Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 1-5

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Indledning.

Det erkendes fra alle Sider, at det danske Socialdemokrati er en Magt, der øver Indflydelse og vinder i Betydning med hver Dag, der gaar. Man kan se bort fra det rent politiske. Det danske Socialdemokrati, Arbejderbevægelsen, øver unægtelig en vis Indflydelse paa Lovgivningsvirksomheden — tusend og atter tusend Gange er det sagt, at uden den socialdemokratiske Bevægelse havde vi ikke haft de Arbejderreformer, der er fremkomne siden 1870. Det er sandt. Men det er foreløbig ikke heri, man skal se den største Betydning i den Kendsgærning, at danske Arbejdere samler og ordner sig i et bestemt Parti med revolutionære Læresætninger paa Programmet. Den rent praktiske Kamp mellem Socialdemokratiet og Samfundet, Dagens og Døgnets Kamp, den kæmpes ikke paa den politiske Arena, nej, det er en Kamp paa selve Arbejdsmarken, i det daglige Liv, som det leves af Forretningsmanden, Fabrikanten, Bonden, Godsejeren, Haandværksmesteren. Det er en meget snildt anlagt Angrebskrig mod Arbejdsgiverne, af hvem der fordres højere Løn og mindre Arbejdstid, humanere Behandling, og hvem Partiet truer med ødelæggende Krigsanstalter, hvis de gør Modstand.

Arbejdsgiveren skildrer da Socialismens Virkninger saaledes: Arbejderne bliver uvillige og tvære og opsætsige mod deres Principaler. De sløser med Arbejdet, giver næsvise Svar paa Irettesættelser, bliver dovne, fordringsfulde og umedgørlige, mistænksomme og vanskelige at tale sig til Rette med. De fabler om den Uret, de lider, og det gode Forhold mellem Arbejdsgiveren og hans Folk er paa én Gang ødelagt. Den uvidende og til enhver abstrakt Tænkning ukapable Arbejder har paa en Gang faaet Hovedet fuldt af Tanker, som han enten slet ikke forstaar, eller misforstaar. De af den socialdemokratiske Foredragsholder i al Almindelighed udslyngede Anklager mod Samfundet og enkelte Klasser af dette overfører Arbejderen uden Kritik og derfor ofte uretfærdigt paa sine egne Forhold og anvender dem mod sin egen Principal. Derfra Ufreden. Derfra Umuligheden af at komme overens, naar Socialismen først har grebet Arbejdernes Sind.

Socialisterne giver en anden Forklaring. Arbejderne, siger de, er blevne vakte til Bevidsthed om deres eget Værd som Mennesker. Harmen over Samfundsuretten, der øves, er rejst i dem. De vil ikke mere som viljeløse Maskiner lade sig bruge i Kapitalismens, i Udbyttersystemets Trædemølle, samlende Rigdomme sammen til Samfundets Skadedyr, som med Hænderne i Skødet dynger Guld sammen paa Arbejdernes Bekostning.

Hvorledes man nu laver Forklaringen — ét er sikkert: Efter Socialismens Indtog er der indtraadt en Forandring i Forholdet mellem Arbejdere og Arbejdsgivere. Strejker og Lønstridigheder, endeløse Forhandlinger, Udskældninger paa begge Sider, Anklager og Beskyldninger, Vrede og Bitterhed, Valgvrøvl og Mødespektakel, Demonstrationer og Protester løber ind i Forholdet mellem de Besiddende og de Besiddelsesløse. En ny, en, som det synes os, ond Aand er faret ind i Arbejderne, og alt det nye og stygge, der er kommet op i dem, kaldes med et forhadt Navn Socialisme, og Ansvaret for det nye og stygge lægges over paa de Folk, der i Bladartikler og agitatoriske Foredrag kæmper for de socialistiske Lærdommes Udbredelse.

Det er da ret naturligt, at man kan ønske at lære disse Førere nærmere at kende. Ethvert fornuftigt Menneske vil uden Betænkning indrømme, at Modpartiernes, den rent politiske Presse, bedømmer disse Mænd ensidigt og derfor urigtigt, naar den karakteriserer dem som en Flok samvittighedsløse, til enhver upatriotisk Ugærning parate Levebrødspolitikere, der kun har rejst Striden og vedligeholder den for at høste saa og saa mange tusende Kroner om Aaret. I den hæftige Dagens Kamp er en saadan Karakteristik maaske nødvendig, skønt muligvis en fornuftig og ikke altfor hadsk Dom vilde gøre samme Nytte, men at den er uretfærdig og vildledende, vil enhver begribe. Man bliver ikke Fører paa lutter slette Egenskaber og urene Motiver.

Danske Socialister, saaledes som vi i det efterfølgende agter at tegne dem, frembyder et ganske andet Helhedsbillede. Man gaar til et Studium af disse Mænd med alle de Fordomme i Hovedet og Antipatier i Sindet, som man nødes til at faa, naar man følger Begivenhedernes socialdemokratiske Udvikling med dens mange lidet tiltalende Sider, dens Udskejelser og dens beklagelige Virkninger. Men man gaar fra Undersøgelsen med en noget forbavset Erkendelse af det meget agtværdige og respektable, man har fundet hos disse Mænd. Man staar bestandig lige kold og ufølende overfor det, der er Kærnen i deres Program, men man hilser dem som Folk, der i Sandhed ikke har sat sig nogen taknemlig Opgave i Livet. Al den taabelige Snak om det socialistiske Førerskab som et Driverliv paa Arbejdernes Bekostning, alt dette er efter et nærmere Bekendtskab udvisket. Man kan bekæmpe de Formaal, disse Mænd har, man kan afsky de Midler, de benytter, men man erkender, at det er Folk, der arbejder. Det er Folkeførere, fanatiske og blinde, ofte hult og tomt skvadronnerende, i deres ydre Fremtræden lidet tiltalende Folkeførere, men det er Arbejdere for en Sag, der har deres Hjærte, for en Stand, der har deres Kærlighed. Man gaar fra dem, lige vantro, men mindre hadsk, end man var, da man gav sig i Lag med dem.