De uden Fædreland 1906/3.1

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel / Nordisk Forlag København — Kristiania


De uden Fædreland 1906.djvu De uden Fædreland 1906.djvu/11 373-434

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III

Erik, raabte Joán og, endnu gladere: vi

skal hjem.

— Ja, sagde Erik og sprang op: Er vi budne?

— Ja, vil De komme? sagde Gerda.

— Ja, Gu’ vil vi, sagde Erik og kom ned ad Trappen og tog den næstsidste Slat af Champagnen, mens Døren gik op og Fru Jespersen kom ind, fulgt af sin Mand.

— Maa ogsaa min Mand takke Dem? sagde hun. Han skal gøre det kort.

— Ja, sagde Pastoren. Tak (og han trykkede først Joáns Haand). Men saadan spiller De nu heller ikke hver Dag.

— Nej, Hr. Pastor, det er sandt, sagde Joán: det gør jeg ikke.

— Tak, lille Gerda, sagde Præsten og trykkede ogsaa hendes Haand, medens Fru Raabel, der havde sét Scenedøren aaben, var sluppen ind, hektisk over Kindbenene af Begejstring, lidt fugtig i Mundvigene:

— Det var, hvad vi ventede, sagde hun: Verdenskunst … Verdenskunst; og hun beholdt alt for længe begge Joáns Hænder.

Doktoren var fulgt efter og Købmanden holdt Døren aaben for Forstanderen og Hr. og Fru Lorentzen. Hele Rummet blev fuldt, mens alle takkede.

— Det har været en skøn Time, sagde Forstanderen: De danske Toner gjorde godt. De ligger os dog næst.

— Ja, dér var Hjerteklang, sagde Fru Lorentzen.

Grev Holstein havde fat i Berlineren:

— To Flasker, sagde han og pegede paa Champagnen.

Pastor Jespersen var stanset foran ham:

— De skulde pleje Deres Gaver, Hr. Hofjægermester.

— Pleje og pleje, Hr. Pastor.

— Ja, jeg synes nu, sagde Præsten, at det altid kan berige En selv.

Men Fru Raabel sagde til Joán og ret højt:

— Ja, vi Musikfolk tør jo maaske nok tilstaa, at vi foretrækker Mendelsohn …

Dr. Raabel stod foran Hr. Lorentzen:

— Kære Fabrikant, sagde han: jeg sad og sagde én Ting til mig selv — en eneste Ting: det er Verden, som er brudt ind over os.

De stod alle op ad hinanden og talte alle. Joán var gaaet helt ind til Væggen (men bestandig smilede han og hørte, mens han hørte intet) medens Fru Raabel, der havde en uafladelig Trang til at beføle hans Hænder, talte om Enkeltheder hos Mendelsohn, Enkeltheder, den kære Kapelmusikus ganske vist gengav anderledes.

— Men det er naturligvis kun en Opfattelse, sagde hun.

Berlineren havde været nede og raabt paa Champagnen, som Hr. Jensen løb med.

— Hvem har bestilt den? skreg Hr. Olesen fra Skænken.

— Det er til Greven, skreg Jensen.

— Ja, raabte Olesen: hva’ for en Greve?

Men Hr. Jensen var borte.

— Vi skriver’en for Koncertmesteren, sagde Olesen til Stuepigen, der var hidkaldt til Pulten.

Og et Par Kunder, der havde faaet Piberne frem, gav sig til at skoggerlé foran Skænken.

Grev Holstein hældte i Glassene:

— Hr. Fabrikant.

— Værs’go’, Hr. Forstander. Forstanderen stod hos Hr. Haacke, der forsikrede, at han var blevet dybt bevæget ved de gamle Melodier:

— Dänische Lieder, sagde han: alte dänische Lieder — nicht wahr?

Fru Raabel, der ogsaa havde faaet et Glas, sagde til Gerda, der stod ved Siden af sin Fader:

— Tak, Frøken Johansen, Tak — for Dem er det jo, man maa takke, desværre. Men næste Gang bliver det Musikforeningen. For nu ta’er vi Mod til os.

— Men, sagde hun og smilede til Hr. Johansen: det er ikke alle Hænder, der forvandler alt til Guld, hvad de rører ved. De talte alle i hver Krog. Man hørte Forstanderen, der med Hr. Haacke stadig talte om Folkeviserne. De er jo vore, sagde han: Og fremmede kan vel ikke helt — da Doktoren slog paa sit Glas: Han vilde her paa Stedet, paa selve Stedet, paa Valpladsen endnu en Gang …

Doktoren kom ikke videre …

Det var Urmageren, der dumpede ned ad Trappen.

— Ja, det er mig, sagde han og greb et Glas. Tak, sagde han til Joán: det var storartet … Men De, Hr. Hofjægermester, De er en Helt.

Han løftede sit Glas:

— For det kendt’ vi, sagde han, mens de alle lo og Doktoren vilde fortsætte:

— Om vi saa her paa Valpladsen endnu en Gang …

— Drikker for Hofjægermesteren, sagde Joán.

— Ja, den er hørt, raabte Larsen.

— Ja, for Hr. Hofjægermesteren, sagde Gerda.

— Naturligvis, sagde Doktoren, der havde trukket i sin Manchet, saa den var revet løs, mens Joán svingede sit Glas tre Gange som en Ungarer, der skriger Eljen: Erik leve, raabte han. De skreg et Leve og de stødte Glassene sammen. Og saa et Hurra, raabte Larsen, og de raabte Hurra tre Gange.

— Jeg ka’ s’gu, sagde Larsen og klinkede: aldrig høre den om Else, uden at jeg ska’ faa Taarer i mine Øjn’.

— Skaal, Hr. Koncertmester.

De klinkede sammen, to og to.

Joán holdt endnu sit Glas mod Eriks.

— Ja, Tak for idag, du, sagde Erik.

Der gik med ét en Trækning over Hofjægermesterens Ansigt og han skød Læberne frem, før han drak:

— For, Josse, det er jo ikke Festdage altsammen — her i Landet.

— Hr. Hofjægermester, det var Fru Raabel, der kom med sit Glas i Haanden: der var Musik, der var Musik deri … nu kan De da ikke undslaa Dem i Musikforeningen.

Dr. Raabel, der havde løftet Flasken og sét, om der var mer, skænkede i og sagde:

— Det var forbausende, ganske forbausende. Min Kone sagde i ét væk: Det er virkelig Musik, det er virkelig Musik.

Fru Lorentzen, der stod ved Bordet, sagde pludseligt over til Fru Raabel, langsomt og venligt og pegende paa Hyacinterne:

— Det er Frøken Luckows Hyacinter … jeg kender dem paa Farven.

— Ja, Fru Lorentzen, svarede Fru Raabel, der syntes rørt: det var Fru Luckows sidste Vennegave til hendes Læge.

— Og nu har de prydet ved et lille Festlag. Det hørte vi, sagde Fru Raabel og vendte sig til Gerda, der havde revet Blomsterne op af Hr. Olesens Køler.

— Saa skulde vi maaske gaa, foreslog Købmanden, der længe intet havde sagt.

— Ja, sagde Joán: saa gaar vi.

De andre gik i Forvejen gennem Salen.

— Her er mørkt, hviskede Joán: Pas paa.

Og han stødte mod Bænkene.

— Jeg er kendt, sagde Gerda.

— Det var en Bænk! … Og han strakte Armen frem, som vilde han lede hende.

— Jeg holder mig til Væggen.

— Hvor er I? raabte Holstein bagude.

— Her, sagde Joán. — Hvorfor Satan har han slukket? bandede Erik.

— Jo, for nu er det forbi, sagde Gerda, der havde lukket sine Øjne.

Ved Siden af hende, i Mørket, svarede Joán hviskende:

— Nej.

Men han vidste ikke, om hun havde hørt det og han kunde ikke sé hendes Ansigt.

— Tog I Blomsterne? sagde Erik bagved dem.

— Ja, sagde Joán og holdt fast om Orkidéerne.

— Hvor har De faaet de Blomster fra, saa skønne de er, spurgte Joán i Mørket.

— Fra Vejle.

— De faar alting fra Vejle.

— Ja.

Og pludselig i en anden Tone, lavt, sagde hun:

— Nu er Deres Moders Fødselsdag snart forbi.

— Ja.

De var tæt ved Døren.

— Hvem er det? sagde Joán, der havde rørt ved en Mandsskulder.

— Bestyreren! svarede en Stemme:

— Købmand Jespersen sendte mig op at vise Dem Vej.

Bestyreren strøg en Tændstik:

— Her er to Trin, sagde han og Tændstikkens Lys faldt paa de tre Ansigter.

— Tak, sagde Joán og Frøken Gerda fulgte.

Fru Jespersen stod endnu og tog Tøjet paa ude, hvor der var Lys.

— Men Hr. Haacke? spurgte Gerda pludselig og saá sig om, som gjorde Lyset hende igen til Værtinden.

— Ih, ham har Fru Raabel inviteret.

— Hjem til sig? sagde Erik og lo, mens han fik Ærmet i Overfrakken.

— Nej, sagde Fru Jespersen, der lo som han: over til Johansens.

De kom ud i Gaarden, Herrer og Damer løb rundt mellem Vogne, mens Heste stampede.

— Godaften, Fru Jespersen, lød en Damestemme fra en Vogn:

— Aa, hvor var det …

Og Damen holdt inde, da hun saá Joán.

Fru Jespersen lo. Ja, sagde hun og pegede op mod Vognene: Nu kommer Kløen. Nu skal der ages nogle Mil.

— De Stakler, sagde Joán.

— Aa nej, sagde Præstefruen, og som om hun havde gennemløbet en hel Tankerække, tilføjede hun:

— Kunstnere er egenlig ikke taknemmelige.

— Hvordan?

— Jo, for hvad maa det dog ikke være for en Velsignelse at kunne give andre al den Glæde.

Der gik et Lys over Joáns Ansigt og han vendte sig:

— Frøken, hvor er De?

— Her, sagde Gerda, der gav Bestyreren Besked om, hvad Vin der skulde bringes op af Kælderen til Herrerne.

De kom ud paa Gaden. Vinduerne i „Danmark“ var smækkede op, saa Stemmerne lød ud over Vejen. Inde i den inderste Stue lød et Klavér.

Joán var stanset, da de begyndte at synge:

 
Og husker I saa i denne Nat,
før vi af Fæstningen drog
og alle Stemmer forstummed brat
mens Midnats-Klokkerne slog.
Da raabte han: Børn, før Klokken igen
slaar tolv, i Kolding vi staa,
vi sejret har, men ikke derhen
idag, ej imorgen vi naa.
Ti paa Valen sover Olaf Rye.

— Hvad er det, de synger? spurgte Joán, der stod mellem Gerda og Fru Jespersen.

— Sangen om Olaf Rye, svarede Fru Jespersen: den synger de altid — de dernedefra.

— Ham der faldt?

— Ja.

Derinde gentog de Verset, mens de tre blev staaende paa Gaden.

— Hvordan er Ordene? spurgte Joán.

Fru Jespersen sagde dem:

Vi sejret har, men ikke derhen
idag, ej imorgen vi naa.
Ti paa Valen sover Olaf Rye.

— Sé Stjernerne, sagde hun og løftede Ansigtet: saa mange der er.

— Ja, sagde Gerda og hendes fugtige Øjne saá dem ikke.

De stod lidt.

Saa sagde Joán, maaske blot for at sige noget:

— Hvor den ene lyser stærkt.

— Ja, sagde Fru Jespersen, og de stod alle med opadvendte Ansigter: det er Venus.

— Ja, sagde Gerda og Joán paa samme Tid.

— Men aldrig har jeg sét, halvhviskede Joán, Stjernerne saa skønne som ved Bosporus.

— De var da alle Steder, sagde Fru Jespersen, der bestandig saá opad mod Himlen.

— Ja … Og Joán smilede: Men nu vil jeg blive hjemme.

— Hjemme? Gerda havde vendt sit Ansigt: Hvordan?

— For nu vil jeg gøre Mennesker lykkelige, sagde Joán og saá paa hendes Ansigt.

Fru Jespersen blev ved at sé op:

— Kan man gøre Mennesker lykkelige?

En Mand, der kom skridtende bagved dem, strøg dem, lidt haltende, forbi.

— Ja, jeg gaar derop, Frøken Johansen, sagde han: jeg kommer ubuden. Men hos Deres Fa’er véd jeg altid, jeg er velkommen.

— ja, sagde Gerda, der var faret sammen: Nu kommer vi andre.

Den Haltende gik videre, over mod Johansens Port.

— Hvem er han? spurgte Joán og saá efter den skævryggede Mand.

— Det er Magisteren, svarede Gerda, der gik hastigt: han har et Hus herude.

Men Joán sagde og saá op mod Johansens Ruder:

— Gid der ikke var saa mange.

— Det er der, sagde Gerda ligesaa sagte som han.

Maaske havde de ikke troet, at ogsaa Fru Jespersen havde hørt det, men hun sagde med sin runde Stemme:

— Ja, der er hele Egnen.

— Den, Grev Ujházy, kommer man ikke løs af.

De kom ind i Gangen og ved Foden af Trappen sagde Gerda (som om her ved Trappens første Trin alle hendes Ængstelser for iaften havde mødt hende) og hun trak Vejret saa langt:

— Men de kom da alle.

— Hvordan, alle? spurgte Joán, der blev staaende.

— Jo, sagde Gerda og virrede med Hovedet: vi vidste jo dog ikke, om de fra Musikforeningen vilde møde, nu, da det ikke var dér.

— Saa meget De har haft at tænke paa, sagde Joán.

— Ja, smilede Gerda.

Mens de gik op ad Trinene, sagde han:

— Men har det saa været saadan — som De havde tænkt?

Gerda tøvede:

— Det har været anderledes, sagde hun og Ordene snublede.

— Eller, sagde hun og hun talte lidt stakaandet af Bevægelse eller en Følelse, hun næppe kendte selv og dog bekæmpede:

— Det vil jeg maaske først vide — — om fjorten Dage.

— Om fjorten Dage? og Joán lo ganske stille.

— Ja, sagde Gerda ligesom før: jeg mener ... man véd dog aldrig, hvordan noget var, før man har tænkt sig om.

Men Joán sagde, og hvert Ord kom hastigt, men tydeligt:

— Hvad der er sket, véd man.

Joáns Læber stod aabne under hans stærke Aande.

— Ikke jeg — — tror jeg, sagde Gerda og de var ved Døren.

— Naa, Gudskelov, sagde Fru Jespersen: det har givet bedre Plads.

Der var aabnet til alle Stuer, hvor Herrerne allerede sad rundtom ved deres Læskedrikke. Det var ligesom de pustede og strakte sig lidt og sagde ikke saameget.

— Vil De ikke hvile Dem lidt? spurgte Fru Jespersen.

— Tak, sagde Joán som den, hvis Tanker er andetsteds og han saá pludselig alle Ansigterne omkring sig:

— Her er fler end før.

— Nej, sagde Fru Jespersen (der havde sét frem over Stuerne, hvor nu Damerne, der havde nettet sig, kom ind): det er ganske det samme.

— Er det?

De gik ind i Købmandens Stue, hvor der ingen var.

— Her er stille, sagde Joán og saá uvilkaarligt rundt paa de gamle og stærke Møbler.

— Ja, sagde Fru Jespersen: her staar Egnens Pengeskab.

— Og det er Karen Posts Sofa, vedblev hun og pegede.

Hun gik hen til Vinduet. Fra Kroen lød der bestandig Stemmer og Sang. En enkelt Vogn rullede bort endnu. Paa Agestolen sad de Kørende tause.

Fru Jespersen sagde til Joán, som stod ved Siden af hende:

— Nu sidder de og tænker over det.

— Tænker fjorten Dage, sagde Joán og Fru Jespersen forstod ikke hans Tonefald.

— Aa ja, saadan en Aften giver Luft paa Pladsen.

Joán, der betvang en Uro i sit Væsen, sagde:

— Men her interesserer Menneskene sig dog for alt, synes jeg.

— Ja, svarede Fru Jespersen og hun slog med sin Finger ligesom en Cirkel paa Vinduessprossen:

— For alt det.

— Men det har været dejligt for Gerda, sagde hun og saá ud i Luften: Og hun kan nok trænge til det. Her i Huset er der saamæn trist nok for hende, siden den Ulykke skete.

— Ulykke skete?

— Ja, da Emilie selv gik fra Livet.

— Søsteren? Tog hun sig af Dage?

Fru Jespersen vendte sig:

— Aa, vidste De ikke det … aa nej, hvor kunde De det …

— Men, sagde hun igen og talte langsomt: Gerda er blevet meget for sin Fa’er og hun dæmper meget af paa alt det haarde i hans Natur. Og min Mand og jeg — jeg vilde saamæn tit ikke vide, hvordan mit Humør vilde staa, hvis vi ikke havde Gerda. Saa dejligt her ogsaa er, min Mands Stilling er jo lidt vanskelig her paa Egnen.

Hun tav et Øjeblik og hun sagde, mens hendes Tanker atter var ved Gerda:

— Naar blot hun maa blive lykkeligere end Husets andre Børn.

— Er det Dem, Gerda? Fru Jespersen vendte sig.

Frøken Gerda stod paa Dørtærskelen og sprøjtede med sin Refraichisseur.

— Det er en Sygdom, Gerda, med Deres Sprøjten, lo Fru Jespersen.

Men Joan havde strakt Hænderne imod hende:

— Gi’er De mig en Smule?

Gerda gik langsomt frem og stænkede Eau de Cologne ned over hans Hænder.

— Nej dog, stænk ham i Ansigtet, sagde Fru Jespersen: det kan da mærkes.

Gerda løftede Flasken og den fine Regn faldt ind over Joáns Kinder.

— Tak, Tak, sagde han og saá ind i hendes lille Ansigt.

— Nej, nej, det svider i Øjnene, raabte han og han gned dem med de fugtige Hænder, saa Øjnene sved endnu mer.

— Ja, Fru Jespersen lo: men noget efter bliver de saa klare.

— Ja, raabte Grev Holstein fra Dørtærskelen: la’ ham faa Øjnene op, Frøken.

— Alle de Ujházy’er, blev han ved: de har halvlukkede Øjne.

— Og alle i Frøken Gerdas Familie har store Øjne, sagde Joán, og det var, som hans Stemme vilde holde hende fast, idet hun gik.

Erik og Joán blev ene ved Vinduet.

Saa sagde Joán, der holdt Haanden om Vinduessprossen:

— Hvad var der — du — — med Frøken Gerdas Søster?

— Med hendes Søster …. hun druknede sig. Det var vist i Espergærde — det er der noget, der hedder.

— Ja — — men hvorfor druknede hun sig?

— Véd s’gu ikke. Der var s’gu ikke no’et galt fat. Men hun havde jo trumfet det igennem, at Student, det vilde hun være. Og saa da hun var blevet det og skulde studere videre, siger de, hun kunde ikke rumme det.

— Og saa tog hun sig af Dage, sagde Joán langsomt.

— Ja, sagde Erik: saa druknede hun sig altsaa.

Erik tav et Øjeblik:

— Sørgeligt nok var det. Men for Johansen kunde det gerne være en Straf — skønt han er vel straffet nok med Sønnen.

— Naa — og Erik saa ud paa Vejen — hvem har mon ikke tænkt paa at drukne sig — — naar man saadan en Dag staar og stirrer ud over Vandet … og Livet.

Joán hørte vist ikke efter og var inde i en anden Tankegang:

— Stakkels Frøken Gerda, hviskede han.

Og han gjorde et Par Skridt, næsten som maatte han gaa ind til hende.

— Naa, sagde Erik og fulgte efter: hun skal jo nu ikke ta’e den Examen.

— Over hendes Liv er der vel besluttet, sagde han.

Der gik et Glimt over Joáns Ansigt.

— Naa, nu er du den, hviskede Erik. For i Døren løb de lige paa Fru Raabel.

— Aa, sagde Fruen: herinde er der køligt.

— Ja, her er Luft, sagde Erik og smøgede sig forbi paa „Luft“.

— Aa ja, sagde Fruen: det er, som Blodet steg En til Hovedet med de mange Tanker, men de vækkes jo op igen og kommer uvilkaarligt … ved Aftener som denne.

— Ja, Fruen har selv studeret Musik? sagde Joán, hvis Øjne var, fangende, ude i Stuerne.

— Ja, sagde Fru Raabel, i Leipzig — to Aar. Det var en dejlig Tid — da haabede man. Men der skal vel ogsaa Held til, selv om man har Gaven. Beethoven var nu min Stormester. Og naar man ikke hører til dem, der vil slaa af og det er et lille Land, hvor mange føler sig kaldede og de ukaldede undertiden trænger sig mest frem, saa bliver man sprunget over.

— Ja, det sker jo, sagde Joán til Fru Raabel, der talte som den, der har ventet længe.

— Og Gaven selv bliver det mindste af det, sagde hun: Jeg koncerterede naturligvis ogsaa nogle Gange … men saa si’er man til sig selv, naar man ikke vil slaa af: du gemmer det hellere hen — ind i dig selv, siger man, som dit dyre Eget …

— Men naturligvis, undertiden, saadan naar man hører de andre — det forstaar De bedst, som har hørt saa megen saakaldt Musik, saa tænker man nok og det gnaver lidt i En: Ja, Vejene i Livet er underlige.

— Ja, sagde Joán (der talte Gerda med Erik): Livet kan føre En forunderligt.

— Ja, sagde Fru Raabel og blev ligesom inderligere paa Grund af Joáns Tonefald: Livet har Masker … det har Masker, saa vi bli’er hængende … ja, det véd De nu ikke, for De er naturligvis osse af dem, som Livet har været god imod. Det høres — det hørtes iaften paa Deres Musik … Øret, Hr. Greve, det har man dog bevaret.

Fru Raabel holdt inde et Øjeblik. Maaske ventede hun paa en Anerkendelse af Øret . .

— Men, sagde hun, som hele Tiden havde en sær Virren med Hovedet, som om Fluer plagede hende i Tindingerne:

— Men saa blev man jo gift ... For mig har det jo osse været særligt svært, med den dobbelte Gave, at træffe Valget, fordi jeg jo osse maler og naaede saamæn lige Charlottenborg. Og saa kunde man vaagne om Natten og saa kaldte Beethoven — — kender De det — aa ja, naturligvis, naar man er forfulgt af en Sats og kan ikke komme fra den …

— Men, blev hun ved og sprang igen i sin Tanke: min Fa’er han sagde saa tit og, Gud, maaske havde han Ret, du løber, min Pige, fra det ene til det andet, fordi du vover ikke Springet …

— Alting, er at vove, sagde Joán.

— Ja, sagde Fru Raabel.

— Men nu er man jo gift, begyndte hun igen: og man lever i de fælles Interesser — for, Gudskelov, dem har man.

— Ja, sagde Joán (Gerda stod ved Klaveret nu, hvor Erik havde sat sig).

— Og saa har vi jo Musikforeningen, som jeg fik dannet, osse for min Mands Skyld, Tiden er vanskelig for Læger, og hvor man lægger et Arbejde. Ja, desværre, det var jo ikke os — nu iaften, vi vovede det ikke, naar Forholdene er smaa og desuden, det maa man jo sige, for den lille Frøken Johansen er det heller ingen Risiko. Naar det er dem, er der jo mange, desværre, som føler sig tvungen til at gaa med — det ligger jo i Forholdene — dér, hvor Pengeskabet staar og Panteobligationerne gemmes, har man Magten, hvor en anden maaske sidder med Viljen og Gaven.

Fru Raabels Stemme havde lydt lidt skarpere.

— Og man taler, sagde hun og skiftede Tone: og lægger Beslag paa Dem og saa vækker man vel bare Misundelse, fordi man bliver hørt (og Fru Raabel trykkede rørt og synligt begge Joáns Hænder) af den store Mand og Dagens Helt … Men, De vil fatte det: naar man lever her, kan man nok brænde efter en Forstaaende …

— Ja, sagde hun og sprang paany: det er Forstaaelsen, det skorter paa og det gør En træt mange Gange i Foreningen … for hvor der ingen Forstaaelse er, af Værdierne, mener jeg, de sande Musikværdier, De forstaar mig, hvordan skal man saa samle Tilslutning? Og her paa Egnen — fra Højskolen og det har vi jo intet at vente. De har hørt deres Sang — lad os ikke tale om det … De Folk har Interesse for det (Fru Dr. Raabel slog med den haandmalede som en tyk Grænsestreg gennem Luften) og hvad der er udover Hartmann er af det onde. Kære Mester, De forstaar, at elske Wagner og leve mellem Folk, der ikke er naaet til Beethoven.

Joán havde støttet sig til Dørstolpen. Erik sad endnu foran Klaveret, hvor Gerda stod med „Weyse“ i sine Hænder.

Fru Raabel, der havde tiet et Øjeblik, sagde:

— Man sidder med sin Gave — og man sidder med Gaven og tørrer ind …

Erik slog an derinde. Det var Sangen om Ridder Aage og Blodet skød pludselig op over Fru Raabels Kindben:

— Og iaften, Mester, jeg nægter det jo ikke, vibrerede mine Fingre, da Hofjægermesteren forsøgte sig. Det var jo meget net og man kunde maaske ikke forlange mere … Men Hænderne er jo svage — — selv om Grev Holstein maaske har noget af Gaven — har haft …

Erik blev ved at spille:

Fæsted han Jomfru Else.
hun var saa væn en Mø.

— Men man tænkte jo paa, De forstaar mig, Mester, tænkte jo paa: bare en Gang selv at kunne haft den Glæde …

Joán havde gjort tre Skridt:

Maanedsdag derefter
laa han i sorten Muld.

Fru Raabel havde pludselig fulgt Joáns Blik ind mod Klaveret og vistnok misforstaaet hans Smil, for hun sagde og talte om Hofjægermesteren, hvis Tand var hvas overfor Foreningen og hendes Beethoven:

— Ja, sagde hun og smilede forstaaende: der gives mange Drømmere her i Landet og naar de halvvaagner af deres Drømme, gnider de deres Øjne som Kritikere.

— Ja, naturligvis er Fruen blevet Kritiker, sagde Joán pludselig og gik, mens Fru Raabel blev staaende med det virrende Hoved, som havde hun faaet en Slat Vand i Ansigtet.

Inde i Stuerne sad de og talte i Smaaflokke. Forstanderen, der havde staaet sammen med Fru Lorentzen og de to sønderjydske Fruer, satte sig i Faster Anes Stol — en høj Lænestol med Høhynde og Kunstvævning — og sagde:

— Ja, dette er en Stol for mig. Vi fra Vore foretrækker det haarde Sæde.

Og han talte om den glade Fremgang, der virkelig var kommen i vor Snedkerskole.

— Ja, sagde han: vi gaar kun frem Skridt for Skridt, men vort Fyrretræ med de gamle Mønstre vinder frem. Vi har allerede den Glæde at kunne tænke paa, at vort kønne Husgeraad staar i mange Hjem, Hjem og Gaarde Landet over — — og det minder altsammen, det er Kærnen ved det, det minder og holder fast ved selve Gerningen …

Joán var naaet frem forbi Fru Lorentzen, da Pastor Jespersen stansede ham:

— Naa, De er kommen fri, sagde Præsten: jeg var ellers sendt af min Kone for at fri Dem fra „Gaven“.

Joán smilede, maaske lidt aandsfraværende, men pludselig sagde han og gik hen mod en Vinduesfordybning:

— Hvor Deres Frue er elskværdig — — og hvor det er godt, Frøken Gerda har haft hende.

Kapellanen saá et Øjeblik paa ham.

— Naa ja, sagde han: de to hjælper hinanden. Man trænger nok til at hjælpes ad, Grev Ujházy. Her idetmindste er der nok at bære — og var vi ikke to, min Hustru og jeg, til at bære det, havde jeg vel ogsaa forlængst søgt bort. Men naar man er to, saa holder man ud. Det er jo den store Velsignelse.

— Det maa det være, sagde Joán stille.

— At dele er at finde Fred, fortsatte Præsten.

— Ja, sagde Joán og han vilde atter gaa — derind,

da den lille haltende skød sit Hoved op bag ham og Præsten:

— Og de Herrer taler? sagde han i fire Kvæk.

— Om Livets Bekymringer, Hr. Magister.

— Hm, sagde Magisteren: Emnet er rigt og her paa Egnen mangfoldigt. Men det er ikke noget for en fremmed. Hr. Ujházy, De skal bevare Deres Turistindtryk, som er Landets Græsgange og Folkets Kultur …

— Men maaske maa jeg takke Dem. Jeg er ikke musikalsk, men, takket være Deres Violin, drømte jeg i en Time Verden gylden og nogle Drømme om igen.

Joán løftede Hovedet.

— Ja ja, kære Herre, sagde Magisteren: Drømme er ikke meget værdt … nej, de er ikke. Men hvad vi drømte, er dog vore Drømme.

Joán, der maaske var inde i en helt anden Tankegang, sagde:

— Dette er min sidste „Violintur“.

— Ja, sagde Præsten: det er der sagt noget om, at Greven ikke vil spille mer.

— Og hvorfor? spurgte Magisteren.

Joán saá frem mod Klaveret:

— Fordi jeg tror, sagde han: at jeg nu bør handle.

Magisteren saá ud over Stuen:

— I hvilket Parti vil De melde Dem ind? sagde han og drejede sig bort paa den halte Hæl.

Erik sad endnu og slog Akkorder an, mens han stadig talte til Gerda om Joán:

— Nej, i gamle Dage var den ikke saa gunstig … han var som oftest meget bedrøvet og snakke ud om Sagerne gjorde han heller ikke. Men der var vel ikke saadan noget rigtigt Hjem paa den Ø. For Moderen var jo død og hun havde vist ikke været meget lykkelig, tænker jeg.

Gerda sagde brat:

— Var hun ikke lykkelig?

— Tja — jeg véd ikke. Hun var jo fra Vejle, sagde Grev Holstein, som om han gav en hel Forklaring.

Og lidt efter sagde han, mens han saá ind mod Klaveret:

— Min Kone er ikke længere end fra Lauenburg, Frøken Johansen.

— Nej, jeg tror ikke — og han slog atter an paa Klaveret —: at Kærlighed er nogen Exportartikel, der egner sig til at passere Grænserne.

Gerda havde støttet Hovedet mod Klaveret, mens Erik blev ved at spille:

— Og saa har han levet i alle de fremmede Lande, sagde hun, langsomt.

— Ja, sagde Holstein og drejede sig om paa Klaverstolen:

— God Aften, Hr. Magister, nikkede han til den Halte.

— Vi sidder og grunder, Frøken Johansen og jeg — over alt det, som Menneskene véd bag efter.

— Hæ, sagde Magisteren: alting véd man først bag efter … Vi taler og véd ikke selv, hvorfra i Sjælen det kommer. Og selve Ordene, vi siger, fører os videre — et Skridt videre mod et Maal, vi ikke gør os klart …

— Det er forresten rigtigt, sagde Erik: det Hele er et grangiveligt Tusmørke.

— Ja, sagde Magisteren: og Folk løber paa hinanden og forbi hinanden.

— Hva’ si’er Frøkenen?

— Ingenting, sagde hun og rystede paa sit Hoved. Men da Magisteren haltede bort, sagde hun og havde maaske ikke tænkt paa andet end paa de Ord:

— Men hvis han nu blev her?

— Hvem? naa — Joán?

Grev Erik skød Læberne frem.

— Synes De egenlig her er saa rart at sidde — for dem, der er født til at sidde her?

Men i samme Nu vendte han sig om mod Joán, der kom hen over Gulvet, og sagde leende:

— Frøken Gerda si’er, hun synes, du skulde blive her.

Og han rejste sig.

Der var strømmet et Lys ud fra Joáns Øjne — mens han sagde:

— Men her er ikke min Plads.

Gerda havde atter sænket sit Ansigt.

— Jeg maa rejse hjem, sagde Joán og brat fløj det ud over hans Mund:

— Men Danmark ta’er jeg med mig …

— Lad os sé det, sagde Erik.

De talte lidt og Joán vidste næppe hvorom — hørte kun Eriks Stemme og hendes.

— Gaar De, Frøken, spurgte han saa.

— Jeg er jo Datter i Huset, svarede Gerda sagte og vilde smile.

— Hvorfor var Frøken Gerda bedrøvet? sagde Joán, da hun var gaaet.

— Jeg véd s’gu ikke, sagde Erik: men vi svinger min Salighed alle op og ned idag som var vi Kviksølv under Jordskælv.

— Kom. Vi trænger til noget drikkeligt. … Hvor findes de meget ærede Flasker? vendte han sig til Doktoren, hvem han vilde fly.

— Her i Huset, sagde Doktoren, findes de baade paa første Sal og i Kælderen. Og han lo ad sit eget Vid.

Men da Grev Holstein var gaaet, sagde Doktoren saa rapt, som greb han til for at trække en Tand ud:

— De har talt med Madame, Hr. Greve — ja, hun længtes efter det. Naa, morsomt er det jo heller ikke — og navnlig for Madame … Hver ta’er jo disse Bønder efter sit Temperament — ikke sandt? og man er jo heldigvis Københavner af en Aargang, der har lært at grine ad det meste. Og hvis man overhovedet, kære Herre, beslutter sig til at holde ud i den Institution, der kaldes Ægteskabet — her paa Egnen er der nu ikke saa mange, der burde opretholdes — naa, hvad jeg vilde si’e, skal man blive i det, ikke sandt, hjælper det jo altid med de fælles Interesser … det andet hjælper man dog efter paa, naar man er et Mandfolk, ikke sandt?

— Men paa den anden Side, røg Doktoren videre, mens der kom en vis Betænkelighed i hans Stemme: paa den anden Side, kære Herre, saadan et Talent som Madames, jeg mener, et Talent, der ligger hen — det gnaver lidt paa Humøret, ikke sandt. En anden ta’er det jo … ja, Madame har naturligvis sagt Dem det, mere overlegent …

Jeg var bestemt for Opéra comique, sagde han med et Sæt i Ordene.

— Lille Stemme, sagde han: men man sagde: Skuespillerbegavelse. Men, saa var Familien imod det, naa … ja, Madame har vel sagt Dem det. Kortsagt — man blev Læge.

Dr. Raabel slog Smut med Læberne:

— Her paa Egnen.

— Tak, sagde han til Fasteren, der bød Vin rundt paa en Bakke. Da Joán intet Glas havde taget, lagde han til med et fortroligt Nik (Dr. Raabel var i det Hele en fortrolig Mand, der talte om andre og om sig selv som ti! en Medvider):

— Her i Huset skal man ta’e, hvad der bydes — fra den bagerste Kælder.

— Og sin egen Vin skal man forskrive fra Mønster, sagde han og lo. Men han vendte hastigt tilbage til sin lidt op og ned gaaende Tankegang og fortsatte om sin Bliven Læge:

— Naa, hvem véd, hvad det var godt for? Kære Herre, et lille Land med en stor Hovedstad og en mærkelig Kultur — — Kultur til en vis Grad over det Hele, for dette Bræk (og Doktoren slog med Hovedet ind mod Forstanderen) er vel ogsaa en Slags Kultur — et Land som dette, kortsagt, det bliver noget af et Drivhus. Mange Evner, sér De, der drives op til en vis Højde — en vis Højde, ikke sandt, og ikke videre. Men kritisere kan alle og Resultatet, kære Herre — naa …

— Men i Ægteskabet … man kender dog sig selv, ikke sandt? lidt saadan „miskendt“ bliver der dog altid tilbage — og to Misfornøjede i ét Ægteskab — naa . .

— Har De truffet et lykkeligt Ægteskab?

— Jeg ikke, kære, svarede Doktoren sig selv.

— Naa, heldigvis er man overlegen, sagde han og drak igen.

Og uden nogensomhelst tilsyneladende Sammenhæng sagde han:

— Jeg gi’er aldrig til Monumenter. Men til Hørup gav jeg s’gu. Det havde han fortjent.

— Men — og atter sprang Dr. Raabel i Tanken —: Det var naturligvis kedeligt for Madame, at hun ikke fik Æren at spille med „Berømmelsen“. Men Synd var det at miskende Hofjægermesteren — falder os jo ikke ind. Han véd s’gu, hvor Nælderne bider — med Grevinden siddende i Potsdam og …. „Giftblanderen“ her ….

Joán saá Frøken Gerda, der inde i Spisestuen stillede Fade frem paa Bordet, hvor der var kommet Dug paa igen.

— Hun er nydelig, sagde Doktoren paa én Gang: og der er noget ved hende, der tiltrækker. Madame og jeg har s’gu ogsaa gjort mange Forsøg paa at faa hende ind i vor Kreds, hvor der dog er Interesser. Men jeg véd ikke, naar man taler til hende, kære Herre, der er noget ved det Pigebarn, som om man kastede sine Ord i en Brønd.

— Det er sandt, sagde Joán og saá pludseligt paa Lægen.

— Ja, ikke? De har faaet det samme Indtryk. Men, i det Hele, en besynderlig Familie — — naa, jeg er da ikke deres Læge … jeg er jo fra København …

Hr. Raabel skød Røgen fra Cigaretten ud gennem Næsen og sagde:

— Skal vi blande os?

Joán gik ind.

De spiste rundt om, siddende med Tallerkenerne i Skødet eller staaende i en Vindueskarm — mens Frøken Gerda og Fasteren bød Fade om. Grev Holstein stod paa et Dørtrin og haandterede en Tallerken med Salat.

De to sønderjydske Fruer saá fra deres Tallerkener udover Stuerne og Anretningen, med deres skarpe Øjne, og den ene sagde til Fru Lorentzen:

— Her er mange Slags Skikke her i Kongeriget.

Fru Lorentzen, der spiste langsomt, fordi hun havde for Skik at smage paa andet Hus’s Mad, sagde:

— Ja, de har gerne villet sé mange, men paa Fabriken holder vi jo paa at sidde i Kreds ved et Bord …

— Osse hos os, sagde den anden sønderjydske Frue og hun lagde til: i den danske Befolkning.

Men Forstanderen, hvem Kandidat Ussing bragte et nyt Fad, sagde:

— Fremmed Gæst fejres med fremmed Sæd.

Købmanden, der gik langsomt omkring, talte til Joán:

— Greven maa ta’e sig no’et.

— Ja, De maa s’gu ta’e en Bid, sagde Urmageren, der trillede frem efter en Tallerken til Joán. Hej, Gerda, Koncertgiveren har ingenting, og han maa s’gu trænge til’et.

Frøken Gerda bragte et Fad og stod foran Joán.

— Hvor De er en god Husmoder, sagde han.

— Ja, ikke sandt, sagde Urmageren: hende ku’ man vær’ tjent med …

Gerda gled bort, hendes Ansigt var bøjet over Fadet med et Smil til hver, hvem hun bød — et Smil, der ikke naaede op til hendes Øjne.

Men Urmageren, der vendte tilbage til sit, at Joán ku’ træng’ til’et, sagde:

— Men Gu’ Fader bevar’ mig, hvor maa’et vær’ anstrængende …

Han mente Spillet:

— En anden kraftig Mand holdt s’gu ikke til’et.

De to havde sat sig i en Krog.

— De talt’ med Pastoren, saá jeg, sagde Urmageren: ja, det er en herlig Mand — hva’ de saa si’er. Og jeg og min Bro’er, vi gaar saamæn osse en Gang imellem ind og hør’ ham. Men det er jo Usseldom at sit’ dér en halv Snes Stykker. Jeg si’er’et osse til Johansen: Du ku’ gern' gaa med, si’er jeg, for at fyld’ … for Johansen, han er jo uafhængig og vi osse, naar man har en go’ Forretning … Naa, Højskolefolk, de er jo nu ikke af dem, der laver økonomisk Krig — saadan aabenbart da .…. Det er jo mer, at de lægger Forretninger an til saadan at støtt’ Magten …

— Men, blev Urmageren ved: for Pastor Jespersen er’et Synd og Skam. For sig mig, Koncertgiver, hva’ ka’ det nytt’, han præker, naar ingen hører hans Præken … saa han faar jo ingenting udrettet. Men, paa den anden Side — for man maa s’gu sé Tingen fra alle Sider i vore Dage, ikke osse? han ta’er jo ikke noget Parti, den Mand, hverken til Missionen, det bitre Sprøjt, eller til det grundtvigske … og hvem skal saa høre ham — her paa Egnen?

Urmageren lo og idet han sprang tilbage i sine Tanker, sagde han:

— Men Johansen, han er nu af de Folk, som la’er sine Fruentimmer besørge Gudsfrygten …

Købmanden gik forbi, med Haanden i sin Lomme. Man saa Knoerne, som var Haanden knyttet.

Han stansede og saá ud over Stuen:

— Bestyrer, De ku’ ta’e et Fad.

Og Bestyreren tog et Fad fra Bordet og bragte det rundt — der gik Hr. Petersen, lige efter Frøken Gerda.

Urmageren saá efter dem, mens alle talte rundtom og Hr. Johansen selv havde begyndt at skænke i Glassene.

— Ja, sagde Urmageren: jeg ku’ und’ Johansen, at det nu sku’ gaa, som han vil …

— Gerda, blev han ved, er en herlig Pige, og Johansen ku’ nok træng’ til det, med alle sine Fejler. For han er jo en haard Negl … og han er vel nok blevet stridere paa det sidste …

— Og Drengen, den Knægt i Vejle, faar Johansen aldrig noget ud af, det jeg troer …

Joán, hvis Ansigt havde faaet et uroligt eller næsten anspændt Udtryk, sagde:

— Ja, men hvorfor, Hr. Petersen?

— Det var Larsen, jeg hed, sagde Urmageren og grinede, saa han slog paa sine Ben.

— Næ, sagde han saa: der er s’gu ingen Ryg i den Knægt … han har bare Stivelsen andre Steder — hvad Theodor skal, det ka’ han ikke døje; og hvad han vilde, det ku’ han ikke staa ud med.

— Men nu ka’ de’ jo osse vær’ det samm’ — naar Petersen en Gang ta’er det …

— Bestyreren?

— Ja, det er da vel Meningen, sagde Urmageren og idet han tog sit Glas sagde han:

— Har De drukket med Tobakshandleren?

Købmanden, der skænkede af en Flaske Bordeaux, var naaet hen til Grev Holstein, som stod ved Siden af Fru Jespersen.

— Til denne Salat, Johansen, sagde Grev Erik og talte i en lidt ubetænksom Tone: skulde De egenlig rykke ud med Deres berømte Bourgogne.

— Det var Ret, Hr. Hofjægermester, sagde Købmanden og lo, mens der var fløjet et ganske kort Glimt ud af hans Øjne: Hofjægermesteren forlanger selv ind her hos os Bønder.

— Men, blev han ved og styrede sin Stemme: det ka’ Hofjægermesteren godt faa, hvis Hofjægermesteren selv vil hente den. Hofjægermesteren véd, hvor den ligger.

Grev Holstein havde bidt i sin Læbe:

— Det var storartet, Johansen, sagde han og pludselig lagde han til:

— Saa kan Grev Ujházy sé Kælderen.

— Joan, raabte han: vi to skal ned i Kælderen.

Og maaske som et hemmeligt Svar til Købmanden lagde han til:

— Og Frøken Gerda kan vel lyse os — ikke, Frøken Gerda?

Der var blevet stille et Øjeblik — mens Joán rejste sig.

— Gerda? sagde Johansen, saa det korte Navn hørtes skarpt:

— Naa, ja, lys du, Gerda, for Herrerne. Fru Jespersen gaar nok med …

Bestyreren var stanset ovre i Spisestuehjørnet, med Fadet i den fremstrakte Arm:

— Jo Tak, vi har, sagde Kandidaten, der havde fulgt hans Blik, og han lo til Fru Raabel.

Men Fru Raabel sagde til Bestyreren:

— Ja, osse jeg, ellers Tak,

hvorpaa Fruen, der ikke havde glemt Grev Ujházys Bryden fra hende, fortsatte til Kandidaten:

— Men, kære Kandidat, jeg er oprigtig nok til at si’e — midt under Festglæden — mig blev det noget af en Skuffelse. Gud bevar’s, det er jo Verdenskunst — — maa vel være det … men det er mærkeligt, mange af dem, der siges at have mest, de har, naar man kommer dem paa Livet, alligevel ikke Begreb om Værdierne …

Joan var gaaet frem mod Gerda:

— Vil De lyse for os?

— Ja … og en tæt Rødme var slaaet op i hendes Ansigt.

—Tak.

— Men jeg kommer ellers aldrig i Kælderen.

— Hvorfor? sagde Joán og det var, som hans Øjne vilde bade hendes Ansigt i deres Blik.

— Nej, sagde Gerda og hun talte, under hans Øjnes Lys, i en sært glidende Tone, der ikke svarede til hendes Ord:

— Oldemo’er vilde aldrig ha’e det.

— Saa gaar vi vel, sagde Fru Jespersen, der kom til.

— Hvor skal de nu hen? vendte Fru Lorentzen sig og saá efter dem. Hun talte temmelig højt.

Mens Kandidaten bøjede sig frem mod Fru Raabel og hviskede hastigt:

— Naar kan vi mødes?

— Der er saa lidt Sygdom i denne Tid, sagde hun frem over sin Tallerken.

De to Sønderjyder, der havde spist ved selve Spisebordet, havde rejst sig og gik frem og tilbage, tause, som Folk, der venter — maaske paa at vække Opmærksomhed.

Fru Raabel vendte Hovedet imod dem og sagde:

— Og hvad synes saa De, Hr. Mathiesen?

— Det var jo altid danske Toner, sagde Hr. Mathiesen.

— Ja, kære Proprietær, og ungarsk Sauce.

... De fire gik ned ad Trappen. Gerda gik forrest med et Lys, bag hende kom Joán: hvor hendes Haar fik mange Farver, fra Sort til Brunt, i Lysets Skær.

Bag dem talte de andre, mens Gerda lukkede Kontordøren op.

— Vi skal da ha’e Lygte, sagde Erik.

— Ja, sagde Gerda og tog Lygten ud fra Hylden, men kunde ikke faa den op.

— Lad mig! … Og Joán aabnede den.

Tændstikken rystede i Gerdas Haand, mens hun vilde tænde!

— De ryster paa Haanden, Frøken Gerda …

— Ja, sagde hun og vilde le: jeg har altid været bange for Kælderen.

— Hvorfor dog? spurgte Joán og han tændte, mens Holstein havde lukket Kælderdøren op.

— Jo, for Oldemo’er sagde, at det spøgte, fordi hun vilde aldrig ha’e mig derned.

— Ja, jeg skal ikke derned, sagde Fru Jespersen.

— Jo, faldt Gerda hastigt ind.

— Nej, jeg bliver her, sagde Præstefruen og satte sig ved Pulten, mens hun i det samme udbrød:

— Men, kære Børn, der ligger et Telegram …

— Aa nej, sagde Gerda og gjorde en Bevægelse, som vilde hun holde sig for Ørene, og hurtigt sagde hun:

— Hvor er det fra?

— Fra København, sagde Holstein og havde læst over Fru Jespersens Skulder.

— Aa, naa! … Og Gerda tog Vejret.

— Nu skal vi ned i Underverdenen, sagde Erik højt, som En, der vil bryde af.

— Ja, ta’er du Lygten, Erik?

Erik havde taget den og var nede af de første Trin.

— Mørkt er her, sagde Joán: Kom saa, Frøken Gerda.

— Ja, sagde Gerda og gik et Par Trin.

Kælderluften slog fugtig op imod dem, blandet med Vindunst, mens Joán paa Trappen, med opstrakt Haand havde vendt sig i Halvmørket.

— Kom nu.

— Ja …

— Tag min Haand.

I Lyset nedefra, fra Lygten, saá Joán hendes hvide Ansigt:

— Her er min Haand …

— Aa nej (og paa en Gang virrede hun med Hovedet og det var næsten, som hun talte gennem Graad, Barnegraad) det er saa dumt … men De maa gaa alene.

— Frøken Gerda — — —

— Hvor De er bange af Dem!

— Ja, sagde hun og var løbet op ad de fem Trin, som flyede hun — og Døren gled i.

Joáns Haand var falden ned, næsten som var den hugget af ham.

— Kommer du, sagde Erik.

Joán vidste ikke, at han var nede af Trappen og traadte paa de muldne Sten:

— Hvor Luften er tung.

— Ja, sagde Erik, der lo, mens han løftede Lygten, saa de mægtige Vinfade saás næsten som Skibsskrog i Halvmørket:

— Det er jo heller ikke lutter skær Drue, der ligger her i den mere folkelige Afdeling …

Han løftede Lygten højere:

— Men vil du sé, det er storartet, den Masse Sprit.

— Her blandes s’gu Giften.

Pludselig vendte han Lygten:

— Hun troede, det var fra Vejle, sagde han og stansede.

— Hvilket? Telegrammet?

— Ja, sagde Erik og gik igen: fra ham, Drengen … for der kommer vist no’en Expres-Meddelelser fra den Kant.

— Men hvad er der da med ham? spurgte Joán.

— Véd s’gu egenlig ikke, sagde Holstein og aabnede en Bræddedør: da han var tilsøs, kunde han ikke holde det ud og nu, hvor han er tillands, gør han Dumheder, fordi han ikke er tilsøs.

— Her er s’gu det Allerhelligste, sagde Erik og stillede Lygten fra sig: Sé, gamle Ven — det er Oxehoveder … og der er Flaskerne.

Erik pegede paa de lange Hylder hvor, oppe og nede, Flaskerne laa, Flaske ved Flaske, med deres fremstrakte Halse.

— Hva’ du, sagde han: ja, det er storartet.

— Men du er helt bleg, fortsatte han og han aandede selv tungt ud: Ja, Luften kan nok slaa En.

Han skubbede Læberne frem ligesom betænksomt og sagde:

— Det er vel osse Luften her, der har „slaaet ind“ i Familien.

— Hvordan? sagde Joán i et Ryk.

— Jeg mener, at ha’e al den Dunst af al denne her Sprit op gennem Huset saadan evig og altid og leve i — det kunde da let drive dem saadan kunstig op, baade Evner og alting — — og saa ta’e paa Viljen og den Slags med det samme.

— Ja, sagde Joán, jeg forstaar det.

— Men, spurgte han hastigere: Frøken Gerda?

— Ja, hun er jo sød nok, men hun skulde s’gu ud af Huset med det samme.

— Ja, sagde Joán og havde knyttet Haanden.

— Naa, men her har vi Bourgognen! … ta’er du de to Flasker? … det er s’gu ikke værdt at skaane ham, Giftblanderen. Har du dem? Tak!

Erik holdt Lyset op igen:

— Saa gik vi, sagde han.

De gik tilbage gennem Kælderen og Erik lukkede Bræddedøren.

— Naa, sagde Erik og saa igen hen over de vældige Tønder: det meste af denne her Sprit, den gaar nu over Grænsen ….

— Og no’et til Højerup, sagde han: naar det er rent ad Helvede til.

Pludselig havde Erik lænet sig ind til en af Sprittøndernes Bund, og staaende op, med Panden mod Træet, hulkede han, saa han skjalv.

— Erik, Erik, raabte Joán.

— Erik, sagde han sagtere.

— Erik, hvad er det?

— At det er ad Helvede til! … Og Erik blev ved at hulke.

— Naa, sagde han og vendte sig, mens Graaden endnu sad i hans Stemme: det er ingenting ... det skal du ikke ta’e dig af …

Han tørrede sig med Lommetørklædet i hele Ansigtet:

— Saadan under Jorden har vi vel alle vore Anfægtelser.

— Kom saa, sagde han, men efter at være gaaet et Par Skridt stansede han igen og for at tale om noget og noget andet, sagde han:

— Men naar det Rakkerpak (Ordene kom langsomt, som om han endnu søgte om sin Tanke) hugger i Johansen, som vel osse har fortjent det, naturligvis, saa er s’gu Forstanderens Fusel meget værre end Johansens Gift …

— Højskoleforstanderens?

— Ja, Forstanderen og al hans Aftapningsanstalt af Livssyn er vist ikke bedre. Og Stanken af hans Kultur-Sprit staar op gennem hele Landet …

De havde naaet Trappen. Ved det nederste Trin vendte Erik sig og han lagde sin Haand, der endnu skælvede, paa Joán Skulder:

— Naa, lille Josse, Livet er vel saadan, at En bliver glad og en anden bliver mindre glad.

— Saa var vi deroppe, sagde han og løb op ad Trappen.

— De maa da ha’e set det Hele, sagde Fru Jespersen: saa længe De blev borte.

— Ja, sagde Erik.

Men Gerda havde kun vendt sine Øjne mod Joán.

— Og Joán har Gevinsten, lo Erik og pegede paa Flaskerne.

— Men saa slukker vi, sagde han og pustede ind i den aabnede Lygte.

— Ja, hviskede Gerda, og stirrede ind mod det slukkede Lys.

— Telegrammet, sagde Fru Jespersen og tog det.

Joán vilde sætte Lygten ind paa Hylden, men Gerda sagde:

— Nej dér! … og hun flyttede den, mens hun med en underlig træt Stemme tilføjede:

— Her har alt sin Plads …

Holstein havde aabnet Døren oppe paa første Sal og Stemmerne slog ned imod dem. Købmanden stod lige indenfor Døren, som om han havde ventet:

— Her er Saften, sagde Holstein og løftede de to Flasker.

— Mente Hofjægermesteren ikke, at der skulde være et Glas til os alle? Og mens der i Købmand Johansens Øjne kom det samme Glimt som før, bød han Bestyreren at hente nok.

— Og Glassene, sagde han til Gerda, der kom med Joán.

— Ja, Fa’er.

— Dem fra Auktionen, beordrede Købmanden, der atter havde Haanden i sin Lomme.

— Ja, Fa’er, sagde Gerda, der, som angst, havde drejet sit Ansigt.

Erik Holstein havde vendt sig om paa sin Hæl.

…. Gæsterne havde holdt op at spise, og de gik snakkende ud og ind. Alle Stuer var fulde af Cigarrøg.

Joán gik ind i Spisestuen, hvor Gerda stod og stillede Glas paa Bakken. Hun saá dem vist ikke selv, mens hun stillede dem, Glas ved Glas, med deres brede gyldne Kanter.

— Hvad tænker De paa, Frøken Gerda?

Gerda saá ikke paa ham:

— Nu tænkte jeg paa Deres Mo’er, sagde hun.

Joán stod lidt:

— Jeg tror, De tænker paa for mange tunge Ting, sagde han.

— Tunge? gentog hun.

— De er saa skræmt inde i Dem, sagde Joán og de talte med samme Stemmer.

Gerda nikkede — en Gang.

Og Joán sagde, og hastigt:

— Og alt det — — skulde De bryde ud af — — — og bort fra.

Frøken Gerda havde krammet om Glasset.

Men som om han havde sagt alt for meget eller sagt det altfor pludseligt og flyede tilbage til noget andet, sagde Joan:

— Nu Deres Søster …

— Min Søster? han hørte det knap.

— Ja, jeg mener … mener, det skulde ikke skabe Dem saa mange tunge Tanker.

Hans Øjne stirrede paa hendes Bryst, der brat steg op og ned:

— Et Menneske er raadigt over sit Liv, sagde han.

Og paany lagde han pludselig til, med en anden Stemme:

— De ogsaa over Deres.

Et Øjeblik stod hun som den, der skal falde.

Saa sagde hun og Ordene kom møjsomt, men de kom tydeligt:

— Det er ikke det, at hun døde.

— Hvad da?

Gerda havde løftet sit Ansigt halvt:

— Det, at hun havde taget paa sig, hvad hun ikke kunde.

— Gerda, sagde Joán og greb om hendes Haand — og et Nu havde hun gengældt hans Haandtryk som En, der drukner.

— Vil De maaske skænke i Glassene, Fru Raabel, sagde Gerda til Lægefruen, som paa Dørtærskelen sendte Øjnene langt frem over sin Vifte.

— Bestyreren vil hjælpe Dem, sagde hun og gik.

Fru Raabel begyndte at skænke i Glassene, mens Joán blev staaende.

Fru Raabel talte om de dejlige Glas:

— Ja, her i Huset samles der sammen til Fremtiden. Disse Glas er nu erhvervede paa Højerup. Hun lo: Det er osse som en Slags Tak til Hofjægermesteren for Assistancen …

Men pludselig sprang hun og sagde:

— Nu var maaske Tiden kommen, vilde være kommen — for lidt Musik.

Joán, der knap havde hørt, sagde:

— Har vi ikke haft for megen Musik, Frue? — og gik.

Fru Raabel spildte paa Sølvbakken …

Pastoren stod alene ved et Vindu:

— Aa, er det Dem, Hr. Pastor, sagde Joán, som pludselig saá hans Ansigt.

— Ja, sagde Præsten, og som en Slags Forklaring af Joans Bleghed tilføjede han:

— Ja, Luften er tung dernede i de Kældere.

— Men Grev Holstein — og han smilede ganske lidt — véd, hvor Vinene ligger.

Joan svarede ikke og lidt efter sagde Kapellanen:

— Vi, min Hustru og jeg, holder saa meget af ham.

Han hjælper saa gerne og han hjælper kønt.

— Og dem, blev han ved, som min Hustru og jeg gerne vilde hjælpe, er det ikke altid saa let at skaffe Hjælp til. De staar næsten altid udenfor — — ligesom vi selv. Men til Højerup gaar man aldrig forgæves.

Saa mærkede Præsten, at Joán ikke hørte, men han talte alligevel:

— Naar De, Grev Ujházy, som min Hustru si’er, en Sommer kommer her tilbage — —

— Kommer tilbage?

— Ja ….

Pastoren skiftede Tone:

— Saa kunde De maaske gøre en god Gerning …

— Gøre en god Gerning?

— Kan jeg ikke tale aabent til Dem? sagde Præsten: Man kan sé, hvor meget Hofjægermesteren holder af Dem — — og ved at være en Sommer paa Højerup, tror jeg, De kunde gøre en god Gerning. Der er … der er saa mange store Gaver hos Hofjægermesteren. Men der skulde kaldes paa dem.

Joán var blevet opmærksom:

— Ja.

Og pludselig sagde han:

— Men — ja, tilgiv, Hr. Pastor (og han saá atter Erik for sig, som han havde staaet op mod den Vintønde, hulkende, dér nede i Kælderen) … men hvad er der da i Vejen paa Højerup?

— Man véd vel aldrig, sagde Præsten: jeg mener, det ene Menneske om det andet, hvordan Livet har formet sig. Vi Mennesker tror at sé, og sér dog ikke en Gang, hvad der foregaar lige ret for vore Øjne — —

Joán havde nikket.

— Men Grevinden er jo … ja, det er hans Kusine — — men hun er jo fra et andet Land, som vel er vedblevet med at være hendes Land …

— Vedblevet . . .

— Ja, blev Pastor Jespersen ved: De véd, hendes Fader er Generaladjudant hos Kejseren. Grevinden er midt ud af noget helt andet … og her er hun aldrig blevet hjemme — heller ikke paa Højerup — —

Joán stirrede ud i Stuens Luft.

— Og saa sidder Hofjægermesteren altfor meget ene — — og — —

— Ja, sagde Pastoren, og ogsaa han saá ud i Luften: Der er saa mange Maader, hvorpaa det kan gaa i Stykker for to Mennesker.

— Og hvis det saa, sagde han lidt efter, var paa en anden Egn, hvor man lod en Mand med sine egne Meninger — for Hofjægermesteren har Meninger — lod ham komme til … Men her paa Egnen …

Fru Jespersen gik hen til dem.

— Skal vi ikke ha’e et Vindu op, sagde hun:

— Røgen trækker saa græsselig sammen.

Præsten aabnede og Fruen bøjede sig et Øjeblik ud af Vinduet.

Ovre fra Hotel Danmark lød Sangen igen.

— De nytter Tiden, sagde Fru Jespersen.

Joán havde lænet sin Nakke mod Væggen — derovre sang de:

Det Land endnu er skønt,
ti blaa sig Søen bælter,
og Løvet staar saa grønt.
Og ædle Kvinder, skønne Mø’er
og Mænd og raske Svende
bebo de danske Øer …

— Men Telegrammet, sagde Fru Jespersen og greb det i sin Lomme.

— Hvilket Telegram? spurgte Præsten.

— Til Johansen, sagde Fruen og gik.

— Hvad kan det være? — … Præsten syntes urolig.

— Det er fra København, sagde Joán ud i Luften.

— Naa, Gudskelov, saa er det kun Forretning.

Sangen lød derovre:

I Danmark lyder Hjertesproget,
og dér er Sandhed ingen Mand for broget,

de to høre begge Vorherre til,
saa vel derfor han og Vorherre vil;
men Linden mon løves.

I Danmark blomstrer Kærligheden — —
Guldæbler modnes dér i Festefreden,
og dér skal man finde de Vises Sten. — —

Joán Ujházy lyttede endnu ...