Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 146
§ 146. Om de fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Retsstilling.
Ifølge Grl. § 76, s. Grl. 1849 § 81, have Borgerne Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, som stemmer med dens Overbevisning, dog at Intet læres eller foretages, der strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Grundloven har altsaa ikke med Hensyn til religieuse Samfund indskrænket sig til, saaledes som med Hensyn til andre Foreninger, at hjemle Borgerne Ret til at forene sig i ethvert lovligt Øiemed, s. Grl. § 87, men tillagt dem en almindelig og ubetinget Ret til at forene sig i Samfund af den i Grl. § 76 omhandlede Beskaffenhed. En udtrykkelig Udtalelse af denne Sætning var ogsaa nødvendig, da Forening i Samfund til Gudsdyrkelse efter den tidligere Lovgivning netop ikke kunde betragtes som en Forening i lovligt Øiemed, s. 6. 1. 4.
A. Hvad angaaer Betingelserne for, at et fra Folkekirken afvigende Samfund lovlig kan bestaae, fordres der utvivlsomt, at Samfundet maa gaae ud paa Gudsdyrkelse. Et Samfund, der ikke gaaer ud paa Gudsdyrkelse, er altsaa ikke beskyttet ved Grl. § 76, hvorimod dets Lovlighed i Henhold til den almindelige Regel i Grl. § 87 maa bedømmes efter den sædvanlige Lovgivning. Derimod kommer det ikke i Betragtning, om den omspurgte Gudsdyrkelse er mere eller mindre udviklet, og der synes end ikke at være tilstrækkelig Hjemmel til at indskrænke den ved Grundloven tillagte Beskyttelse til de Samfund, der kun anerkjende en Gud. At Grl. § 76 bruger Singularisformen »Gud«, kan ikke betragtes som afgjørende, da den vistnok ikke herved har havt til Hensigt at afgjøre Noget om dette Spørgsmaal, og en Gudsdyrkelse af et Samfund, der anerkjender flere Guder, kan neppe uden Videre betragtes som stridende mod Sædelighed, hvilket Begreb i Grundloven ikke kan opfattes fra Religionens Standpunkt.
Tvivlsommere er det, om det maa fordres, at Samfundets Lære ikke strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Naar nemlig Grl. § 76 i Slutningen tilføier dog at Intet læres eller foretages, som strider mod Sædelighed eller den offentlige Ordene, ligger der i disse Ord umiddelbart ikke Videre, end at Samfundets ved Grundloven anerkjendte Existents ikke berettiger Medlemmerne eller Bestyrelsen til at foretage Handlinger, der stride mod Sædelighed eller den offentlige Orden, under Paaskud af, at disse Handlinger maatte være hjemlede ved Samfundets Lære, eller til at forkynde en Lære af den nævnte Beskaffenhed.
Herefter skulde den nævnte Slutningspassus i Grl. § 76 kun have den Betydning, at den enkelte mod Sædelighed eller offentlig Orden stridende Handling straffes, og at den Forsamling, hvori slige Handlinger foretages, efter Omstændighederne opløses, men ikke udtale nogen Betingelse for et Religionssamfunds lovlige Tilværelse. Det kunde ogsaa synes ret naturligt, at Grundloven ganske i Almindelighed anerkjendte ethvert Religionssamfunds lovlige Tilværelse og kun ligeoverfor disse, ligesom overfor enhver anden Person eller Korporation, fastholdt Statens almindelige Straffemyndighed.
Det synes imidlertid, at Slutningsbestemmelsen i Grl. § 76 ikke kan indskrænkes paa den angivne Maade, men maa opfattes som indeholdende en Betingelse for Samfundets lovlige Tilværelse, saa at et Samfund, hvis Lære strider mod Sædeligheden, selv om den ikke her sættes i Udøvelse, eller som vedkjender sig et Formaal, der strider mod den offentlige Orden, maa ansees som ulovligt. Dette synes dels at fremgaae af den Maade, hvorpaa den nævnte Bestemmelse er forbundet med Paragraphens første Del ved Ordene »dog at«, hvilke synes at skulle udtrykke en Indskrænkning i selve den opstillede Hovedregel, dels af den udtrykkelige Tilføielse af Ordet »læres« ved Siden af »foretages«, hvilket under en modsat Forudsætning synes overflødigt. Ligesom Grundloven ikke synes at kunne anerkjende et Samfund, der vedkjender sig en usædelig Lære, som en berettiget Korporation, saaledes vilde dette heller ikke godt stemme med Grl. § 87, som vel ikke er umiddelbart anvendelig paa de religieuse Samfund, men som dog for saa vidt kan komme i Betragtning, som Grundloven ikke kan antages at ville indrømme disse en videre gaaende Frihed til at forfølge ulovlige Øiemed end andre Foreninger. Det synes herefter at maatte antages, at et Samfund, hvis Lære strider mod Sædeligheden eller de til den offentlige Ordens Opretholdelse givne Love, ikke kan have de Rettigheder, som tilkomne andre lovlig bestaaende Samfund, og at det navnlig foreløbig maa kunne forbydes af Regeringen, saaledes at der strax anlægges Sag mod Samfundet til dets Ophævelse, s. Grl. § 87, ligesom ogsaa Lovgivningsmagten maa kunne forbyde visse Samfund, fordi deres Lære findes stridende mod den offentlige Orden, s. Grl. § 78, Koloniallov 27. Nov. 1863 § 71. For at et Samfunds Lære skal ansees som stridende mod Sædeligheden eller den offentlige Orden, er det imidlertid ikke nok, at en saadan Lære forkyndes af enkelte Prædikanter, men det maa fordres, at Samfundet selv vedkjender sig denne Lære. Derhos er det ikke tilstrækkeligt til at frakjende et Samfund Ret til lovlig Existents, at dets Læresætninger ere farlige eller skadelige, naar de ikke kunne siges at stride mod Sædelighed eller de til den offentlige Ordens Betryggelse givne Love. Et Andet er, at en saadan Beskaffenhed af Samfundets Lære kan afgive et Motiv for Lovgivningsmagten til at forbyde Samfundet, s. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 71. Ligesom den her forsvarede Opfattelse synes at ligge til Grund for Forhandlingerne paa den grundlovgivende Rigsforsamling, s Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2541, 2557—58, 2560, 3077, saaledes er den ogsaa antaget af Administrationen, s. Skr. 24. Apr. 1856, 21. Febr. 1859.
Yderligere Betingelser end de angivne fordres ikke; navnlig udkræves der ikke nogen Anmeldelse til heden om Samfundets Konstituering eller nogen Meddelelse om dets Læres Beskaffenhed.
Som ovenfor bemærket, bliver det Spørgsmaal, om Betingelserne for et Religionssamfunds lovlige Existents ere tilstede, at afgjøre af Domstolene. Regeringen kan kun foreløbig forbyde Samfundet, men der skal da strax anlægges Sag imod det til dets Ophævelse, og med Hensyn til så enkelte Forsamlinger har Regeringen kun den Myndighed, som tilkommer den ligeoverfor enhver anden Forsamling, s. Grl. §§ 87 og 88.
B. Ethvert Trossamfund, der fyldestgjør de ovennævnte Betingelser, og som derhos her i Landet tæller et saadant Antal Medlemmer, at de kunne siges at danne et virkeligt, faktisk existerende Religionssamfund[1]), kan betegnes som et bestaaende eller lovlig bestaaende Trossamfund, s. Stratfelov 1866 § 156, og har som saadant visse Rettigheder:
1) Medlemmerne kunne i Forening dyrke Gud paa den Maade, som stemmer med deres Overbevisning, s. Grl. § 76, og ere i denne Henseende ikke indskrænkede til noget vist Sted, til nogen vis Tid, s. dog Skr. 29. Januar 1851, eller til Benyttelsen af visse Sprog, s. derimod tidligere Priv. 15. Mai 1747 § 8, Resol. 28. Juli 1815 § 1. De kunne holde religieuse Forsamlinger, som kunne bivaanes ikke blot af Samfundets Medlemmer, men ogsaa af andre Trosbekjendere, navnlig ogsaa af Folkekirkens Medlemmer; kun maa der i Forsamlingen Intet læres eller foretages, som strider mod Sædelighed eller offentlig Orden, s. Grl. § 76. Ulovlig Forhindring af eller Forstyrrelse i Samfundets Gudstjeneste eller enkelte religieuse Handlinger belægges med Straf, s. Straffelov § 157. Samfundets Medlemmer kunne fremdeles indrette saavel egentlige Kirker, som andre Forsamlingssteder. De kunne vælge Præster eller Forstandere, der med kirkelig Virkning for Samfundets Medlemmer kunne foretage Daab, Vielse og andre kirkelige Handlinger, og som, naar Samfundet ikke er anerkjendt, ikke behøve nogen Bekræftelse af eller Anmeldelse for Regeringen. Endelig kunne de indrette Begravelsespladser for Samfundets Medlemmer, Alt dog under Iagttagelse af Sædelighed og de Love, som betrygge den offentlige Orden, navnlig med Hensyn til de foreskrevne Anmeldelser om Fødsel, Død o. s. v., s. Skr. 22. Jan. 1857
Med Hensyn til enkelte Forhold kan der imidlertid reises Tvivl. Naar det saaledes var forbudt fremmede Trossamfund at have Klokker eller Taarn paa deres Kirker, s. Priv. 1747 § 7, kunne disse Ting vistnok ikke siges nødvendig at høre med til Gudstjenesten, men det ommeldte Forbud synes dog som udelukkende bygget paa Statskirkens ubetingede Eneret at maatte bortfalde med denne, hvilket ogsaa er antaget i Praxis, s. dog Scheels Personret S. 317.
Fremdeles kan der spørges, om det er tilladt at foretage Processioner eller oprette Klostre eller geistlige Ordener. Det maa vistnok antages, at Retten hertil ikke er tilsikkret ved Grl. § 76, thi de nævnte Foretagender høre ikke nødvendig med til Gudsdyrkelsen, og Forbud mod dem kunne være motiverede ved ganske andre end religieuse Hensyn, hvorfor slige Forbud ikke sjelden forekomme i katholske Stater. Paa den anden Side ere de paagjældende Foretagender heller ikke ligefrem forbudne ved Grl. § 76, og Spørgsmaalets Afgjørelse vil saaledes beroe paa, om de kunne siges at stride mod Sædeligheden eller den offentlige Orden, eller om de ere forbudne ved ældre, endnu gældende Love eller blive forbudne ved nyere Love, hvilket uden Tvivl kan Skee, uden at man derved kommer i Modstrid med Grl. § 76. Grl. §§ 87 og 88 ere i saa Henseende ikke afgjørende, da det heroer paa den almindelige Lovgivning, hvad der kan betragtes som et lovligt Øiemed, og da Forsamlingsfriheden dels er begrændset ved Grundloven, s. Grl. § 88 in fine og § 89, jfr. Straffelov § 104, dels maa kunne begrændses ved den almindelige Lovgivning, forsaavidt der ikke er Tale om politiske Forsamlinger, s. f. Ex. Fdn. 26. Marts 1845 §§ 8, 11, 12, 13. Processioner ville nu, forsaavidt de ikke komme i Strid med de gældende Politilove, være tilladelige, men kunne dog, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred, forbydes af Øvrigheden, s. Grl. § 88 in fine. Derimod ville Tiggermunkeordener være utilstedelige som stridende mod Betlerilovene, og med Hensyn til andre Ordener eller Klostre vil i ethvert Tilfælde det aflagte Ordensløfte efter Lovgivningens Grundsætninger, s. 5. 1. 2, Lov 10. Mai 1854 §§ 1, 9, mfl., være uforbindende, og den Paagjældende vil kunne forlange Statens Bistand, naar der lægges ham Hindringer i Veien for Udtrædelsen. I Øvrigt existerer der ikke noget almindeligt Forbud mod Klostres Oprettelse, og de Tvivl, der for Munkeordeners Vedkommende tidligere kunde hentes fra 6. 1. 3, ere bortfaldne, efterat denne Artikel udtrykkelig er ophævet ved Straffelovens § 308.
2) De fra Folkekirken afvigende Trossamfund kunne ikke blot lovlig bestaae i deres hidtilværende Omfang, men kunne ogsaa udvide sig ved Optagelse af nye Medlemmer, navnlig ogsaa af saadanne, som hidtil have hørt til Folkekirken. De tidligere bestaaende Forbud mod Apostasi, s. 6. 1. 1, Fdn. 30. Marts 1827 § 10, maatte utvivlsomt bortfalde ved Grl. 1849 § 81, jfr. Grl. § 76, Straffelov § 308, s. dog om et særeget Forhold Skr. 27. Apr. 1855. Ligeledes maatte Lovene om Proselytmageri bortfalde, forsaavidt de angik simpel Optagelse af Personer, der frivillig meldte sig. Endelig er det en Følge af den ved de anførte Grundlovsbestemmelser tilsikkrede Lærefrihed, at Dissenterne ogsaa maae kunne anvende Overtalelser for at formaae Folk til at gaae over til deres Tro, og at de navnlig i dette Øiemed kunne angribe og bekæmpe Folkekirkens Læresætninger. Derimod ere slige Bestræbelser ikke beskyttede ved Grl. § 76, jfr. Grl. 1849 § 81, forsaavidt de stride mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Det synes derfor, at Forledelse til Indtrædelse i et Trossamfund ogsaa efter Grundloven maatte ansees for utilladelig, naar den understøttedes ved Midler, som strede mod Sædeligheden eller den offentlige Orden, saasom ved Penge, ved Forledelse af Børn, navnlig mod Forældrenes Villie, s. Skr. 26. Jan. 1852, 27 Marts 1854. Ligesom det ikke kan betvivles, at Lovgivningsmagten uden at komme i Strid med Grundloven kunde forbyde og straffe saadant Proselytmageri, saaledes syntes de ældre Straffebestemmelser ogsaa efter Grundlovens Emanation at maatte beholde Gyldighed for saadanne Tilfælde. I Straffelovens 15de Kapitel om Forbrydelser med Hensyn til Religionen ere imidlertid ingen Straffebestemmelser mod Proselytmageri optagne, og ved dens § 310 er den i Fdn. 19. Sept. 1766 § 1 optagne Straffebestemmelse udtrykkelig ophævet. Skjøndt det nu er paafaldende, at Straffeloven, i hvis Motiver S. 184 der dog yttres nogen Tvivl om, hvorvidt de tidligere Straffebestemmelser for Proselytmageri i det Hele kunne ansees for hævede ved Grundloven, ikke tillige har hævet Bestemmelserne i Priv. 15. Mai 1747 § 4 og Pl. 27. Dec. 1842 § 5, kan det dog aabenbart ikke være Straffelovens Mening, at Proselytmageri under visse Forudsætninger skulde være strafbart, naar det udøvedes af Reformerte eller Baptister, men ikke, naar det udøvedes af Katholiker, og man synes derfor at maatte gaae ud fra, at Proselytmageri overhovedet ikke længere kan straffes, forsaavidt det ikke tillige indeholder et Brud paa andre gjældende Love, s. f. Ex. Straffelovens § 213, jfr. Motiverne S. 185[2]). Derimod maa Forbudet mod, at de fremmede Trossamfunds Præster i deres Prædikener tale hadskelig og med Foragt om den lutherske Konfessions Lærdomme, s Priv. 1747 § 5, endnu staae ved Magt, jfr. den lignende Forskrift med Hensyn til Folkekirkens Geistlige i 2. 4. 10. Ligeledes synes det endnu at maatte gjælde som Hovedregel, at Børn af lutherske Forældre ikke maae optages i Dissenterskoler, og at de navnlig ikke her maae undervises i Religion , jfr. Grundsætningerne i Lov 13. Apr. 1851 § 9, Skr. 1. Dec. 1851, 31. Dec. 1859, 1. Febr. 1861 med Anmærkning, 17. Apr. 1862, Folkethingstidende 15. Session Sp. 2485 ff.
3) De fra Folkekirken afvigende Trossamfund ere anerkjendte som lovlig bestaaende Korporationer. De nyde saaledes i samme Omfang, som Folkekirken, Beskyttelse mod Bespottelse eller Forhaanelse af deres Troslærdomme eller Gudsdyrkelse, s. Straffelovens § 156, jfr. Lov 3. Jan. 1851 § 8, jfr. derimod tidligere Fdn. 27. Sept. 1799 § 5. Fremdeles kan et saadant Samfund eie Gods, kjøbe faste Eiendomme og modtage Gaver og Legater, i hvilken Henseende dog den almindelige Lovgivning maa kunne gjøre Indskrænkning, saafremt Almenvellet fordrer det. I Øvrigt ere disse Samfund, naar de ikke ere anerkjendte, ikke undergivne noget særligt Tilsyn eller nogen positiv Beskyttelse fra Statens Side. De kunne have egne Skoler, s. Skr. 16. Sept. 1851, og eget Fattigvæsen, men fritages ikke herved for Bidrag til det almindelige Skole- og Fattigvæsen, medmindre saadan Frihed særlig er tilstaaet, s. Regl. 29. Marts 1814 § 22, Lov om Kjøbstædernes kommunale Beskatning 11. Febr. 1863 § 17, Noget, hvorom der dog ikke let vil blive Spørgsmaal uden med Hensyn til de anerkjendte Samfund. Udgifterne ved deres Gudsdyrkelse maae de selv afholde uden hertil at kunne vente nogen Understøttelse af Staten. Om den særegne Regel i Grl. § 77 vil blive handlet nedenfor.
C. De fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Forhold ordnes ved Lov, s. Grl. § 78, smh. med § 75, og ovenfor § 145 C. En almindelig Lov herom er ikke udkommet, men nogle af de vigtigste Forhold ere ordnede ved Lov 13. Apr. 1851, som dog mere angaaer de enkelte Trosbekjenderes end Samfundets Forhold, s. ogsaa Værnepligtslov 2. Marts 1861 § 4, Straffelov §§ 156, 157, jfr. Lov 3. Jan. 1851 § 8.