Den Svømmende Ligkiste
Af Drachmann, Holger (1846-1908)
"Sej da! Ole!"
"Kanske Herren kaldte?"
"Javel. Tror De ikke, Ole, at det snart frisker op?
"Jeg skal sige Herren det i Morgen ved denne Tid. En Gang frisker det vel nok op."
"Ja, men jeg mener snart, Ole! Strømmen sætter os svært nordligt, og jeg er næsten stegt af Solen."
"Bedre at steges end at flaas, men galt begge Dele, sagde Aalen, da den sprang paa Panden. Naar Herren vil være til Søs, maa De kunne taale alt."
"Da ikke at flaas, Ole?"
"Aa jo saamænd, ogsaa det!"
"Sig mig, Ole, er De nogensinde bleven flaaet?"
"Ja saa godt som!"
"Hvordan det?"
"I et Havari inde paa Kinakysten. Jeg sad hele tre Timer klemt fast i Storrøstet, og Vraget af det staaende og løbende Gods gik uafladeligt hen over mig og pillede mig lige saa skaldet som en Krabbe. Her skal Herren selv se Mærkerne!"
"Javist, Ole. Det ser stygt ud. Men lang mig nu Flaskekurven her over, og den kolde Karbonade. Det maa vel være paa Tide at skaffe!"
Det var i en Baad, at Ole og jeg befandt os, og Baaden drev med slappe Sejl og Skøder, ført af den stærke Søndenstrøm, gennem det blanke Vands matte Dønninger. Baaden var hjemmehørende i Villingebæk. Ole var Baadens Ejer, jeg selv var Oles Lejer, og Flaskekurven og Karbonaden skrev sig fra Kromanden i Gilleleje. De sidste Dage havde været stormfulde og ustadige, og jeg havde øvet min Taalmodighed og skærpet min Resignation tre Gange fire og tyve Timer i Rad, medens jeg i Villingebæk, i Oles Hus og saa godt som stadig inden fire Vægge, oppebiede det Øjeblik, hvor Skyerne skulde skille sig, Regnen og Stormen høre op, og jeg selv sættes i Stand til at foretage den Tur til Kullen, som jeg saa mange Gange havde bestemt mig til, og som nu endelig denne Formiddag kom i Stand.
Vi kunde vel omtrent være naaet midtvejs mellem den sjællandske og skaanske Kyst. Den lette, svalende Brise, som havde bragt os saa vidt, var fuldstændig ophørt. Luften var endnu ikke renset af de foregaaende Dages Uvejr. Himlen foroven, Kysten til begge Sider og Vandet, hvorover vi gled, syntes næsten at være én stor sammenhængende Masse, der formelig sitrede under Solens brændende Straaler. Der var noget, ja, jeg ved ikke ret hvad, noget uendeligt udbredt over Naturen. Hvor de forskellige Elementer begyndte og ophørte, lod sig ikke afgøre; alt slumrede, alt var søvndysset, og paa en saadan afgjort, gennemtrængende Maade, at det var som om Naturen fra Evighed til Evighed ikke havde haft og ikke vilde faa et andet Udseende. Den smukke Farvesammensætning, der om Morgenen tidlig havde været at iagttage nede fra Stranden, havde veget Pladsen for en enkelt, fremherskende bleggul Tone. Baadens røde Sejl og den gyldne Sherry, som stod opskænket i det store Glas, afgav endnu nogle forfriskende Hvilepunkter for det halvtblændede Øje, og da jeg fra Glasset lod Øjet glide ud imod Kattegattets mægtige Flade, saa jeg ude i Horisonten nogle Smaaskyer hæve sig blaaligrøde med skinnende hvide Kanter; - ellers var som sagt alt blegt og farveløst, og i denne farveløse Uendelighed drev Baaden af Sted i Vandet, nu og da slingrende i Dønningen som en søvndrukken Mand hen ad en bakket Landevej.
Gennem Luftens milde Strømme
Synker Varmen sagte ned,
Og Naturen som i Drømme
Er fordybet i sin Fred.
Jeg laa halvt paa Rælingen, halvt paa Toften, med Benet hen over Rorpinden og Straahatten ned over Øjnene, og jeg gentog disse fire saa uendeligt malende Linjer snart dæmpet for mig selv, snart højt og efter at jeg havde nynnet og sunget, reciteret og deklameret dem paa alle mulige Maader, var det, at jeg prajede Ole saaledes som ovenfor er anført. Den Lyst, jeg ytrede til at faa fat i Madkurven, deltes øjensynlig af Baadens Ejer, og begge to greb vi da Sagen an med den tilbørlige Omhu, saa at først Karbonaden og dernæst Sherryen holdt Flyttedag. Efter endt Flytning, efter at der af Karbonaden kun var Benene, og Sherryen kun Flasken (eller Flaskerne, thi der var to) tilbage, opsøgte vi igen hver sin Tofte, og efter at have stukket Hovedet hen, hvor der var en smal Stribe Skygge, varede det ikke længe, førend vi begge havde givet efter for Stilhedens, Varmens og Vinens samlede Indflydelse. Baaden drev igennem det blanke Vand, udsendende sin Parfume af smeltet Tjære; en stor Spyflue snurrede omkring det tømte Vinglas; Ole snorkede som et Taarnur, der trækkes op. Jeg mærkede, hvorledes en Sveddraabe listede sig fra min Pande ned ad min Næse; den kildrede mig paa en ubehagelig Maade, men jeg havde ikke Energi nok til at viske den bort, - og saa sov jeg blideligt.
Da jeg igen slog Øjnene op, mærkede jeg en behagelig Forskel i Temperaturen. Solen stod betydeligt lavere, det var langt ud paa Eftermiddagen, men hvad der var det værste, vi selv var kommet et langt Stykke ud i Kattegattet. Jeg saa ind imod den sjællandske Kyst; den var langt agter ude, og det var akkurat, at jeg kunde skelne Nakkehovedbakkerne med de to Fyrbygninger. Det kunde ikke nægtes, at vi jo havde haft Strømmen med os paa denne vor Fart. Sejlet hang endnu lige dødt ned, og Ole snorkede endnu lige ufortrødent forude. Jeg kiggede ud over den styrbords Lønning for at faa Øje paa Kullen, og jeg saa da et ejendommeligt Syn. Imellem Baaden og den svenske Kyst, men ikke mere end nogle faa Kabellængder fra os laa Vraget af et Skib. Jeg havde under Solvarmen og Dagens Stilhed glemt de foregaaende Dages Storme, og jeg blev paa en forunderlig Maade grebet og overrasket ved dette saa pludselige Møde med et tavst, uhyggeligt Vidne om de løsslupne Elementers Magt. Efter hvad jeg i en Fart kunde se, maatte det være et svensk eller finsk Fartøj. Det var ladet med Tømmer og drev paa Lasten. Alt det opstaaende, den hele Klædning fra Skanse til Bak var slaaet ind. Skroget var sortmalet uden Bords. Det laa med Laaring og Spejl højt i Vejret, men stak Forenden under Vand lige op til Kranbjælkerne, og var i det hele taget ikke ulig en død Hval, der driver omkring med Snuden ned efter og Halen i Vejret. Rejsningen var svært medtaget; af Fokkemasten var der kun en Stump, af Klyverbommen - intet tilbage, og Stag, Vant, Bardoner, Braser og Fald havde enten viklet sig sammen i de underligste Klumper, eller dinglede frem og tilbage ved Skibets Bevægelser som et stort, uhyggeligt Fugleskræmsels Pjalter.
Jeg kaldte paa Ole.
Han vaagnede, gabede, gned sine Øjne, og opdagede Vraget:
"Nu har jeg - (osv.) - aldrig set saa galt. Der har vi jo den svømmende Ligkiste!" Jeg vilde lige til at udbede mig en nærmere Forklaring over disse gaadefulde Ord, da Ole med synlig Bestyrtelse greb en Aare, drejede Baaden, med en Gondolieres Virtuositet, fik fat i den anden Aare, og drev saa med nogle mægtige Tag Baaden tilbage fra det Syn, der aabenbart generede ham meget. Ved denne Manøvre fik vi imidlertid den styrbords Side af Vraget at se, og her laa nogle Gilleleje Fiskere, der sandsynligvis havde fundet Vraget forladt af sit Mandskab i Søen, og som nu formodentlig raadslog om, hvad de skulde gøre med deres Prise.
Dette lod til at berolige Ole noget. Han hvilede paa Aarerne, og spurgte mig i en tøvende, lidt usikker Tone:
"Tror Herren, at det hænger saadan rigtig sammen med det Skib der?"
Jeg svarede ham, at jeg var ganske overbevist derom. Jeg forklarede ham, hvad jeg mente om Skibet, og at jeg syntes, at det i sin nuværende Skikkelse snarere kunde indgyde Beklagelse end Frygt.
Ole saa lidt mere beroliget, men dog endnu en lille Smule tvivlende paa mig. Tilfældigvis viste der sig i det samme en let Krusning paa Vandfladen vester ude. Det varede ikke længe, inden vi fornam den svalende Brise; jeg firede Skødet af, Ole lagde Aarerne ind, og vi fjernede os mere og mere fra Genstanden for min brave Værts Frygt.
"Naa, Ole," sagde jeg, da vi saaledes havde siddet nogen Tid. "Hvad var der saa i Vejen med det Skib?"
"Ja, som Herren selv sagde, saa tænker jeg nu heller ikke, at der var noget i Vejen med det Skib. Det var jo sikkert nok saadan en Finlapperskonnert, som maa være bleven ramponeret i Stormen; og Mandskabet er jo vistnok gaaet fra den, da de ikke har kunnet holde hende paa Pumperne længer. Den stærke Søndenstrøm, som har bragt os helt ud af Kursen, har ikke haft nogen videre Magt over hende, fordi hun laa saa dødt i Vandet og stak Snuden saa dybt ned. Jeg antager, at hun er sprungen læk oppe under Anholt, saa har Mandskabet forladt hende, saa er hun kommen drivende her ned for Vejret, saa har Fiskerne faaet Kig paa hende, og saa har Fiskerne og den sønden Strøm ligget og bakset rundt med hende, indtil vi nu traf hende. Det er tydeligt nok. Men kan De nu sige mig, hvordan man to Gange i sit Liv kan se akkurat det samme Syn, uden at man jo maa tro, at det i Virkeligheden er det samme Skib, - ja, jeg kan ikke forklare mig som de lærde Folk, men jeg mener kun, at lige saa snart som jeg fik Øje paa den Havarist der, saa var det ligesom jeg var paa Højden af Kap Hatteras og saa den svømmende Ligkiste."
"Fortæl mig om den Ligkiste, Ole!"
"Ja nok, Herre. Vi har jo nu fair wind lige ind til Arildsleje, saa at der ikke bliver stort andet at tage vare end at ryge Tobak og spinde Ender. Skulde der være en Draabe Sherry tilbage et eller andet Sted, saa havde jeg ikke noget imod at væde Læberne en lille Gang, førend jeg begynder."
Nogle saadanne Draaber blev fundne, Oles Hals blev fugtet, og saa begyndte han, idet han trak det ene Ben op under sig, og lod Haanden langsomt og vedholdende glide fra Knæet ned til Skoen og fra Skoen op til Knæet, medens Overkroppen afgav tilsvarende, regelmæssige Pendulsvingninger frem og tilbage:
"Jeg kunde vel være nogle og tyve Aar den Gang, og jeg var kommen i med et godt, gammelt Rederi i New York. Jeg var nok oprindelig gaaet der over med en Dragør Skipper, men Kosten om Bord var daarlig og Væggetøj var der i Køjerne, og saa gik jeg fra Skibet, og kom som sagt i med Yankeerne. Der var mange Skibe, baade ældre og nye, som for for samme Rederi, og der var altid et Mylder af Folk paa Kontoret, som enten vilde afmønstres eller tilmønstres. De fleste af Skibene hentede Trælast oppe fra den kanadiske Grænse, og bragte Tømmeret og Plankerne ned til de sydlige Havne eller til Øerne. Paa et af disse Skibe var der en Styrmand, som gik under Navnet "den sorte Skovmand". Han var begyndt som Trapper og Jæger oppe i de store Skove, men saa havde han faaet Lyst til det salte Vand, og da han kendte godt til Tømmerhandelen, var han snart kommen i Kredit paa Kontoret, og de havde, som sagt gjort ham til Styrmand, skønt Fyren ikke forstod sig mere paa Navigationen end den Flaske dér. En fortvivlet Karl var han, og gjorde alle mulige dumme Streger, men da han altid passede paa at holde sig go'e Venner med Rederne, saa var der ingen, der turde sige noget til ham. En Dag skulde hans Skipper gaa med en Ladning Planker ned til Charleston, hvor de nok var i Færd med at bygge nogle store Værfter eller en Havn eller saadan noget. Naa, Fyren er om Bord, Ladningen er modtaget og alt er i Orden til Afsejling, men Skipperen og de bedste Folk sidder endnu i forskellige Shopper og drikker et Glas. Skovmanden venter lidt paa dem, men da Tiden falder ham for lang, spørger han den Mand og Drengen, som var om Bord, om de var klar til at gaa med ham uden de andre. De synes, at det er Plasér, og efter at have taget sig en ekstra Grog rundt, stikker de Varpet fra sig, haler ud, faar tilfældigvis god Vind, og kommer drivende ned til Charleston, hvor Tømmeret er i høj Pris; og dér sælger han saa hele Ladningen og oven i Købet den ene Mast ud af Skibet. Da han har gjort det, løber han ud fra Charleston i den tomme Skude med Fokkemasten staaende endnu. Han har stadig god Vind ned efter, og han lader da staa til og kommer ned til en af de vestindiske Øer. Dér er Prisen paa Tømmer endnu højere end i Charleston, og saa sælger han min Salighed hele Skuden, der var ganske ny, og Fokkemasten med. Og han sælger det ikke under et; nej, han lader Skuden hugge op, og saa udbyder han Plankerne for sig, Jernet og Kobberet for sig og Tovværket for sig.
Da han kom hjem fra den Tur, var der jo vældigt Rabalder paa Kontoret. Men Skovmanden klarede sig godt. Han fortalte naturligvis ingen, hvor stor Fortjenesten havde været. Han sagde kun, at han havde fundet heldige Priser der nede, og saa havde han solgt væk, Rub og Stub, altsammen i Kontorets Interesse. Og saa gav han dem et Regnskab, og da de fik en større Fordel, end de selv havde tænkt dem, saa spurgte de ikke ham, hvor meget han havde tjent. Det var all right, og han var en stor Mand efter den Historie.
Saa er det, at jeg møder ham en Dag i en Shop, hvor Skipperne og Styrmændene paa Rederiets Skibe plejede at søge. Han sætter sig hen til mig, og giver sig i Snak med mig, og vi drikker et Glas sammen, og han fortæller mig snart et, snart et andet om sit Liv i Skovene, og saa kommer han til at tale om sin nuværende Bestilling, og saa siger jeg saadan ganske løseligt om han nu snart skal gøre et af sine Træk igen. Nu maa De vide, gode Herre, at det var en hidsig Kammerat, og at han ikke gerne hørte Tale derom. Han springer jo ogsaa op og slaar i Bordet, og spørger, om jeg vil gøre Nar ad ham, men jeg tog det ganske roligt og forlangte en Omgang endnu, og saa sagde jeg til ham, at han skulde bare sætte sig ned igen, og at jeg netop syntes, at det var rask gjort, det sidste, og at han maatte være en Fandens flot Fyr for at kunne gøre saadan noget. Saa blev han da artig igen, og satte sig ned hos mig, og lidt efter lidt rykkede han Stolen nærmere hen til mig, og sagde, at jeg vist var den rette, og at han havde et Forslag at gøre mig. Nu kunde jeg jo nok have Lyst til at høre, hvad han kunde have i Sinde, og jeg lod derfor, som jeg gik ind paa alt, hvad han sagde. Han begyndte at tale vidt og bredt om, at man bare skulde tjene Penge for at have det rigtig godt, og at det var ligegyldigt, hvordan man tjente dem; for i Grunden var alle Folk lige store Snydere, det gjaldt kun om, at man skulde bære sig fiffigt ad. Ser Du, sagde han, naar man nu kunde handle saadan lidt for egen Regning, uden at svare det dumme Kontor en Skilling, saa kunde man dog sige, at man bar sig fornuftigt ad. Ja, hvordan vil Du bære Dig ad med det? sagde jeg. For Satan, jeg vilde skille mig af med Kaptajnen, naar jeg saa mit Snit, og saa vilde jeg lade, som om Skude og Last var mit eget, og ikke mere komme tilbage. Naa saa det vilde Du, sagde jeg, og saa slog jeg ham lige ind i hans sorte Fjæs, saa at han faldt bag over, og da han kom paa Benene igen, og vilde have Tag i mig, saa drak jeg ham saadan en rigtig god, gammel Helsingørs Skalle, saa at han vendte Spejlet i Vejret og glemte at bede mig læse Navnet."
"Det var som Pokker, Ole! Har De været saadan en rask Fyr i Deres Ungdom?" "Ja, en Skalle har jeg kunnet drikke som ikke mange andre, kan Herren tro," fortsatte min Vært, idet en vis højtidelig Selvfølelse lagde sig ud over hans vejrslagne Ansigt. "Men nu skal De bare høre videre.
Lige saa snart jeg havde drukket ham Skallen, satte jeg den lige Kurs op efter Kontoret, og da jeg havde faaet fat paa en af Skriverne, fortalte jeg ham hele Historien, saadan som den var gaaet for sig, og bad ham melde til Rederne, hvad Skovmanden havde i Sinde. Men der var jeg nok kommen til de rette! De bad mig paa en pæn Maade rejse Fanden i Vold, og sagde, at Rederiet havde ingen dygtigere Sømand i sit Brød end ham, og at jeg ikke skulde gaa og forklage mine Kammerater, og alt saadan noget. Ja, ja, tænkte jeg, gør, hvad I vil, og tro hvad I vil, jeg tror nu mit.
Saa var det nogen Tid efter. Det Skib, hvorpaa Skovmanden var, havde faaet en svær Ladning Planker ind, rigtig dyrt Tømmer, og det var gaaet sydpaa, jeg kan ikke længer huske til hvilken Havn. Det var just i Orkantiden. Et Par af Rederiets Skibe var forliste; det var gamle Skuder, og de var højt assurerte, og den gamle Bogholder stod netop og gned sig i Hænderne, og beregnede, hvor meget Firmaet havde tjent ved de Forlis. Jeg skulde afsejle samme Dags Eftermiddag, og var sendt op paa Kontoret for at høre nogle Ordrer, og ligesom jeg nu staar og taler med Fuldmægtigen, kommer der en Mand ind og spørger os, om vi har hørt dén Historie med Skovmanden, og saa fortæller han os, at der i Havnen er kommet et Fartøj ind, som havde fisket en Mand op fra det Skib, hvor Skovmanden var om Bord.
Naa, siger jeg, er nu den Kæltring endelig druknet.
Jo pyt paa det Lag, siger saa Manden. Nej, Sagen er den, at Skovmanden, efter hvad Matrosen fortæller, har overrumplet Kaptajnen, og smidt ham og de to, tre Folk, som holdt med ham, over Bord, og nu sejler han om med hele det øvrige Mandskab, og sælger vel Skib og Besætning, hvis han ikke straks gaar hen og spiller Sørøver.
Jeg løber ned til Havnen og faar fat i Matrosen, og han fortæller ganske rigtig hele Historien, som den gik for sig. Saa gaar jeg op til Rederne og spørger dem, hvad de nu vil gøre. Det var flinke Folk. De vidste nok, at naar de lod Sagen gaa til Regeringen, saa kunde det vare længe, inden nogen Orlogsmand kunde komme ud, eller inden der blev sendt Ordre til de Krydsere, der var ude, og saa spurgte de mig, om jeg vilde tage mig af Sagen, og hvad jeg vilde gøre.
Nu havde netop Firmaet et brillant lille Fartøj, en rigtig Hartloper, som jeg vidste laa sejlklar. Den, siger jeg saa til dem, at de skulde overlade mig, tillige med Vaaben og Ammunition, saa skulde jeg nok sørge for Bemandingen, og det skulde da være mærkværdigt om jeg ikke skulde kunne faa fat i Fyren.
De slog straks til, og allerede den næste Morgen stak jeg i Søen med en Snes rigtig raske Gaster om Bord, som jeg kendte fra gammel Tid, og som nok kunde have Lyst til at være med paa Jagt efter Skovmanden.
Saa var det en Morgen eller tidlig Formiddag paa Højden af Kap Hatteras. Vi havde stadig spurgt os for hele Kysten ned efter, men ingen Steder havde vi faaet nogen ordentlig Besked, som vi kunde sejle efter. De sidste Dage havde været stormfulde, og vi havde haft nok med os selv at gøre, og der var ikke blevet holdt videre skarpt Udkig. Det var nu saa temmelig stille, og vi kom med Læsejl til, og slingrede af Sted gennem Vandet, som var svært hult endnu fra det sidste, slette Vejr. Jeg stod agter ude paa den lille Skanse, og ved Siden af mig stod en ung Fyr, som jeg holdt meget af, og som var saadan en udmærket Skytte. Han stod netop med en Basse og morede sig med at vise de andre, hvordan han kunde træffe alle de Ting, baade Flasker og Kridtpiber og Gud véd hvad, som de kastede over Bord. Lige paa en Gang faar jeg saa Øje paa noget ude i Horisonten, og jeg siger det til de andre, og vi faar jo Kikkerterne frem, og der bliver talt meget frem og tilbage om, hvad det kunde være. Jeg foreslog, at vi skulde holde lidt ud af Kursen for at se nærmere paa det, og det blev vi da ogsaa enige om. En halv Times Tid efter var der ikke en eneste om Bord, som jo ikke var overbevist om, at det var en Havarist, og der var endogsaa dem, der vilde mene, at det var Skibet, vi søgte efter. Vi blev ved at slingre af Sted, og jeg lod Vaabnene bringe op og dele rundt. Solen brændte hedt, ligesom den har gjort i Dag, og vi tog os en Omgang Grog, og lidt efter lidt kom vi Havaristen saa nær, at vi kunde se alt, baade uden Bords og inden Bords, med de blotte Øjne. Det var ganske rigtig Skibet, vi søgte efter, men nu skal De høre, hvor underligt det saa ud. Det Iaa tungt i Vandet og drev tydeligt nok paa Lasten. Alt det opstaaende fra Skanse til Bak var slaaet væk, og forude gik Vandet afladdigt frem og tilbage over Dækket. Det rejste højt med Agterskibet og satte Snuden ned efter, og Klyverbommen, Pyntenetstokken og Gallionen var væk. Det ene Anker hang endnu under Kranbjælken, det andet saa vi ikke. Fokkemasten var brækket af en Alen eller to over Dækket, og den hele Fokkerejsning laa endnu ud over det bagbords Røst, hvor den havde haget sig fast ved Vantet og Bardonerne. Liget af den stakkels Skibshund hang ogsaa i Røstet. Den var nok bleven viklet ind i Godset og havde ikke kunnet komme los igen. Vi strøg langs med Vragets Side. Der var hverken Mand eller Mus, der var hverken Kabys eller Vandtønder paa Dækket. Alt var skyllet væk, og jeg fik en Anelse om, at det var sket i Orkanen, og at en Sø havde slikket hele Dækket rent paa en Gang, og taget Baaden med sig. Men hvor var da Mandskabet? for at de allesammen skulde være vasket over Bord, det var jo dog næppe rimeligt. Stormasten stod endnu; kun Storstangen var væk. Og mellem begge Vanterne omtrent midt oppe paa Masten var der lavet en underlig Menage. Der var knyttet et gammelt Sejl med Enderne fast til Vævlingerne i det luv og det læ Storvant. Og højere oppe ad Masten var der lagt Spir og Rundholter mellem Vanterne. Paa disse Rundholter hængte der Klædningsstykker, og helt op ad det luv Vant saa vi Frakker og Skjorter og Spande og Kasseroller og smaa Poser, hvori der vistnok havde været Beskøjter. Sejlet, der var knyttet mellem Vanterne, lignede selv en stor Pose. Vi kunde ikke se ned i det, men udenpaa kunde vi kende, at der maatte være noget der inde.
Det var et helt uhyggeligt Syn, kan De tro, og der var ingen om Bord, som sagde noget, men vi havde allesammen en Formodning. Og ligesom vi gik foran om Vraget, bar Vinden os saadan en nederdrægtig styg Lugt i Næsen. "Det er jo en svømmende Ligkiste," raabte den unge Fyr, som jeg fortalte om, og saa lagde han Bøssen til Kinden, og spurgte mig, om man ikke skulde se, hvad der var i Posen. Jeg nikkede til ham, og saa holdt han lige paa det Sted, hvor det gamle, møre Sejl var gjort fast til Vævlingen, og Puf, der revnede hele Posen, og en to, tre, fire Kroppe faldt ned paa Dækket, og skønt de var slemt medtagne.
kunde vi dog tydelig kende den lange Skovmands Skabelon i det ene af Ligene.
Vi havde set nok. De stakkels Djævle havde naturligvis ikke kunnet komme bort fra Skibet, og den Smule Proviant, de havde bjærget op til sig, var jo snart forbi. At Skovmanden saadan gik hen og sultede ihjel som en Krage, det kunde han maaske have godt af; men det var dog Synd for de andre af Folkene, som i Grunden var skikkelige Fyre.
Der var ingen af os om Bord, der glemte Synet i Hast; det skal jeg love for; og der blev spundet mange Ender om den svømmende Ligkiste, og da jeg nu i Dag saadan lige paa en Gang fik Øje paa den sorte Skude dér agter ude, saa løb jo alle disse fire Kroppe mig i Hu, og jeg vilde nødig se det Syn om igen. Pas paa ved Skødet, Herre, nu kommer der Brise."