Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind I/Indledning til Apostlenes Gjerninger

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind I

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/9 429-432

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Indledning til Apostlenes Gjerninger.


Denne Bog er skreven af Evangelisten Lukas som en Fortsættelse af hans Evangelium og til Oplysning for den samme Teofilos, for hvem han skrev Evangeliet. Det udtaler han i de Ord, hvormed Bogen begynder: "Den første Bog forfattede jeg, Teofilos, om alt det, som Jesus begyndte baade at gjøre og at lære indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet Apostlene, som han havde udvalgt, deres Hverv ved den Hellig-Aand". Eftersætningen, som skulde have gjort Rede for, hvad han dernæst vil fortælle i "den anden Bog" (Afdeling), som han nu begynder at skrive, har Lukas ikke ligefremt udtalt; den indeholdes i hele den følgende Bog; men den maatte lyde omtrent saaledes: men denne anden Bog skal fortælle, hvad den til Himlen optagne Jesus vedblev at gjøre og lære ved sine udvalgte Apostle, idet disse udførte det Hverv, han havde givet dem. Bogen skildrer nemlig, hvorledes Evangeliet, og dermed Jesu Kristi Rige, udbredtes fra Jerusalem, den gamle Pagts Hovedstad, hvor Frelsen var bleven fuldbragt ved Jesu Død og Opstandelse, og hvor den kristne Menighed paa Pinsedagen var født til Verden, lige til Rom, den hedenske Verdens Hovedstad og Midtpunkt, alt efter Jesu Afskedsord til Apostlene: "I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens yderste Ende" (Ap. Gj. 1, 8). Og dette er ikke alene taget i geografisk Betydning, som en Skildring af Evangeliets udvortes Udbredelse; men Lukas lægger særlig Vægt paa at vise, hvorledes Evangeliet vendtes fra Israel til Hedningerne. Saaledes gik det udvalgte Folk glip af Frelsen, som dog ifølge Guds Raad og Forjættelse først skulde komme til dem, og paa Grund af deres Vantro og Forhærdelse blev den Hedningerne til Del. Det var nemlig et Spørgsmaal, som uafladelig maatte trænge sig frem for Datidens Menighed, baade Jøde- og Hedninge-Kristne, hvorledes det kunde forenes med Guds Trofasthed, at Israel som Folk kom til at staa udenfor Guds Rige, saa Menigheden i det hele blev hedningekristelig. Dette Spørgsmaal behandler Pavlus især i Rom. 9-11 Kap.; og om end hans Discipel Lukas ikke ligefrem har opstillet det som Gjenstand for Besvarelse i sine Skrifter, er det dog øjensynligt, at han stadig har det i Tanker, baade i sit Evangelium (se Lk. 4, 16 Anm.; 13—14 Kap. o. a. St.) Og end mere i Ap. Gj., som helt igjennem er en Paavisning af, hvorledes "de budne" ikke vilde komme, og Frelses-Indbydelsen derfor udgik til og blev modtagen af de aandelig hjemløse Hedninger. Her vises nemlig først, hvorledes Forkyndelsen af Forjættelsens Opfyldelse i den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus vel blev modtagen af en Del Israeliter i Jødeland, men disse vare dog kun at regne for en "Levning" (Rom. 11, 5) i Sammenligning med det hele Folk, og snart vakte denne Forkyndelse først den jødiske Øvrigheds (4, 1 ff.; 5, 17 ff.), siden hele Folkets Modstand og Forfølgelse (8, 1); og dette førte saa til, at Evangeliet blev bragt til de halvhedenske Samaritaner og til Hedningerne (8, 4 ff.; 11, 20). Og hvad der saaledes skete i Jødeland, det samme gjentog sig atter blandt Jøderne i Adspredelsen, hvor som helst Pavlus forkyndte dem Evangeliet. Han vendte sig stadig først til Jøderne, men skjønt der ogsaa blandt dem var nogle, som troede, varede det dog ligesaa stadig kun en kort Tid, inden Flertallet satte sig imod Evangeliet, og saa vendte han sig til Hedningerne (se 13, 46; 18, 6; 19, 9; 28, 25-28 o.a.). Og saaledes viste det sig, at Jødernes Vantro bar Skylden for deres Forhærdelse og Forskydelse.

Man har fra den ældste Tid af kaldt denne Bog "Apostlenes Gjerninger" (ɔ: Bedrifter). Dette er dog ingenlunde saaledes at forstaa, at den omhandler alle Apostlene; det er egentlig kun Peder og Pavlus, der fortælles om. Men i disses Virksomhed er der givet Grundtrækkene af hele den apostoliske Virksomhed, idet de staa som de to Hovedapostle, hvem Herren havde overdraget hver sin Del af den ikke-kristne Verden, Jøderne og Hedningerne ("Omskærelsen og de uomskaarne"; se Gal. 2, 7. 8). Imidlertid maatte man efter Lukas's egne Ord snarere kalde Bogen: den himmelfarne Jesu Kristi Gjerninger ved sine Apostle. Det er ej alene i Fortalen (1, 1. 2), at han betegner den saaledes, men han viser ogsaa hele Fortællingen igjennem, hvorledes det var den himmelfarne Jesus Kristus, der styrede sin Menighed saaledes, som det i Bogen fortælles. Det var ham, der paa Pinsedagen sendte den Hellig-Aand og derefter gav Menigheden Vækst (2, 33. 47); ham som omvendte Pavlus og dygtiggjorde ham til hans Gjerning (9, 4 ff.); ham som ved de medfølgende Tegn stadfæstede Apostlenes Prædiken (3, 16; 9, 34; 14, 3 o. a.), og som underfuldt udfriede dem af deres Farer (5, 19; 12, 17); ham som styrede deres Veje (10, 9 ff.; 13, 2; 16, 6-10; 22, 18), og som styrkede dem til deres Hverv (11, 21; 18, 9; 23, 11). Hele Bogen er med ét Ord en historisk Godtgjørelse af, at den himmelfarne Jesus Kristus er med sin Menighed alle Dage.

Fortællingen begynder med en historisk Indledning (1ste Kap.), hvori der fortælles om Jesu Himmelfart og om Disciplene i Jerusalem indtil Pinsedagen; og den falder dernæst i to Hovedafsnit: 1) 2—12te Kap. handler om Evangeliet i Palæstina og navnlig om Ap. Peders Virksomhed her. Dette Afsnit ender med Fortællingen om, hvorledes Peder blev af Herren vidunderlig friet fra den ham af Kong Agrippa og det jødiske Folk (12, 11) tiltænkte Død og derefter forlod Jerusalem. Hermed er den apostoliske Prædiken i Jødeland til Ende. 2) I 13—28de Kap. fortælles om Evangeliets Udbredelse i den græsk-romerske Hedningeverden, især ved Ap. Pavlus, indtil han kom fangen til Rom, hvor han dog ogsaa i sit Fangenskab kunde prædike uhindret, og hvor Jøderne ogsaa, ligesaa vel som anden Steds, stødte Evangeliet fra sig. — Hele denne Fortælling omfatter et Tidsrum af omtrent 34 Aar (fra Aar 30—64. — Bogen slutter med disse Ord: "Pavlus blev [i Rom] to hele Aar i sin egen lejede Bolig, og han tog imod alle dem, der besøgte ham, idet han prædikede Guds Rige og lærte om Herren Jesus Kristus med al Frimodighed, uhindret" (28, 30. 31). Denne kortfattede Slutning er alt, hvad der fortælles om Pavlus's Virksomhed blandt Hedningerne i Rom, og den er saa meget mere paafaldende i Sammenligning med den Udførlighed, hvormed der fortælles om hans Fangenskab i Kæsarea og Rejse til Rom (23—28 Kap.). Grunden hertil kan man ikke med Sikkerhed forklare; men man har gjættet paa, at Lukas skulde have haft i Sinde at fortsætte Ap. Gj. og Menighedens Historie med en "tredje Bog", som da ogsaa skulde have omhandlet Pavlus's senere Historie (hans Udfrielse af Fangenskabet, og derpaa følgende fjerde Rejse, til Spanien, Asien og Grækenland, og hans Martyrdød), men at han ikke havde faaet denne Bog skreven, hvad enten nu Døden eller andre Grunde havde hindret ham deri. Nærmere ligger det dog at antage, at Teofilos, hvem Lukas har tilskrevet Bogen, selv har kjendt, hvad der havde tildraget sig under Pavlus's Ophold i Rom; han har maaske den Gang boet i Rom eller i Italien. Og da Lukas ikke omtaler, hvad der blev Udgangen af Pavlus's toaarige Fangenskab i Rom, er det sandsynligt, at han har skrevet Bogen mod Enden af dette, d. e. i Aaret 64; thi efter alt, hvad man kan skjønne, maa Pavlus være kommen til Rom i Foraaret 62.

Der kan ikke være Tvivl om, at hvad Lukas skriver om sit Evangelium, at han "nøje har eftersporet alt", hvad der hørte til for at skrive en nøjagtig Historie (Lk. 1, 3), at dette ogsaa gjælder om Ap. Gj. Og under sit Ophold i Jerusalem, hvorhen han kom i Følge med Pavlus (21, 17), havde han god Lejlighed til at lære den jødekristne Menigheds Historie (saavel som den evangeliske Historie) at kjende, medens han under sit Samvær med Pavlus, hvem han ledsagede paa en Del af hans 2den og 3dje Rejse, har kunnet faa alt at vide, hvad der vedkom dennes Liv og Virksomhed, for saa vidt han ikke selv havde været Øjenvidne dertil. Hvor han har været dette, fortæller han i første Person ("vi"); se 16, 10-17; 20, 5—21, 18; 27, 1—28, 16.