Den danske Rigsdag/1/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 145-147

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Hans Hansen.

Gaardejer i Menstrup pr. Næstved. Født den 28. Maj 1819.


Sorø Amts 5te Valgkreds, der har Valgsted i Fuglebjerg Kro, er nu Gaardejer Hans Hansens politiske Domæne, ligesom den i mange Aar var Fr. Frølunds. Siden 1861 har Hans Hansen havt Kredsen inde og ikke været til at rokke, uagtet der er gjort forskjellige Forsøg derpaa. I 1864 forsøgte Kancelliraad P. F. Koch sig, men naaede kun 254 Stemmer, medens Hansen fik 677; Aaret efter var Sognefoged H. I. Hansen atter fremme, men med et endnu kummerligere Resultat: 151 Stemmer mod 925. To Gange stod Hansen saa ene paa Valgtribunen, men 1869 rykkede Skovrider Spandet frem og naaede den meget respektable Minoritet af 470 Stemmer mod 760; i 1872 naaede en anden Modkandidat 407 mod 737, men Aaret efter fik Hans Hansen det fleste Antal Stemmer, der er afgivet der i Kredsen, nemlig 1103, medens Modkandidaten J. Jensen kun fik 278. Paa Venstres store Sejrsdag den 25. April 1876 stod Hansen atter ene, men ved Valget den 3. Januar 1879 havde Høire faaet en flink Mand op, Jens Sørensen af Tingjellinge, som dog kun naaede 252 Stemmer imod Hans Hansens 804. Ved sidste Valg den 24. Maj 1881 stod Hansen atter ene paa Valgtribunen og kaaredes uden Modstand.

Som man vil se, synes altsaa H. Hansen at sidde meget fast i denne Kreds. Hertil bidrager naturligvis hans nære Forhold til Alberti og til den sjællandske Bondestands Sparekasse meget; ti netop i denne Egn spiller Finantspolitiken en betydelig Rolle.

Men Hans Hansen er en gammel Mand, og i mange Aar bliver han næppe ved, saa at den tro Venstrekreds, som egentlig kun kan siges at have havt Frølund og Hans Hansen til Repræsentanter, maa se sig om efter en ny Afgud, der dog upaatvivlelig ogsaa faar et umiskjendeligt Venstrefysiognomi.

Hans Hansen er en høj, kraftig Skikkelse, der nu er graanet og krumbøjet af Alder. Han har et stort Hoved, omgivet af et kraftigt og struttende Haar og Skjæg, med lidt grove Ansigtstræk, men med kloge og venlige Øjne og i det hele et ret vindende og solidt Udseende. Han har i Salen Plads midt i Venstrerækkerne tæt ved sin gode Ven Alberti; fra denne Plads, stemmer han, men fra den begjæres aldrig Ordet. Han taler nemlig aldrig eller næsten aldrig i Thinget, hvilket dog ikke har sin Grund i, at han ikke kan tale; ti paa Valgmøder kan han endog tale ganske godt.

Hans Hansen er i det hele taget et ret godt Hoved eller maaske snarere et ret snildt Hoved. Han har mere end de allerfleste andre forstaaet at Udbytte den politiske Virksomhed til egen Fordel, selvfølgelig i uangribelig Forstand. Han har ved sine politiske Forbindelser og ved sin politiske Virksomhed skabt sig en betrygget Stilling, og han har med et umiskjendeligt Talent forstaaet i de Foretagender, hvori han har været inddraget, deriblandt enkelte meget farlige, at hytte sit eget Skind. Man har nok kunnet faa Politikeren Hans Hansen med paa en lidt vild Historie, men Personen Hans Hansen har altid været vel garderet. Han var saaledes hædret med et Bestyrelsesembede i de saa forulykkede albertiske Svovlsyrefabriker, men der er aldrig kommet noget frem om, at han delte saa mange Meningsfællers Skjæbne og selv maatte ofre. Ogsaa med J. A. Hansens Kvægassurance har han nok havt noget at gjøre, men selvfølgelig uden selv at forulempes.

Som Politiker har Hans Hansen slet ingen Betydning; hverken i Forhandlingerne eller i Udvalgene spiller han nogen Rolle. Han stemmer kun og det blindt efter de givne Instrukser. Han var en trofast Menig indenfor det forenede Venstre og gik trolig med til alle Eksesserne, ja, hvor Venstre delte sig, hørte han i Reglen til de Intransigente. Han har har altid staaet Alberti og vistnok ogsaa J. A. Hansen meget nær, derimod har Berg næppe været hans Ideal. Nu, da Venstre er hugget i saa mange Stykker, staar han naturligvis helt og holdent paa Albertis højst uklare Standpunkt; Alberti er „udtraadt”, Hans Hansen følgelig ogsaa, og han slynger nu fra sit udtraadte Standpunkt den ene Kile mod Berg efter den anden og beskylder ham for Tyranni og Despotisme. Af Alberti er han et rent Ekko; hvad Alberti vil, vil Hans Hansen ogsaa, hvad Alberti gjør, gjør Hansen ligeledes; og selv om Alberti med Pavker og Trompeter svingede over i Højres Rækker, svingede den gamle Menstrupper gladelig med.

Det er en rørende Kjærlighed, han har til Alberti, men den er paa den anden Side ikke helt ufortjent. Alberti har været ham en god Ven, og har han end af og til ført ham paa vildsomme Veje, sat; har han desoftere ført ham i en tryg Havn. Han skylder for Størstedelen Alberti sin økonomiske Velstand, han skylder ham sin politiske Indflydelse i Fuglebjergkredsen, og han skylder ham en lille behagelig og indbringende Embedsstilling i Sparekassen, foruden mulig andet. Derfor kan man forstaa hans Troskab mod den gamle Partimand, men derfor bliver Hans Hansen ligefuldt en grumme tarvelig Politiker, der vel maaske kan gjøre Alberti, men ikke Land og Folk nogen Tjeneste ved at fortsætte sin politiske Gjerning paa den Maade. Den vistnok brave og skikkelige Mand vilde i den Alder, hvori han nu er, tage sig langt fordelagtigere ud ved en adstadig Gjerning paa Gaarden i Menstrup, fremfor ved den ungdommelige Reel, han fremdeles lader sine stive Been trampe.