Den gamle Pæl

DEN GAMLE PÆL.

Den gamle Pæl stod nede i Haven.

Nu var der mange, som havde været mange Gange i Haven og aldrig sét Pælen. For Haven var for det første meget stor, saadan en rigtig Have med en hel Skov af Stikkelsbærbuske, med grønne Plæner og krogede Æbletræer, Kartofler og Kaal i lange Rader, Rhabarber med tykke, røde Stilke, Asparges med vajende, grønne Toppe, et Mylr af Blomster og en uhyre lang Nøddegang. Saa lang var Nøddegangen, at naar en stor Dreng kom gaaende oppe i den ene Ende, saà han fra den anden Ende af ud, som om han var lille.

Men for det andet stod den gamle Pæl saa godt gemt, at der skulde Geni til at finde den.

Den stod nemlig i Havens allerbageste Hjørne tæt op til Naboens Stakit paa en lille Høj.

Egentlig var det nu slet ingen Høj . . . Højen laa oppe i det andet Hjørne, lige ud til Vejen, og paa den var der baade Bord og Bænk og desuden en lang, hvid Flagstang. Men det, den gamle Pæl stod paa, var en Bunke visne Blade og Grus og Sten og andet Affald, som Gartneren havde kørt hen i Krogen paa sin Hjulbør.

Der laa skaarede Urtepotter og knækkede Blomsterpinde, visnede Blomster, der en Gang havde været fine, men nu var saa indtørrede og sammenskrumpne, at det var umuligt at kende dem mere. Der laa en gammel Rive, som ikke havde mere end een Tand, og den var knækket; der laa et Spadeskaft uden Spade og et rustent Skuffejern uden Skaft.

Og rundt om mellem det altsammen groede lange, tynde Græsstraa, der straks vilde knække over, om det blæste paa dem. Men det gjorde det ikke, for Buskene havde filtret sig tæt sammen paa alle Sider, saa der aldrig kom en Vind derimod. Træerne fra Naboens Have rakte Grenene langt ud over Stakittet, saa der altid var mørkt i den lille Krog. Bare lige midt paa Højen var der en Plet, hvor Solen skinnede.

Paa den Plet stod Pælen.

Nu var den saa grim, som saadan en gammel Pæl paa nogen Maade kan være. Men for Resten fornærmede den ingen. Den solede sin gamle, rynkede Krop og hældede sig træt til den ene Side. Det var tydeligt nok, at den fromt og gudhengivent ventede paa den Dag, da den skulde falde om og raadne væk.

Men Buskene og Græsset rundt om kunde ikke lide den, fordi den stod dèr midt i Solen, mens de selv var i Skygge.

»Der er dog ingen Mening i Livet,« sagde Græsset, der voksede sig langt og tyndt og blegt. »Her staar jeg og vokser og vokser og trænger til Sol og faar ingenting, mens den afdøde Vissenpind gasser sig i det lækreste Solskin.«

»Gamle Spøgelse!« sagde Sirenbusken, hvis nederste Grene allesammen var gaaet ud af Mangel paa Sol. »Har han ikke haft saa megen Takt, at han har lagt sig til at dø, da hans Tid var omme, saa skulde han i det mindste ikke staa og udstille sit Kadaver i Solen. Hvad duer han til? Hvad tager han sig for — Skyder han Blade? Sætter han Blomst?«

Guldregnen nikkede med alle sine gule Blomster, for den var ganske enig med Sirenen. Og Nattergalen, der boede i Rødtjørnen, satte sig aldrig paa den gamle Pæl. Den hoppede omkring i Buskene og hviskede dem pæne Ting i Øret. Den fortalte Guldregnen, hvor fint og yndefuldt dens Blomster hang. Den sang om Sirenens og Jasminens Duft og fortalte Rødtjørnen, at der var intet Sted i Verden saa lunt og dejligt at bo som i dens Grene. Men til den gamle Pæl havde den aldrig et venligt Ord, gjorde tværtimod altid Nar ad den.

»Naa, gamle Stivstikker!« skreg den. »Tag og vift lidt med dine Blade — hvad? Eller du er maaske ikke sprunget ud endnu? Eller kanske du allerede holder Efteraar?«

Saa lo Buskene, saa alle deres Blade rystede. For de syntes allesammen, at Nattergalen var umaadelig vittig. Og saa var den ogsaa den eneste Fugl, der byggede Rede i Krogen.

Men den gamle Pæl tog sig ikke synderligt af al den Staahej. Nu hørte den ikke længer rigtig godt, saa det kan gerne være, at en hel Del af det gik dens Øre forbi. Og saa var den jo ogsaa i den Alder, hvor man ikke bryder sig om Folks Snak, bare man sidder lunt inden Døre. Naar de skreg allesammen i Munden paa hverandre, saa der slet ikke var til at høre Ørenlyd i Krogen, kunde den jo nok komme med en lille, beskeden Bemærkning til sin Undskyldning. Men der var i Regelen ikke andre end Mosset, som groede paa den, der hørte det.

»Herre Gud!« sagde den saa. »Lad mig dog staa i Fred, til jeg falder. Jeg gør jo ikke en Kat Fortræd.«

Og lidt efter sagde den, men endnu sagtere: »En anden én har jo ogsaa været ung en Gang. Et rigtig pænt Træ har jeg været, ja, jeg har saamænd. Den Gang havde jeg baade Blade og Blomster og hele to Bogfinkefamilier i Toppen. Men saa skulde der være Gang dèr, hvor jeg stod. Jeg blev fældet, hugget til og malet — rød og hvid og tjæret om Benene. I otte lange Aar stod jeg i Stakit. Det tager paa Kræfterne, ja, saamænd gør det saa.«

Saa var det en Morgen hen paa Sommeren, at den gamle Pæl stod og hældede i sine egne Tanker.

Det havde regnet i to Dage, og der stod en hel lille Pyt ved Pælens Fod. Store, tunge Draaber faldt fra Buskene ned paa de visne Blade. De lange, tynde Græsstraa slæbte hver paa en Draabe og var lige ved at knække af Anstrengelse. Men nu til Morgen var Solen brudt frem af Skyerne og skinnede mildt og varmt lige paa Pælen.

»Aa Gudskelov!« sagde den gamle Pæl. »Det er for megen Fugtighed for en gammel Kavaler som mig, der baade har Gigt og Podagra.«

I det samme mærkede den noget, der krillede den oven i Hovedet, og fik Øje paa en vims, lille Fyr, der sad paa den og kiggede ind i et Hul, den havde fra den Tid, den stod i Stakit.

Den lille havde fire, klare Vinger og seks tynde Ben. Paa Hovedet havde den to Følehorn, og med dem snusede den til Hullet, mens den hoppede rundt om det og undersøgte det i alle Ender og Kanter.

»Med Forlov,« sagde Pælen, »hvad kigger De efter?«

Den lille Fyr svarede ikke, men blev ved at snuse til Hullet. »Hvem er De?« sagde Pælen igen.

»Jeg er Gravehvepsen,« svarede den lille.

»Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab,« sagde Pælen. »Maaske jeg tør præsentere mig selv: jeg er den gamle Pæl.«

»Det er du,« sagde Gravehvepsen. »Og det en dejlig, gammel Pæl!«

»Tusind Tak,« sagde Pælen fornøjet. »Det er saamænd sjældent, jeg hører noget behageligt. Alle mine Naboer skælder mig ud fra Morgen til Aften.«

Det sagde Gravehvepsen ikke noget til, men krøb helt ind i Hullet.

»Hvad søger De egentlig?« spurgte Pælen.

»Jeg tænker paa at lægge mine Æg i dig,« svarede Gravehvepsen.

Den gamle Pæl straalede af Fornøjelse.

»Aha!« sagde den. »Og saa kommer De med Deres Gemal, og mens De ligger paa Æggene, sidder han og synger . . .«

»Vrøvl!« sagde Gravehvepsen.

»Om Forladelse!« sagde Pælen. »Jeg troede, det var ligesom hos Nattergalen.«

»Er her en Nattergal?« sagde Gravehvepsen forskrækket og gemte sig dybt i Hullet.

»Ja — — ovre i Rødtjørnen,« svarede Pælen. »Men den nedlader sig aldrig til at sidde paa mig, saa De behøver ikke at være bange. — Synes Fruen ellers om Lejligheden?«

»Jo Tak!« sagde Gravehvepsen. »Jeg tager den. Jeg er her igen om fem Minuter.«

Saa fløj den bort, og den gamle Pæl var gladere, end den havde været i lang Tid.

»Selv om det ikke er en Nattergal, saa er det dog noget lignende,« sagde den for sig selv. »Æg er Æg, og jeg kan ikke sé andet, end at jeg nu er ligesaa god som Rødtjørnen.«

Straks efter kom Gravehvepsen tilbage med en Mariehøne, som den med stort Besvær slæbte op ad Pælen og puttede ind i Hullet. Den gamle Pæl saà forundret paa den.

»Ja — det kommer jo ikke mig ved,« sagde den saa. »Men jeg synes, det er en underlig Maade, De møblerer Lejligheden paa.«

»Det er til mine Unger,« sagde Gravehvepsen. »Jeg maa sørge for, at de har noget at æde, naar de kommer ud af Æggene. Naar jeg har faaet fat i en Mariehøne, saa stikker jeg den med min Braad, saa den besvimer, og putter den ind i Hullet.«

»Var det ikke kønnere, om De stak den helt ihjel?« spurgte Pælen.

»Nok muligt,« svarede Gravehvepsen. »Men saa vilde den raadne, sér du. Og mine Børn skal have friskt og godt Mariehønsekød.«

»Jeg siger ikke noget til, at De sørger for Familien,« sagde Pælen, da den havde tænkt sig lidt om. »Jeg véd jo ogsaa nok, at alle Dyrene er rene Landevejsrøvere og Banditer. Æder de ikke hinanden, saa æder de os uskyldige Træer og Urter. Men hvis De tillader en gammel, tarvelig Pæl at genere Dem med endnu et Spørgsmaal: hvorfor venter De ikke med at fodre Deres Børn, til de kommer ud af Ægget?«

»Saa er jeg død og borte,« svarede Gravehvepsen.

»Hva’ faller?« spurgte Pælen, der troede, den havde hørt fejl.

»Jeg faar aldrig mine Børn at sé,« sagde Gravehvepsen. »Naar jeg har samlet Huset fuld af Mariehøns, saa lægger jeg Æggene, og saa maa jeg dø. Saadan er nu min Skæbne.« »Jøsses!« sagde Pælen.

Gravehvepsen fløj sin Vej, og Nattergalen, der sad paa Kanten af sin Rede, vilde lige til at snappe den. Men saa var der et af Nattergalebørnene, der nappede den i Benet.

»Aa, lad den flyve, lille Mo’er! saa er du sød,« sagde Ungen. »Jeg har ligget her og hørt det hele — tænk dig, den Stakkel faar aldrig sine Unger at sé. Lad den flyve i Fred, saa maa de andre faa min næste Flue.«

»Du er et godt lille Fæ,« sagde Nattergalen, »og om ti Minuter fortryder du det. Men det er lige godt en underlig Historie.«

Det samme mente Buskene rundt om den lille Høj. De bøjede sig ind over Pælen og kiggede ind i Hullet, hvor den besvimede Mariehøne laa paa Ryggen med alle sine seks Ben i Vejret. Græsstraaene rakte sig i Vejret og ønskede, de var endnu længere, for at de ogsaa kunde faa noget at sé. Allermest forundrede det dem allesammen, at saadant noget mærkværdigt skulde hænde den gamle, raadne Pæl.

Men Pælen stod midt paa Højen og stivede sig af, det bedste den kunde, og var umaadelig stolt.

»Var jeg en fornuftig Nattergal, saa pillede jeg den Mariehøne ud og aad hende,« sagde Nattergalen. — »Men det er nu lige meget. Foreløbig er der jo Mad nok i Haven, og hun løber ikke fra mig. Lad os nu sé, hvad det bliver til.«

Sirenen nikkede, og Guldregnen nikkede, og Rødtjørnen nikkede, og Jasminen nikkede. For de var allesammen enige med Nattergalen.

Og nu kom Gravehvepsen slæbende med nok en besvimet Mariehøne og puttede den ind i Hullet. Og saadan blev den ved, til det var langt ud paa Eftermiddagen, og Hullet var helt fuldt. »Nu flyver jeg mig en lille Tur i Solskinnet,« sagde den til den gamle Pæl. »Om lidt kommer jeg igen og lægger Æggene, og saa lægger jeg mig selv til at dø.«

Væk var den, og Buskene stod og hviskede om den.

Men i det samme kom en overmaade elegant Fyr flyvende og satte sig paa den gamle Pæl ved Siden af Hullet. Den havde fire klare Vinger og seks Ben og to Følehorn ligesom Gravehvepsen, men hele dens Krop skinnede som det bare Guld og Sølv. Pælen saà fornøjet paa den; den tænkte paa, at det var det andet fine Besøg paa een Dag, og mente, at nu kom der bedre Tider.

»De er nok i Søndagstøjet?« sagde den venligt. »Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste?«

»Jeg sér mig om efter en Lejlighed,« svarede den fremmede. »Det er et rart lille Hul, du har dèr.«

»Saamænd,« sagde Pælen beskedent. »Det har for Resten staaet ledigt længe, og var De kommet i Morges, skulde De med Fornøjelse faaet det. Men nu har jeg netop lejet det ud, saa jeg kan desværre ikke tjene Dem.«

»Ja saa,« sagde den fremmede. »Det var jo kedeligt. — Hvad hedder din logerende, med Forlov?«

»Det er Gravehvepsen,« svarede Pælen. »Fru Gravehvepsen. Hele Dagen har Fruen samlet Mad sammen til sine tilkommende Børn. Vil De behage at kigge ind, saa skal De sé, der ligger helt fuldt af besvimede Mariehøns.«

»Ja — min sandten gør der ikke!« sagde den fremmede og grinte saa uhyggeligt, at den gamle Pæl blev ganske hjerteangst derved.

»Kender De Gravehvepsen?« spurgte den.

»Om jeg gør?« sagde den fremmede. »Det er en af mine allerbedste Venner. Vi besøger tit hinanden.« Da den havde sagt det, smuttede den helt ind i Hullet. Den blev kun et Øjeblik derinde, og da den kom ud igen, skinnede den, saa Pælen fik ganske ondt i Øjnene, og grinede ondskabsfuldt ligesom før.

»Vil De ikke vente, til Gravehvepsen kommer hjem?« spurgte Pælen. »Den sagde, den fløj kun en lille Tur, og maa straks være her.«

»Nej Tak,« svarede den fremmede.

»Naa, ikke? Tør jeg da spørge, hvem jeg skal hilse fra? Det vil sikkert gøre Fruen ondt, at hun er gaaet glip af saadan en fornem Kavalers Besøg.«

»Jeg er ingen Kavaler,« sagde den fremmede. »Jeg er en Frue. Og du behøver ikke at sige noget til Gravehvepsen. I Morgen tidlig kommer jeg igen og træffer hende nok.«

Saa fløj den. Og alle Buskene hviskede om det mærkelige, der hændte den gamle Pæl, og syntes pludselig, at den var saa interessant og saa rar.

»Den er egentlig ganske køn,« sagde Sirenen. »Sé, hvor det grønne Mos klæder den storartet.«

»Ganske køn?« sagde Guldregnen. »Den er smuk, kan du gerne sige.«

»Den holder sig vidunderlig rank, den sér fornem ud,« sagde Jasminen.

»Den er ærværdig,« sagde Rødtjørnen. »Den har sikkert oplevet en Mængde underlige Ting, som den kunde fortælle, hvis den vilde.«

»Den er dejlig at sidde paa,« sagde Nattergalen, der sad og slog med Vingerne paa dens Top. »Det er anderledes solidt end de tynde, vippende Grene.«

Den gamle Pæl tog sig ikke videre af deres Komplimenter. Den stod og tænkte over det Besøg, den havde haft, og havde en ubestemt Fornemmelse af, at der var noget galt paa Færde.

Saa kom Gravehvepsen hjem.

Med stort Besvær slæbte den sig ind i Hullet og lagde sine Æg. Da den kom ud igen, rystede den paa alle Lemmer og kunde knap tale.

»Er De syg?« spurgte Pælen deltagende.

»Jeg skal dø,« svarede Gravehvepsen. »Og hør nu godt efter, hvad jeg fortæller dig. Du er jo en god, gammel Pæl, der ikke vil gøre dine Medmennesker Fortræd. Og jeg har i hele Verden kun een Fjende. Hun kommer til mit Hus, naar jeg er ude — —«

»Holdt!« raabte Pælen og rystede af Forfærdelse, saa det halve af dens Mos drattede ned paa Jorden, og den slog en stor Revne paa den ene Side.

Men Gravehvepsen lod den ikke tale ud.

»Ti nu stille!« sagde den. »Jeg har kun et lille, bitte Øjeblik endnu at leve i, og du maa høre efter, hvad jeg siger. Guldhvepsen hedder min Fjende, og hun er køn nok at sé til — meget kønnere end jeg. Hun skinner, som var hun gjort af Guld og Sølv. Men ond og doven er hun. Selv gider hun ikke samle Mad til sine Unger. Derfor hitter hun det Hul, hvori jeg har lagt mine Æg, og lægger sine ved Siden af. Og saa æder hendes Børn al den Mad, jeg har samlet, og mine Børn oven i Købet. — Hende skal du love mig at passe paa, hvis hun kommer. Og saa farvel og Tak for din Godhed.«

Den gamle Pæl slog endnu en Revne og kunde slet ikke faa Mælet af Forfærdelse. I det samme kom Nattergalen og tog Gravehvepsen. Buskene skreg op af Forfærdelse, men Nattergalen undskyldte sig paa det bedste.

»Den skulde jo dø alligevel,« sagde den. »Den var allerede død. Men jeg indrømmer, det ærgrer mig, at jeg ikke tog den Slyngel af en Guldhveps.«

»Ja, du min Gud, min Gud!« raabte Pælen. »Det var jo Guldhvepsen, der var her. Og jeg elendige Pæl lod hende slippe ind. Saa er jo Ulykken allerede sket . . . hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre!«

»Ja Herre Gud,« sagde Nattergalen, som sad og smaskede endnu paa Gravehvepsen. Og »Herre Gud!« sagde Sirenen og Guldregnen og Jasminen og Rødtjørnen, for de syntes allesammen, at det var noget af det forfærdeligste, de havde oplevet.

Men den gamle Pæl sagde ingenting. Den var helt lamslaaet af Bedrøvelse og hældede mere og mere. For hver Dag, der gik, slog den en ny lille Revne, og det var let at sé, den havde ikke langt igen. Buskene og Nattergalen talte venligt til den og trøstede den, det bedste de kunde, for de mente allesammen, det var saadan en rar gammel Pæl. En af dem faldt paa, hvordan de skulde hævne sig paa Guldhvepsen. Nattergalen skulde nemlig passe paa, naar Røverens Unger kunde være komne ud af Ægget, og saa skulde den trække dem ud med sit Næb og æde dem.

»Det skal jeg,« sagde Nattergalen højtideligt. »Stol paa mit Ord.«

Men Dagen efter, at den Beslutning var tagen, syntes Nattergalen pludselig, at det var Efteraar. Ingen af Buskene og de andre Fugle i Haven kunde forstaa det. De syntes allesammen, det var dejlig Sommer endnu. Men Nattergalen erklærede, at der var ikke flere Insekter, som var værd at æde. Inden Aften var den fløjet Syd paa med sine Unger, og Buskene havde ikke andet at gøre end staa og stirre paa Pælen og snakke om det frygtelige, der foregik inde i den. Næste Foraar fløj der en Mængde smaa, nydelige Guldhvepse ud af Hullet. De tumlede sig i det klare Solskin og forsvandt saa i Luften.

Den gamle Pæl stod en Stund endnu og ventede paa, om der dog ikke skulde komme een af Gravehvepsens Unger ud. Men der kom ingen.

Saa styrtede Pælen om paa den lille Høj og gik i lutter trøskede Stumper. Buskene dryssede deres Blomster ned over den, saa den fik en anstændig Begravelse.

»En mærkelig gammel Pæl,« sagde de til hinanden.

Og da Nattergalen kom hjem fra sin Udenlandsrejse og hørte Enden paa Historien, sang den en smuk Sang over den gamle Pæls Grav.