Døden i Venedig/4
FJERDE KAPITEL
Nu styrede Dag efter Dag Guden med de hede Kinder blottede sit ildaandende Firspand gennem Himlens Sale, og hans gule Lokker flagrede for Østenvinden, der samtidig rasede. Hvidlig Silkeglans laa over det trægt bølgende Pontos Vidder. Sandet glødede. Under Æterens sølvflimrende Blaa var der udspændt rustfarvet Sejldug for Strandhytterne, og paa den skarpt afgrænsede Skyggeplet, som de bød, tilbragte man Formiddagstimerne. Men herlig var ogsaa Aftenen, naar Planterne i Parken duftede balsamisk, Planeterne deroppe skred ad deres Baner og det i Mørke hyllede Havs sagte Mumlen talte til Sjælen. En saadan Aften bar i sig den glædelige Borgen for en ny Soldag med et let ordnet Otium og smykket med utallige, tæt ved hverandre liggende Muligheder for herlige Tilfældigheder.
Det faldt paa ingen Maade Gæsten, hvem et saa føjeligt Uheld havde fastholdt her, ind deri, at han havde faaet sine Ejendele tilbage, at se en Grund til fornyet Opbrud. Han havde i to Dage maattet finde sig i nogle Savn og møde til Maaltiderne i den store Spisesal i Rejsedragt. Da man saa endelig igen satte den vildfarne Byrde ned i hans Værelse, pakkede han grundigt ud og fyldte Skab og Skuffer med sine Sager, bestemt paa at blive i en foreløbig uoverskuelig Tid, glad ved at tilbringe Strandtimerne i Silkedragt og ved Dineren atter at kunne vise sig ved sit lille Bord i en passende Aftenpaaklædning.
Den velgørende ensartede Takt i denne Tilværelse havde allerede draget ham ind i sin Tryllekreds, den blødende og straalende Mildhed i denne Livsførelse hurtigt bedaaret ham. Hvilket vidunderligt Opholdssted er det i Virkeligheden ikke, der forener det tillokkende ved et velholdt Badeliv ved den sydlige Strand med den underlig-vidunderlige Bys behagelige Nærhed! Aschenbach elskede ikke Nydelsen. Hvornaar og hvorsomhelst det gjaldt om at feriere, pleje sin Magelighed, gøre sig gode Dage, længtes han snart — og navnlig i de yngre Dage var det saaledes ― med Uro og Modvilje tilbage til det ophøjede Slid, til hans Hverdags helligt-nøgterne Tjeneste. Kun dette Sted fortryllede ham, frigjorde hans Vilje, gjorde ham lykkelig. Tidt om Formiddagen, naar han laa under Solsejlet for sin Hytte og drømte om Sydhavets Blaa, eller ogsaa nu og da i den lune Nat, naar han laa lænet mod Puderne i Gondolen, der fra Markuspladsen, hvor han dvælede længe, under den stjernebedækkede Himmel førte ham hjem til Lidoen ― og de kulørte Lys, Serenadernes smeltende Klang lodes tilbage ― mindedes han sin Villa i Bjærgene, Stedet for sit Sommerarbejde, hvor Skyerne drog dybt nede gennem Haven, frygtelige Uvejr om Aftenen slukkede Husets Lys og Ravnene, som han fodrede, svang sig op i Fyrretræernes Toppe. Da forekom det ham, som var han rykket bort til det elysiske Land, til Jordens Grænser, hvor det letteste Liv er Mennesket beskaaret, hvor der ikke er Sne og Vinter, Storm og strømmende Regn, men Okeanos altid sender et blidt kølende Pust, og Dagene henrinder i salig Lediggang, uden Møje, uden Kamp og udelukkende viede til Solen og dens Fester.
Meget, næsten stadig saa Aschenbach Drengen Tadzio; en begrænset Plads, en Levevis, der var alle givet, førte det med sig, at Skønheden Dagen igennem med korte Afbrydelser var ham nær. Han saa, han traf ham overalt; i Værelserne i Hotellets Stueetage, paa den kølende Sejlads til Byen og tilbage igen, midt i selve Pladsens Pomp og Pragt og tidt i Mellemtiden paa Veje og Stier, naar Tilfældet gjorde sit. Men hovedsagelig og med den lykkeligste Regelmæssighed bød Formiddagen paa Stranden ham udstrakt Lejlighed til at hellige den hulde Fremtoning Andagt og Studium. Ja, det var just denne Regelmæssighed i Lykken, denne daglig atter frembrydende Omstændighedernes Gunst, der fyldte ham med Tilfredshed og Livsglæde, der gjorde ham Opholdet dyrebart og fik den ene Søndag til paa en saa behagelig Maade at slutte sig til den anden.
Han var tidligt oppe, lige saa tidligt som ellers, naar Arbejdstrangen bankede i ham, og før de fleste ved Stranden, naar Solen endnu var mild og Havet laa hvidt og blændende i Morgendrømme. Han hilste meneskevenligt paa Opsynsmanden ved Laagen, hilste ogsaa fortroligt paa den barfodede Hvidskæg, der havde gjort hans Plads i Stand til ham, spændt det brune Solsejl ud og rykket Hyttens Møbler ud paa Platformen; saa tog han Sæde. Tre Timer eller fire var saa hans, i hvilke Solen naaede højt op paa Himlen og fik en frygtelig Magt, i hvilke Havet blev mere og mere dybtblaat og i hvilke han fik Lov at se Tadzio.
Han saa ham komme, fra venstre, som Følge deraf ved Randen af Havet, saa ham bagfra træde frem mellem Hytterne eller kunde ogsaa pludselig finde, og ikke uden en vis glad Skræk, at han havde forsømt at se ham komme og at han allerede var der, allerede i den blaa og hvide Badedragt, der nu ved Stranden var hans eneste Klædning, havde genoptaget sin vante Færden i Sol og Sand ― dette yndigt intetsigende, uvirksomt urolige Liv, der var Leg og Hvile, en Slentren, Soppen, Graven, Legen Tagfat, Liggen og Svømmen, medens Kvinderne paa Platformen vaagede over ham og med Falset raabte hans Navn: „Tadzio! Tadzio!“ og til hvem han med ivrige Gebærder kom løbende for at fortælle dem, hvad han havde oplevet, for at vise dem, hvad han havde fundet, fanget: Muslingeskaller, Søheste, Vandmænd og sideværts løbende Krebs. Aschenbach forstod ikke et Ord af hvad han sagde, og selv om det bare var det allermest hverdagsagtige, saa var det Vellyd i hans Øre. Saaledes hævede det, at Drengen var fremmed, hans Tale til Musik, en overmodig Sol gød ødsel Glans over ham, og det ophøjede Udsyn over Havet var altid Folie og Baggrund for hans Fremtræden.
Snart kendte Betragteren hver Linie og Stilling af dette saa ophøjede Legeme, der fremstillede sig saa frit, hilste glad paany enhver Skønhed, med hvilken han allerede var fortrolig, og fandt ingen Ende paa sin Beundring, sin spæde Sansenydelse. Man kunde kalde Drengen til, at han skulde komme og hilse paa en Gæst, der gjorde Damerne deres Opvartning ved Hytten; han kom løbende, vaad, lige op fra Vandet, han kastede Lokkerne tilbage, og idet han rakte Haanden frem, hvilende paa et Ben, med den anden Fod paa Taaspidserne, havde han en henrivende Maade at vende og dreje Legemet paa, yndefuld og forventningsfuld, genert af Elskværdighed, behagesyg af adelig Pligt. Han kunde ligge udstrakt, med Badehaandklædet slynget om Brystet, den fint mejslede Arm støttet mod Sandet, Hagen i den hule Haand; han, der blev kaldt „Jaschu“, sad paa Hug ved Siden af ham og gjorde ham smuk, og intet kunde være mere fortryllende end det Øjnenes og Læbernes Smil, hvormed den udmærkede saa op til den ringere, den tjenende. Han kunde staa ved Randen af Søen, alene, afsides fra Familien, ganske nær ved Aschenbach, ― rank, med Hænderne sammenslyngede i Nakken, langsomt gyngende sig paa Fodballerne, og drømme ud i det blaa, medens smaa Bølger, der kom løbende, badede hans Tæer. Hans honninggule Haar lagde sig i Lokker ved Tindingerne og i Nakken, Solen skinnede paa Dunene paa den øverste Del af Ryggen, den fine Tegning af Ribbenene, Brystets Symmetri traadte frem gennem den knappe Tilhylning af Overkroppen, hans Armhuler var endnu glatte som paa en Statue, hans Knæhaser skinnede, og det blaalige Aarenet fik hans Legeme til at se ud som om det var dannet af et klarere Stof. Hvilken Tugt, hvilken Præcision i Tanken var ikke udtrykt i dette ranke og ungdommeligt fuldkomne Legeme! Den strenge og rene Vilje, der, virksom i det dunkle, havde formaaet at drive dette guddommelige Billede frem for Lyset, ― var den ikke alligevel ham, Kunstneren, noget kendt og fortroligt? Virkede den ikke ogsaa i ham, naar han, fuld af nøgtern Lidenskab, ud af Sprogets Marmormasse frigjorde den slanke Form, som han havde skuet i Aanden og som han fremstillede for Menneskene som Statue og Spejl for aandelig Skønhed?
Statue og Spejl? Hans Øjne omfattede den ædle Skikkelse der ved Randen af det blaa, og i sværmerisk Henrykkelse syntes han, at han med dette Blik begreb selve det skønne, Formen som Gudstanke, den ene og rene Fuldkommenhed, der lever i Aanden og af hvilken der her let og yndigt var rejst et Afbillede til Tilbedelse. Det var Rusen, og uden Betænkning, ja, begærligt bød den aldrende Kunstner den velkommen. Hans Aand grebes af Fødselsveer, hans Indre kom i Oprør, hans Hukommelse rejste ældgamle, fra hans Ungdom overleverede Tanker, der hidtil aldrig havde været gennemtrængte af hans egen Ild. Stod der ikke skrevet, at Solen vender vor Opmærksomhed fra de aandelige til de sanselige Ting? Den, hed det, skulde bedøve og fortrylle Forstand og Hukommelse paa den Maade, at Sjælen i Glæde helt glemmer sin egentlige Tilstand og med forbavset Beundring bliver hængende ved den skønneste af de af Solen beskinnede Genstande: ja, kun ved et Legemes Hjælp formaar den da at hæve sig til højere Betragtning. Amor bar sig i Sandhed ad ligesom Matematikerne, der viser de umyndige Børn haandgribelige Billeder af de rene Former: Saaledes benyttede ogsaa Guden sig, for at gøre os det aandelige synligt, gerne af menneskelig Ungdoms Form og Farve, som han til Redskab for Erindringen smykkede med al Skønhedens Afglans og ved Synet af hvilken vi vel da opflammedes i Smerte og Haab.
Saaledes tænkte den begejstrede; saaledes formaaede han at føle. Og af Havsus og Solglans udspandt der sig et henrivende Billede for ham. Det var den gamle Platan ikke langt fra Athens Mure — det var hint helligt-beskyggede, af Duften af Kyskhedstræets Blomster opfyldte Sted, smykket med Helgenbilleder og fromme Gaver til Ære for Nymferne og Akeloos. Ganske klar strømmede Bækken for Foden af det bredgrenede Træ over glatte Smaasten; Græshopperne pippede. Men paa Grønsværet, der skraanede svagt, saaledes at man i liggende Stilling kunde holde Hovedet højt, laa to, skjult helt for Dagens Glød; en halvgammel og en ung, en hæslig og en skøn, den vise hos den elskelige. Og under Artigheder og aandrigt bejlende Spøg belærte Sokrates Fædros om Længsel og Dyd. Han talte til ham om den hede Forfærdelse, der griber den følelsesfulde, naar hans Øje ser en den evige Skønheds Lignelse; talte til ham om den ugudeliges og slettes Begær, der ikke kan tænke Skønheden, naar han ser dens Afbillede, og ikke er i Stand til ærefrygt; talte om den hellige Angst, der griber den ædle, naar et gudlignende Ansigt, et fuldkomment Legeme viser sig for ham, ― hvorledes han da bæver og er ude af sig selv og næppe vover at se derhen og tilbeder den, der har Skønheden, ja vilde ofre til den, som til en Billedstøtte, hvis han ikke maatte frygte for at synes Menneskene naragtig. Thi Skønheden, min Fædros, kun den er paa én Gang værd at elske og synlig: den er, mærk det vel! den eneste Form for det aandelige, som vi sanseligt kan modtage, sanseligt udholde. Eller hvad vilde der blive af os, hvis det guddommelige iøvrigt, hvis Fornuft og Dyd og Sandhed viste sig sanseligt for os? Vilde vi ikke forgaa og brænde op af Kærlighed, som Semele engang for Zevs! Saaledes er Skønheden den følendes Vej til Aanden, ― kun Vejen, et Middel kun, lille Fædros . . . Og saa kom han med det fineste, den forslagne Kurmager: Dette, at den elskende er mere guddommelig end den elskede, fordi Guden er i hin, men ikke i den anden, ― denne maaske den ømmeste, mest spottende Tanke, der nogensinde er tænkt, og fra hvilken al Skælmeri og Længslens hemmeligste Vellyst udspringer.
Forfatterens Lykke er den Tanke, der helt formaar at blive Følelse, er den Følelse, der helt formaar at blive Tanke. En saadan pulserende Tanke, en saadan nøje Følelse tilhørte og adlød den ensomme dengang: nemlig, at Naturen gyser af Fryd, naar Aanden bøjer sig i Hyldest for Skønheden. Han kom pludselig til at nære Ønsket om at skrive. Rigtignok elsker Eros, hedder det, Lediggangen og kun for denne er han skabt. Men paa dette Punkt af Krisen var den hjemsøgtes Sindsbevægelse rettet mod Produktion. Anledningen var næsten ligegyldig. Et Spørgsmaal, en Tilskyndelse til at udtale sig bekendende om et vist stort og brændende Problem paa Kulturens og Smagens Omraade, var gaaet ud i den aandelige Verden og indløbet til den bortrejste. Emnet var han fortrolig med, var ham en Oplevelse; hans Lyst til at lade det glimre i sit Ords Lys blev paa en Gang uimodstaaelig. Og hans Længsel gik i Retning af at arbejde i Tadzios Nærværelse, naar han skrev, at tage Drengens Skikkelse til Mønster, at lade sin Stil følge Linierne i dette Legeme, der forekom ham guddommeligt, og bære dets Skønhed ind i det aandige, saaledes som Ørnen engang bar den troiske Hyrde op i Æteren. Aldrig havde han følt Ordets Lyst sødere, aldrig saaledes vidst, at Eros var i Ordet, som i de farligt kostelige Timer, i hvilke han, ved sit simple Bord under Solsejlet, med Idealet for Øje og Musikken af hans Stemme i Øret, efter Tadzios Skønhed formede sin lille Afhandling, ― disse halvanden Side udsøgt Prosa, hvis Klarhed, Adel og svingende Følelsesspænding inden længe skulde vække manges Beundring. Det er sikkert godt, at Verden kun kender det skønne Værk, ikke tillige dets Udspring, ikke Betingelserne for dets Opstaaen, thi Kundskaben om de Kilder, af hvilke Kunstnerens Indskydelse flød, vilde ofte forvirre, afskrække den og saaledes ophæve Virkningerne af det udmærkede. Hvilke besynderlige Timer! Hvilken besynderlig enerverende Møje! Hvilket besynderligt avlende Samkvem mellem Aanden og et Legeme! Da Aschenbach gemte sit Arbejde og brød op fra Stranden, følte han sig udmattet, ja rystet, og det var ham som om hans Samvittighed førte Klage som efter en Udsvævelse.
Det var næste Morgen, at han, i Begreb med at forlade Hotellet, fra den udvendige Trappe bemærkede, at Tadzio, allerede paa Vej til Havet ― og alene ―, just nærmede sig Strandlaagen. Ønsket om, den ligefremme Tanke, at benytte Lejligheden og gøre et let, muntert Bekendskab med den, der uden at vide deraf havde beredt ham saa megen Løftelse og Sindsbevægelse, at tiltale ham, glæde sig ved hans Svar, hans Blik, laa nær og paatrængte sig ham. Skønheden gik slentrende, han var til at indhente, og Aschenbach fremskyndte sine Skridt. Han naar ham paa Bræddebroen bag Hytterne, han vil lægge Haanden paa hans Hoved, paa hans Skuldre, og et eller andet Ord, en venlig fransk Talemaade svæver ham paa Læberne: da føler han, at hans Hjerte, maaske ogsaa af den hurtige Gang, banker som en Hammer, saa han, næsten aandeløs, kun vil kunne tale tvungent og med bævende Stemme, han tøver, han søger at beherske sig, han frygter pludselig for allerede for længe at være gaaet tæt bag Skønheden, frygter for at han skal blive opmærksom paa ham, at han spørgende skal se sig om efter ham, han tager endnu et Tilløb, det svigter for ham, han resignerer og gaar med sænket Hoved forbi.
For sent! tænkte han i det Øjeblik. For sent! Var det alligevel for sent? Dette Skridt, som han havde forsømt at gøre, det vilde meget muligt have ført til det gode, lette og glade, til Gavn for ham, til at han atter kunde blive nøgtern. Men der var det ved det, at den ældede ikke vilde være nøgtern, at Rusen var ham for dyrebar. Hvem løser den Gaade, som det er, der giver Kunstneren hans Præg! Hvem forstaar den dybe Instinktsammensmeltning af Tugt og Tøjlesløshed, hvori det beror! Thi ikke at kunne ville en gavnlig Nøgterngørelse, er Tøjlesløshed. Aschenbach var ikke mere oplagt til Selvkritik; hans Smag, den aandelige Forfatning, hvori han var efter sin Alder, Selvagtelse, Modenhed og sen Jævnhed, gjorde ham ikke tilbøjelig til at analysere Bevæggrunde og at afgøre, om det var for sin Samvittigheds Skyld eller af Skødesløshed og Svaghed at han ikke havde udført sit Forehavende. Han var forvirret, han frygtede, at en eller anden, om det saa ogsaa kun var Strandvogteren, kunde have iagttaget hans Løben, hans Nederlag, frygtede i høj Grad Latterligheden. Iøvrigt spøgede han ved sig selv over sin komisk-hellige Angst. „Bestyrtet“, tænkte han, „bestyrtet som en Hane, der angstfuld hænger med sine Vinger i Kampen. Det er sandelig Guden, der saaledes bryder vort Mod ved Synet af den elskelige og saa ganske trykker vort stolte Sind til Jorden . . . “ Han sværmede og var altfor hovmodig til at frygte en Følelse.
Han holdt ikke mere Regnskab med den Fritid, han havde tilstaaet sig selv; Tanken om at vende hjem faldt ham ikke engang ind. Han havde skaffet sig rigeligt med Penge. Hans Bekymring gjaldt ene og alene den polske Families Afrejse; han havde dog underhaanden, ved lejlighedsvis at forhøre sig hos Hotellets Frisør, faaet at vide, at disse Herskaber var ankomne ganske kort Tid før han. Solen brunede hans Ansigt og Hænder, det oplivende Saltpust styrkede ham føleligt, og ligesom han ellers havde været vant til straks at give enhver Vederkvægelse, som Søvn, Føde eller Natur havde ydet ham, ud paa et Værk, saaledes lod han nu alt, hvad Sol, Lediggang og Søluft tilførte ham af daglig Styrkelse, højhjertet-uøkonomisk gaa op i Rus og Følelse.
Hans Søvn var flygtig; de herligt ensformige Dage var adskilte ved korte Nætter fulde af lykkelig Uro. Rigtignok trak han sig tidligt tilbage, thi Klokken ni, naar Tadzio var forsvunden fra Skuepladsen, syntes Dagen ham endt. Men ved det første Morgengry vækkede en svag, gennemtrængende Forfærdelse ham, hans Hjerte kom i Tanker om sit Eventyr, han kunde ikke længere holde det ud i Puderne, han stod op og let indhyllet mod Morgenens Kuldegysning satte han sig ved det aabne Vindu for at afvente Solens Opgang. Den vidunderlige Begivenhed fyldte hans af Søvnen helliggjorte Sjæl med Andagt. Endnu laa Himmel, Jord og Hav i aandeagtig glasklar Dæmringsbleghed; endnu svømmede en svindende Stjerne i Rummet. Men et Pust kom, et bevinget Bud fra utilnærmelige Boliger om at Eos rejste sig fra Ægtefællens Side, og den første søde Rødmen af de fjerneste Dele af Himmel og Hav viste sig, ved hvilken Skabelsens Sanseliggørelse melder sig. Gudinden nærmede sig, Ynglingebortførersken, der røvede Kleitos, Kefalos og trodsende alle Olympieres Misundelse nød den skønne Orions Kærlighed. En Henstrøen af Roser begyndte dér ved Randen af Verden, et usigelig dejligt Skær, barnlige Skyer, forklarede, gennemglødede, svævede som ærbødige Amoretter i rosenfarvet, blaalig Duft, Purpur faldt paa Havet, der syntes ham bølgende at vælde frem, gyldne Spyd flammede franeden op imod Himlen, Glansen blev til Brand, lydløst, med guddommelig Overmagt væltede Glød og Brunst og luende Flammer sig op, og med rappe Hove steg Broderens hellige Løbere op over Jordens Kres. Bestraalet af Gudens Pragt sad der den ensomt-vaagne, han lukkede Øjnene og lod Glorien kysse deres Laage. Fordums Følelser, tidlige, herlige Hjertets Trængsler, der var døde i hans Livs strenge Tjeneste og nu vendte tilbage saa besynderligt forvandlede, ― han genkendte dem med et forvirret, forundret Smil. Han tænkte, han drømte, langsomt dannede hans Læber et Navn, og endnu stedse smilende, med opadvendt Ansigt, med Hænderne foldet i Skødet, faldt han endnu engang i Slummer i sin Lænestol.
Men Dagen, der begyndte saa ildfuldt-festligt, var i det hele sælsomt ophøjet og mystisk forvandlet. Hvorfra kom og stammede det Pust, der paa en Gang saa blidt og betydningsfuldt, ligesom en højere Indskydelse, legede om Tindinger og Ører? Hvide Fjerskyer stod i spredte Flokke paa Himlen som Gudernes græssende Hjorder. Stærkere Vind rejste sig, og Poseidons Gangere stormede stejlende afsted, sagtens ogsaa de den blaalokkede tilhørende Tyre, der brølende løb frem med sænkede Horn. Men mellem Klippegruset paa den længere bortliggende Strand hoppede Bølgerne i Vejret som springende Geder. En helligt forandret Verden fuld af panisk Liv indesluttede den bedaarede, og hans Hjerte drømte blide Fabler. Flere Gange, naar Solen sank bag Venedig, sad han paa en Bænk i Parken, for at se paa Tadzio, der, hvidklædt med et kulørt Bælte om Livet, morede sig med Boldspil paa den tromlede, grusbelagte Plads, og Hyakintos var det, han troede at se, og som maatte dø, fordi to Guder elskede ham. Ja, han følte Zefyrs smertelige Misundelse paa Medbejleren, der glemte Oraklet, Buen og Kitara, for altid at lege med den skønne; han saa Kasteskiven, styret af grusom Skinsyge, ramme det yndige Hoved, han tog, ogsaa han blegnende, imod det knækkede Legeme, og den Blomst, der udsprang af det røde Blod, bar som Indskrift hans uendelige Klage . . .
Intet er mere sælsomt, mere kildent end Forholdet mellem Mennesker, der kun kender hinanden med Øjnene, ― der møder, iagttager hinanden hver Dag, ja hver Time og desuagtet af konventionel Tvang eller egne Griller nødes til uden Hilsen og uden Ord at opretholde et Skin af at være hinanden ligegyldigt fremmede. Mellem dem er Uro og anstrengt Nysgerrighed, Hysterien ved en utilfredsstillet, unaturlig undertrykt Genkendelses- og Udvekslingstrang og navnlig ogsaa en vis spændt Respekt. Thi Mennesket elsker og ærer Mennesket, saa længe de ikke er i Stand til at bedømme hinanden, og Længslen er et Produkt af mangelfuld Kendskab.
Et eller andet Forhold og Bekendtskab maatte nødvendigvis udvikle sig mellem Aschenbach og den unge Tadzio, og med dyb Glæde kunde den ældre konstatere, at Deltagelse og Opmærksomhed ikke forblev fuldstændig ubesvarede. Hvad bevægede for Eksempel Skønheden til, naar han om Morgenen kom ned paa Stranden, aldrig mere at benytte Bræddebroen ved Bagsiden af Hytterne men altid at slentre hen til sin Families Hytte ad Vejen foran, gennem Sandet, forbi Aschenbachs Opholdssted og tit unødvendig tæt forbi ham, næsten strejfende hans Bord, hans Stol? Virkede saaledes hans overlegne Følelses Tiltrækning, Fascination, paa sin spæde og tankeløse Genstand? Aschenbach ventede daglig Tadzios Komme, og undertiden lod han, som om han var beskæftiget, naar den fandt Sted, og lod Skønheden gaa forbi upaaagtet. Men undertiden saa han ogsaa op, og deres Blikke mødtes. De var begge dybt alvorlige, naar det skete. I den ældres dannede og værdige Mine røbede intet en indre Bevægelse; men i Tadzios Øjne var der en Forsken, en eftertænksom Spørgen, i hans Gang kom der en Tøven, han saa ned mod Jorden, han saa yndefuldt igen op, og naar han var forbi, saa syntes et vist noget i hans Holdning at udtrykke, at kun hans Opdragelse hindrede ham i at vende sig om.
En Gang, en Aften gik det imidlertid anderledes. De polske Søskende havde tilligemed deres Guvernante manglet ved Hovedmaaltidet i den store Sal, ― Aschenbach havde iagttaget det med Bekymring. Efter Bordet spadserede han, meget urolig over deres Udebliven, i Aftendragt og Straahat, op og ned foran Hotellet, for Foden af Terrassen, da han pludselig saa de nonnelignende Søstre med Guvernanten og fire Skridt bagved dem Tadzio dukke op i Skæret af Buelamperne. Aabenbart kom de fra Dampskibsbroen, efter at de af en eller anden Grund havde spist i Byen. Paa Vandet havde det sagtens været køligt; Tadzio bar en mørkeblaa Sømandspjækkert med Guldknapper og dertil svarende Kasket. Sol og Søluft brændte ikke hans Hud, der havde holdt sig marmoragtig gullig, som den fra først af var; dog syntes han blegere i Dag end ellers, enten det nu var som Følge af Køligheden eller fremkaldt ved det blegende Maanelys fra Lamperne. Hans regelmæssige Bryn aftegnede sig skarpere, hans Øjne blev mørkere og dybere. Han var skønnere end det kan siges, og Aschenbach følte som saa ofte tidligere med Smerte, at Ordet kun formaar at prise, ikke at gengive den sanselige Skønhed.
Han havde ikke ventet den dyrebare Fremtoning, den kom uventet, han havde ikke haft Tid til at fæstne sin Mine til Ro og Værdighed. Glæde, Overraskelse, Beundring maa aabenbart have malt sig deri, da hans Blik mødte den savnedes ― og i dette Sekund skete det, at Tadzio smilede: tilsmilede ham, talende, fortroligt, yndigt og ufordulgt, med Læber, der i Smilet langsomt aabnedes. Det var Smilet hos Narcissos, der bøjer sig over det spejlblanke Vand, dette dybe, fortryllede Smil, med hvilket han strækker Armene ud efter Genskæret af sin egen Skønhed, et ganske lidt fordrejet Smil, fordrejet af det haabløse i sin Tragten efter at kysse sin Skygges hulde Læber, koket, nysgerrigt og letforpint, bedaaret og bedaarende.
Den, der modtog dette Smil, ilede afsted dermed som med en skæbnesvanger Gave. Han var i saa høj Grad rystet, at han var nødt til at undfly Terrassen, Forhavens Lys og med hurtige Skridt opsøgte Mørket i den bageste Del af Parken. Forunderligt indignerede og ømme Formaninger fremtvang sig: „Du maa ikke smile saaledes! Hører du, man maa ikke smile saaledes til nogen!“ Han kastede sig paa en Bænk, han indaandede ude af sig selv Planternes natlige Duft. Og lænet tilbage, med hængende Arme, overvældet og atter og atter gennemstrømmet af Gysen, hviskede han den staaende Formel for Længsel, ― her umulig, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig, selv her ærværdig: „Jeg elsker dig!“