. Schlegels Samling af Høiesteretsdomme I 492.
2. See D. T. 1866. 519-21. En Lov antoges ikke for nødvendig, da i begge Tilfælde Klostrets Kurator paa dets Vegne samtykkede i Ophævelsen.
3. Siden Ovenstaaende nedskreves, er der ved Lov 3. Apr. 1868 § 5 gjort Forandring heri.