Døden i Venedig/1
FØRSTE KAPITEL
En Eftermiddag i Foraaret 19. . ., der i Maaneder havde sat en saa faretruende Mine op overfor vor Verdensdel, havde Gustav Aschenbach eller von Aschenbach, som hans Navn siden hans 50-aarige Fødselsdag officielt lød, fra sin Bolig i Prinsregentgade i München ene begivet sig ud paa en længere Spadseretur. Stærkt paavirket af Formiddagstimernes vanskelige Arbejde, der just nu krævede den yderste Varsomhed, Omsigt, Indtrængen og Præcision i Viljen, havde Forfatteren end ikke efter Middagsmaaltidet formaaet at standse Svingningerne af det producerende Drivhjul i sit Indre, hin „motus animi continuus“, hvori ifølge Cicero Veltalenhedens Væsen bestaar, og ikke fundet den befriende Slummer, der, med det tiltagende Slid paa hans Kræfter, var bleven ham saa nødvendig i Dagens Løb. Kort efter Teen havde han saaledes søgt ud i det fri, i Haabet om, at Luft og Bevægelse vilde forfriske ham og hjælpe ham til en velgørende Aften.
Det var i Begyndelsen af Maj, og efter fugtigtkolde Uger var det faldet ind med en falsk Højsommer. Den engelske Have havde, skønt lige i Løvspringet, været kvalm som i August og i Nærheden af Byen fuld af Vogne og spadserende. Ved Aumeister, hvorhen mere og mere stille Veje havde ført ham, havde Aschenbach en lille Tid staaet og betragtet Folkelivet, havde derfra ved Solnedgang taget Vejen hjemad udenfor Parken over den aabne Mark og stod nu, da han følte sig træt og det ude over Föhring truede med Uvejr, ved den nordlige Kirkegaard og ventede paa Sporvognen, der i lige Linie skulde føre ham tilbage til Byen.
Tilfældigvis fandt han Stoppestedet og dets Omgivelser tomt for Mennesker. Hverken i den brolagte Ungerergade, hvis blanke Spor strakte sig ensomt skinnende ud mod Schwabing, eller paa Föhringer-Landevejen var noget Køretøj at se; intet rørte sig bag Stakitterne om Stenhuggerpladserne, hvor til Salg staaende Kors, Mindetavler og Monumenter danner en ny, ubeboet Gravmark, og den byzantinske Bygning lige overfor „Aussegnungshalle“ laa tavs i det svindende Dagskær. Paa dens Facade, der er smykket med græske Kors og hieratiske Billeder, er yderligere anbragt symmetrisk ordnede Indskrifter i Guldbogstaver, udvalgte Skriftsteder med Henblik paa Livet hinsides, som f. Eks.: „De gaa ind i Guds Bolig“ eller „Det evige Lys lyse for dem.“ Den ventende havde i nogle Minutter fundet en alvorsfuld Adspredelse i at aflæse Formularerne og lade sit aandelige Øje fortabe sig i den Mystik, der lyste ud af dem, da han, idet han vendte tilbage fra sine Drømmerier, i Portalen, ovenover de to apokalyptiske Dyr, der bevogter den udvendige Trappe, bemærkede en Mand, hvis ikke ganske almindelige Ydre gav hans Tanker en helt anden Retning.
Om han var kommen ud fra det indre af Hallen gennem Bronzedøren eller han var naaet derop udefra, uden at han havde lagt Mærke dertil, var ikke godt at sige. Uden særlig at fordybe sig i Spørgsmaalet, var Aschenbach tilbøjelig til at antage det første. Ret høj, mager, skægløs og paafaldende stumpnæset, hørte Manden til den rødhaarede Type og havde dennes mælkede og fregnede Teint. Han tilhørte aabenbart ikke den bayerske Race; Straahatten med den brede, lige Skygge, der bedækkede hans Hoved, gav i det mindste hans Ydre Præget af at han var fremmed og var kommen langvejs fra. Rigtignok bar han dertil den nationale Rygsæk spændt om Skuldrene, en gullig, med Bælte forsynet Dragt af Lodenstof, saa det ud til, en graa Regnfrakke over den venstre Underarm, som han holdt støttet i Siden, og i den højre Haand. en med Jærnspids forsynet Stok, som han stemmede skraat imod Jorden og paa hvis Krykkehaandtag han, med Fødderne over Kors, støttede Hoften. Med løftet Hoved, saaledes at Adamsæblet traadte stærkt og nøgent frem fra den magre Hals, der hævede sig op af den løse Sportskjorte, saa han skarpt spejdende ud i Rummet fra farveløse Øjne med røde Øjenvipper, mellem hvilke der var lodrette, energiske Furer, der stod ret mærkeligt til hans korte Opstoppernæse. Der var saaledes — og maaske bidrog hans ophøjede og højnende Stade til dette Indtryk ― noget bydende overskuende, dristigt, ja endog vildt ved hans Holdning; thi enten det nu var at han blændet gjorde Grimasser mod den nedgaaende Sol eller det drejede sig om en varig fysiognomisk Vanheldelse: hans Læber syntes for korte, de var helt trukne tilbage fra Tænderne, saa disse, blottede indtil Tandkødet, grinede frem imellem dem, hvide og lange.
Muligt at Aschenbach med sin halvt adspredte, halvt inkvisitoriske Mønstring af den fremmede havde ladet det skorte paa Hensyn; pludselig blev han nemlig var, at denne besvarede hans Blik og det saa krigerisk, saa stift, saa aabenbart til Sinds at drive Sagen til det yderste og tvinge den andens Blik til Retræte, at Aschenbach, pinligt berørt, vendte sig bort og begyndte at gaa langs Stakittet, idet han flygtigt besluttede ikke mere at bekymre sig om Mennesket.
I næste Minut havde han glemt ham. Men enten det nu var at det vandreragtige i den fremmedes Ydre havde virket paa hans Indbildningskraft eller der iøvrigt var en eller anden fysisk eller sjælelig Indflydelse med i Spillet: han blev sig paa en ganske forbavsende Maade en underlig Udviden af sit indre Jeg bevidst, en vis svævende Uro, en ungdommelig begærlig Længsel mod det fjerne, en Følelse, saa levende, saa ny eller ham dog forlængst saa uvant og forglemt, at han, med Hænderne paa Ryggen og Blikket mod Jorden, blev staaende som rodfæstet for at undersøge denne sin Følelses egentlige Karakter og Hensigt.
Det var Rejselyst, ikke andet; men ligefrem optrædende som Anfald og drevet ud i det lidenskabelige, ja øget til Sansebedrag. Hans Længsel blev seende, hans Indbildningskraft, der endnu ikke var falden til Ro efter Arbejdets Timer, skabte sig selv et Prøvebillede af alle den mangfoldige Jords Vidundere og Rædsler, som den bestræbte sig for paa én Gang at forestille sig; han saa, saa: et Landskab, en tropisk Sumpegn under en af tykke Dunster opfyldt Himmel, fugtig, yppig og vældig, et Slags Urskovsvildnis af Øer, Moser og dyndførende Vandarme — saa: nær og fjern haarede Palmestammer hæve sig op af et Mylder af yppige Bregner, af Dybder af fed, svulmende og eventyrligt blomstrende Vegetation ― saa: vidunderligt formede Træer sænke deres Rødder gennem Luften ned i Jorden, i stillestaaende, grønne, spejlblanke Vande, hvor der mellem svømmende Blomster, mælkehvide og saa store som hele Fade, paa de grunde Steder stod fremmedartede Fugle, højskuldrede, med uformelige Næb, og ubevægelige saa til Siden ― saa: mellem Bambuskrattets leddede Rørstammer en lurende Tigers Øjne funkle ― og følte sit Hjerte banke af Forfærdelse og gaadefuld Længsel. Saa veg Synet; og rystende paa Hovedet genoptog Aschenbach sin Gang langs Stakittet udenfor Stenhuggerpladserne.
I det mindste saalænge Midlerne til efter Behag at nyde Verdenssamkvemmets Fordele havde staaet til hans Raadighed, havde han ikke betragtet det at rejse som andet end en hygiejnisk Forholdsregel, han nu og da mod sin Tilbøjelighed havde maattet tage. For beskæftiget med de Opgaver, som hans eget Jeg og Sjælen i Europas Liv stillede ham, for tynget af Forpligtelsen til Produktion, for utilbøjelig til Adspredelser til at du til at være nogen Elsker af den brogede ydre Verden, havde han ganske ladet sig nøje med den Opfattelse af Jordens Overflade, som enhver kan erhverve sig, uden at bevæge sig langt udenfor sin Kres, og han havde aldrig engang følt sig fristet til at forlade Europa. Tilmed siden det langsomt lakkede ad Enden med hans Liv, siden han havde begyndt at nære sin Kunstnerfrygt for ikke at blive færdig, ― og denne Bekymring for, at Uret skulde løbe ud, før han havde gjort sit og helt givet sig selv, ikke mere lod sig affærdige som en blot og bar Grille ― siden da havde hans ydre Tilværelse næsten udelukkende indskrænket sig til den skønne By, der var bleven ham et Hjem, og til den Villa, han i en streng Stil havde bygget sig i Bjærgene og hvor han tilbragte de regnfulde Somre.
Det, der saa sent og pludseligt just nu havde grebet ham, blev da ogsaa meget snart ved Anvendelse af Fornuft og den Selvtugt, i hvilken han var opøvet fra ung af, betvunget og korrigeret. Han havde bestemt at føre det Arbejde, han levede for, frem indtil et vist Punkt, før han flyttede paa Landet, og Tanken om en Omflakken, der for Maaneder vilde føre ham bort fra hans Arbejde, forekom ham altfor løs og planstridig, der maatte ikke for Alvor kunne blive Tale derom. Og dog vidste han kun altfor godt af hvilket Dyb Anfægtelsen saa uventet var udgaaet. Det var en Trang til Flugt, tilstod han for sig selv, denne Længsel ud imod det fjerne og nye, dette Begær efter Befrielse, Frigørelse og Glemsel, ― Trangen bort fra Arbejdet, fra den dagligdags Skueplads for en haardnakket, kold og lidenskabsfyldt Tjeneste. Ganske vist elskede han den og elskede næsten allerede ogsaa den enerverende, sig daglig fornyende Kamp mellem hans sejge og stolte, saa ofte prøvede Vilje og denne voksende Træthed, som ingen maatte vide noget om og som Produktet paa ingen Vis, ved intet Tegn paa Svigten og Slaphed turde røbe. Men det kunde synes klogt, ikke at spænde Buen for stærkt og ikke egensindigt kvæle et Krav, der var brudt frem med en saadan Styrke. Han tænkte paa sit Arbejde, tænkte paa det Sted, ved hvilket han atter i Dag, ligesom i Gaar, havde maattet forlade det og som ikke lod til at ville føje sig, hverken efter taalmodig Udholdenhed eller efter et hurtigt Greb. Han undersøgte det paany, forsøgte paa at gennembryde eller opløse det, der standsede, og afstod med en Gysen af Lede fra Angrebet. Det var ikke nogen særlig stor Vanskelighed, der her frembød sig, hvad der lammede ham, var de Ulystens Skrupler, der fremstillede sig som en Unøjsomhed, der ikke mere lod sig tilfredsstille ved noget. Allerede i sin Ungdom havde han rigtignok betragtet Unøjsomhed som Talentets sande Væsen og inderste Natur, og for dettes Skyld havde han tøjlet og kølnet Følelsen, fordi han vidste, at det er tilbøjeligt til at nøjes med et muntert Omtrent og med en halv Fuldkommenhed. Hævnede nu den underkuede Følelse sig ved at forlade ham, ved at vægre sig ved at bære hans Kunst videre og bevinge den og ved at tage al Glæde, al Henrykkelse ved Formen og ved Udtrykket med sig? Det var ikke saaledes, at han fremstillede noget, der var slet; det i det mindste var Fordelen ved hans Alder, at han hvert Øjeblik følte sig sikker og tryg med Hensyn til sit Mesterskab. Men medens Nationen ærede dette, blev han selv ikke glad ved det, og det syntes ham, som manglede hans Værk hint Kendetegn paa et ildfuldt spillende Lune, der, fremkaldt af Glæden, mere end nogensomhelst indre Lødighed, udgør et vigtigt Fortrin, Glæden for den nydende Verden. Han var bange for Sommeren paa Landet, alene i det lille Hus med Pigen, der lavede Maden til ham, og Tjeneren, der serverede ham den; han var bange for Bjærgtoppenes og Bjærgvæggenes kendte Ansigter, der atter vilde omgive hans utilfredse Langsomhed. En Afbrydelse var saaledes nødvendig, noget improviseret, Dagdriverliv, Fjernluft og Tilførelse af nyt Blod, for at Sommeren skulde blive taalelig og frugtbringende. Han skulde altsaa rejse, han var glad ved det. Ikke saa grumme langt, ikke lige til Tigrene. En Nat i Sovevogn og en Siesta paa tre, fire Uger ved et eller andet Allemandsferiested i det elskværdige Syden . . .
Saaledes tænkte han, medens Støjen fra den elektriske Sporvogn nærmede sig Ungerergade, og idet han steg ind, besluttede han at hellige denne Aften til Studiet af Kort og Togplaner. Da han var kommen op paa Bagperronen faldt det ham ind at se sig om efter Manden i Straahatten, efter sin Fælle under dette ret betydningsfulde Ophold. Det blev ham dog ikke klart, hvor han var bleven af, eftersom han hverken var at sé paa det Sted, hvor han før havde staaet, andet Steds paa Holdepladsen, eller i Vognen.