Døden i Venedig/5

←Fjerde kapitel

Døden i Venedig
Femte kapitel
af Thomas Mann, oversat af L. Stange
Kjøbenhavn og Kristiania, Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag, 1913

FEMTE KAPITEL.

I den fjerde Uge af sit Ophold paa Lidoen gjorde Gustav von Aschenbach nogle Omverdenen vedrørende uhyggelige Iagttagelser. For det første forekom det ham som om Besøget i hans Hotel med den fremrykkende Aarstid snarere tog af end til, og særligt som om det tyske Sprog udtømtes og forstummede omkring ham, saaledes at det tilsidst kun var fremmede Lyde, der traf hans Øre ved Bordet og ved Stranden. En Dag opfangede han saa hos Frisøren, som han nu hyppigt besøgte, i Samtalen et Ord, som fik ham til at studse. Manden havde omtalt en tysk Familie, der lige var afrejst efter kun at have opholdt sig der en kort Tid, og tilføjede pjattet og indsmigrende: „De bliver, min Herre; De er ikke bange for Sygdommen!“ Aschenbach saa paa ham. „Sygdommen?“ gentog han. Sladderhanken tav, lod som om han var beskæftiget, overhørte Spørgsmaalet. Og da det blev stillet mere indtrængende, erklærede han, at han vidste ikke af noget og søgte med forlegen Veltalenhed at dreje af.

Det var ved Middagstid. Om Eftermiddagen sejlede Aschenbach i Vindstille og stærkt brændende Sol til Venedig; han dreves af Manien efter at følge de polske Søskende, som han havde set sammen med deres Ledsagerinde slaa ind paa Vejen til Dampskibsbroen. Han fandt ikke Afguden ved San Marco. Men siddende ved Teen, ved sit lille runde Jærnbord paa Skyggesiden af Pladsen, vejrede han pludselig i Luften en ejendommelig Aroma, om hvilken det nu syntes ham som havde den allerede i Dagevis, uden at trænge ind i hans Bevidsthed, berørt hans Sanser ― en sødlig-officinel Lugt, der mindede om Elendighed og Saar og mistænkelig Renlighed. Han undersøgte og genkendte den eftertænksomt, endte sit lille Mellemmaaltid og forlod Pladsen paa den ligeoverfor Templet liggende Side. I de snævre Gader forstærkedes Lugten. Paa Gadehjørnerne fandtes trykte Opslag, paa hvilke Befolkningen af Stadens vise Fædre advaredes mod visse Sygdomsaffektioner i det gastriske System, der i dette Vejrlig stod paa Dagsordenen, mod Nydelsen af Østers og Muslinger, saavelsom mod Vandet i Kanalerne. Kundgørelsens besmykkende Natur var tydelig, Grupper af Folk stod tavse paa Broer og Pladser; og den fremmede stod vejrende og grublende iblandt dem.

En Butiksejer, der stod mellem Koralsnore og falske Ametystsmykker og lænede sig op til Døren i sin Hvælving, bad han om Oplysning angaaende den fatale Lugt. Manden maalte ham med tunge Øjne og blev hurtig livligere: „En forebyggende Forholdsregel, min Herre!“ svarede han med mange Gebærder. „En Foranstaltning af Politiet, som man ikke kan andet end billige. Der er noget trykkende i dette Vejr, Sciroccoen er ikke gavnlig for Sundheden. Kort sagt, De forstaar, ― en maaske overdreven Forsigtighed . . .“ Aschenbach takkede ham og gik videre. Ogsaa paa Damperen, der bar ham tilbage til Lidoen, sporede han nu Lugten af det kimbekæmpende Middel.

Da han var kommen tilbage til Hotellet, begav han sig straks ind i Hallen og hen til Avisbordet og holdt Revue over Bladene. I dem paa fremmede Sprog fandt han intet. De lokale noterede Rygter, anførte svingende Tal, gengav officielle Dementier og betvivlede deres Sandfærdighed. Saaledes forklaredes det tyske og østrigske Elements Bortdragen. De, der tilhørte andre Nationer, vidste aabenbart intet, anede intet, var endnu ikke foruroligede. „Man skal tie!“ tænkte Aschenbach ophidset, idet han kastede Aviserne tilbage paa Bordet. „Det skal neddysses!“ Men paa samme Tid opfyldtes hans Hjerte af Tilfredsstillelse over det Eventyr, Omverdenen vilde komme ind i. Thi det daglige Livs Orden og Velfærd passer ikke Lidenskaben, ligesaa lidt som Forbrydelsen, og enhver Slappelse i den borgerlige Struktur, enhver Forvirring og Hjemsøgelse af Verden maa være den velkommen, fordi den ubestemt kan haabe at finde sin Fordel derved. Saaledes følte Aschenbach en uklar Tilfredshed over de af Øvrigheden besmykkede Begivenheder i Venedigs smudsige Gyder, ― denne Byens slemme Hemmelighed, der smeltede sammen med hans egen inderste Hemmelighed, og hvis Bevaring var ogsaa ham saa højst magtpaaliggende. Thi den forelskede nærede ikke Bekymring for andet end at Tadzio kunde afrejse og opdagede ikke uden Forfærdelse, at han ikke vidste, hvorledes han mere skulde leve, hvis det skete.

I den senere Tid nøjedes han ikke med at takke Dagsreglerne og Heldet for Skønhedens Nærhed og Synet af ham; han forfulgte ham, han efterstræbte ham. Om Søndagen for Eksempel viste Polakkerne sig aldrig ved Stranden; han gættede, at de besøgte Messen i San Marco, han ilede derhen, og idet han fra Pladsens Glødhede traadte ind i Helligdommens gyldne Dæmring, fandt han den savnede bøjet over sin Bedepult ved Gudstjenesten. Saa blev han staaende i Baggrunden, paa det revnede Mosaikgulv, midt i det knælende, mumlende Folk, og det østerlandske Tempels sammentrængte Pragt tyngede yppigt paa hans Sanser. Foran ham gik den tungt smykkede Præst frem og tilbage, svingede med Hænderne og sang, Virakdampe strømmede i Vejret, de omtaagede Alterlysenes kraftesløse Smaaflammer, og i den dumpt-søde Offerduft syntes der svagt at blande sig en anden: Lugten fra den syge Stad. Men gennem Taage og Funklen saa Aschenbach, hvorledes Skønheden der foran ham vendte Hovedet, søgte ham og fik Øje paa ham.

Da derefter Mængden gennem de aabnede Portaler strømmede ud paa den lysende, af Duer vrimlende Plads, skjulte den bedaarede sig i Forhallen, han gemte sig, han lagde sig paa Lur. Han saa Polakkerne forlade Kirken, saa, hvorledes de fire Søskende paa en ceremoniel Maade tog Afsked med Moderen og hvorledes denne paa Vej hjem vendte sig mod Piazzetta’en; han konstaterede, at Skønheden, de klosterlige Søstre og Guvernanten slog ind paa Vejen til højre gennem Porten i Urtaarnet og ind i Merceria, og efter at han havde ladet dem faa noget Forspring, fulgte han efter dem, fulgte dem stjaalent paa deres Spadseretur gennem Venedig. Han maatte blive staaende, naar de gjorde Ophold, maatte flygte ind i Spisekvarterer og Gaarde, for, naar de vendte om, at lade dem komme forbi; han tabte dem af Syne, søgte ophidset og udmattet efter dem over Broer og i smudsige Sækkegyder og døjede Minutters dødelige Kval, naar han pludselig saa dem komme sig i Møde i en snæver Passage, hvor det ikke var muligt at undvige. Alligevel kan man ikke sige, at han led. Hans Hoved og Hjerte befandt sig i en Rus, og hans Skridt fulgte den Dæmons Anvisninger, hvem det er en Lyst at træde Menneskenes Fornuft og Værdighed under sine Fødder.

Et eller andet Sted tog saa Tadzio og hans Søstre en Gondol, og Aschenbach, der, medens de steg ned i den, havde holdt sig skjult bag en fremspringende Bygning eller Brønd, gjorde, kort efter at de var stødt fra Bredden, det samme. Han talte hurtigt og dæmpet, da han, under Løfte om rigelige Drikkepenge, gav Rorkarlen Besked om, uden at det blev paafaldende, at følge den Gondol, der just dér drejede om Hjørnet, i nogen Afstand, og det løb ham koldt ned ad Ryggen, da Mennesket med en Koblers slyngelagtige Villighed, i samme Tone forsikrede ham, at han skulde blive betjent, at han skulde blive samvittighedsfuldt betjent.

Saaledes gled og gyngede han da, tilbagelænet i bløde, sorte Puder, afsted efter den anden sorte, snabelprydede Baad, til hvis Spor Lidenskaben lænkede ham. Fra Tid til anden forsvandt den for ham: da følte han Sorg og Uro. Men hans Fører forstod stadig, som var han vel øvet i saadanne Hverv, ved snu Manøvrer, ved hurtigt at ro en kortere Vej atter at bringe ham det attraaede for Øje. Luften var stille og duftende, glødende brændte Solen gennem Taagen, der gav Himlen en Skiferfarve. Vand slog klukkende mod Træ og Sten. Gondolierens Raab, halvt Advarsel, halvt Hilsen, besvaredes efter en besynderlig Overenskomst langt borte fra, fra Labyrintens Stilhed. Fra smaa, højtliggende Haver hang Blomsterskærme, hvide og purpurfarvede, ud over mørt Murværk. Arabiske Vindusindramninger aftegnede sig i det usikre Lys. En Kirkes Marmortrin naaede helt ned i Vandet; en Tigger, der sad paa Hug paa dem og bedyrede sin Elendighed, holdt sin Hat frem og vendte det hvide ud af Øjnene, som om han var blind, en Antikvitetshandler, der sad uden for sin Hule, indbød med krybende Gebærder den forbidragende til at gøre Ophold hos sig, i Haabet om at bedrage ham. Det var Venedig, den indsmigrende og fordægtige Skønhed, ― denne By, halvt Eventyr, halvt Fremmedfælde, i hvis raadne Luft Kunsten engang bredte sig overdaadigt og som indgav Musikerne Toner, der vugger og æggende indluller. For Manden i Eventyret var det, som inddrak hans Øje saadan Yppighed, som ombejledes hans Øre af saadanne Melodier; han huskede ogsaa, at Staden var syg og af Vindesyge hemmeligholdt det, og han spejdede mere utøjlet efter den foransvævende Gondol.

Saaledes vidste og vilde han da ikke mere andet end uden Ophør at forfølge den Genstand, der optændte ham, at drømme om den, naar den var borte, og, paa de elskendes Vis, give dens blotte Skyggebillede ømme Ord. Ensomheden, det, at han var fremmed, og Lykken ved en sen og dyb Rus opmuntrede og overtalte ham til uden Undseelse og Rødmen at gøre det forunderligste. Det var saaledes forekommet, at han, efter sent om Aftenen at være kommen tilbage fra Venedig, var standset i Hotellets første Etage udenfor den skønnes Dør, i fuldstændig Beruselse havde lænet sin Pande mod Dørhaandtaget og længe ikke havde været i Stand til at løsrive sig derfra, med Fare for at blive grebet og antruffet i en saa vanvittig Stilling.

Alligevel manglede det ham ikke paa Øjeblikke, i hvilke han holdt inde og halvt havde genvundet Besindelsen. Paa hvilke Veje er jeg? tænkte han da bestyrtet. Paa hvilke Veje! Som enhver Mand, hvem naturlige Fortjenester indgyder en aristokratisk Interesse for sin Afstamning, var han vant til ved Ydelserne og Sejrene i sit Liv at mindes Forfædrene, i Aanden sikre sig deres Bifald, deres Tilfredshed, deres nødtvungne Respekt. Han tænkte paa dem selv nu og her, hildet i en saa utilladelig Oplevelse, i saa eksotiske Følelsesudskejelser, mindedes deres Væsens ranke Strenghed, anstændige Mandighed og smilede tungsindigt. Hvad vilde de sige? Men, hvad vilde de ganske vist have sagt til hans hele Liv, der lige indtil Udartning i saa høj Grad var afveget fra deres, til dette Liv Kunstens Tryllekres, om hvilket han engang selv, i Fædrenes Borgeraand, havde udtalt sig saa spottende ungdommeligt og som i Grunden havde været deres saa ligt! Ogsaa han havde tjent, ogsaa han havde været Soldat og Krigsmand, ligesom mange af dem, ― thi Kunsten var en Krig, til hvilken man nu til Dags ikke duede længere. Et Selvovervindelsens Liv, et Liv præget af et uagtet, et strengt, standhaftigt og afholdende Liv, som han havde formet til Sindbillede for en sart og tidssvarende Heroisme, ― han turde nok kalde det mandigt, turde kalde det tappert, og det syntes ham som maatte den Eros, der havde bemægtiget sig ham, paa en eller anden Maade være særlig velvillig stemt overfor et saadant Liv. Havde han ikke staaet i fremragende Anseelse hos de tapreste Folkeslag, ja, hed det sig ikke, at han i deres Stæder havde blomstret ved Tapperhed? Talrige af Fortidens Krigshelte havde villig baaret hans Aag, thi ingen Nedværdigelse gjaldt for dem, for hvem Gud havde villet det saaledes, og Handlinger, der vilde være blevne udraabt som Tegn paa Fejghed, naar de havde fundet Sted i et andet Øjemed: Knæfald, Eder, indstændige Bønner og slavisk Væsen, saadanne kom ikke den elskende til Skam, han høstede tværtimod Lov derfor.

Saaledes bestemtes den bedaaredes Tænkemaade, saaledes søgte han at støtte sig selv, at bevare sin Værdighed. Man samtidig ofrede han stadig de malpropre Begivenheder i det indre af Venedig en spejdende og egensindig Opmærksomhed, dette Omverdenens Eventyr, der dunkelt flød sammen med hans Hjertes og nærede hans Lidenskab med ubestemte, lovløse Forhaabninger. Opsat paa at erfare noget nyt og sikkert med Hensyn til Sygdommens Standpunkt og Fremskridt, gennemstøvede han paa Byens Kaffehuse de lokale Blade, da de i flere Dage havde været forsvundne fra Avisbordet i Hotellets Forhal. Paastande og Tilbagekaldelser afvekslede med hverandre deri. Antallet af Sygdomstilfælde, af Dødsfald, skulde løbe op til tyve, til fyrre, ja hundrede og mere, og umiddelbart efter blev enhver Optræden af Soten, om ikke ligefrem benægtet, saa dog ført tilbage til ganske enkelte, udefra indbragte Tilfælde. Derimellem var indstrøet advarende Betænkeligheder, Protester mod de vælske Myndigheders farlige Spil. Vished var ikke til at opnaa.

Ikkedestomindre var den ensomme sig en særegen Ret til at faa Del i Hemmeligheden bevidst, og, skønt han var udelukket, fandt han en bisar Tilfredsstillelse i at gaa dem, der vidste Besked, ind paa Livet med underfundige Spørgsmaal, og tvinge dem, der havde forpligtet sig til Tavshed, til udtrykkelig at lyve. En Dag ved Morgenmaaltidet i den store Spisesal forlangte han saaledes en Forklaring af Forretningsføreren, det lille, stilfærdigt optrædende Menneske i Redingoten, der hilsende og inspicerende bevægede sig mellem Gæsterne og ogsaa standsede ved Aschenbachs Bord for at henvende nogle konverserende Ord til ham. Hvorfor man dog egentlig, spurgte Gæsten paa en skødesløs og henkastende Maade, hvorfor i Alverden man dog i den senere Tid desinficerede Venedig? ― „Det drejer sig,“ svarede Lurendrejeren, „om en Forholdsregel, Politiet har taget for pligtskyldigst og i Tide at holde borte allehaande Forstyrrelser af den offentlige Sundhedstilstand, der maatte kunne fremkaldes ved det trykkende og ualmindelig varme Vejr.“ ― „Det er meget rosværdigt af Politiet“, svarede Aschenbach; og efter Udveksling af nogle meteorologiske Bemærkninger anbefalede Manageren sig.

Endnu den samme Dag, om Aftenen, efter Dineren, hændte det, at en lille Bande Gadesangere fra Byen lod sig høre i Hotellets Forhave. De stod, to Mænd og to Kvinder, ved en Buelampes Jærnmast og vendte deres hvidtbeskinnede Ansigter op mod den store Terrasse, hvor Kurselskabet ved Kaffe og kølende Drikke taalte de folkelige Præstationer. Hotelpersonalet, Elevatordrenge, Tjenere og Funktionærer fra Kontoret, viste sig lyttende ved Dørene ind til Hallen. Den russiske Familie, ivrig og nøjagtig i Nydelsen, havde ladet Rørstole sætte ned til sig i Haven, for at være de udøvende nærmere, og sad der nok saa taknemmelige i en Halvkres. Bag Herskabet, i turbanagtigt Hovedklæde, stod dets gamle Slavinde.

Mandolin, Guitar, Harmonika og en kvinkelerende Violin var i Virksomhed under Tiggervirtuosernes Hænder. Med Instrumentalmusik vekslede Sangnumre, i hvilke da den yngste af Kvinderne, der havde en skarp og skrigende Stemme, forenede sig med den sødt falsetterende Tenor til en smægtende Kærlighedsduet. Men det egentlige Talent og Selskabets Hoved viste utvetydigt den anden af Mændene sig at være, Indehaveren af Guitaren og i Karakter en Slags Buffobaryton, næsten uden Stemme, men mimisk begavet og af en overordenlig komisk Energi. Ofte løste han sig, med sit store Instrument i Armen, ud af Gruppen og trængte agerende frem henimod Rampen, hvor man med opmuntrende Latter lønnede hans Uglspilstreger. Navnlig Russerne, i deres Parterre, viste sig henrykt over saa megen sydlandsk Bevægelighed og opmuntrede ham ved Bifald og Tilraab til at give sig mere og mere hen, blive dristigere og sikrere.

Aschenbach sad ved Balustraden og kølede fra Tid til anden Læberne med den Blanding af Granatæblesaft og Sodavand, der funklede rubinrødt i Glasset foran ham. Hans Nerver optog begærligt den banale Musik, de vulgære og smægtende Melodier, thi Lidenskaben lammer den kræsne Sans og indlader sig for fuldt Alvor med Tillokkelser, som Nøgternheden vilde optage humoristisk eller afvise med Uvilje. Hans Træk var ved Gøglerens Spring blevne fordrejede til et staaende og allerede smerteligt Smil. Han sad i en skødesløs Stilling, medens den yderste Opmærksomhed holdt hans Indre spændt; thi seks Skridt fra ham lænede Tadzio sig til Stenbalustraden.

Han stod der i den hvide Dragt med Bæltet, som han undertiden anlagde til Hovedmaaltidet, i uundgaaelig og medfødt Gratie, med den venstre Underarm paa Balustraden, Fødderne over Kors, den højre Haand mod den bærende Hofte, og saa med et Udtryk, der næppe var et Smil, kun en fjern Nysgerrighed, en høflig Tagen imod, ned paa Gadesangerne. Tidt rettede han sig op og trak, idet han strakte Brystet, med en smuk Bevægelse af begge Arme den hvide Kittel ned gennem Læderbæltet. Men tidt, og den aldrende Mand iagttog det med Triumf, med en Tumlen over Ende af sin Fornuft og tillige med Forfærdelse, vendte han ogsaa tøvende og forsigtigt eller ogsaa hurtigt og pludseligt, som gjaldt det en Overrumpling, Hovedet over den venstre Skulder mod den Plads, hvor hans Elsker sad. Han fandt ikke dennes Øjne, thi en skammelig Frygt tvang den vildledte til ængsteligt at holde sine Blikke i Tømme. I Baggrunden af Terrassen sad Kvinderne, der vaagede over Tadzio, og det var kommet dertil, at den forelskede maatte frygte for at have vakt Anstød og at være bleven Genstand for Mistanke. Ja, med en Slags Forstenelse havde han flere Gange, ved Stranden, i Hotelhallen og paa Piazzo San Marco, maattet lægge Mærke til, at man kaldte Tadzio tilbage, naar han var i hans Nærhed, at man tænkte paa at holde ham borte fra ham ― og deri maattet se en frygtelig Fornærmelse, under hvilken hans Stolthed vaandede sig i ukendte Kvaler og som hans Samvittighed hindrede ham i at afvise.

Imidlertid havde Guitarspilleren til eget Akkompagnement begyndt en Solo, en flerstrofet, just paa denne Tid i hele Italien florerende Gadevise, i hvis Omkvæd hans Selskab hver Gang faldt ind med Sang og samtlige Instrumenter, og som han vidste at foredrage paa en plastisk-dramatisk Maade. Spinkelt bygget og ogsaa af Ansigt mager og udtæret stod han, afsides fra sine Fæller, med den fedtede Filthat bag i Nakken, saaledes at en Pude af hans røde Haar vældede frem under Skyggen, i en fræk Bravurholdning paa Gruset og slyngede til Strengenes Klimpren i et indtrængende Recitativ sine Løjer op mod Terrassen, medens Aarerne paa hans Pande svulmede af producerende Anstrengelse. Han lod ikke til at være Venetianer, snarere af de neapolitanske Komikeres Race, halv Alfons, halv Komediant, brutal og forvoven, farlig og morsom. Hans Vise, der efter Ordlyden kun var dum, fik i hans Mund, ved hans Minespil, hans Legemsbevægelser, hans Maade at blinke antydende og lade Tungen spille slibrigt i Mundvigene noget tvetydigt, ubestemt anstødeligt. Op af den bløde Flip i Sportsskjorten, som han bar til den iøvrigt bymæssige Paaklædning, hævede sig hans magre Hals med paafaldende stort og nøgent virkende Adamsæble. Hans blege, stumpnæsede Ansigt, af hvis skægløse Træk det var vanskeligt at slutte sig til hans Alder, syntes gennempløjet af Grimasser og Laster, og besynderligt stod til hans bevægelige Munds Grinen de to Furer, der trodsigt, bydende, næsten vildt saaes mellem hans rødlige Bryn. Hvad der dog særlig henledte den ensommes dybe Opmærksomhed paa ham, var den Iagttagelse, at den mistænkelige Figur tillige lod til at føre sin egen mistænkelige Atmosfære med sig. Hver Gang Omkvædet igen lød, foretog Sangeren nemlig under Fagter og fingerede Haandtryk en grotesk Rundmarsch, der førte ham forbi umiddelbart under Aschenbachs Plads, og hver Gang det skete, trængte der fra hans Klæder, udgaaende fra hans Legeme, en stærk Karbollugt op mod Terrassen.

Efter endt Kuplet begyndte han at indkassere Penge. Han begyndte hos Russerne, som man saa give villigt, og kom saa op ad Trinene. Ligesaa fræk han havde vist sig under sin Præstation, ligesaa ydmyg viste han sig nu heroppe. Med krum Ryg, under Skrabud, sneg han sig omkring mellem Bordene, og et lumsk underdanigt Smil blottede hans stærke Tænder, medens dog stadig de to Furer stod truende mellem hans røde Bryn. Man mønstrede den fremmedartede Skabning, der samlede ind til sit Underhold, med Nysgerrighed og nogen Afsky, man kastede med Fingerspidserne Pengestykker i hans Hat og tog sig vel i Agt for at røre ved ham. Ophævelsen af den fysiske Afstand mellem Komedianten og de ordentlige Folk fremkalder altid, selv om Morskaben har været nok saa stor, en vis Forlegenhed. Han følte den og søgte at undskylde sig ved Kryberi. Han kom til Aschenbach og med ham Lugten, som ingen rundtom lod til at gøre sig Tanker over.

„Hør!“ sagde den ensomme dæmpet og næsten mekanisk. „Man desinficerer Venedig. Hvorfor?“ ― Spasmageren svarede hæst: „Det er efter Politiets Forskrift! Det er paabudt, min Herre, i en saadan Hede og ved Scirocco. Sciroccoen virker nedbrydende. Den er ikke heldig for Sundheden . . .“ Han talte ligesom forundret over, at man kunde spørge ham om den Slags, og demonstrerede med den flade Haand, hvor meget Sciroccoen trykkede. ― „Der er altsaa ingen Sygdom i Venedig?“ spurgte Aschenbach ganske sagte og mellem Tænderne. Farcørens muskuløse Træk gik over i en Grimasse af komisk Raadvildhed. „Sygdom? Hvilken Sygdom? Er Sciroccoen en Sygdom? Er maaske vort Politi en Sygdom? Herren behager at spøge! Sygdom! En forebyggende Forholdsregel, forstaar Herren! En Politiforordning mod Virkningerne af det trykkende Vejr . .“ Han gestikulerede ― „Det er godt,“ sagde Aschenbach atter kort og sagte og lod et unødvendig stort Pengestykke falde i Hatten. Saa vinkede han til Mennesket med Øjnene, at han skulde gaa. Han adlød grinende, under Buk. Men han havde endnu ikke naaet Trappen, før to Hotel-Funktionærer trængte ind paa ham og, med deres Ansigter tæt ind mod hans, tog ham i et hviskende ført Krydsforhør. Han trak paa Skuldrene, han afgav Forsikringer, han svor at have været tavs; man kunde se det. Da han var sluppen fri, gik han tilbage til Haven, og efter en kort Aftale med sine Fæller under Buelampen, traadte han endnu en Gang frem til en Takke- og Afskedssang.

Det var en Sang, som den ensomme ikke mindedes at have hørt før; en dristig Slagvise i uforstaaelig Dialekt og udstyret med et Latteromkvæd, som Banden regelmæssig istemte af fuld Hals. Her hørte saavel Ordene som ogsaa Instrumenternes Akkompagnement op, og intet andet blev tilbage end en paa en eller anden Maade rytmisk ordnet, men meget naturligt behandlet Latter, som navnlig Solisten med stort Talent vidste at forme til den mest skuffende Livagtighed. Han havde ved den genoprettede kunstneriske Afstand mellem ham og Herskaberne genfunden sin hele Frækhed, og hans Kunstlatter, uforskammet sendt op mod Terrassen, var Haanlatter. Allerede henimod Slutningen af den artikulerede Del af Strofen lod han til at kæmpe mod en uimodstaaelig Kildren. Han hulkede, hans Stemme rystede, han pressede Haanden mod Munden, han fortrak Skuldrene, og i det givne Øjeblik brast, hylede og vældede den ubændige Latter ud af ham, med en saadan Naturtroskab, at den virkede smittende og meddelte sig til Tilhørerne, saa at ogsaa paa Terrassen en genstandsløs og kun af sig selv levende Munterhed greb om sig. Men dette lod til netop at fordoble Sangerens Kaadhed. Han bøjede Knæ, han slog sig paa Laarene, han holdt sig i Siderne, det var, som om han vilde udtømme sig, han lo ikke mere, han skreg; han pegede med Fingeren i Vejret, som om der ikke var noget mere komisk til end det leende Selskab deroppe, og tilsidst lo da alt i Haven og paa Verandaen, lige til Tjenerne, Elevatordrengene og Karlene i Dørene.

Aschenbach hvilede ikke mere i Stolen, han sad opret ligesom til Forsøg paa Modværge eller Flugt. Men Latteren, den opbølgende Hospitalslugt og den skønnes Nærhed vævede sig sammen for ham til en drømmeagtig Tryllekres, der holdt hans Hoved, hans Sanser omsluttede og ikke var til at bryde, ikke til at undfly af. I det almindelige Røre og Adspredtheden dristede han sig til at se over paa Tadzio, og idet han gjorde det, blev det ham forundt at bemærke, at Skønheden, besvarende hans Blik, ligeledes forblev alvorlig, ganske som rettede han sin Maade at være paa og sin Mine efter den andens og som formaaede den almindelige Stemning intet over ham, da den anden unddrog sig den. Denne barnlige og betydningsfulde Føjelighed havde noget saa afvæbnende, overvældende, at den graahaarede med Møje afholdt sig fra at skjule sit Ansigt i Hænderne. Det var ogsaa forekommet ham, som betød det, at Tadzio lejlighedsvis havde rettet sig op og trukket Vejret dybt, at han havde følt et Tryk over Brystet, en Beklemthed. „Han er sygelig, han bliver sandsynligvis ikke gammel,“ tænkte han atter med denne Saglighed, til hvilken Rus og Længsel undertiden paa en besynderlig Maade emanciperer sig; og ren Omsorg samtidig med en svævende Tilfredshed fyldte hans Hjerte.

Venetianerne havde imens sluttet af og drog bort. Bifald fulgte dem, og deres Anfører undlod ikke yderligere at udsmykke sin Afgang med Løjer. Man lo ad hans Skrabud, hans Haandkys, og han fordoblede dem derfor. Da hans Fæller allerede var udenfor, Iod han oven i Købet som om han ved at gaa baglæns kom til at støde sig føleligt mod en Lampemast og sneg sig tilsyneladende krum af Smerte hen til Porten. Da han endelig var naaet derhen, afkastede han paa en Gang Masken som komisk „Pechvogel“, rettede sig, ja foer elastisk i Vejret, rakte frækt Tunge ad Gæsterne paa Terrassen og smuttede ind i Mørket. Badeselskabet skiltes ad; Tadzio stod forlængst ikke mere ved Balustraden. Men den ensomme sad længe endnu, til Tjenernes Forundring, ved sit lille Bord, ved Resten af sin Granatæble-Drik. Aftenen skred frem, Tiden randt. I hans Forældres Hus, for mange Aar siden, havde der været et Sandur, ― han saa paa én Gang den skrøbelige og betydningsfulde Genstand igen, som stod den for ham. Lydløst og fint randt det rustrødt farvede Sand gennem Glasindsnævringen, og da det var paa Hældningen i den øverste Hulning, havde der dér dannet sig en lille, rivende Hvirvel.

Allerede næste Dag, om Eftermiddagen, gjorde den stivsindede et nyt Skridt til at lede Omverdenen i Fristelse og denne Gang med al mulig Held. Han traadte nemlig fra Markuspladsen ind i det derliggende engelske Rejsebureau, og efter at have vekslet nogle Penge ved Kassen, rettede han med den mistroiske fremmedes Mine sit fatale Spørgsmaal til den Clerk, der ekspederede ham. Det var en i Uld klædt Brite, endnu ung, med Haar, der var skilt i Midten, nærved hinanden siddende Øjne og af den satte Loyalitet i Væsen, der i det kæltringagtigt behændige Syden virker saa fremmed, saa mærkeligt. Han begyndte: „Der er ingen Grund til Bekymring, Sir. En Forholdsregel uden alvorlig Betydning. Saadanne Anordninger bliver ofte trufne, for at forebygge sundhedsskadelige Virkninger af Heden og Sciroccoen . . . .“ Men idet han slog sine blaa Øjne op, mødte han den fremmedes Blik, et træt og noget sørgmodigt Blik, der med let Foragt var rettet paa hans Læber. Da rødmede Englænderen. „Dette er“, vedblev han halvhøjt og med en vis Bevægelse, „den officielle Forklaring, som man her finder for godt at holde fast ved. Jeg vil sige, at der stikker endnu noget andet bag.“ Og saa sagde han i sit redelige og magelige Sprog Sandheden.

Allerede i flere Aar havde den indiske Kolera lagt en forstærket Tilbøjelighed til Udbredelse og Vandring for Dagen. Fremkaldt af de varme Sumpe i Gangesdeltaet, opsteget med de mefitiske Dunster fra det yppigt-værdiløse, af Mennesker skyede Urskovs- og Øvildnis, i hvis Bambustykninger Tigeren lurer, havde Soten raset vedholdende og usædvanlig hæftigt i hele Hindostan, var gaaet østpaa til Kina, vestpaa til Afghanistan og Persien og, følgende Karavanetrafikkens Hovedveje, baaret sine Rædsler til Astrakan, ja selv til Moskva. Men medens Evropa skælvede for at Spøgelset derfra og til Lands skulde holde sit Indtog, var det, slæbt dertil over Havet af syriske Koffardiskibe, næsten samtidig dukket op i flere Middelhavshavne, havde løftet sit Hoved i Toulon og Malaga, gentagne Gange vist sin Maske i Palermo og Neapel og syntes ikke mere at ville vige fra det hele Kalabrien og Apulien. Den nordlige Del af Halvøen var bleven forskaanet. Midt i Maj dette Aar fandt man imidlertid i Venedig paa en og samme Dag de frygtelige Vibrioner i de udtærede, halvsorte Lig af en Pramstikker og en Grønthandlerske. Tilfældene blev hemmeligholdt. Men efter en Uge var der ti af dem, var der tyve, tredive og det i forskellige Kvarterer. En Mand fra den østrigske Provins, der havde opholdt sig nogle Dage i Venedig for sin Fornøjelse, døde, efter at være vendt tilbage til den By, hvor han havde sit Hjem, under utvetydige Symptomer, og saaledes kom det, at de første Rygter om Lagunestadens Hjemsøgelse naaede til tyske Dagblade. Venedigs Øvrighed lod svare, at Byens Sundhedsforhold aldrig havde været bedre, og traf de nødvendigste Forholdsregler til Bekæmpelsen. Men sandsynligvis var Fødemidler blevne inficerede, Grøntsager, Kød eller Mælk, thi benægtet og neddysset aad Soten videre om sig i de snævre Gyder, og Sommerheden, der var kommen ualmindelig tidligt og opvarmede Vandet i Kanalerne til Lunkenhed, var særlig gunstig for Udbredelsen. Ja, det syntes som om Sygdommen paa ny havde vundet i Kraft, som om Sygdomsvækkernes Tenacitet og Frugtbarhed havde fordoblet sig. Tilfælde af Helbredelse var sjældne; firs af hundrede angrebne døde og tilmed paa en forfærdelig Maade, thi Sygdommen optraadte med den yderste Vildhed og viste hyppigt den farligste Form, der kaldes „den tørre“. Dertil formaaede Legemet ikke engang at uddrive det af Blodkarrene i Massevis afsondrede Vand. Inden faa Timer tørrede den syge hen og kvaltes under Kramper og hæse Klager af Blodet, der var blevet begagtigt sort.

Held den, hos hvem, hvad undertiden skete, Udbruddet efter et let Ildebefindende fandt Sted i Form af en dyb Afmagt, af hvilken han ikke mere eller næppe vaagnede. I Begyndelsen af Juni fyldtes i al Stilhed Ospedale civicos Isoleringsbarakker, i de to Vajsenhuse begyndte det at skorte paa Plads, og en grufuld livlig Trafik herskede mellem de nye Fundamenters Kaj og San Michele, Kirkegaardsøen. Men Frygten for, at de almene Interesser skulde lide Skade, Hensynet til den nylig aabnede Maleriudstilling i de offentlige Haver, til de vældige Tab, hvoraf Hotellerne, Forretningerne, den hele mangfoldige Fremmedindustri i Tilfælde af Panik og Vanry var truet, viste sig mægtigere i Byen end Sandhedskærlighed og Respekt for internationale Overenskomster, det fik Myndighederne til haardnakket at opretholde deres Fortielses- og Fornægtelsespolitik. Venedigs øverste Medicinalembedsmand, en Mand af store Fortjenester, var indigneret traadt tilbage fra sin Post og underhaanden bleven erstattet ved en mere føjelig Personlighed. Folket vidste det; og de øverstes Korruption i Forbindelse med den herskende Usikkerhed, den Undtagelsestilstand, i hvilken den omkringvandrende Død hensatte Byen, frembragte en vis Demoralisation af de lavere Lag, en Opmuntren af lyssky og antisociale Drifter, der lagde sig for Dagen i Umaadelighed, Skamløshed og voksende Kriminalitet. Imod hvad Tilfældet ellers var kunde man om Aftenen se mange berusede; ondartet Pak gjorde, hed det sig, om Natten Gaderne usikre, røveriske Overfald, ja selv Mord gentog sig, thi allerede to Gange var det blevet paavist, at Personer, der angaves at være faldne som Ofre for Epidemien, var blevne ombragte af deres egne Slægtninge ved Gift; og den erhvervsmæssige Utugt antog paatrængende og ekscentriske Former, som ellers ikke var kendt her og kun havde været til Huse i Sydens Lande og i Orienten.

Om disse Ting udtalte Englænderen det afgørende. „De vilde gøre vel i,“ sluttede han, „hellere at rejse i Dag end i Morgen. Længere end et Par Dage endnu kan Afspærringsdekretet ikke lade vente paa sig.“ ― „Jeg takker Dem,“ sagde Aschenbach og forlod Kontoret.

Pladsen laa i solløs Lummerhede. Intetanende fremmede sad udenfor Kaféerne eller stod, helt bedækkede af Duer, udenfor Kirken og saa paa, hvorledes Dyrene, myldrende, baskende med Vingerne, fortrængende hverandre, pikkede efter de i hule Hænder frembudte Majskorn.

I feberagtig Ophidselse, triumferende over at være i Besiddelse af Sandheden, med en Smag af Lede derved paa Tungen og en fantastisk Gru i Hjertet, gik den ensomme op og ned ad Fliserne. Han overvejede, hvorvidt han ikke skulde foretage en rensende og anstændig Handling. Han kunde i Aften efter Dineren nærme sig den perlesmykkede Dame og tale til hende saaledes, som han Ord til andet tænkte sig: „Tillad den fremmede, Frue, at tjene Dem med et Raad, en Advarsel, som Egennytten forholder Dem. Rejs herfra, straks, med Tadzio og Deres Døtre! Venedig er sygt.“ Han kunde saa til Afsked lægge sin Haand paa dens Hoved, der havde været en haanlig Guddoms Redskab, vende sig bort og undfly denne Sump. Men samtidig følte han, at han var uendelig langt fra for Alvor at ville et saadant Skridt. Det vilde føre ham tilbage, vilde gengive ham til sig selv; men hvem der er udenfor sig selv, afskyer intet mere, end atter at gaa i sig selv. Han mindedes en hvid Bygning, prydet med Indskrifter, der funklede i Aftenbelysningen og i hvis Mystik hans Aands Øje havde fortabet sig; saa hin sælsomme Vandrerskikkelse, der havde vakt svævende Ungdomslængsel mod det fjerne og fremmede hos den aldrende; og han væmmedes i den Grad ved Tanken om Hjemvenden, om Besindighed, Nøgternhed, Møjsommelighed og Mesterskab, at hans Ansigt fordrejede sig til et Udtryk af fysisk Ildebefindende. „Man skal tie!“ hviskede han hæftigt. Og „Jeg vil tie!“ Bevidstheden om hans Medviden, hans Medskyld beruste ham, ligesom ringe Mængder Vin beruser en træt Hjerne. Det uhyggelige Billede af den hjemsøgte By, der foresvævede hans Aand, tændte i ham Forhaabninger, ufattelige, ud over al Fornuft og af en unaturlig Sødme. Hvad var ham den spæde Lykke, som han for et Øjeblik havde drømt om, i Sammenligning med disse Forventninger? Hvad var Kunst og Dyd ham overfor Kaos’ Fordele? Han tav og blev.

I denne Nat havde han en frygtelig Drøm, ― hvis man kan betegne som Drøm en legemlig-aandelig Oplevelse, der ganske vist mødte ham i den dybeste Søvn og i den fuldstændigste Uafhængighed og sanselig Tilstedeværelse, men uden at han saa sig selv udenfor Begivenhederne vandrende i Rummet og værende til Stede; Skuepladsen for dem var tværtimod selve hans Sjæl, og de brød ind udefra, voldsomt knusende hans Modstand ― en dyb og aandelig Modstand ― trængte igennem den og lod hans Eksistens, lod hans Livs Kultur tilbage, hærget, tilintetgjort.

Angst var Begyndelsen, Angst og Fryd og en forfærdet Nysgerrighed efter det, der vilde komme. Det var Nat og hans Sanser lyttede; thi langt borte fra nærmede der sig Tummel, Brag, en Blanding af forskellige Slags Larm, Raslen, Smælden og en dump Dundren, dertil en gennemtrængende Jublen og en udpræget Hylen i en langt udtrukket u-Lyd, ― det hele gennemtrængt og grufuldt sødt overdøvet af dybt kurrende, ryggesløst vedholdende Fløjtespil, der paa skamløs paatrængende Maade fortryllede Indvoldene. Men han vidste et Ord, uklart men dog givende det Navn, hvad der kom: „Den fremmede Gud!“ En rygende Glød flammede op; da saa han Bjærgland, lignende det omkring hans Sommerhus. Og i det bristende Lys, ned fra de skovbedækkede Højder, mellem Stammer og mosklædte Klippestykker væltede det sig og styrtede hvirvlende nedad: Mennesker, Dyr, en Sværm, en rasende Bande, ― og oversvømmede Skraaningen med Kroppe, Flammer, Tumult og tumlende Runddans. Kvinder, snublende over Skindgevandter, der hang dem ned fra Bæltet, rystede Tamburiner over Hovedet, som de stønnende kastede tilbage, svingede osende Fakkelbrande og nøgne Dolke, holdt tungespillende Slanger med et Greb midt om Kroppen eller bar skrigende deres Bryster i begge Hænder. Mænd, med Horn i Panden, med Pelsværk om Bæltestedet og lodne i Huden, bøjede Nakken og løftede Arme og Laar, lod Malmbækkener drøne og slog rasende paa Pavker, medens glatte Drenge stak med omkransede Stave til Bukke, til hvis Horn de klamrede sig og af hvis Spring de jublende lod sig slæbe med. Og de begejstrede hylede Raabet i bløde Medlyde og i Slutningen en lang u-Lyd, paa én Gang sød og vild, som ingen nogensinde før hørt: ― her lød det, brølt op i Luften, som af Hjorte, og der gengav man det, mangestemmet, i vild Triumf, hidsede hverandre dermed til Dans og Svingen med Lemmerne og lod det aldrig forstumme. Men alt gennemtrængtes og beherskedes af den dybe, lokkende Fløjtetone. Lokkede den ikke ogsaa ham, den modstræbende oplevende, skamløst vedholdende til Fest og det yderste Offers Overmaal? Stor var hans Afsky, stor hans Frygt, ærlig hans Vilje til at beskytte sit til det sidste mod den fremmede, den fattede og værdige Aands Fjende. Men Larmen, den frygtelige Hylen, mangedoblet af den Genlyd givende Bjærgvæg, voksede, tog Overhaand, svulmede til rivende Vanvid. Dunster udøvede et Tryk paa Sanserne, den ætsende Lugt fra Bukkene, Dampen fra stønnende Kroppe og et Pust som fra raadnende Vande, dertil endnu et andet, kendt af Saar og omløbende Sygdom. Med Pavkeslagene drønede hans Hjerte, det løb rundt i hans Hjerne, Raseri greb ham, Forblændelse, bedøvende Vellyst, og hans Sjæl attraaede at slutte sig til Gudens Runddanse. Det obscøne Symbol, kæmpemæssigt, af Træ, blev afsløret og løftet i Vejret: da hylede de endnu mere tøjlesløst Løsenet. Med Skum paa Læberne rasede de, ophidsede hverandre med gejle Gebærder og bolende Hænder, leende og stønnende, stødte hverandre i Kødet med Pigstokkene og slikkede Blodet af Lemmerne. Men med dem, i dem var den drømmende nu og hørte den fremmede Gud til. Ja, de var ham selv, da de glubende og morderisk kastede sig over Dyrene og slugte dampende Kødstykker, da der paa den oprodede Mosegrund begyndte en Parring uden Grænser, Guden som Offer. Og hans Sjæl nød Undergangens Utugt og Raseri.

Af denne Drøm vaagnede den hjemsøgte enerveret, rystet og kraftesløst hjemfalden til Dæmonen. Han skyede ikke mere Menneskenes iagttagende Blikke; han brød sig ikke om, hvorvidt han udsatte sig for deres Mistanke. De flygtede jo ogsaa, rejste, talrige Strandhytter stod tomme, Besætningen i Spisesalen opviste større og større Huller, og i Byen saa man kun sjældent en fremmed. Sandheden lod til at være sivet ud, Panikken, trods de interesseredes sejge Sammenhold, ikke længere til at standse. Men Damen med Perlesmykket blev sammen med sine Børn, enten det nu var, fordi Rygterne ikke naaede til hende eller fordi hun var for stolt og frygtløs til at vige for dem: Tadzio blev; og hin anden var det, omgærdet som han var, undertiden, som kunde Flugt og Død fjerne alt forstyrrende Liv rundt om og han blive alene tilbage paa denne Ø med den skønne, ― ja, naar om Formiddagen ved Havet hans Blik tungt, ufravendt, hvilede paa den attraaede, naar han i den svindende Dag var uværdig nok til at følge efter ham gennem Gyder, i hvilke hemmeligholdt den modbydelige Sot spøgede, saa syntes det uhyrlige ham løfterigt og brøstfældig Moralloven.

Ligesom en hvilkensomhelst anden elskende ønskede han at behage og følte bitter Angst for, at det ikke skulde være ham muligt. Han tilsatte sin Paaklædning ungdommeligt oplivende Enkeltheder, han anlagde Ædelstene og benyttede Parfumer, han anvendte flere Gange om Dagen megen Tid paa sit Toilette og kom smykket, ophidset og spændt til Middagsbordet. Overfor den søde Ungdom, der havde gjort det af med ham, indgød hans aldrende Legeme ham Modbydelighed; Synet af sine graa Haar, sine skarpe Ansigtstræk nedstyrtede ham i Skam og Haabløshed. Det drev ham til at opfriske og restituere sig selv legemligt; han besøgte hyppigt Hotellets Frisør.

I Friserkaaben, lænet tilbage i Stolen under Sladderhankens Behandling, betragtede han med et forpint Blik sit Spejlbillede.

„Graa,“ sagde han, idet han vrængede Mund.

„Lidt,“ svarede Mennesket. „Skylden er en lille Forsømmelse, en vis Ligegyldighed med Hensyn til ydre Ting, der er forstaaelig hos fremragende Personer, men som man dog ikke ubetinget kan prise, saa meget mindre som det kun lidet sømmer sig for just saadanne Personer at nære Fordomme i Henseende til det naturlige eller kunstige. Saafremt visse Folks moralske Strenghed var saa logisk, at den ogsaa udstrakte sig til deres Tænder, da vilde de ikke vække ringe Anstød. Naar det kommer til Stykket er vi saa gamle, som vor Aand, vort Hjerte føler sig, og graa Haar kan under visse Omstændigheder snarere betyde en Usandhed end den forsmaaede Korrigeren. De for Deres Vedkommende, min Herre, har en Ret til Deres naturlige Haarfarve. De tillader mig vel simpelthen at give Dem den tilbage?“

„Hvorledes det?“ spurgte Aschenbach.

Da vaskede den veltalende Gæstens Haar med to Slags Vand, et klart og et mørkt, og det var sort som i de unge Aar. Han bøjede det derpaa med Krøllesaksen i bløde Lag, traadte tilbage og mønstrede det behandlede Hoved.

„Nu vilde der kun være tilbage,“ sagde han, „at opfriske Teinten lidt.“

Og som en, der ikke kan blive færdig, ikke kan gøre det godt nok, gik han med stadig ny Geskæftighed fra det ene Arbejde over til det andet. Aschenbach, der hvilede mageligt, og ikke var i Stand til at gøre Modstand, men tværtimod følte sig haabefuld bevæget af hvad der skete, saa i Spejlet sine Bryn hvælve sig bestemtere og mere symmetrisk, Snittet af sine Øjne forlænge sig, deres Glans forøges ved en let Undermaling af Laagene, saa længere nede, hvor Huden havde været brunlig-læderagtig, blødt poset, en svag Karmin vaagne, sine Læber, der nylig havde været blodfattige, svulme hindbærfarvet, Kindernes, Mundens Furer, Øjnenes Rynker forsvinde under Crème og et Pust af Ungdom ― saa med Hjertebanken en blomstrende Yngling. Kosmetikeren gav sig endelig tilfreds, idet han paa saadanne Folks Vis takkede den, han havde betjent, med krybende Høflighed. „En ubetydelig Efterhjælp,“ sagde han, idet han lagde sidste Haand paa Aschenbachs Ydre. „Nu kan Herren uden Betænkning forelske sig.“ Den bedaarede gik, lykkelig som i en Drøm, forvirret og frygtsom. Hans Kravat var rød, hans bredskyggede Straahat omvundet med et flerfarvet Baand.

Der havde rejst sig en stærk, lun Vind; det regnede kun sjældent og sparsomt, men Luften var fugtig, tyk og opfyldt af Forraadnelsesdunster. Der lød Flagren, Smælden og Susen for Øret, og det forekom den under Sminken feberglødende, som drev Vindens onde Aander deres Spil i Rummet, Havets fjendtlige Fugle, der roder omkring i, gnaver i den fordømtes Maaltid og besudler det med Skarn. Thi Lummerheden forjog Madlysten og den Forestilling paatrængte sig, at Maden var forgiftet med Smitstoffer.

Paa Spor efter den skønne havde Aschenbach en Eftermiddag fordybet sig i den syge Stads indre Labyrint. Med svigtende Stedsans, da Labyrintens Gyder, Vande, Broer og Smaapladser lignede hverandre for meget, og han heller ikke mere var sikker paa Himmelhjørnerne, var han absolut opsat paa ikke at tabe det med Længsel forfulgte Billede af Syne, og, tvungen til forsmædelig Forsigtighed, trykket ind til Mure, søgende Ly bag forangaaendes Rygge, blev han sig i Begyndelsen ikke den Træthed, den Udmattelse bevidst, som Følelse og stadig Spænding havde bragt over hans Legeme, hans Aand. Tadzio gik bagved de andre, han lod i de snævre Gader i Reglen Guvernanten og de nonnelignende Søstre gaa i Forvejen, og slentrende alene vendte han fra Tid til anden Hovedet, for hen over Skulderen med et Blik af sine ejendommeligt dæmringsgraa Øjne at forvisse sig om sin Elskers Følgeskab. Han saa ham og han røbede ham ikke. Beruset af Erkendelsen heraf, lokket fremad af disse Øjne, holdt for Nar af Lidenskaben, stjal den forelskede sig afsted efter sit usømmelige Haab ― og saa sig tilsidst alligevel narret for Synet af det. Polakkerne var gaaet over en kort, hvælvet Bro, Buens Højde skjulte dem for den, der fulgte efter dem, og da han paa sin Side var naaet derop, kunde han ikke opdage dem mere. Han ledte efter dem i tre Retninger, lige ud og til begge Sider langs den smalle og smudsige Kaj, forgæves. Afkræftelse, Svaghed nødte ham tilsidst til at ophøre at søge.

Hans Hoved brændte, hans Legeme var bedækket med klæbrig Sved, han følte en Sitren i sin Nakke, en nu uudholdelig Tørst pinte ham, han saa sig omkring efter en eller anden, efter en øjeblikkelig Læskelse. Udenfor en lille Grøntbutik købte han nogen Frugt, Jordbær, overmodne og bløde Varer, og spiste dem, idet han gik derfra. En lille Plads, forladt, ligesom fortryllet, aabnede sig for ham, han genkendte den, det var her han for Uger tilbage havde fattet den Flugtplan, der blev til intet.

Paa Trinene af Cisternen, midt paa Pladsen, lod han sig synke ned og lænede Hovedet mod Stenkanten. Der var stille, Græs voksede mellem Brostenene, Affald laa rundtom. Blandt de forvitrede, ulige høje Huse rundt om saaes et paladsagtigt, med Spidsbuevinduer, bag hvilke Tomheden boede, og smaa Løvebalkoner. I Stueetagen af et andet var der et Apotek. Varme Vindstød bragte fra Tid til anden Karbollugt.

Der sad han, Mesteren, Kunstneren, der havde naaet til Værdighed, Forfatteren til „Den elendige“, der i en saa forbilledlig ren Form havde undsagt Zigeunervæsenet og det mørke Dyb, opsagt Afgrunden al Sympati og forkastet det forkastelige, den højtstegne, der, Overvinder af sin Viden og vokset fra al Ironi, havde vænnet sig til Massetillidens Forpligtelser, han, hvis Berømmelse var officiel, hvis Navn var adlet og efter hvis Stil Drengene blev holdt til at danne sig, ― der sad han, hans Øjelaage var lukkede, kun fra Tid til anden gled, hurtigt atter skjulende sig, et spottende og forlegent Sideblik frem under dem, og hans slappe Læber, kosmetisk hævede, dannede enkelte Ord ud af det, hans halvt slumrende Hjerne i sælsom Drømmelogik frembragte.

„Thi Skønheden, Fædros, mærk det vel, kun Skønheden er paa én Gang guddommelig og synlig, og den er da altsaa saaledes det sanseliges Vej, den er, lille Fædros, Kunstnerens Vej til Aanden. Men tror du nu, min kære, at den nogensinde kunde opnaa Visdom og sand Mandsværdighed, for hvem Vejen til det aandelige fører gennem Sanserne? Eller tror du ikke snarere (jeg stiller dig Afgørelsen fri), at dette er en farlig-yndig Vej, sandelig en Vildfarelsens og Syndens Vej, der med Nødvendighed leder vild? Thi du maa vide, at vi Digtere ikke kan gaa Skønhedens Vej, uden at Eros slaar Følge og opkaster sig til Fører; ja selv om vi saa ogsaa er Helte paa vor Maade og dygtige Krigsfolk, saa er vi ligesom Kvinder, thi Lidenskab er vor Løftelse, og vor Længsel maa Kærlighed blive ved at være, ― den er vor Lyst og vor Skam. Ser du nu, at vi Digtere ikke kan være vise, ejheller værdige? At vi nødvendigvis maa fare vild, nødvendigvis blive ved at være udsvævende og Følelsens Eventyrere? Vor Stils Mesterholdning er Løgn og Narreværk, vor Berømmelse og den Ærbødighed, vi nyder, en Farce, Mængdens Tillid til os højst latterlig, Folke- og Ungdomsopdragelse ved Kunsten et vovet Foretagende, der burde forbydes. Thi hvor skulde vel den du til Opdrager, hvem en uhjælpelig og naturlig Retning mod Afgrunden er medfødt? Vi vilde nok gerne fornægte den og opnaa Værdighed, men hvorledes vi end vender os, saa drager den os. Saa nægter vi maaske den opløsende Erkendelse, thi Erkendelsen, Fædros, har ingen Værdighed og Strenghed; den er vidende, forstaaende, tilgivende, uden Holdning og Form; den har Sympati med Afgrunden, den er Afgrunden. Denne forkaster vi altsaa med Bestemthed, og fra nu af gælder vor Tragten ene Skønheden, det vil sige Enkelhedens, Storhedens og den nye Strengheds, Uhildethedens og Formens. Men Form og Uhildethed, Fædros, fører til Rus og Attraa, fører maaske den ædle til en grufuld Følelsesbrøde, som hans egen skønne Strenghed fordømmer som infam, fører til Afgrunden, de fører ogsaa til Afgrunden. Os Digtere, siger jeg, fører de derhen, thi vi formaar ikke at svinge os op, vi formaar kun at skeje ud. Og nu gaar jeg, Fædros, bliv du her; og først naar du ikke ser mig mere, saa gaa ogsaa du.“

Nogle Dage senere forlod Gustav von Aschenbach Badehotellet ved en senere Morgentime end sædvanlig, da han følte sig syg. Han havde haft visse, kun halvt legemlige Svimmelhedsanfald at kæmpe med, der var ledsagede af en stærk Angst, en Følelse af manglende Udvej og Haabløshed, med Hensyn til hvilken han ikke kunde gøre sig det klart, om den refererede sig til Omverdenen eller til hans egen Eksistens. I Hallen bemærkede han en stor Mængde Bagage, der laa parat til at besørges bort, han spurgte en Dørvogter, hvem det var, der rejste, og fik til Svar det polske Adelsnavn, som han hemmelig havde været forberedt paa at høre. Han tog imod det, uden at hans henfaldne Ansigtstræk forandrede sig, med den korte Hæven af Hovedet, med hvilken man ligegyldigt tager det til Efterretning, man ikke behøver at faa at vide, og spurgte saa: „Hvornaar?“ Man svarede ham: „Efter Lunch.“ Han nikkede og gik ned til Havet.

Der var uhyggeligt dér. Over det udstrakte flade Vand, der adskilte Stranden fra den første lange Sandbanke, løb krusende Byger forfra ind imod Bredden. Der syntes at ligge Efteraarsagtighed, Affældighed over det engang saa farverigt livlige, nu næsten forladte Forlystelsessted, hvis Sand ikke mere blev holdt propert. Et fotografisk Apparat, tilsyneladende herreløst, stod paa sit trebenede Stativ ved Randen af Søen, og et sort Klæde, der var bredt derover, flagrede smældende i den nu koldere Vind.

Tadzio, med tre, fire Legekammerater, der var blevne ham levnede, bevægede sig tilhøjre udenfor Familiens Hytte, og, med et Tæppe over Knæene, hvilende i sin Liggestol omtrent midt imellem Havet og Rækken af Strandhytter, saa Aschenbach endnu engang paa ham. Legen, der var uden Opsyn, thi Damerne var sagtens beskæftigede med Rejseforberedelser, lod til at udarte. Den firskaarne, i Bæltedragten og med det sorte, pomadiserede Haar, der blev kaldt „Jaschu“, blev irriteret og blindet ved at faa Sand kastet i Ansigtet og tvang Tadzio til en Brydekamp, der hurtigt endte med den svagere Skønheds Fald. Men som om den ringeres Følelse af Underordnethed i Afskedstimen vendte sig til grusom Raahed og tragtede efter at tage Hævn for et langt Slaveri, slap Sejrherren selv ikke da den underlegne, men trykkede, knælende ned paa hans Ryg, dennes Ansigt saa vedholdende ned i Sandet, at Tadzio, der i Forvejen var aandeløs af Kampen, var nærved at kvæles. Hans Forsøg paa at afryste den, der tyngede paa ham, var krampagtige, de udeblev en Gang imellem ganske og gentog sig endnu kun som en Trækning. Forfærdet vilde Aschenbach springe op og komme til Hjælp, da Voldsmanden endelig slap sit Offer. Tadzio, der var meget bleg, rettede sig halvt op og sad, støttet paa den ene Arm, i flere Minutter ubevægelig, med forpjusket Haar og fordunklede Øjne. Saa rejste han sig helt op og fjernede sig langsomt. Man kaldte paa ham, i Begyndelsen muntert, saa bange og bedende; han hørte ikke. Den sorte, der sagtens straks var bleven grebet af Anger over sin Forløbelse, indhentede ham og søgte at forsone ham. En Bevægelse med Skulderen viste ham tilbage. Tadzio gik skraat ned mod Vandet. Han var barfodet og bar sin stribede Lærredsdragt med den røde Sløjfe.

Ved Randen af Vandet blev han staaende, med sænket Hoved, idet han med den ene Taaspids tegnede Figurer i det fugtige Sand, og gik saa ud i den grunde Del, der paa det dybeste Sted endnu ikke vædede hans Knæ, trængte skødesløst frem gennem denne og naaede til Sandbanken. Der blev han staaende et Øjeblik, med Ansigtet vendt ud mod det fjerne, og begyndte derpaa langsomt at gaa til venstre hen ad den lange og smalle Banke. Skilt fra Fastlandet ved bredt Vand, skilt fra Kammeraterne ved stolt Lune, vandrede han, som en helt afsondret og forbindelsesløs Fremtoning, med flagrende Haar derude i Havet, i Vinden, foran det taaget-ubegrænsede. Atter blev han staaende for at se ud for sig. Og pludselig, som i en Erindring, efter en Indskydelse, vendte han Overkroppen med den ene Haand mod Hoften, i en smuk Drejning ud fra dens oprindelige Stilling og saa over Skulderen ind mod Bredden. Betragteren dér sad, som han engang havde siddet, som første Gang, da dette dæmringsgraa Blik havde mødt hans, sendt tilbage fra hin Tærskel. Hans Hoved havde, lænet op imod Stolens Ryg, langsomt fulgt dens Bevægelser, der gik derude; nu hævedes det, gik ligesom Blikket i Møde, og sank ned paa Brystet, saa hans Øjne skuede nedefra opad, medens hans Ansigt fik den dybe Søvns slappe, i sig selv hensunkne Udtryk. Men det var ham, som om den blege og yndige Psykagog derude tilsmilede ham, tilvinkede ham; som om han, idet han tog Haanden fra Hoften, pegede udefter, svævede foran ind i det forjættende-vældige. Og, som saa ofte, beredte han sig paa at følge ham.

Der hengik Minutter, inden man ilede den til Siden ned i Stolen sunkne til Hjælp. Man bar ham op paa hans Værelse. Og allerede samme Dag modtog en respektfuldt rystet Verden Efterretningen om hans Død.