Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 139
§ 139. Fortsættelse. Om Øvrighedens Uafhængighed indenfor sig egen Sphære.
Ligesom det ovenfor er paavist, at Domstolene indenfor deres Sphære ere uafhængige af Øvrigheden, saaledes er det paa den anden Side ogsaa en Gjældende Regel, at Øvrigheden, saalænge den holder sig indenfor sin Kompetence, er uafhængig af Domstolene. Grl. § 72 hjemler, som tidligere berørt, Domstolene ikkun Ret til at paakjende Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Finder Retten, at Øvrigheden har holdt sig indenfor sin Kompetence, kan den ikke indlade sig paa en Undersøgelse af, om Øvrigheden materielt har handlet rigtigt eller ikke, s. Jur. Ugeskr. 1858. 379. Den, som finder sig forurettet ved en saadan Øvrighedsbeslutning, er indskrænket til at klage til høiere Øvrighed, der da enten ad administrativ Vei kan indskride mod Embedsmanden ved Disciplinairstraf eller Afskedigelse eller foranstalte offentligt Søgsmaal anlagt mod ham eller bemyndige den Forurettede til at anlægge privat Sag, jfr. Instr. 28. Aug. 1795 § 29. Disse Sætninger følge dels af, at den udøvende Magt ved Grl. § 2 er anerkjendt som et selvstændigt og uafhængigt Organ for Statsmagten, dels af, at Grl. § 72 udtrykkelig kun henlægger Spørgsmaalet om Øvrighedsmyndighedens Grændser til Domstolenes Afgjørelse, og at følgelig Spørgsmaalet om, paa hvilken Maade Øvrigheden har benyttet den samme tilkommende Myndighed, i Overensstemmelse med den tidligere Ret maa være unddraget Domstolene. Selv om Øvrighedens Afgjørelse indeholder en saa aabenbar, materiel Uret, at denne maa siges at være Øvrigheden tilregnelig, kan dette dog ikke berettige den Private til at reise Søgsmaal mod Øvrigheden til denne Retskrænkelses Ophævelse. Har Øvrigheden ikke overskredet sin Kompetence, er Domstolen ikke berettiget til at undersøge Dekretets materielle Rigtighed, og Spørgsmaalet om dettes større eller mindre Urigtighed kommer saaledes slet ikke til at foreligge Retten. Det Stødende, som den her opstillede Anskuelse i Tilfælde af grove Misbrug kan synes at medføre, fjernes derved, at den høiere Øvrighed, som ovenfor bemærket, selv kan bringe Spørgsmaalet for Domstolene eller bemyndige den Private dertil, og mod Vrangvillighed eller ligefremme Forurettelser fra Regeringens Side vil Rigsdagens Myndighed yde en væsentlig Garanti. En særegen Undtagelse fra den opstillede Hovedregel indeholdes i Lov om Politisagers Behandling 11. Febr. 1863 § 2, s. ogsaa Fdn. 3. Juli 1835 §§ 14, 15, Viborg Stændertidende 1838. 2. Sp. 1222, hvorefter Sager angaaende Myndigheds Misbrug af Politiets Personale af den formentlig Forurettede kunne indbringes for Retten og afgjøres af samme, ikke blot hvor Politiembedsmanden har overskredet sin Myndigheds Grændser, men ogsaa hvor han paastaaes at have benyttet den ham tilkommende Myndighed paa en materielt urigtig Maade; men hvad det sidste Punkt angaaer, maa Bestemmelsen betragtes som singulair, og vil ikke engang kunne anvendes paa Politifunktionairer udenfor Kjøbenhavn.
Efter det Ovenanførte maa Øvrigheden indenfor sin Sphære betragtes som fuldkommen uafhængig af Domstolene. Medens det nu almindelig indrømmes, at Domstolene ikke umiddelbart kunne omstøde eller tilsidesætte Øvrighedens Handlinger, naar disse holde sig indenfor deres Kompetence, er det derimod omtvistet, om Domstolene ikke kunne paakjende Spørgsmaalet om slige Handlingers Lovlighed, forsaavidt dette fremtræder som Incidentpunkt i en under Rettens Afgiørelse henhørende Sag. Navnlig kan man spørge, om Domstolene ikke, naar en Øvrighedsperson reiser Injuriesag mod en Privatmand paa Grund af Sigtelser for utilbørlig Embedsførelse, ere berettigede til at paakjende den af Indstevnte fremsatte Indsigelse, at Beskyldningen er stemmende med Sandhed, og i dette Øiemed undersøge Lovligheden af den paaankede Øvrighedshandling med den Virkning, at Injurianten frifindes, saafremt hans Bedømmelse af Øvrighedshandlingen findes retfærdiggjort. For den bekræftende Besvarelse af Spørgsmaalet kan man anføre den almindelige kriminalretlige Regel, at der ikke foreligger nogen Ærefornærmelse, naar Beskyldningens Sandhed bevises, samt Fdn. 27. Sept. 1799 § 10, der erklærer det for en Selvfølge; at den, der har beskyldt en Embedsmand for Uretskaffenhed i hans Embedsførelse, er berettiget til at bevise Rigtigheden af sin Beskyldning, naar denne kun er bestemt. Ligesom imidlertid den førstnævnte Regel ikke er afgjørende, da Spørgsmaalet netop er, om det er retligt muligt at bevise Sigtelsens Sandhed, saaledes kan Fdn. 1799, der selv efter den her forsvarede Opfattelse ingenlunde bliver betydningsløs, idet den kommer til Anvendelse i alle de Tilfælde, hvor Spørgsmaalet dreier sig om en Overskridelse af Øvrighedsmyndighedens Grændser, samt hvor den paagjældende Embedshandling ikke kan betragtes som en Øvrighedshandling, ikke komme i Betragtning mod de Regler, som maae udledes af den nyere Lovgivning og Forfatning. Indrømmelsen af en saadan Ret for Domstolene vilde nemlig staae i bestemt Strid med den uafhængige og selvstændige Stilling, som ifølge Grundloven, s. navnlig Grl. § 2, tilkommer den udøvende Magt, og vilde derhos faktisk i høi Grad svække Øvrighedsmyndigheden, idet det derved blev Enhver muligt ad en Omvei at drage Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens rette Brug under Domstolenes Paakjendelse. I Praxis haves to i modsatte Retninger gaaende Overretsdomme, s. Jur. Ugeskr. 1850. 499, 1854. 55. Forsaavidt Retterne i tidligere Domme, s. Jur. Ugeskr. 1. 270, jfr. 2. 703, endog erklære sig inkompetente til at prøve Injuriantens Indsigelse, forsaavidt den gik ud paa, at Øvrigheden ved sin Handlemaade havde overskredet sin Myndigheds Grændser, kan en saadan Indskrænkning af Domstolenes Kompetence derimod efter Grl. § 72 ikke længere fastholdes.
Af lignende Grunde maatte det antages for mindre rigtigt, naar Domstolene undertiden tidligere i Tilfælde, hvor en af det Offentlige reist Anklage fandtes at savne al rimelig Grund, frifandt den Tiltalte for Justitiens ubeføiede Tiltale, idet heri indeholdtes en efter det Anførte utilstedelig Kritik over den af Øvrigheden indenfor dens Myndigheds Grændser fattede Anklagebeslutning. Den senere Praxis synes ogsaa at have opgivet denne Betegnelse, s. Høiesteretstidende 1863. 182.
Saafremt en Øvrighedsperson foruretter en Privatmand ikke ved selve den indenfor hans Kompetence liggende Embedshandling, men kun under dennes Udførelse, saasom ved at udskjelde eller voldelig overfalde den Private, er det utvivlsomt, at denne derfor kan sagsøge Øvrighedspersonen. Heri indeholdes imidlertid ingen Undtagelse fra den ovenangivne Regel, thi den Omstændighed, at Fornærmeren er en Øvrighedsperson kan, ligesaalidt som Fornærmelsens rent ydre Forbindelse med en Øvrighedshandling, bevirke, at Fornærmelsen selv skulde betragtes som en saadan, s. Jur. Ugeskr. 3. 206, Kskr. 13. Marts, Reskr. 17. Dec. 1817.
Anm. Med denne og den foregaaende Paragraph kan jevnføres: Nellemann: Civilprocessens almindelige Del §§ 12, 18, jfr. § 11.