Den gamle Verden/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Den gamle Verden.djvu Den gamle Verden.djvu/5 51-58

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.


Noget fortumlet over Aftenens Oplevelser var Stannius kommen i Seng. Men han kunde ikke falde i Søvn. Det lille Værelse var oplyst af et enkelt Stearinlys, hvis Flamme hoppede og flakkede og kastede tynde Skygger hen over de tapetserede Vægge for lige saa hurtig at slette dem igen.

Her var intet forandret fra sidste Gang han laa i et af disse smaa Kvistværelser — det eneste, der syntes medtaget af Tiden, var ham selv. Han havde set sig i Spejlet før han gik i Seng — løftet Lyset højt over det — og var uvilkaarlig traadt et Skridt tilbage. Det slog ham, hvor han havde forandret sig. Panden var bleven bredere, Næsen skarpere og Kinderne rundere — og Øjnene hang saa tungsindigt i dette Kød. Men hvad der mest gjorde Indtryk paa ham, skønt Tanken var saa barnagtig, var alt det Haar, der fyldte Ansigtet. Ja, han var virkelig bleven haaret som et Dyr … det var ikke mere den nøgne Ungdom …

Han saa nærmere til og søgte at finde Tidens Spor, men han kunde ikke rigtig faa fat i, hvad der var sket. Hvilket Forhold var der mellem det unge Ansigt og dette? Var de to Ansigter overhovedet rigtig i Familie med hinanden … jo, det kunde ikke nægtes! Men vilde det unge Ansigt, hvis det stod her bagved, anerkende det gamle som sit eget? Rimeligvis ikke. Det vilde smile af det gamle … slaa en skraldende Latter op.

Derimod lo det gamle ikke af det unge. Det søgte tværtimod efter den tidligere Form og kunde gerne have pustet Lyset ud, fordi det fandt saa lidt af den … Men i samme Nu resignerede det og Lyset blev stillet paa Bordet og Spejlet lyste med sin tomme Ramme, sin forgyldte Kant …

Og Stannius krøb i Seng og gemte sig godt under Tæppet, lagde alting omhyggeligt tilrette som han havde for Vane.

Han gad ikke tænke paa sit Liv i disse Aar — der skulde ingen særlige Minder fremdrages og intet bestemt skulde have Skyld for at have forvoldt det hele. Det gjaldt noget ganske andet, netop det modsatte — — at opløse disse Aar til en Stemning, at føre dem sammen til en Helhed, saa han kunde tage det altsammen under et. Var det muligt? Han vilde forsøge paa det. Som Jason søgte efter sit gyldne Skind, saaledes vilde han søge efter sin Ungdom — den var til endnu i Blæstens Fløjt, i Bølgernes Rullen og i de lange Vandringer over Sand og Hede 'mod Havet. Den var overalt og den var der ikke. Den var undseelig … ti den var nøgen og den var ikke let at fange … Og naar man saa endelig holdt Krabaten i Nakken, hvad saa? Vilde man saa ikke gyse som foran Spejlet før og flygte endnu mere forraadt og forarmet over Heden?

En gammel Spøgelseshistorie faldt ham ind. Hvis man Klokken tolv om Natten stillede sig foran et Kirkegaardsdige og raabte sig eget Navn tre Gange mod Blæsten, saa vilde man ufravigelig se sit eget Jeg komme ud af Kirkedøren … var det ikke akkurat det, han havde for?

Han blev helt varm ved Tanken. Der var dog altsaa ogsaa andre, der trængte til at blive ene med sit tidligere Jeg … ellers havde vel Historien ikke været skrevet og givet i Trykken!

Men Paakaldelsen endte rigtignok med, at den nysgerrige blev sindssyg … og det var jo ikke noget videre hyggeligt Varsel.

Tanken om denne Vandring til Ungdommens Land havde dog allerede gjort sin Nytte. Den havde i tunge Timer holdt ham oppe, den havde ligesom Sengen været sød at hvile i… Men han havde vist egentlig følt det som kunde han blive ung igen ad den Vej … som vilde hans Jeg komme med Vand fra Ungdomskilden til at tvætte ham i. — — Men saa meget kunde han vist ikke forlange!

Noget havde han allerede fundet — Naturen var den samme og Poplerne susede i dette Øjeblik som i Ungdommens Dage. Han lagde sig tilbage i Sengen og lyttede efter Melodien, de hundredetusinde Blades Sang, denne monotone Hvisken, der lød saa nær hans Øre som holdt han en Konkylie for. Og det var jo de samme Popler, ikke engang højere i Væksten var de blevet … idetmindste ikke her udenfor Kroen — og det var gaaet saaledes til: de havde søgt at vokse, saa havde man kappet dem. De havde prøvet at vokse endnu engang og atter var de blevet kappede. Ligetil iaar var det gaaet saaledes og det vilde blive ved paa samme Maade …

Nej, saaledes havde han ikke tænkt første Gang, han var her. At Popler blev kappede faldt ham neppe ind — og havde han faaet det at vide, saa havde han ikke spildt sin Tid paa et saadant Fænomen. Kloge Folk om Poplernes Røgt og Pleje — — og Tak for eders milde Susen, I muntre Landevejssvende, jeg er ude paa Eventyr under eders Kroner … dog Gud ved, om han virkelig havde udtrykt sig saa lyrisk — han var jo helt anderledes dengang! — Hvor man kunde tage Fejl af sig selv og hvor man huskede daarligt!

Man huskede daarligt, fordi Erindringen var den værste Gavtyv til at lyve. De fleste Hændelser begyndte som det rene og skære Pindebrænde under Virkelighedens Økseblad … og genopstod som evig blomstrende Træer i Erindringens Skov, hvilket er den omvendte Vej af den naturlige. Hvad var Sandhed i den store Hjerne-Film, man rullede op, naar man trængte til et levende Billede. Sandheden var vist den, at man idetmindste i sin Erindring vilde føle sig rig og derfor flittigt baldyrede Brokaden, det blodrøde Stof. Vejen til Ungdommens Land gik gennem de malede Kulisser i Fantasiens Have … og udenom alle de dybe Slugter og Afgrunde.

Hvad nyttede det at ræsonnere! Kunde man ikke erindre sandt, saa maatte man nøjes med det Billede, der tilfredstillede paa ens nuværende Standpunkt …

Det var undertiden faldet Stannius ind at finde den Ungdom, han havde saa stor Trang til at søge, paa en helt anden Maade. Gennem en ung Kvinde, der ved sin friske Latter jog alle hans Spøgelser paa Flugt. Der var saa mange af hans jævnaldrende, der havde baaret sig saaledes ad. Men det vilde … vel gennemtænkt … være Galskab; paa den Maade var det nok Ungdommen, han fandt, men ikke sin egen, ikke det Udgangspunkt han søgte for sit Liv.

Men Stannius Blod var endnu i Bevægelse efter Aftenens Oplevelser … og han bekendte for sig selv, at Nutiden var ikke ophørt at interessere ham. Det havde unægtelig været en mærkelig Aften — paa en Maade en Art Gentagelse af hele hans Tilværelse i kort Begreb, en Rejse gennem hans aandelige Verden. Men saadan var det med Kvinder og derfor holdt han af dem — man begyndte bestandig forfra og man sluttede netop dér, hvor man stod i Øjeblikket … fik en tydelig Fornemmelse af sig selv — — det var ogsaa en Art Erindringsrejse at træffe en Kvinde, der satte ens Tanker og Sanser i Bevægelse.

Men hun havde grædt … og disse Taarer havde han mødt den første Aften i Ungdommens Land …

Han saa hende ligge paa Stranden. Og i sine Tanker bøjede han sig igen over hende og trykkede Kys paa Kys paa hendes Mund. Og nu var det ikke Elskovskys, men tunge medlidende Kys som paa en søsterlig Mund. Og han bøjede hendes Haar tilbage fra den smalle Pande og klappede hendes kolde Kind, han vilde stryge alle hendes Sorger og Bekymringer bort, hun skulde ligge dér uden at tænke, uden at lide mere, blot føle hans Haand mod sin Hud som et forstaaende og menneskeligt Kærtegn. Og tilsidst saa han til sin Glæde, at hun slog sine Øjne op og smilede til ham. Hun smilede … Det var Livet og ikke Døden, han for første Gang saa i hendes Blik… Forsoningen!

Han kom til at smile selv… Havde han ikke Ret, naar han havde været saa taabelig at sige, at han var Læge — og Præst. Det var i saa Fald Selvopholdelsesdriften, han troede paa, medens det var i den menneskelige Natur og ikke i ydre Form, han søgte Sammenhænget … han var ingen Præst i gammeldags Forstand, men fuldt moderne!

Derimod var han Læge i gammeldags Forstand. Han ønskede ikke at dissekere — det interesserede ham kun lidt. Helbredelsen var hans Interesse — — det gjaldt kun at finde Midlerne til i alle Forhold at overvinde Modstanden …

Han slukkede Lyset og blev liggende i Mørket uden at røre sig … med vidtaabne Øjne … lyttende til den gamle Poppelsang ude fra Landevejen.