Døden i Venedig/3

TREDJE KAPITEL

Flere Forretninger af verdslig og litterær Natur holdt den rejselystne tilbage i München endnu i henved to Uger efter hin Spadseretur. Han gav endelig Besked om, at hans Villa skulde sættes i Stand til Indflytning om fire Uger, og rejste en Dag mellem Midten og Slutningen af Maj med Nattoget til Triest, hvor han kun opholdt sig fireogtyve Timer og den næstfølgende Morgen indskibede sig til Pola.

Hvad han søgte, var det fremmedartede og det, hvortil han var uden Tilknytning og som han alligevel hurtigt vilde kunne naa, og han tog derfor Ophold paa en Ø i Adriaterhavet, der i nogle Aar havde været lovprist, beliggende ikke langt fra den istriske Kyst, med en i vildfremmede Lyde talende Landbefolkning, klædt i brogede Pjalter, og skønt forrevne Klippepartier dér, hvor Havet var aabent. Men Regn og tung Luft, et snævert, sluttet østrigsk Hotelselskab og Manglen paa det roligt inderlige Forhold til Havet, som kun en blid, sandet Strand frembyder, ærgrede ham, gjorde, at han ikke naaede til Bevidstheden om at være truffet paa det Sted, der var bestemt for ham; der var noget i hans Indre, der drog ham, det var ham endnu ikke klart, hvorhen, det gjorde ham urolig, han studerede Skibsforbindelser, han saa sig søgende omkring, og med ét, paa én Gang overraskende og som noget selvfølgeligt, stod ham hans Maal for Øje. Naar man pludselig ønskede at naa til det uforlignelige, det eventyrligt afvigende, hvor tog man saa hen? Det var jo klart. Hvad skulde han her? Han var gaaet fejl. Derhen skulde han være rejst. Han tøvede ikke med at sige op. Halvanden Uge efter hans Ankomst til Øen bar en hurtig Motorbaad ham og hans Bagage i Morgentaagen tilbage til Krigshavnen, og han gik kun i Land dér, for straks ad en Bræddebro at betræde det fugtige Dæk paa et Skib, der laa med Dampen oppe for at afgaa til Venedig.

Det var et bedaget Fartøj af italiensk Nationalitet, forældet, sodet og skummelt. I en hulelignende, kunstig oplyst Kahyt, som Aschenbach straks efter at han havde betraadt Skibet af en pukkelrygget og grinende Matros med grinende Høflighed blev nødet til at træde ind i, sad bag et Bord, med Hatten skævt ned i Panden og en Cigaretstump i Mundvigen, en Mand med Gedebukkeskæg og et Fysiognomi som en gammeldags Cirkusdirektør, der med grimasseagtig skødesløs Forretningsoptræden optog de rejsendes Personalia og udstedte Billetterne til dem. „Til Venedig!“ gentog han Aschenbachs Anmodning, idet han strakte Armen ud og stødte Pennen ned i det grødede Restindhold af et skraat forover staaende Blækhus. „Til Venedig første Klasse! De er ekspederet, min Herre.“ Og han skrev store Kragetræer, strøede af en Bøsse blaat Sand paa Skriften, lod det løbe af i en Lerskaal, lagde Papiret sammen med gule og knoglede Fingre og gav sig til at skrive paa ny. „Et udmærket Maal for en Rejse!“ snakkede han imens. „Aah, Venedig! Det er en herlig By! En By af uimodstaaelig Tiltrækningskraft for den dannede, baade for dens Histories Skyld og for de Tillokkelsers Skyld, den har nu!“ Den glatte Raskhed i hans Bevægelser og den tomme Snak, hvormed han ledsagede dem, havde noget bedøvende og afledende ved sig, næsten som om han frygtede for, at den rejsende endnu skulde blive vaklende i sin Beslutning om at tage til Venedig. Han tog skyndsomt imod Penge og lod med Croupierbehændighed det Beløb, der skulde gives tilbage, falde ned paa Bordets plettede Klædesovertræk. „God Fornøjelse, min Herre!“ sagde han med et skuespilleragtigt Buk. „Det er mig en Ære at befordre Dem . . . Værsgo’, mine Herrer!“ raabte han i det samme med hævet Arm og lod som om Forretningen gik strygende, skønt der ikke var flere, der skulde ekspederes. Aschenbach gik tilbage til Dækket.

Med den ene Arm støttet mod Rælingen betragtede han de ørkesløse Mennesker, der drev omkring paa Kajen for at overvære Skibets Afgang, og Passagererne om Bord. De af anden Klasse, Mænd og Kvinder, sad og krøb sammen paa Fordækket, idet de benyttede Kister og Bylter som Sæde. En Gruppe unge Mennesker udgjorde Rejseselskabet paa første Dæk, Handelsbetjente fra Pola, lod det til, der i animeret Stemning havde slaaet sig sammen om en Udflugt til Italien. De gjorde ikke mange Ophævelser af sig selv og af, hvad de havde for, snakkede, lo, nød selvbehageligt deres egne Gebærder og sendte, bøjet over Gelænderet, tungefærdige, spottende Tilraab over til Kammeraterne, der, med Mapper under Armen, i Forretninger gik henad Havnegaden og truede med Stokkene ad de ferierende. En af dem, i lysegul, hypermoderne Sommerhabit, rødt Slips og dristigt opsmækket Panamahat, udmærkede sig med skrigende Stemme fremfor alle de andre ved Oprømthed. Men næppe havde Aschenbach taget ham lidt nøjere i Øjesyn, før han med en Slags Forfærdelse kom paa det rene med, at Ynglingen var uægte. Han var gammel, det var der ikke Tvivl om. Rynker omgav hans Øjne og Mund. Kindernes matte Karmoisin var Sminke, det brune Haar under Straahatten med det kulørte Baand Paryk, hans Hals indfalden og senet, hans lille opaddrejede Overskæg og Fipskægget paa Hagen farvet, hans gule og fuldtallige Gebis, som han viste, naar han lo, en Godtkøbserstatning, og hans Hænder, med Signetringe paa begge Pegefingre, var en Oldings. Med et Indtryk af Gysen saa Aschenbach paa ham og hans Fællesskab med Vennerne. Vidste de ikke, lagde de ikke Mærke til, at han var gammel, at han med Urette bar deres lapsede og brogede Klædedragt, at han med Urette agerede en af deres? Som noget selvfølgeligt og vanemæssigt, lod det til, taalte de ham i deres Midte, behandlede ham som deres Lige, besvarede uden Modbydelighed hans drillende Ribbensstød. Hvorledes gik det til? Aschenbach bedækkede sin Pande med Haanden og lukkede Øjnene, der værkede, da han havde sovet for lidt. Det var ham, som løb alting ikke af paa ganske almindelig Maade, som begyndte en drømmerisk Fjernelse at gribe om sig, en Forvrængning af Verden til det forunderlige, der maaske vilde kunne standses, naar han gjorde det lidt mørkt for sig og saa paa ny saa sig omkring. I samme Øjeblik blev han imidlertid greben af en Følelse af, at han svømmede, og idet han i meningsløs Forfærdelse saa i Vejret, bemærkede han, at Skibets tunge og mørke Legeme langsomt løste sig fra det murede Bolværk. Tomme for Tomme, under Maskinens Arbejden sig frem og tilbage, bredte Striben af smudsigt farveskiftende Vand sig mellem Kajen og Skibssiden, og efter klodsede Manøvrer vendte Damperen sit Bugspryd mod det aabne Hav. Aschenbach gik over paa Styrbordsiden, hvor den pukkelryggede havde slaaet en Liggestol op til ham og en Stewart i en plettet Kjole spurgte, hvad han ønskede.

Himlen var graa, Vinden fugtig. Havn og Øer var ladt tilbage, og hurtigt forsvandt al Land fra den taagede Synskres. Flokke af Kulstøv, tunge af Væde, faldt ned paa det vaskede Dæk, der ikke vilde tørre. Allerede da en Time var gaaet spændte man et Sejldugstag ud, eftersom det begyndte at regne.

Indhyllet i sin Kappe, med en Bog i Skødet, hvilede den rejsende, og Timerne henrandt, uden at han vidste deraf. Det havde holdt op at regne; man fjernede Lærredstaget. Horisonten var uden Afbrydelse. Under Himlens mørke Kuppel strakte sig rundt om det øde Havs uhyre Skive. Men i det tomme, i det udelte Rum skorter det ogsaa vor Sans paa Evne til at maale Tiden, og vi døser hen i det uopmaalte. Skyggeagtigt forunderlige Skikkelser, den gamle Nar, Manden med Gedebukkeskægget fra Kahytten, drog med ubestemte Gebærder, med forvirrede Drømmeord gennem den hvilendes Aand, og han sov ind.

Ved Middagstid nødte man ham ned til Kollation i den korridoragtige Spisesalon, ud til hvilken Dørene til Sovekahytterne udmundede og hvor ved Enden af det lange Bord Handelsbetjentene, den gamle indbefattet, siden Klokken ti havde pokuleret med den muntre Kaptajn. Maaltidet var kummerligt, og han gjorde sig hurtigt færdig med det. Han længtes efter at komme ud i det fri, efter at se Himlen, om det dog ikke vilde klare op over Venedig.

Han havde ikke tænkt andet, end at dette maatte ske, thi altid havde Byen modtaget ham i Glans. Men Himmel og Hav vedblev at være mørke og blyfarvede, fra Tid til anden faldt der en taagefuld Regn, og han fandt sig i ad Vandvejen at naa et andet Venedig end han nogensinde havde truffet paa, naar han nærmede sig det til Lands. Han stod ved Fokkemasten, med Blikket ud i Rummet, ventende paa Landet. Han mindedes den tungsindig-begejstrede Digter, for hvem forhen hans Drømmes Kupler og Klokketaarne var steget op af disse Vande, han gentog ved sig selv noget af det, der dengang i Ærefrygt, Lykke og Sorg var bleven til beskeden Sang, og uden Vanskelighed bevæget af en Følelse, der allerede havde taget Form, prøvede han sit alvorsfulde og trætte Hjerte, om der maaske endnu kunde være den farende Lediggænger en ny Begejstring og Forvirring, et silde Følelsens Eventyr forbeholdt.

Da dukkede paa højre Side den flade Kyst op, Fiskerbaade satte Liv i Havet, Badeøerne viste sig, Damperen lod dem ligge til venstre, gled med langsommere Fart gennem den smalle Port, der er opkaldt efter den, og ved Lagunen, overfor nogle brogede, men fattige Smaahuse, standsede den helt, da der skulde ventes paa Sundhedspolitiets Fartøj.

En Time hengik, inden det kom. Man var ankommen og man var det ikke; man havde ingen Hast og følte sig dog drevet af Utaalmodighed. De unge Polesanere, som sagtens ogsaa følte sig tiltrukket af de militære Hornsignaler, der lød over Vandet fra Partiet omkring de offentlige Parker, var komne op paa Dækket og, begejstrede af Asti, raabte de Hurra for de Bersaglierer, der eksercerede derovre. Men modbydeligt var det at se, i hvilken Tilstand hans falske Fællesskab med Ungdommen havde bragt den oppudsede Olding. Hans gamle Hjerne havde ikke som de unge og raske formaaet at holde Stand overfor Vinen, han var sørgelig drukken. Med et idiotisk Blik og en Cigaret mellem de rystende Fingre, vaklede han hvor han stod, draget frem og tilbage af Rusen, og kunde kun med Besvær holde Ligevægten. Da han ved det første Skridt vilde være falden, vovede han ikke at røre sig af Pletten, og dog viste han et ynkeligt Overmod, holdt enhver, der nærmede sig ham, fast ved en Knap, lallede, blinkede, fniste, hævede sin ringprydede, rynkede Pegefinger til et dumt Drilleri og slikkede paa en afskyelig tvetydig Maade Mundvigene med Tungespidsen. Aschenbach saa paa ham med rynkede Bryn, og atter paakom der ham en Følelse af Ørhed, som viste Verden en svag, men dog ustandselig Tilbøjelighed til at skabe sig om til et Vrængebillede: en Følelse, som Omstændighederne imidlertid afholdt ham fra at give efter for, da just Maskinens stampende Arbejde begyndte paa ny og Skibet genoptog sin saa nær ved Maalet afbrudte Sejlads gennem San Marco-Kanalen.

Saa saa han den altsaa igen, denne den mest forbavsende Landingsplads, denne blændende Komposition af fantastiske Bygningsværker, som Republikken stillede overfor de sig nærmende søfarendes ærefrygtsfulde Blikke: Paladsets herlige Lethed og Sukkenes Bro, Søjlerne med Løve og Helgen ved Kajen, den pragtfuldt fremtrædende Fløj af Eventyrtemplet, Udsigten henimod Portal og Kæmpeur, og idet han saa paa alt dette, kom han til at tænke paa, at det at komme til Venedig over Land, til Banegaarden, var det samme som at betræde et Palads gennem en Bagdør, og at man ikke anderledes end som han nu, end paa Skib, end hen over det aabne Hav burde naa til den ubegribeligste af alle Byer.

Maskinen standsede, Gondoler strømmede til, Falderebstrappen blev firet ned, Toldbetjente gik om Bord og varetog overfladisk deres Hverv; Udskibningen kunde begynde. Aschenbach gav at forstaa, at han ønskede en Gondol, der skulde bringe ham og hans Bagage til Stationen for de smaa Dampere, der løber mellem Byen og Lidoen; thi han agtede at tage Ophold ved Havet. Man billiger hans Beslutning, man raaber hans Ønske ned mod Vandfladen, hvor Gondolførerne skændes i Dialekt. Han er endnu forhindret i at stige ned, hans Kuffert hindrer ham, den bliver just med Besvær halet og slæbt ned ad den stigeagtige Trappe. I et Par Minutter er han saaledes ude af Stand til at undslippe den skrækkelige gamles Paatrængenhed, Rusen driver dunkelt denne til at gøre Afskedshonnør for den fremmede. „Vi ønsker det behageligste Ophold,“ bræger han under Skrabud. „Man anbefaler sig i behagelig Erindring! Au revoir, escusez og bonjour, Deres Ekscellence!“ Han faar Vand i Munden, han trykker Øjnene til, han slikker Mundvigene, og den farvede Fip ved hans Oldingelæbe stritter opad. „Vor Kompliment,“ laller han, med to Fingerspidser ved Munden, „vor Kompliment til den allerkæreste, den allersomdejligste . . .“ Og pludselig falder det kunstige Overgebis fra Kæben ned paa Underlæben. Aschenbach kan nu endelig undslippe. „Den allerkæreste, den allersomdejligste,“ hørte han i kurrende, hule og belagte Lyde bag sin Ryg, medens han, holdende sig ved Tovværksgelænderet, klatrede ned ad Falderebstrappen.

Hvem har ikke maattet bekæmpe en flygtig Gysen, en hemmelig Ængstelighed og Beklemthed, naar det gjaldt om for første Gang eller efter lang Afvanthed at bestige en venetiansk Gondol? Det sælsomme Fartøj, ganske uforandret nedarvet fra Balladernes Tid og saa ejendommelig sort, som ellers af alle Ting kun Ligkister er ― det minder om lydløse og forbryderske Eventyr i plaskende Nat, det minder endnu mere om selve Døden, om Baare og skummel Ligbegængelse og den sidste, tavse Rejse. Og har man lagt Mærke til, at Sædet i en saadan Baad, denne ligkistesort lakerede, matsortpolstrede Armstol, er det blødeste, yppigste, mest slappende Sæde af Verden? Aschenbach mærkede det, da han havde sat sig ned ved Gondolierens Fødder, ligeoverfor sin Bagage, der laa pænt samlet ved Snablen. Rorkarlene skændtes endnu; hæst, uforstaaeligt, med truende Gebærder. Men det var som om den særegne Stilhed i Vandstaden umærkeligt optog deres Stemmer, gjorde dem ulegemlige, spredte dem ud over Vandene. Der var varmt her i Havnen. Berørt af Sciroccoens lune Aande, lænet mod det elastiske Stof i Puden, lukkede den rejsende Øjnene i Nydelsen af en ligesaa uvant som sød Ladhed. Sejladsen bliver kun kort, tænkte han, gid den vilde vare bestandig! Sagte gyngende følte han, at han gled bort fra Mylderet, fra Stemmevirvarret.

Hvor det blev stille og mere og mere stille omkring ham! Der hørtes ikke andet end Aarens Plasken, Bølgernes hule Slag mod Baadens Snabel, der hævede sig over Vandet stejl, sort og i Spidsen hellebardagtig væbnet, og endnu en tredje Lyd, en Talen, en Hvisken — Gondolierens, der talte med sig selv, mellem Tænderne, stødvis, i Lyde, der var afpressede af hans Armes Arbejde. Aschenbach saa i Vejret, og med svag Forundring bemærkede han, at Lagunen bredte sig omkring ham og at han sejlede mod det aabne Hav. Det lod sig aabenbart ikke gøre, at han slog sig til Ro længere, han maatte tænke lidt paa, at man føjede sig efter hans Vilje.

„Jeg skal til Anløbsstedet for Damperne,“ sagde han med en halv Vending tilbage. Gondolieren holdt op at hviske. Men der kom intet Svar.

„Til Anløbsstedet for Damperne!“ gentog han, idet han vendte sig helt om og saa op paa Gondolieren, der stod bagved ham paa den ophøjede Del og ragede op mod den graa Himmel. Det var en Mand med et utiltalende, ja brutalt Fysiognomi, klædt i blaat Sømandstøj, med et gult Skærf om Livet og en formløs Straahat, paa hvilken Straaet var ved at gaa fra hinanden, kækt paa Snur. Med sin Ansigtsform, sit lyse, krøllede Overskæg under den korte Opstoppernæse saa han absolut ikke ud til at tilhøre den italienske Race. Skønt snarest spinkel af Legemsbygning, saa at man ikke skulde have troet ham særlig skikket til sin Bestilling, førte han Aaren med stor Energi, med hvert Slag satte han hele Legemets Kraft i. Et Par Gange trak han af Anstrengelse Læberne tilbage og blottede sine hvide Tænder. Med de rødlige Bryn rynket, saa han hen over Passageren, idet han i en bestemt, næsten grov Tone svarede:

„De sejler til Lido’en.“

Aschenbach svarede:

„Ja, ganske vist. Men jeg har kun taget Gondolen for at lade mig sætte over til San Marco. Jeg ønsker at benytte Vaporetto’en.“

„Herren kan ikke benytte Vaporetto’en.“

„Og hvorfor ikke?“

„Fordi Vaporetto’en ikke befordrer Bagage.“

Det var rigtigt; Aschenbach huskede det. Han tav. Men Mandens mutte, overlegne Maade at være paa, der saa lidt svarede til Befolkningens sædvanlige overfor en fremmed, forekom ham utaalelig. Han sagde:

„Det bliver min Sag. Maaske vil jeg lade min Bagage opbevare. Vil De vende om.“

Der vedblev at være stille. Aaren plaskede. Vandet slog dumpt mod Boven. Og den tidligere Talen og Hvisken begyndte igen. Gondolieren talte mellem Tænderne med sig selv.

Hvad var der at gøre? Alene ude paa Vandet med dette underlig umedgørlige, uhyggeligt bestemte Menneske, saa den rejsende intet Middel til at sætte sin Vilje igennem. Hvor blødt kunde han forresten ikke hvile, hvis han lod være at sætte sig i Affekt! Havde han ikke selv ønsket, at Sejladsen maatte vare længe, at den maatte vare for bestandig? Det var det klogeste at lade Sagen gaa sin Gang, og, hvad der var det væsentligste, det var højst behageligt. Det var som om der udgik en Ladhedens Fortryllelse fra hans Sæde, fra denne lave, sortpolstrede Armstol, der vuggedes saa blidt af den egenraadige Gondoliers Aareslag bagved ham. Forestillingen om at være falden i Hænderne paa en Forbryder strejfede drømmende Aschenbachs Sind ― han var ude af Stand til at mane sine Tanker til virksomt at sætte sig til Modværge. Mere ærgerlig forekom ham den Mulighed, at det hele var anlagt paa ligefrem Pengeafpresning. En Slags Pligtfølelse eller Stolthed, ligesom Erindringen om, at man burde forebygge den, fik ham til endnu engang at tage sig sammen. Han spurgte:

„Hvad forlanger De for Turen?“

Og idet han saa hen over ham, svarede Gondolieren:

„De skal nok komme til at betale.“

Det var klart, hvad der var at svare dertil. Aschenbach sagde mekanisk:

„Jeg betaler intet, absolut intet, hvis De sejler mig derhen, hvor jeg ikke vil.“

„De vil til Lido’en.“

„Men ikke med Dem.“

„Jeg sejler Dem godt.“

Det var sandt, tænkte Aschenbach og han slappedes. Det er sandt, du sejler mig godt. Selv om du har lagt an paa mine Penge og med et Aareslag sender mig baglæns ned til Aide, har du sejlet mig godt.

Men intet af den Slags skete. Der indfandt sig endog Selskab, en Baad med musikalske Vagabonder, Mænd og Kvinder, der sang til Guitarren, til Mandolinen, paatrængende sejlede Side om Side med Gondolen og fyldte Stilheden over Vandene med deres vindesyge Fremmedpoesi. Aschenbach kastede Penge i den Hat, der blev holdt frem. Saa tav de og roede bort. Og atter hørtes Gondolierens Hvisken, stødvist og i afbrudte Sætninger talte han med sig selv.

Saa naaede man da dertil, gynget af Kølvandet af en Damper, der sejlede ind til Byen. To Municipalembedsmænd gik, med Hænderne paa Ryggen og Ansigtet vendt mod Lagunen, op og ned paa Kajen. Aschenbach steg ud af Gondolen ved Anløbsstedet, understøttet af den gamle Mand, der er til Stede med sin Baadshage ved ethvert Anløbssted i Venedig, og da han ingen Smaapenge havde, gik han over i det i Nærheden af Dampskibsbroen liggende Hotel, for at faa vekslet og saa betale Rorkarlen efter Skøn. Han bliver ekspederet i Forhallen, han vender tilbage, han finder sit Rejsegods paa en Trækkevogn ved Kajen, og Gondol og Gondolier er forsvundne.

„Han er stukken af,“ sagde den gamle med Baadshagen. „Det er en slem Mand, en Mand uden Bevilling, naadige Herre. Han er den eneste af Gondoliererne, som ingen Bevilling har. De andre har telefoneret hertil. Han saa, at han blev ventet. Saa stak han af.“

Aschenbach trak paa Skuldrene.

„Herren har sejlet gratis,“ sagde den gamle og holdt Huen hen. Aschenbach kastede nogle Pengestykker i den. Han gav Besked om, at hans Bagage skulde bringes til Badehotellet, og fulgte efter Trækkevognen gennem Alleen, den hvidtblomstrende Allé, der, med Taverner, Basarer, Pensionater paa begge Sider, løber tværs over Øen til Stranden.

Han kom ind i det udstrakte Hotel bagfra, fra Haveterrassen, og gik gennem den store Hal og Forhallen ind i Kontoret. Da han i Forvejen havde anmeldt sit Komme, blev han modtaget med ærbødig Forstaaelse. En Manager, en lille, sagte trædende, krybende høflig Mand med sort Overskæg og i Redingote efter fransk Snit, fulgte ham op i Elevatoren til anden Etage og anviste ham hans Værelse, et hyggeligt, i Kirsebærtræ møbleret Værelse, som man havde smykket med stærkt duftende Blomster og gennem hvis høje Vinduer der var Udsigt til det aabne Hav. Han traadte hen til et af dem, da Funktionæren havde trukket sig tilbage, og mens man bagved ham skaffede hans Bagage ind og anbragte den i Værelset, saa han ud over den nu ved Eftermiddagstide mennesketomme Strand og den solforladte Sø, der var i sin Flodtid og sendte lave, langstrakte Bølger i ens og rolig Takt ind mod Bredden.

Den ensom-stummes Iagttagelser og Hændelser er paa en Gang mere udflydende og mere indtrængende end den selskabeliges, hans Tanker tungere, særere og aldrig uden et Anstrøg af Sørgmodighed. Billeder og Iagttagelser, der burde kunne affærdiges med et Blik, en Latter, en Meningsudveksling, beskæftiger ham over al Rimelighed, uddyber sig i Tavsheden, bliver betydningsfulde, bliver til Oplevelser, Eventyr, Følelser. Ensomhed driver det originale frem, det dristigt og besynderligt skønne, Digtet. Men Ensomhed driver ogsaa det forkerte frem, det uforholdsmæssige, det absurde og utilladelige. ― Saaledes foruroligedes endnu den rejsendes Sind af det, der havde mødt ham paa Hidrejsen, den skrækkelige gamle Laps med hans Fablen om allerkæreste, den ildesete Gondolier, der var bleven narret for sin Betaling. Uden at byde Fornuften Vanskeligheder, uden egentlig at give Stof til Eftertanke, var det alligevel af Naturen bundmærkeligt, syntes han, og vel netop ved denne Modsigelse foruroligende. Imellem disse Tanker hilste han Havet med Øjnene og følte Glæde ved at vide Venedig i saa let tilgængelig Nærhed. Han vendte sig endelig om, badede sit Ansigt, gav Stuepigen nogle Anvisninger til at gøre ham det saa bekvemt som muligt og lod sig af den grønklædte Schweizer, der betjente Elevatoren, befordre ned i Stueetagen.

Han drak sin Te paa Terrassen mod Søsiden, gik saa ned og fulgte Promenadekajen et godt Stykke i Retning mod Hotel Excelsior. Da han kom tilbage, lod det allerede til at være Tid at klæde sig om til Aftensmaaltidet. Han gjorde det langsomt og omhyggeligt, som han plejede, da han var vant til at arbejde ved Toilettet, og indfandt sig alligevel lidt for tidligt i Hallen, hvor han fandt en stor Del af Hotellets Gæster forsamlet, fremmede for hverandre indbyrdes og i affekteret gensidig Ligegyldighed, men i den fælles Afventen af Spisningen. Han tog en Avis fra Bordet, satte sig i en læderbetrukket Stol og betragtede Selskabet, der paa en ham behagelig Maade adskilte sig fra det under hans første Ophold.

En videre, tolerant meget omfattende Horisont aabnede sig. Dæmpet blandede Lydene af de store Sprog sig. Den verdensgyldige Aftenpaaklædning, en Dannelsens Uniform, sammenfattede i ydre Henseende de forskellige Varieteter af det menneskelige til en anstændig Enhed. Man saa Amerikanerens tørre og lange Mine, den mangeleddede russiske Familie, engelske Damer, tyske Børn med franske Bonner. Den slaviske Bestanddel lod til at være fremherskende. Lige i Nærheden blev der talt polsk.

Der var en Gruppe halvvoksne og næppe udvoksede, under en Guvernantes eller Selskabsdames Varetægt, samlet om en lille Bambusbord: Tre unge Piger, femten- til syttenaarige, lod det til, og en langhaaret Dreng paa maaske fjorten Aar. Med Forbavselse bemærkede Aschenbach, at han var fuldendt skøn. Hans Ansigt, blegt og yndefuldt, omsnoet af honninggult Haar, med den lige Næse, den yndige Mund, Udtrykket af huld og guddommelig Alvor, mindede om græske Billedværker fra den ædleste Tid, og med den reneste Fuldendthed i Formen var der over det en saa absolut personlig Ynde, at den, der betragtede det, syntes, han hverken i Natur eller bildende Kunst havde truffet paa noget lignende. Hvad der endvidere faldt i Øjnene, var en aabenbar principiel Kontrast mellem de pædagogiske Synspunkter, efter hvilke disse Søskende syntes at blive klædt og i det hele taget behandlede. De tre unge Pigers Udstyr ― den ældste af disse kunde gaa for voksen ― var indtil det vansirende streng og kysk. En ensartet, klosterlig Dragt, skiferfarvet, halvlang, nøgtern og forsætlig uklædelig af Snit, med hvid nedfaldende Krave som det eneste oplivende, undertrykte og forhindrede, at Skikkelsen paa nogen Maade kunde vække Behag. Det glat og fast ind til Hovedet klæbede Haar gjorde, at Ansigterne kom til at se nonneagtigt tomme og intetsigende ud. Det var aabenbart en Moder, der raadede her, og det faldt hende ikke ind ogsaa paa Drengen at anvende den pædagogiske Strenghed, der syntes hende nødvendig overfor Pigerne. Blødhed og Ømhed bestemte aabenbart hans Eksistens. Man havde vel vogtet sig for at lade hans skønne Haar komme i Berøring med Saksen; ligesom hos Tornudtrækkeren krøllede det i Panden, over Ørerne og endnu længere nede i Nakken. Den engelske Matrosdragt, hvis posede Ærmer blev snævrere nedad og lige omsluttede hans endnu barnlige, men smalle Hænders fine Led, gav med sine Snore, Masker og Broderier den sarte Skikkelse noget rigt og forvænt. I Halvprofil mod Iagttageren, med den ene Fod i den sorte Laksko foran den anden, med den ene Albu støttet paa Armen af sin Kurvestol, med Kinden mod den knyttede Haand, sad han i en Holdning, præget af skødesløs Anstand og helt fri for den næsten underordnede Stivhed, som hans kvindelige Søskende syntes vante til. Var han mon syg? Det kunde synes saa, thi hans Ansigtshud stak hvid som Elfenben af mod Lokkernes mørke Guld, der omgav den. Eller var han simpelthen et forkælet Yndlingsbarn, baaret af partisk og lunefuld Kærlighed? Aschenbach var tilbøjelig til at tro dette. Næsten ethvert Kunstnernaturel er født med en yppig og forrædersk Hang til at anerkende en Skønhed skabende Uretfærdighed og tage Del i og hylde aristokratisk Begunstigelse.

En Tjener gik omkring og meldte, at Maaltidet var parat. Lidt efter lidt forsvandt Selskabet gennem Glasdøren ind i Spisesalen. Efternølere, kommende fra Vestibulen, fra Elevatoren, gik forbi. Man havde begyndt at servere derinde, men de unge Polakker blev endnu ved deres Bambusbord, og Aschenbach, der sad godt i sin dybe Lænestol og iøvrigt havde det skønne for Øje, ventede med dem.

Guvernanten, en lille og korpulent Halv dame med rødt Ansigt, gav endelig Tegn til at rejse sig. Med optrukne Bryn skød hun sin Stol tilbage og nejede, da en høj Dame, klædt i hvidgraat og meget rigt smykket med Perler, traadte ind i Hallen. Denne Dames Holdning var kølig og afmaalt, Opsætningen af hendes let pudrede Haar saavelsom Snittet paa hendes Kjole af den Simpelhed, der bestemmer Smagen allevegne, hvor Fromhed betragtes som en Bestanddel af Fornemheden. Hun kunde have været Hustru til en høj tysk Embedsmand. Der kom kun noget fantastisk luksuøst i hendes Ydre ved de Smykker, hun bar, der i Virkeligheden næsten var uvurderlige og bestod af Ørelokker samt af en tredobbelt, meget lang Kæde af mildt straalende Perler, saa store som Kirsebær.

De fire Søskende havde hurtigt rejst sig. De bøjede sig og kyssede deres Moders Haand. Moderen saa med et reserveret Smil paa sit velplejede, men noget trætte og spidsnæsede Ansigt hen over deres Hoveder og rettede nogle Ord i det franske Sprog til Guvernanten. Saa gik hun hen til Glasdøren, de fire Søskende fulgte efter hende: Pigerne i Rækkefølge som deres Alder, efter dem Guvernanten, sidst Drengen. Af en eller anden Grund vendte han sig om, før han overskred Tærsklen, og da der ikke opholdt sig andre i Hallen, mødte hans ejendommeligt dæmringsgraa Øjne Aschenbachs, der, med sin Avis paa Knæene, hensunken i Betragtning saa efter Gruppen.

Hvad han havde set, havde ganske vist i ingen af sine Enkeltheder været paafaldende. Man var ikke gaaet til Bords før Moderen, man havde ventet paa hende, hilst hende ærbødigt og ved Indtrædelsen i Salen iagttaget de sædvanlige Former. Men det var altsammen sket saa udtryksfuldt, med en saadan Betoning af Tugt, Pligtfølelse og Selvagtelse, at Aschenbach følte sig mærkeligt greben. Han tøvede endnu nogle Øjeblikke, gik saa ogsaa over i Spisesalen og lod sig anvise sit lille Bord, der, hvad han med en hurtig Følelse af Beklagelse konstaterede, var meget langt borte fra den polske Familie.

Træt og alligevel aandelig bevæget, beskæftigede han sig under det langvarige Maaltid med abstrakte, ja transcendente Ting, tænkte over den hemmelighedsfulde Forbindelse, som det lovmæssige maa indgaa med det individuelle, for at der skal opstaa menneskelig Skønhed, kom derfra ind paa Formens og Kunstens almene Problemer og fandt til Slutning, at hans Tanker og Fund lignede visse tilsyneladende lykkelige Tilhviskninger i Drømme, der med nøgterne Sanser viser sig fuldstændig indholdsløse og ubrugelige. Han opholdt sig efter Bordet i den aftenduftende Park, rygende, siddende, spadserende omkring, gik tidligt til Ro og tilbragte Natten i vedvarende dyb, men af Drømmebilleder paa forskellig Vis levendegjort Søvn.

Vejret stillede sig ikke gunstigere næste Dag. Det var Paalandsvind. Under den graa, overtrukne Himmel laa Havet i sløv Ro, ligesom indskrumpet, med nøgtern nær Horisont og traadt saa langt tilbage fra Stranden, at det blottede flere Rækker lange Sandbanker. Da Aschenbach aabnede sit Vindu, mente han at kunne spore den raadne Lugt fra Lagunen.

Forstemthed greb ham. Allerede i dette Øjeblik tænkte han paa Afrejse. Engang, for Aar tilbage, havde efter muntre Foraarsuger her dette Vejr hjemsøgt ham og saa haardt angrebet hans Befindende, at han havde maattet forlade Venedig som en flygtende. Indfandt ikke den febrile Ulyst fra dengang, Trykket i Tindingerne, Tyngden af Øjelaagene sig allerede igen? Det vilde være kedeligt endnu en Gang at skifte Opholdssted, men hvis Vinden ikke slog om, saa var der ikke her noget blivende Sted for ham. For en Sikkerheds Skyld pakkede han ikke helt ud. Klokken ni nød han sit Morgenmaaltid i det dertil forbeholdte Buffetværelse mellem Hal og Spisesal.

I Rummet herskede den højtidelige Stilhed, der er de store Hotellers Stolthed. De opvartende Tjenere gik omkring som paa Hosesokker. En Klapren af Teservicet, et halvt hvisket Ord var alt, hvad man hørte. I en Krog, skraas for Døren og to Borde borte fra hans, bemærkede Aschenbach de polske unge Piger med deres Guvernante. Meget ranke, med det askeblonde Haar frisk glattet og med rødlige Øjne, i stive blaa Vaskekjoler med smaa hvide nedfaldende Kraver og Manchetter sad de der og rakte hinanden et Glas med Marmelade. De var næsten færdige med deres Maaltid. Drengen var der ikke.

Aschenbach smilede. Naa, du lille Fæaker! tænkte han. Det lader til, at du nyder det Fortrin fremfor dem, at kunne sove ud efter Behag. Og, pludselig oplivet, reciterede han ved sig selv det Vers:

„Ofte skiftede Prydelser og varme Bade og Hvile.“

Han nød sit Maaltid uden Hast, modtog af Portieren, der med den betressede Hue i Haanden kom ind i Salen, nogen eftersendt Post og aabnede, rygende en Cigaret, et Par Breve. Saaledes skete det, at han kom til at overvære, at Syvsoveren, man ventede paa derovre, traadte ind.

Han kom indad Glasdøren og gik i Stilheden skraat gennem Værelset over til sine Søstres Bord. Hans Gang var, saavel i Overkroppens Holdning som i den Maade, hvorpaa han bevægede Knæene og satte Fødderne i de hvide Sko, af en overordentlig Ynde, den var meget let, paa en Gang speed og stolt, og yderligere forskønnet ved den barnlige Generthed, i hvilken han to Gange undervejs, med en Vending af Hovedet ind mod Salen, slog Øjnene op og sænkede dem. Smilende, med et halvhøjt Ord i sit blødt udflydende Sprog, indtog han sin Plads, og da han nu vendte sin fulde Profil mod Betragteren, forbavsedes denne paany, ja forfærdedes over Menneskebarnets ligefrem gudelignende Skønhed. Drengen bar i Dag en let Blusedragt af blaa- og hvidstribet Vaskestof med rød Silkesyning paa Brystet og i Halsen lukket med en almindelig hvid opstaaende Flip. Men paa denne Flip, der, ikke engang særlig elegant, passede til Dragtens Karakter, hvilede Hovedets Blomst i uforlignelig Ynde, ― Eros’ Hoved, af det pariske Marmors gullige Lød, med fine og alvorlige Bryn, Tindinger og Ører mørkt og blødt dækkede af Haarets i en ret Vinkel indfaldende Krusning.

Det er godt, det er godt! tænkte Aschenbach med det sagkyndigt kølige Bifald, som Kunstnere undertiden iklæder et Mesterværk overfor deres Henrykkelse, deres Betagelse. Og videre tænkte han: Sandelig, ventede ikke Hav og Strand mig, jeg blev her, saa længe du bliver! Men han gik altsaa, gik, hilst af Personalet, gennem Hallen, ned ad den store Terrasse og lige ud over Bræddebroen til Hotelgæsternes afspærrede Strand. Han lod sig af den barfodede gamle, der i Lærredsbenklæder, Matrosbluse og Straahat fungerede dernede som Bademester, den lejede Strandhytte anvise, lod Bord og Stol stille ud paa den tilsandede Bræddeplatform og gjorde sig det mageligt i Liggestolen, som han havde trukket længere hen mod Havet, ind i det voksgule Sand.

Strandbilledet, dette Syn af sorgløst sanseligt nydende Kultur ved Randen af Elementet, morede og glædede ham mere end nogensinde. Den graa og lave Sø oplivedes allerede af vadende Børn, Svømmere, brogede Skikkelser, der med Armene under Hovedet laa paa Sandbankerne. Andre roede i smaa rød- og blaamalede Baade uden Køl og kæntrede leende. Udfor Capannernes udstrakte Linie, paa hvis Platforme man sad som paa smaa Verandaer, var der legende Røre og dovent henstrakt Hvile, Besøg og Passiaren, omhyggelig Morgen-Elegance ved Siden af Nøgenheden, der i dristigt Velvære nød Stedets Friheder. Foran paa det fugtige og faste Sand spadserede enkelte i hvide Badekaaber, i vide Skjortedragter i stærke Farver. I en vidtløftig Sandborg til højre, rejst af Børn, var der rundt om stukket Flag i alle Landes Farver. Sælgere af Muslingeskaller, Kager og Frugter udbredte knælende deres Varer. Tilvenstre, udenfor en af de Hytter, der stod paa tværs af de øvrige og af Havet og paa denne Side dannede en Afslutning af Stranden, kamperede en russisk Familie: skæggede Mænd med store Tænder, medtagne og træge Kvinder, en baltisk Frøken, der siddende ved et Staffeli under Udbrud af Fortvivlelse malede Havet, to godmodigt-hæslige Børn, en gammel Pige i Hovedtøj og med ømt underdanige Slavemanerer. Taknemmeligt nydende levede de der, raabte utrætteligt Navnene paa Børnene, der tumlede sig ulydigt, spøgede ved Hjælp af nogle italienske Ord længe med den humoristiske gamle, af hvem de købte Sukkergodt, kyssede hverandre paa Kinderne og brød sig ikke om nogen Iagttager af deres menneskelige Fællesskab.

Jeg vil altsaa blive, tænkte Aschenbach. Hvor skulde der være bedre? Og med Hænderne foldede i Skødet, lod han sine Øjne fortabe sig i Havets Vidder, sit Blik glide ud, henflyde, brydes i Rumørkenens enstonige Taage. Han elskede Havet af dybe Grunde: ud fra den haardt arbejdende Kunstners Længsel efter Hvile, Kunstneren, der trænger til at skjule sig ved det usammensattes, det vældiges Bryst for Foreteelsernes fordringsfulde Mangeformethed; af en forbuden, hans Opgave ligefrem modsat og netop derfor forførerisk Hang til det uforgrenede, ubegrænsede, evige, til et Intet. At hvile ved det fuldkomne, er dens Længsel, der stræber efter det udmærkede; og er ikke et Intet en Form for det fuldkomne? Men som han nu drømte saa dybt ind i det tomme, overskares pludselig Strandkantens Horisontallinie af en menneskelig Skikkelse, og da han hentede sit Blik ind fra det ubegrænsede og samlede det, da var det den skønne Dreng, der kommende fra venstre gik ham forbi i Sandet. Han gik barfodet, parat til at soppe, med de slanke Ben blottede til over Knæet, langsomt, men saa let og stolt, som var han ganske vant til at bevæge sig uden Fodtøj, og saa sig omkring efter den Hytte, der stod paa tværs. Men næppe havde han faaet Øje paa den russiske Familie, som dér drev sit Væsen i taknemmelig Endrægtighed, før et Uvejr af harmfuld Foragt drog hen over hans Ansigt. Hans Pande formørkedes, hans Mund hævedes opad, fra Læberne til den ene Side udgik der en forbitret Vrængen, der ligesom rev Kinden over, og hans Bryn var saa stærkt rynkede, at det var som om Øjnene var indsunkne under Trykket af dem og onde og mørke talte Hadets Sprog frem under dem. Han saa til Jorden, saa sig endnu en Gang truende tilbage, gjorde derpaa en hæftigt ringeagtende Bevægelse med Skulderen, som om han vendte sig bort, og vendte Fjenden Ryggen.

En Slags Finfølelse eller Opskræmthed, noget ligesom Respekt og Generthed, fik Aschenbach til at vende sig bort, som om han intet havde set; thi det er den alvorlige Mand, der ved et Tilfælde kommer til at iagttage et Udbrud af Lidenskab, imod at gøre Brug af sine Iagttagelser, endog overfor sig selv. Men det lille Intermezzo havde paa én Gang moret ham og rystet ham, det vil sige: gjort ham lykkelig. Denne barnlige Fanatisme, rettet mod det mest godmodige Stykke Liv, ― den stillede det guddommeligt-intetsigende i Forhold til det menneskelige, den lod et kosteligt Naturens Billedværk, der kun havde duet til Øjenslyst, vise sig en dybere Deltagelse værd; og den gav den halvvoksnes i Forvejen ved Skønhed betydelige Skikkelse en Baggrund, der tillod, at han toges alvorligt over sin Alder.

Medens han endnu sad bortvendt, lyttede Aschenbach til Drengens Stemme, hans lyse, lidt svage Stemme, med hvilken han allerede langt borte fra hilsende søgte at bebude sit Komme for de i Sandborgen beskæftigede Legekammerater. Man svarede ham ved gentagne Gange at tilraabe ham hans Navn eller en Kæleform af hans Navn, og Aschenbach lyttede med en vis Nysgerrighed dertil, uden at kunne opfatte noget mere bestemt end to melodiske Stavelser, som „Adgio“ eller tiere endnu „Adgiu“, med en lang u-Lyd i Slutningen. Han glædede sig ved Klangen, han fandt den i sin Vellyd svarende til Genstanden, gentog den ved sig selv og vendte sig tilfreds til sine Breve og Papirer.

Med sin lille Rejse-Skrivemappe paa Knæene, begyndte han med Fyldepennen at besørge en og anden Korrespondance. Men allerede da et Kvarter var gaaet, syntes han, det var Synd saaledes i Aanden at forlade og ved ligegyldig Virksomhed forsømme Situationen, den mest nydelsesrige, han kunde tænke sig. Han kastede Skrivematerialierne til Side, han vendte tilbage til Havet, og det varede ikke længe, saa vendte han, ledet af Ungdommens Stemmer ved Sandbygningen, Hovedet mageligt mod Ryggen af Stolen til højre, for atter at se sig om efter, hvad den gode Adgio tog sig for.

Det første Blik fandt ham; den røde Syning paa hans Bryst gjorde, at man ikke kunde tage fejl af ham. Sammen med andre beskæftiget med at lægge en gammel Planke som Bro over den fugtige Grav i Sandborgen, gav han raabende og vinkende med Hovedet sine Anvisninger om, hvorledes det skulde gøres. Sammen med ham var der henved ti Kammerater, Drenge og Piger, af hans Alder og nogle yngre, der snakkede imellem hverandre i forskellige Tungemaal, polsk, fransk, ja ogsaa i Balkan-Idiomer. Men hans Navn var det, der lød oftest. Han var aabenbart efterspurgt, ombejlet, beundret. En navnlig, Polak ligesom han, en firskaaren Knægt, der blev kaldt saadan noget som „Jaschu“, med sort, pomadiseret Haar og Lærredsdragt med Bælte, lod til at være hans næreste Vasal og Ven. Da Arbejdet ved Sandbygningen var endt for denne Gang, gik de, omslyngende hinanden, langs Stranden, og han, der blev kaldt „Jaschu“, kyssede den skønne.

Aschenbach følte sig fristet til at true ad ham med Fingeren. „Jeg vil raade dig til, Kritobulos,“ tænkte han smilende, „gaa et Aar paa Rejser! Thi saa megen Tid behøver du mindst til at komme dig i.“ Og saa gav han sig til at spise store, fuldmodne Jordbær, som han tilkøbte sig hos en Handelsmand. Det var blevet meget varmt, skønt Solen ikke formaaede at gennemtrænge Taagelaget paa Himlen. Ladhed bandt Aanden, medens Sanserne nød Havstilhedens mægtige og bedøvende Underholdning. At gætte, at udforske, hvilket Navn det var, der lød omtrent som „Adgio“, forekom den alvorlige Mand en passende, fuldkommen udfyldende Opgave og Beskæftigelse. Og ved Hjælp af nogle polske Erindringer fastslog han, at der maatte menes „Tadzio“, en Forkortelse af „Tadeusz“, og i Tilraab lydende som „Tadziu“.

Tadzio badede. Aschenbach, der helt havde tabt ham af Syne, opdagede hans Hoved, hans Arm, som han roende halede ud med, langt ude i Havet; thi Havet kunde være lavt langt ud. Det lod imidlertid til, at man allerede var bekymret for ham, Kvindestemmer raabte allerede paa ham fra Hytterne, udstødte atter dette Navn, der beherskede Stranden næsten som et Løsen og, med sine bløde Medlyde, sin lange u-Lyd i Slutningen, havde noget paa en Gang sødt og vildt: „Tadziu! Tadziu!“ Han kom tilbage, han løb, med Benene piskende det modstræbende Vand til Skum, med Hovedet forover; og at se, hvorledes den levende Skikkelse, forhistorisk yndig og streng, med dryppende Lokker og skøn som en spædlemmet Gud, kommende fra Himlens og Havets Dyb, steg op af og undflyede Elementet: dette Syn indgød mytiske Forestillinger, det var som et Digterbud fra Tidernes Begyndelse, fra Formens Oprindelse og fra Gudernes Fødsel. Aschenbach lyttede med lukkede Øjne til denne i hans Indre genlydende Sang, og atter tænkte han, at her var godt at være og at her vilde han blive.

Senere laa Tadzio, udhvilende sig efter Badet, i Sandet, hyllet i sit hvide Lagen, der var gennembrudt under den højre Skulder, med Hovedet paa den blottede Arm; og selv naar Aschenbach ikke betragtede ham, men læste nogle Sider i sin Bog, glemte han næsten aldrig, at han laa der, og at det kun kostede ham en let Drejning af Hovedet at faa Øje paa det beundringsværdige. Det forekom ham næsten, som sad han her for at vogte paa den hvilende, — beskæftiget med sine Anliggender og dertil dog i bestandig Aarvaagenhed for det ædle Menneskebillede der til højre, ikke langt fra ham. Og en faderlig Mildhed, den rørte Følelse hos den, der, opofrende sig for den, der ejer Skønheden, i Aanden frembringer det skønne, fyldte og bevægede hans Hjerte.

Efter Middag forlod han Stranden, gik tilbage til Hotellet og lod sig med Elevatoren transportere op til sit Værelse. Han blev her staaende i længere Tid foran Spejlet og betragtede sine graa Haar, sit trætte og skarpe Ansigt. I dette Øjeblik tænkte han paa sin Berømmelse og paa, at mange paa Gaderne kendte ham og ærbødigt betragtede ham, for hans sikkert rammende og med Ynde kronede Ords Skyld, ― genkaldte sig alle ydre Sejre for sit Talent, der faldt ham ind, ja mindedes endog sin Ophøjelse i Adelsstanden. Han begav sig derpaa ned i Salen til Lunch og spiste ved sit lille Bord. Da han efter endt Maaltid gik ind i Elevatoren, trængte nogle unge Mennesker, der ligeledes kom fra Frokosten, sig efter ham ind i det svævende Kammer, og blandt dem var Tadzio. Han stod ganske nær ved Aschenbach, for første Gang saa nær, at denne kunde iagttage ham, ikke i billedagtig Afstand, men nøje, med hans Menneskeligheds Enkeltheder. Drengen blev tiltalt af en eller anden og medens han svarede med et ubeskrivelig yndigt Smil, traadte han allerede atter ud, ved første Etage, baglæns, med nedslagne Øjne. Skønhed gør undselig, tænkte Aschenbach og tænkte meget indtrængende over, hvorfor. Han havde imidlertid lagt Mærke til, at Tadzios Tænder ikke var rigtig gode: noget takkede og blege, uden Sundhedens Lød og af en ejendommelig sprød Gennemsigtighed, som undertiden hos blegsotige. Han er meget sart, han er sygelig, tænkte Aschenbach. Han bliver sandsynligvis ikke gammel. Og han gav Afkald paa at gøre sig Regnskab for en Følelse af Tilfredsstillelse eller Beroligelse, der ledsagede denne Tanke.

Han tilbragte to Timer paa sit Værelse og sejlede om Eftermiddagen med Vaporetto’en over den raaddent lugtende Lagune til Venedig. Han steg ud ved San Marco, nød sin Te paa Pladsen og tiltraadte derpaa, i Overensstemmelse med sit Dagsprogram for Opholdet her, en Spadseretur gennem Gaderne. Det var imidlertid denne Tur, der hidførte et fuldstændigt Omsving i hans Stemning, i hans Beslutninger.

Der laa en modbydelig Lummerhed over Gaderne; Luften var saa tyk, at de Lugte, der vældede ud fra Boliger, Butiker, Spisekvarterer, Oliedunst, Skyer af Parfume og meget andet, blev staaende som en Taage, uden at sprede sig. Cigaretrøg blev hængende og veg kun langsomt. Folks Skubben og Puffen paa den snævre Plads generede den spadserende i Stedet for at more ham. Jo længere han gik, desto mere pinagtigt bemægtigede den afskyelige Tilstand sig ham, som Søluften sammen med Scirocco kan fremkalde, og som paa én Gang er Ophidselse og Slappelse. En pinlig Sved brød ud paa hans Legeme, Øjnene nægtede at gøre Tjeneste, han følte et Tryk for Brystet, han havde Feber, Blodet bankede i hans Hoved. Han flygtede ud af de propfulde Forretningsgader over Broen ind i de fattiges Gyder. Der blev han generet af Tiggere, og de ilde Uddunstninger fra Kanalerne tog Vejret fra ham. Paa en stille Plads, et af disse henglemte og som fortryllede Steder, der findes i det indre Venedig, hvilende ved Randen af en Brønd, tørrede han sin Pande og indsaa, at han maatte rejse.

For anden Gang og nu definitivt var det godtgjort, at denne By i dette Vejr var yderst skadelig for ham. Der var ingen Mening i egensindigt at holde ud, Udsigten til at Vinden skulde slaa om var ganske uvis. Det gjaldt om at tage en hurtig Beslutning. Allerede nu at vende hjem, forbød sig af sig selv. Hverken Sommer- eller Vinterkvarter var i Stand til at modtage ham. Men det var ikke alene her, der var Hav og Strand, og andet Steds fandtes de uden den slemme Tilsætning af Lagunen og dens Febertaage. Han kom i Tanker om et lille Badested ikke langt fra Triest, som man havde omtalt rosende overfor ham. Hvorfor ikke tage derhen? Men det maatte være uden Opsættelse, saafremt den gentagne Skiften Opholdssted skulde lønne sig. Han tog sin Beslutning og rejste sig. Ved det nærmeste Anløbssted tog han en Gondol og lod sig føre til San Marco gennem Kanalernes triste Labyrint, afsted under sirlige Marmorbalkoner, flankerede af Løvebilleder, omkring slibrige Murhjørner, forbi sørgende Paladsfacader, der spejlede store Firmaskilte i det gyngende Vand. Han havde Besvær med at naa dertil, thi Gondolieren, der stod i Forbund med Kniplingsfabrikker og Glaspusterier, forsøgte overalt at sætte ham af, for at han kunde komme til at se paa Varer og gøre Indkøb, og naar den ejendommelige Sejlads gennem Venedig begyndte at udøve sit Trylleri, saa gjorde den faldne Dronnings tyvagtige Forretningsaand sit til igen at ærgre ham og gøre ham nøgtern.

Da han var vendt tilbage til Hotellet, afgav han allerede før Middagen den Forklaring i Kontoret, at uforudsete Omstændigheder nødsagede ham til at rejse næste Morgen tidlig. Man beklagede det, man kvitterede hans Regning. Han spiste og tilbragte den lune Aften med at læse Aviser i en Gyngestol paa Bagterrassen. Inden han gik til Ro, gjorde han sin Bagage helt færdig til Afrejsen.

Han sov ikke synderlig godt, da det forestaaende, gentagne Opbrud gjorde ham urolig i Sindet. Da han om Morgenen aabnede Vinduet, var Himlen stadig overtrukket, men Luften syntes friskere, og ― hans Anger begyndte allerede. Havde denne Opsigelse ikke været forhastet og urigtig, sket i syg og utilregnelig Tilstand? Havde han holdt den lidt tilbage, havde han, uden at opgive det saa hurtigt, lade det komme an paa et Forsøg med at vænne sig til den venetianske Luft eller paa Bedring i Vejret, saa vilde han nu, i Stedet for al den Hastværk, have haft en Formiddag for sig ved Stranden ligesom den i Gaar. For sent. Nu maatte han vedblive at ville, hvad han havde villet i Gaar. Han klædte sig paa og tog Klokken otte med Elevatoren ned til Morgenmaaltidet i Stueetagen.

Buffetværelset var, da han traadte ind, endnu tomt for Gæster. Enkelte kom, medens han sad og ventede paa det bestilte. Med Tekoppen ved Munden, saa han de polske unge Piger indfinde sig med deres Ledsagerinde: strenge og morgenfriske, med rødlige Øjne, gik de hen til deres Bord i Vindusnichen. Straks efter nærmede Portieren sig med Huen i Haanden og mindede ham om, at det var Tid at bryde op. Automobilet stod parat til at bringe ham og nogle andre rejsende til Hotel Excelsior, hvorfra Motorbaaden vilde befordre Herskaberne ad Selskabets private Kanal til Banegaarden. Det var paa høje Tid ― Aschenbach fandt ikke, at det var det. Der var over en Time til, at hans Tog skulde gaa. Han ærgrede sig over denne Hotelmaner, at skaffe de afrejsende ud af Huset før Tiden, og betydede Portieren, at han ønskede at nyde sit Maaltid i Fred. Manden trak sig tøvende tilbage, for at møde op igen fem Minutter efter. Det var umuligt, at Vognen kunde vente længere. Saa maatte den køre og tage hans Kuffert med, svarede Aschenbach irriteret. Han selv vilde, naar Tiden var, benytte den offentlige Dampbaad og maatte bede om, at man vilde overlade til ham selv at sørge for, at han kom afsted. Funktionæren bukkede. Aschenbach, glad ved at have afværget de generende Paamindelser, endte sit Maaltid uden Hast, ja lod endog Tjeneren give sig en Avis. Tiden var bleven ret knap, da han endelig rejste sig. Det føjede sig saaledes, at Tadzio i samme Øjeblik kom ind ad Glasdøren.

Idet han gik over til sine Søstres Bord, krydsede han Aschenbachs Vej, slog beskedent Øjnene ned for den graahaarede Mand med den høje Pande, for paa sin yndefulde Maade straks efter blødt og fuldt at slaa dem op imod ham, og var gaaet forbi. Farvel, Tadzio! tænkte Aschenbach. Det var kun kort jeg saa dig. Og idet han mod sin Sædvane virkelig dannede det tænkte med Læberne og sagde det ved sig selv, tilføjede han: „Vær velsignet!“ ― Saa holdt han Afrejse, uddelte Drikkepenge, modtog Afskedshilsen af den lille Manager i Redingote og forlod Hotellet til Fods, som han var kommen, for, fulgt af Karlen, der bar Haandbagagen, gennem den hvidt blomstrende Allé tværs over Øen at begive sig til Dampskibsbroen. Han naar den, han tager Plads, ― og hvad der fulgte, var en Smertensvej, fuld af Sorg, gennem alle Angerens Dybder.

Det var den kendte Tur over Lagunen, forbi San Marco, opad den store Kanal. Aschenbach sad paa Rundbænken i Boven, med Armen støttet mod Gelænderet, med Haanden skyggende for Øjnene. De offentlige Haver lodes tilbage, Piazzetta’en viste sig endnu engang i fyrstelig Ynde og forlodes, Turen kom til den store Række af Paladser, og da Vandvejen gjorde en Drejning, viste Rialto sig med sine prægtige Marmorbuer. Den rejsende saa, og hans Bryst sønderreves. Byens Atmosfære, denne svagt raadne Lugt af Hav og Sump, som det havde været ham saa meget om at gøre at flygte for, ― den indaandede han nu i dybe, ømt smertelige Drag. Var det muligt, at han ikke havde vidst, ikke betænkt, hvor meget hans Hjerte hang ved alt dette? Hvad der i Morges havde været en halv Beklagelse, en svag Tvivl om at han havde baaret sig rigtigt ad, det blev nu til Græmmelse, til virkelig Smerte, til en Sjælenød, saa bitter, at den flere Gange drev Taarerne op i hans Øjne, og med Hensyn til hvilken han sagde til sig selv, at han umuligt havde kunnet forudse den. Hvad han følte som saa tungt at bære, ja fra Tid til anden som helt uudholdeligt, var aabenbart den Tanke, at han aldrig skulde gense Venedig, at dette var en Afsked for bestandig. Thi da det for anden Gang havde vist sig, at Byen gjorde ham syg, da han for anden Gang havde været nødt til at forlade den over Hals og Hoved, saa maatte han jo for Fremtiden betragte den som et for ham umuligt og forbudent Opholdssted, som han ikke var voksen og som det vilde være meningsløst igen at opsøge. Ja, han følte, at naar han nu rejste, maatte Skam og Trods hindre ham i nogensinde at gense den elskede Stad, overfor hvilken han to Gange legemlig havde svigtet, og denne Strid mellem sjælelig Tilbøjelighed og legemlig Evne forekom paa en Gang den ældende saa tungt vejende og betydningsfuld, det fysiske Nederlag saa forsmædeligt, saa nødvendigt for enhver Pris at holde tilbage, at han ikke forstod den letfærdige Resignation, med hvilken han i Gaar, uden alvorlig Kamp, havde besluttet at finde sig i det og anerkende det.

Imens nærmer Dampbaaden sig Banegaarden, og Smerte og Raadvildhed stiger indtil Forvirring. Det forekommer den forpinte umuligt at rejse, ikke mindre at vende om. I en saadan Tilstand af aandelig Sønderrevethed træder han ind paa Stationen. Det er meget sent, han har intet Øjeblik at spilde, hvis han vil naa Toget. Han vil det og vil det ikke. Men Tiden trænger ind paa ham, den pisker ham frem; han skynder sig med at tage Billet og ser sig i Tumulten i Forhallen om efter Hotelselskabets her stationerede Funktionær. Mennesket viser sig og melder, at den store Kuffert er indskrevet. Allerede indskrevet? Ja, alt er i Orden, ― til Como. Til Como? Og ud af hastig Talen frem og tilbage, af vrede Spørgsmaal og forlegne Svar kommer det for Dagen, at Kufferten, der var gaaet til Hotel Excelsiors Bagageekspedition, sammen med anden, fremmed Bagage var bleven dirigeret i en helt forkert Retning.

Aschenbach havde svært ved at bevare den Mine, der under disse Omstændigheder var den ene forstaaelige. En eventyrlig Glæde, en utrolig Munterhed rystede indvendig fra næsten krampagtigt hans Bryst. Funktionæren styrtede afsted for mulig endnu at standse Kufferten og kom, som det var at vente, tilbage med uforrettet Sag. Aschenbach erklærede saa, at han ikke ønskede at rejse uden sin Kuffert, men var bestemt paa at vende om og i Badehotellet afvente, at den atter kom til Syne. Om Selskabets Motorbaad laa ved Banegaarden? Manden forsikrede, at den laa for Døren. Han fik i sin italienske Svada Funktionæren i Billetkontoret til at tage den løste Billet tilbage, han svor paa, at der skulde blive telegraferet, at intet skulde blive sparet eller forsømt for hurtigt at faa Kufferten tilbage, og ― saaledes skete det mærkelige, at den rejsende, tyve Minutter efter sin Ankomst til Banegaarden, atter saa sig selv i den store Kanal paa Tilbagevejen til Lido’en.

Vidunderlig utrolige, flove, komisk-drømmeagtige Eventyr: I samme Time at gense Steder, med hvilke man just i dyb Vemod har taget Afsked for bestandig! Med Skum for Boven, morsomt-behændigt laverende mellem Gondoler og Dampere, skød det lille ilfærdige Fartøj afsted mod sit Maal, medens dets eneste Passager skjulte en bortløben Drengs ængstelig-overmodige Sindsbevægelse under en ærgerlig Resignations Maske. Endnu stadig, fra Tid til anden, bevægedes hans Bryst af Latter over dette Uheld, der, som han sagde til sig selv, ikke vilde have kunnet hjemsøge et Søndagsbarn belejligere. Der var Forklaringer at give, forbavsede Ansigter at udstaa, ― saa var, det sagde han til sig selv, alt godt igen, saa var en Ulykke forebygget, en alvorlig Fejl rettet, og alt, hvad han havde troet vendt Ryggen, aabnede sig atter for ham, var for saa lang Tid, han behagede, atter hans . . . Narrede den hurtige Fart ham eller kom der virkelig oven i Købet Vind ind fra Havet?

Bølgerne slog mod de betonlagte Vægge i den smalle Kanal, der fører gennem Øen til Hotel Excelsior. En Automobil-Omnibus ventede der den tilbagevendende og førte ham ovenfor det krusede Hav den lige Vej til Badehotellet. Den lille, overskægprydede Manager i Redingote kom ned ad den udvendige Trappe for at hilse paa ham.

Sagte indsmigrende beklagede han Hændelsen, betegnede den som yderst pinlig for ham og Etablissementet, men billigede af fuld Overbevisning Aschenbachs Beslutning om at afvente Kufferten her. Ganske vist var hans Værelse givet bort, men et andet, der ikke var ringere, stod med det samme til hans Raadighed. „Pas de chance, Monsieur,“ sagde den schweiziske Elevatorfører smilende, idet man gled op. Og saaledes blev Flygtningen atter indkvarteret, i et Værelse, der næsten ganske lignede det forrige i Beliggenhed og Montering.

Træt, bedøvet af denne mærkelige Formiddags Omhvirvlen, satte han sig, efter at have fordelt Indholdet af sin Haandtaske i Værelset, i en Lænestol ved det aabne Vindu. Havet havde antaget en bleggrøn Farvetone, Luften syntes tyndere og renere, Stranden med dens Hytter og Baade at have mere Farve, skønt Himlen endnu var graa. Aschenbach saa ud, med Hænderne foldede i Skødet, tilfreds ved at være her igen, utilfreds med sit Vankelmod, sin Mangel paa Viden om hvad han selv ønskede. Saaledes sad han vel en Time, hvilende og tankeløs drømmende. Ved Middagstid fik han Øje paa Tadzio, der, i stribet Lærredsdragt med rød Syning, kom tilbage fra Havet gennem Strandlaagen og ad Bræddegangen. Aschenbach genkendte ham straks fra den Højde, hvor han sad, før han egentlig havde faaet rigtig betragtet ham, og vilde just til at tænke noget saadant som: Se, se, Tadzio, er du ogsaa der igen! Men i samme Øjeblik følte han, hvorledes den skødesløse Hilsen sank ned og forstummede for Sandheden i hans Hjerte, ― han følte sit Blods Begejstring, sin Sjæls Glæde, Smerte og erkendte, at det var for Tadzios Skyld, at Afskeden var bleven ham saa tung.

Han sad ganske stille, helt uset paa sin højtliggende Plads, og saa ind i sig selv. Hans Træk var vaagnede, hans Bryn hævede sig, et opmærksomt, nysgerrigt aandrigt Smil strammede hans Mund. Saa hævede han Hovedet og beskrev med begge Arme, der hang slapt ned over Stolens Armpuder, en langsomt drejende og løftende Bevægelse, idet han vendte Haandfladerne udad, som antydede han, at han aabnede Armene og bredte dem ud. Det var en til Velkomst rede, roligt modtagende Bevægelse.

---