Den gamle Verden/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Den gamle Verden.djvu Den gamle Verden.djvu/5 37-43

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Stannius var bleven tavs … gik og virrede med Hovedet og vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige hende. Men hun var som vækket af onde Drømme, befriet for en Byrde, som hun havde baaret Gud ved hvor længe. Hun havde talt ud, hun havde sagt, hvem hun var, til et andet Menneske. Og dette Menneske var ikke straks gaaet sin Vej. Han havde set paa hende med et Par gode og kloge Øjne og han fulgte hende stadig med sit Blik.

Nej, han var ikke gaaet sin Vej … han kunde ikke lade være, han maatte tage hendes Haand … begge hendes Hænder, gribe dem og holde dem fast et Øieblik. Og hun lod ham beholde dem — de laa ganske svage i hans, han beholdt dem længe, de laa saa godt dér, og da han slap dem igen, var det med Sorg. … Og han tænkte paa, at hans Bevægelse havde en dobbelt Grund … var det ikke hans eget Liv, der genlød i hendes Ord? Havde hans Tilværelse været saa meget forskellig fra hendes?

Her gik han i sin Ungdoms Skov og en Stemme hviskede til ham netop det, han skulde høre. Godt at han ikke var alene … hemmelighedsfuldt og lykkeligt var det, at hun gik der ved hans Side, hun var dog saa meget rigere end denne golde og øde Natur, han havde ventet Hjælp af. Hun besjælede og legemliggjorde Naturen — fyldte hun ikke Mørket og Blæsten med den menneskelige Tale, disse Dage i Angst og Erindring burde skænke ham? Hvad vilde han have følt, hvis hun ikke havde gaaet ved hans Side?

Han havde haabet det — og maaske vilde det gaa i Opfyldelse — at disse Dage herovre vilde skænke ham hans Ligevægt og Sundhed tilbage. Hun kunde hjælpe ham og han kunde maaske hjælpe hende. Det vilde blive alvorlige Dage for at naa frelst igennem … ud til fri Horisont.

Hun havde maaske følt noget lignende som han … idetmindste sporet det i hans Haandtryk. Kunde han hjælpe hende? Var det endnu muligt for hende at finde Hjælp. Skulde det kunne tænkes …?

— — De drev afsted ud mod Havet, Blæsten kastede sig imod dem som en usynlig Modstander, de dog let nok overvandt, men selv heri var der en Smule Kamp og Sejr, der æggede de Følelser, der fyldte dem. De var naaede udenfor Plantagen og vandrede paa en mægtig Sandflade, overgroet med tyndt Græs og tørt Lav. Nu hørte de Havet tydeligt og Klitterne tegnede sig med bløde Rundinger mod den klare Vesthimmel.

Det var ikke mere nogen Søvngængerske, han fulgtes med. Hendes Bevægelser var blevet saa afrundede og blide, næsten helt ungdommelige. Han undrede sig over den Forandring, der var foregaaet, og fyldtes af Glæde. Han vilde tale, blot sige hendes Navn, men hun kom ham i Forkøbet:

— De maa ikke nævne, hvad vi talte om før! Det vil De ikke, vel? Husk, De har faaet al min Modløshed i Forvaring.

— Al Deres Modløshed …?

De skyndte sig afsted og naaede snart Klitterne, der laa som hvide Dynger højt over den brede Forstrand. Hun trak Vejret dybt, da hun stod deroppe og stirrede ud i det vældige Rum, helt ud i Horisonten, hvor den lyse Himmel og det graa Hav mødtes. Der var ikke en Sejler, ikke en Fugl at se, kun Hav og Himmel.

— Her ser ud som i tidligere Aar. Her har jeg gaaet … sagde han, fortabt i sine Minder. Langs dette Hav og ved denne Strand, der ligner et Drikkehorn, hvori Vinen skummer… Ja, saaledes husker jeg det… og nu ser jeg det igen, graat og vældigt, uformeligt, ude af Stand til at danne noget Billede i min Sjæl. Det er frygteligt — Tiden gør alt saa uformeligt og vældigt, saa grænseløst, at jo ældre man bliver des vanskeligere finder man Udtryk for det. Det ligner altsammen Evigheden og Uendeligheden, der kun igen kan lignes ved sig. selv. Men dengang var det blot Havet … nej, det var saamænd mindre endnu… det var blot denne lille Bugt her. I hine Tider saa jeg kun Stranden og Bølgerne, der stormede mod Kysten og kastede fugtigt Tang og Blaamuslinger for min Fod.

— Nej … sagde hun hurtigt og ligesom for at udslette hans Ord, saaledes ser jeg ikke paa Havet. Egentlig hører jeg det kun! Det er til at drukne sig i, ikke til at dvæle ved … det er som Musik. Jeg føler Trang til at løfte Armene mod det som det ligger derude, brede dem vidt ud og drage det mod mig til det bryder sine Bølger mod mit Bryst. Det er saa vidunderligt, ensomt og mandigt, og dog vigende… som det bedste jeg kender…

Han søgte hendes Øjne.

— Ingen af os kender det mere!

Hun lod ikke sit Blik fange, men han fik at se, at hendes Øjne næsten var uden Udtryk.

— Aa jo, sagde hun. Netop nu kender jeg det!

Han bøjede sig mod hende.

— De er dog den stærkeste af os to.

— Hvorfor tror De det?

— … Jeg ved, hvilken Lærdom jeg vil høste herovre, sagde Stannius … den: at jeg overalt har fjernet mig fra det oprindelige. Jeg har været lige saa bange for Tilværelsen som De … og det vil maaske vise sig, at De trods alt staar den nærmere end jeg. — Der hører ogsaa Styrke til at trodse den og indtage det Standpunkt, De forfægter.... Selv tør jeg intet Standpunkt tage — — jeg er i et og alt usikker og det er det, der gør mig til saadan en Mellemting mellem en Præst og en Læge. Jeg tror og jeg tvivler endnu …

— Ja … hvad er De nu egentlig, Stannius?

— Hvad jeg er … ja, er det ikke ligegyldigt i dette Øjeblik. Vilde det ikke virke forstyrrende, hvis De nu fik at vide, at jeg var Læge. Hvis De vil vide det, kan De spørge Fru Mulvad … hun ved det, hun ved det vist bedre end jeg selv! Jeg er mest af alt, hvad Tilværelsen har gjort mig til … Og derfor er jeg bleven baade Præst og Læge.

— Vi er to syge Fantaster, sagde hun og nikkede hen for sig.

— Men vi spejler Tiden … vi er ved at gennemgaa Kriserne og det er nødvendigt for at blive sund igen. Der er saa mange andre, der har det som vi, hele den gamle Verden er syg og hvert enkelt Individ maa bære sin Del af Sygdommen. Vi maa hver for sig erkende denne Sygdoms Natur saaledes som den viser sig for os, og hver for sig søge Helbredelse. Vi maa opdrage Præsten og Lægen i os. Præsten — det er de urgamle Røster, der taler i vort Sind. Men vi skal være vor egen Præst… det, det gælder om, er at høre sin egen Natur fra Prædikestolen. Det vilde overraske de fleste Mennesker, hvis de engang fik den at høre.

— Det vilde forfærde dem … forskrække dem, saa de aldrig blev Mennesker mere … sagde hun.

— Men saa er det, Lægen skal kaldes, vedblev han. For vi har ikke blot en Præst i os! — — De tror ikke paa nogen Helbredelse, Frøken Kirsten, men maaske vil De alligevel en skønne Dag forstaa, hvad jeg mener …

— Nej, sagde hun … der er ingen Helbredelse mulig for mig. Jeg tilhører ikke Livet mere og det forstaar De godt nu … Stannius.