Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720. Første Del/1

by Edvard Holm

Første Kapitel.

De første Enevoldskongers Opfattelse af deres Magts Storhed og deres Iver for at værne om denne.

Da Enevælden blev indført i den dansk-norske Stat, var Tilstanden i en stor Del af denne næsten at kalde fortvivlet, og en Vrimmel af de sværeste Opgaver taarnede sig sammen for Regeringen. Foruden at hele Østdanmark og Bohuslen vare tabte ved Krigene med Sverige fra 1657 til 1660, vare de danske Øer og Jylland allevegne udenfor Byerne udplyndrede fra Ende til anden og selve Kjøbstæderne skrækkelig medtagne. Trediveaarskrigens Ødelæggelser havde flyttet sig op til Danmark. „Gaarde og Huse ere ødelagte, Kvæg og Heste dræbte, Markarbejdet standset, Bohavet udplyndret, Befolkningen bortflygtet“, det var Hovedindholdet af de Indberetninger, som rundt omkring fra tilsendtes Regeringen. Fjender og saakaldte Venner og Forbundstropper, ja Regeringens egne Soldater havde kappedes om at brandskatte, udsuge og plyndre. Forbundsfællerne havde været endnu værre end Fjenderne. En skrækkelig Pest 1659 var fulgt i Hælene paa Hærgningen og havde gjort Ulykken fuldstændig. En Del af Kjøbenhavns Omegn, Nyborg Len i Fyen og den sydøstlige Del af Jylland lignede mere en Ørken end et dyrket Land. Det blev baade i Efteraaret 1660 og i 1662 regnet, at en Tredjedel af Sjælland laa øde, og i mange Dele af Fyen og Jylland saa det ikke bedre ud; der var endog hele Sogne i Omegnen af Vejle og Fredericia, hvor Befolkningen saa godt som var uddød. Ovre i Ribe var en Fjerdedel af Beboerne død af Farsoten, og det giver et Indtryk af, hvorledes det har set ud i Nordslesvig, naar man hører, at i Haderslev Amt døde i 2 Aar 28 Præster eller næsten alle de, som fandtes^[1]. Ligesaa forfærdeligt stod det til længere imod Syd i den kongelige Del af Slesvig. Endnu indtil dette Aarhundrede har Mindet om Polakkernes Røverier holdt sig i den nordlige Del af Angel, og selv nede i Holsten led visse Egne overordentlig ved de fremmede Troppers Gjennemmarche. Uagtet Norge langt mindre end Danmark blev Krigens Skueplads, maatte dog ogsaa det døje haarde Tab og lide under trykkende Skatter.

Som Folket i selve Danmark var udpint, saaledes havde Statens Finansnød naaet en saadan Højde, at den ikke syntes at kunne overgaas. For at rejse Penge havde det været nødvendigt at pantsætte den aller største Del af Kronens Gods. Og, hvad der var det værste, de Ulykker, som havde ramt Riget, havde vist, at det led af den ene Kræftskade værre end den anden. Det var ikke blot et overlegent Naboriges Krigsmagt, der havde tilføjet Staten de haarde Stød. Degeneration i den Stand, som havde været den herskende, en forældet og aldeles ubrugelig Administration, glødende Had fra de lavere Stænders Side mod Adelen, sørgelige Samfundsforhold, den uforsvarligste Forsømmelse af Statens Forsvarsvæsen, alt dette havde gjort Danmark til Bytte for Datidens vilde Krigerskarer af forskjellige Nationaliteter. Og vistnok havde Krigen efter Karl Gustavs Fredsbrud i August 1658 tillige vist, at der var en sund og kraftig Kjærne i det danske saavel som i det norske Folk, og at Undersaatterne kunde samle sig om Kongen til fædrelandssindet Kamp. Bevidstheden om, at Krigen havde vakt Folkeaanden, og at denne baade havde frelst Landets Ære og dets Selvstændighed, maatte give Haab om Fremtiden; men skulde der raades Bod paa alle de Onder, som vare komne for en Dag under de sidste forfærdelige Aar, skulde Staten vinde Kraft i det indre og sættes i Stand til at hævde sin Selvstændighed udadtil, maatte næsten et helt Omdannelsesværk finde Sted paa mange Omraader. Dette skulde oven i Kjøbet ske paa et Tidspunkt, da Staten ved at tabe nogle af sine værdifuldeste Provinser havde lidt en Amputation, der i stærkeste Grad tog paa dens Kræfter, og da den var kommen i en ugunstigere Stilling end nogensinde til sin overmægtige Nabo, Sverige.

Disse kolossale Opgaver paatog Kongemagten ved Souverænetetens Indførelse 1660 og 1661 sig at løse alene uden den ringeste Medvirken fra Folkets Side, ja, Frederik III ikke blot paatog sig dem; men han attraaede endog at blive den, der kom til at bære Ansvaret for alt. Den formelle Ret, som Rigsdagen 1660 havde givet ham til at fastsætte Statens Forfatning, brugte han til at indføre den videst gaaende Enevælde, som den civiliserede Del af Europa kjendte. Hovedsætningen i Kongeloven var, at Danmarks og Norges Enevoldskonge skal holdes og agtes for „det ypperste og højeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love, og der intet andet Hoved og ingen anden Dommer kjender over sig enten i gejstlige eller verdslige Sager uden Gud alene“. Udgaaende fra denne Sætning hjemlede den Kongen den uindskrænkede Myndighed paa alle Omraader.

Saaledes som den enevældige Kongemagt i Almindelighed opfattedes i Europa, vilde der ved Siden af den kunne tænkes en Slags Repræsentation af Folket ved en Stænderforsamling. Landstænder ere forekomne i tyske Stater med en stærk Kongemagt, i Sverige vedblev Rigsdagen at bestaa under Karl XI’s Enevælde, Frankrig beholdt stedse i en Del af sine Landskaber Provinsialstænder, ogsaa under Ludvig XIV og Ludvig XV. Endnu da Frederik III 24. Juni 1661 udstedte Privilegier for Kjøbenhavn, taltes der i dem om, at Byen skulde være og blive baade en fri Rigsstad og en fri Rigens Stand, og Kongen angav, hvilken Ret den skulde have, naar han „godt befandt Stænderne at sammenkalde“. Men, hvad enten dette ikke har været alvorlig ment, eller han efterhaanden har tabt Lysten til at sammenkalde en Stænderforsamling, skete det aldrig. Hen imod Slutningen af hans Regering bragte Tanken om, hvorledes han bedst kunde sikre Enevælden, ham til at æske den dengang berømte tyske Filosof og Jurist Conrings Mening derom. Hovedpunktet i dennes Svar var, at Kongen i Ting, som kunde tjene til Statens Opkomst, skulde indhente Undersaatternes „Sentimens“; derved vilde han baade opnaa Kundskab om meget, som „partikulære Embedsmænd“ vilde søge at dølge for ham, og fremfor alt vilde han aa den Maade vinde Undersaatternes Hengivenhed. Slige Stænderforsamlinger skulde han lade træde sammen hver i sit Distrikt i Riget og derved „fornemme deres Besværinger og Andragender aparte“^[2]. Saaledes blev den første Enevoldskonge opfordret til at indføre en Institution, der paafaldende minder om de Provinsialstænder, i hvilke Enevælden først henved 170 Aar senere i sine sidste 13 Leveaar skulde søge en Støtte. Men Conrings Raad fandt ikke Bifald hos Frederik III. Maaske frygtede han for Modstand fra Adelens Side, naar den fik Lejlighed til at udtale sig i en Stænderforsamling, maaske havde han Enevælden saa kjær, at han ikke kunde tænke sig at lægge den mindste Smule politisk Indflydelse udenfor Kongemagten. Det samme Standpunkt stod Sønnen Kristian V paa; han har endog i sine Testamenter ligefrem erklæret Stænder eller jura statuum for incompatible med en kongelig souveræn Regering, og han advarede sine Efterfølgere paa Tronen imod at holde „nogen Comitia eller Rigsdag, thi det strider imod den kongelige souveræne Autoritet“^[3].

Til Trods for alle de Vanskeligheder, som en samvittighedsfuld Styrelse i en saa svær Tid maatte volde, saa disse Enevoldskonger paa deres udstrakte Kongemagt som „et kostbart og uskatteligt Klenodie,“ de og deres Efterfølgere til evig Tid burde søge at opretholde. I den Grad veg Tanken om den tunge Byrde, en Enevælde lagde paa Fyrsten, tilbage for den tillokkende Glans, som den uindskrænkede Herskermagt havde efter Datidens Synsmaade. Men unægtelig var det ogsaa en almindelig Opfattelse i hin Tid rundt omkring i Europa, at en stærk Fyrstemyndighed var det bedste Middel til at skabe fast Styrelse og lovlig Orden i en Stat. De sørgelige Resultater af Fortidens Regering i den dansk-norske Stat og den ikke mindre sørgelige Kjendsgjerning, at der var en dyb Kløft imellem Adel og lavere Stænder, lagde det særlig her i Landet nær at opfatte det som nødvendigt at samle Magten paa Kongens Haand, og saaledes kunde Enevoldskongerne vugge sig i den tilfredsstillende Forestilling, at den Magt, der for dem selv var et „uskatteligt Klenodie“, tillige bedre end nogen anden Statsforfatning baade kunde sikre Staten udadtil^[4] og bringe Land og Rige i en lykkelig Tilstand. De kunde mene, at de opfyldte det Tilsagn, som Frederik III paa Arvehyldingsdagen d. 18. Oktober 1660 ved Kansleren Peter Reedtz gav Rigsdagen i Kjøbenhavn, at han „vilde lade oprette og forfærdige saadan en Regeringsform og Maade, at alle Hans kongelige Majestæts Arveundersaatter i disse Riger skulle hos Hs. kgl. Majestæts Arvinger og Efterkommere have en kristelig og mild Regering at forvente og derpaa fuldkommeligen være forsikrede.“

Ingen kan se ind i Frederik III’s Hjærte, om han 8 Første Kapitel.

aldrig har havt en Følelse af, at han ved helt at ude- lukke Folket fra Del i Statsmagten var gaaet ud over, hvad mange af dem ventede, der paa Rigsdagen i Ejøbenhavn tillidsfuldt lagde det i hans Haand at ordne Forfatning og Styrelse. Men ligesaa sikkert, som han havde den formelle Ret til at handle, som han gjorde, ligesaa sikkert holdt han og hans Efterfølgere sig fuldt overtydede om, at deti Enevælde, de udøvede i Danmark, var deres retmæssige Ejendom, og efter at Stænderne i Norge havde underskrevet den norske Arveenevoldsakt, gjorde de det samme med Hensyn til dette Rige, her hvor Frederik III og hans Forgængere oven i Kjøbet stedse havde gjort Paastand paa, at de havde den arve- lige Kongemagt.

Som den almindelige Tidsaand i Evropa havde vir- ket til at bane Vejen for Enevælden her i Staten, saa- ledes vedblev Udviklingen rundt omkring at gaa i samme Retning og derved at støtte den nye Tingenes Orden i Danmark-Norge. I Frankrig viste Kongedømmet sig i Ludvig XIV's kraftigste Tid med en Storhed pg en Magt som ingensinde tidligere, og i selve det konstitu- tionelle England saa det i en Række Aar ud, som om Tronen skulde hævde en Overlegenhed over Parlamentet, der stod i den stærkeste Modstrid med, hvad Udvik- lingen havde syntes at skulle føre til i det lange Parla- ments Dage. Baade i Frankrig og iblandt de stuartske Royalister i England opfattedes Forfatningsforandringen i Danmark 1660 som en glædelig Begivenhed*). Der vår én solidarisk Følelse imellem Kongedømmets ivrige Forkæmpere i Europa ganske som i vore Dage imellem de Radikale. Og hvad der var sket i den dansk- norske Stat, fandt ogsaa sit Sidestykke i den branden- burg-preussiske Stat, hvor den store Kurfyrste Frederik Vilhelm fuldstændig knækkede Landstændernes Magt og efter eget Tykke raadede over alt, hvad der vedrørte Lovgivning og Finanser. I Sverige endelig samlede Karl XI efter 1680 foruden hele den udøvende ogsaa den lovgivende Magt paa sin Haand saaledes, at her med fuld Føje kunde tales om Kongens absolute Vælde, og saaledes, at man kunde høre svenske Præster fra Prædikestolen fremhæve Kongens enevældige Ret over Undersaatternes Liv og Ejendom.

Det ligger i Sagen selv, at det stærke Kongedømmes sejrrige Fremtræden hang sammen med, at det ogsaa theoretisk opstilledes som den ypperste Statsforfatningsform, og at denne Theori mere eller mindre beherskede Aanderne. En nyere Tids revolutionære Ideer have skærpet Læren om Folkets politiske Rettigheder til at opstille Begrebet „le peuple dieu“, der spreder en ophøjet Glans over sine Repræsentanter. Man har under den franske Revolution hørt Nationalkonventet udtale den Lære, at Nationen ikke kan tage Fejl, og at de Deputerede, som repræsentere den, dele dens Ufejlbarhed saavel som dens Magtfuldkommenhed. I det 17. Aarhundrede var det Kongedømmet, der af sine vidt gaaende theoretiske Forkæmpere blev hævet til en tilsvarende Højde. Læren om Kongedømmet af Guds Naade var da i sin stærkeste Blomstring. I Frankrig kulminerede den i Udtalelser som, naar Bossuet lærte, at Kongerne vare ligesom Guder og paa en Maade havde Del i den guddommelige Uafhængighed, eller naar Ludvig XIV personlig mente, at den Magt, Kongerne udøvede, var en ligefrem guddommelig Gjerning, og holdt sig overtydet om, at der var visse Virkekredse, hvor Kongerne, der saa at sige indtoge Guds Stilling, syntes at „have Del i hans Indsigt, saavel som i hans Myndighed.“ Til en lignende Højde skruede luthersk-theologiske Statsretslærere Opfattelsen af Kongedømmets Storhed og Rettigheder i Vejret, og uagtet Kjøbenhavns Universitet paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1660 nærmest havde staaet paa Adelens Side, uagtet en af Enevældens videst gaaende Tilhængere, Frederik Gabel, den bekjendte Kristoffer Gabels Søn, har udtalt, at ingen dengang havde havt mere Afsky for en Enevoldsregering end de højlærde i Kjøbenhavn^[5], varede det kun faa Aar, førend Læren om Kongedømmet af Guds Naade, drevet op til dens højeste Spidse, traadte frem her hjemme ved et ikke mindre end 1148 Kvartsider stort, af lærde Citater struttende Værk af den theologiske Professor Hans Vandal. Den Mening, at det skulde være Folket, som overførte Magten til Kongen, stempledes her som „en ulykkebringende, fordærvelig og afskyelig Lære“, Biblen var det eneste Grundlag for Statsretten, og ligesom Gud umiddelbart havde indstiftet Kongedømmet, saaledes havde „Salvingen i Medfølge særlige og heroiske Gaver, med hvilke Gud plejer at berige de salvede og udvalgte.“ Gud, mente han, havde en særlig Omsorg for Kongerne, „i Følge hvilken han styrer, leder, bevarer og beskytter dem og værner dem imod alle Angreb“, og det var ikke en blot Titel, naar Gud kaldte Fyrsterne Guder. Idet Vandal gav denne Theori særlig Anvendelse paa den danske Kongemagt, trak han den Konsekvens deraf, at Kongemagten her i Landet efter sin Natur havde været arvelig fra først af, og at det maatte opfattes som Overgreb, naar Stænderne til sine Tider havde udøvet Valgret. Ved Enevoldsmagtens Indførelse 1660 og 1661 var der da ej heller sket noget nyt, det var Kongedømmets gamle og ved Fortidens Uretfærdighed krænkede Ret, der nu endelig efter „Verdens Styrerens Forsorg“ var bleven fornyet igjen, idet alle Rigets Stænder ikke blot havde samtykket deri og givet deres Bifald dertil, men endog af sig selv overdraget Kongen den igjen^[6].

Den samme Opfattelse af Kongedømmets Forhold til Gud fremsattes omtrent 20 Aar senere af Hofprædikanten B. G. Masius i hans Skrift om „den evangeliske Religions Vigtighed for Fyrsterne“, og udenfor Theologernes Kreds fandt Læren om Kongedømmets ufortabelige Arveret snart efter en udpræget Talsmand i den nylig nævnte Vicestatholder i Norge, Frederik Gabel, der udtalte, at den souveræne Arveregering aldrig var bleven „til Adelen eller Undersaatterne fra Kongerne transporteret eller af Undersaatterne lovligen acquireret, men er ikkun under Adelens og Herremænds altfor store Myndigheds Kapper bleven skjult, og af Frederik III igjen bleven opvækket og igjen aabenbaret … Kongen haver „postliminio reversum absolutum imperium“ … af Guds Naade, som han med Rette alene skrives af, igjen oprettet. Gud alene giver Konger, og Konger, af Gud satte, give Regeringsmaaden, som Undersaatterne sig submittere til.“^[7]

Kongemagten greb med Iver disse Theorier som et ypperligt Værn for den nylig skabte Enevælde, og den fandt i dem Beviset for, at det kun havde sin Rod i en Usurpation, naar Adelen Aarhundreder igjennem havde valgt de danske Konger. Men det var dog først efterhaanden, at den klart fastslog dem som den officielle statsretlige Lære.

Under Frederik III holdtes de endnu tilbage. I Souverænetetsakten af 10. Januar 1661 lader Kongen Overdragelsen af Enevoldsmagten kun blive fremhævet som et Skridt, der skyldtes Undersaatternes „frie Vilje og gode Betænkende“, og han lader den blive motiveret, dels ved den „Omsorg og Tapperhed“, med hvilken han selv havde frelst Kronen „af Fjendens Gevalt“ og bragt Riget Fred, dels ved „de Inkonvenienser, som af forrige Valgrettighed sig hidindtil haver tildraget og herefter tildrage kunde.“ Paa lignende Maade fremhæves den frivillige Overdragelse fra Folkets Side baade i Indledningen til de forskjellige Stænders Privilegier af 24. Juni 1661, i Instrux for Statholderen i Norge af 13. November 1661^[8] og i selve Kongeloven af 1665. Det strider ikke herimod, at der i Privilegierne for Stænderne er tilføjet, at Gud ved sin „sær og synderlige Providens havde beskikket det saaledes“, at Undersaatterne i Danmark havde fattet denne Beslutning. Det var endnu kun en forsigtig Fremhævelse af den guddommelige Indgriben. Men under Kristian V forkyndtes med klare Ord den ægte royalistiske Lære om den paa Guds umiddelbare Indstiftelse beroende, ufortabelige Arverettighed. Skjønt der i Forordet til Danske Lov tales om Undersaatternes Overdragelse af Enevoldsmagten, tilføjes der, at „i saa Maader den gamle Arveret i Vores kongelige Hus og Familie igjen er bleven indført“, og i sit, med Lovens Udstedelse samtidige Testamente af 15. April 1683 fremhæver Kong Kristian i Modsætning til Adelsvældens Dage, „de gamle Tiders Maximer og Observancer, da Kongens Magt endda ej ved Haandfæstninger og andre Love var beskrænket“. Han gaar i sin Opfattelse af Enevoldsmagten her saa vidt, at han siger: „Rigerne hører Kongen til som sit Patrimonium og Ejendom“. At ytre Tvivl om, at den danske Kongemagt havde været arvelig i gamle Dage, var da ogsaa at tage Datidens danske Statsmænd fra den ømme Side. De bekæmpede enhver saadan Tvivl med Hidsighed^[9].

For Norges Vedkommende behøvede Kongerne ikke at tage deres Tilflugt til Theorien om, at Valgkongedømmet kun havde havt sin Grund i en Usurpation fra Adelens Side, som derfor atter med Rette kunde afløses af Arvekongedømmet. Her vare Konge og Folk i Virkeligheden enige om, at Arvekongedømmet aldrig havde ophørt, og der fattes derfor i Indledningen til Kristian V’s norske Lov alt, hvad der i Danske Lov paa det tilsvarende Sted staar om Enevoldsmagtens og Arvekongedømmets Indførelse^[10].

I god Overeensstemmelse med de høje Forestillinger om Kongemagten blev Kristian V’s Tronbestigelse beseglet ved en Højtidelighed, der skulde give Indtryk af, at det nu var en Enevoldskonge, der besteg Tronen i Modsætning til Fortidens Valgkonger. Disse vare blevne baade salvede og kronede, men nu vare ikke alene Regalierne, men ogsaa selve den religiøse Handling forskjellige fra tidligere. En helt ny Krone var bleven forfærdiget, af en anden Form end den ældre, som Tegn paa, at Kongemagten nu var en anden, og den var saa rig og prægtig, at den fra først af blev vurderet til imellem syv og otte hundrede tusend Rdl. Ikke mindre nye vare Spiret, Rigsæblet og Sværdet, og deres Kostbarhed svarede til Kronens. Ligesom Kongemagten var en Gave fra Gud og ikke fra Mennesker, saaledes kunde Kongen ikke modtage Kronen, Kongemagtens Symbol, eller de andre Regalier af noget andet Menneske. Derfor satte han selv Kronen paa sit Hoved og tog de andre Regalier til sig^[11], inden han begav sig til Kirken, hvor Salvingen fandt Sted, en Handling, om hvilken han udtalte, at han kun opfattede den som en Devotionsakt, hvorved „han med den alregerende Gud i Himlen sig nærmere og kraftigere forenede og forbandt“. Naar en Konge i fordums Dage blev kronet, blev hans Haandfæstning oplæst, og han maatte Selv aflægge Ed paa denne, nu var det Kongeloven med dens Forkyndelse af Kongemagtens Storhed, der blev oplæst. Den af de tilstedeværende Bisper, der tog den ud af dens Foderal, gjorde først „en dyb Reverens“ for den. Det Sprog, der lød fra den sjællandske Biskop Vandals Side, da han holdt Talen ved Salvingen, var stemmet i en Tone, der nøje svarede til den, som gik igjennem hans store Værk om Enevælden fra faa Aar tilbage. „Det er“ hedder det iblandt andet i hans Tale; „Kongens Ret og Herredømme, samt Folkenes skyldige Underdanighed, at Kongen skal herske over Undersaatternes Personer … item at han skal herske over deres Gods og Ejendom, deres Agre og Vingaarde, deres bedste Oliegaarde, deres Sæd, Kvæg og Asener“^[12]. Selve den Pragt, der blev udfoldet ved Salvingsfesten, var vistnok mindre end den, som havde udmærket tidligere Kongers Kroninger; Kristian V havde udtalt, at fordi han blot opfattede Salvingen som en Devotionsakt, vilde han „ingen overflødige Ceremonier og stor Vidtløftighed have“. Men for ikke at tale om, at den af en Devotionsakt at være var glimrende nok, saa havde den ved alt, hvad der var sket ved den, peget klart og tydelig paa Kongemagtens Præg som den, der kun skyldte Gud Regnskab og alene var ansvarlig for ham.

Enhver har hørt tale om Versailles og den storslaaede Pragt, som udfoldedes der under Ludvig XIV. Ikke mindre bekjendt er det, hvilken Attraa efter prægtige Slotsbygninger og rige Slotshaveanlæg samt ceremoniøse glimrende Hoffester efter fransk Forbillede, der smittede de forskjellige Fyrster, hvorledes Hofstaterne nu toge til efter et hidtil ukjendt Omfang, hvorledes Digtekunst, Musik og Dans traadte i Hoffernes Tjeneste rundt omkring som Hofkomedier og Hofballetter. August II’s Hof i Dresden staar som det ved yppig Pragt og Letfærdighed mest berygtede Exempel paa, hvad Kongedømmet kunde drage i Følge med sig af tom og usigelig kostbar Glans. Men med ikke stort ringere Bram søgte den første preussiske Konge at optræde, han, som alene ved sin Salvingsfest bortødslede 6—7 Millioner Thaler og ved denne Lejlighed var iført en Dragt, paa hvilken hver Knap havde kostet 3000 Dukater, medens Dronningen bar Juveler til en Værdi af 3 Millioner Thaler. Hertil svarede hans hele Hofliv godt. Men selv de sparsommeligste Fyrster bleve revne med ind i, hvad Enevældens Moder krævede. Om det saa var Karl XI af Sverige, denne Konge, der vendte og drejede enhver Skilling, inden han gav den ud, kostede han 311,811 Daler Sølvmønt paa Bygningen af en eneste Fløj af den Pragtborg, som efter hans Plan skulde afløse det fra den ældre Tid staaende Slot. Og Frederik Vilhelm I af Preussen, hans Sidestykke i økonomisk Sans, brugte store Summer til at kjøbe kostbare massive Guld- og Sølvsager for, han ejede Sølvsager til en Værdi af halvanden Million Thaler.

Det var ikke blot det lokkende ved raffinerede Nydelser og Glimresyge, der førte til sligt. Personligheder som Karl XI og Frederik Vilhelm I kjendte ikke til den Slags Tillokkelser. Enevælden trængte ligesom til en Yderside, der svarede til den, og Politiken opfordrede til at brede en Glans over Kongemagten, som des mere kunde hæve den i den almindelige Opfattelse. Fyrsterne kunde rolig følge deres Tilbøjeligheder i saa Henseende. Hvad der til andre Tider vilde have vakt Forargelse og Forbitrelse som et harmeligt Misbrug af Statens Midler, gjaldt i de „arvfødte Underdaners“ egne Øjne som noget selvfølgeligt.

Idet Enevældens Hofmoder trængte ind her i Landet sammen med de høje Forestillinger om Kongemagtens Storhed, brødes de med Levninger af tidligere Tiders Sæder. Selve de fyrstelige Personers Luner og Tilbøjeligheder havde deres Indflydelse Medens Frederik III mest havde Sans for stilfærdig Syssel med Videnskaben i forskjellige Retninger, vilde Sofie Amalie se Pragt og zirlig Lystighed om sig. Hun var ivrig for at faa Hofskuespil i Gang med Danse og italienske Sange. Kristian V gik til daglig Brug kun klædt i en meget jævn, om end altid særdeles renlig holdt Dragt, og hans Fornøjelser vare i det hele lidet raffinerede. Han havde mere Glæde af at se paa Taskenspillere, Liniedansere eller en og anden stærk Mand, der gjorde sine Kunster for det høje Herskab, end af at høre paa en af Datidens Operaer, der enkelte Gange bleve opførte paa det ny indrettede Hoftheater. Efter tidligere Kongers Exempel var ogsaa hans Hovedforlystelse at tumle sig til Hest ved Ringrenden, Karousselridt eller paa Jagt. Hans Dagbøger give ikke Indtryk af, at Festligheder have interesseret ham videre, sligt omtales kun sjælden.

Paa Palaisbygninger sattes der i længere Tid ikke stort. Bortset fra mindre Anlæg^[13], nøjedes Kongerne med det gamle Kjøbenhavns Slot, der trods det ejendommelige ved dets Architektur dog gjorde et fattigt og „trist“ Indtryk paa den, der var vant til at se Udlandets Pragtbygninger, og saa med Kristian IV’s Slotte, af hvilke selv Frederiksborg var Udlændiinger mere paafaldende ved sin ejendommelige Plan end ved Rigdom og Pragt^[14]. Vistnok tænkte Kristian V paa at bygge et nyt kongeligt Slot „til denne souveræne kongelige Regerings Ære og Anseende“, og han naaede til at faa antaget en Model dertil, som var udført af den fra Sverige hidkaldte, udmærkede Architekt Nicodemus Tessin; men de store Udgifter, som Statens „besværlige Konjunkturer“ paanødte ham, hindrede ham fra at udføre sin Plan^[15]. Det var ikke førend i Frederik IV’s første Regeringsaar, at Kongen fik et Slot, der stemmede med Datidens Opfattelse af, hvordan en saadan Bygning burde være, dengang nemlig Frederiksberg Slot blev opført; men selv dette var kun en beskeden Kongeborg i Sammenligning med de store Slotte i andre Lande. En engelsk Diplomat, der saa det, da det var næsten bygget færdigt, udtalte, at det vilde være en meget smuk Bolig for en Privatmand, men at det, opfattet som et kongeligt Slot, ikke frembød noget mærkeligt^[16].

I det hele synes Forholdene ved Hoffet i Kjøbenhavn, i Sammenligning med, hvad de vare ved større Hoffer i andre Lande, at have været tarvelige og simple. Man kunde vente, at Englænderen Molesworth, der var her som Statsafsending henimod Slutningen af Kristian V’s Regering og i sit Skrift om de daværende Tilstande i Danmark er saa ivrig for at fremstille den dansk-norske Enevælde som ødelæggende for dens Undersaatter, vilde med stærke Farver have udmalet, hvilke Byrder Kristian V’s Hofholdning voldte det danske og det norske Folk. Men i det Sted fremhæver han, at der kun fandt liden Luxus Sted ved Hoffet. Han siger endog, at med Hensyn til Pomp og Pragt kunde man næppe kalde den danske Konges Hof et kongeligt Hof, den overdrevne Luxus fra de sydligere europæiske Hoffer var endnu ikke trængt saa højt op imod Nord. Ogsaa Lønningerne ved Hoffet forbavsede ham ved deres Ringhed; han mente, at man i saa Henseende snarere maatte sammenligne de danske Hofembedsmænd med dem, der beklædte lignende Stillinger hos visse engelske Stormænd, end med deres Kaldsfæller ved det engelske Hof. En fransk Statsafsending, der var i Kjøbenhavn omtrent samtidig med Molesworth, siger, at Meublementet paa de kongelige Slotte i Danmark andre Steder kun vilde gjælde for temmelig simpelt^[17]. Nogle Aar senere slog det en anden fremmed Diplomat, Vrigny som et Vidnesbyrd om Frederik IV’s simple Sæder ikke mindre end som et Bevis paa, hvorledes han kunde stole paa sine Undersaatters Hengivenhed, at han red fra Kjøbenhavn til Frederiksborg, kun fulgt af et Par enkelte Ledsagere. Det er ogsaa værdt at lægge Mærke til, at hvor bittert end svenske Diplomater under Kristian V’s Regering i deres Indberetninger skildrede Forholdene og Styrelsen her i Landet, hvor stærkt de end udmalede Skattetrykket, finder man ikke Angreb hos dem paa Kongens Hofholdning som luxuriøs og utilladelig kostbar.

Skjønt det altsaa under alle Omstændigheder er sandsynligt, at den dansk-norske Enevælde ingenlunde efter Datidens Maalestok udfoldede nogen særlig stor Pragt, fik dog Moderne fra Versailles og andre store Hoffer hurtig Indpas ved Hoffet i Kjøbenhavn. Der er ganske sikkert aldrig i Enevældens Tid blevet holdt Fester, hvor der i den Grad er bortødslet kolossale Summer som f. Ex., da Kristian IV holdt sin Søn Prins Kristians Bryllup med den saxiske Prinsesse Magdalene Sibylla. Men hvad der gik med til Hoffestligheder, f. Ex. til de fra Kristian V’s Tid jævnlig forekommende Maskerader, løb dog betydeligt op, og i det hele var Hofvæsenet skruet langt mere i Vejret end tidligere, Hofstaten var meget større, og de aarlige Udgifter til Hofholdningen tog derfor stærkt til. Medens der i Kristian IV’s sidste Aar og ligeledes i Frederik III’s tidligere Regeringsaar brugtes omtrent 26—27,000 Rdlr. om Aaret til „Hofspisningen“ og 19—20,000 Rdlr. til Vin samt „Sukker og Gewürtz“, foruden 1000—1100 Rdlr. til Øl, steg Udgiften strax efter Enevældens Indførelse saaledes, at der 1662 ikke gik mindre end 65,740 Rdlr. med til „Hofspisningen““, og 30,000 Rdlr. til Vinkjælderen og Spisekjælderen^[18]. Under Kristian V svingede Udgifterne temmelig meget, i det mindste til sine Tider^[19], men under Frederik IV træffe vi regelmæssig fra 40—59,000 Rdlr. aarlig til Hofspisningen, og 15—20,000 Rdlr. til Hofvinkjæ1deren^[20].

Der er da ogsaa Vidnesbyrd nok om Festligheder fra de første Enevoldskongers Tid, ved hvilke der ikke blev sparet paa noget, men udfoldet stor Pragt baade, hvad Paaklædning og det hele ydre Udstyr angik. Særlig gave de prægtige Karousselridt Lejlighed til at glimre med kostbare Dragter. Paafaldende store ere da de Summer, som baade Kristian V og Frederik IV have udgivet til Juveler og Smykker saavel som til Klæder. De løb i Kristian V’s Regeringstid op til 434,792 Rdlr. for den første Post og 187,459 Rdlr. for den anden. I Tiden fra 1710 til 1720, altsaa medens den nordiske Krig stod paa, udgav Frederik IV til Juveler, Guld- og Sølvsager 97,228 Rdlr. Selv om en Del af sligt er gaaet med til Presenter til udenlandske Fyrster eller Diplomater, f. Ex. da Czar Peter opholdt sig i Kjøbenhavn 1716, bliver der nok tilbage som Vidnesbyrd om, at der er sat meget paa den ydre Pragt ved Hoffet. Man maa vel erindre, at der ved Rigsdaler dengang forstodes Specier indtil 1695 og siden Rigsdaler Kurant, som nominelt regnedes til en Femtedel mindre. Desuden var Pengenes Værdi i den Tid flere Gange større end nu. Det er betegnende Smaatræk naar vi høre, at Kristian V gav 15,000 Rdlr. ud for en Seng^[21], eller at han en Gang forærede sin Halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve en Pokal, der vog 4000 Dukater^[22]. Til alt dette svarede, at Kongen havde en rigt udstyret Livgarde til Hest og til Fods. Frederik IV’s Historieskriver, A. Højer, udtaler da ogsaa om denne Konge, at han holdt af „Magnificence“ ved sit Hof og gjerne vilde have, at det skulde være smukt og prægtigt^[23].

Skjønt Fortiden vel havde kjendt til Hofceremoniel, fik alt, hvad der vedrørte dette, en større Betydning nu, da en Række nye Hofcharger som Overkammerherrens og Overhofmarskallens holdt deres Indtog paa Kjøbenhavns Slot. Vi se Overkammerherren iblandt andet faa Instrux om at kredense Bægeret for Kongen med tilbørlig Reverens og præsentere ham Servietten^[24]. En egen saa kaldet Gemaksordinance af 11. Maj 1670 fastslog nøje Reglerne for, hvem der skulde have Ret til ved Audienser blot at komme i det forreste Forgemak, hvem der maatte have Adgang til det inden for liggende Forgemak, og hvem der endelig kunde gaa ind i selve Kongens eget ordinære Audiensgemak. Naar undtages Borgemestre og Raad samt andre „fornemme Borgere, enten fra Kjøbenhavn eller fra Kjøbstæderne“, var det kun Adelsmænd, Officerer og højere Embedsmænd, der havde Ret til overhovedet at komme i noget af disse Audiensgemakker^[25]. Den øvrige Del af Befolkningen havde i Kjøbenhavn ingen Lejlighed til at faa Kongen i Tale undtagen, naar han opholdt sig i Stalden, hvor baade Kristian V og Frederik IV talte venlig med, hvem der henvendte sig til dem.

Medens Kristian V ikke personlig havde nogen Interesse for Ceremonivæsenet^[26], men tog det som noget, der engang maatte være saa, synes Frederik IV at have havt ulige mere Sans for sligt. Czar Peter med sit plumpe naturlige Væsen følte sig derfor meget plaget af den Etikette, han traf ved Hoffet i Kjøbenhavn, da han var her 1716.

Naturligvis greb Kongemagten med Iver ældre Skikke, der kunde tjene til Forherligelse af dens Storhed, og udviklede dem videre. Der blev f. Ex. saluteret med Kanonskud eller blæst Trompetfanfarer og slaaet paa Pauker, naar Kongen skulde gaa til Bords, og i det mindste ved højtidelige Lejligheder, „saa tidt som Retterne bleve opbaarne“. Det var, som om Kongerne krævede, at selv en saadan dagligdags Gjerning af dem, som den at spise til Middag, skulde gjælde for noget, der havde Betydning^[27]. Og hvor naturligt det end var, at Ærbødigheden for Landets Konge og Dronning lagde sig for Dagen ved sømmelig Sørgedragt i nogen Tid, naar enten Kongen eller Dronningen døde, blev dette drevet paa Spidsen af Enevoldskongerne. Ved Dødsfald af en Konge eller en Dronning paabød de, at „alle af Adel saavel som i det hele baade høje og nedrige Betjente saavel som Magistraten og de fornemme Borgere i Kjøbenhavn skulde tillige med deres Tjenere bære sorte Sørgeklæder et helt Aar igjennem“, og at der i al den Tid over samtlige Kongens Riger og Lande ikke maatte bruges noget „Spil“ hverken ved Værtskaber og Bryllupper eller i selve Kirkerne^[28].

Et særegent Middel til at sprede Glans over Kongemagten søgte Kristian V eller, om man hellere vil, Griffenfeldt at finde ved 1671 at oprette Grevernes og Friherrernes Klasse. Selv om andre Planer havde Del deri, skulde Indførelsen af denne høje Adel, som det hedder i Privilegierne for Greverne og Friherrerne, tjene til „Vores kongelige Arvehuses Zir“‘ og være „Os og vort Hof til større lustre“. De fik deres Plads i Glorien om Enevoldsmagten ved Siden af Kammerherrer, prægtig klædte Pager, Drabanter og den rigt uniformerede Livgarde.

Og hvor konsekvent var det ikke, at baade Ridderordner indstiftedes, og at Rangforordningerne nu efter Kristian V’s Tronbestigelse^[29] begyndte at dukke frem her som i andre Lande! Det synes, som om Kongerne holdt det for en Regeringssag af stor Vigtighed at ordne Rangvæsenet. Endog med faa Aars Mellemrum udkom der nye Rangforordninger (saaledes 1693 og 1699), og om det saa var et for Staten saa farligt Krigsaar som 1716, saa det en Rangforordning blive udstedt. Kristian V lagde saa megen Vægt derpaa, at han med en vis Forfatterstolthed i en af sine Dagbøger siger, at han selv for største Delen havde udkastet den af 1693^[30]. En af de Grunde, der her som i andre Lande paa den Tid bragte Fyrsterne til at udstede Rangforordninger, var utvivlsomt den Tro, de havde, at Rangvæsenet kunde tjene Enevældens Sag. Det var, som om Kongen og, hvad der omgav ham, derved kom til at danne en øverste Sfære, hvortil Undersaatterne kun kunde hæve sig ved en Række forskjellige Udmærkelser, neden fra opad, som udelukkende afhang af den kongelige Naade. Ikke uden Interesse er det at se Kristian V med Hensyn til den nysnævnte Rangforordning af 1693 skrive, at han havde projekteret den efter den souveræne Regerings nærværende Tilstand^[31]! Han har dermed udtrykkelig sagt, at han havde havt et politisk Formaal dermed.

Man kan ikke med Rette gjøre Datidens Konger alene ansvarlige for det taabelige, royalistiske Smigersprog, med hvilket de slunkne Avisers magre Spalter vare fyldte ikke mindre end Festtalerne fra Universitetets Kathedre og Prædikestolene, og som fik Overhaand næsten i enhver Henvendelse enten i Vers eller paa Prosa til Kongen og Dronningen saavel som i enhver Omtale af dem. Det samme gjælder om den halvt blasfemiske og os fuldstændig parodisk forekommende Forherligelse, som ydedes dem ved den bildende Kunsts Fremstillinger af dem som Guder, der fór til Himmels, og hvis blotte Billede bragte alle Laster til at styrte i Afgrunden, eller hvis Statuer trampede paa det Onde. Alt dette stod i Sammenhæng med det bombastiske Væsen, der karakteriserede Datidens Digtning og var Sidestykket til Rokokosnirkelvæsenet og Unaturen i Kunsten, denne Smagløshed, hvorved saa tidt Bryllupsdigte til en højgunstig Patron og hans dydzirede Kjæreste bleve til den latterligste Forherligelse af Engleparret, og hvorved Mindedigte eller Gravskrifter over en saadan Mand eller Kvinde bleve til Apotheoser, i hvilke Digteren lod de himmelske Basuner istemme Triumfmusikens Toner og Engle ledsage den forklarede Aand paa dens Himmelfart. Smagløsheden næredes af den Brist paa Værdighed og den krybende Underdanighedstone, der idelig gav Tilegnelsen af Skrifter til højt staaende Mænd og Kvinder eller Andragender til dem deres Præg, en Tone som allerede var i stærk Udvikling inden Enevældens Begyndelse her i Landet^[32].

Men de dansk-norske Enevoldskonger have ligesaa fuldt som deres kongelige Brødre i andre Riger kjælet for dette Uvæsen, som ogsaa tjenende til at omgive dem med en Glorie. Netop ved selve Hoffet var opstyltet Smiger Kjærnen i de Balletter og Operaer, der her opførtes. Grækenlands og Roms gamle Guder, som det var i Mode at lade figurere i den Slags Stykker, gjorde ypperlig Tjeneste som „underdanigst“ frembærende deres Hyldest for de kongelige Personer^[33]. Og Kongerne begunstigede alt det Pral, der karakteriserede Indskrifterne paa Datidens Medaljer, med hvilke enhver Begivenhed i Hoffets eller Statens Liv lige indtil Hofmaskerader blev mindet^[34]. Var det end ikke værre end, hvad der fremkom anden Steds i den Retning, kan man kun forbavses over den Brist paa Selvkritik eller Smag, der tillod slige Indskrifter. I Anledning af Wismars Erobring 1675 hedder det paa en Medalje: „Slig Tapperhed som Kongens tilintetgjør al Modstand“, paa en anden fra Slutningen af den skaanske Krig stod der: „Store Konge, hvor mange Kroner skulde vel kunne lønne dine Bedrifter“. En saadan lidet mærkelig Daad som den, at Kristiansø blev befæstet, gav Anledning til, at der blev slaaet en Medalje med en Indskrift, hvorefter den fordum lidet kjendte Ø nu var bleven navnkundig ved Kristian V’s mere end herkuliske Dristighed. Baade han og Frederik IV nævnes paa Medaljer som den nordiske Salomon, Stenbocks Overgivelse af sin Hær ved Tønningen 1713 fremkalder en Medalje, paa hvilken Kongen prises for en Mildhed og Naade, som til evig Tid vil være mindeværdig o. s. v. Det er ogsaa et karakteristisk Træk af den opstyltede Royalisme, at enhver Regeringshandling fremstilledes som en Virkning af den kongelige Naade. Det gaar endog saa vidt, at Statens Obligationer faa Tillægsordet „allernaadigst“, ligesom det er „allernaadigst“, at Folk ved kongelig Resolution frakjendes et eller andet. Man ser da ogsaa, at Kongen „naadigst fornemmer“ Svig og Underslæb eller saadanne Overgreb som, at de ham forbeholdte Kongeveje ødelægges ved ulovlig Kjørsel, og et sligt Udtryk bliver brugt i samme Linie, hvori der udtales den stærkeste Vrede over den skete Forseelse!

I alt dette har Forfængelighed og Modevæsen havt sin Del; men ingen kan se, hvorledes der ad saa mange Veje virkedes til at hæve Kongemagten ved ydre Glans uden at faa det Indtryk, at en mere eller mindre bevidst politisk Stræben laa bag ved. Jo flere Midler der kunde bruges til at faa Undersaatterne gjennemtrængte af den rette royalistiske Aand, desto bedre.

Først og fremmest gjaldt det imidlertid om, at de, der skulde tage Kongemagten i Arv, vare klare paa Storheden af deres Kald. Det er en paafaldende Kjendsgjerning, at de første Enevoldskonger i Danmark-Norge med en egen Styrke have stræbt at faa deres Tronarvinger til at have det rette Syn paa Enevældens Herlighed og Omfang. Kongeloven, der ikke blev kundgjort under Frederik III’s Regering, var dennes politiske Testamente til hans Efterfølgere; den er udtrykkelig bleven nævnet som saadan^[35]. Hertil slutte sig som et Tillæg en Række „vel mente Erindringer og Maximer for vore kongelige Arvesuccessorer, den kongelig Souverain Arveregering angaaende“, som Kristian V har affattet og underskrevet d. 15. April 1683, og hvortil han 1684 og 1698 har føjet nye Tillæg. Følgende Faderens Forskrift indskærpede saa Frederik IV efter sin Tronbestigelse, at disse Regeringsregler skulde holdes i Hævd af hans Arvesuccessorer, og han anbefalede særlig sin Dronning, hvis hun under en Mindreaarighed blev Regentinde, nøje at rette sig efter dem og sørge for, at de bleve overholdte af andre^[36].

Medens Kongeloven i Almindelighed opstillede Kongernes Pligt at bevare Enevoldsmagten i dens fulde Omfang til evige Tider, gik Kristian V i sine Testamenter i det enkelte med at formane til ret at gjøre denne Pligt levende for de fremtidige Konger. „Det er“, skriver han, „højlig fornødent, at de fra Ungdommen lære“ de rette Regeringsregler, og at „dennem de sunde og sande Maximer om den kongelige Souveræne Arveregering og dens uskatbare Højhed og Prærogativ vorder indplantet“. Derfor holder han det for nødvendigt, „at Kongeloven saavel som Regeringsmaximerne og denne Skrift samt hos følgende Erindringer tidt og ofte efterlæses, overvejes og udi det mindste en om ikke to Gange aarligen vel observeres“^[37]. Ogsaa fremhæver han, i hvilke Retninger det særlig gjaldt om at gjennemføre Enevælden. Han formaner til, naar der behøves nye Skatter, da at paabyde dem „uden nogens Samtykke dertil at rekvirere“, han hævder, stemmende med Kongelovens Ord, Kongens Ret til „alene at disponere over alle Bestillinger, Charger, Ærestitler, Værdigheder og Digniteter“, og han minder om, at Kongen alene har Magt til „at interpretere, forklare eller forandre Loven“. Hertil føjes en Række Formaninger paa forskjellige enkelte Omraader med Hensyn til Regeringens Førelse, ogsaa med Fremhævelse af, hvorledes der kan herskes til Gavn for Undersaatterne.

Men ved Siden deraf træder Tanken frem om at være paa sin Post for at værne om Enevoldsmagten, thi Kongen har mærket „en utidig Begjærlighed og Attraa til den forrige Regeringsart“, som ikke endnu saa ganske og aldeles „var uddød i alle Undersaatternes Gemytter“, ja han taler endog om Farer, der kunne true fra onde Machinationer.

Denne Mistænksomhed imod mulige Fjender af Enevælden var saa gammel som selve denne. Det er ikke usandsynligt, at Opførelsen af Citadellet i Kjøbenhavn, der fandt Sted snart efter Souverænetetens Indførelse, for en Del har været fremkaldt ved Ængstelse hos Frederik III for Fjender i selve Staten. Han viste 1662 en paafaldende Strænghed imod Borgere paa Kristianshavn, der et Par Aar tidligere paa en Maade, han ikke syntes om, havde villet gjøre deres Ret gjældende til at kalde Præst og havde „pukket imod ham“^[38]. Faa Aar efter blev Professor Kristen Nold afsat, fordi han havde dristet sig til at nævne som en Mening, der af mange blev holdt for sand uden dog at være utvivlsom, at Fyrster hellere maatte vælges end fødes. Ole Borch vakte Anstød ved Hove, da han strax efter Kristian V’s Tronbestigelse i en Dedikation til den unge Konge brugte det Udtryk, at hele Fædrelandet enstemmig og lykønskende skjænkede (obtulit) ham de arvelige Fasces og evig Troskab^[39].

Opfyldte af saadanne Stemninger holdt Kongerne ikke af at se statsretlige Theorier arbejde sig frem, som maaske kunde undergrave det ophøjede Stade, paa hvilket Enevælden var bleven stillet af de luthersk-orthodoxe Statsretslærere, og hvor den fandt sig saa vel. Det var det af Hugo Grotius skabte Naturretsstudium, som de nye Lærdomme skyldtes. I Modsætning til Læren om Kongedømmets umiddelbare Indstiftelse af Gud havde Hugo Grotius udtalt, at det var Folket, som fra først af havde skabt Fyrsternes Højhed ved at overdrage dem Magten. Den tyske Lærde Pufendorf, der førte Naturretsstudiet videre, blev vel selv flere herskelystne Regenters lovprisende Historieskriver og udtalte sig mindre skarpt end Hugo Grotius; men han lod dog kun Gud faa en Rollo med i Statsretten, for saa vidt han mente, at han havde indplantet Mennesket Trangen til at danne en Stat og givet det Evne til at tilfredsstille denne Trang. Altsaa kun middelbart var Statens Ordning udgaaet fra Gud, umiddelbart at udlede Fyrsternes Majestæt fra ham stred imod Fornuften. Denne Mening sluttede Pufendorfs yngre Samtidige, Thomasius i Halle sig til; men den blev skarpt angrebet af de luthersk orthodoxe Statsretslærere, saaledes netop af Kristian V’s Hofprædikant Masius. Da denne lejlighedsvis som Bevis for, at Kongemagten ikke kunde skyldes Folkets Overdragelse, havde paastaaet, at Ingen kan give, hvad han ikke har, knuste Thomasius ham ved den vittige Yttring: „Jeg har ingen Ørefigen, men derfor kan jeg nok give Hr. Masius en, da jeg har, hvad der hører dertil“. I sin Forbitrelse fik Masius Kristian V til at blande sig i Striden. Ikke blot blev Thomasius’s Skrift imod Masius brændt af Bøddelen i Kjøbenhavn; men Kongen forlangte endog i en egenhændig Skrivelse af Kurfyrsten af Saxen, at denne skulde lade ham straffe. Der maatte altsaa ingen anden Opfattelse gjælde af Kongemagten og dens Oprindelse end den, Vandal og Masius vare Talsmænd for.

Det passer godt til den ængstelige Vaagen over Enevældens Ukrænkelighed, naar baade Frederik II.I og Kristian V idelig indskærpede, at Love og Forordninger skulde stemme med, hvad Hensynet dertil krævede. Netop det store Lovrevisionsarbejde, der førte til Danske Lovs Udstedelse, hang for en Del sammen dermed. Særlig iøjnefaldende er den Iver, med hvilken de første Enevoldskonger stræbte at binde saa mange som muligt til at forsvare deres Magt. Ikke blot var ved enhver Embedsed Pligten til at værne om Enevælden og fremme den stillet i Spidsen som den vigtigste; men det samme gjaldt ved enhver Instrux for Embedsmænd, ved Privilegierne for Bornholm, saavel som for Grever og Friherrer. Endog Haandværkere, der paa en eller anden Maade traadte i Hoffets Tjeneste, maatte aflægge Troskabsed til den enevældige Konge^[40], og da Frederik IV i Aaret 1714 udstedte Privilegier for Reformerte, som havde faaet Tilladelse til at nedsætte sig i Landet, var ogsaa her Pligten til at vove Liv, Gods og Blod for Enevoldsmagten betonet som den vigtigste^[41]. Karakteristisk er det endelig at se, hvorledes Kristian V i det sidste af sine Testamenter opfordrer sin Søn til, saa snart han selv døde, da øjeblikkelig at lade alle Gehejmeraader, alle høje og lave militære og civile Embedsmænd samt Magistraten i Kjøbenhavn, Biskoppen og Universitetet „ved Ed og Pligt tages“. Det er, som om man endnu ikke kunde være forsigtig nok ved et Tronskifte. Frederik IV paabød strax efter, at han var bleven Konge, at ikke blot skulde alle nuværende eller senere indtrædende Medlemmer af Konseljet og Oversekretærer sværge paa at adlyde Kongeloven, men at den ogsaa tvende Gange om Aaret i hans egen Nærværelse skulde oplæses i Konseljet, paa det at dens Indhold kan være enhver idelig i frisk Hukomme1se“.^[42]

-Ligesaa nøje maatte det paases, at der ikke var hjemlet Korporationer eller Institutioner Rettigheder, som stode i Strid med Enevoldsmagtens Krav paa at kunne herske over alt. Derfor bleve alle Lavsartiklerne snart efter Souverænetetens Indførelse gjennemsete og rettede af Statskollegiet^[43], og derfor bød Frederik III, at det samme skulde ske ved Universitetets Fundatser, Statuter og Privilegier, for at det kunde undersøges, hvad der den „itzige Arveregering og Souverænitet“ ej kunde bekvemme og dermed overensstemme“. Den mod Enevælden lidet gunstige Holdning, som Universitetets Professorer havde vist paa selve Rigsdagen 1660, virkede maaske særlig til, at Kongen ønskede et saadant Eftersyn. Nu afskaffedes ogsaa den Ed, Professorerne tidligere ved deres Udnævnelse havde aflagt til Universitetet, de skulde senere stedse aflægge Ed til Kongen selv, og denne Ed skulde være som enhver andens, der modtog nogen Bestilling af Kongens absolute Arveregering^[44]. Paa samme Maade ophævedes faa Aar efter den Ed, Kannikkerne ved de forskjellige Kapitler hidtil havde aflagt til disse. For Fremtiden blev den souveræne Konge den eneste, der maatte aflægges Ed til. Professorerne vare nu blevne saa loyale, at de et Par Aar senere endog foreslog, at de nye Studenter ved deres Optagelse ved Universitetet skulde love Lydighed imod den „hellige kongelige Majestæt“^[45].

Skjønt Majestætsforbrydelse altid har gjældt som en af de groveste Forbrydelser, ligger det nær at opfatte det som en Virkning af den store Iver for at værne om Enevælden, naar denne Forbrydelse var den eneste, ved hvilken det efter Kristian V’s Danske og Norske Lov blev tilladt at bruge pinligt Forhør overfor

Frihed, de enkelte Lav hidtil havde havt til at holde visse almindelige Sammenkomster. Sligt burde for Fremtiden kun ske, naar Kongen selv gav sit Samtykke dertil, eller Byens Øvrighed holdt det for nødvendigt. Ikke mindre burde det formenes dem at have særegen Jurisdiktion og at kunne idømme Lavsbrødrene Straffe, hvad de hidtil havde havt Ret til. (Aktstykke i Gehejmearkivet).

Med saadanne Træk kan sammenstilles, at Frederik III 1664 lod Admiralitetets Segl forandre saaledes, at det kom til at hedde Sigillum Admiralitatis Regis — i Stedet for Regni — Daniæ (Chr. Bruun: Cort Adelaer. Kjøbenhavn 1871, Side 208). andre anklagede end dem, der allerede vare dømte til Døden, og naar det ved denne Forbrydelse var fastsat, hvad ellers aldrig forekommer i Loven, at Straffen ogsaa skulde ramme den skyldiges Efterkommere. Loven bød nemlig, at hvis Misdæderen var af Adel eller af højere Stand, skulde alle hans Livsarvinger miste deres Stand og Stemme^[46].

Konger, der havde en Følelse af, at deres Magt var Gjenstand for Uvilje hos en Del af deres Undersaatter, vare stærkt fristede til mistænksomt at holde Øje med, hvad der kunde true dem, og til at være ivrige for at faa Underretning om alt, der kunde tyde paa ondt Sind eller farlige Planer. Frederik IV indskærpede, at usømmelig Tale imod Kongen strax skulde indberettes^[47], og, medens han i Almindelighed paabød, at Skrivelser fra Enkeltmand, der rettedes til ham, skulde henvises til Kollegierne, gjorde han en bestemt Undtagelse derfra med alle Indberetninger fra saadanne Personer, der i Kraft af deres Embedsed og Troskabspligt havde noget at meddele om Farer for Enevælden^[48]. Alle saadanne skulde uopholdelig indgives til ham personlig. Det Brevaabningssystem, der i det mindste en Tid af hans Regering blev fulgt i temmelig stort Omfang, synes at pege i samme Retning. Men det ikke ogsaa er et Træk heraf, naar baade Kristian V og Frederik IV indskærpede, at der fra de forskjellige vedkommende hver Aften skulde tilsendes dem en Liste over alle de til Kjøbenhavn ankomne^[49]?

Særlig stærkt træder Tanken om at holde Øje med mulige Fjender dog frem i Instruxer for forskjellige Embedsmænd. Strax efter Souverænetetens Indførelse blev det indskærpet en Landkommission i Norge at vogte paa, om der fandtes „nogen Instigation af Urolighed eller Uvilje til disse Tiders Forandring“. Et Par Aar senere (1663), paalagdes det Fiskalen i Norge at lade sig være „angelegen at erfare og fornemme, om nogen uformodelige Forsamlinger, Forræderi eller Oprør

30

Første Kapitel.

kunde være forhaanden . . . eller om nogen skulde under- staa sig os eller vores kongelige Arvehus med forsmæ- delig Bagtalelse at forulempe"⁴⁸). Ja, selv tyve Aar senere lød en ganske lignende Befaling til Generalfiskalen i Danmark. Skjønt Frederik IV ikke var mindre ivrig end sine Forgængere for paa denne Maade at vaage over Kongemagtens Tarv, ønskede han dog ikke, at det skulde ske ved voldsomme Midler. Han gav udtrykkelig Gene- ralprokurøren Instrux om, at han, naar han iagttog noget, der var til fekade for Kongemagten, da vistnok skulde indberette det, men tillige gjøre Forslag om, „paa hvad Maade det bedst med Lemfældighed kunde redres- seres"⁴⁹).

At taale Kritik laa i det hele ikke for det 16de eller 17de Aarhundredes Regeringer. Særlig maatte Enevælden af Guds Naade holde Kritik for formastelig og forbryderisk. Hos de første dansk-norske Enevolds- konger skærpedes dette oven i Kjøbet ved Mistanken imod indbildte og virkelige Modstandere. Naturligvis var da ogsaa her hjemme som i næsten alle andre Da- tidens Lande Litteraturen bunden i Censurens Baand. Regeringen forfulgte ikke blot alt, hvad der kunde kaldes Paskviller imod „Vores kongelige Etat og Højhed saavel som imod Vores Religion", og paabød, at de skulde brændes som infame ved Bøddelens Haand*); men Kristian V be- falede endog lejlighedsvis Præsterne i Kjøbenhavn at indskærpe deres Menigheder, at de havde i Ord og Tale at „entholde sig fra at censurere om det, de ikke forstod, men i alle Maader skikke sig, som det ærlige og tro Undersaattere vel sømmer og anstaar, saafremt
_________

*) Forordning af 8. Juni 1689. I Begyndelsen af 1698 fik Re-

geringen i Oldenburg Ordre til at kræve en Regeringsraad

og Amtmand til Regnskab for et Skrift, han havde udarbejdet:

„Zufållige Gredanken, sålus populi suprema lex

es to", og de deri brugte usømmelige Udtryk. (Chr. V*s

Journal for 1698. Geh. Ark.). Rimeligvis har det indeholdt

kritiske Udtalelser af nærgaaende Slags.

31

Enevældens Holdning overfor Kritik.

Kongen ikke imod sin Vilje skulde foraarsages til at bruge de Midler imod de gjenstridige, som Guds og Naturens Lov medfører"⁵⁰).

Til Trods for, hvad der saaledes tyder paa en vis Ængstelse og Mistænksomhed hos de første Enevolds- konger, vilde det være meget urigtigt, om man vilde tro, at Folket led under et politisk Spionen. Der herskede mindst af alt nogen Følelse af et uhyggeligt Tilsyn, thi et saadant existerede i det hele taget slet ikke. Det kan ej heller i Almindelighed siges, at Regeringen, naar Folk forsaa sig ved usømmeligt Skriveri eller Tale om Konger og Kongemagt, viste nogen Haardhed eller For- følgelseslyst. Men dog har denne Side af Enevolds- kongernes Holdning en alvorlig Betydning ved det For* hold, hvori de kom til den Stand, som de styrtede fra Herredømmet i Staten.

Enhver véd, at Frederik III og hans nærmeste Efterfølgere vare ilde stemte imod den gamle danske Adel. Ægteparret Ulfeldts og Kaj Lykkes Skjæbne er bekjendt. Da senere under Kristian V Oluf Rosen- krantz i Anledning af politiske Paastande fra en tysk Lærds Side havde udgivet et Forsvarsskrift for den danske Adel og her havde stræbt at godtgjøre, at Dan- mark var et ældgammelt Valgrige, bragte det ham en Sagsanlæggelse paa Halsen, og paa Grund af nogle Udtryk i Skriftet blev han af Højesteret dømt til iblandt andet at miste sine Embeder og have sin Hovedlod forbrudt. At dette sidste af Kongen blev forandret til en Bøde af 20,000 Rdl., svækker ikke det Indtryk af politisk Forfølgelse, som hans Sag gjør. Foruden disse vel kj endte Træk har enhver hørt tale om den systematiske Tilsidesættelse, som den gamle danske Adel var Gjen- stand for fra de første Enevoldskongers Side, og hvor- ledes dette voldte dens paafaldende Tilbagegang i alle Retninger.

Vistnok maa man her vogte sig for Overdrivelser.

Intet vilde være urimeligere end at tro, at Enevolds

32

Første Kapitel.

kongerne ikke ansatte Mænd af den gamle Adel i høje Stillingen Adskillige af de gamle Eigsraader ble ve dels brugte i Kollegierne, dels i Højesteret. Frederik III lod Kronprins Kristian til Hovmester have Kristoffer Parsberg, altsaa netop en af den gamle danske Adel, og da den samme Konge i Aaret 1669 optog 7 nye Medlemmer i sit Grehejmeraad, var det lutter Mænd af den gamle Adel, han valgte dertil⁵¹). Ogsaa i Stats- kollegiet, der utvivlsomt var det vigtigste Raad under Frederik III og ligeledes havde meget at sige i de første af Kristian V's Regeringsaar, sad der flere af de gamle Rigsraader. Granske vist fik ogsaa de vigtigste af den nye Tids Mænd Sæde i StatskoUegiet, Mænd som Kristoffer Gabel, Svane og Nansen, og i den første Tid synes det, som om Adelsmændene dannede Mindre- tallet her; men senere ser man oftere, at Flertallet af Onderskrifterne paa Kollegiets Betænkninger tilhører dem. En Betænkning af 28. Marts 1672, der ser ud til at være afgivet af lutter Godsejere iblandt Statskollegiets Medlemmer, viser af 7 Underskrifter 6, der tilhøre den gamle danske Adel ⁵²). Der var ogsaa forholdsvis mange af denne Stand iblandt Ministre og Grehejmeraader i Kri- stian V's første Regeringsaar. Naar undtages Griffenfeldts sidste toAar, stode danske Adelsmænd i en Række Aar i Spidsen for det danske Kancelli. Peter Reedtz havde denne Plads indtil sin Død 1674, og efter Griffenfeldts Fald var det faktisk først Ove Juel, siden Holger Vind, der som Vicekanslere havde Forsæde her. Storkansleren Fr. Ahlefeldt var kun af Navn Kollegiets Chef, da han havde kongelig Fritagelse for at deltage i de alminde- lige Kancelliforretninger og næsten aldrig mødte ⁵³). Mænd af den danske Adel vare med iblandt Griffenfeldts Dommere og, hvad der er forbavsende, de Kommissærer, der i første Instans dømte i Sagen imod Oluf Rosenkrantz, fordi han havde vovet at skrive sit „Forsvarsskrift for den danske Adel", hørte aldeles overvejende til selve denne Klasse. Marcus Gjøe blev 1696 gjort til OberEnevældens Benyttelse af danske Adelsmænd. 33

hofmester ved det ridderlige Akademi i Kjøbenhavn, uagtet netop det var en af de Pladser, som Kristian Y havde stor BetænkeUghed ved at betro Mænd af den danske Adel. Som Yicestatholder i Norge, naar Ulrik Frederik Gyldenløve var fraværende, virkede en Mand af den gamle Adel, Just Høeg, og hans Standsfællers Navne forekomme idelig i Rækken af dem, der som Stiftamtmænd beklædte den højeste Embedsstilling i Provinserne^ For at tage et enkelt Exempel hørte af de 11 Stiftamtmænd, der 1694 fandtes i Danmark og Norge, ikke færre end fem til den gamle danske Adel ^^). Ingen kan ej heller tage Fejl af, at Jens Juel, altsaa netop en Mand af denne Klasse, spillede en vigtig Rolle iblandt Kristian Y's Raadgivere. Ikke alene var han stærkt benyttet ved de vigtigste diplomatiske Sendelser; men, naar han var hjemme, brugtes han idelig som Med- lem af Konseljet, hvor det gjaldt om at give Betænkning om vigtigere Sager. Ingen enkelt Mand har forholdsvis taget mere Del i eller havt mere at sige i de Kommis- sioner, som Kristian Y i Slutningen af sin Regering forelagde alle vigtige indenrigske Sager til Overvejelse, og Kongen viste ham gjentagne Grange forskjellige Be- gunstigelser. Ogsaa andre Mænd af den gamle danske Adel vare Medlemmer dels af Konseljet, dels af disse Kommissioner, saaledes Otto Skeel, Knud Thott og Otto Krabbe. Under Frederik lY havde paa den store nordiske Krigs Tid Otto Krabbe og en anden dansk Adelsmand af gammel Slægt, Kristian Sehestedt, længe Sæde i Konseljet, og Knud Thott blev strax efter hans Tronbestigelse stillet i Spidsen for Finanserne. Sam- tidig med, at Jens Juel havde saa stor Betydning som Diplomat, beklædte Mogens Skeel den vigtige Plads som Statsafsending i England, ogsaa Marcus Gjøe var højt betroet som Diplomat, og Frederik I Y brugte i flere Aar stærkt Ivar Rosenkrantz til lignende Hverv. Fndelig bør det ikke glemmes, at i det mindste Kristian Y overfor Enkeltmand i private Forhold ikke gjorde Forskjel paa

Danmark -Norge 1660—1720. I. B 34 Første Kapitel.

Mænd af den gamle Adel og andre. Overvældet som han blev med Ansøgninger om Eftergivelse af Skatter og lignende Begunstigelser, var han lige saa velvillig mod danske adelige Mænd og Kvinder som imod en- hver anden *).

Men trods alt dette er den almindelige Opfattelse af de første Enevoldskongers Mistænksomhed imod den gamle danske Adel i væsenlige Henseender rigtig. For slet ikke at tale - om de samtidige Beretninger, der haves om denne Stemning, er det et slaaende Vidnesbyrd derom, at Frederik III til liden Gavn for Riget og den danske Nationalitet saa godt som aldeles udelukkede den fra Hæren, og dette Exempel fulgtes for en stor Del af hans Efterfølgere. Tyske Officerer gjaldt for et nødvendigt Værn for den nye vidt strakte Konge- magt. En saadan Tankegang kunde, hvor uheldig den end var, synes ret naturlig hos Frederik III. Han havde ikke Grund til at stole paa Troskab hos en Stand, som han maatte føle, med Føje harmedes over at se sig styrtet fra den politiske Magt, den tidligere havde ud- øvet. Misstemningen var vitterlig stor hos adskillige Adelsmænd, og der var endog dem, som talte om, at man for at slippe for Frederik III's forhadte Herre- dømme burde søge en Fornyelse af Kalmarunionen med Sverige. Sligt kunde være betænkeligt nok under endnu ikke helt fæstnede politiske Tilstande, og selv om man ikke efter Ulfeldts Katastrofe kan nævne nogen enkelt Mand af Adelen, der havde et bestemt Sammenstød med Regerin- gen, vardetikke blot i de første Aar af Frederik III's Re- gering efter Souverænetetens Indførelse, at der var Rygter

• ) Enhver, der gjennemgaar Rentekammerets Protokoller fra

denne Periode, vil stærkt faa Indtrykket deraf. For øvrigt behøver det næppe at siges, at jeg kun har kunnet med- tage nogle faa Træk til at oplyse Benyttelsen af den gamle danske Adel i civile Embeds stillin ger. Hvad her blot er an- tydet, kunde gjennemføres meget omstændeligere ved en Undersøgelse i det enkelte. Kongernes Mistro til danske Adelsmænd. 35

om Gjæring og Sammensværgelse. Ogsaa 1668 blev det fortalt, at der var lagt forræderske Planer imod Kongen og hans Slægt ^^).

Under Kristian V's Regering skulde man derimod synes, at al Grund til at frygte for Uroligheder fra den gamle Adels Side maatte være forsvunden. Enevælden var grundfæstet, Adelen knust og for største Delen for- armet. Den franske Diplomat Terlon sagde derfor om den, at den talte mere, end den var at frygte. Men Ulykken var, at adskillige af dens Medlemmer ikke kunde lade være at tale, ikke kunde afholde sig fra at give deres Misfornøjelse Luft. Der er Træk, som tyde paa, at nogle iblandt dem strax efter Kongens Tron- bestigelse havde Haab om at kunne, vinde en Del af deres Magt eller Indflydelse tilbage ^^). Skuffelsen ved at se dette Haab slaa fejl fremkaldte Vrede hos dem, og det kom ved et Drikkelag til hidsige Udtalelser fra nogle unge Adelsmænds Side til selve Kongens Halvbroder U. F. Gyldenløve. Efter hvad der blev for- talt i Hofkredsene, havde de stærkt angrebet Kongens absolute Magt, klaget over den Indflydelse, Fremmede havde, og sagt, at de haabede, den danske Adel inden lang Tid vilde have noget at sige ligesaa godt som Kongen. Den engelske Statsafsending, der har givet Beretning derom i en Depesche til sin Regering, tilføjer: „Jeg finder, at hele den danske Adel er meget imod, at Kongen er absolut" ^^). I Virkeligheden tænkte næppe nogen paa at gjøre alvorlige Skridt imod Regeringen; men det Misnøje, der fandtes i det mindste hos en Del af Adelsmændene, var tilstrækkeligt til at vække Mistro hos en Konge, der var omgiven af Mænd, i hvis Interesse det laa at holde dem borte, som havde et gammelt Navn, gamle Minder og nedarvede Slægtskabs- forbindelser at støtte sig til. Man ser, at Mænd som Konrad Reventlow og Kristian Siegfried Pless endnu saa sent som 1692 have fremhævet for Kristian V, at det

stred imod den souveræne Regerings Tarv at lade

3* 36 Første Kapitel.

dem faa overordnet Ledelse af Sagerne, der før Souve- rænetetens Indførelse havde havt Del i Styrelsen, og det selv om der ikke var noget at sige paa deres Færd^®). Naar Kristian V i sine Testamenter taler om Nød- vendigheden af at sikre Enevælden imod onde Machina- tioner fra deres Side, der inklinerede til den gamle For- fatning, tænker han netop paa den gamle danske Adel. Derfor mener han, der maatte vises Varsomhed ved Be- sættelsen af enkelte høje Embeder. Han advarer imod at lade den samme Mand have den øverste Kommando over Tropperne i Norge og saa tillige være Statholder eller Vicestatholder deroppe, med mindre det var „en Person, som ingen Anhang eller stor Slægt i Eigeme havde", og han holder det for utilraadeligt at udnævne en egen Statholder i Kjøbenhavn, da en saadan let kunde misbruge sin Myndighed, „saafremt han for den kongelig Souveræn Arveregering ej var vel intentioneret". Det gik efter hans Mening ej heller paa nogen Maade an at betro de unge Prinsers Opdragelse til nogen, „som man kunde have den ringeste Mistanke om, at hans Gemyt inklinerede til forrige bestaaende Rege- ringsart og til de store og den kongelige Autoritet højst præjudicerlige Privilegier, som Adelen udi forrige Valg- regering sig Tid efter anden havde tilegnet". Men al- vorligst advarede han dog imod at udnævne nogen af den gamle Adel til Generalprokurør, da dennes vigtigste Hverv var at give Agt paa, at intet skete til Skade for Kongens „Souveraineté og Højhed". Ogsaa er det be- tegnende, at Kristian V ikke vilde have nogen af den gamle Adel i Spidsen for den Højskole, han stiftede i Kjøbenhavn til Uddannelse af højere Embedsmænd, det saa kaldte kongelige Akademi. Kun saafremt det ikke var muligt ellers at finde nogen, der havde de rette Kvaliteter, maatte det ske. „Det maatte", siger han endelig, „ej heller tillades nogen, som brugtes i de højeste Stillinger i Finansstyrelsen, at alliere sig med den gamle Adel". Han frygtede i den Grad for StemTræk af Uvilje mod den danske Adel. 37

ningen hos denne Klasse, at han, da hans egen Søn Kristian Gyldenløve en Tid lang opholdt sig i Frankrig, søgte at afværge, at denne kunde blive paavirket af Erans Juel, der efter Kongens Mening var meget smit- tet af „den gamle Races original pecké^^).

Den, der nu læser Kristian V's forskjellige Ytringer om Adelen, kan ikke undre sig over, at en Præst 1683 i et Brev kunde holde det for betænkeligt at vise stor' Interesse for at sysle med de danske Adelsslægters Antikviteter. „Det synes", skriver han i den Anledning, „som avita nobilitas var odiosa. Sat sapiefiti^^%

Da Kristian V i Danmark og Norge oprettede Greverne^ og Friherrernes^ med særlige Rettigheder ud- styrede, Adelsklasse, var, efter Griffenfeldts Ord, den Tanke knyttet dertil „at dele Adelen"*), eller, hvad der var det samme, at svække den i politisk Forstand. Man kan af Kristian V's egne Ord se, at han ikke fandt Behag i den ældre Lighed iblandt Adelen, hvor- efter, som han udtrykker sig, ingen havde nogen Præ- rogativ for den anden, uden hvad hans Bestilling pro tempore kunde med sig føre^^). De store Rettigheder, som i flere Henseender skjænkedes Greverne og Fri- herrerne, havde klart til Maal at danne en særegen Kreds "af Hofadelsmænd, der vare nøje knyttede til Kongemagten og tillige, vel at mærke, ved at være Lensbesiddere stode under et vist Tilsyn fra Kronens Side, og hvis Ejendomme, naar Linierne udslukkedes.

• ) Danske Samlinger 2den Række III, 7. — Jvfr. Danske

Magazin 4de Række YI, 89—90, hvor den brandenburgske Statsafsending fortæller, at det var blevet forudset ved Hof- fet, at Udnævnelsen af Grever og Friherrer vilde blive mis- billiget af mange Adelsmænd, men at Schumacher og Grev Ahlefeldt havde forestillet Kongen, at denne Forskjel inden- for Adelen vilde omgive ham med større Glans, og at man vilde befæste Souveræneteten ved den Uenighed imellem dem, som vilde blive en Følge deraf. Dette havde bragt Kongen til at beslutte at indføre de nye høje Adelsklasser. vilde tilfalde Staten. Det ser endogsaa ud, som om KongenB Samtykke behøvedes, naar de vilde gifte sig**). Ifølge Indledningsordene til Grevernes og Friherrernes Privilegier skulde deres Ophøjelse opmuntre „andre til lige Iver og Nidkjærhed for Vores Tjeneste, uforander- lig Troskab og allerunderdanigste Devotion imod Os og Vores Kongelig Arve-Successorer i Regeringen" o. s. v,

Men denne nye Adelsklasse traadte kun frem der, hvor Kongen ene havde Magten i Hænde, altsaa ikke i Slesvig og Holsten, hvor han delte Herredømmet over Ade- len med den gottorpske Hertug. Greve- og Friherreværdig- heden var i det slesvig-holstenske Bidderskab — bortset fra det tyske Rigsgrevskab Rantzau — kun høje Titler. Adelsmændene havde her lige store Rettigheder^^).

Den Tanke, Regeringen havde, at gjøre særlig Gre- ver og Friherrer til en Hofadel, der skulde tjene til Kongemagtens Forherligelse, vakte, som det synes. Uvilje hos adskillige af den gamle Adel, og de holdt sig ikke blot strax tilbage fra afsøge Optagelse iblandt dem, hvad ellers mange gjorde; men nogle af dem afslog endog ligefrem at lade sig gjøre til Grever^*). Uheldig- vis virkede de derved til at drive Kristian V frem i en Retning, han kun var altfor tilbøjelig til at følge, og Udfaldet blev da, at der blandt de 8 nye Grevskaber kun blev ét, som ejedes af en Mand af den gamle danske Adel, ligesom ogsaa kun et Mindretal af de ny udnævnte Baroner hørte til denne Klasse. Alle de andre Grever og Baroner vare holstenske eller helt tyske Adelsmænd. Kristian V foretrak disse, ikke blot fordi han personlig holdt af flere af dem, men ogsaa fordi han haabede at finde langt paalideligere Støtter for Enevælden i dem, der stode den danske Adels Traditioner fjæmt, end han kunde vente at finde i Mænd af de gamle Slægter.

Og, ejendommeligt nok, det er, som om Tanken om det umulige i at faa denne Støtte hos den ældre danske Adel, og dermed Mistroen imod denne snarere voxede efterhaanden, som Aarene gik, end den tog af. stigende (Jyilje imod den danske Adel. 39

Den kulminerede efter den store nordiske Krigs Slut- ning, da Mændene af den gamle Adel ganske forsvandt af Konseljet, og da Frederik IV i sit Testamente gav Stemninger Luft imod dem, der kun kunne betegnes som et bittert Had., Man søger forgjæves i Adelens Holdning noget, der kunde berettige til en saadan Fø- lelse eller til at frygte for, at der kunde true nogen Fare fra dens Side. Med Rette havde den engelske Diplomat Vrigny i Begyndelsen af Frederik IV's Rege- ring udtalt, at den danske Adel aldrig vilde blive stærk nok til at gjenvinde sin tidligere Magt.

1. Om denne Elendighed findes mange Meddelelser rundt omkring. Her henvises exempelvis til Historisk Tidsskrift 2det Bind 238 f., 3dje Række II, 34, 4de Række V, 257; Ny kirkehist. Samlinger V, 119 og Rasmussen Søkilde: Holstenhus og Nakkebølle (Odense 1875) S. 57.

2. Trykt i Rahbeks Minerva for 1792, 3dje Bind.
3. Christian V’s Testamenter, udgivne af J. J. A. Worsaae (Kjbhvn. 1860) S. 20.
4. Dette betones paa en karakteristisk Maade i Frederik IV’s Instrux af 1700 for Medlemmerne af Konseljet. Han kalder her den souveræne Arveregering det højeste Klenodie, der og næst Gud er den eneste og bedste Styrke imod Farer, der kunne true fra Nabostaters fremvoxende Magt Gaspari: Urkunden und Materialien (1786) I, 31—32; Riegels: Udkast til Fierde Friderichs Historie (Kjøbenhavn 1795) 1, 203.
5. Suhm: Nye Samlinger til dansk Historie I, 230.
6. Johannes Vandal: Juris regii ἀνυπευθύνου et solutissimi cum potestate summa nulli nisi deo obnoxia libri VI (Hafniæ 1663—1667) f. Ex. S. 109, 177, 194, 1090—1102.
7. Suhm: Nye Samlinger til den danske Historie I. 251—52 jvfr. III, 7.
8. Aarsberetninger fra Gehejmearchivet II (Kjbhvn. 1856—1860) S. 167.
9. Ny kgl. Samling Nr. 676, 2det Kapitel, Folio paa Kongens Bibliothek.
10. Ogsaa i Souverænetetsakterne for Norge, Island og Færøerne ere Udtrykkene noget forskjellige fra dem, der bruges i Souverænetetsakten for Danmark.
11. Jvfr. Danske Magazin 4de Række VI, 94, der netop viser, at der er blevet forhandlet af Kongen med hans Raadgivere om denne Sag, og at det der er „besluttet, at Biskoppen ikke skal sætte Kronen paa Kongens Hoved, men at Kongen selv som souveræn Arvekonge skal tage Kronen fra Alteret“. Da det kom til Stykket, blev imidlertid, som det ses af Texten, en anden Form valgt for det samme.
12. Se R. Meiborg: Billeder af Livet ved Christian den femtes Hof (Kjøbenhavn 1882) S. 11.
13. Præsten Hjørring, Forfatteren til Kjøbenhavns Lejrkrands, skildrer nok i nogle Optegnelser fra 1668 herlige Bygninger, som Frederik III havde ladet opføre; men, hvad han fortæller derom, viser, at det i Virkeligheden var ubetydeligt. Hans Ord vidne kun om den allerede dengang stærke royalistiske Tilbøjelighed til at udmale alt, hvad en Konge foretog sig, som noget stort. Se O. Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium V (Kjbhvn. 1882) 767 ff.
14. Se herom Molesworth, an account of Denmark, as it was in the year 1692. Cap. 11 og Vrigny: Relation d’un voyage fait en Danemarc (Rotterdam 1706) S.134. En fransk Ambassadør, der var i Danmark fra 1693—1695, kalder i en Indberetning til Ludvig XIV Kjøbenhavns Slot en af de tristeste Bygninger i Verden, som var omgiven af en skiden Grav og havde en lille og mørk Gaard (Ny kgl. Samling Nr. 676 Folio paa Kongens Bibliothek). Molesworth udtaler sig endog i alle Henseender ringeagtende om Frederiksborg Slot og mener, at det langt fra var saa smukt som mange fornemme Englænderes Boliger. Den nylig nævnte Franskmand finder dette Slot anseligt og langt bedre skikket til at bebos end det kjøbenhavnske, men siger dog, at Værelserne vare uregelmæssige og savnede enhver Bekvemmelighed.
15. Kristian V’s Testamenter S. 59. Om Tessins Kaldelse til Danmark o. s. v., se Partikulærkassens Regnskaber for 1694—1696. De vise, at der i disse Aar er udbetalt Tessin 5080 Rdlr. for Modeller.
16. Vrigny: Relation d’un voyage fait en Danemarc (Rotterdam 1706) S. 134.
17. Se ny kgl. Samling Nr. 676. Folio.
18. Om disse Talangivelser se Budstikken (Kristiania) for 1828 Nummer 77—80; Suhm: Samlinger til den danske Historie 2det Binds 3dje Hefte S. 73; Chr. Bruun, O. Nielsen og S. B. Smith: Danske Samlinger 1 Række VI, 342.
20. Danske Kongers Historie Nr. 160. For Frederik IV’s Vedkommende skal her exempelvis anføres for Aaret 1712 Hofspisning 58,760 Rdlr., Hofvinkjælder 17,760 Rdlr., Hofbageriet 3260 Rdlr., Hofsukkerbageriet 4500 Rdlr. Ved alle slige Angivelser maa endnu tilføjes Udgifter til Brænde, Livré til Hoftjenerne etc. Se for øvrigt Finansregnskaber og Riegels anf. St. S. 752.
21. Disse forskjellige Talstørrelser ere hentede fra Kristian V’s og Frederik IV’s Partikulærkasseregnskaber. R. Meiborg anf. St. S. 108 mener vistnok rigtig, at den her nævnte kostbare Seng har været Kronprinsens Brudeseng; men han angiverPrisen for den for lavt, nemlig til 40,000 Kr. ɔ: 10,000 Rdlr., medens den i Virkeligheden var en halv Gang dyrere.
22. (Norsk) historisk Tidsskrift 1ste Række III, 157.
23. A. Hojer: König Friederich des vierten glorwürdigstes Leben (Tondern 1829) II, 242.
24. Suhm: Nye Samlinger til den danske Historie IV, 3dje Hefte S. 6.
25. Aftrykt hos Riegels anf. St. S. 673—75. For øvrigt var det langt fra, at Adgangen til Kongen havde været lettere før Enevældens Tid.
26. Meiborg anf. St. S. 64.
27. At dette Uvæsen i det mindste for en Del var ældre end Enevælden, fremgaar af O. Nielsen: Kjøbenhavn 1536—1660 1, (Kjbhvn. 1880) S. 112.
28. Gjentagne Gange findes Forordninger derom. Se den trykte Samling af Forordninger. Der har vistnok fundet et mindre Tilløb Sted til sligt allerede tidligere. Se Ny kirkehistoriske Samlinger IV, 381 f.
29. Allerede 29. November 1662 har man et Tilløb dertil ved en kongelig Ordre om Fordelingen af Stolestaderne i Slotskirken (O. Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium VI, 377).
30. Geharch: Aarsberetninger VII, 12.
31. Geharch: Aarsb. anf. St.
32. Det er derfor et af de Æmner, Laurenberg i sine satiriske Digte fra Kristian den 4des Tid flere Gange kommer tilbage til (L. Daae: Johan Laurenberg. Kristiania 1884. S. 29, S. 36 & 55).
33. J. Paludan: Om Dramets Udvikling i Danmark osv. Hist. Tidsskr. 5te Række II, 61—62.
34. Saaledes til Erindring om en Hofmaskerade 1693 (Werlauff: Antegninger til Holbergs Lystspil (Kjbhvn. 1858) S. 214, Note).
35. Suhm: Samlinger til den danske Historie I. 2, 200. Jvfr. Souverænetetsakten af 10. Jan. 1661 i Geharch: Aarsb. II, hvor Folket lover, at Kongens „sidste Vilje“ skal gjælde som „en Fundamentallov og en offenlig Forordning“. Udtrykket her kunde tyde paa en Tanke hos Kongen om at lade den endelige Forfatningslov træde frem som et Testamente, men sikkert er det dog ingenlunde.
36. Paaskrift uden paa et Hefte med en haandskreven tysk Oversættelse af den største Del af disse Regler (det første Hovedstykke med Tilføjelsen fra Aaret 1698 til de enkelte Paragrafer), hvilken Frederik IV har ladet foretage. Hans Paaskrift er egenhændig. Han har forseglet denne Oversættelse, der findes
43. Kongen gjentager 1669 sin Befaling derom, et ejendommeligt Vidnesbyrd om hans Ivrighed i denne Henseende (Kbhvns. Diplomat. VI, 490—91). Det er ikke uinteressant at se Statskollegiet i en Betænkning om de kjøbenhavnske Lav af 23. Oktober 1664 udtale, at der burde ske Indskrænkninger i den