Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 149

by Carl Georg Holck

§ 149. Fortsættelse. Om Gjennemførelsen af den i Grl. 1849 § 84 udtalte Grundsætning ved den senere Lovgivning.

Formedelst den paa Grundlovens Tid herskende Sammenblanding af Stat og Kirke kunde den i Grl. § 84 udtalte Grundsætning ikke strax gjennemføres i sin Renhed. Forskjellige kirkelige Forhold have tillige en borgerlig Side, og den tidligere Lovgivning var saa langt fra at adskille disse to Sider af samme Forhold, at det tvertimod idelig var Tilfældet, at borgerlige Tvangsmidler anvendtes for at fremtvinge Opfyldelsen af kirkelige Forpligtelser, og at kirkelige Betingelser opstilledes for Nydelsen af borgerlige Rettigheder. Den nyere Lovgivning har søgt at fjerne disse Anomalier paa en Maade, der paa engang respekterer Individets Ret til uafhængig af kirkelige Betingelser at udøve borgerlige Rettigheder og det paagjældende Samfunds Ret til alene i Henhold til sin egen Lære at bestemme, om det vil foretage en vis Handling eller ikke, samt til ad kirkelig Vei at indvirke paa det Medlem, som tilsidesætter dets Love, idet den nemlig har anordnet borgerlige Betingelser og borgerlige Former i Stedet for de tidligere kirkelige. Lovgivningen har imidlertid ikke i saa Henseende gennemført en fuldstændig Adskillelse mellem Stat og Kirke, men har væsentlig indskrænket sig til de Tilfælde, hvor en stærk praktisk Trang til en saadan Adskillelse var tilstede, altsaa navnlig med Hensyn til Medlemmerne af de ikke anerkjendte Samfund, hvorimod den med Hensyn til de af Staten anerkjendte og beskyttede Samfund som Hovedregel har fastholdt den Sætning, at disses Tilhængere, saa længe de forblive i Samfundet, ikke ere berettigede til at tilsidesætte dettes Love. Dog er en Undtagelse gjort med Hensyn til Ægteskaber mellem Medlemmer af forskjellige anerkjendte Trossamfund^[1]), ligesom ogsaa de til Daaben knyttede, borgerlige Tvangsmidler og borgerlige Retsvirkninger ere hævede saavel for de anerkjendte, som for de ikke anerkjendte Samfunds Vedkommende. Idet den nærmere Udvikling forbeholdes Kirkeretten, skulle her de enkelte i Betragtning kommende Forhold kortelig berøres:

1. Ægteskab. Den tidligere Lovgivning anerkjendte som gyldig Stiftelsesform for Ægteskabet kun den geistlige Vielse, der alene kunde foretages af en af Staten anerkjendt Præst, og hvis Opnaaelse var knyttet til forskjellige kirkelige Betingelser, s. Fdn. 30. Apr. 1824 § 3 Nr. 2, medens den paa den anden Side havde saavel borgerlig, som kirkelig Retsvirkning. Herved opstod der Vanskeligheder for Medlemmerne af de ikke anerkjendte Samfund, idet den af disses Geistlige foretagne Vielse ikke havde borgerlig Gyldighed, medens en af en anerkjendt Præst foretagen Vielse dels kunde være besværende for deres Samvittighed, dels volde Vanskelighed med Hensyn til de stillede, kirkelige Betingelser, dels endelig af dem som staaende udenfor Menigheden ikke kunde fordres som en Ret. I disse Tilfælde har derfor Lov 13. Apr. 1851 § 1, jfr. §§ 3—7, indrømmet Ret til en borgerlig Vielse, der kun er knyttet til borgerlige Betingelser, og som har fuld borgerlig Gyldighed. Denne Ret kommer efter Udtrykkene i Lov 13. Apr. 1851 § 1 og Grundsætningen i Grl. 1849 § 84, jfr. Grl. 1866 § 79 ikke blot dem tilgode, der beving høre til et ikke anerkjendt Samfund, men overhovedet Enhver, der ikke hører til Folkekirken eller et anerkjendt Samfund, i hvilken Henseende en simpel Erklæring ansees for tilstrækkelig, s. Lov 1851 § 12, Skr. 24. Mai 1851, 30. Nov. 1857, 23. Sept. 1859.

Med Hensyn til Personer, der hørte til forskjellige anerkjendte Samfund, vare Vanskelighederne vel mindre, idet en borgerlig gyldig Vielse i saadanne Tilfælde kunde foretages af den kompetente Geistlige, Brudens Sognepræst, men desuagtet kunde der stille sig Hindringer i Veien, idet vedkommende Præst jevnlig betingede Vielsens Foretagelse af, at Ægtefællerne paatoge sig visse Forpligtelser, navnlig med Hensyn til Børnenes religieuse Opdragelse, som kunde være besværende for deres Samvittighed. Tidligere afgjorde Staten, forsaavidt der ikke var Tale om Ægteskab mellem Lutheranere og Reformerte, i hvilket Tilfælde Bestemmelsen overlodes Forældrene, s. Reskr. 7. Sept. 1736, Bevilling 31. Jan. 1772, smh. med Priv. 1747 § 14, Spørgsmaalet paa den Maade, at Vielsen, naar blot den ene Part var luthersk, skulde forrettes af den lutherske Præst, og samtlige Børn opdrages i den lutherske Religion, s. Rosenvinges Kirkeret §§ 26, 27, 29; men disse særegne Garantier maatte uden Tvivl allerede være bortfaldne ved Grl. 1849 §§ 81 og 84, s. dog Bkg. 7. Jan. 1850, og kunde i alt Fald ikke vedblivende opretholdes. Der kunde derfor befrygtes Vanskeligheder ikke blot fra de fremmede, anerkiendte Trossamfunds Side, men ogsaa fra Folkekirkens, som nu savner den tidligere af Staten givne Garanti. Disse Vanskeligheder har Staten søgt at fjerne dels ved at lette Adgangen til kirkelig Vielse, idet denne skal kunne forrettes saavel af Brudgommens, som af Brudens Sognepræst, s. Lov 13. Apr. 1851 § 8, dels ved at give Adgang til borgerligt Ægteskab efter lignende Regler, som i det ovennævnte Tilfælde, s. Lov 1851 §§ 2—7. De samme Grunde gjøre sig med forøget Styrke gjældende, naar Ægtefællerne høre til forskjellige Trossamfund, der ikke begge ere anerkjendte, og Lov 1851 § 2 har derfor ogsaa for dette Tilfælde givet de Paagiældende Ret til at indgaae borgerligt Ægteskab.

Naar endelig begge Ægtefæller høre til samme anerkjendte Trossamfund, kan der vel ogsaa undertiden være Trang til borgerligt Ægteskab, naar Kirken opstiller strengere Betingelser end Staten, saasom med Hensyn til Ægteskab i forbudne Grader, med Hensyn til Vielse af fraskilte Personer o. s. v.; men i disse Tilfælde er der dog ikke givet Adgang til borgerligt Ægteskab, dels fordi de sjeldnere indtræde, og Vanskelighederne jevnlig ville kunne fjernes ved Bevilling til Vielse af en anden Præst, dels fordi Staten i dette Tilfælde, hvor ikke Hensynet til en udenfor Samfundet staaende Persons Ret kommer i Betragtning, ikke har nogen særlig Opfordring til at understøtte de Paagjældende i at overtræde det Samfunds Love, hvortil de høre. Forsaavidt Vanskelighederne derfor ikke kunne fjernes paa anden Maade, kan Ægteskabet kun finde Sted derved, at Ægtefællerne eller dog en af dem udtræde af Samfundet hvilket efter Grl. § 76 altid maa staae dem frit for.

Med Hensyn til Skilsmisse har Lov 13. Apr. 1851 § 12 ophævet Nødvendigheden af den forudgaaende, geistllge Mægling i de samme Tilfælde, i hvilke borgerligt Ægteskab tilstedes efter Lovens §§ 1 og 2, idet Mæglingen her dels ikke ydede nogen Garanti, dels var besværende saavel for Parterne, som for Præsten. Derimod vedbliver Nødvendigheden af Mæglingen, hvor begge Ægtefællerne høre til samme anerkjendte Samfund.

2. Børnenes religieuse Opdragelse.

a) I saa Henseende kan der navnlig Opstaae Vanskelighed, hvor Ægtefællerne ere af forskjellig Tro, hvad enten de høre til anerkjendte eller ikke anerkjendte Samfund. Medens Staten tidligere foreskrev faste Regler for Forholdets Ordning, jfr. ovenfor Nr. 1, overlader den nu denne til Forældrene og indskrænker sig til at fordre, at en Overenskomst mellem de vordende Ægtefæller tilveiebringes, inden Vielsen tilstedes, samt til at vaage over Opretholdelsen af den Ret, som enhver af Ægtefællerne ved Overenskomsten har erhvervet, uden i Øvrigt at gøre nogen selvstændig Ret gjældende for sig eller Kirken, s. Lov 13. Apr. 1851 § 9, jfr. dog Paragraphens 4. Membrum.

Høre Ægtefællerne til samme Trossamfund, maa der antages at være truffet en stiltiende Overenskomst, i Henhold til hvilken enhver af dem kan fordre Barnet Opdraget i den Religion, som begge Forældrene hørte til paa Vielsestiden, s. Skr. 3. Mai 1858.

b) Daaben var tidligere en Nødvendighed for alle kristne Trosbekjendere. Dens Foretagelse sikkredes ved borgerlige Tvangsmidler, s. Fdn. 30. Mai 1828 §§ 1, 5, og den vari Reglen en Betingelse for Arveret, s. 5. 2. 30, Fdn. 4. Juni 1828. For de ikke anerkjendte Samfunds Vedkommende hævedes Daabstvangen ved L. 13. April 1851 § 10, og i Stedet for Daaben traadte en Anmeldelse om Barnets Navn, der under den ved Fdn. 30. Mai 1828 § 5 foreskrevne Tvang skulde skee inden 8 Uger efter Barnets Fødsel; Attest om saadan Anmeldelse skulde da træde i Stedet for Daabsattest. For de anerkjendte Samfunds Vedkommende hævedes Daabstvangen ved L. 4. Marts 1857, der med Hensyn til Anmeldelse om Barnets Navn indeholder lignende Regler, som Lov 1851 § 10, kun at der, for at Spørgsmaalet om Barnets Daab ikke skal præjudiceres, er fastsat en længere Frist til Anmeldelsen om Barnets Navn. Den kirkelige Forpligtelse til Daabens Foretagelse og Kirkens Indvirkning paa det ulydige Samfundsmedlem for at hævde Overholdelsen af denne Forpligtelse er naturligvis ikke hævet ved L. 4. Marts 1857, s. Cirk. 24. Sept. 1856^[2]). Reglen om Daabens Nødvendighed som Betingelse for Arveret hævedes udtrykkelig ved Lov 30. Nov. 1857.

c) Konfirmationen var efter de tidligere Regler Betingelse for Opnaaelsen af visse borgerlige Rettigheder, s. Fdn. 30. Apr. 1824 § 3 Nr. 2, og for Opfyldelsen af visse borgerlige Pligter, s. endnu Lov 12. Febr. 1849 § 9, og dens Foretagelse sikkredes ved forskjellige borgerlige dels direkte dels indirekte Tvangsmidler. Af indirekte Tvangsmidler kan mærkes, at Barnets Skolegang ikke fuldstændig maatte ophøre før Konfirmationen, s. Adn. 29. Juli 1814 for Kjøbstæderne § 32, for Landet § 25. Mere direkte Tvangsmidler anvendtes, forsaavidt det var foreskrevet, at Enhver skulde være konfirmeret inden sit 19de Aar, s. Fdn. 25. Mai 1759 § 2, og at den, som vægrede sig herved, uden videre Dom skulde indsættes til Tvangsundervisning og Konfirmation i Forbedringshuset, s. Resol. 2. Dec. 1812, Kskr. 9. Apr. 1814, eller senere paa Ladegaarden, s. Cirk. 23. Okt. 1838, Fdn. 20. Marts 1844 §§ 34, 59, jfr. med Hensyn til Baptisterne Pl. 27. Dec. 1842 § 3.

Konfirmationens Betydning med Hensyn til Værnepligtens Opfyldelse er bortfalden ved Lov 2. Marts 1861 §§ 7, 51, og den ved Skolelovgivningen hjemlede, indirekte Tvang til Konfirmation er hævet ved Lov 2. Mai 1855. Fremdeles er det ved Lov 13. Apr. 1851 § 11 bestemt, at Udskrivning af Skolen for de ikke anerkjendte Samfunds Vedkommende træder i Stedet for Konfirmationen med Hensyn til alle til denne knyttede, borgerlige Virkninger, og følgelig bortfalder for disse Samfund saavel Konfirmationstvangen, som Konfirmationens Nødvendighed som Ægteskabsbetingelse, s. Lov 1851 § 5. Med Hensyn til de anerkjendte Samfund synes Konärmationen endnu at maatte udkræves som Betingelse for Indgaaelsen af kirkeligt skab, hvorimod Udskrivning af Skolen træder i dens Sted, naar Medlemmer af forskjellige anerkjendte Samfund indgaae borgerligt Ægteskab, s. Lov 1851 § 5. Konfirmationtvangen bortfalder naturligvis med Hensyn til de Børn af Medlemmer af anerkjendte Samfund, der i Medhold af Lov 4. Marts 1857 ikke ere blevne døbte, men derhos synes det at være en Konsekvents af denne Lovs Bestemmelser, at der heller ikke bør anvendes borgeng Tvang for at formaae døbte Personer til at lade sig konfirmere eller til i dette Øiemed at modtage Undervisning, hvilket i Øvrigt allerede forinden var antaget i Praxis, s. Resol. 26. Mai 1850, Skr. 17. Marts 1852, Folkethingstidende 4. Session 1. Samling Sp. 687. Derimod synes Bestemmelserne i Adn. 29. Marts 1814 § 17, hvorefter den jødiske Konfirmation er Betingelse for Opnaaelsen af en Mængde vigtige borgerlige Rettigheder, ikke at kunne ansees som bortfalden.

d) Medens Dissenterbørn tidligere, forsaavidt de ikke hørte til de privilegerede Samfund, maatte deltage i Religionsundervisningen i de offentlige Skoler, s. Pl. 27. Dec. 1842 § 3, kunne de nu ifølge Lov 13. April 1851 § 11 fordres undtagne fra denne, hvorhos dog Skolebestyrelsen paa ethvert Sted har at paasee, at Børnene ikke savne Oplysning om de moralske og almindelige religieuse Begreber, samt at de, forsaavidt de høre til et kristeligt Trossamfund, erholde Kundskab om Bibelhistorien. Skulde det vise sig, at Børnene i denne Henseende forsømmes, ere Forældrene pligtige at lade dem modtage den fornødne Undervisning herom i Skolen, s. Cirk. 5. Aug. 1853, 8. Febr. 1855, jfr. ogsaa Lov 2. Mai 1855 § 1, 30. Sept. 1864 § 1.

3. Nadverens Nydelse er endnu Betingelse for at stedes til kirkelig Vielse, men fordres derimod ikke ved borgerligt Ægteskab, s. Fdn. 30. April 1824 § 3 Nr. 2, Lov 13. April 1851 § 5.

4. Om Begravelse bestemmes Intet i Lov 13. April 1851. Dissentersamfundene kunne uden Hensyn til, om de om anerkjendte eller ikke, have deres egne Begravelsespladser, s. Skr. 22. Jan. 1857 , hvor da Begravelsen kan skee under Medving af deres egen Præst og med deres egne Ceremonier. Have de ingen særskilt Begravelsesplads, maae de, da Staten ikke har indrettet almindelige Begravelsespladser, begraves paa Sognets lutherske Kirkegaard, hvor da den lutherske Præst kan forrette Jordpaakastelsen, men ikke er pligtig dertil, s. Skr. 25. Febr. 1852.

5. Med Hensyn til Ed har Lovgivningen foreskrevet en særegen Edsformular for Jøder, s. Lov 19. April 1864, jfr. Fdn. 10. Mai 1843, og for de mähriske Brødre, s. Fdn. 23. Dec. 1771. For alle Andre kommer den almindelige Edsformular til Anvendelse, og Lovgivningen har ikke fundet Anledning til at foreskrive en almindelig, borgerlig Edsformular, der kunde benyttes af Enhver uden Hensyn til hans Trosbekjendelse. Adgangen til at aflægge Ed er ikke betinget af nogen vis Trosbekjendelse, men forsaavidt Vedkommende ikke hører til noget anerkjendt Samfund, maa Dommeren eller den anden Autoritet, der skal modtage Eden, undersøge, om hans Trosbekjendelse afgiver Garanti for, at han med Sandhed kan aflægge Eden i den sædvanlige Form, s. Skr. 15. Marts 1852, 12. Sept. 1853, Jur. Ugeskr. 1854. 525; er dette ikke Tilfældet, kan han ikke aflægge Ed.

1. I dette Tilfælde maatte nemlig Samfundets Krav vige for den udenfor samme staaende anden Persons Ret.
2. Naar der her formenes, at Forældre af Folkekirken, der uden gyldig Grund forsømme deres Børns Daab, efter Omstændighederne ville kunne udelukkes fra Kirkens Samfund, kan dette dog neppe forenes med de nugjældende Regler om Kirketugten, s. Rosenvinges Kirkeret § 82