Den bedste Kærlighed
DEN BEDSTE KÆRLIGHED
AF VILLIERS DE L'ISLE ADAM
FRIT OVERSAT AF ASTRID JUEL-NISSEN
VILHELM KERLIS var, hvad man kalder, et virkelig lykkeligt Menneske. Han var født under en heldig Stjerne, og faa Mennesker var saa lykkelige i sin Kærlighed som han. Og dog er hans Historie ganske jævn og ligetil!
En smuk Septemberaften i 1882 mødtes Yelva og Vilhelm første Gang ved Leddet ind til den store Eng tæt ved Rennes i Bretagne. Yelva var køn, og hun var kun seksten Aar. Hun var eneste Datter af en fattig Mejerske, som boede i den lille Flække Bloisfleury tæt ved Byen.
Hun var for hjemgaaende med hele sin Hjord: to Kvier og seks Faar. Større var den ikke.
Vilhelm, en fiks, ung Knøs paa atten Aar, var Søn af Skytten hos Baron Quelern. Han var ogsaa for hjemgaaende med sit Vildt i Jagttasken. De saa paa hinanden og undrede sig over, at de ikke havde set hinanden før, for Flækken laa kun et Par Mil fra Skyttens lille Hus. Luften omkring dem var fyldt med Duften af Luzerne og mejet Korn med Blomster iblandt. De snakked lidt sammen.
Yelva gav Vilhelm de Kornblomster, hun havde stukket i Bæltet, og Vilhelm forærede hende en dejlig, rød Agerhøne. Inden de skiltes, aftalte de at mødes næste Dag. Yelva var straks parat. Hendes Moder havde sagt, at hun snart var gammel nok til at gifte sig, og Vilhelm faldt øjeblikkelig i hendes Smag.
Og saa mødtes de da næste Dag ikke langt fra Bloisfleury paa en lille Skovvej, hvor Efteraaret havde lagt et Tæppe af gyldne Blade. Haand i Haand gik de og betroede hinanden deres smaa Hemmeligheder uden en Gang at tænke paa, at de elskede hinanden. Fra den Dag saa Vilhelm daglig Yelva lige til henimod Slutningen af Oktober, og for hver Dag kom han til at holde mere og mere af hende.
Han var en alvorlig og trofast Natur, ren og uskyldig og fuld af Tro paa alt det Gode i Livet. Yelva var glad og munter, sang som en Lærke og pludrede som en Kalkun; hun var bare lidt for lattermild. Og saa en skønne Dag var de forlovede. De kyssede hinanden som to Børn og gav sig til at lægge Planer om, hvor de skulde bo, naar de blev gifte, og hvor rart de skulde have det.
Vilhelm holdt sin Hemmelighed for sig selv. Han fortalte den end ikke til sin Fader; saa naar den gamle Skytte saa sin Søn endnu mere alvorlig end ellers, mente han, det kom sig af, han snart skulde udskrives til Soldatertjenesten, og det kunde der forresten være noget i. Den gamle Skytte, der havde været Sergent i sine unge Dage, gav sin Søn mange gode Raad, om hvordan han skulde te sig blandt de andre Soldater.
Vilhelm elskede Yelva inderligt, oprigtigt, af hele sit varme gode Hjerte uden nogensinde at tænke paa, at hun slet ikke elskede ham paa samme Maade, at hun overhovedet slet ikke var i Stand til virkelig at elske. Hun var forelsket i ham, men heller ikke mere. Undertiden havde hun Lyst til at le rigtig hjerteligt af hans gravalvorlige Kærlighed, som hun manglede enhver Forudsætning for at forstaa, og til Tider var hun helt træt af den og ønskede, at Vilhelm var „lidt mere morsom“, men saa slog hun sig til Taals med, at en vordende Ægtemand vist skulde være saadan ― til at begynde med.
Da Indkaldelsesordren kom, og Vilhelm skulde til at drage afsted, var det egentlig snarere Venskab end Kærlighed, hun nærede for ham. Men de vekslede dog Ringe, og hun lovede at vente paa ham. Fem Aars Trofasthed! Var det ikke som at tage en Drøm for Virkeligheden at tro, at hun kunde staa for den Prøve? Men det faldt ikke Vilhelm ind med en Tanke at tvivle paa hendes Ord.
Afskedens Øjeblik kom, og idet han kyssede hende, sagde han: „Du skal se, jeg kommer tilbage som Løjtnant med Kors paa Brystet.“
„Aa, min egen Vilhelm,“ svarede hun i en saa inderlig Tone, at hun blev aldeles forbavset over det selv, „hvis du falder i Krigen, saa lover jeg dig, at jeg vil gaa i Kloster.“ ― Han knugede hende ind til sig: det var jo det Løfte, han havde haabet paa uden at turde bede hende om det. Med hele sit varme Hjertes Ømhed trykkede han hende et Kys paa hvert Øje. Nu var deres Pagt beseglet. Det var som om de allerede var Mand og Hustru. Hver Uge skulde de skrive til hinanden.
Sandheden er den, at Yelva allerede i Aanden saa sin kønne Kæreste i Officers-Uniform, og det kunde hun ikke staa for. Saa skiltes de med Taarer i Øjnene. Det eneste Billede, de havde af hinanden, var et lille Fotografi, en omrejsende Fotograf havde taget af dem for næsten ingenting.
Vilhelm blev sendt med sit Kompagni til Algier, helt nede i Afrika.
De første Breve var til ubeskrivelig Glæde for dem begge to: det var næsten ligesaa dejligt som deres første Moder. Det, at Vilhelm var saa langt borte, gjorde ham til saadan en Slags forbuden Frugt for Yelva, noget hun ikke kunde faa fat i, hvad Øjeblik hun lystede, og som hun netop af den Grund længtes efter.
Og saa var der naturligvis ogsaa det, at de nu højtidelig havde givet hinanden deres Løfte.
Men efter et halvt Aars Forløb begyndte Yelvas Standhaftighed at rokkes lidt. Det var allerede meget, den havde holdt saa lenge! Ensformigheden og Ensomheden begyndte at kede hende og det Ord, hun havde givet, tyngede paa hende som en Lænke. Nu var hun igen gaaet ned til Venskab og ikke andet. Men i hendes Breve ― den eneste Adspredelse hun havde ― var der ingen Forandring at mærke; hun var jo efterhaanden bleven vant til de kærlige Vendinger. Vilhelms Breve viste, at han mere og mere kun levede i Mindet om hende ― og i Haabet om et Gensyn. Men det vilde vare halvfemte Aar endnu! ― ― Undertiden gav hun sig til at gabe bare ved at tænke paa det.
Imidlertid døde Vilhelms Fader, den gamle Skytte Kerlis, efterladende sig nogle sammensparede Skillinger, som Vilhelm igennem et Brev anbragte i en Sparekasse. Nu havde de da lidt at begynde med!
For Yelva og hendes Moder var det en Lettelse at blive af med den gamle. Madam Blein saa endnu helt godt ud, og sød og venlig var hun. Det varede ikke ret længe, før hun begyndte at blive noget let paa Traaden.
Det var ikke det bedste Eksempel for Yelva, og en Aften efter et Bal, hvor hun havde moret sig kongeligt og gjort stormende Lykke ― ja, saa var der en lille Kadet, som havde Orlov og var hjemme et Par Dage, der forførte hende. To Dage efter rejste han og lod hende sidde alene tilbage.
Saa først forstod hun ― men for sent ― at hendes evindelige Latter havde faaet hende til at begaa et Skridt, hun aldrig vilde kunne gøre ugjort. Men nu var det sket! Hvad skulde hun nu gribe til? Kaste sig paa Hovedet ind i det? Lade sig rive med af det glade, ubundne Liv?
En Maaned efter lejede en Elsker Lejlighed til hende inde i Rennes ― uden nogensomhelst Luksus forresten. Og saa begyndte for hende et Liv i Sus og Dus, saaledes som en lille By kan byde en smuk, ung Pige det, naar hun vil „more“ sig.
Men paa Bunden af sit Hjerte gemte hun ― med hele Kvindens ureflekterede Følelsesliv ― en dyb Kærlighed til den Fortid, hun selv saa vanvittig havde forskærtset. De gode, kærlige, varmtfølte Breve, hun stadig fik hver Ugedag, dannede en saa skærende Kontrast til „de Andres“ Maade at tale til hende paa. Den tapre Soldat dernede i det fremmede Land vidste jo ikke andet om hende, end hvad hun selv fortalte, saa han blev ved at ære og elske hende som før. Der er Lidelser, som kan aabne Menneskenes Øjne: hun havde lært at skatte ham, nu! . . . . Og derfor vedblev hun, uden rigtig at tænke over, hvor hun egentlig turde, at svare ham i samme rene, uskyldige, kærlige Tone, hun hele Tiden havde brugt overfor ham. Ordene kom af sig selv, saa snart hun tog Pennen i Haanden. Hun bildte ham ind, hun stadig var den Yelva, han havde kendt og elsket, dængede Løgn paa Løgn blot for at vinde Tid, og for at han ikke skulde slippe hende.
Det gjorde saa godt at føle sig elsket, virkelig elsket, for sin egen Skyld. Hun kunde ikke nægte sig selv den eneste Glæde. Og hvorfor skulde hun gøre ham ulykkelig allerede nu? Fik han ikke tidsnok Sandheden at vide? Hun vilde lyve for ham lige til det sidste, hvis det var muligt. „Det varer tre Aar endnu!“ sagde hun til sig selv, og det gav hende Mod. Hun kunde ikke bryde med ham. Det var jo hendes eneste Lykke, det var jo den, hun levede paa. „Saa meget des bedre,“ tænkte hun; „hvis han dræber mig, naar han en Gang faar at vide, hvad jeg er for en. Men jeg vil være lykkelig, saa længe jeg kan!“ ― Og saa levede hun videre det Liv, hun havde kastet sig ind i, „morede sig“ og „gav sig god Tid“ i Selskab med Studenter og Officerer.
Pludselig hørte Brevene op. Det var i Begyndelsen af det femte Aar.
Yelva var ude af sig selv af Angst over denne pludselige Tavshed. Vidste han noget? Skulde han have faaet det at vide? Det kunde saa let være kommet ham for Øre, for netop paa den Tid, Brevene ophørte, laa hun paa Hospitalet af en Sygdom, hun havde paadraget sig under sit vilde Liv, og som havde skæmmet hende frygteligt.
Men for Vilhelm havde Livet stillet sig saaledes, som vi nu skal høre.
Han vandt hurtigt sine Overordnedes Velvilje og sine Kammeraters Agtelse ved sin Punktlighed, sin Flid og sin grundfæstede Ærlighed og Paalidelighed. Hans Kærlighed til Yelva gjorde ham stærk baade i Medgang og Modgang. Han var saa sikker paa sin lille Kæreste, stolede paa hende som paa det fineste Guld, og al hans Gøren og Laden, al hans Tragten og alle hans Ønsker gik ud paa at gøre sig hende værdig og at skabe sig en Fremtid, som de to i Forening kunde bygge paa. Han levede helt og holdent i Mindet om hende og i de Breve, hun sad og skrev til ham derhjemme i det kære Frankrig. Og jo mere han længtes efter hende, jo sødere, jo yndigere, jo kærere stod hun for ham. Han nød allerede forud Glæden ved at eje hende som sin Hustru, den Glæde, han intet Øjeblik tvivlede om en Gang skulde blive ham til Del. Og hver Dag bragte ham jo den Tid nærmere.
Hvor var han dog lykkelig den Dag, han blev Underofficer og fik Fortjenstmedaillen ― og stolt! Stolt over at han kunde skrive det til sin kære, lille „Hustru“, og lykkelig over, at de var to om at dele den store Glæde! . . . Hvor Ordene: Tro, Fædreland, Ære, Hjem dog klang rent og smukt i hans Øren, takket være den rene, uplettede Kærlighed, han havde bragt med der hjemme fra! Han var saa urokkelig sikker paa sin Yelva, at det end aldrig faldt ham ind at studse, naar der undertiden var en eller anden Sætning i Brevet, han ikke rigtig kunde forstaa. Altid havde han straks en Forklaring paa rede Haand.
Hvis Nogen paa én Gang var kommen og havde fortalt ham Sandheden og havde bevist sin Paastand saa eftertrykkeligt, at det ikke mere havde været ham muligt at tvivle ― aa, hvor vilde han saa ikke være blevet ulykkelig, fortvivlet! Hvor vilde Livet ikke være blevet ham en uudholdelig Byrde, en grufuld Lidelse! Den, som var kommen og havde fortalt ham Alt, kunde jo nok beraabe sig paa, at „han sagde kun Sandheden“, men der er Tilfælde, hvor Sandheden dræber, hvor den, der aabenbarer den, er mere Morder end Ven. Var ikke Brevene fra hans gode, trofaste, lille Yelva for ham den sande Lykke midt i deres tvungne Adskillelse, den Adskillelse, som jo i Grunden var det største Held i hans Liv? Og var ikke denne Lykke den eneste, som overhovedet var mulig mellem de to?
Hvor helt anderledes havde Alting stillet sig for ham, hvis han f. Eks. havde trukket sig fri fra Soldatertjenesten og var blevet gift der hjemme i Frankrig med Yelva? Hvor vilde han ikke have lidt, naar Hvedebrødsdagene var forbi, og det var gaaet op for ham, hvad hans Hustru var for en flygtig, overfladisk og koket Natur? Hvor mange Taarer vilde han ikke have udgydt, han, for hvem Hjemmets Arne stod som Indbegrebet af alt helligt og rent?
Og saa skulde de to Mennesker have levet sammen Side om Side, maaske mange Aar! Hvis da ikke hun en skønne Dag havde sat en Stopper for det ved at rende fra ham.
Men i Stedet for alt det, i Stedet for dette positive Resultat af den „virkelige Lykke“, som man holder af at kalde Ægteskabet for, saa fik han det ― man kan jo gerne kalde negative Resultat, om man vil ― at være virkelig, fuldt ud, gennem-lykkelig i disse halvfemte Aar, han var skilt fra Yelva og levede i Mindet om hende og i et lyst og frejdigt Haab om Fremtiden.
Og vil man gøre den Indvending, at denne Lykke var jo kun Frugten af en Løgn, saa vil jeg dertil svare: Det beviser, at naar Gud vil gøre et Menneske lykkeligt, saa kan han endogsaa skabe Lykken af det, som i vore Øjne kun er Ulykke. Og saa vil jeg forresten spørge: hvor er vel den Lykke her i denne Taarernes Dal, som ikke mere eller mindre er bygget paa en Løgn?
En Nat i Begyndelsen af det femte Aar blev Vilhelm vækket af Alarmsignalet. Det var Araberne, der gjorde Oprør. Han sprang i Sadlen og fik Ild paa Geværet i en Fart.
Det blev en varm Skærmydsel, men paa mindre end en Time havde de faaet Bugt med Oprørerne.
Da de red tilbage til Lejren i den stjerneklare Nat, lød der endnu et Par Skud langt borte. Kuglerne hvislede dem om Ørene og pludselig smuttede et Menneske ind imellem Hestene, kravlende paa alle fire. Det var vel en Flygtning, der vilde hævne sin Vens Død.
Da han naaede hen til Vilhelm, drog denne sin Sabel, men hurtig som Lynet sprang Araberen op og jog sin Krumsabel gennem hans Bryst. Vilhelm sank døende sammen over Halsen paa sin Hest, medens Araberen undkom ved at flygte ind i en Dadellund.
De lagde ham paa en Baare og vilde bære ham hjem til Lejren, men han gjorde Tegn til dem, at de skulde lade være, han vilde dog ikke naa levende derhen. Det var ude med ham.
Fra Afrikas straalende Stjernehimmel kastede Fuldmaanen sit hvide Lys ned over Soldaterne, der flokkedes om deres døende Kammerat; ham, de alle holdt af og saa op til. Taarerne løb ned over deres solbrændte Kinder. Instinktmæssig blottede de alle Hovedet.
Han famlede paa Brystet og tog Yelvas Billede frem, hans egen, lille, kære Yelva, som han aldrig mere skulde faa at se, men som havde lovet ham, at hvis han faldt i Krigen, vilde hun gaa i Kloster.
Saa gjorde han Korsets Tegn, trykkede Yelvas Billede til sine Læber og udaandede. Men hans Ansigt lyste af himmelsk Fryd.