Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter, vol. 5/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Kjöbenhavn


Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/7 139-Tab IX

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Anatomiske Bidrag
til
Kundskab om Aeolidierne
ved
Rud. Bergh.
Med 9 Tavler.
1864.

De bløde og ved Storrelse sædvanligviis kun lidet udmærkede Dyreformer, der ere Gjenstand for nærværende Undersøgelse, synes at have været Oldtidens Naturforskere ganske ubekjendte og formaaede selvfølgeligt endnu mindre at tildrage sig Samlernes Opmaærksomhed i det 17de og i den forste Halvdeel af det attende Aarhumdrede. [...] Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/184 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/185 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/186 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/187 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/188 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/189 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/190 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/191 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/192 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/193 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/194 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/195 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/196 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/197 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/198 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/199 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/200 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/201 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/202 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/203 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/204 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/205 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/206 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/207 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/208 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/209 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/210 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/211 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/212 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/213 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/214 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/215 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/216 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/217 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/218 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/219 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/220 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/221 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/222 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/223 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/224 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/225 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/226 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/227 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/228 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/229 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/230 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/231 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/232 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/233 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/234 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/235 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/236 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/237 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/238 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/239 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/240 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/241 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/242 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/243 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/244 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/245 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/246 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/247 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/248 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/249 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/250 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/251 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/252 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/253 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/254 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/255 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/256 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/257 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/258 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/259 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/260 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/261 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/262 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/263 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/264 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/265 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/266 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/267 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/268 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/269 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/270 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/271 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/272 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/273 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/274 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/275 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/276 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/277 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/278 Neldesækken saaes pæreformet; Neldefimene (Fig. 19)[1] vare af meget vexlende Størrelse, der naaede op til 0,02mm Længde; de viste den sædvanlige Dobbelthed i Form, dog med meget hyppige Overgangsled mellem de to Hovedformer.



Glaucus, Forster.

          = Scyllaea (sp.), Bosc, Roissy.
             Eucharis, Péron.
             Dadone, Gistel. Gistel, Naturg. des Thierreichs. 1848. p. 174[2].
          ? Laniogerus, Blainv., man. de malacologie. 1825. p. 485.
             Nausimacha, Gistel. l. c. p. 174.

    Rhinophori et tentacula fere rudimentaria. Truncus lateribus tanquam brachiis duobus dilatatus, in quibus papillae linea curvata impositae; praeterea duae series papillarum magis ad posteriora versus in utroque latere sitae. Podarium postice caudatim productum. — Mandibulae validae, convexitate duplici, supera altiore et breviore, inferiore longiore; mandibulae superne praeterea lamina horizontali praeditae; proc. masticatorius seriebus denticulorum irregularibus confertis armatus. Radula dentibus uniseriatis validis.

    De Dyr, der ligge til Grund for nærværende Slægt, synes første Gang videnskabeligt iagttagne af en af de dygtigste og fortrinligste Naturforskere i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, J. Ph. Breyn, der ved Yvica i Middelhavet tog flere saadanne Individer sammen med Porpiter og gjorde Roy. Soc. (Sloane) en Meddelelse derom (de plantis et insectis quibusdam rarioribus. Ph. Tr. XXIV. (1705). p. 2054. tab. 2. f. 4)[3]. Et halvt Aarhundrede senere meddeelte den lærde A. P. du Pont det samme Selskab Efterretning om et meget lignende Dyr, som var ham tilsendt fra Antillerne af en Ven, Robert Lang, paa Jamaica (an account of a remarkable marine Insect. Ph. Tr. LIII. (1763). p.57—58. t. 3). Uden at kjende Breyns Iagttagelse opstillede Gmelin (S. N. VI. (1780). p. 3105) paa denne Dupont's Form sin Doris radiata, som han korteligt characteriserede ved de fra Dupont laante Angivelser.
    Allerede tidligere var denne saa eiendommelige Dyreform imidlertid bleven opstillet som en egen Slægtstyp. Begge Forsterne (J. Reinh. og Georg), der ledsagede Cook paa hans anden Jordomseiling, iagttoge Dyret paa Overreisen til Cap, og den ældre synes strax[4] at have opfattet det som Typen for et nyt Genus, Glaucus, »nomen ex deo marino et colore animalis«. Ved umiddelbar Meddelelse fra Forster, der som Prof. i Halle stod i idelig Forbindelse med Göttingen, erholdt Blumenbach Underretning om den nye Slægtsform, som han ved sin overordenligt udbredte Haandbog gjorde almindeligt bekjendt imellem Naturforskerne, for hvilke Slægten iøvrigt i visse Maader ikke skulde have været ubekjendt som allerede optaget i Gmelins »System«. Gmelin havde nemlig (sml. S. N. p. 3025. »Glaucus? brachia 4ramosa«) fra Blumenbach eller maaskee umiddelbart fra Forster noget Kjendskab til en saadan ny, tvivlsom Slægtsform af »Mollusca«, til hvilken han dog ikke dristede sig til at henføre sin Doris radiata, som netop er den samme Form, som Forster (og efter ham Blumenbach) havde omtalt, og hvorpaa Slægten var opstillet[5]. Slægten har saaledes allerede gjennem Forster, Blumenbach og Gmelin al mulig Prioritet for den kort efter publicerede Poliske Glaucus (Glaucoderma. 1795)[6]. Den ældre Forster (J. R.) efterlod mellem sine Papirer en Afhandling om Slægten Glaucus, der med tilføiede Bemærkninger af Blumenbach blev publiceret i Voigt's Magazin (V. 4. (April 1803) p. 336. t. VIII.)[7], og næsten samtidigt offenliggjordes en Afbildning af Dyret i 5te Hefte af Blumenbach's »Abbildungen nat. Gegst.« (I—X. 1796—1810.—t. 48). Fra begge disse Publicationer datere sig dog væsenligst Kundskaben til denne Dyreform, der som Slægtsform ogsaa adopteredes af Cuvier (Ann. du Mus. VI. (1805). p. 426; R. anim. etc.) fornemmelig efter franske Naturforskeres (Péron's) Meddelelser.[8]
    Senere end Forsterne havde nemlig ogsaa forskjellige franske Naturforskere, der ledsagede de da saa hyppige Sø-Expeditioner, iagttaget dette interessante og paa mange Steder i det aabne Hav saa almindelige Dyr. La Martinière, der fulgte La Peyrouse og satte Livet til med sine Reisefæller, meddeelte under Begyndelsen af denne ulykkelige Reise nogle af disse Iagttagelser til Udgiverne af Journ. de phys.; et Udtog deraf er optaget i November heftet for 1787 af denne Journal (t. XXX. part 2. p. 366. pl. 2. f. 15), og en Afbildning offentliggjordes senere i det store Reiseværk (Voy. de la Peyr. t. IV. p. 71. t. 20. f. 15, 16). En anden fransk Zoolog, Bosc, iagttog ligeledes en saadan Form i Atlanterhavet, men henførte den til Scyllaeerne (Sc. nacrée, Sc. margaritacea)[9]. Men yderligere og bedre Underretning om dette i Udseende saa paafaldende Dyr meddeeltes først af de to Zoologer, der ledsagede Capt. Baudin's (Sydhavs-)Expedition. Bory de St. Vincent, der allerede forlod Expeditionen 1802, udgav ved sin Hjemkonist »voy. aux quatre principales isles d'Afr. (1804)« og afbildede der (pl. VI. f. I A, B.) en Glaucus (der syntes at afvige fra den Forsterske og af Lesson blev identificeret med Bosc's og opstillet som en ny Art, Gl. Boscii). Den anden af Capt. Baudin's Ledsagere, Péron — maaskee den Naturforsker, der paa een Gang har bragt de største og meest omfattende Samlinger til noget Museum — iagttog ogsaa disse Dyr og lod dem afbilde af Lesueur; i det store Reiseværk (Voy. de découvertes aux terres australes (1807, 1810). t. XXIX. f. 2.) har han paa dem opstillet en ny Slægt, Eucharis; Navnet lod han dog senere (sml. Blv., Dict. sc. n. XIX. (1821) p. 37) atter falde og ombyttede det med det ældre Glaucus; Arten, som han betragtede som ny (Gl. eucharis, P.)[10], er en Deel af Cuvier's collective Gl. hexapterygius.
    Senere Reisende som Eschscholtz, Rang, Lesson, d'Orbigny, Quoy og Gaimard saavelsom Souleyet have ofte nok havt Leilighed til at undersøge Dyr af denne Gruppe, men have i Reglen benyttet den saa maadeligt, at deres Angivelser og Afbildninger næsten ere ubrugelige, og at det neppe engang af dem lader sig med nogenlunde Sikkerhed bestemme hvilken Art, de have havt for sig. Medens enkelte Malacologer (Lamarck, Blainville[11], Quoy & Gaimard, Souleyet) have meent i de foreliggende Afbildninger kun at see een Art, have andre (Lesson, Gray) derimod kunnet antage ikke færre end 6[12].

    Med Hensyn til de anatomiske Forhold hos denne Slægt var indtil den nyere Tid aldeles Intet bekjendt. Cuvier kan nemlig neppe virkeligen have undersøgt denne Dyreform, naar han (R. an. ed. 2. III. (1830) p. 54) angiver den i disse Henseender stemmende med Tritonierne, og Blainville's Angivelser (Dict. sc. n. XIX. (1821) p. 35—37) ere ikke af større Værdi. Først hos Quoy og Gaimard (voy. de l'Astrol. Zool. Moll. (1833) pl. 21. f. 6—14) findes enkelte virkelige Oplysninger, saaledes Beskrivelse og Afbildning af Kjæber, saavelsom af Penis og Ægmassen. Lovén forøgede ikke uvæsenligt den tarvelige Kundskab, idet han i sin bekjendte Undersøgelse om Gastraeopodernes Tungebevæbning (Öfvers. Vet. Ac. H. 1847. p. 175 (189!). t. 3. Gl. hexapterygius) efterviste en »Tand«-Dannelse, der var saare afvigende fra den i de faa Raspeformer, som dengang vare bekjendte indenfor Aeolidiernes Gruppe. Ulige vigtigere og mere omfattende er den anatomiske Undersøgelse af Glaucus (Forsteri), som Souleyet har leveret i Voy. de la Bonite (Zool. II. (1852) p. 440—442. t. 24); hans Angivelser ere rigtige i de fleste Hovedtræk, og først han har paaviist den væsenlige Overeensstemmelse med Aeolidierne i de almindelige og større Træk af de indre Bygningsforhold.


    Slægten Glaucus er væsenligst characteriseret ved sin eiendommelige Legemsform med armdannede Sideforlængelser af Kroppen, hvilke fornemmelig ere udprægede hos de mindre Arter (Glaucillerne). Af saadanne Arme sees altid to Par, af hvilke det forreste er størst; men ofte findes desuden en Antydning til et tredie Par som en pudeformet Fremragning. Paa disse Forlængelser ere Papillerne nu anbragte i en enkelt (Glaucus) eller i flere buede Rader indenfor hverandre (Glaucilla). Men foruden disse 3 Par Papilgrupper har jeg endnu hos de voxne Individer af alle de undersøgte Arter fundet en fjerde Papilrad siddende umiddelbart bag den tredie Papilbue; Tilstedeværelsen af en saadan fjerde Papilgruppe maa jeg derfor indtil Videre betragte som characteristisk for alle fuldt udviklede Glauker, og maa ansee alle ældre og nyere Angivelser om Glauker med kun 3 eller endnu færre saadanne Buepar for fremgaaede af ufuldstændig Undersøgelse, idetmindste forsaavidt de maatte angaae fuldt udviklede Dyr. Det maa fremdeles erindres som gjeldende for alle Dyr af denne Gruppe, at Antal og Størrelsesforhold af Papillerne i hver Bue her, som hos Aeolidierne i det Hele, er meget vexlende og, som sædvanligt, ikke alene efter Individualitet og Alder, men ogsaa derved, at disse Organer saa let stødes af og synes at bruge en Deel Tid til Gjendannelse uden derefter dog altid at naae deres oprindelige Størrelse. — Andre for Glaukerne eiendommelige Slægtscharacterer vise sig i den haleagtige Forlængelse af Foden og i den usædvanligt ringe Udvikling af Rhinophorer og Tentakler. I Form stemmer Foden iøvrigt i det Hele med den hos andre Aeolidier; den er langstrakt, temmelig smal og staaer kun med en lille Rand ud fra Siderne af Kroppen; i Forenden er den lige afskaaret eller undertiden endog lidt udhulet, kun med Antydning til Randfure og saaledes uden egenlige Fodører, dog med de afrundede Fodhjørner fremspringende[13]. Ifølge Prof. Reinhardt's MS. (s. ndf.) ere Rhinophorer og Tentakler ogsaa paa det levende Dyr kegledannede og kun lidet følsømme for Berøring; de sidste staae lige ovenfor Læben, de første lidt længere tilbage og mere rygstillede. Reinhardt saa som andre Undersøgere intet udvendigt Spor til Øie. — Penis er meget stærkt udviklet; hos alle Arter fandtes den spiralrullet (som ogsaa hos flere andre Aeolidier) paa Grund af en strammende Bræmme langs den ene Rand; i Spidsen er den hos alle ægte Glauker, ikke derimod hos Glaucillerne, forsynet med en hornagtig Krog (omtrent som hos Alderia). Kjønsaabningen ligger constant bag første Arm; lidt længere tilbage har Nyreaabningen sin Plads; Anus ligger endnu noget længere tilbage, bag anden Arm; Kjøns-og Analaabningen staae ifølge Reinhardt's MS. undertiden tubuløst frem. — Ogsaa i Farve frembyder denne mærkelige Slægtsform Characterer, som ikke saaledes gjenfindes hos nogen hidtil bekjendt Form af gastraeopode Mollusker. Legemets Underside samt Undersiden af Papillerne viser sig nemlig af en i forskjellig Grad og med forskjellige Nuanceringer udviklet blaa og sædvanligviis ultramarinblaa Farve, som om paa (den fra Lyset vendende) Rygside bliver mere graa; denne sidste, Ryggen, samt Rygsiden og Enderne af Papillerne vise sig imidlertid paa de friske (og ofte ogsaa paa i Spiritus bevarede) Dyr af mere eller mindre udtalt Sølvglands, hvilken Farve hos mange Individer ogsaa optræder paa Bugsiden, hvor den dog er ulige svagere paa Grund af den mindre Tykkelse af det Sølvglandsen frembringende Lag, som her lader Bundfarven skinne igjennem. Prof. Reinhardt's MS. indeholder med Hensyn til denne Sølvglands (hos Gl. lineatus, R.) nedenstaaende interessante Iagttagelse: Han havde, forat der ikke skulde falde Støv og Smuds i den Vandskaal, hvori de indfangede Dyr befandt sig, tildækket den med et Klæde; en halv Timestid derefter bemærkede han, at Klædet var sunket ned i Vandet; af Erfaring vidste han, hvor zart Hudbeklædningen er hos disse Dyr og befrygtede derfor, at de skulde være blevne beskadigede, og ganske rigtigt fandtes den smukke Sølvglands ved Borttagelsen af Klædet forvandlet til et mat Blygraat. Lidt ærgerlig derover satte R. Skaalen hen i Vinduet, og, da han efter »nogen Tids« Forløb paany saa til Dyrene, var Sølvglandsen atter kommen tilstede. Forat komme mere paa det Rene med dette Forhold gjorde R. Forsøget om; han tildækkede atter Skaalen, men med en anden Skaal for at være vis paa, at Dyrene unddroges Lysets Paavirkning uden at udsættes for at gnides eller skrabes; Morgenen efter havde den blygraa Farve paany indfundet sig, men forsvandt atter ved ny Udsættelse for Lyset, denne Gang dog mindre fuldstændigt[14] end forrige, hvorved MS. dog tillige bemærker, at Dyrene da havde været indfangede en heel Dag og vare mindre livsfriske end Dagen forud[15].
    Med Hensyn til Kjæbeform adskille Glaukerne sig fra alle bekjendte Aeolidieformer, skjøndt disse Organer iøvrigt fuldstændigt have den indenfor denne Gruppe almindelige Grundform. Kjæben har altid oventil en horizontaltliggende Plade (Tab. VI. f. 9, 10) (s. nærmere ndf.) og viser en meget eiendommelig dobbelt Convexitet af Udsiden. — I Raspebygning (Tab. VI. f. 13, 14) slutte de sig nærmest til saadanne Former af »Cavoliner« (Cuthona, A. & H.), hvis Tandplader løbe ud i en stærk Spids og paa Siderne bære flere mindre (sml. Ae. Peachii, A. & H.; Ae. nana, A. & H. I. c. part VII. pl. 47 supplem f. 46). — Med Hensyn til anatomiske Forhold skiller denne Gruppe sig iøvrigt fremdeles væsenligst fra alle pleuroprocte Aeolidiader derved, at Maveblindsækken ligger ikke over, men under Kjønskjertlen, i hvilken Henseende den ogsaa ganske stemmer med Forholdene hos Dendronotiderne, Tethyderne, Melibaeinerne og Proctonotiderne[16]. Sidefortsættelserne paa Maven og dens Blindsæk ere hos denne Form (ligesom en Slags udvidede Galdegange) meget videre end hos nogen af de andre Aeolidier og Galdegangenes Fordelingsmaade i Overeensstemmelse med den særegne Fordeling af Papillerne noget eiendommelig (s. ndf.). I Neldesækken af alle de undersøgte Arter af ægte Glauker har jeg foruden de sædvanlige Neldefiim efterviist en ganske særegen Art temmelig colossale Neldeelementer, som derimod syntes at mangle hos Glaucillerne. I Kjønsapparatet udmærker Penis og Sliimkjertlen sig ved en ganske betydelig og særegen Udvikling (s. ndf.).
    Som forskjellige tidligere Undersøgere antager Souleyet (l. c. p. 442) kun een Art af Glaucus (»Gl. Forsteri«), som skulde variere meget betydeligt; disse tilfældige Variationer skulde desuden af Forfatterne være overdrevne i Afbildningerne, og kun derpaa skulde den ellers stedfundne Opstilling af saa mange Arter (s. ovf.) beroe. Ligesom det overhovedet neppe kunde antages, at saa store Forskjelligheder i Formforhold, som de, der vise sig i de foreliggende Figurer af Glauker, ikke skulde antyde Tilstedeværelsen af forskjellige Arter, saaledes har den directe Undersøgelse af en stor Deel Individer fra de Kjøbenhavnske Museer saavelsom allerede Prof. Reinhardts Reiseoptegnelser under Galathea-Expeditionen efterviist ikke alene flere meget forskjellige Arter, men paaviist, at disse naturligt gruppere sig i 2 Afdelinger, hovedsageligt eftersom Papillerne ere stillede i en enkelt Række eller i flere.

    Glaukerne leve alle i de aabne Verdens-Have og da fornemmelig i sammes tropiske Bælte; de synes neppe at have deres Hjem udover 35—36° paa begge Sider af Æqvator[17], skjøndt de med de store Overflade-Strømninger sandsynligviis føres langt høiere mod Nord, hvorom der imidlertid hidtil mangler Iagttagelser[18]. Ifølge ældre og de nedenfor følgende (Reinhardts) Meddelelser synes Slægten i det stille Hav at være repræsenteret ved flere Arter end i det atlantiske. De synes, efter de tarvelige foreliggende Documenter at dømme, at være iagttagne omtrent ligeligt til alle Aarstider.
    Medens enkelte Forfattere, som især Quoy & Gaimard, angive disse Dyr som meget livlige og derfor ansee det ældre Epitheton »lacertae marinae« for passende, ere de fleste dog enige i at betragte dem som meget apathiske og yderst langsomme Dyr; d'Orbigny (voy. aux isles Canar. p. 42) saa dem kun tilbagelægge 1 dm. i 5 Minuter. Prof. Reinhardt — hvem jeg skylder Benyttelsen af hans omhyggeligt førte Dagbog saavelsom af Tegninger og Leiligheden til at undersøge de hjembragte Dyr — bemærker flere Steder i sit MS. og om flere forskjellige Arter, og ganske i Overeensstemmelse med Chamisso og Eisenhardt, at de vare umaadeligt dorske og træge Dyr, der næsten syntes at mangle Locomotionsevne; han saa dem aldrig gjøre noget Forsøg paa at svømme; derimod holdt de sig næsten ubevægelige med Fodsaalen heftede til Vandskorpen, saaledes med Ryggen nedad, med horizontalt udstrakte eller lidt mod Bugsiden rettede Papiller, i hvilken Stilling de syntes at benytte Papilhobene som Balanceerstænger[19], medens de lode sig drive med Strømmen. Ligesaalidt lykkedes det nogensinde Reinhardt at faae disse Dyr til at vende sig om, naar de vare lagte med Ryg- eller Bugfladen paa en tør Tallerken, hvilket Bory de St. Vincent vil have seet dem gjøre[20]. Reinhardt bemærkede uafladelige bølgeformige Bevægelser i Fodsaalen samt svage Krumninger og Bøininger af Kroppen saavelsom af enkelte Papiller; dog vare ogsaa disse Bevægelser langsomme og dorske; kun naar forskjellige Individer kom til at støde sammen, eller man forsætligt foruroligede dem, bleve Bevægelserne lidt raskere. Undertiden saa R. dem ved Berøring dreie sig paa saadan Maade, at Rygsiden vendte opad; de bøiede sig da saaledes sammen, at Rygsiden var stærkt hvælvet, og den mellem det forreste Papilpar liggende Deel hvilede i Vandskorpen, medens Papilhobene vare bøiede nedad og indad; dog iagttog R. dem ogsaa dreie sig uden opdagelig Grund, men de holdt sig da i det Hele mere udstrakte. Undertiden kunde man pirre dem saa meget man vilde, uden at de vendte sig om paa Ryggen; de krummede eller rullede sig da kun stærkt sammen bagover. Reisende Naturforskere, som have havt Leilighed til nøiere at iagttage disse Dyr, angive sædvanligviis, at de kun vise sig ved Vindstille og næsten speilglat Havflade; Reinhardt fangede dem (Gl. marginatus, R.) dog ogsaa, selv om Skibet løb en 4 Miils Fart. Han betvivler, al de kunne sænke sig fra Vandskorpen, og bemærker, at de, efterat være stødte ned under Vandfladen, atter stige iveiret som en Prop; dog gjør Dagbogen tillige den Bemærkning, at hiint muligviis dog turde være Tilfældet og da vel vilde vise sig slaaende i Forbindelse med den Uddrivning af Luft, som han og andre Iagttagere (Forster, Bennet o. fl.) have bemærket gjennem Glaukernes Mund baade uden tilsyneladende Grund og især, naar de lagdes i Spiritus. Reinhardt bemærker desuden, at Individer af alle de Arter, han iagttog, til andre Tider, undertiden lige efter Udstødelsen af Luftblærerne, udspyede en blaalig Vædske, som nogen Tid holdt sig som smaa Striber og Skyer, der ikke blandede sig med Vandet; ogsaa denne Vædske udspyede de hyppigt, naar de lagdes i Spiritus[21]. — Disse Dyrs hele Legeme og de enkelte Dele af deres Krop ere (som hos Aeolidiaderne i det Hele) i Besiddelse af en høi Grad af Sammentrækningsevne, hvorved Papilhobenes indbyrdes Afstand og Stilling paa Legemet saavelsom Halens Længde kommer til at vise sig meget variabel. Ogsaa Papillerne ere meget contractile og kunne saaledes efter R.'s MS. forkortes til det Halve af deres største Udstrækningsgrad; denne Sammentrækning siges dog tillige sammesteds ikke at indtræde saa aldeles hurtigt ved Pirring paa Papillerne. De fleste Iagttagere have bemærket den samme store Tilboielighed til Affalden af Papillerne[22], som saa ofte er omlalt hos Aeolidierne. Det Anlal, i hvilket Papillerne ere tilstede, viser sig derfor her ligesaa ustadigt som hos andre Aeolidier[23]; og de normale Forhold, ifølge hvilke Papillerne i de to første Papilbuer fra begge Bueus Ender voxe mod Midten, i de to bageste derimod i det Hele indtil henimod Bagenden (s. nærmere ndf.), sees derfor ofte forstyrrede ved Affalden af Papillerne og Udfyldning af de tomme Pladser ved nydannede smaa Papiller. — Forskjellige Iagttagere (sml. Bennett, Proc. zool. soc. IV. (1836) p. 113—119) have seet Glaukerne æde Veleller og Porpiter. Det omtalte MS., der har staaet mig til Raadighed, bemærker (ved Gl. lineatus, R.); At det engang hændte, at en lille Velel, der laa i en Skaal med flere Glauker, kom til at drive hen over Munden paa en af disse; denne greb øieblikkeligt fast i Velellen, idet den krummede Hovedet opad; den holdt nu fast paa den og vedblev at æde, men, ligesom om den ei havde godt nok fat paa sit Bytte, dreiede den sig om paa Bugen, saa at Ryggen vendte opad og krummede Legemet sammen som sædvanligt; kort efter dreiede den sig imidlertid tilbage i sin sædvanlige Stilling og fattede nu ved at krumme Legemet til en af Siderne saa at sige Velellen mellem det opad krummede Hoved og den forreste venstre Arm, idet den ligesom stemmede Dyret mod Papillerne for bedre at kunne bide fast i det[24]; saasnart Papillerne kom i Berøring med Velellen, trak de sig stærkt sammen, men vedbleve at holde sig i en noget krummet Stilling, hvorved de hjalp til at fastholde Byttet.
    Ved Indvirkning af Spiritus forandre Glaukerne sig i den Grad, at de ofte neppe ere til at gjenkjende; derfra hidrører det, at Spørgsmaalet, om de danne een eller flere Arter, er blevet besvaret paa saa forunderligt forskjellig Maade. De fleste Iagttagere , der have seet dem levende, danne flere Arter af dem (Rang 2, Eschscholtz 4, Lesson 6); de, der kun have seet de i Samlingerne bevarede Individer, have derimod været tilbøielige til kun at antage een eneste Art (Lamarck, Blainville). Det er imidlertid, som anført, ved noiagtig Undersøgelse af de ydre Formforhold og tildeels den indre Bygning af de i Spiritus bevarede Individer fra forskjellige Verdenshave, klart, at de tilhøre flere forskjellige Arter, og dette bestyrkes end yderligere ved de af Prof. Reinhardt paa Galathea-Expeditionen gjorte Optegnelser og de under hans Ledelse af Expeditionens Tegner, Hr. Thornam, udfærdigede Tavler. Jeg skylder Prof. Reinhardt den frie Benyttelse af hans MS., Undersøgelsen af Formforholdene hos de hjembragte Dyr og en Deel af det Materiale, der har staaet til Raadighed for mig til anatomisk Undersøgelse; for det øvrige er jeg Prof. Steenstrup forbunden, der har overladt mig en Deel af det i Universitetets zoologiske Samling bevarede rige Forraad af Glauker.
    Ifølge min Undersøgelse saavelsom efter Prof. Reinhardt's Noter dele Glaukerne sig i to naturlige Grupper, Subgenera eller Genera. For den ene har jeg bevaret Glaucus-Navnet, den anden, som kun indbefatter smaa Former, har jeg allerede tidligere (s. ndf.) benævnet Glaucilla. Det er muligt, at flere af de af Reinhardt iagttagne Arter ere de samme, som have foreligget andre Undersøgere (Lesson, Eschscholtz); de hidtil foreliggende Diagnoser, Beskrivelser og Afbildninger af Glauker ere imidlertid af den Art, at de umuliggjøre enhver sikker Henføring; jeg har derfor anseet det for rigtigt at benytte de af Reinhardt brugte Benævnelser og opført de tidligere Undersøgeres Navne respective som (tildeels tvivlsomme) Synonymer[25].

Subg. 1. Glaucus (Forster), Bgh.

    Caput parvum. Corpus gracilius, longicaudatum; brachia breviora, papillis uniseriatis; penis ungviculatus.

    De til denne Gruppe hørende Glauker udmærke sig ved en betydeligere Størrelse og en mere slank Legemsform; Armene ere mindre stærkt udviklede end hos Glaucillerne, Halen derimod længere. Papillerne ere saavel i de forreste som bageste Grupper ordnede i en enkelt Rad; deres Antal er ringere og deres Størrelse forholdsviis mindre end hos Glaucillerne. Til disse slutter sig endnu et Par meest fra den indre Bygning hentede Characterer, Længden af Penis saavelsom sammes Udstyrelse med en hornagtig Krog ude i Spidsen samt en især i det førreste Armpar stærk udtalt Poseform af de forreste store Galdegange, og muligviis skjuler et generisk Mærke sig endnu i Tilstedeværelsen af en egen Art store Neldefiim.

1. Gl. atlanticus, Forster.
Hirudo marina, Breyn. Philos. Transact. Nr. 301. XXIV. (July 1705). p. 2045. t. II. f. 4.
du Pont.
LIII. (176-3). p. 57.[26] t. III.
Gl. atlanticus, F. Voy. l. c.
Voigt, Mgz. V. 4. (1803). p. 336. t. VIII.
Blumenhach, Abbild. naturh. Gegenst. t. 48.
Lichtenstein, Forsteri descript. animal. 1844. p. 11.
Doris radiata, Gm. S. N. VI. (1790). p. 3105.
Scyllaea margaritacea, Bosc. l. c. III. (1802). p. 101. t. 3. f. 8.
Bory St. Vincent. l. c. pl. 6. f. 1 A, C.
Glaucus hexapterygius, Cuv. p. p.
octopterygius, Cuv.
Boscii, Less. Voy. de Duperrey (Coq.). Zool. II. 1. (1826). p. 288.
Forsteri, Lmk. p. p. Lamarck, h. n. des anim. s. v. VII. (1836). p. 448.
Quoy & Gaim., voy. de l'Astrol. Moll. p. 279. pl. 21. f. 6—14.
radiatus, d'Orb. voy. aux isles Canar. p. 42.
? Laniogerus Elfortii, Blainv. man. de malac. (1825). p. 485. pl. 46. f. 4.
Blainvillii, Goldfuss. Handb. d. Zool. I. (1820). p. 655.
Tab. VI & VII.

    Denne er den typiske Form, den, som Breyn havde iagttaget i Middelhavet, og den samme, som du Pont havde erholdt fra Havet ved Jamaica og paa hvilken Gmelin opstillede sin Doris radiata. Det er fremdeles den, som denne udmærkede Forster iagttog og undersøgte i Atlanterhavet, og det fortjener herved at erindres, at denne sande Naturforsker, hvis Fortjenester man forst i nyere Tid har begyndt at vurdere retteligt, fra Først af havde undersøgt, iagttaget og beskrevet denne Form saa rigtigt og fuldstændigt, at Videnskaben vilde have været bedre faren, hvis den ikke var bleven belemret med de fleste af de senere Beskrivelser af denne og andre Arter af Glauker[27]. Ogsaa det af Forster brugte Navn (Gl. atlanlicus) vil være at bevare fremfor det ogsaa langt yngre Gmelinske. Det var ogsaa denne Art (»Scyllée nacrée«), som Bosc iagttog i det aabne Atlanterhav mellem Frankrig og de forenede Stater, og Bory St. Vincent sydligere i samme Hav mellem Cap og Tristan d'Acunha. Cuviers Gl. octopterygius er Forsters Gl. atlanticus, men der foreligger, som anført, ikke nogen gyldig Grund til at forandre Forsters Benævnelse; den franske Forfatters Gl. hexapterygius er opstillet paa saadanne Former, der ikke skulde have 4 Par Papilgrupper (hvilket, som anført, ikke er Tilfældet med nogen Art i fuldvoxen Tilstand), og er desuden en collectiv Art, der ifølge Cuvier omfatter Former fra Atlanterhavet, det philippinske og Mozambique-Havet. Lamarck's Gl. Forsteri er ligeledes en collectiv Art, der omfatter Former fra »alle Have«; Quoy og Gaimard's Art af samme Navn er (ifølge Localitet og andre Mærker) derimod alene den her omhandlede, som ogsaa er d'Orbigny's Gl. radiatus[28].

    Der foreligger hidtil ikke nogen god Figur af Gl. atlanticus; ifølge Lesson's Vidnesbyrd (l. c. p. 288) skulde den hos Blainville (man. pl. XLVI. f. 3) være den bedste, men denne er neppe bedre end den gamle Afbildning hos Breyn. De senere Fremstillinger af Dyret i Voy. de l'Astrolabe (l. c. f. 6, 7, 8) synes meget lidt naturtroe. Figurer, som ere tagne efter dode Dyr, ere naturligviis ubrugelige.

    I Universitetets zool. Mus. findes et meget stort Forraad af Individer af denne Art. Det skyldes Indsamlinger af Skibscapitainerne Andréa og Strandgaard, men fremfor Alt Capt. Hygom, fremdeles Lieutenanterne Koch og Bruun samt Lægerne Matthiesen, Prosch og Bircherod. Localiteterne, paa hvilke disse Dyr ere tagne, have været følgende:

N. B.     30° V. L.
26°
21°
30°
26°
8°38' 24°58'
20° N. B.     26° V. L.
22° 22°
26° 35°
26° 23°
26° 22°
28° 35°
30° 36°
N. B.     22° V. L.
12° 22°
13° 30°
15° 27°
18° 29°
19° 20°
40° N. B.     24° V. L.
 
4—8° S. B. 33° V. L.
11° 33°
29°4' 19°30'
 
27° 49°50' Ø. L.

    Af forskjellige af ovennævnte Samlere ere de tagne paa 2° N. B. 21° V. L., paa 12° N. B. 22° V. L. og 9° N. B. 22° V. L. Lesson anfører at have taget dem i størst Mængde i et Bælte af 2—4° paa begge Sider af Æqvator, Quoy og Gaimard paa 7° N. B. og 30° S. B. Angivelser om Aarstiden, paa hvilken Dyrene ere tagne, mangle med Undtagelse af for et Par af Hygoms Indsamlinger (paa 4° N. B. og 26° N. B.) , der vare foretagne (5) Novbr. 1857 og (10) Octbr. 1858. Quoy og Gaimard indsamlede dem i Juli og August. De synes efter de foreliggende (især Lesson's) Meddelelser kun at komme til Havfladen i næsten ganske roligt Veir, men baade ved Dag og Nat (sml. nærmere nogle Meddelelser ndf. fra Prof. Reinhardts MSS.). — Som ovenfor angivet, bevares i Museet et enkelt Individ af en Glaucus, der efter sit Ydre skulde synes al tilhøre denne Art, uagtet denne Henføring maa blive noget tvivlsom, da Dyret (af Commis Hansen) er taget den 18de Nov. 1863 i den sydvestlige Deel af det indiske Hav, i Havet SV. for Mauritius. Muligviis kunde den være den Péronske Art (Gl. eucharis, Pér.).

    Jeg har kunnet undersøge de ydre Formforhold hos et særdeles stort Antal Individer, som Universitelsmuseet havde erholdt fra Atlanterhavet, og har paa den anatomiske Undersøgelse kunnet anvende 13 Individer, deels og for største Delen hidrørende fra Universitetsmuseet, deels fra Secretær Friis's Privatsamling. Disse Individer vare alle saare godt conserverede, enkelte noget sammeutrukne.
    Længden varierede mellem 13—21mm, af hvilke de 5—6 køm paa den haleagtige Forlængelse af Foden; et Par enkelte vare kun 6—7mm lange. Det levende Dyr er betydeligt længere, efter d'Orbigny (Isl. Canar. p. 42) endog 5cm langt. — Farven af det levende Dyr er efter forskjellige samstemmende Beretninger (Forster, Quoy & Gaimard, d'Orbigny o. fl.) mørkeblaa paa den mod Lyset vendende Bugside; Fodsaalen er (som allerede berørt eller omtalt af Breyn og Dupont) paa hver Side kantet med et indigoblaat Baand, bagest smelte begge sammen paa Halen; hos en Var. af denne Art gaae efter Quoy og Gaimard (l. c. f. 6) Sidegrene af fra dette Baand og heelt ud paa alle tre Armpartier; hos en anden Var. skulle Papilspidserne være rundtom blaae. Farven er sølvskinnende perlegraa paa hele den nedad vendende Rygflade. De i Spiritus bevarede Dyr viste sig paa hele Undersiden, saaledes paa Fodsaalen (som undertiden var kantet med et morkere Baand), Legemets Sider, Sidedelene af Halsen og i en Halvring op om Hovedet af en mørkt staalblaa eller staalgraa, ofte næsten fløielsagtigt-sorteblaa Farve, som fordetmeste dækkedes af ligesom en hvid Bestøvning[29]. De mindste Papiller saavelsom hele Undersiden og — forsaavidt de ikke ligge i tæt Berørelse med Nabo-Papiller — Sidefladerne samt hele den yderste 1/2 eller 1/3 Deel af de større vare farvede som Bugfladen. Paa Rygsiden var Dyret lyst guulligtgraat, ud til Siderne paa de armformede Fortsættelser saavelsom paa Ryg- og tildeels Sidefladerne af de større Papiller blev Grundfarven mere askegraa; paa vel conserverede Individer saaes hele denne Grundfarve dækket af en, den paa Bugsiden lignende, men i Farve meget stærkere og tykkere, hvid Belægning, som ogsaa fandtes ude paa Papillernes Rygside og Spidse. Hovedet var af guulligtgraa Farve; kun paa Læberanden og især alle Tentaklerne traadte den sorte Farve atter frem; Undersiden var paa Grund af de underliggende Kjæber mørkere; det tilbagekrængede Mundrør saaes guulligtgraat, sortprikket i Forranden (Læbeskiven).
    Gjennem Ryggen skinnede hos næsten alle Individer, men i samme Forhold tydeligere, som den hvide Belægning var mere fuldstændigt fjernet, ligesom runde Smaaskiver af et Gjennemsnit af indtil henimod 1mm. De viste sig ved foretagen nøiere Undersøgelse som egenligt tilhørende Maven (s. ndf.) og beroende paa en pletagtig, skarprandet Afstødning af dennes Sliimhinde; de forekom kun i den Udstrækning, i hvilken Maven var forbunden med Rygbedækningerne.

    Hovedet[30] er kort, forholdsviis lille og gaaer bagtil, som sædvanligt hos Aeolidierne, uden bestemt Grændse over i Kroppen; omtrent paa Midten af Siden af det, dog nærmere den øverste end den nederste Flade, sees de yderst korte og lidet iøinefaldende, kegledannede Tentakler og Rhinophorer, af hvilke de første synes at være lidt længere, medens de sidste vare ubetydeligt mere rygstillede. Undertiden vare Rhinophorerne aldeles tilbagetrukne og ikke til at opdage udvendigt. Den korte Snude var paa alle de undersøgte Individer fremstrakt og sædvanligviis forsynet med et Par Kredsfolder; Forenden faldt skraat af nedad og bagad og viste indenfor en tyk, mod Midten skraanende, kredsformet Læbeskive de guullige Kjæberande og mellem dem den elliptiske Mundspalte.
    Kroppen[30] var noget nedtrykt, noget mere lang end bred og synes, naar Dyret er heelt udstrakt (sml. Figg. hos Quoy & Gaimard, Lesueur o. fl. a. Forff.), endog temmelig langstrakt; den er bredest omtrent ved den forreste Trediedeel ɔ: over de forreste Arme, mellem sammes Papilhobe ; fra denne Egn gaaer den fortil lige over i det meget smallere Hoved, medens den bagad løber spidsere til, kun svagt armformigt udviklet i Egnen af andet Papilknippe; bagest forlænger den sig i en langstrakt, ganske smal, nedtrykt Hale. — Ryggen er paa de i Spiritus bevarede, altid meget sammentrukne, Individer vaabenskjoldformet[31], bredest fortil paa anførte Sted, derfra jævnt smallere bagtil, kun lidt udvidet i Egnen af andet og tredie Papilknippe; den er jævnt hvælvet forfra bagtil, kun temmelig stærkt puklet mellem første og i mindre Grad mellem andet Armpar; bagest falder den stærkt skraanende af mod den efter Midtlinien kjølformigt fremstaaende Hale; fra Side til anden er Ryggen mindre hvælvet. Den er aldeles nøgen, knn bagest træde paa hver Side 1—2 Papiller af 4de Papilgruppe og paa Ryggen. — Siderne falde skraat af nedad og indad mod Foden, i Overeensstemmelse med Ryggens større Brede fortil ogsaa stærkest i Egnen af de forreste Arme; bagad bliver Siden lavere, men sees udvidet mod Egnen af anden og tredie Papilgruppe. Opadtil paa hver Side ere Papillerne anbragte paa den for Slægten aldeles eiendommelige Maade, idet de ved Rygranden af det forreste og det andet Armparti ere stillede, hist i en større, her i en mindre Bue, der vender Convexiteten opefter; medens disse 2 Grupper ere fjernede fra hinanden ved et Mellemrum, der er større end Chorden af de omtalte Buer, findes der i kortere Afstand bag den anden en mindre tredie og tæt bag denne en fjerde mindste Gruppe, i hvilke Papillerne ere anbragte i en lidt krummet Linie. Paa hoire Side[32] mellem forste og anden Papilgruppe[33] sees Genitalaabningen ofte staaende frem som en stor, i Midten fordybet Vorte; undertiden hænger den store, spiralformigt boiede Penis ud af den[34], ikke sjeldent tillige eller alene en længere eller kortere meget fiin Æggesnor[35]. Høiere oppe, næsten i Høide med det Øverste af Convexiteten af den anden Papilbue findes den meget fine Nyreaabning, som paa de fleste Individer dog ikke var til at opdage. Længere bagad paa samme Side, lige foran tredie Papilgruppe oppe ved Rygranden, laa endelig den temmelig utydelige, noget rynkede Analaabning.
    Naar Papillerne ere afplukkede[32], sees de at have været fæstede til skarpt begrændsede, meer eller mindre buede Flader, beliggende ved Overgangen mellem Ryggen og Siderne. Den forreste af disse Tilheftningsflader er den største og den meest krummede; dens Krummingslinie udgjør næsten 3/4 af en Cirkel; den indeholder det største Antal Papiller (14—24), hvis Fordeling i to ved Midten sammenstødende Grupper sees tydeligt af den fra Buens Yderpunkter mod Midtpunktet voxende Størrelse af Tilheftningsstederne for Papillerne[36]. Den anden Papilflade, som staaer i nogen Afstand fra den første, er noget mindre, mindre krummet og indeholder færre Papiller (11—15, sædvanligt 12—14), der ere ordnede paa lignende Maade som i den forrige. Den tredie, som staaer meget nærmere ved anden, end denne ved første, er meget mindre, kun svagt krummet, og indeholder kun faa (3—5) Papiller, hvis bagad tiltagende Størrelse sees tydeligt udtrykt paa selve Tilheftningspladen. Umiddelbart bag denne og stødende saa tæt til den, at den sædvanligviis er antaget for Eet med den, findes nu den med den tredie paralleltlobende, korte, fjerde Papilplade med sine ogsaa ganske faa (3—5) Mærker efter (de borttagne) Papiller. — Tilheftningsstederne for de enkelte Papiller sees paa de omtalte Plader af noget forskjellig Form efter Papillernes forskjellige Størrelse; de for de mindste Papiller ere ofte næsten runde; de for de øvrige noget smalle, sammentrykte, afrundede i den ovre og nedre Ende, og de største tillige en Deel bredere opad. Omtrent i Midten af hver af disse Facetter sees den overrevne gabende Levergang; tæt ved den nederste Ende fremdeles næsten altid en tydelig Aabning, sjeldnere opdages derimod en lignende, men meget finere, i den modsatte Ende; gjennem disse to Aabninger træder Blodet ud fra og ind i Papillens Lacunerum.
    Selve Papillerne sidde nu jævnsides, ordnede paa den ovenfor omtalte Maade, saaledes at de i de to forreste Grupper danne en temmelig regelmæssig Vifte; kun paa meget stærkt sammentrukne lndivider kunne enkelte Papiller sees ligesom rykkede ud af Kredsen og tilhørende en anden Linie (saaledes al de altsaa simulere det for Glaucillerne eiendommelige Forhold). Antallet af Papiller varierer ikke lidt hos forskjellige Individer, ligesom det ogsaa fordetmeste er forskjelligt paa begge Sider hos det samme Individ; snart er Antallet større paa den ene, snart paa den anden Side; Forskjellen mellem begge Sider er sædvanligt dog kun ringe, 1—2, meget sjeldent 3. Den regelmæssige Progression i Størrelse fra begge Enderne mod Midtpunktet af Buen eller fra den forreste til den bageste Ende af den sees undertiden forstyrret ved stedfunden Beskadigelse af Dyret med paafulgt Reproduction. — Papillernes Størrelse gaaer fra den meget ringe, som sees især paa Yderpunkterne af den første og anden Papilgruppe, og som ikke synderligt overgaaer den, hvorved Rhinophorer og Tenlaklerne udmærke sig, — op til en saa betydelig (indtil 9mm), at den udgjør det Halve af hele Legemets Længde. Af Form ere Papillerne kegledannede, ved Roden noget indknebne, saaledes at de kun ved Midten og den meest nedad liggende Deel af Grundfladen virkeligt hefte til deres Tilheftningsplade[37]; de mindste ere lige, de større og især de største krummede saaledes, at de vende Convexiteten mod Rygsiden; de mindste ere ganske trinde, de større i deres nederste omtrent Halv- eller Trediedeel sammentrykte af gjensidigt Tryk, hvorved de størrre, mere mod Papilbuens Midtdeel liggende, selvfølgeligt blive af afrundet tresidigt Omrids[38]. Ude paa Spidsen af Papillerne sees den frie Aabning af Neldesækken; undertiden ragede dennes Indhold ud af Aabningen. — I den første Papilgruppe naae disse Organer den betydeligste Størrelse; her taltes[39], som anfort, 14—24, og i det Hele kunde Antallet siges at tiltage med Dyrets Størrelse; de 3—4 forreste ere meget smaa, den 4de eller 5te noget større, hvorefter de følgende jævnt tiltage mod Midten, saaledes at de to midterste naae den betydeligste Udvikling og af samme atter især den bageste; fra Midten aftager Størrelsen atter jævnt bagad. I den anden Papilgruppe synes Organernes Antal noget mere constant; det varierede, som anført, fra 11—15, men var sædvnnligviis 12—14; de 2—4 yderste ere meget smaa, de følgende voxe imod Midten jævnt i Størrelse, saaledes at den mellemste eller de to mellemste ere størst. Den tredie Gruppe indeholdt 4—5 Papiller, af hvilke de forreste ere de mindste, de bageste meget større. Tæt bag denne Gruppe, saa tæt, at den kun paa enkelte mere slappe Individer tydeligt kunde skjelnes som sondret Gruppe, findes den fjerde[40] med sine 3—5 Papiller, af hvilke den eller de forreste altid ere meget smaa, den eller de bagved større; men den bageste, som træder lidt op paa Ryggen ved Haleroden, er oftest ganske lille, dog undertiden ogsaa den største, aldrig dog saa stor som den bageste i den foran liggende Gruppe. Paa de smaa (6—7mm lange) Individer var denne fjerde Gruppe kun antydet ved en enkelt Papil. — Med Hensyn til Papilforholdet hos nogle ganske smaa (2—3mm lange) Individer sml. ndf. (p. 285)[41].
    Foden er langstrakt, bredere i den forreste Deel, som svarer til den bredeste Deel af Ryggen; fra de afrundede Fodhjørner sees ligesom en svagt ophøiet Liste fortsætte sig op til Tentaklerne; Foden staaer med Randene ud fra Hals og Sider. Den er fortil vaabenskjoldformet, med næsten ligeløbende Forrand, med store afrundede Fodhjørner, bag hvilke Fodsaalen sees smallere, derefter atter lidt bredere, atter smallere og derefter aftagende i Brede ud til Enden af den i Længde meget varierende Hale, som paa enkelte Individer udgjorde næsten de to Trediedele af hele Fodens Længde eller endog mere.[42]

    Medens den stærke Udvikling af mørkt Pigment paa hele Dyrets Underside gjør det umuligt fra denne Side al skimte Indvoldene gjennem Legemsvæggen, skinne disse derimod, især paa Individer, der ere slappe og have mistet den hvide Belægning, tydeligt igjennem de ydre Bedækninger paa hele Rygsiden. Forrest opdages saaledes Kjæberne (som ogsaa sees tydeligt fremtrædende paa Undersiden); den forreste Deel af Mavens Sidefortsættelser skinner paa Rygsiden ofte ligesom sortpunkteret igjennem, og undertiden opdages mere udad de mørke Galdegange; paa Rygsiden skimtes fremdeles ud til Høire en Deel af Kjønsorganerne (Sliimkjertlen, Penissækken), og ofte et Stykke af Tarmen; omtrent paa Midten af Ryggen skinner Hjertekammeret igjennem, og bagest skimtes Kjønskjertlen temmelig tydeligt som en rundagtig, guulladen Masse. Gjennem Rygsiden af Papillerne tegne Leverlapperne sig som kort- og tætgrenede, graalige eller graaligtbrune Stammer; og paa saagodtsom alle Individer saaes, i større eller mindre Mængde, smaa guullige langstrakte Legemer (Entozoer) skinne gjennem Bedækningerne paa hele Ryggen og Rygsiden af Papillerne; de laae for en stor Deel løse inde i Legemets større Lacuner og kunde saaledes sættes i Bevægelse ved Tryk udvendigtfra paa Dyret, for største Delen vare de fastheftede til Legemsvæggene og Indvoldene (sml. ndf. p. 285).

    Naar Legemet aabnes, findes Indvoldene i det hos Aeolidierne sædvanlige Leieforhold, forrest saaledes det ved sine mørktfarvede Kjæber udmærkede Svælghoved, det fra samme udspringende, korte, sortfarvede Spiserær og det ved dets Rod beliggende Centralnervesystem; længere tilbage ligger den meget store og rummelige, farveløse Mave, som i sin største Udstrækning er voxet uadskilleligt fast til Ryggen og altid nodvendigviis bliver aabnet ved Spaltning langs denne Side; ud til Høire og bagtil for Maven ligger paa sædvanlig Maade Tarmen; Maven selv gaaer umiddelbart over i sin Blindsæk, som lige foran Hjertet bøier nedad mod Bugsiden og fortsætter sig ind under Kjonskjertlen, i hvilken Henseende Glaukerne, som ovenfor (p. 248) anført, skille sig fra alle andre pleuroprocte Aeolidier og derimod stemme med de notoprocte.
    Leiet af Hjertet, Nyren og Kjønskjertlen er som hos Aeolidierne. Den store, af det indeholdte Lem graalige Penissæk ligger skjult af Vindingerne af den lange Sædleder, udenfor og under Tarmen og den bageste Deel af Maven, i Berørelse med den øverste Flade af Foden, og ud til Høire for og tildeels dækkende den lille Sliimkjertel, hvis ringe Størrelse netop gjør, at Maven i saa stor en Udstrækning kan komme i Berørelse med Foden[43].

Nervesystemet.
(Tab. VII. f. 1—5).

    Cerebro-branchial-Ganglierne ere store, af ægformigt Omrids og smelte gjennem den korte, smalle Commissur indbyrdes sammen med den mere spidse Ende; de er noget trinde, dog mere hvælvede paa den øvre, fladere paa den nedre Side. De vise neppe nogen Antydning til en Adskillelse mellem den cerebrale og branchiale Deel, i det Høieste undertiden en Sammentrængning af det i det Hele sparsonnne, sorte, moleculære Pigment i Neurilemet til en Stribe tværs henover Gangliemassen.
    Denne store Gangliemasse afgiver (sml. Fig. 1)[44] fra sin forreste (cerebrale) Afdeling: I) en kortere N. olfaclorius (Fig. I. 1.), der svulmer til det lille Gangl. olfactorium (1*)[45], fra hvilket afgaaer en Nerve til Rhinophoren, og oftest een eller to tyndere, som ogsaa kunne tage deres Udspring umiddelbart fra Hjernegangliet. Denne Nerve (eller disse sidste) udsender flere Grene til Huden mellem den øvre og nedre Tentakel; oftest danner den ene en lille Nerveknude (sml. Fig. 2), hvorefter den fortsætter sig, deelt i flere Grene, ned til og ind i Huulheden af den egenlige Tentakel. Fra den bageste Deel af Undersiden af Gangliemassen afgaaer II) en lang, paa Grund af Mundrørets Fremstrækkelighed, i flere Bugter liggende Nerve, N. rostralis (2), der[46] sender to — tre Grene ud til Mundrøret og afgiver en længere Green , som , paralleltløbende med Hovedstammen, med denne fortsætler sig ud langs Svælghovedet-). HI, IV) Mere udadtil afgaaer fra Under.<iden tæt ved Forbindelsen med Fodgangliet to Nervestammer, Nn. labiales (4, ö), der, som den forrige, paae i store Bugter hen langs Undersiden af Svælghovedet. V| Tæt bag Udspringet af den forrige Nerveslamme (5) sees Commissuren til Bucco-pharyngeal-Ganglierne , Commissura-bucco-pharyngea (7), at afgaae. — Fra den branchiale Afdeling (Mellemknuden) af den store Gangliemasse afgaaer: VI) en temmelig tyk Ner'e (3), N. lateralis, der gaaer lige udad til Siden af Hovedet (Halsen) og fortsætter sig deels ud i Legemsbedækningerne i Egnen foran Maven hen mellem denne sidste og Lcgemsvæggen , deels mere nedad, langs .Mavens Tilheftningsrand til Foden, henunder Mav erorlsætlelsen ud Ü1 Armpartiet, hvorefter den ledeler sig og træder ud i Armen under nysnævnte Fortsættelse og der atter tvedeler sig. Næsten lodret over den ovennævnte 4de Nerveslamme, saaledes tn Gangliets ovre Flade tæt ved Forbindelsen med Fodgangliet udspringer VII) en fiin Nerve, N. communicans (ti), der forbinder sig med en af Knuderne (GI. gastricumi i plex. bucco-gastricus af del sympathiske System (s. ndf.). I Nærheden af Udspringet af Forbindelsesstrængen mellem Cerebral- og Buccalgangherne udgaaer VIII) Commissuren mellem begge .Mellemknudeme, Commissura mediana (7*), fra hvis hoire Deel den tynde N. genitalis (I4i afgaaer, som mellem to tykkere Nerver (U, XI) forleber bagad til Sliimkjertlen og der synes al anaslomosere med IX) den uparrede, fra den hoire Mellemknude il6i udspringende N. copulalorius, som stiger nedad, fulger N. pediaeus longus og udbreder sig i Egnen om og paa Penissækken og med N. genitalis danner et lille plexus genitalis med flere smaa Neneknuder.
    Fodgangliet er kun lidt mere end halvt saa stort som den hele forrige Gangliemasse; det er af rund.igtlg Form, noget trindt, dog meest hvælvet paa Rygsiden; det er ved en lang, kraftig Dobbeltcommissur forbundet med det tilsvarende. — Gangliet afgiver: X) fra den evTe Rand fremad og udad en lynd Nerve, som tilsyneladende udbreder sig i Spyltekjertlen, N. salivalorius (8)'i; fra den bagest-yderste Deel udgaaer XI) en anden (9), 'i tndcrtidtn kao eo eokelt af disse Grvne ocsaa udsprioge Tra selve Gangliet. 'I Molistiis Ddsprioger deone Nene — skjondt Uls>Deladeode fra Fodgaogliet — dog i Virkellghedcu fra Mclleinkaadtn. Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/299 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/300 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/301 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/302 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/303 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/304 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/305 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/306 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/307 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/308 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/309 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/310 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/311 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/312 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/313 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/314 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/315 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/316 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/317
[...]

Parasiter.

I næsten alle Legemets Dele fandtes hos alle undersøgte Individer af denne Art, skjøndt i forskjellig Mængde, en betydelig Deel Individer af en ret mærkelig lille Indvoldsorm. De saaes allerede med det ubevæbnede Øie som fine hvidlige Stænk skinne igjennem Rygbedækningerne og gjennem Papillerne og forekom iøvrigt i næsten alle Organer, muligviis kun med Undtagelse af Hjerte og Nyre. I maaskee størst Mængde forefandtes de paa Kjønskjertlens Overflade, saavelsom i Dybden af den mellem Lapperne; paa Kjerltens
Overflade laae de meest i Jævnhøide med denne, saaledes at Borttagelsen af dem efterlod Gruber i Kjertlens Overflade. De vare ligeledes særdeles hyppige paa Sædlederen. De iagttoges ofte trængte ind mellem Huden paa Ryggen og den med samme uadskilleligt forbundne Mave og fandtes ofte i Gruber paa Indsiden af Kjertel-(Lever-)beklædningen i Armene; enkelte Gange saaes de inde i Substansen af Mundhulens Loft; de vare temmelig hyppige paa Siderne af Spiserøret og forekom enkelte Gange paa Centralnervesystemet; en enkelt Gang saaes et Individ at ligge inde i og tilsyneladende tilstoppe Arteria penis. [...] (1) af Skibslæge Matthiesen paa henholdsviis 1° N. B. 26° V. L., 19° N. B. 20° V. L. og 8° 38' N. B. 24° 38' V. L. Disse smaa Individer holdt det ene kun 2, de andre 21/3— 3mm i Længde, men mindede iøvrigt i Form og Udseende saaledes om Glaucus atlanticus, at jeg betragter dem som unge Individer af denne Art. Kroppen var kraftig som hos denne, men Hovedet forholdsviis større. Halen saa lang som eller lidt længere end Kroppen. Der saaes hos de fleste kun to Papilgrupper. I den første taltes 4 — 6 Papiller, lige mange paa begge Sider eller een mere paa den ene Side; den anden og tredie eller sædvanligst tredie og fjerde Papil vare af meget betydelig Længde, især den forreste af dem, som naaede en Længde af 2 — 3mm eller næsten var ligesaa lang som hele Dyrets Legeme; de foran og bagved staaende Papiller vare kun meget smaa. Disse to store Papiller gave disse Dyr et ganske eiendolleligt Habitus, idet de (saaledes som iøvrigt underliden ogsaa de smaa) strittede tingerformigt ud til Siderne. Den anden Papilgruppe indeholdt sædvanligviis (paa de 4 Individer) kun een Papil; den stod lige ved Haleroden og lidt rygstillet; af Størrelse var den omtrent som de nærmest ved de store Papiller i den forreste Gruppe. Hos de to Individer saaes (paa begge Sider) en mindre Papil foran denne større. Hos det største af disse smaa Individer fandtes en tredie Papilgruppe antydet ved en enkelt ganske lille Papil. Hos de ovrige saaes intet Spor til en tredie Papilgruppe, og hos intet af dem Antydning til en fjerde. [...} Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/321 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/322 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/323 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/324 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/325 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/326 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/327 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/328 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/329 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/330 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/331 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/332 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/333 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/334 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/335 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/336 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/337 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/338

Forklaring til Tavlerne.

Tab. I.
A.

Aeolidia papillosa (L.).
Fig. 1. Gll. buccalia & gastro-oesophagea.
    Ganglierne ere væltede om. Ved en Abnormitet sees 3 Nn. udspringe fra Commissuren.
2. Kjæben fra Udsiden.
    (Underranden er beskadiget og Spidsen af Tyggefortsættelsen afbrækket).
3. Kjæben fra Indsiden.
4. Begge Kjæbemuskelmasserne forfra med Tungespidsen mellem dem.
5. Tungen med Raspen, Raspedækket og Tungemuskelmassen fra Siden.
6. Samme ovenfra. Raspedækket sees meget tydeligt samt den bagest-overste Deel af Raspen.
7. Samme nedenfra, med den bagest-nederste Deel af Raspen.
8. Tungemuskelmassens nedre Halvdeel, M. lingvalis inf., ovenfra (den øvre Væg af Tungehulen).
9. Samme nedenfra.
10. Et Stykke af Tungebeklædningen med 2 Tandplader.
11. En Tandplade seet fra Undersiden.
12. Schematisk lodret Gjennemsnit omtrent gjennem Midten af en Tandplade.
13. Den midterste Deel af Tandpladen ovenfra.
14. Nogle af de midterste Dentikler nedenfra.
15. Tandspidser fra en af de forreste Tandplader.
16. Stykke af et Par uudviklede Tandplader.
17. Fordøielseshulen med Galdegangene.
18. En af de mellemste Galdegange med Enden af sammes ductuli hepatici i Midten af de ved Fraløsning af Papillerne frembragte Huller i Huden.
19. En Papil.
20. Neldefiim.


B.
Cratena Olrikkii (Morch). Crat. hirsuta, Bgh.
Fig. 1. Cratena Olrikkii (Morch).
2. Papil af samme.
 
3. Cratena hirsuta, Bgh.
4. Papiller af samme.
Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/340 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/341 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/342 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/343 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/344

Fig. IC. Lodiel Gjciinemsiiit gjcniicni Raspe p ul pen. — 17. Cellelegemer fra Raspepulpen. — IS. Sæd f li m. — 19. Nelderiim. Spui'illa neapolitana (delle Chiaje). Fig. 1. Den i en Bue forenede 3die og Ide Papilbue, mellem begge Anus og N'yrepore C). " Grene til V. branchialis (sml. p. ISl). — 2. Pa pil spids med Spidsen af Leverlappen samt med Neldesækken og sammes gjennemskinnende lige- som sammenkjædede NeUlecyster. — 3. En monströs Papil. — 4. Svælghovedet med Spiserøret, fra Siden. — 5. — ovenfra. — 6. Svælghovedet fraForenden. Overst Forenden af.M. transv. sup. ant., under samme M. coniieclivus. — 7. Kjæberne fra Forenden. — S. Venstre Kjæbe, fra Udsiden. — 9. Hoire Kjæbe, fra Indsiden. — 10. Kjæbens Navleparti (Umbo) fra Indsiden. Foran sees Mundblhulen, begrændset at Forenden af Kjæbemuskelmassen ('). — 11. Stykke af Tyggefortsættelsen. — 12. En Tandplade, fra Rygsiden. — 13. To lignende fra Siden. — 14. Halvt-schematisk lodret Gjennemsnit gjennem en Tandplade. — 15. Sammenkjædede Neldecyster. — 16. Neldefiim.


Tab. VI.

Glaucus atlanticus, Forster.
Fig. 1. Dyret fra Bugsiden. Naturlig Størrelse.
2. Samme, fra Rygsiden.
3. Samme, fra Siden. Kjons-, Nyre- og Analaabningen tydelige.
4. En af de store Papiller.
5. Tilheftningsfladerne af storre og mindre Papiller.
6. Svælghovedet fra Siden. Spytkjertelgangen.
7. Samme ovenfra. Bag M. transv. sup. ant. sees Spiseroret, bag samme GII. bucco-pharyngea med Ganglia gastro-oesophagalia, ud til Siderne M. rectus sup. Spytkjertelgangen.
8. Samme skraat nedenfra, med den bageste Deel af M. transv. inf. og longitudiualis.
9. Samme ovenfra efter Borttagelse af den ovre Tværmuskel; Kjæbens horizontale Plade saaledes blottet. Spytkjertelgangen.
10. Høire Kjæbe fra Indsiden.
11. At Kjæbens Tyggefortsættelse.
12. At Beklædningen paa Kjæbens Udside.
13. Stykke af Raspen, fra Siden.
14. Samme, ovenfra.
Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/346 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/347
Fig. 7. Stykke af Raspen, skraat Ovenfra.
8. En Tandplade skraat fra Siden.
9. En Tandplade nedenfra.
10. Neldefiim.
    Figarerne 7, 8, 9, 10 ere tegnede med camera lucida.
11. Dyret aabnet fra Bugsiden.
12. Kjønssystemet. * Den Overskaarne Penis med den paa Snitfladen tydelige Sædleder og A. penis.
13. Kjertelgruppe fra Sliimkjertlen.
14. Enden af høire-forreste Arm af et Individ, hvis fleste Papiller ere gaaede tabte.



B.
Glaucilla longicirrus, R.
Fig. 1. Dyret fra Bugsiden.
2. Rygsiden.
3. Stykke af Raspen, skraat fra Siden, tegnet ved camera lucida.
4. Stykke af Legen.
5, 6. Entozoer.




Tab. IX. A. Glaucilla marginala (Reinh.). Tig. I. D)Tet fra BugjiJen. — 2. — — Rjcsiden. — 3. Dyret fra høire Side (16 x Forsti. Paplllerne ere afplakkede oe sammes Grupperingsmaade derved tvdelig formedelst de Iøjnefaldende Tilbeftningssteder. Den store Kjøos- og den mindre Anal-Aabning sees tvdeligL — i. En af de større Papiller. — S. En monstres salTeldeeU Papil. — 6. En af de mindre Papiller. — 7. Neldesækken med »ammes Stilk. — 8. >'eldec}ster med Neldefiim. Frie .Neldeflim. — 9. Gruppe af Hjerneceller fra den inderst -forreste Deel af Hjemegangliet med sammes Fortsættelser ind i Gommissaren mellem Cerebro-branchial-Ganglierne. — 10. Svzlghovedet ovenfra. • bnden af Sp>tlekjertelgangen. — II. Svzlgbovedet fra Siden. — 12. Svælghovedet ovenfra, eflerat N. transv. sop. er (jernet, og Kjxbens horizontale Pladedeel saaledes blottet — 13. Svælghovedet skraat nedenfra, eflerat Læbeskiven og det overfladiske Lag af den nedre Tværmaskel ere tagne bort. — 14. Hoire Kjæbe fra Udsiden. — 15. Stjkke af Tycgefortszttelsen. — 16. Tungen fra Siden. — 17. Stykke af Raspen, skjævt fra Siden.

Fig. 18. Samme, ovenfra.
19. En enkelt Tandplade fra Siden.
20. Grundfladen af en Tandplade.
21. Bageste Ende af Raspe-Pulpen.
22. Maven med to store Galdegange samt Udspringene af Maveblindsæk og Tarm.
23. Hjertekammeret med Forkammeret og de store Venestammer til samme.
24. Generationsapparatet (med Undtagelse af Kjonskjertlen).
    a. Penissækken.
b. Sædlederen.
c. Sliimkjertlen.
d. Kjønskjertelgangen.
e. Sammes tykkere Deel (Ampullen).



B.
Glaucilla briareus (Reinh.).
Fig. 1. Dyret fra Bugsiden.
2. Neldefiim.
3. Stykke af Legen.




De colorerede Figurer paa denne og foregaaende Tavle ere Copier efter malede Afbildninger, der af Galathea-Expeditionens Tegner, Hr. Thornam, og under Prof. Reinhardt's Tilsyn ere udførte efter de levende Dyr.



Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/350 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/351 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/352 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/353 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/355 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/357 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/359 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/361 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/363 Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/365

Vidensk. Selsk. Skr. 5te Række naturvid. og math. Afdel. 6te B. R. Bergh anat. Bidr. til K. om Aeolid. Tab. VIII.
Glaucus lineatus (1).jpg

Glaucus longicirrus (1).jpg
Vidensk. Selsk. Skr. 5te Række naturvid. og math. Afdel. 6te B. R. Bergh anat. Bidr. til K. om Aeolid. Tab. IX.
Glaucilla marginata (1).jpg

Glaucilla briareus (1).jpg

  1. De lignede meget dem af Ac. coronata, F. (Ann. XV. pl 5. f. 5).
  2. Denne Identificering ifølge Hermannsen, ind. gen. malac. Suppl. (1852). p. 44, 91. — Nausimacha er nærmest synonym med Laniogerus.
  3. Ogsaa optaget i Ephemerides Ac. nat. curios. Cent. V & VI. (1717). Append. p. 104—105. (t. XIV f. 4).
  4. G. Forster, a voy. round the world in the resolution. I. 1777. p. 49: « Monday. 14 Sptbr. 1772. We had also at various intervals found the sea covered with animals belonging to the class of mollusca, one of which, of a blue color, in shape like a snail, with four arms, divided into many branches, was named Glaucus atlanticus »
  5. Med sædvanlig Uagtsomhed havde Gm. (Cfr. I. c. p. 3149) ikke bemærket, at la Martinière's «vermis marinus» var en med du Pont's Art næsten Identisk Form, og derfor kunnet opstille den Formodning, at førstnævnte kunde være en «Clio».
  6. Klein's Glaucus-Slægt ihist pisc natur. missus V. (1749: p. 30) synes at være Rafinesque's Naucrates; denne sidste Slægt har imidlertid allerede vundet fuldstændig Borgerret, og da der tilmed ikke endnu er opnaaet nogen Enighed med Hensyn til Spørgsmaalet om Bevarelsen af de før-Linnéiske Slægtsnavne, turde det være rettest at bevare Glaucus-Navnet for den her omhandlede Mollusk.
  7. Dette «Mgz. für den neuesten Zustand der Naturkunde» (I—XII. (1797—1806)) maa ikke forvexles med den ligeledes af Voigt redigerede Fortsættelse af (Lichtenberg's) »Mgz. für das Neueste aus der Physik u. Naturg.« (I—XII. (1781—1799)). Det er nødvendigt at gjøre opmærksom herpaa, da ingen af de Forfattere, der have citeret »Voigt's Mgz.«, have gjort sig den Ulellighed selv al eftersee Stedet (s. nærmere ndf.). Magazinets Artikel findes iøvrigt i det Væsenlige gjengivet i Lichtenstein's »Forsteri descriptiones animalium«. 1844. p. 10—12.
  8. Péron (Péron et Lesueur, hist. de la fam. des. moll. Ptérop. p. 75, 80 pl. II. f. 9. Gl. australis. (Ann. du Mus. XV. (1810)) henførte Glaukerne med andre oceaniske Former til Pteropoderne, nagtet Cuv. allerede dengang — iøvrigt uden at have seet andet af Dyret end Tegninger — havde (l. c.) antydet deres rette Plads (»i Nærheden af Scyllacerne og Tritonierne«).
  9. Bosc. hist. nat. des vers. I. (an X.) p. 87. t. 3. f. 3.
  10. Muligviis er den identisk med samme Forfatters Gl. australis og saaledes med Lessons Gl. Peronii.
  11. Meest efter Meddelelser fra Lesueur (Diet. t. c. p. 37).
  12. De af Gray (Guide I. (1857) p. 222) opførte 6 Arter ere: »Gl. radiatus, atlanticus, draco, Forsteri, eucharis, pacificus«. De to første ere identiske og danne med Gl. Forsteri kun een, den typiske Art, Gl. atlanticus, Forster; Lesson's Gl. eucharis fra Mozambique-Havet er maaskee en egen Art, ligeledes Eschscholtz's 2 Arter fra det stille Hav, Gl. draco og Gl. pacificus.
  13. Foden er saaledes i det Hele nogenlunde udviklet, og det er ikke let forklarligt, hvorledes Lesson (voy. de la Coq. Zool. II. p. 286) har kunnet skrive »le pied est nul, à moins qu'on ne prenne pour rudiment de pied la ligne moyenne argentée, qui suit toute la longueur du ventre«.
  14. Bennett (Proc. zool. soc. IV. (1836) p. 117) har forlængst gjort opmærksom paa den Hurtighed, hvormed Farveforandringen indtræder ved disse Dyrs Død.
  15. Reinhardt gjorde flere Forsøg paa at undgaae den Afstødning af Papillerne, som saa let fulgte med deres Nedlægning i Spiritus (Arrak). Han forsøgte saaledes at lægge dem i ferskt Vand; men det viste sig, at næsten enhver Papil derved faldt af, og desuden løsnede det sølvhvide Overtræk sig som en tyk Shim. — Ogsaa ved Nedlægning af Spiritusexemplarer i ferskt Vand, har jeg næsten altid seet den hvide Belægning gaae af.
  16. Alder & Hancock (I. c. part VII. p. XX) have paa denne Characteer villet forene Glaucus-Slægten med de anførte Grupper. Den fuldstændige Overensstemmelse med Aeolidiaderne, der viser sig i Papilbygning, i Raspebevæbningen. Mangel af Skede ved Rhinophorernes Grund samt i Tilstedeværelsen af Neldefiim, turde imidlertid tale mod en saadan Forening. Jeg antager, at de mere typiske pleuroprocte Aeolidier med Glaukerne danne en støre Gruppe, der med de notoprocte Aeolidier (Proctonotider, Hermaeider) atter forenes til en større zoologisk Eenhed, Aeolidiaderne (Phyllobranchia, Latr.) (sml. ovf. p. 197).
        De notoprocte Aeolidier slutte sig iøvrigt ved deres eiendommeligt grenede Leversystem meget nær til den store Gruppe, der dannes af Dendronotider, Tethyder og Melibaciner, og som udmærker sig, foruden ved en med talrige Tandrækker bevæbnet Raspe, ved mere eller mindre knudrede eller grenede Papiller. Bindeleddet mellem begge Grupper danne Proctonotiderne (Proctonotus, A. & H.; Janus, Vcr.), som stemme med Aeolidierne især ved Mangel af Skede om Rhinophorernes Grunddeel.
  17. S. nærmere ndf. p. 254.
  18. I Middelhavet synes de neppe iagttagne siden Breyn's Tid (sml. ovf. p. 243.), med mindre Rang's Angivelse (man. p. 126) om, at de der forekomme i store Sværme skulde beroe paa egen Iagttagelse.
  19. Ældre Angivelser om disse Dyrs Svømmen med »Gjællerne« modsagdes allerede af Chamisso og Eisenhardt (A. A. N. Cur. X. (1821) p. 347) saavelsom af Eschscholtz (zool. Atlas. 4. Heft. (1834) p. 16); denne sidste Undersøgers Angivelse (l. c. & Isis. 1825. I. p. 737) om, at Glaukerne skulde svømme ved de under »Bugpladen« liggende Luftblærer, maa forstaaes saaledes, at de ved den i Maven optagne Luft holdes flydende i Vandskorpen; det skulde synes, som om A. Adams havde
    iagttaget (Ann. mgz. n. h. 2 S. XIX. (1837) p. 462) Luft-Optagelsen, ligesom Forster allerede (Voigt, Mgz. l. c. p. 341) saa Udstødningen af Luftblærer (»per os spirant«).
    Bennett (Proc. x. soc. IV. 1836) p. 118) omtaler Halens store Bevægelighed, ved hvilke de mindede ham om Fiirbeen; formodenligt er det det, der skaffede dem ovennævnte Betegnelse.
  20. »se replier avec force et par un mouvement de contraction reprendre sa position naturelle«, voy. de la coq. II. p. 284; voy. aux quatre isles d'Afr. I. p. 136. pl VI f. I A. B. — Ogsaa Forster (Voigt, Mgz. l. c. p. 341) saa dem vende sig i Vandet.
  21. Ogsaa Forster (Voigt. Mgz. V. (1804) p. 311) gjorde en lignende Iagttagelse; ligeledes Bennett (l. c. p. 145), der omtaler Vædsken som bruunlig og anseer den (urigtigt) for faecal. — Næsten alle i Spiritus bevarede Individer af Glauker saaes ligeledes indeholde Luft i Maven, og ved Tryk paa Ryggen uddrives ofte tillige en violetfarvet Strøm.
  22. Forster (Voigt, Mgz. l. c. p. 341) angiver en lignende Tilboielighed for Halens Vedkommende. Mellem de mange Individer, jeg har undersøgt, fandtes dog intet uden Hale.
  23. Naar Lesson (voy. de la coq. p. 288— 289) i dette Punkt er af en ganske modsat Mening, da har han heri foruden allerede Sandsynligheden især andre Undersogeres samstemmende Erfaringer imod sig.
  24. Bennett (l. c. p. 116) derimod udhæver udtrykkeligt, at Papillerne ikke kunne anvendes til dette Brug.
  25. Glaucus-Slægten (-Famillen) synes saaledes at omfatte følgende Arter:
    1. Subg. (Gen.) Glaucus (Forst.), Bgh.
    1. Gl. atlanlicus, Forster. M. atlanticum, mediterraneum (Breyn, rang).
    2. Gl. gracilis, Bgh. M. atlanticum.
    3. Gl. lineatus, Rhdt. M. pacificum (australe.).
    4. Gl. longicirrus, Rhdt. M. pacificum (boreale).
    5. Gl. eucharis, Less. M. mozambicum.
    2. Subg. (Gen.) Glaucilla, Bgh.
    6. Gl. marginata (Rhdt.). M. pacificum (boreale).
    7. Gl. briareus (Rhdt.). M. pacificum (australe.).

    Eu usikker, ubestemmelig eller ved mangelfuld Undersøgelse eller Mistydning fremkommen Art er:

    Gl. tetrapterygius, Rang, (man. p. 126) »med 2 Par Gjæller«.
        Det er sandsynligviis ved liguende mangelfuld Undersøgelse, at den Form er fremkommen som Undes beskrevet og afbildet i Mgz. of nat. hist. VI. (1841) p. 318. (Udtog af Mathews Reise til og i Brasilien).
  26. Den Danziger Professor Hanow har Titius's »gemeinnützige Abhandlungen« (l. 1768. p. 271) i en meget bred Afhandling meent at paavise, at det af Dupont omtalte Dyr var Ungen af Havenglen, Squalus squatina!
  27. Det maa for Forstanelsen af de tidligere Beskrivelser af Glauker (og saaledes endnu med Hensyn til den hos Bory St. Vinc. og Eschsch.) erindres, at Rygsiden blev antaget for Bugside.
  28. Ligesom der i Zoologien overhovedet er bleven taget meget for stort Hensyn til slette og utydelige Beskrivelser af Dyreformer, der kun forelaae i enkelte, tilmed ofte slet bevarede Exemplarer, som derfor ikke engang have kunnet beskrives paa tilbørlig Maade, saaledes gjælder dette ikke mindst om Malacologien, og Videnskaben vilde her som i det Hele have været bedre tjent med, at der intet Hensyn var blevet taget til saa overfladiske og skjødesløse Behandlinger, som dem, der have affødt de mange ugjenkjendelige og ubestemmelige Arter og Slægter, af hvilke denne som hver Green af Zoologien har saa stor Overflod.
        Den af Blainville (1816) opstillede Laniogerus Slægt synes at høre til ovennævnte Kategori af Slægter; det er rimeligt, at den er opstillet paa en Aeolidie med sammenrykkede Papilrækker, og hvis Papiller ere faldne af; muligt skjøndt neppe sandsynligt, ogsaa paa en Glaucus, men det vil vel bestandigt blive ubestemmeligt, om (som angivet) paa nærværende Art.
  29. Denne sidste saavelsom den underliggende Grundfarve sees saare almindeligt afstødt paa den af Indvoldene meget ofte noget fremdrevne forreste Deel af Fodsaalen, og det Samme var i det Hele Tilfældet med Fodranden, som derved ofte saaes af graalig Farve, hvilket endnu hyppigere hændes ved Midtpartiet af Undersiden af Armene. Ved Afstødning af den hvide Farve om Spidsen af Papillen fremkommer der meget almindeligt en sort Ring sammesteds.
  30. 30,0 30,1
    Tab. VI. f. 1—3; t. VII. f. 17.
  31. Tab. VI. f. 2; t. VII. f. 17.
  32. 32,0 32,1 Tab. VI. f. 3.
  33. Paa slappe Individer sees Genitalaabningen altid nærmere ved første, paa sammentrukne nærmere den anden Papilgruppe.
  34. Tab. VII f. 12.
  35. Sml. Tab. VIII. f. 1.
  36. Sml. Tab. VI. f. 23.
  37. Tab. VI. f. 4.
  38. Sml. Tab. VI. fig. 5.
  39. Ogsaa Forster angav (l. c.) allerede Antallet af Papillerne i denne første Gruppe til 23—25, Quoy og Gaimard til 20—22. Lesson til 20. I den anden Gruppe talte Lesson 14, Quoy og Gaimard 16; iden tredie Lesson 6, Quoy og Gaimard 8—9 og i den fjerde Lesson 5, medens Quoy og Gaimard (der negte Tilstedeværelsen af en fjerde Papilbue) saae 3—4 Papiller ved Haleroden.
  40. Tistedeværelsen af en saadan fjerde Papilgruppe er meget almindeligt blevet benegtet; desuagtet antydes den paa flere af de foreliggende Figurer.
  41. I enkelte af de Glas, hvori Glaukerne opbevaredes, fandtes mellem dem en Deel løst liggende, trinde, hvidlige Legemer af 1—1/2cm Længde, sjeldnere kortere, af indtil en Udstrækning af 5mm. Enkelte af dem havde ved flygtig Betragtning nogen Lighed med Glaucus-Papiller; de vare lige eller let bøiede, sjeldnere ligesom med en svag Antydning til Spiralsnoning; de større vare ved Roden af 3/4—1mm Diam., Grundfladen viste en uregelmæssig Overrivningsflade; i omtrent hele den nederste Tredie- eller Halvdeel vare de større af dem fordetmeste ligelobende i den ene, convexe i den anden Rand. I den nederste Deel vare de sædvanligt temmelig stærkt tilspidsede udefter, men bevarede iøvrigt omtrent den samme Tykkelse i hele den yderste Halvdeel; Enden var afrundet, undertiden ligesom med en lille tværoval Aabning. Overfladen at de større af disse Legemer saaes jævnligt prydet med spredte eller meest i Længderækker ordnede, i det Hele ikke meget talrige, opake, hvidlige Smaaknuder (Neldebatterier). Paa et Par enkelte Individer af denne Glaucus-Art saaes saadanne Legemer indskudte mellem Papillerne (af anden Gruppe), tilsyneladende fastsiddende paa Papilbuerne, saaledes at de ligesom simulerede visne Papiller; de sadde dog saa løst, at de fleste faldt af ved meget let Berøring
    Disse papillignende Sække saopg dannede of en temmelig tyk Væg, som var aldeles uden Pigment og bestod af et tykt Hudtag, spækket med Neldefiim, der tildeels vare rykkede sammen i Neldebatterier, og under Hudlaget af et meget stærkt Længde- og et svagt Kredstraadlag. Gjennem Axen af Sækken løb ofte en Stræng, dannet af Smaaceller, der i Stærrelse og Form mindede om Neldefimene. De i uhyre Masse tilstedeværerde Neldefiim vare temmelig store (af 0,0127 — 0,02mm største Diam.), af oval Form, med Axe- og Spiraltraad. Sædvanligviis var hele Traaden og den tykkere Axestræng skudt frem; ved Overgangen mellem disse Dele saaes meget almindeligt et Par fremstaaende Gjenhager (Prerygia), saaledes som de saa hyppigt forekomme ved Coelenteraternes Neldefiim; Traaden saaes jævnligt af 10—20 Gange Capslens Længde. Meget almindeligt, næsten paa de fleste større Neldefiim og især i Neldebatterierne, iagttoges ligesom en temmelig tyk Hætte med kornet Indhold skjævt siddende ved Neldecapslens lukkede Ende; Hætten saaes almindeligt (ogsaa i Neldebatterierne) forlænget i en lige, i Enden sædvanligt lidt opsvulmet Traad, der havde 3—8 Gange Capslens Længde. Hælten maa høre til den Dannelse, som af Gosse (hist. of the br. sea-anemones and corals. 1860. p. XXXVI. pl. XI. f. 11 q, 12 q) er beskrevet som Peribola. Ved den til Hætten hørende Traad saaes Neldefimene heftede til Huden (og til den halvkugleagtige Bund i Neldebatteriet). Disse Organer opfattedes som og viste sig ved directe Sammenligning med og Undersøgelse af en atlantisk Velel at være losrevne Fangtraade af Veleller.
  42. Quoy og Gaimard (l. c. p. 279) anføre, at Halen undertiden kan være meget kort, og at de en Tid derved bleve forledede til Opstillingen af en egen Art, Gl. brevicaudatus.
  43. Sml. Tab. VI. fig. 31; t. VII. f. 8.
  44. De ved de enkelte Nerver i Parenthes anførte Tal svare til Tallene paa Fig. 1.
  45. Abnormiteter ved dette Ganglion forekomme ikke ganske sjeldent; en enkelt Gang (sml. Fig. 2) har jeg paa den ene (venstre) Side seet det kort- og skjævt pæredannet. paa den anden Side fandtes 2 Ganglia olfactoria over hinanden.
  46. Undcrtidto sjntn >'. rostralis at afciie eo Anasloroose til GI. oirarlorium.