Den danske Rigsdag/1/102

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 327-332

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Zahle.

Sognepræst i Vallensved paa Sjælland. Født den 15de November 1825.


Peder Christian Zahle er desværre ikke længere Medlem af den danske Rigsdag. Man havde efterhaanden vænnet sig til at betragte ham som et nødvendigt Folketingsinventarium, og da han tilmed paa en Gang var uskadelig, elskværdig og kuriøs, vil man kunne forstaa, at man kun med et Suk saa Zahle forsvinde.

Zahle er udgaaet fra en meget anset Præsteslægt, og er en Broder til Bestyrerinden for det velrenommerede Pigeinstitut i Kjøbenhavn. Han bestemtes tidlig for den studerende Bane og var flittig og omhyggelig, saa at han absolverede gode Eksaminer. I Aaret 1850 tog han den teologiske Embedseksamen; men det syntes en Tid, som om han ikke dermed agtede at afslutte sin akademiske Løbebane. Samtidig med, at han dyrkede Kirkefædrene, kastede han sig nemlig ogsaa over det juridiske Studium og skal her have bragt det temlig vidt, dog uden nogensinde at underkaste sig en Prøve.

Han skildres fra sin Ungdom som en elskværdig og hæderlig Mand, men med mange bisarre og ekstravagante Anskuelser. Han var bekjendt for sine snurrige Indfald, der mere bar Vidne om en Jagen efter Originalitet end om Begavelse.

Men flittig var han, det erkjendte Alle, og han optraadte tidlig baade som teologisk Forfatter og som Digter. Han har vistnok altid tiltroet sig selv en betydelig Digtergave, men Andre have kun fundet en svag Aare, der hurtig tilstoppedes, saa at den nu næsten er udtørret. Ogsaa som Teolog har han selv tillagt sig Betydning, hvilket noksom fremgaar deraf, at han for nogle Aar siden optraadte som Ansøger til et teologisk Professorat. Selvkritik har Zahle aldrig havt.

Kun 27 Aar gammel debuterede han paa den politiske Skueplads, idet han den 26de Februar 1853 valgtes i Holbæk, hvor han med et stort Stemmeovertal slog den i hine Dage velbekjendte og velansete Overretsprokurator J. E. Damkier. Tre Maaneder efter stod Zahle ene paa den samme Valgtribune og valgtes ved Kaaring, men derefter synes han frivillig at have trukket sig tilbage efter Kaaringen, og det samme var Tilfældet 8 Dage efter ved et Omvalg i Ebeltoft. Ret længe søgte han dog ikke forgjæves efter en Valgkreds, idet han allerede ved det følgende Valg Aaret efter valgtes i Nørresundby. Her holdt han sig i seks Aar, men faldt derefter i 1861 for nuværende Landstingsmand Dresing. Han ses derefter den 7de Juni 1864 at have søgt Valg i Hjørring Amts fjerde Valgkreds og den 16de Juni s. A. paany i Nørresundby, men begge Gange forgjæves. Saa kom den store Grundlovskamp, og Zahle mødte atter frem i Nørresundby, hvor han den 4de Juni 1866 sejrede over Dresing. Ved de to følgende Valg holdt han Kredsen, men i 1872 forlod han den for at tage Arven op i Ringsted efter Major Müllen. Her valgtes han den 20de September 1872 med knusende Overvægt imod 2 Modkandidater, og han besejrede ved de følgende Valg med stedse stigende Stemmetal først Skolelærer Wellejus og senere Kaptain Aarøe. Han var absolut uangribelig i denne Kreds, men trak sig ved Valget i 1881 frivillig tilbage paa Grund af sin præstelige Gjerning.

Han efterfulgtes af den radikale Gaardejer P. Andersen fra Jydstrup, en ny Mand, der var aldeles ukjendt udenfor Ringstedkredsen. Dennes tidligere Repræsentanter have været: Parcellist L. Andersen af Hækkerup, Etatsraad Spandet, og Major Müllen.

Zahle har altsaa ført et langt og temmelig bevæget Rigsdagsliv. Han har altid hørt til Venstre, først til Bondevennerne og senere til de Nydannelser, det voksende og vekslende Demokrati skabte. Han er en utvivlsom Demokrat og det tilmed af en stærk radikal Farve. Selvfølgelig var han Medlem af det forenede Venstre, og hver Gang dette Parti gik istykker, stod han paa den uforsonligste Fløj. Han var Bergs haandgangne Mand, da han traadte tilbage.

Zahle har dog aldrig spillet nogen betydelig Rolle paa Rigsdagen eller havt nogen virkelig Indflydelse. Han betragtedes nærmest af Venner og Modstandere som en Slags Kuriositet, hvis ejendommelige Anskuelser og naive Synsmaade kun vakte Munterhed. Hvormange Gange har han ikke ubevidst spredt Kjedsomhedens Taager, der rugede over Folketinget og fremkaldt en sund og hjærtelig Latter? Han anede ikke selv, hvor morsom han var; men han lo troskyldig med, naar de Andre lo. Han vidste ikke, at der var Forskjel paa, som Bille en Gang saa rigtigt sagde, om man lo ad en Mand eller med en Mand. Mest morsom var han næsten, naar han blev vred; thi saa antog den yderst godmodige Mand en maliciøs Mine og Stemme, der klædte ham guddommelig.

Ingen kunde faa saa bisarre Indfald, som han. Ingen turde vove sig saa vidt i Paradokser, og absolut Ingen kunde give sig mere selvglad og naivt hen i sine sære Betragtninger. Naar Zahle talte havde man altid en uskyldig Fornøjelse; thi som Regel vare hans Løjer uskyldige. Af og til har han dog fremkaldt Indignation, saaledes da han gjorde gjældende, at Englændernes Overfald paa os i 1807 og Rovet af vor Flaade vare Smaating at regne imod nogle Arkivgjenstande og Snurrepiberier, der ved samme Lejlighed gik tabte; men ellers tog Ingen fortrydelig op, hvad Zahle udtalte.

Ogsaa hans Foredragsform var ganske ejendommelig. Han talte let og flydende, meget distinkt og meget pointeret. Snart hævede han Stemmen op til en hul Torden, snart sænkede han den til en almindelig Samtaletone. Han gestikulerede stærkt, saa snart bøs, snart smilende ud, greb enhver Afbrydelse og svarede paa den, idet han samtidig sendte Afbryderen et ubeskriveligt Blik ovenover Brillerne. Han saa baade interessant og morsom ud som Taler.

Han var istand til at præstere højst mærkelige Ting baade fra Logikens og Fornuftens Standpunkt; men det er paa den anden Side ikke mindre vist, at der i hans Foredrag blev udkastet mangen en Tanke, der var baade sund og original, og som i enlig Majestæt omgiven af Vildheder og Naiviteteter tog sig dobbelt tiltalende ud.

Og én Ting maa man navnlig ikke glemme, naar man taler om Zahle som Politiker, det er den store og umiskjendelige Fortjeneste, han har af det Nationalteater, der nu pryder Kjøbenhavn. Det var nærmest ham, der frelste Teaterlovens Skæbne. Han stillede det Forslag, der gik igjennem, og hans Meningsfæller gav ham, hvad de ikke vilde give Regeringen.

Det er tidligere sagt, at Zahle ingen Indflydelse har øvet i Rigsdagen; det kan derimod ikke nægtes, at han har øvet en saadan ude i en Del af Befolkningen. Han har en ganske mærkelig Gave til at vinde Almuens Tillid, og Troen paa hans Vidunderraad har strakt sig langt udenfor det politiske Felt. Man har sagt om Zahle, at ved alle Markeder i hans Valgkreds havde han sit Telt ligesom andre Næringsdrivende, os til dette søgte da Bønder nær og fjærn fra for at hente gode Raad snart Paa dette, snart paa hint Omraade. Zahle færdedes jævnt og gemytligt imellem dem og gav Raad til alle Sider og med en urokkelig Tro fæstedes der Lid til hans Raad. Der er heller ingen Tvivl om, at han har raadet efter sin bedste Overbevisning, og det er vist, at han altid handlede fuldstændig uegenyttig.

Han stiftede og redigerede i mange Aar Venstrebladet i Ringsted, og lige som han jo ogsaa derved skaffede sig Indflydelse, saaledes vidste han at præge Bladet med et vist Humør, saa at det blev meget morsomt, rigtignok mest, hvor det vilde være alvorligt. Paa Folkemøder gjorde han derimod ingen synderlig Lykke; han var en ret modig Stridsmand og mødte frem, hvor andre Venstremænd veg tilbage, saaledes ved de berømte Mørkøvmøder og ved enkelte Socialistsammenkomster, men han overbeviste Ingen ved sine Taler, om han end vandt mange Hjerter ved sin personlige Optræden.

Et Vidnesbyrd om Zahles Indflydelse udenfor Rigsdagen kan man ogsaa finde deri, at han var den oprindelige Fader til Tanken om „Grundlovsværneforeningen”, og at han fik Planen sat igjennem trods de ledende Venstremænds Modstand. Han fik dog ingen Indflydelse paa dens videre Skæbne; ogsaa her viste det sig, at hans Tanke lod sig bruge, men at hans personlige Medhjælp til Gjennemførelsen var umulig.

Zahle er personlig meget uegennyttig. Han, der forlængst kunde have havt Statsembede, sad i mange Aar og hutlede sig igjennem ved privat Erhverv, vistnok fattigere end mange af dem, han maatte støtte baade med Raad og Daad. Omsider blev han dog nødsaget til at søge Statsembede og fik i en fremrykket Alder et af de mindste Præsteembeder her i Landet. Nu er han dog stillet under gunstigere Vilkaar. Han roses som en nidkjær og omhyggelig Sjælesørger, og hans sjældne Evner til at vinde Befolkningens Tillid og Hengivenhed kommer ham her meget tilgode. I det Hele er Zahle en overordentlig brav og eiskværdig Personlighed med en vis djærv Ærlighed. Han er afholdt af Alle, og ingen politisk Modstander bærer Nag til ham.

Det har undret mange, at en saa godmodig Mand, som han er, har kunnet slutte sig til den yderste Radikalisme, men det ligger ganske simpelt i en Konfusion hos ham. Han er en konfus Idealist, der sværmer for alle yderlige Teorier, for Folkets Selvstyrelse i videste Forstand, for Kvindens Emancipation i dens yderste Konsekventser, for Socialisme og Kommunisme, for Republik og Broderskab med alle Folk, kort sagt for Alt, hvad Nutiden har oppe af radikale Reformer. Tanken tiltaler ham, og han ser ikke dens praktiske Skavanker. Han mener det godt, men han er vild. Ingen vil dømme Personen Zahle derfor.