Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind I/Mattæos-Evangeliet

by Thomas Skat Rørdam

Mattæos-Evangeliet.

---

1ste Kapitel.^[1]

Jesu Kristi, Davids Søns, Abrahams Søns Historie^[2].

Abraham avlede Isak,^[3] og Isak avlede Jakob, og Jakob avlede Juda og hans Brødre, og Juda avlede Peres og Sera med Tamar, og Peres avlede Hesron, og Hesron avlede Ram, og Ram avlede Aminadab, og Aminadab avlede Nahson, og Nahson avlede Salmon, og Salmon avlede Boas med Bahab, og Boas avlede Obed med Rut, og Obed avlede Isaj, og Isaj avlede Kong David. Og Kong David avlede Salomon med Urias's Hustru^[4], og Salomon avlede Roboam, og Roboam avlede Abia, og Abia avlede Asa, og Asa avlede Josafat, og Josafat avlede Joram, og Joram avlede Ussias, og Ussias avlede Jotam, og Jotam avlede Akas, og Akas avlede Esekias, og Esekias avlede Manasse, og Manasse avlede Amon, og Amon avlede Josias, og Josias avlede Jekonjas^[5] og hans Brødre paa den Tid, da Folket blev bortført til Babylon. Og efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonjas Sealtiel, og Sealtiel avlede Serubabel, og Serubabel avlede Abiud, og Abiud avlede Eljakim, og Eljakim avlede Hasor, og Hasor avlede Sadok, og Sadok avlede Akim, og Akim avlede Eliud, og Eliud avlede Eleasar, og Eleasar avlede Mattan, og Mattan avlede Jakob, og Jakob avlede Josef, Marias Mand, og af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus^[6]. Altsaa ere alle Slægtleddene fra Abraham indtil David fjorten Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten Slægtled^[7].

Men med Jesu Kristi Byrd^[8] havde det sig saaledes. Da hans Moder Maria var trolovet med Josef, fandtes hun^[9], førend de kom sammen, at være frugtsommelig ved den Hellig-Aand. Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig^[10] og dog ikke var til Sinds at beskæmme hende offentlig, besluttede han lønlig at skille sig ved hende. Og medens han tænkte over dette, se, da viste en Herrens Engel sig for ham i en Drøm og sagde: Josef, Davids Søn, frygt ikke for at tage din Hustru Maria til dig, thi det, der er avlet i hende, er ved den Hellig—Aand; og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus^[11], thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder. Men alt dette er sket, for at det skulde Opfyldes, som blev talet af Herren ved Profeten^[12], der siger: "Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel" (hvilket er udlagt: Gud med os). Og da Josef var staaet op af Søvne. gjorde han, som Herrens Engel havde budet ham, og tog sin Hustru til sig. Og han kjendte hende ikke, førend hun havde født en Søn^[13]; og han kaldte hans Navn Jesus.

2det Kapitel.

Men da Jesus var født i Betlehem i Judæa i Kong Herodes's^[14] Dage, se, da kom nogle Vismænd fra Østerland til Jerusalem og sagde: hvor er den nyfødte Jødernes Konge? thi vi have set hans Stjerne i Østen. og vi ere komne for at tilbede ham^[15]. Men da Kong Herodes hørte det, opskræmmedes han og hele Jerusalem med ham^[16]. Og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og Skriftkloge^[17] og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. Og de sagde til ham: i Betlehem i Judæa; thi saaledes er der skrevet ved Profeten^[18]: "Og du, Betlehem i Juda Land, ingenlunde er du mindst iblandt Judas Høvdinger^[19], thi udaf dig skal udgaa en Fører, som skal være Hyrde for mit Folk Israel." Da kaldte Herodes lønlig Vismændene, og fik af dem nøje Rede paa den Tid, da Stjernen havde været til Syne; og han sendte dem til Betlehem og sagde: drager hen og udspørger nøje om Barnet; og naar I have fundet det, saa melder det til mig, for at ogsaa jeg kan komme og tilbede det. Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var. Men da de saa Stjernen, bleve de saare meget glade^[20]; og da de kom ind i Huset, saa de Barnet med dets Moder Maria; og de faldt ned og tilbade det, og de oplode deres Gjemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra. Og da de i en Drøm havde faaet det Svar af Gud^[21], at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej bort til deres Land.

Men da de vare dragne bort,^[22] se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef og siger: staa op og tag Barnet og dets Moder med dig, og fly til Ægypten, og ophold dig der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil til at søge efter Barnet for at tage det af Dage. Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig ved Nattetid og drog bort til Ægypten. Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes, som blev talet af Herren ved Profeten^[23], der siger: "Fra Ægypten kaldte jeg min Søn." Da nu Herodes saa, at han var bleven narret af Vismændene, blev han saare forbitret; og han udsendte Folk og ihjelslog alle Drengebørnene i Betlehem og i hele dets Omegn, fra to Aar af og derunder, efter den Tid, som han af Vismændene havde faaet Rede paa. Da opfyldtes det, som blev talet ved Profeten Jeremias^[24], der siger: "En Røst blev hørt i Rama, Graad og megen Jammer; det var Rakel, som græd over sine Børn, og hun vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere".

Men da Herodes var død. se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger: staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til Israels Land: thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv. Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig, og kom til Israels Land. Men da han hørte, at Arkelaos var Konge i Judæa istedenfor sin Fader Herodes^[25], blev han bange for at drage derhen; og han fik Svar af Gud i en Drøm, og drog sig bort til Galilæas Egne. Og han kom og bosatte sig i en By, som hedder Nasaret, for at det skulde Opfyldes, som blev sagt ved Profeterne. at han skulde kaldes en Nasaræer^[26].

3dje Kapitel.

Men i de Dage^[27] fremstaar Døberen Johannes^[28] og prædiker i Judæas Ørk^[29] og siger: omvender eder, thi Himmeriget er kommet nær^[30]. Thi han er den, der blev talet om ved Profeten Esajas^[31], som siger: "En Røst af en, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vej^[32]. gjører hans Stier jævne!" Men samme Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar^[33] og et Læderbælte om sin Lænd, og hans Føde var Græshopper og vild Honning. Da drog Jerusalem ud til ham, og hele Judæa og hele Jordans—Egnen^[34], og de bleve døbte af ham i Jordan, idet de bekjendte deres Synder^[35]. Men da han saa' mange af Farisæerne og Saddukæerne^[36] komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgle-Unger^[37], hvem har lært eder at undfly den tilkommende Vrede^[38]? Saa^[39] bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig. Og mener ikke, at I kunne sige ved eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud mægter at opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, hugget om og kastet i Ilden. Jeg døber eder med Vand, til Omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han hvis Sko jeg ikke er værdig til at bære: han skal døbe eder med den Hellig-Aand og Ild^[40]. Han har sin Kasteskovl i sin Haand, og han skal gjennemrense sin Lo, og han skal samle sin Hvede i Laden, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild^[41].

Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham.^[42] Men Johannes vilde formene ham det og sagde: jeg har behov at døbes af dig; og du kommer til mig^[43]! Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes sømmer det sig for os at opfylde al Retfærdighed^[44]. Da tilsteder han ham det. Og da Jesus var bleven døbt, steg han strags op af Vandet; og se, Himlene aabnedes for ham, og han saa Guds Aand fare ned ret som en Due og komme over ham. Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har Velbehag^[45].

4de Kapitel.

Da blev Jesus af Aanden ført op i Ørken for at fristes af Djævelen^[46][47]. Og da han havde fastet i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider. Og Fristeren gik til ham^[48] og sagde: er du Guds Søn, da sig, at disse Stene skulle vorde Brød^[49]. Men han svarede og sagde: der er skrevet^[50]: "Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgaar gjennem Guds Mund." Da tager Djævelen ham med til den hellige Stad^[51] og stiller ham paa Helligdommens Tinde^[52], og siger til ham: er du Guds Søn, da styrt dig ned; thi der er skrevet^[53]: "Han skal give sine Engle Befaling om dig, og paa Hænder skulle de bære dig, for at du ikke skal støde din Fod paa Sten." Jesus sagde til ham: der er atter skrevet^[54]: "Du maa ikke friste Herren din Gud." Atter tager Djævelen ham med til et saare højt Bjærg, og viser ham alle Verdensrigerne^[55] og deres Herlighed og siger til ham: alt dette vil jeg give dig, dersom du falder ned og tilbeder mig. Da siger Jesus til ham: gaa bort, Satan, thi der er skrevet^[56]: "Herren din Gud skal du tilbede og dyrke ham alene." Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom og tjente ham^[57].

Men da Jesus havde hørt, at Johannes var bleven givet i Fjendevold^[58][59], drog han sig tilbage til Galilæa. Og han forlod Nasaret og kom og bosatte sig i Kapernaum, som ligger ved Søen^[60], i Sebulons og Naftalis Landemærker, for at det skulde opfyldes, som blev talet ved Profeten Esajas, der siger^[61]: "Sebulons Land og Naftalis Land langs med Søen, hinsides Jordan, Hedningernes Galilæa, det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, der sad i Dødens Land og Skygge, for dem er Lys oprundet." Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og at sige: omvender eder, thi Himmeriget er kommet nær^[62].

Og som han vandrede ved Galilæas Sø, saa han to Brødre.^[63] Simon som kaldes Peder, og hans Broder Andreas, kaste Vaad i Søen; de vare nemlig Fiskere. Og han siger til dem: følger efter mig, saa vil jeg gøre eder til Menneskefiskere^[64]. Og de forlode strags Garnene og fulgte ham. Og da han gik videre derfra, saa han to andre Brødre, Jakob Sebedæos's Søn og hans Broder Johannes, som i Skibet tilligemed deres Fader Sebedæos bødede deres Garn; og han kaldte dem. Og de forlode strags Skibet og deres Fader og fulgte ham.

Og han drog omkring i hele Galilæa,^[65] lærte i deres Synagoger^[66] og prædikede Rigets Evangelium^[67] og helbredte hver Sygdom og hver Svaghed blandt Folket; og Rygtet om ham kom ud over hele Syrien. Og de bragte til ham alle de syge, som vare bundne af mangehaande Sygdomme og Lidelser, baade besatte og maanesyge og værkbrudne^[68], og han helbredte dem. Og talrige Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa^[69] og Landet hinsides Jordan.

5te Kapitel.^[70]

Men da han saa Skarerne, steg han op paa et Bjærg; og da han havde sat sig, kom hans Disciple hen til ham. Og han oplod sin Mund, lærte dem^[71] og sagde:^[72] Salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriget er deres^[73]. Salige ere de, som sørge^[74], thi de skulle husvales. Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden^[75]. Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes^[76]. Salige ere de barmhjærtige^[77], thi dem skal times Barmhjærtighed. Salige ere de rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud^[78]. Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn^[79]. Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld^[80], thi Himmeriget er deres. Salige ere I^[81], naar man smæder og forfølger eder og med Løgn siger allehaande ondt om eder for min Skyld; glæder og fryder eder, thi eders Løn er stor i Himlene; thi saaledes forfulgte man Profeterne, som vare før eder.

I ere Jordens Salt^[82][83]. Men dersom Saltet mister sin Kraft^[84], hvormed skal det da saltes? Det duer ikke længer til andet end at kastes ud og nedtrædes af Mennesker. I ere Verdens Lys^[85]. En Stad kan ikke være skjult, naar den ligger paa et Bjærg^[86]; heller ikke tænder man en Lampe og sætter den under en Skjæppe, men paa en Stage^[87], saa skinner den for alle, som ere i Huset. Lader eders Lys saaledes^[88] skinne for Menneskers Øjne, for at de maa se eders gode Gjerninger og prise eders Fader, som er i Himlene.

Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne;^[89] jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at Opfylde^[90]. Thi sandelig siger jeg eder, inden Himlen og Jorden forgaar, skal ikke det mindste Bogstav eller en eneste Tøddel forgaa af Loven, inden alt er sket^[91]. Hvo som altsaa bryder et eneste af disse mindste Bud og lærer Mennesker saaledes, skal kaldes mindst i Himmeriget; men hvo som gjør og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriget^[92]. Thi^[93] jeg siger eder, at dersom ikke eders Retfærdighed overgaar de Skriftkloges^[94] og Farisæernes, komme I slet ikke ind i Himmeriget^[95].

I have hørt,^[96] at der er sagt til de gamle^[97]: "Du maa ikke myrde; men hvo som myrder, skal være hjemfalden til Dommen." Men jeg siger til eder^[98], at hver den, som bliver vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være hjemfalden til Dommen^[99], og hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet, og hvo som siger: du Daare! skal være skyldig til Helvedes Ild^[100]. Dersom du altsaa er ved at frembære din Gave paa Alteret^[101], og du der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, saa lad din Gave blive der foran Alteret, og gaa først hen og forlig dig med din Broder, og kom saa og frembær din Gave. Vær snart velvillig mod din Modpart, medens du er med ham paa Vejen, for at ikke Modparten skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren overgive dig til Tjeneren, og du blive kastet i Fængsel^[102]. Sandelig siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, før end du har betalt den sidste Hvid. I have hørt, at der er sagt^[103]: "Du maa ikke bedrive Hor." Men jeg siger til eder, at hver den, som ser paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjærte. Men^[104] om dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud og kast det fra dig; thi det er bedre for dig, at ét af dine Lemmer gaar tabt, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede. Og om din højre Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig, at et af dine Lemmer gaar tabt, end at hele dit Legeme kommer i Helvede. Saa er der sagt^[105]: "Hvo som skiller sig ved sin Hustru, skal give hende Skilsmissebrev." Men jeg siger til eder^[106], at hver den, som skiller sig ved sin Hustru, undtagen paa Grund af Hor, bringer hende til at bedrive Hor, og hvo som ægter en fraskilt Kvinde, bedriver Hor. I have atter hørt, at der er sagt til de gamle^[107]: "Du maa ikke sværge falsk, men du skal holde Herren dine Eder." Men jeg siger til eder, at I aldeles ikke skulle sværge^[108], hverken ved Himlen, thi den er Guds Trone, eller ved Jorden, thi den er hans Fødders Skammel, eller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. Ej heller maa du sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gjøre ét Haar hvidt eller sort^[109]. Men lad eders Tale være Ja, ja, Nej, nej; men hvad der gaar ud over dette, er af det onde^[110]. I have hørt, at der er sagt^[111]: "Øje for Øje, og Tand for Tand". Men jeg siger til eder, at I ikke skulle sætte eder til Modværge mod en ond^[112]; men den, som slaar dig paa din højre Kind, vend ham ogsaa den anden til; og den, som vil gaa i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham ogsaa faa Kappen^[113]; og den, som tvinger dig til at gaa én Mil, gaa to Mil med ham. Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil laane af dig. I have hørt, at der er sagt^[114]: "Du skal elske din Næste og hade din Fjende." Men jeg siger til eder: elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gjører vel mod dem, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder^[115], for at I maa vorde Børn af eders Fader^[116], som er i Himlene; thi han lader sin Sol gaa op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Dersom I nemlig elske dem, som elske eder^[117], hvad Løn have I da? gjøre ikke ogsaa Tolderne^[118] det samme? Og dersom I hilse^[119] eders Brødre alene, hvad særdeles gjøre I da? gjøre ikke ogsaa Hedningerne^[120] saaledes? Saa skulle da I være fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen^[121].

6te Kapitel.

Giver Agt paa,^[122] at I ikke øve eders Retfærdighed^[123] for Menneskers Øjne, for at skues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene^[124]. Naar du altsaa giver Almisse, skal du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Øjenskalkene^[125] gjøre i Synagogerne og paa Gaderne, for at de kunne blive priste af Mennesker. Sandelig siger jeg eder, de have optaget deres Løn^[126]. Naar derimod du giver Almisse, da lad ikke din venstre Haand vide, hvad den højre gjør^[127], for at din Almisse kan være i Løndom; saa skal din Fader, som ser i Løndom^[128], lønne dig aabenbart^[129]. Og naar I bede, skulle I ikke være som Øjenskalkene; thi de holde af at staa og bede i Synagogerne og paa Gadehjørnerne, for at de kunne vise sig for Mennesker. Sandelig siger jeg eder, de have optaget deres Løn. Men du, naar du beder, da gaa ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed saa til din Fader, som er i Løndom; saa skal din Fader, som ser i Løndom, lønne dig aabenbart. Og naar I bede, skulle I ikke lade Munden løbe ligesom Hedningerne^[130]; de mene nemlig, at de ville blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. I maa altsaa ikke ligne dem; thi eders Fader ved, hvad I have behov, førend I bede ham^[131]. Saaledes skulle da I bede^[132]: Vor Fader, du som er i Himlene! dit Navn vorde helliget; dit Rige komme; din Vilje ske, som i Himlen, saa og paa Jorden; giv os i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor Skyld, som og vi forlade^[133] vore Skyldnere; og led os ikke ind i Fristelse, men fri os fra det onde^[134]. Thi^[135] dersom I forlade Mennesker deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader ogsaa forlade eder; men dersom 1 ikke forlade Mennesker deres Overtrædelser, vil heller ikke eders Fader forlade eders Overtrædelser. Og naar I faste, skulle I ikke gaa med mørkt Aasyn ligesom Øjenskalkene; thi de fordreje deres Ansigter, for at de kunne vise sig for Mennesker som fastende. Sandelig siger jeg eder, de have Optaget deres Løn. Naar derimod du faster, da salv dit Hoved og to dit Ansigt^[136], for at du ikke skal vise dig for Mennesker som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; saa skal din Fader, som ser i Løndom, lønne dig^[137].

Samler eder ikke Skatte paa Jorden,^[138] hvor Møl og Rust fortærer, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; men samler eder Skatte i Himlen^[139], hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind eller stjæle; thi hvor din Skat er, der vil og dit Hjærte være. Øjet^[140] er Legemets Lampe: dersom da dit Øje er rent vil hele dit Legeme være lyst; men dersom dit Øje er ondt^[141], vil hele dit Legeme være mørkt. Hvis altsaa Lyset i dig er Mørke, hvor stort er da ikke Mørket! Ingen kan være Tjener for to Herrer; thi enten vil han hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke være Guds og Mammons Tjenere^[142]. Derfor^[143] siger jeg til eder: bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle faa at spise, og hvad I skulle faa at drikke, ej heller for eders Legeme, hvad I skulle klæde eder med. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne^[144]? Ser paa Himlens Fugle, de saa ikke, høste ikke heller, sanke ej heller i Lader; dog føder eders himmelske Fader dem; ere I ikke meget mere værd end de^[145]? og hvem af eder kan ved Bekymring lægge én Alen til sin Vækst^[146]? Og hvi bekymre I eder for Klæder? Agter paa Markens Liljer, hvorledes de vokse; de arbejde ikke, spinde ikke heller; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Men naar Gud saaledes klæder Græsset paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? Værer derfor ikke bekymrede, saa I sige: hvad skulle vi faa at spise? eller: hvad skulle vi faa at drikke? eller: hvad skulle vi klæde os med? det er jo alle disse Ting, Hedningerne attraa^[147]. Thi eders himmelske Fader véd, at I trænge til alle disse Ting. Men søger først^[148] Guds Rige og hans Retfærdighed^[149], saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. Bekymrer eder altsaa ikke for i Morgen, thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv; hver Dag har nok i sin Plage.

7de Kapitel.

Dømmer ikke^[150][151], for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad Maal I maale, skal eder tilmaales^[152]. Og hvi ser du Skjæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje lægger du ikke Mærke til^[153]! Eller hvor kan du sige til din Broder: lad mig drage Skjæven ud af dit Øje! og se, Bjælken er i dit eget Øje. Du Øjenskalk, drag først Bjælken ud af dit Øje, og da skal du kunne se grandt^[154] til at drage Skjæven ud af din Broders Øje. Giver ikke det hellige til Hunde, kaster ej heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder^[155]. Beder^[156], saa skal der gives eder; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal der lukkes op for eder. Thi hver den, som beder, han faar^[157], og den, som søger, finder, og for den, som banker, skal der lukkes op. Eller er der vel blandt eder noget Menneske, som vil fly sin Søn en Sten, naar han beder ham om et Brød? og mon han vil fly ham en Slange, dersom han beder om en Fisk? Naar altsaa I, onde som I ere, vide at give gode Gaver til eders Børn^[158], hvor meget mere vil da eders Fader, som er i Himlene, give hvad godt er, til dem, der bede ham! Altsaa^[159], alt hvad som helst I ville, at Mennesker skulle gjøre mod eder, saaledes^[160] skulle ogsaa I gjøre mod dem; thi dette er Loven og Profeterne^[161].

Gaar ind ad den snævre Port;^[162] thi vid er den Port, og bred den Vej, som fører til Fortabelsen, og mange ere de, som gaa ind ad den; thi snæver er den Port, og trang den Vej, som fører til Livet, og faa ere de, som finde den^[163]. Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve^[164]. Af deres Frugter skulle I kjende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figen af Tidsler? Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det slette Træ^[165] bærer onde Frugter. Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, ej heller kan et slet Træ bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. Altsaa, af deres Frugter skulle I kjende dem^[166]. Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget^[167], men den, som gjør min Faders Vilje, han som er i Himlene. Mange ville paa hin Dag sige til mig: Herre, Herre, have vi ikke profeteret ved dit Navn, og ved dit Navn uddrevet Uaander, og ved dit Navn gjort mange Kraft-Gjerninger? Og da vil jeg aabenlydt sige til dem: jeg har aldrig kjendt eder; viger bort fra mig, I som øve Uret^[168]. Derfor, hver den, som hører disse mine Ord^[169] og gjør dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippegrund. Og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste^[170] og faldt an mod det Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa Klippegrund. Og enhver, som hører disse mine Ord og ikke gjør dem, skal være at ligne ved en taabelig Mand, som byggede sit Hus paa Sand. Og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge imod det Hus, og det faldt, og dets Fald var stort.

Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Taler, vare Skarerne forbavsede over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed^[171], og ikke som deres Skriftkloge.

8de Kapitel.

Men da han var stegen ned af Bjærget,^[172] fulgte talrige Skarer^[173] ham. Og se, der kom en spedalsk og faldt ned for ham og sagde: Herre, om du vil, saa kan du rense mig. Og Jesus udrakte sin Haand, rørte ved ham og sagde: jeg vil: bliv ren! Og strags blev han renset for sin Spedalskhed. Og Jesus siger til ham: se til, at du ikke siger det til nogen; men gaa hen, fremvis dig for Præsten, og offer den Gave, som Moses har paabudt, til Vidnesbyrd for dem^[174].

Og da han var kommen ind i Kapernaum,^[175] kom en Høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde^[176]: Herre, min Dreng ligger hjemme værkbruden^[177] og pines svarlig. Og Jesus siger til ham: jeg skal komme og helbrede ham. Men Høvedsmanden svarede og sagde: Herre, jeg er ikke værdig til, at du skulde gaa ind under mit Tag; men sig det kun med et Ord, saa bliver min Dreng helbredt. Thi jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gaa! saa gaar han; og til en anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør dette! saa gjør han det^[178]. Men da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro^[179]. Og jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget^[180]; men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor^[181], dèr skal være Graad og Tænders Gnidsel. Og Jesus sagde til Høvedsmanden: gak bort; dig ske, som du troede. Og Drengen blev helbredt i samme Time.

Og da Jesus kom ind i Peders Hus^[182][183], saa han hans Svigermoder ligge syg af Feber. Og han rørte ved hendes Haand; og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op. Men da det var blevet Aften^[184], bragte de mange besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord, og alle dem, der lede ilde, helbredte han; for at det skulde opfyldes, som blev talet ved Profeten Esajas, der siger^[185]: "Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme."

Og da Jesus saa talrige Skarer omkring sig,^[186] bød han at fare over til hin Side^[187]. Og der kom en, en Skriftklog, og sagde til ham: Lærer, jeg vil følge dig, ihvor du gaar hen. Og Jesus siger til ham: Rævene have Huler, og Himlens Fugle Reder, men Menneskesønnen^[188] har ikke det Sted, hvor han kan lægge sit Hoved^[189]. Og en anden af Disciplene sagde til ham: Herre, tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader. Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de døde begrave deres egne døde^[190].

Og da han gik om Bord, fulgte hans Disciple ham.^[191] Og se der opkom et stort Uvejr paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. Og de kom hen og vakte ham og sagde: Herre, frels! vi forgaa! Og han siger til dem: hvi ere I rædde, I lidettroende? Da rejste han sig op og truede Vindene og Søen; og det blev aldeles blikstille. Men Folkene^[192] undrede sig og sagde: hvem er dog han^[193], siden baade Vindene og Søen adlyde ham?

Og da han var kommen over paa hin Side^[194] til Gadarenernes^[195] Bygd, mødte der ham to besatte^[196], som kom ud af Gravhulerne, saare voldsomme, saa at ingen kunde komme forbi ad den Vej. Og se, de raabte og sagde: hvad have vi med dig at gjøre, du Guds Søn^[197]! er du kommen hid før Tiden for at pine os^[198]? Men langt fra dem var der en stor Hjord Svin, som gik paa Græs. Og Uaanderne bade ham og sagde: hvis du uddriver os, saa send os ind i Svinehjorden. Og han sagde til dem: gaar! og de fore ud og fore i Svinehjorden. Og se, hele Hjorden styrtede sig ned af Brinken i Søen og omkom i Vandene. Men Vogterne flyede og gik hen til Byen og fortalte alt, ogsaa det med de besatte. Og se, hele Byen gik ud at møde Jesus, og da de saa ham, bade de ham, at han vilde gaa bort fra deres Landemærker^[199].

9de Kapitel.

Og han gik om Bord og fór over og kom til sin egen By^[200][201]. Og se, de bragte til ham en værkbruden^[202], liggende paa en Seng. Og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: vær frimodig, Søn, dine Synder forlades dig^[203]. Og se, nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: han bespotter! Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: hvorfor tænke I paa ondt i eders Hjærter? Hvad er da lettest, at sige: dine Synder forlades dig! eller at sige: staa op og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder, da siger han til den værkbrudne: staa op og tag din Seng, og gaa til dit Hus^[204]! Og han stod op og gik bort til sit Hus. Men da Skarerne saa dette, frygtede de^[205], og de prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.

Og idet Jesus gik videre derfra, saa han en Mand,^[206] som hed Mattæos^[207], sidde ved Toldboden, og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham^[208]. Og det skete, da han sad til Bords i Huset^[209], se, da var der kommet mange Toldere og Syndere, som sad til Bords med Jesus og hans Disciple. Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple^[210]: hvorfor spiser eders Lærer med Toldere og Syndere? Men da Jesus hørte det, sagde han: de karske have ikke Læge behov^[211], men de, som lide ilde. Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: "Barmhjærtighed vil jeg have, og ikke Offer"^[212]. Thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige. men Syndere^[213].

Da komme Johannes's Disciple hen til ham og sige:^[214] hvorfor faste vi og Farisæerne saa meget, men dine Disciple faste ikke^[215]? Og Jesus sagde til dem: mon vel Brudesvendene kunne sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, da Brudgommen bliver borttagen fra dem; da ville de faste^[216]. Og ingen sætter en Lap af ustampet Tøj paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river mere ud paa Klædebonnet, og der bliver et værre Hul^[217]. Heller ikke kommer man ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænges Flaskerne, og Vinen spildes, og Flaskerne ødelægges^[218]. Men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa bevares begge Dele.

Idet han talede dette til dem,^[219] se, da kom en Forstander^[220] ind og faldt ned for ham og sagde: min Datter er lige nu død^[221]; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende. Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. Og se, en Kvinde, som i tolv Aar havde haft Blodflod, kom til bag fra^[222] og rørte ved Fligen af hans Kappe. Thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rører ved hans Kappe, bliver jeg frelst. Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: vær frimodig, Datter, din Tro har frelst dig^[223]. Og Kvinden blev frelst fra samme Time. Og da Jesus kom ind i Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som støjede^[224], sagde han: gaar af Vejen, thi Pigen er ikke død, men hun sover^[225]. Og de udlo ham. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende fat ved Haanden; og Pigen stod op. Og Rygtet herom kom ud over hele det Land.

Og da Jesus gik videre derfra, fulgte der ham to blinde,^[226] som raabte og sagde: forbarm dig over os, du Davids Søn^[227]! Men da han var kommen ind i Huset, kom de blinde hen til ham; og Jesus siger til dem: tro I, at jeg mægter at gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre. Da rørte han ved deres Øjne og sagde: eder ske efter eders Tro! Da bleve deres Øjne opladte. Og Jesus tiltalte dem strengt og sagde: ser til, at ingen faar det at vide^[228]. Men de gik ud og udspredte hans Ry i hele det Land.

Men da disse gik ud,^[229] se, da bragte man til ham et stumt Menneske, som var besat. Og da Uaanden var uddreven. talede den stumme. Og Skarerne undrede sig og sagde: aldrig er der set Magen i Israel. Men Farisæerne sagde^[230]: det er ved Uaandernes Øverste, at han uddriver Uaanderne.

Og Jesus drog omkring i alle Byerne og Landsbyerne,^[231] lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte hver Sygdom og hver Svaghed. Men ved at se Skarerne ynkedes han inderlig over dem, thi de vare mishandlede og vanskjøttede^[232], ret som Faar, der ikke have Hyrde. Da siger han til sine Disciple: Høsten er stor, men Arbejderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han vil drive Arbejdere ud til sin Høst^[233].

10de Kapitel.^[234]

Og han hidkaldte sine tolv Disciple^[235] og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem, og til at helbrede hver Sygdom og hver Svaghed. Men de tolv Apostles Navne^[236] ere følgende: først^[237] Simon, som kaldes Peder, og hans Broder Andreas, Jakob Sebedæos's Søn og hans Broder Johannes, Filip og Bartolomæos, Tomas og Tolderen Mattæos, Jakob Alfæos's Søn og Lebbæos med Tilnavn Taddæos, Simon Kananæer og Judas Iskariot, som ogsaa forraadte ham.

Disse tolv udsendte Jesus efter at have budet dem og sagt:^[238] Gaar ikke ud ad Hedningers Vej, og gaar ikke ind i en Samaritaner-By, men gaar snarere^[239] til de tabte Faar af Israels Hus. Og paa eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriget er kommet nær^[240]. Helbreder syge, Opvækker døde, renser spedalske, uddriver Uaander; for intet have I faaet det, giver det for intet. Skaffer^[241] eder ikke Guld eller Sølv eller Kobber i eders Bælter, ikke Randsel til Rejsen, ej heller to Kjortler, eller Sko eller Stav^[242]; thi Arbejderen er sin Føde værd. Men i hvilken By eller Landsby I komme ind, skulle I udspørge, hvem der er værdig^[243] i den; og bliver der, indtil I drage bort. Og naar I komme ind i Huset, da hilser det. Og dersom Huset er værdigt, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er værdigt, da vende eders Fred tilbage til eder^[244]. Og dersom man ikke modtager eder, ej heller hører eders Ord, da gaar ud af samme Hus eller By, og ryster Støvet af eders Fødder^[245]. Sandelig siger jeg eder, det skal være taaleligere for Sodomas og Gomorras Land paa Doms—Dagen end for den By^[246][247].

Se, jeg^[248] udsender eder som Faar midt iblandt Ulve; vorder derfor kloge som Slanger og rænkeløse som Duer^[249]. Men^[250] vogter eder for Mennesker; thi de ville overgive eder til Raadsforsamlinger^[251] og i deres Synagoger ville de hudstryge eder; ja ogsaa for Landshøvdinger og Konger skulle I føres for min Skyld, til Vidnesbyrd for dem og Hedningerne. Men naar de overgive eder, saa bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi der skal gives eder i samme Time, hvad I skulle tale. Thi det er ikke eder, som tale, men eders Faders Aand, som taler i eder^[252]. Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle rejse sig imod Forældre og volde dem Døden^[253]; og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. Men hvo som holder ud indtil Enden^[254], han skal frelses. Men naar de forfølge eder i én By, saa flyer til en anden; thi sandelig siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, inden Menneskesønnen kommer^[255]. En Discipel er ikke over sin Lærer, ej heller en Tjener over sin Herre^[256]; det er nok for Disciplen, at han vorder som sin Lærer, og Tjeneren som sin Herre. Have de givet Husbonden Øgenavnet Beelsebul^[257], hvor meget snarere da hans Husfolk! Frygter altsaa^[258] ikke for dem; thi intet er tilhyllet, som jo skal afhylles, og intet er lønligt, som jo skal blive vitterligt. Hvad jeg siger eder i Mørket, skulle I sige i Lyset, og hvad I høre hvisket i Øret^[259], skulle I udraabe paa Tagene. Og frygter ikke for dem, der slaa Legemet ihjel, men ikke kunne ihjelslaa Sjælen; men frygter snarere ham, som kan ødelægge baade Sjæl og Legeme i Helvede^[260]. Sælges ikke to Spurve for en Skilling? og ikke én af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie; men paa eder ere endog Haarene paa eders Hoved talte tilhobe. Saa frygter da ikke; I ere mere værd end mange Spurve^[261]. Hver den som altsaa vedkjender sig mig overfor Mennesker, ham vil ogsaa jeg vedkjende mig overfor min Fader, som er i Himlene^[262]; men hvo som helst der fornegter mig overfor Mennesker, ham vil ogsaa jeg fornegte overfor min Fader, som er i Himlene. Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden^[263]; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Sværd. Thi jeg er kommen for at volde Splid imellem Mand og hans Fader, mellem Datter og hendes Moder, mellem Sønnekone og hendes Svigermoder, og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender^[264]. Den som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; og den som ikke tager sit Kors^[265] og følger efter mig, er mig ikke værd. Den som finder sin Sjæl, skal miste den, og den som mister sin Sjæl for min Skyld, skal finde den^[266]. Den som modtager eder, modtager mig^[267]; og den som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig. Den som modtager en Profet paa Profets Navn^[268], skal faa Profets Løn; og den som modtager en retfærdig paa en retfærdigs Navn, skal faa en retfærdigs Løn; og den som giver en af disse smaa ikkun et Bæger koldt Vand at drikke paa Discipels Navn, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn^[269].

Og det skete, da Jesus var færdig med det, som han paalagde sine tolv Disciple, drog han derfra, for at lære og prædike i deres Byer.

11te Kapitel.

Men da Johannes i Fængslet^[270][271] hørte om Kristi Gjerninger^[272], sendte han Bud med^[273] sine Disciple og sagde til ham: er du den, som kommer^[274], eller skulle vi vente en anden? Og Jesus svarede og sagde til dem: gaar hen og melder Johannes, hvad høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og til fattige bringes godt Budskab^[275]. Og salig er den, som ikke forarges paa mig^[276]. Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: hvad gik I ud i Ørken at skue? Et Rør, som svajer for Vinden^[277]? Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske iført bløde Klæder? Se, de som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse. Eller hvorfor gik I ud? For at se en Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet^[278]. Thi han er den, om hvem der er skrevet^[279]: "Se, jeg udsender min Engel for dit Aasyn, som skal berede din Vej foran dig." Sandelig siger jeg eder, iblandt kvindebaarne er der ikke Opstaaet nogen større^[280] end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han^[281]. Men^[282] fra Johannes Døbers Dage indtil nu tager man Himmeriget med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes; og om I ville tage imod det^[283], han er Elias, som skal komme. Hvo som har Øren^[284], han høre. Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved^[285]? Den ligner Børn, der sidde paa Torvene og raabe til deres Legebrødre og sige: vi spillede paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Thi Johannes kom og hverken spiste eller drak, og de sige: han har en Uaand^[286]. Menneskesønnen kom, og han spiser og drikker^[287], og de sige: se, hvilken Æder og Vindrikker, en Ven af Toldere og Syndere! Og Visdommen er bleven retfærdiggjort ved sine Børn^[288].

Da^[289] begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste Kraft-Gjerninger^[290] vare skete, fordi de ikke havde omvendt sig: ve dig, Korasin, ve dig, Betsajda^[291]; thi hvis de Kraft-Gjerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyros og Sidon^[292], havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske^[293]. Dog, jeg siger eder, for Tyros og Sidon skal det være taaleligere paa Doms-Dagen end for eder^[294]. Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himlen^[295], lige til Dødsriget skal du nedstyrtes. Thi hvis de Kraft-Gjerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, havde den staaet indtil den Dag i Dag. Dog, jeg siger eder, for Sodomas Land skal det være taaleligere paa Doms-Dagen end for dig.

Paa den Tid tog Jesus til Orde og sagde:^[296] jeg priser dig, Fader^[297], Himlens og Jordens Herre, fordi du har skjult dette^[298] for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige; ja, Fader, thi saaledes skete, hvad der er til Velbehag for dit Aasyn^[299]. Alting^[300] er mig overgivet af min Fader; og ingen erkjender Sønnen, uden Faderen, ej heller erkjender nogen Faderen, uden Sønnen og den, hvem Sønnen vil aabenbare ham^[301]. Kommer hid til mig, alle I, som arbejde og tynges af Byrder, saa skal jeg give eder Hvile. Tager mit Aag paa eder^[302], og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjærtet, saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle^[303]. Thi mit Aag er mildt, og min Byrde er let.

12te Kapitel.^[304]

Paa den Tid^[305] vandrede Jesus paa Hviledagen gjennem Sæden; men hans Disciple blev hungrige og begyndte at plukke Aks og spise. Men da Farisæerne saa det, sagde de til ham: se, dine Disciple gjøre, hvad der ikke er tilladt at gjøre paa en Hviledag^[306]. Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, da han hungrede, og de som vare med ham, hvorledes han gik ind i Guds Hus, og de spiste Skuebrødene^[307], som hverken han eller de, som vare med ham, havde Lov til at spise, men kun Præsterne alene? Eller have I ikke læst i Loven, at paa Hviledagen vanhellige Præsterne i Helligdommen Hviledagen^[308], og ere dog skyldfri? Men jeg siger eder, her er, hvad større er end Helligdommen^[309]. Men dersom I havde forstaaet, hvad det vil sige: "Barmhjærtighed vil jeg have, og ikke Offer"^[310], da havde I ikke domfældt de skyldfri. Thi Menneskesønnen er Hviledagens Herre.

Og han gik bort derfra og gik ind i deres Synagoge;^[311] og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand. Og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Hviledagen? for at de kunde anklage ham. Men han sagde til dem: er der et Menneske iblandt eder, som har ét Faar, og ikke griber fat paa det og drager det op, dersom det paa Hviledagen falder i en Grav? Hvor meget er nu ikke et Menneske mere værd end et Faar^[312]? Altsaa er det tilladt paa Hviledagen at gjøre vel. Da siger han til Manden: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og den blev igjen karsk som den anden. Men Farisæerne gik ud og holdt Samraad imod ham, hvorledes de kunde tage ham af Dage^[313].

Og da Jesus fik det at vide, drog han sig bort derfra,^[314] og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle. Og han bød dem strengelig, at de ikke maatte gjøre ham bekjendt^[315], for at det skulde Opfyldes, som blev talet ved Profeten Esajas^[316], der siger: "Se min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag, jeg vil give min Aand over ham, og Ret skal han forkynde Hedningerne. Han skal ikke kives, ej heller raabe, ej heller skal man høre hans Røst paa Gaderne. Det knuste Rør skal han ikke knække, og den rygende Tande skal han ikke slukke, indtil han har udført Retten til Sejer. Og paa hans Navn skulle Hedninger haabe."

Da blev der bragt til ham en besat, som var blind og stum;^[317] og han helbredte ham, saa at den stumme talede og saa. Og alle Folkeskarerne forbavsedes og sagde: mon ikke han skulde være Davids-Sønnen^[318]? Men da Farisæerne^[319] hørte det, sagde de: han uddriver ikke Uaanderne uden ved Beelsebul, Uaandernes Øverste^[320]. Men da Jesus vidste deres Tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er i Splid med sig selv, lægges øde, og hver By eller Hus, som er i Splid med sig selv, kan ikke bestaa. Og hvis Satan uddriver Satan, er han i Splid med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaa? Og om jeg uddriver Uaanderne ved Beelsebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere^[321]. Men hvis det er ved Guds Aand, at jeg uddriver Uaanderne, da er jo Guds Rige kommet over eder^[322]. Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden at han først har bundet den stærke^[323]? da kan han udplyndre hans Hus. Hvo som ikke er med mig, er imod mig, og hvo som ikke samler med mig, spreder^[324]. Derfor siger jeg eder: hver Synd og Bespottelse skal forlades Mennesker; men Bespottelsen imod Aanden skal ikke forlades. Og hvo som siger et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men hvo som siger det imod den Hellig-Aand, ham skal det ikke forlades^[325], hverken i denne Tidsold^[326], ej heller i den tilkommende. Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god, eller lader Træet være slet, og dets Frugt slet^[327]; thi paa Frugten kjender man Træet. I Øgle-Unger, hvorledes kunne I tale, hvad godt er, naar I ere onde? thi af Hjærtets Overflod taler Munden. Et godt Menneske fremfører det gode af sit gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører ondt af sit onde Forraad. Men jeg siger eder, at hvert utilbørligt Ord, som Menneskene tale, det skulle de gjøre Regnskab for paa Doms-Dagen^[328]; thi ud af dine Ord skal du retfærdiggjøres^[329] og udaf dine Ord skal du domfældes. Da svarede nogle af de Skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: Lærer, vi ønske at se et Tegn^[330] af dig. Men han svarede og sagde til dem: det er en ond og utro^[331] Slægt, som attraar et Tegn; men andet Tegn skal ikke gives den end Profeten Jonas's Tegn. Thi ligesom Jonas var i Sødyrets Bug tre Dage og tre Nætter, saaledes skal Menneskesønnen være i Jordens Dyb tre Dage og tre Nætter^[332]. Mænd fra Ninive skulle i Dommen staa frem sammen med denne Slægt og domfælde den; thi de omvendte sig paa Jonas's Prædiken, og se, her er mere end Jonas^[333]. Dronningen fra Sønden^[334] skal i Dommen staa op sammen med denne Slægt og domfælde den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom, og se, her er mere end Salomon. Men naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den gjennem vandløse Steder, søgende Hvile, og finder den ikke. Da siger den: jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af. Og den kommer og finder det ledigt, fejet og smykket. Da gaar den hen og tager med sig syv andre Aander, værre end den selv, og de gaa ind og tage Bo der; og det sidste med det Menneske bliver værre end det første^[335]. Saaledes vil det ogsaa gaa denne onde Slægt^[336].

Medens han endnu talede til Skarerne,^[337] se, da stod hans Moder og hans Brødre^[338] udenfor og søgte at faa ham i Tale^[339]. Og en sagde til ham: se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og søge at faa dig i Tale. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvem er min Moder, og hvem ere mine Brødre? Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: se, det er min Moder og mine Brødre. Thi hvo som helst der gjør min Faders Vilje, han som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder^[340].

13de Kapitel.

Paa den Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.^[341] Og talrige Skarer samlede sig til ham, saa han steg i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod paa Strandbredden. Og han talede meget til dem i Lignelser og sagde:^[342] Se, en Sædemand gik ud at saa. Og idet han saaede, faldt noget ved Vejen^[343], og Fuglene kom og aade det op. Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord, og det skød snart op, fordi det ikke havde dyb Jord; men da Solen gik op, blev det svedet, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene skøde i Vejret og kvalte det. Og noget faldt i god Jord, og det har Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, og noget tredive Fold. Hvo som har Øren, han høre. Og Disciplene kom hen og sagde til ham^[344]: hvorfor taler du til dem i Lignelser? Og han svarede og sagde til dem^[345]: fordi det er eder givet^[346] at kjende Himmerigets Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. Thi hvo som har, ham skal der gives, saa han skal faa Overflod; men hvo som ikke har, barn skal endog det, han har, fratages^[347]. Derfor taler jeg i Lignelser til dem, fordi de, skjønt seende, ikke se, og hørende ikke høre, ej heller forstaa. Og paa dem Opfyldes Esajas's Profeti^[348], som siger: "I skulle høre og høre, og ikke forstaa, og I skulle se og se, og ikke indse. Thi dette Folks Hjærte er blevet sløvt, og med Ørerne høre de tungt, og deres Øjne have de lukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørerne og forstaa med Hjærtet og vende om, saa jeg kunde helbrede dem". Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre. Thi sandelig siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attraaede at se det, I se, og de saa det ikke, og at høre det, I høre, og de hørte det ikke^[349]. Saa hører nu I Lignelsen om Sædemanden^[350]. Enhver, som hører Rigets Ord^[351] og ikke forstaar^[352] det, til ham kommer den Onde og røver det, som er saaet i hans Hjærte; denne er det, som blev saaet ved Vejen. Og det, som blev saaet paa Stengrunden, det er den, som hører Ordet og strags modtager det med Glæde; men han har ikke Rod i sig selv^[353], men holder kun ved til en Tid, og naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han strags. Og det, som blev saaet iblandt Tornene, det er den, som hører Ordet, og timelig Bekymring^[354] i og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet^[355], og det bliver uden Frugt. Og det, som blev saaet i den gode Jord, det er den, som hører Ordet og forstaar det, og som saa bærer Frugt og giver, én hundrede, én tresindstyve. og én tredive Fold.

En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde:^[356] Himmeriget er at ligne ved en Mand, som saaede god Sæd i sin Mark. Men medens Menneskene sov^[357], kom hans Fjende og saaede Ugræs^[358] iblandt Hveden og gik bort. Men da Sæden voksede til og satte Aks, da kom ogsaa Ugræsset til Syne. Og Husbondens Tjenere kom hen og sagde til ham: Herre, var det ikke god Sæd, du saaede i din Mark: hvor har den da Ugræs fra? Men han sagde til dem: det har et fjendsk Menneske gjort. Og Tjenerne sige til ham: vil du da, at vi skulle gaa hen og sanke det af? Men han siger: nej, for at I ikke, naar I sanke Ugræsset, skulle rykke Hveden op tillige med det^[359]. Lader begge Dele vokse sammen indtil Høsten; saa vil jeg i Høstens Tid sige til Høstfolkene: sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at opbrænde det, men samler Hveden i min Lade.

En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde:^[360] Himmeriget ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Mark. Dette er vel mindre end alle Sædarterne, men naar det er vokset til, er det større end Urterne og bliver et Træ^[361], saa at Himlens Fugle komme og bo i dets Grene.

En anden Lignelse talede han til dem:^[362] Himmeriget ligner en Surdej, som en Kvinde tog og lagde i tre Maal Mel^[363], indtil det blev syret altsammen.

Alt dette talede Jesus i Lignelser til Skarerne,^[364] og uden Lignelse talede han intet til dem^[365], for at det skulde opfyldes, som blev talet ved Profeten^[366], der siger: "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser, jeg vil lade fremvælde, hvad der har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."

Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset.^[367] Og hans Disciple kom til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Ugræsset paa Marken. Og han svarede og sagde: Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen; og Marken er Verden^[368]; og den gode Sæd, det er Rigets Børn^[369] og Ugræsset er den Ondes Børn^[370], og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Tidens Fuldendelse^[371], og Høstfolkene ere Engle. Ligesom altsaa Ugræsset sankes og opbrændes med Ild, saaledes skal det gaa ved denne Tidsolds Fuldendelse: Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke udaf hans Rige alle Forargelserne^[372] og dem, som gjøre Uret, og kaste dem i Ild-Ovnen; dèr skal være Graad og Tænders Gnidsel. Da skulle de retfærdige straale som Solen^[373] i deres Faders Rige. Hvo som har Øren, han høre!

Himmeriget ligner en Skat, der laa skjult i en Mark;^[374] en Mand fandt den og skjulte den, og af Glæde derover^[375] gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og kjøbte den Mark. Atter ligner Himmeriget en Handelsmand, som søgte efter ægte Perler^[376]; og da han fandt en eneste meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og kjøbte den.

Atter ligner Himmeriget et Vaad,^[377] som blev kastet i Søen og samlede Fisk af alle Slags; og da det var blevet fuldt, drog man det op paa Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men de slette kastede man ud. Saaledes skal det gaa ved Tidens Fuldendelse: Englene skulle gaa ud og skille de onde ud af de retfærdiges Tal og kaste dem i Ild-Ovnen: der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Have^[378] I forstaaet alt dette? De sige til ham: ja. Men han sagde til dem: derfor ligner enhver Skriftklog, som er bleven Discipel af Himmeriget^[379], et Menneske, en Husbonde, der af sit Forraad fremdrager nyt og gammelt^[380].

Og det skete, da Jesus havde endt disse Lignelser,^[381] brød han op derfra. Og da han kom til sin Fædreneby^[382], lærte han dem i deres Synagoge, saa at de bleve slagne af Forbavselse og sagde: hvor har dog han denne Visdom fra og disse Kraft-Gjerninger? Er dette ikke Tømmermandens Søn? hedder ikke hans Moder Maria, og hans Brødre Jakob og Joses og Simon og Judas^[383]? og hans Søstre, ere de ikke alle hos os^[384]? hvor har da han alt dette fra? Og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Profet er ikke vanæret uden i sit eget Fædreland^[385] og i sit Hus. Og han gjorde ikke der mange Kraft-Gjerninger for deres Vantros Skyld.

14de Kapitel.

Paa den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes^[386][387] Rygtet om Jesus. Og han sagde til sine Tjenere: dette er Johannes Døber^[388]; han er staaet op fra de døde, og derfor ere Kræfterne^[389] virksomme i ham. Herodes havde nemlig grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru Herodias's Skyld. Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende^[390]. Og han vilde gjerne slaa ham ihjel, men frygtede for Mængden, fordi de holdt ham for en Profet. Men da Herodes holdt sin Fødselsdag. dansede Herodias's Datter^[391] for Selskabet, og hun behagede Herodes, hvorfor han med Ed lovede at give hende, hvad som helst hun begjærede. Men hun siger, tilskyndet af sin Moder: giv mig Johannes Døbers Hoved her paa et Fad. Og Kongen blev bedrøvet, men for sine Eders og for Gjæsternes Skyld bød han, at det skulde gives hende. Og han sendte Bud og halshuggede Johannes i Fængslet; og hans Hoved blev bragt paa et Fad og givet til Pigen, og hun bragte det til sin Moder. Og hans Disciple kom og hentede Legemet og jordede det; og de kom og fortalte det til Jesus.

Men da Jesus hørte det^[392][393], drog han sig bort derfra i et Skib til et øde Sted afsides. Og da Skarerne hørte det, fulgte de ham over Land fra Byerne. Og da han kom i Land, saa han en stor Skare; og han ynkedes inderlig over dem og helbredte deres syge. Men da det var blevet Aften^[394], kom hans Disciple til ham og sagde: Stedet er øde, og Tiden^[395] er allerede forløben; lad Skarerne fare, for at de kunne gaa hen i Landsbyerne og kjøbe sig Mad. Men Jesus sagde til dem: de have ikke behov at gaa bort; giver I dem at spise. Men de sige til ham: vi have ikke her uden fem Brød og to Fiske. Og han sagde: bringer mig dem hid. Og han bød Skarerne sætte sig ned i Græsset, tog de fem Brød og de to Fiske, saa op til Himlen og velsignede; og han brød Brødene og gav dem til Disciplene, og Disciplene til Skarerne. Og de spiste alle og bleve mætte, og de opsamlede, hvad der var tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde. Men de, som spiste, vare omtrent femtusende Mænd foruden Kvinder og Børn. Og strags nødte han sine Disciple til at gaa om Bord og forud for ham at sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne fare. Og da han havde ladet Skarerne fare, gik han op paa et Bjærg for sig selv for at bede. Og da det var blevet Aften, var han der alene.

Men Skibet var allerede midt paa Søen,^[396] hvor det arbejdede haardt i Bølgerne, thi Vinden var imod. Og i den fjerde Nattevagt^[397] kom han til dem vandrende paa Søen. Og da Disciplene saa ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: det er et Spøgelse! og de skrege af Frygt. Men strags talede Jesus til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke! Og Peder svarede ham og sagde: Herre, er det dig, da byd mig at komme til dig paa Vandene^[398]. Men han sagde: kom! Og Peder traadte ud af Skibet og vandrede hen ad Vandene for at komme til Jesus. Men da han saa, at Vinden var stærk, blev han bange^[399]; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig! Og strags udrakte Jesus Haanden, tog fat paa ham og siger til ham: du lidettroende, hvorfor tvivlede du? Og da de vare stegne ind i Skibet, lagde Vinden sig. Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn^[400]!

Og da de vare farne over, ^[401] kom de til Land i Genesaret^[402]. Og da Folkene paa det Sted kjendte ham, sendte de Bud ud i hele Egnen der omkring, og de bragte til ham alle dem, der lede ilde. Og de bade ham, at de ikkun maatte røre ved Fligen af hans Kappe^[403]; og alle, som rørte derved, bleve helbredte.

15de Kapitel.

Da kom der fra Jerusalem Farisæere og Skriftkloge^[404][405] til Jesus og sagde: hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering^[406], thi de to ikke deres Hænder, naar de holde Maaltid? Men han svarede og sagde til dem^[407]: hvorfor overtræde ogsaa I Guds Bud for eders Overleverings Skyld? Thi Gud har budet og sagt: "Ær din Fader og Moder!" og: "Hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig dø"^[408]. Men I sige: den som siger til sin Fader eller Moder: det, hvormed du kunde være hjulpet af mig, skal være Tempelgave! han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder^[409]. Og saaledes have I ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld. I Øjenskalke! træffende har Esajas varslet om eder og sagt^[410]: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjærte er langt borte fra mig; men det er forgjæves, at de dyrke mig, idet de føre Lærdomme, som ere Menneske-Bud." Og han hidkaldte Skaren og sagde til dem: hører og forstaar! Ikke det, som gaar ind i Munden, gjør Mennesket urent, men hvad der gaar ud af Munden, det gjør Mennesket urent^[411]. Da komme hans Disciple hen og sige til ham: ved du, at Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale^[412]? Men han svarede og sagde: enhver Plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode. Lader dem fare; de ere blinde Vejledere for blinde; men naar blind leder blind, falde begge i Graven^[413]. Men Peder svarede og sagde til ham^[414]: forklar os den Lignelse. Og Jesus sagde: ere ogsaa I endnu uforstandige? Forstaa I endnu ikke, at alt, hvad der gaar ind i Munden. gaar over i Bugen og alføres ad den naturlige Vej? men hvad der gaar ud af Munden, kommer ud af Hjærtet, og det gjør Mennesket urent. Thi udaf Hjærtet udgaa onde Tanker, Mord, Hor, Skjørlevned, Tyveri, falsk Vidnesbyrd, Smædeord. Dette er det, som gjør Mennesket urent, men at spise med utoede Hænder gjør ikke Mennesket urent.

Og Jesus gik ud^[415][416] derfra og drog sig bort til Tyros's og Sidons Egne^[417]. Og se, en kananitisk Kvinde kom ud fra de Landemærker, raabte og sagde: Herre, Davids Søn^[418], forbarm dig over mig; min Datter plages ilde af en Uaand! Men han svarede hende ikke et Ord. Og hans Disciple kom hen og bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os^[419]. Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de tabte Faar af Israels Hus. Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes^[420] Brød og kaste det for Smaahunde. Men hun sagde: sandt nok, Herre; thi Smaahundene æde jo af Smulerne fra deres Herres Bord^[421]. Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, stor er din Tro; dig ske, som du vil. Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time^[422].

Og Jesus gik bort derfra og kom henad til Galilæas^[423] Sø^[424], og han steg op paa et Bjærg og satte sig der. Og mange Skarer kom til ham og havde med sig lamme, blinde, stumme, Krøblinger og mange andre, og de kastede dem^[425] for hans Fødder, og han helbredte dem, saa at Skaren undrede sig, da de saa, at stumme talede, Krøblinger bleve karske, og lamme gik, og blinde saa; og de priste Israels Gud^[426]. Men Jesus hidkaldte sine Disciple og sagde: jeg ynkes inderlig over Skaren^[427], thi de have nu dvælet hos mig tre Dage, og de have intet at spise; og lade dem fare fastende vil jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte paa Vejen. Og hans Disciple sige til ham: hvor skulle vi i en Ørk^[428] faa saa mange Brød fra, at vi kunne mætte saa stor en Skare? Og Jesus siger til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv, og nogle faa Smaafiske. Og han bød Skaren sætte sig ned paa Jorden, tog de syv Brød og Fiskene, og efter at have takket brød han dem og gav dem til sine Disciple, og Disciplene til Skarerne. Og de spiste alle og bleve mætte, og de opsamlede, hvad der var tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde. Men de, som spiste, vare fire tusende Mænd foruden Kvinder og Børn. Og efter at have ladet Skarerne fare, gik han om Bord og kom til Magdalas^[429] Egne.

16de Kapitel.

Og Farisæerne og Saddukæerne kom til ham og fristede ham ved at begjære,^[430] at han skulde vise dem et Tegn fra Himlen^[431]. Men han svarede og sagde til dem^[432]: naar det er Aften, sige I: det bliver smukt Vejr, thi Himlen er rød; og om Morgenen: i Dag bliver det Uvejr, thi Himlen er rød og mørk. Om Himlens Udseende forstaa I at dømme, men om Tidernes Tegn^[433] kunne I det ikke. Det er en ond og utro Slægt, som attraar et Tegn; og andet Tegn skal ikke gives den end Jonas's Tegn^[434]. Og han forlod dem og gik bort.

Og da Disciplene kom over til hin Side^[435][436], havde de glemt at tage Brød med. Og Jesus sagde til dem: ser til og tager eder vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdej^[437]. Men de gjorde sig Tanker ved sig selv og sagde: det er, fordi vi ikke have taget Brød med. Da nu Jesus mærkede det, sagde han: I lidettroende, hvi gjøre I eder ved eder selv Tanker om, at I ikke have taget Brød med? Forstaa I endnu ikke? huske I ikke heller de fem Brød til de fem tusende, og hvor mange Kurve I da fik? ikke heller de syv Brød til de fire tusende, og hvor mange Kurve I da fik^[438]? Hvorledes forstaa I da ikke, at det ikke var om Brød, jeg sagde eder det? Men tager eder vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdej. Da forstode de, at han ikke sagde, at de skulde tage sig vare for Surdejen i Brødene, men for Farisæernes og Saddukæernes Lære.

Men da Jesus kom til Egnene om Filips Kæsarea^[439][440], spurgte han sine Disciple og sagde: hvem sige Folk, at Menneskesønnen er^[441]? Og de sagde: nogle sige, Johannes Døber^[442]: andre. Elias; atter andre, Jeremias^[443], eller en af Profeterne. Han siger til dem: men I, hvem sige I, at jeg er? Og Simon Peder svarede og sagde: du er Kristus, den levende Guds Søn^[444]. Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas" Søn, thi Kjød og Blod^[445] har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene^[446]. Men ogsaa jeg siger til dig, du er Petros^[447], og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed^[448], og Dødsrigets Porte skulle ikke faa Overhaand over den^[449]. Jeg vil give dig Himmerigets Nøgler; og hvad som helst du binder paa Jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad som helst du løser paa Jorden, skal være løst i Himlene^[450]. Da paalagde han sine Disciple, at de ikke maatte sige til nogen, at han var Kristus^[451]. Fra den Tid begyndte Jesus at vise sine Disciple, at han maatte gaa til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de Skriftkloge^[452] og ihjelslaas, og opstaa paa den tredje Dag^[453]. Og Peder tog ham til Side og begyndte at irettesætte ham og sagde: Gud fri dig, Herre; ingenlunde skal dette ske dig! Men han vendte sig og sagde til Peder: vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse^[454]; thi din Hu staar ikke til, hvad Guds, men hvad Menneskers er. Da sagde Jesus til sine Disciple^[455]: vil nogen følge efter mig, han skal fornegte sig selv og tage sit Kors op^[456] og følge mig. Thi hvo som vil frelse sin Sjæl, skal miste den, men hvo som mister sin Sjæl for min Skyld, skal finde den. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl^[457]? eller hvad skal et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl^[458]? Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle, og da skal han lønne enhver efter hans Gjerning^[459]. Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, der staa her, som ikke skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme i sit Rige^[460].

17de Kapitel.

Og seks Dage derefter tager Jesus Peder og Jakob og hans Broder Johannes med sig^[461] og fører dem for sig selv op paa et højt Bjærg. Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Ansigt straalede som Solen^[462], men hans Klæder bleve hvide som Lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem i Samtale med ham^[463]. Da tog Peder til Orde og sagde til Jesus: Herre, her er godt for os at være! om du vil, da vil jeg her gjøre^[464] tre Hytter, en til dig, og en til Moses, og en til Elias. Medens han endnu talede, se, da overskyggede en lysende Sky dem, og se, en Røst ud fra Skyen sagde: dette er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham^[465]! Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. Og Jesus kom hen og rørte ved dem og sagde: staar Op, og frygter ikke. Men da de opløftede deres Øjne, saa de ingen uden Jesus alene. Og medens de stege ned fra Bjærget, befalede Jesus dem og sagde: I maa ikke sige nogen det Syn, førend Menneskesønnen er staaet op fra de døde^[466]. Og hans Disciple adspurgte ham og sagde: hvad er da det, de Skriftkloge sige, at Elias først maa komme^[467]? Men han svarede og sagde: vel kommer Elias og skal gjenoprette Alting^[468]; men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de kjendte ham ikke, men gjorde ved ham, hvad de vilde. Saaledes skal der ogsaa voldes Menneskesønnen Lidelse af dem. Da forstode Disciplene, at det var om Johannes Døber, han talede til dem.

Og da de vare komne til Folkeskaren,^[469] kom en Mand hen til ham, faldt paa Knæ for ham og sagde: Herre, forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg^[470] og lider meget; thi ofte falder han i Ilden, og ofte i Vandet. Og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham. Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt, hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder! Bringer mig ham hid! Og Jesus tiltalte ham haardt, og Uaanden fór ud af ham, og Drengen blev helbredt fra samme Time. Da gik Disciplene hen til Jesus for sig selv og sagde: hvorfor kunde vi ikke uddrive den? Men han siger til dem: for eders Vantros^[471] Skyld. Thi sandelig siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn^[472], ville I kunne sige til dette Bjærg: flyt dig herfra derhen! og det skal flytte sig^[473], og intet skal være eder umuligt. Men dette Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste^[474].

Men medens de færdedes i Galilæa, sagde Jesus til dem:^[475] det forestaar Menneskesønnen at overgives i Menneskers Hænder, og de skulle ihjelslaa ham, og paa den tredje Dag skal han staa op. Og de bleve saare bedrøvede.

Men da de vare komne til Kapernaum,^[476] kom de, som oppebare Tempelskatten^[477], til Peder og sagde: betaler eders Lærer ikke Tempelskatten? Han siger: jo! Og da han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad mener du, Simon: af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres Sønner, eller af de fremmede? Og da han sagde: af de fremmede! sagde Jesus til ham: altsaa ere jo Sønnerne fri^[478]. Men for at vi ikke skulle forarge dem, saa gaa hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op, og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater^[479]; tag og giv dem den for mig og dig.

18de Kapitel.

I samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde:^[480] hvem er da størst i Himmeriget^[481]? Og han hidkaldte et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og sagde: sandelig siger jeg eder, dersom I ikke vende om og blive som Børn, komme I slet ikke ind i Himmeriget^[482]. Hvo som altsaa ydmyger sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriget^[483]. Og hvo som modtager et eneste saadant Barn paa mit Navn^[484], modtager mig^[485]. Men^[486] hvo som forarger én af disse smaa, som tro paa mig, for ham var det bedre, om en Møllesten var bleven hængt om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb^[487]. Ve Verden for Forargelserne! thi vel maa Forargelserne nødvendigvis komme^[488]; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer. Og om din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig; det er bedre for dig at gaa halt eller lemlæstet ind til Livet, end at have to Hænder eller to Fødder og kastes i den evige Ild. Og om dit Øje forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig; det er bedre for dig at gaa enøjet ind til Livet, end at have to Øjne og kastes i Helvedes Ild^[489]. Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse smaa; thi jeg siger eder, at deres Engle i Himlene se stadig min Faders Aasyn, han som er i Himlene^[490]. Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det tabte^[491]. Hvad tykkes eder? Dersom et Menneske har hundrede Faar, og et af dem er faret vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve paa Bjærgene og gaar bort og leder efter det vildfarende? Og sker det saa, at han finder det, sandelig siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke have faret vild^[492]. Saaledes har min Fader^[493], som er i Himlene, ikke Vilje til, at en eneste af disse smaa skal fortabes. Men dersom din Broder synder imod dig^[494], da gaa hen og irettesæt ham mellem dig og ham alene; dersom han hører dig, har du vundet din Broder^[495]. Men dersom han ikke hører, saa tag endnu en eller to med dig, for at "hver Sag skal staa fast paa to eller tre Vidners Mund"^[496]. Men dersom han er dem overhørig, saa sig det til Menigheden; og dersom han ogsaa er Menigheden overhørig, saa lad ham være for dig ret som en Hedning og en Tolder^[497]. Sandelig^[498] siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himlen, og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himlen^[499]. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder ere enige paa Jorden om at bede om noget, hvilken Sag det end maatte være, da skal det times dem fra min Fader, som er i Himlene^[500]. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.

Da gik Peder til ham og sagde:^[501] Herre, hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, naar han synder imod mig? indtil syv Gange^[502]? Jesus siger til ham: jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange. Derfor er Himmeriget at ligne ved et Menneske, en Konge, som vilde opgjøre Regnskabet med sine Tjenere^[503]. Og da han begyndte at gjøre op, blev der ført en frem for ham, som skyldte ti tusende Talenter^[504]. Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han skulde sælges og hans Hustru og Børn og alt, hvad han havde, og at der skulde betales. Saa faldt Tjeneren ned og knælede for ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, saa skal jeg betale dig alt^[505]. Og Herren ynkedes inderlig^[506] over den Tjener og lod ham løs og eftergav ham Gjælden. Men da samme Tjener gik ud, traf han en af sine Medtjenere, som skyldte ham hundrede Denarer^[507]; og han greb ham fat i Halsen og sagde: betal, hvad du skylder! Saa faldt hans Medtjener ned, bad ham og sagde: vær langmodig med mig, saa skal jeg betale dig. Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han kunde faa betalt, hvad han skyldte. Da nu hans Medtjenere saa, hvad der skete, bleve de saare bedrøvede, og de kom og fortalte deres Herre alt, hvad der var sket. Da kalder hans Herre ham frem og siger til ham: du onde Tjener, al den Gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig; burde da ikke ogsaa du have forbarmet dig over din Medtjener, lige saa vel som jeg forbarmede mig over dig^[508]? Og i Vrede overgav hans Herre ham til Bødlerne, indtil han kunde faa betalt alt, hvad han skyldte ham. Saaledes vil ogsaa min himmelske Fader gjøre mod eder, dersom I ikke af eders Hjærter tilgive hver sin Broder^[509].

19de Kapitel.^[510]

Og det skete, da Jesus havde endt disse Taler,^[511] brød han Op fra Galilæa og drog til Judæas Landemærker paa hin Side Jordan. Og mange Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der.

Og Farisæerne kom hen til ham, fristede ham og sagde:^[512] er det tilladt at skille sig ved sin Hustru af enhver Aarsag^[513]? Men han svarede og sagde: have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem Mand og Kvinde og sagde: "Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder og slutte sig fast til sin Hustru, og de to skulle blive til ét Kjød". Saa ere de da ikke længer to, men ét Kjød. Hvad altsaa Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille. De sige til ham: hvi befalede da Moses at give Skilsmissebrev og skille sig ved hende^[514]? Han siger til dem: for eders Haardhjærtetheds Skyld tilstedte Moses eder at skille eder ved eders Hustruer; men fra Begyndelsen har det ikke været saaledes^[515]. Men jeg siger eder, at hvo som skiller sig ved sin Hustru, naar det ikke er for Hors Skyld, og ægter en anden, han bedriver Hor^[516]; og den, som ægter en fraskilt Kvinde, bedriver Hor^[517]. Hans Disciple sige til ham: staar Mandens Sag med Hustruen saaledes^[518], da er det ikke godt at gifte sig. Men han sagde til dem: ikke alle rumme dette Ord, men de, hvem det er givet^[519]. Thi der er Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der er Gildinger, som ere blevne gildede af Mennesker; og der er Gildinger, som have gildet sig selv for Himmerigets Skyld. Hvo som mægter at rumme det, han rumme det.

Da blev der baaret smaa Børn til ham,^[520] for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene skjændte paa dem. Men Jesus sagde: tillader de smaa Børn, og hindrer dem ikke i at komme til mig; thi for saadanne er Himmeriget. Og da han havde lagt Hænderne paa dem, drog han derfra.

Og se, der kom en til ham og sagde:^[521] Lærer, hvad godt skal jeg gjøre, for at jeg kan faa et evigt Liv? Men han sagde til ham: hvi spørger du mig om det gode? én er den gode; men vil du indgaa til Livet, da hold Buddene^[522]. Han siger til ham: hvilke? Men Jesus sagde: det, du maa ikke myrde; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle; du maa ikke vidne falsk; ær din Fader og din Moder; og: du skal elske din Næste som dig selv^[523]. Den unge Mand siger til ham: alt dette har jeg overholdt; hvad fattes mig endnu^[524]? Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen^[525], da gaa hen, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, saa skal du faa en Skat i Himlen^[526]; og kom saa hid og følg mig^[527]. Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han var meget velhavende. Men Jesus sagde til sine Disciple: sandelig siger jeg eder, det vil være vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger eder atter, det er lettere for en Kamel at komme ind gjennem et Naaleøje end for en rig at komme ind i Guds Rige^[528]. Ved at høre det bleve Disciplene saare forfærdede og sagde: hvem kan da frelses^[529]? Men Jesus saa paa dem og sagde: for Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige^[530]. Da svarede Peder og sagde til ham: se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig, hvad skulle da vi have? Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg eder, at I, som have fulgt mig, I skulle udi Gjenfødelsen, naar Menneskesønnen skal sidde paa sin Herligheds Trone, ogsaa sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer^[531]. Og enhver, som har forladt Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder^[532] eller Børn eller Marker eller Huse for mit Navns Skyld, skal faa hundredfold og arve evigt Liv^[533]. Men mange af de første skulle blive blandt de sidste, og af de sidste blandt de første^[534].

20de Kapitel.

Thi Himmeriget ligner et Menneske, en Husbonde,^[535] som gik ud tidlig om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingaard. Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar^[536] om Dagen, sendte han dem hen i sin Vingaard. Og han gik ud ved den tredje Time^[537] og saa andre staa ledige paa Torvet; og til dem sagde han: gaar ogsaa I hen i Vingaarden, saa vil jeg give eder, hvad der kan være ret. Og de gik derhen. Atter gik han ud ved den sjette og den niende Time og gjorde ligesaa. Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre staaende der, og han siger til dem: hvi have I staaet her hele Dagen ledige? De sige til ham: fordi ingen har lejet os. Han siger til dem: gaar ogsaa I hen i Vingaarden^[538]. Men da det var blevet Aften, siger Vingaardens Herre til sin Foged: kald paa Arbejderne og betal dem deres Løn, saa du begynder fra de sidste, indtil de første. Og da de kom, som vare lejede ved den ellevte Time, fik de hver en Denar. Men da de første kom, mente de, at de skulde faa mere; og de fik ogsaa hver en Denar. Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: disse sidste have arbejdet én Time; og dem har du gjort lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede. Men han svarede og sagde til en af dem Fælle, jeg gjør ikke dig Uret; blev du ikke enig med mig om en Denar? Tag dit, og gaa! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig. Eller har jeg ikke Lov til at gjøre, hvad jeg vil, med mit? eller er dit Øje ondt^[539], fordi jeg er god? Saaledes skulle de sidste blive af de første, og de første af de sidste. Thi^[540] mange ere kaldede, men faa udvalgte^[541].

Og medens Jesus drog op til Jerusalem,^[542] tog han paa Vejen de tolv Disciple til Side og sagde til dem: se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de Skriftkloge, og de skulle domfælde ham til Døden og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes^[543]; og paa den tredje Dag skal han staa op.

Da kom Sebedæos's Sønners Moder^[544][545] hen til ham med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om noget. Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun siger til ham: sig, at disse mine to Sønner maa sidde, en ved din højre, og en ved din venstre Side, i dit Rige^[546]. Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I tømme den Skaal^[547], som jeg skal tømme^[548]? De sige til ham: det kunne vi. Han siger til dem: min Skaal skulle I tømme^[549]; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side staar det ikke til mig at give uden til dem, hvem det er beredt af min Fader^[550]. Og da de ti hørte det, harmedes de over de to Brødre. Men Jesus hidkaldte dem og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster øve Herredømme over dem, og de store bruge Myndighed over dem^[551]. Ikke saaledes skal det være iblandt eder; men hvo som vil vorde stor iblandt eder, skal være eders Tjener, og hvo som vil være ypperst iblandt eder, skal være eders Træl^[552], ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at tjenes, men for at tjene og give sin Sjæl^[553] til Løsepenge for mange^[554].

Og da de gik ud fra Jeriko^[555][556], fulgte en stor Skare ham. Og se, der var to blinde^[557], som sad ved Vejen; da de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn! Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de raabte endnu stærkere og sagde: Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn! Og Jesus stod stille, kaldte ad dem og sagde: hvad ville I, at jeg skal gjøre for eder? De sige til ham: Herre, at vore Øjne maatte oplades. Og Jesus ynkedes inderlig og rørte ved deres Øjne; og strags fik de deres Syn, og de fulgte ham.

21de Kapitel.

Og da de nærmede sig til Jerusalem^[558] og kom til Betfage^[559] ved Oliebjærget, da afsendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem: gaar hen til den By lige for eder, og strags skulle I finde en Aseninde bunden og en Fole hos hende; løser dem og fører dem til mig. Og dersom nogen taler eder noget til, skulle I sige, at Herren har Brug for dem, saa skal han strags sende dem. Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, som blev talet ved Profeten, der sagde^[560]: "Siger til Sions Datter, se din Konge kommer til dig sagtmodig og ridende paa et Æsel, ja paa et Trældyrs Fole." Men Disciplene gik bort og gjorde, ligesom Jesus havde paalagt dem, og bragte Aseninden og Folen; og de lagde deres Kapper paa dem, og han satte sig paa dem^[561]. Men de fleste af Skaren bredte deres Kapper paa Vejen^[562], andre huggede Grene af Træerne og spredte dem paa Vejen. Men Skarerne, som gik foran ham, og som fulgte efter, raabte og sagde: Hosjanna Davids Søn! velsignet være han, som kommer i Herrens Navn! Hosjanna i det højeste^[563]! Og da han kom ind i Jerusalem, kom hele Staden i Røre og sagde: hvem er han? Men Skarerne sagde: det er Profeten Jesus, ham fra Nasaret i Galilæa^[564]?

Og Jesus gik ind i Guds Helligdom^[565][566] og uddrev alle dem, der solgte og kjøbte i Helligdommen, og Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole væltede han^[567]; og han siger til dem: der er skrevet^[568]: "Mit Hus skal kaldes et Bedehus"; men I gjøre det til en Røverkule. Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem^[569]. Men da Ypperstepræsterne og de Skriftkloge saa de underfulde Ting, som han gjorde^[570], og Børnene, som raabte i Helligdommen og sagde: Hosjanna Davids Søn! harmedes de og sagde til ham: hører du, hvad disse sige? Men Jesus siger til dem: ja! have I aldrig læst: "Af spædes og diendes Mund har du beredt Lovsang"^[571]? Og han forlod dem og gik ud udenfor Staden til Betania og overnattede der.

Men da han om Morgenen igjen gik ind til Staden,^[572] blev han hungrig. Og da han saa et Figentræ ved Vejen, gik han hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: aldrig nogensinde mere skal der komme Frugt af dig! Og Figentræet visnede med det samme. Og da Disciplene saa det, undrede de sig og sagde: hvor kunde Figentræet visne med det samme? Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, ville I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet men selv om I sige til dette Bjærg: løft dig og kast dig i Havet! saa skal det ske. Og alt, hvad som I bede om i eders Bøn, skulle I faa, naar I tro.

Og da han var kommen ind i Helligdommen,^[573] kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste^[574] hen til ham, medens han lærte, og sagde: med hvad Myndighed gjør du disse Ting? og hvem har givet dig denne Myndighed? Men Jesus svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil gjøre eder ét Spørgsmaal; dersom I svare mig paa det, skal ogsaa jeg sige eder, med hvad Myndighed jeg gjør disse Ting. Johannes's Daab^[575], hvorfra var den? fra Himlen eller fra Mennesker? Men de overtænkte ved sig selv og sagde: dersom vi sige: fra Himlen, vil han sige til os: hvorfor troede I ham da ikke? men dersom vi sige: fra Mennesker, maa vi frygte for Hoben; thi alle holde Johannes for en Profet. Og de svarede Jesus og sagde: det vide vi ikke. Da sagde ogsaa han til dem: saa siger heller ikke jeg eder, med hvad Myndighed jeg gjør disse Ting. Men hvad tykkes eder^[576]? En Mand havde to Sønner; og han gik hen til den første og sagde: Søn, gaa hen og arbejd i Dag i Vingaarden. Og han svarede og sagde: nej, jeg vil ikke; men senere angrede han det og gik derhen. Og han gik hen til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: det skal jeg, Herre! og han gik ikke derhen. Hvilken af de to gjorde Faderens Vilje? De sige: den første. Jesus siger til dem: sandelig siger jeg eder, Toldere og Skjøger gaa forud for eder ind i Guds Rige. Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej^[577], og I troede ham ikke; derimod Toldere og Skjøger troede ham; men endskjønt I saa det^[578], angrede I det ikke senere, saa I troede ham.

Hører en anden Lignelse.^[579] Der var et Menneske, en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gjærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands^[580]. Men da Frugttiden nærmede sig, afsendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at modtage dens Frugter. Og Vingaardsmændene toge hans Tjenere, en pryglede de, en ihjelsloge de, en stenede de. Atter afsendte han andre Tjenere^[581], flere end de første, og de gjorde ligesaa ved dem^[582]. Men tilsidst afsendte han sin Søn til dem, idet han sagde: de ville agte min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de indbyrdes: dette er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa faa vi hans Arv. Og de toge ham og kastede ham ud udenfor Vingaarden^[583] og ihjelsloge ham. Naar nu Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gjøre ved de Vingaardsmænd? De sige til ham: ilde vil han tage de onde af Dage, og Vingaarden vil han leje ud til andre Vingaardsmænd, som ville afgive ham Frugterne i deres Tid^[584]. Jesus siger til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: "Den Sten, som Bygningsmændene vragede, den er bleven til Hovedhjørnesten; fra Herren er dette sket, og det er underfuldt i vore Øjne"^[585]. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. Og hvo som falder paa denne Sten, skal sønderslaas, men hvem den falder paa, ham skal den knuse^[586]. Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, skjønnede de, at det var om dem, han talede. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Hoben, efterdi den holdt ham for en Profet^[587].

22de Kapitel.

Og Jesus tog til Orde og sagde atter til dem i Lignelser saalunde:^[588] Himmeriget er at ligne ved et Menneske, en Konge. som gjorde Bryllup for sin Søn^[589]. Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet^[590]; og de vilde ikke komme. Atter udsendte han andre Tjenere og sagde: siger til de budne: se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øksne og Fedekvæget er slagtet, og Alting er rede; kommer til Brylluppet. Men de brød sig ikke derom og gik, den ene hen til sin Mark, den anden til sit Kjøbmandskab, og de andre^[591] grebe hans Tjenere, mishandlede og ihjelsloge dem. Men Kongen blev vred og sendte sine Hære hen og tog disse Mordere af Dage og afbrændte deres Stad^[592]. Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er rede, men de budne vare ikke værdige dertil; gaar derfor ud paa Skillevejene, og byder til Brylluppet, hvem som helst I finde^[593]. Og samme Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle, som de fandt, baade onde og gode^[594]; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjæster. Da nu Kongen gik ind at se paa Gjæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning^[595]; og han siger til ham: Fælle, hvorledes er du kommen her ind uden at have Bryllupsklædning paa? Men han tav^[596]. Da sagde Kongen til Svendene^[597]: binder Hænder og Fødder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor^[598]; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Thi mange ere kaldede, men faa udvalgte^[599].

Da gik Farisæerne hen og holdt Samraad om,^[600] hvorledes de kunde hilde ham i Tale. Og de afsende deres Disciple tilligemed Herodianerne^[601] til ham og sige: Lærer, vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed, og du tager ikke Hensyn til nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person. Sig os derfor, hvad mener du: er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej^[602]? Men Jesus mærkede deres Ondskab og sagde: hvi friste I mig, I Øjenskalke^[603]? viser en mig Skattens Mønt! Og de bragte ham en Denar. Og han siger til dem: hvis Billede og Omskrift er dette? De sige: Kejserens. Da siger han til dem: saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er^[604]. Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

Paa den Dag kom nogle Saddukæere hen til ham,^[605] de som sige, at der ikke er nogen Opstandelse^[606]; og de spurgte ham og sagde: Lærer, Moses har sagt: "Dersom en Mand dør uden at have Børn, skal hans Broder tage hans Hustru til Ægte og oprejse Afkom for sin Broder"^[607]. Nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og da han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder. Ligeledes ogsaa den anden, og den tredje, lige til den syvende; men sidst af alle døde Hustruen. Hvis Hustru af de syv skal hun saa være i Opstandelsen? thi de have alle haft hende. Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ej heller Guds Kraft^[608]. Thi i Opstandelsen hverken tage de til Ægte eller tages til Ægte, men de ere som Guds Engle i Himlen. Men om de dødes Opstandelse, have I da ikke læst, hvad der er sagt eder^[609] af Gud, naar han siger: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"^[610]. Gud er ikke dødes Gud, men levendes. Og da Skarerne hørte det, vare de forbavsede over hans Lære.

Men da Farisæerne hørte,^[611] at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, samlede de sig^[612]. Og en af dem, en Lovkyndig, spurgte for at friste^[613] ham: Lærer, hvilket er det store Bud i Loven? Men Jesus sagde til ham^[614]: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjærte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind". Dette er det store og første Bud. Og der er et andet, som er dette ligt^[615]: "Du skal elske din Næste som dig selv". Af disse to Bud hænger hele Loven og Profeterne^[616]. Men medens Farisæerne vare samlede, spurgte Jesus dem og sagde: hvad mene I om Kristus? hvis Søn er han^[617]? De sige til ham: Davids. Han siger til dem: hvorledes kan David da i Aanden kalde ham Herre, idet han siger^[618]: "Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Side, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder". Naar altsaa David kalder ham Herre, hvorledes kan han da være hans Søn^[619]? Og ingen kunde svare ham et Ord, ej heller vovede nogen ydermere fra den Dag at gjøre ham Spørgsmaal.

23de Kapitel.^[620]

Da talede Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:^[621] Paa Moses' Stol^[622] have de Skriftkloge og Farisæerne Sæde. Gjører derfor og holder alt, hvad de sige eder, men gjører ikke efter deres Gjerninger; thi de sige det, men gjøre det ikke; og de sammenbinde^[623] tunge Byrder, vanskelige at bære^[624], og lægge dem paa Menneskers Skuldre, men selv ville de ikke røre dem med en Finger. Men alle deres Gjerninger gjøre de for at skues af Mennesker^[625]; de gjøre nemlig deres Tankeremme brede og Kvasterne^[626] store, og de holde af den øverste Plads ved Gjæstebuddene og de fornemste Sæder i Synagogerne og af Hilsener paa Torvene og af at kaldes Rabbi af Mennesker. Men I^[627] skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi én er eders Lærer^[628], og alle I ere Brødre. Og I skulle ikke kalde nogen paa Jorden eders Fader^[629]; thi en er eders Fader, han i Himlene. Lader eder ikke heller kalde Vejledere, thi én er eders Vejleder, Kristus. Men den største af eder skal være eders Tjener. Og hvo som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og hvo som ydmyger sig selv, skal ophøjes^[630].

Men ve eder^[631][632] Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke. fordi I lukke Himmeriget for Mennesker^[633]; thi selv gaa I ikke derind, ej heller tillade I dem, der ere ved at gaa ind, at gaa derind^[634]. Ve eder Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke, fordi I drage om til Vands og Lands for at gjøre en eneste Proselyt^[635]; og naar han er bleven det, gjøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa meget som I selv ere det. Ve eder, I blinde Vejledere, som sige: hvo som sværger ved Templet, det har intet at sige; men hvo som sværger ved Templets Guld, han er bunden^[636]. I Daarer og blinde! hvad er da størst, Guldet, eller Templet, som har helliget Guldet? Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det har intet at sige; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, han er bunden. I blinde! hvad er da størst, Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven^[637]? Hvo som altsaa sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt, hvad der er derpaa; og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri; og hvo som sværger ved Himlen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder paa den^[638]. Ve eder Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke, fordi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen, men have undladt det vægtigere i Loven, Ret og Barmhjærtighed og Troskab^[639]. Dette burde man gjøre og ikke undlade hint. I blinde Vejledere, som afsie Myggen, men nedsluge Kamelen! Ve eder Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke, fordi I rense Bæger og Fad udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Gridskhed^[640]. Du blinde Farisæer! rens først det, der er indeni Bægeret og Fadet, for at ogsaa det udvortes af dem kan blive rent. Ve eder Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke, fordi I ligne kalkede Grave, som udvendig se dejlige ud, men indentil ere fulde af Dødningeben og al Urenhed^[641]. Saaledes se ogsaa I retfærdige ud for Mennesker, men indvendig ere I fulde af Øjenskalkhed og Uret. Ve eder Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke, fordi I opbygge Profeternes Grave og smykke de retfærdiges Gravsteder, og I sige: havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været fælles med dem om Profeternes Blod. Altsaa give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Børn af dem, som myrdede Profeterne; fylder da ogsaa I eders Fædres Maal^[642]! I Slanger, I Øgle-Unger^[643], hvorledes skulle I kunne undfly Helvedes Dom!

Derfor^[644][645] se, jeg udsender til eder Profeter og Vise og Skriftkloge; nogle af dem skulle I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i eders Synagoger og forfølge fra By til By, for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias Barakias' Søns Blod^[646], hvem I myrdede imellem Templet og Alteret. Sandelig siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt^[647]. Jerusalem, Jerusalem, som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som ere udsendte til dig, hvor ofte^[648] har jeg villet indsamle dine Børn, ligervis som en Høne indsamler sine Kyllinger under Vingerne; og I vilde ikke! Se, eders Hus overlades eder øde^[649]. Thi jeg siger eder, I skulle ikke se mig fra nu af, førend I sige: velsignet være han, som kommer i Herrens Navn^[650]!

24de Kapitel.^[651]

Og Jesus gik ud og drog bort fra Helligdommen; og hans Disciple kom hen til ham for at vise ham Helligdommens Bygninger^[652]. Men han svarede og sagde til dem: se I ikke alt dette? sandelig siger jeg eder, her skal ikke levnes Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes. Men medens han sad paa Oliebjærget^[653], kom Disciplene hen til ham afsides og sagde: sig os, naar skal dette ske? og hvad er Tegnet paa din Tilkomst og Tidens Fuldendelse^[654]? Og Jesus svarede og sagde til dem^[655]: ser til, at ingen leder eder vild. Thi mange skulle komme paa mit Navn og sige: jeg er Kristus! og de skulle vildlede mange^[656]. Men I skulle høre om Krige og Rygter om Krige; ser til, at I ikke forskrækkes; thi det maa altsammen ske, men Enden er ikke endda. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Farsot og Jordskælv her og der. Men alt dette er Veernes Begyndelse^[657]. Da skal man overgive eder til Trængsel^[658] og slaa eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkene for mit Navns Skyld^[659]. Og da skulle mange forarges, og de skulle forraade hverandre og hade hverandre; og mange falske Profeter skulle opstaa og vildlede mange; og fordi Lovløsheden er bleven mangfoldig, vil de manges Kjærlighed blive kold^[660]. Men hvo som holder ud indtil Enden, han skal frelses^[661]. Og dette Rigets Evangelium skal forkyndes i hele Jorderige til Vidnesbyrd for alle Folkene^[662]; og da skal Enden komme.

Naar I altsaa se Ødelæggelsens Vederstyggelighed,^[663] som er omtalt ved Profeten Daniel^[664], staa paa hellig Grund, (hvo som det læser, give Agt!) da fly ud paa Bjærgene, de som ere i Judæa; hvo som er paa Taget, stige ikke ned at hente, hvad der er i hans Hus, og hvo som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder^[665]. Men ve de frugtsommelige og dem, der give Die, i de Dage! Og beder, at eders Flugt ikke skal ske ved Vintertid, ej heller paa en Hviledag^[666]. Thi da skal der være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu, ikke heller nogensinde skal vorde^[667]. Og dersom ikke de Dage bleve afkortede, blev ikke noget Kjød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle de Dage afkortes. Dersom nogen da siger til eder: se, her er Kristus, eller der, da skulle I ikke tro det. Thi falske Krister og falske Profeter skulle opstaa og gjøre store Tegn og Undere, saa at de skulde lede endog de udvalgte vild, om det var muligt^[668]. Se, jeg har sagt eder det forud. Dersom de altsaa sige til eder: se, han er i Ørken! da gaar ikke derud; se, han er i Kamrene! da tror det ikke^[669]. Thi ligesom Lynet udgaar fra Øster og er til Syne indtil Vester, saaledes skal Menneskesønnens Tilkomst være. Hvor som Aadselet er, der ville Gribbene samle sig^[670].

Men strags efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes,^[671][672] og Maanen ikke give sit Skin, og Stjernerne skulle falde fra Himlen, og Himlenes Kræfter skulle rystes^[673]. Og da skal Menneskesønnens Tegn^[674] komme til Syne paa Himlen; og da skulle alle Jordens Slægter jamre^[675], og de skulle se Menneskesønnen komme paa Himlens Skyer med megen Kraft og Herlighed^[676]. Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun^[677], og de skulle hjemsamle hans udvalgte fra de fire Verdenshjørner^[678], fra den ene Ende af Himlen til den anden. Men lærer Lignelsen af Figentræet^[679]: naar dets Kviste blive saftfulde, og Bladene bryde frem, da skjønne I, at Sommeren er nær. Saaledes skulle og I skjønne, naar I se alle disse Ting, at han er nær, for Døren^[680]. Sandelig siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ske^[681]. Himlen og Jorden skal forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa^[682]. Men om den Dag og Time véd ingen^[683], end ikke Himlenes Engle^[684], men kun Faderen alene.

Men ligesom Noas Dage,^[685] saaledes skal og Menneskesønnens Tilkomst være. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden spiste og drak, toge til Ægte og gave til Ægte, lige til den Dag da Noa gik ind i Arken, og de ænsede intet, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, saaledes skal Menneskesønnens Tilkomst være^[686]. Da skulle to Mænd være paa Marken; den ene medtages^[687], og den anden lades tilbage. To Kvinder skulle male paa Kværnen^[688]; den ene medtages, og den anden lades tilbage. Vaager derfor^[689], thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer. Men^[690] det skjønne I, at havde Husbonden vidst, i hvilken Nattevagt Tyven kom, da havde han vaaget og ikke ladet ske Indbrud i sit Hus. Derfor værer og I rede, thi i den Time, I ikke mene, kommer Menneskesønnen. Hvem er saa^[691] den tro og kloge Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende, til at give dem deres Føde i Tide^[692]? Salig er den Tjener, som hans Herre ved sit Komme finder gjøre saaledes. Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer^[693]. Men dersom den slette Tjener siger i sit Hjærte: min Herre tøver med at komme^[694], og saa begynder at slaa sine Medtjenere, og spiser og drikker med Drankere^[695], da skal den Tjeners Herre komme paa en Dag, han ikke venter, og i en Time, han ikke véd, og hugge ham sønder og give ham Del med Øjenskalke^[696]; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

25de Kapitel.^[697]

Da^[698] skal Himmeriget være at ligne ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik ud Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer^[699], og fem kloge. De, som vare Daarer, toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig; men de kloge toge Olie i deres Kander tilligemed deres Lamper. Men da Brudgommen tøvede, bleve de alle søvnige og sov ind. Men ved Midnat^[700] lød der et Raab: se, Brudgommen er her; gaar ud ham i Møde! Da vaagnede alle de Jomfruer og gjorde deres Lamper i Stand. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os noget af eders Olie, thi vore Lamper gaa ud^[701]. Men de kloge svarede og sagde: ingenlunde; der vil ikke blive nok til os og til eder^[702]; gaar hellere hen til dem, der sælge, og kjøber eder noget^[703]. Medens de nu gik bort for at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet, og Døren blev lukket; Men senere^[704] kom ogsaa de andre Jomfruer og sagde: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg eder, jeg kjender eder ikke^[705]. Vaager derfor; thi I vide ikke Dagen eller Timen.

Thi det er ligesom en Mand, der var ved at drage udenlands,^[706] og som kaldte sine egne Tjenere^[707] og overgav dem, hvad han ejede; og en gav han fem Talenter, en anden to, en anden én, hver efter hans Evne^[708], og drog saa udenlands. Den, som havde faaet de fem Talenter, gik strags hen og gjorde Forretning med dem og tjente andre fem Talenter. Ligeledes han, som fik de to, han vandt andre to. Men han, som havde faaet den ene, gik hen og grov et Hul i Jorden og gjemte sin Herres Penge. Men en lang Tid derefter kommer samme Tjeneres Herre og gjør Regnskabet op med dem. Og han, som havde faaet de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre, fem Talenter overgav du mig; se, andre fem Talenter har jeg vundet. Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og tro Tjener, over lidet har du været tro, over meget vil jeg sætte dig; gak ind til din Herres Glæde^[709]. Saa kom ogsaa han frem, som fik de to Talenter, og sagde: Herre, to Talenter overgav du mig; se, andre to Talenter har jeg vundet. Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og tro Tjener, over lidet har du været tro, over meget vil jeg sætte dig; gak ind til din Herres Glæde^[710]. Saa kom ogsaa han frem, som havde faaet den ene Talent, og sagde: Herre, jeg kjendte dig, at du er en haard Mand, der høster, hvor du ikke saaede, og sanker, hvor du ikke spredte^[711]; og jeg frygtede og gik derfor hen og gjemte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og sanker, hvor jeg ikke spredte; saa burde du have sat mine Penge ud hos Vekselererne^[712], da havde jeg, naar jeg kom, faaet mit igjen med Rente. Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. Thi enhver, som har, skal der gives, saa han skal faa Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog det, som han har, fratages^[713]. Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor^[714]; dèr skal være Graad og Tænders Gnidsel.

Men naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed,^[715] og alle Englene med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Trone, og alle Folkene skulle samles for ham. Og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Faarene fra Gederne^[716]; og han skal stille Faarene ved sin højre Side, og Gederne ved den venstre. Da skal Kongen sige til dem ved hans højre Side: kommer hid, I min Faders velsignede, og arver det Rige, som eder er beredt fra Verdens Grundlæggelse. Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig i Hus; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre, naar saa vi dig hungrig, og gave dig Mad, eller tørstig, og gave dig at drikke? Naar saa vi dig fremmed, og toge dig i Hus, eller nøgen, og klædte dig? Naar saa vi dig syg eller i Fængsel, og kom til dig? Og Kongen skal svare og sige til dem: sandelig siger jeg eder, saa vist som I have gjort det mod en af disse mine mindste Brødre, have I gjort det imod mig^[717]. Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: gaar bort fra mig^[718], I forbandede, til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig ikke i Hus; nøgen, og I klædte mig ikke; syg og i Fængsel. og I besøgte mig ikke^[719]. Da skulle ogsaa de svare og sige: Herre, naar saa vi dig hungrig, eller tørstig, eller fremmed, eller nøgen, eller syg, eller i Fængsel, og tjente dig ikke? Da skal han svare dem og sige: sandelig siger jeg eder, saa vist som I ikke have gjort det mod en af disse mindste, have I heller ikke gjort det mod mig. Og disse skulle gaa bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv.

26de Kapitel.

Og det skete, da Jesus havde endt alle disse Taler, sagde han til sine Disciple: I vide, at om to Dage kommer Paasken; saa bliver Menneskesønnen overgivet til at korsfæstes.^[720] Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gaard;^[721] han hed Kajfas; og de raadsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslaa ham. Men de sagde: ikke paa Højtiden, for at der ikke skal blive Ustyr i Folket^[722].

Men da Jesus var kommen til Betania,^[723] i Simon den spedalskes^[724] Hus, traadte en Kvinde hen til ham med en Alabaster-Krukke med meget kostbar Salve og udgød den paa hans Hoved, medens han sad til Bords^[725]. Men da Disciplene saa det, harmedes de og sagde: hvortil skal denne Spilde? dette kunde jo været solgt for mange Penge og givet til fattige^[726]! Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: hvorfor volde I Kvinden Ulempe? thi det var en god Gjerning^[727], hun gjorde imod mig. I have jo altid de fattige hos eder, men mig have I ikke altid. Thi at hun kom denne Salve paa mit Legeme, det gjorde hun for at berede mig til min Jordefærd^[728]. Sandelig siger jeg eder, hvor som helst dette Evangelium bliver prædiket i hele Verden, skal ogsaa det, som hun gjorde, fortælles til hendes Amindelse.

Da^[729][730] gik en af de tolv, som hed Judas Iskarjot, hen til Ypperstepræsterne og sagde: hvad ville I give mig, saa skal jeg overgive ham til eder? Men de udbetalte ham tredive Sølvpenge^[731]; og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forraade ham^[732].

Men paa den første af de usyrede Brøds Dage^[733][734] kom Disciplene hen til Jesus og sagde: hvor vil du, at vi skulle gjøre rede for dig til at spise Paaskelammet? Og han sagde: gaar ind i Staden til en vis Mand^[735] og siger til ham: Læreren siger, min Tid er nær; hos dig holder jeg Paaskemaaltidet med mine Disciple^[736]. Og Disciplene gjorde, som Jesus havde paalagt dem, og gjorde Paaskelammet rede^[737]. Men da det var blevet Aften, satte han sig til Bords med de tolv Disciple^[738]. Og medens de spiste, sagde han: sandelig siger jeg eder, en af eder vil forraade mig^[739]. Og de bleve saare bedrøvede og begyndte hver især at sige til ham: det er da vel ikke mig, Herre? Men han svarede og sagde: en, som dyppede sin Haand med mig i Fadet^[740], han vil forraade mig. Menneskesønnen gaar vel bort, alt som der er skrevet om ham^[741], men ve det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forraadt; det var godt for det Menneske, om han ikke var bleven født^[742]. Men Judas, som forraadte ham, svarede og sagde: det er da vel ikke mig, Rabbi? Han siger til ham: du sagde det^[743]. Men medens de spiste, tog Jesus Brød^[744], og efter at have velsignet^[745] brød han det og gav det til Disciplene og sagde^[746]: tager, æder, dette er mit Legeme. Og han tog et Bæger, og efter at have takket gav han dem det og sagde: drikker alle deraf; thi dette er mit, Pagtens^[747], Blod, som udgydes for mange til Syndernes Forladelse^[748]. Men jeg siger eder, jeg skal fra nu af aldrig drikke af denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg drikker den med eder ny i min Faders Rige^[749]. Og da de havde sunget Lovsang^[750], gik de ud til Oliebjærget.

Da^[751][752] siger Jesus til dem: alle I ville forarges paa mig i denne Nat; thi der er skrevet: "Jeg vil slaa Hyrden, og Hjordens Faar skulle adspredes"^[753]; men efter at jeg er staaet op, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa^[754]. Men Peder svarede og sagde til ham: om end alle ville forarges paa dig, saa skal jeg dog ingensinde forarges. Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i denne Nat, førend Hanen galer, vil du fornegte mig tre Gange. Peder siger til ham: om jeg og skulde dø med dig, skal jeg ingenlunde fornegte dig. Lignende sagde og alle Disciplene.

Da kommer Jesus med dem til en Gaard,^[755] som hedder Getsemane^[756]; og han siger til Disciplene: sætter eder her, medens jeg gaar der hen og beder. Og han tog Peder og Sebedæos's to Sønner med sig^[757], og han begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes. Da siger han til dem: min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden^[758]; bliver her og vaager med mig! Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, bad og sagde: min Fader, er det muligt, da lad denne Skaal^[759] gaa mig forbi; dog ikke som jeg, men som du vil. Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende og siger til Peder: saa mægtede I ikke at vaage én Time med mig! Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt^[760]. Atter gik han anden Gang bort og bad og sagde: min Fader, hvis denne ikke kan gaa forbi, uden at jeg skal drikke den, da ske din Vilje. Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare tyngede; og han forlod dem, gik atter bort og bad tredje Gang og sagde det samme Ord. Da kommer han til Disciplene og siger til dem: sover herefter og hviler eder^[761]! se, Timen er nær, og Menneskesønnen bliver overgivet i Synderes Hænder. Staar Op, lader os gaa; se, han, som forraader mig, er nær.

Og medens han endnu talede,^[762] se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsterne og Folkets Ældste. Men den, som forraadte ham, havde givet dem et Tegn og sagt: den, som jeg kysser, ham er det; griber ham. Og strags gik han hen til Jesus og sagde: hil dig, Rabbi! og kyssede ham heftigt. Men Jesus sagde til ham: Fælle, hvorfor er du her! Da traadte de til^[763] og lagde Haand paa Jesus og grebe ham. Og se, en af dem, der vare med Jesus, udrakte sin Haand og drog sit Sværd, og han slog til Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre af. Da siger Jesus til ham: stik dit Sværd igjen paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd^[764]. skulle tages af Dage med Sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, og han vil paa Stand stille mere end tolv Legioner^[765] Engle til min Tjeneste? Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det maa saaledes ske? I den Time sagde Jesus til Skarerne: I ere udgangne som imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange mig; daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke! Men dette er altsammen sket, for at Profeternes Skrifter skulle opfyldes^[766]. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

Og de, som havde grebet Jesus,^[767] førte ham bort til Ypperstepræsten Kajfas^[768]. hvor de Skriftkloge og de Ældste vare forsamlede. Men Peder fulgte ham i Frastand lige til Ypperstepræstens Gaard, og han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad Enden vilde blive. Og Ypperstepræsterne og de Ældste og hele Raadet søgte falsk Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde faa ham undlivet^[769]; og de fandt intet, endskjønt mange falske Vidner traadte frem. Men tilsidst traadte to^[770] frem og sagde: denne har sagt: jeg mægter at nedbryde Guds Tempel og i tre Dage at bygge det op^[771]. Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: svarer du intet? hvad er det, disse vidne imod dig? Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham: jeg edfæster dig ved den levende Gud^[772] til, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn! Jesus siger til ham: du sagde det^[773]; dog^[774], jeg siger eder, fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens^[775] højre Side og komme paa Himlens Skyer. Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder^[776] og sagde: han har bespottet Gud; hvad have vi mere Vidner behov! se, nu have I hørt Bespottelsen! Hvad tykkes eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden^[777]. Da spyttede de ham i Ansigtet og sloge ham med knyttede Næver, og nogle gave ham Ørefigen og sagde: profetér os, Kristus, hvem var det, der slog dig^[778]?

Men Peder sad udenfor i Gaarden.^[779] Og en Pige kom hen til ham og sagde: ogsaa du var med Galilæeren Jesus. Men han negtede det i alles Paahør og sagde: jeg véd ikke, hvad du mener^[780]. Men da han var gaaet ud i Forhallen, saa en anden Pige ham, og hun siger til dem, som vare der: han dèr var med Jesus af Nasaret. Og han negtede det atter med en Ed: jeg kjender ikke det Menneske! Men lidt derefter kom de til, som stode der, og sagde til Peder: sandelig ogsaa du er en af dem; thi dit Maal røber dig jo. Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske! Og strags gol Hanen^[781]. Og Peder kom Jesu Ord i Hu, at han havde sagt: førend Hanen galer, vil du fornegte mig tre Gange. Og han gik udenfor og græd bitterlig.

27de Kapitel.

Men da det var blevet Morgen,^[782] holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Samraad imod Jesus, for at faa ham undlivet^[783]. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus^[784].

Da Judas, som forraadte ham, nu saa,^[785] at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod^[786]. Men de sagde: hvad kommer det os ved? se du dertil! Og han kastede Sølvpengene ind i Templet og veg bort og gik hen og hængte sig^[787]. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten, efterdi det er Blodpenge^[788]. Og efter at have holdt Samraad kjøbte de for dem Pottemager-Marken til Gravsted for de fremmede^[789]. Derfor blev den Mark kaldet Blodmark indtil den Dag i Dag. Da Opfyldtes det, som blev talet ved Profeten Jeremias, der siger: "Og de toge de tredive Sølvpenge, den værdsattes Værd, hvem de værdsatte paa Israels Børns Vegne, og de gave dem for Pottemager-Marken, efter som Herren paalagde mig"^[790].

Men Jesus stod for Landshøvdingen.^[791] Og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge^[792]? Og Jesus sagde til ham: du siger det. Og medens han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig? Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare^[793]. Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at give Hoben én Fange løs, hvem de vilde; og de havde den Gang en berygtet Fange, som hed Barabbas^[794]. Da de nu vare samlede, sagde Pilatus til dem: hvem ville I, at jeg skal give eder løs. Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus^[795]? Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: giv dig ikke af med denne retfærdige; thi jeg har i Dag lidt meget i en Drøm for hans Skyld. Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Hoben til, at de skulde begjære Barabbas og tage Jesus af Dage. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: hvem ville I, at jeg skal give eder løs af de to? Men de sagde: Barabbas^[796]! Pilatus siger til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Kristus? De sige alle: lad ham blive korsfæstet! Men Landshøvdingen sagde: hvad ondt har han da gjort? Men de raabte af al Magt og sagde: lad ham blive korsfæstet! Da nu Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der kun blev mere Ustyr, tog han Vand og toede sine Hænder^[797] i Hobens Paasyn og sagde: jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil! Og hele Folket^[798] svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn! Da gav han dem Barabbas løs; men Jesus hudstrøg^[799] han og overgav ham til at korsfæstes.

Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus til sig ind i^[800] Borgen og samlede hele Mandskabet om ham^[801]; og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød Kappe om ham^[802], og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og et Rør i hans højre Haand, og de faldt paa Knæ for ham, dreve Spot med ham og sagde: hil være dig, du Jødernes Konge! og de spyttede paa ham, toge Røret og sloge ham i Hovedet. Og da de havde drevet Spot med ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham bort for at korsfæste ham.

Medens de nu gik ud^[803][804], traf de en Mand fra Kyrene ved Navn Simon, ham tvang de til at bære hans Kors^[805]. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgata (det vil sige: Hovedpandested^[806]), gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde^[807]; og da han havde smagt det, vilde han ikke drikke det. Men da de havde korsfæstet ham^[808], delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning^[809]; og saa sad de der og holdt Vagt over ham. Og oven over hans Hoved satte de hans Skyld, saa skreven: "Dette er Jesus, Jødernes Konge"^[810]. Derpaa blive to Røvere korsfæstede tilligemed ham, en ved højre, og en ved venstre Side. Men de, som gik forbi, bespottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder^[811] og sagde: du, som nedbryder Templet og i tre Dage bygger det op, frels dig selv; er du Guds Søn, saa stig ned af Korset^[812]! Ligeledes spottede ogsaa Ypperstepræsterne tilligemed de Skriftkloge og Ældste og sagde: andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse! er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi tro paa ham! Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham^[813]; thi han sagde: jeg er Guds Søn! Ja, ogsaa Røverne, som vare blevne korsfæstede med ham, smædede ham paa samme Maade. Men fra den sjette Time blev der Mørke over det hele Land indtil den niende Time^[814]. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: Eli, Eli, lama sabaktani! det vil sige: min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig^[815]! Men nogle af dem, som stode der, sagde, da de hørte det: det er Elias^[816], han kalder paa. Og strags løb en af dem hen og tog en Svamp, fyldte den med Eddike^[817] og satte den paa et Rør og gav ham at drikke. Men de andre sagde: bi! lader os se, om Elias kommer og frelser ham. Men Jesus raabte atter med høj Røst^[818] og opgav Aanden.

Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst, og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, og Gravene aabnedes, og mange af de hensovede helliges Legemer stode op^[819], og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse^[820] og gik ind i den hellige Stad og viste sig for mange. Men da Høvedsmanden og de, som med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskjælvet og hvad der skete, bleve de saare rædde og sagde: sandelig, han var Guds Søn^[821]! Men der var mange Kvinder der, som i Frastand saa til, de, som havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham^[822]; iblandt dem var Maria Magdalene og Maria Jakobs og Joses' Moder og Sebedæos' Sønners Moder^[823].

Men da det var blevet Aften^[824][825], kom en rig Mand^[826] fra Arimatæa, ved Navn Josef, som og selv var en Discipel af Jesus, han gik hen til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da bød Pilatus, at det skulde udleveres. Og Josef tog Legemet og indsvøbte det i rent Linned^[827] og lagde det i sin nye Grav, som han havde udhugget i Klippen; og han væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. Men Maria Magdalene var der og den anden Maria, de sad lige overfor Graven.

Men den næste Dag,^[828] som er den efter Beredelsesdagen^[829], samlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus og sagde: Herre, det er rundet os i Hu, at den Forfører sagde, medens han endnu levede: tre Dage efter staar jeg op. Byd derfor, at Graven sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: han er staaet Op fra de døde; saa vil den sidste Forførelse blive værre end den første. Pilatus sagde til dem: der have I en Vagt; gaar hen og holder sikker Vagt, som bedst I forstaa. Og de gik hen og bevogtede sikkert Graven med Vagten, efter at have sat Segl paa Stenen.

28de Kapitel.

Men efter Hviledagen, da det gryede ad den første Dag i Ugen,^[830] kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. Og se, der skete et stort Jordskjælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himlen og kom hen og væltede Stenen fra og satte sig paa den^[831]. Men hans Udseende var som Lynild, og hans Klædebon hvidt som Sne. Og af Frygt for ham skjælvede de, der holdt Vagt, og bleve som døde^[831]. Men Engelen^[832] tog til Orde og sagde til Kvinderne: I skulle ikke frygte; thi jeg ved, at det er Jesus den korsfæstede, I søge; han er ikke her, thi han er staaet op, ligesom han har sagt. Kommer hid og ser Stedet, hvor Herren laa. Og gaar skyndsomt hen og siger til hans Disciple: han er staaet op fra de døde, og se, han gaar forud for eder til Galilæa^[833]; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det. Og de gik skyndsomt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen at forkynde hans Disciple det. Men som de vare paa Vej for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: hil være eder! Men de kom hen og omfavnede hans Fødder og tilbade ham^[834]. Da siger Jesus til dem: frygter ikke; gaar hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gaa bort til Galilæa^[835], og der skulle de se mig.

Men medens de vare paa Vej,^[836] se, da gik nogle af Vagten til Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket^[837]. Og efter at have forsamlet sig med de Ældste og holdt Samraad, gave de Stridsmændene rundelig Penge og sagde: siger, hans Disciple kom ved Nattetid og stjal ham, medens vi sov. Og dersom dette kommer Landshøvdingen for Øre, skulle vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse. Men de toge Pengene og gjorde, som de vare underviste; og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.

Men de elleve Disciple droge til Galilæa,^[838] til det Bjærg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. Og da de saa ham, tilbade de ham, men nogle tvivlede^[839]. Og Jesus traadte frem, talede til dem og sagde: mig er given al Magt i Himmel og paa Jord^[840]; gaar derfor hen og gjører alle Folkene til mine Disciple, ved at døbe dem til Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, idet I lære dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder^[841]; og se, jeg er med eder alle Dage indtil Tidens Fuldendelse^[842].

---

---

1. I. Jesu Byrd og Barndom.

   (1—2. Kapitel).

2. Med dette Vers, som er hele Bogens Overskrift (Titel), udtaler Mt., at han vil vise, at den Jesus, hvis Jordeliv han i sit Evangelium skildrer, er Kristus, den forjættede Messias (se V. 16 Anm.), Davids, og gjennem ham Abrahams Søn. Han viser tilbage til disse to Stamfædre, fordi Israels Grund—Forjættelser vare givne til dem, til Abraham om, at "i hans Sæd skulde alle Jordens Slægter velsignes" (1 Mos. 12, 3), til David om, at hans Ætling skulde have det evige Kongedømme og hele Jorden til sit Rige (2 Sam. 7, 12—16; Slm. 2, 8). Evangeliet skal da historisk paavise, at Jesus er Opfylderen af den gamle Pagts Forjættelse og Forventning. — Istf. Historie kan man maaske ogsaa oversætte: Slægtebog (d. e. Slægt-Register; ordret staar der: Byrds Bog). I saa Fald bliver dette Vers kun en Overskrift over de følgende V. 2-17. Men ogsaa i dette Tilfælde udtaler Mt. hermed, at han i sit Evang. vil skildre Jesus som den forjættede Davids og Abrahams Søn; thi Stamtavlen er jo Indledning til den øvrige Bog.
3. V. 2—17: Jesu Slægtregister; smlg. Lk. 3, 23-38 og Anm. dertil. Dette maa ikke tages som et Forsøg paa for de udenfor staaende at bevise, at Jesus var Davids og Abrahams Søn (Ætling), men det skal paavise det for de troende, der kjende den gamle Pagts Historie.
4. Naar Mt. i Slægtregisteret anfører 4 Kvinder, af hvilke de to (Rahab og Rut) vare hedenske, de to (Tamar og Batseba) grove Synderinder, vil han sikkerlig dermed antyde, at Frelsen i Kristus som uforskyldt Naade er bestemt baade for Syndere og for Hedninger.
5. Mt. har i V. 8 efter Joram oversprunget de tre Konger Ahasja, Joas og Amasja, og ligeledes her i V. 11 efter Josias hans Søn Jojakim. Dette kan umulig være Glemsomhed, men maa være gjort med Forsæt, fordi disse Konger vare uværdige til at staa som Davids Ætlinger, de tre første paa Grund af deres Forbindelse med Akabs afgudiske Æt, hvorved de havde gjort deres til at hindre Forjættelsen, den sidste derved, at han ikke blev Konge i Kraft af sin Nedstammelse fra David, men blev indsat af Ægypterne.
6. Kristus er her brugt, som næsten altid i N. Test., ikke som et Egennavn, men som et Embedsnavn; det er den græske Overs. af det hebraiske Messias, d. e. "den Salvede", den af Gud indviede og indsatte (forjættede) Konge. Naar der i V. 1 og 18 o. a. St. staar: "Jesus Kristus", er det altsaa at forstaa: Jesus, som er den Salvede, den forjættede Frelserkonge.
7. Gjennem de tre Rækker af Slægtled paapeger Mt., hvorledes Forjættelses-Tiden udviklede sig til sin Fylde: 1) Fra Abraham til det davidiske Kongedømme; 2) dette Kongedømmes Dalen indtil Udlændigheden, da Davids Kongestamme blev omhugget, saa at kun "Stubben" (Es. 11, 1) blev tilbage; 3) Davids Hus's Fornedrelse, indtil det forjættede "Skud" af Davids Rod spirer frem. (For at faa fjorten Slægtled i alle tre Rækker maa Jekonjas tælles baade til 2den og 3dje Række; han hører til 2den, fordi han var Konge, til 3dje, fordi han levede under Udlændigheden).
8. V. 18-25: Jesu Byrd.
   I V. 16 er sagt, at Jesus var Søn af Maria (ikke af Josef); nu fortælles, V. 18-25, hvorledes det da forholdt sig med Jesu Byrd (hans Herkomst), nemlig at han var "undfangen ved den Hellig-Aand", men blev "Davids Søn" derved, at Davids Ætling Josef lyste ham i Kuld og Kjøn ved at ægte "Jomfruen" Maria, hvorved Jesus for Loven, Guds Lov, kom til at staa som en ægte Søn af Josef, med Arveret til Davids Trone. — Man kan ogsaa oversætte: Jesu Kristi Fødsel; men det er næppe rigtigt her, da Mt. ikke egentlig fortæller om Jesu Fødsel (se Lk. 2, 1-7; jfr. 1, 26 ff.), men kun berører den i Forbigaaende, V. 25.
9. da hun kom tilbage fra sit. Besøg hos Elisabet (Lk. 1, 39 ff.).
10. Josef var retfærdig, rettede sig efter Loven, og kunde derfor ikke ville ægte en Kvinde, som han maatte anse for utugtig, førend han af Englen var bleven oplyst om, at det forholdt sig, som hun sagde, at hendes Foster var undfanget ved den Hellig-Aand.
11. Jesus betyder: "Herren frelser" (det er en senere Tids Udtale af det ældre "Josva"). Mange før ham havde haft dette Navn, fordi man i deres Fødsel havde set et Vidnesbyrd om Guds frelsende Kraft; men han alene svarede fuldkomment til dette Navn, thi han udførte Guds Frelses Raad.
12. Es. 7, 14. Navnet Immanuel, "Gud—med-os", udtrykker, at i ham skal Guds Naade komme til og være med Israel. Det udsiger altsaa væsentlig det samme som Navnet "Jesus".
13. Istf. en Søn, som der læses hos de ældste Vidner, læse de fleste senere Haandskr.: sin førstefødte Søn (efter Lk. 2, 7).
14. Kap. 2, 1-12: Vismændene fra Østerland.
    Herodes "den store", som Aar 40 f. Kr. af Romerne var bleven udnævnt til Konge, var almindelig afskyet af Jøderne baade for sin Grusomhed, og fordi han var en Idumæer (af Esavs Æt). Efter 36 Aars Regering døde han, 4 Aar før vor Tidsregning. (Denne hviler paa en Udregning af Kristi Fødselsaar, som blev gjort i Rom i det 6te Aarhundrede, men som ikke er nøjagtig).
15. Romerske Historieskrivere fortælle, at paa den Tid var der over hele Østerland udbredt en almindelig Forventning om, at der fra Jødeland skulde udgaa en Hersker over Alverden. De hedenske Vismænd, som sikkerlig have været Stjernetydere, og derfor mulig fra Kaldæa eller Babylon, have delt denne Forventning. Maaske har Østerlændingen Bileams Spaadom om "Stjernen af Jakob" (4 Mos. 24, 17) bidraget til, at de i Stjernen saa et Tegn paa denne Herskers Fødsel.— Istf. tilbede kan man ogsaa overs.: hylde (kaste os ned for ham). Ligeledes i V. 8 og 11.
16. Herodes forstod strags, at denne Konge maatte være Kristus, den forjættede Herrens Salvede, og han opskræmmedes derved, da han deraf ventede sit Herredømmes Undergang; og den verdsligsindede Hovedstads Indbyggere opskræmmedes ikke mindre ved Udsigten til, at Messias's Komme vilde gjøre Ende paa deres Hei-lighed.
17. d. e. Medlemmerne af det højeste Raad, "Synedriet"; se 21, 23 Anm.
18. Mika 5. 1-3. Profetens Ord ere anførte i kort Uddrag.
19. Israels tolv Stammer vare delte i Underafdelinger ("Tusender"), som repræsenteredes af "Fyrster" eller "Høvdinger". — Saa lille som Betlehem var iblandt disse, skulde det dog naa en større Herlighed, derved at den forjættede Davidssøn skulde fødes der. (Betlehem i Juda, eller B. Efrata, kaldtes saaledes til Adskillelse fra et andet Betlehem i Sebulons Stamme).
20. Stjernen var altsaa ikke længer til Syne, da de kom til Jerusalem; først da de kom paa Vej til Betlehem, saa de den igjen, til deres store Glæde.
21. De havde altsaa bedet Gud om Raad, hvorledes de nu skulde forholde sig.
22. V. 13-23: Flugten til Ægypten; Barnemordet i Betlehem; Tilbagekomst til Israels Land.
23. Hos. 11, 1. Udtrykket det skulde opfyldes, betegner ikke alene en ligefrem Spaadom, men ogsaa, at en af Profeterne udtalt Guds-Tanke, som tilforn havde fundet sit Udtryk i en Tildragelse i Datiden, paany bliver virkeliggjort, faar et nyt og fuldere Indhold ("Opfyldelse") i en ny Tildragelse. Her hos Hoseas tales der om, at Gud i sin Kjærlighed førte Israels Folk fra Ægypten til Kanaans Land. Men den Tanke, at Gud saaledes maatte føre sit Folk ("sin førstefødte Søn", 2 Mos. 4, 22) ad denne Omvej til dets Maal, for at det ikke skulde ødelægges af det kananitiske Afguderis Smitte, den blev end fuldere virkeliggjort, da Guds "elskede Søn" blev ført om ad Ægypten, for at bevares for Herodes's Mordersværd. Jesus viser sig herved som den, i hvem det, som Israels Historie pegede hen til, fandt sin Opfyldelse.
24. Jer. 31, 15. Profeten taler om den dybe Hjærtesorg, som det voldte Israels Folk, at de ti Stammer ("Israels, eller Efraims Rige") for Folkets Synders Skyld bleve bortførte af den assyriske Voldsherre (Rakel, som var Efraims Stammoder, betegner Folket i sin Helhed). Og denne Sorg ser Mt. som "opfyldt", atter virkeliggjort, da den idumæiske Voldsherre Herodes, under hvis Magt Folket nu, ligeledes for sine Synders Skyld, var kommet, lod Børnene i Betlehem dræbe.
25. Efter Herodes's Død blev hans Rige delt imellem tre af hans Sønner: Arkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa, Herodes Antipas fik Galilæa og Peræa (Landet hinsides Jordan), og Filip nogle nordligere Landskaber (Lk. 3, 1). Men Arkelaos, der traadte i sin grusomme og tyranniske Faders Fodspor, blev efter ni Aars Regering afsat af Kejser Avgustus, som derefter lod hans Lande styre af romerske Landshøvdinger.
26. Jesus blev født i Betlehem og viste sig derved strags som den forjættede Arving til Davids Trone (V. 1 og 5); men han kom dog til at staa for Folket som en, der var fra Nasaret, d. e. et ringe og uanseligt Menneske, hvem ingen, der saa paa det ydre, vilde anse for Davidssønnen (jfr. Joh. 1, 47; 7, 41). Der er intet Ord i G. T., hvori der ligefrem siges, at Jesus skulde kaldes Nasaræer; men Mt. sigter til, hvad Profeterne (ɔ: Spaadommene) varslede om, at Messias skulde ringeagtes af sin Samtid (se Es. 49, 7; 53, 2 f.; Slm. 22, 7 ff.).

27. II. Forberedelsen for Jesu offentlige Virksomhed.
    (Kap. 3, 1—4, 11).

    Kap. 3, 1-12: Johannes Døbers Prædiken; smlg. Mk. 1,2-8; Lk. 3, 1-18.

    I de Dage, medens Jesus endnu levede i Nasaret.

28. Om Johannes's Fødsel, se Lk. 1, 5-25, 57-80.
29. d. e. den ubeboede Slette ved Jordans Udløb i det døde Hav.
30. Himmeriget (ordret: "Himlenes Rige") er det samme, som i de andre Skrifter af N. T. kaldes "Guds Rige"; det betegner det Rige, som det var forjættet, at "Himlenes Gud" i Tidens Fylde skulde Oprette (Dan. 2, 44), og hvor "Menneskesønnen" skulde regere over alle Folk (Dan. 7. 13. 14), altsaa Guds Rige under den ny Pagt, hvor "Guds Vilje sker paa Jorden, som i Himlen", baade under dets Udvikling og i dets Fuldendelse. Men derfor kan ingen komme derind uden "Omvendelse", ej heller blive deri uden stadig Omvendelse (se 18, 3) fra Synden, d. e. fra Egenviljen og Selvraadigheden. — Himmeriget er kommet til Jorden i Guds og Menneskets Søn Jesus Kristus, og det omfatter alle, som ved Troen paa hans Ord ere indlemmede i ham.
31. Es. 40, 3.
32. Den Vej, hvorad Herren finder Indgang i Hjærterne. Mennesket kan spærre denne Vej ved at holde paa sine Synder og ikke omvende sig.
33. Grovt Tøj, vævet af Kamelhaar (ligesom Elias, 2 Kong. 1, 8).
34. Jordans-Egnen, ɔ: Dalstrøget paa begge Sider af Jordan, fra Genesaret Sø til henimod det døde Hav.
35. Ved Syndsbekjendelsen viste de, at de vare villige til den Omvendelse, som er Betingelsen for at indgaa i Himmeriget.
36. De to mest fremtrædende religiøse Hovedretninger blandt Datidens Jøder, hvis Tankegang prægede Folket i det hele. Farisæerne lagde Vind paa en punktlig Opfyldelse af Loven i alle Enkeltheder, udlagte efter "de gamles Overlevering"; men de fremmede derved mere et udvortes Bogstavvæsen end en virkelig Hjærtens Lydighed. Saddukæerne vare en verdsligklog Fritænker-Retning, der kun tog Loven og dens Opfyldelse som Middel til jordisk Velvære, negtede Opstandelsen, Løn og Straf efter Døden, Tilværelsen af Engle og Aander (22, 23; Ap. Gj. 23, 8).
37. I som forgifte Folket (jfr. 23, 33; Es. 59, 5; Slm. 58, 5).
38. Den tilkommende Vrede, ɔ: Guds retfærdige Dom over Synden. Den forberedes og begyndes, saa snart den forjættede Kristus kommer, og Himmeriget i ham, thi da maa Menneskene gjøre deres Valg for eller imod Lyset (Joh. 3, 18 ff.; jfr. Mal. 3, 2 ff.), og den aabenbares fuldkomment, naar Kristus kommer i sin Herlighed (1 Tess. 1, 10).
39. V. 8-12 giver et kort Afrids af Hovedstykkerne i Joh.s Prædiken: 1) Omvender eder, men i Sandhed, saa det viser sig i eders Liv (hvorledes, udføres nøjere Lk. 3, 10-14); thi nu staar Afgørelsen for Døren (V. 8-10). 2) Naar Kristus kommer, skal han ved sin Daab give det Liv i Gud, som Joh.s Daab og den Omvendelse, den skulde føre til, kun kunde berede til at modtage (V. 11); 3) men derfor skal han tillige holde Dom, og skille mellem Hvede og Avner (V. 12).
40. Guds Kjærligheds Ild, som udgløder Synden af Hjærtet (Lk. 12, 49).
41. Kristus skal holde Dom (gjøre Skilsmisse mellem gode og onde), fordi han er Høstens Herre, der saar den gode Sæd i Hjærterne, idet han døber os (jfr. 13, 37-43).
42. V. 13-17: Jesu Daab; smlg. Mk. 1. 9-11; Luk. 3, 21. 22.
43. d. e. jeg trænger til at døbes med den Daab, som du skal bringe, men du trænger ikke til Omvendelsens Daab. At Johannes vidste, at Jesus var Messias, kan der ikke tvivles om, da han var i Slægt med ham (Lk. 1. 36) og utvivlsomt af sin Moder har hørt, at Marias Søn var den "Herre" (Lk. 1, 43), hvis Vej han skulde berede. Se Joh. 1, 33 Anm.
44. Skjønt din Vægring i sig selv kunde synes grundet, maa du dog nu tilstede det, thi nu skal Guds Retfærdigheds Krav opfyldes af os: af dig, derved at du døber mig, af mig, derved at jeg lader mig døbe. Ved sin Daab gik Jesus nemlig ind under deres Vilkaar, som trænge til Omvendelse, og blev "det Guds Lam, som bar Verdens Synd"; men dette var Betingelsen for, at han kunde fyldestgjøre Guds Retfærdighed for os (2 Kor. 5, 21) og blive den gode Hyrde, som efter Guds Vilje satte Livet til for Faarene.
45. Da Jesus saaledes havde givet sig ind under Synden (som skiller fra Gud), fik han strags Tilsagnet om Faderens Velbehag, og om at hans Sønne-Samfund med Faderen dog stod uryggelig fast (jfr. 17, 5).
46. Kap. 4, I-II: Jesu Fristelse; smlg. Mk. 1, 12. 13; Lk. 4, 1-13.
47. Ved Fristelsen blev Jesus i Ensomhed beredt til den Tjenergjerning, han ved sin Daab havde paataget sig, og til den Kamp, som den vilde føre med sig. — Han blev ført op (fra den lavtliggende Jordandal) i Ørken af aanden; det var altsaa ikke en vilkaarlig eller tilfældig Vandring, men en Lydigheds-Gjerning; thi kun da kan man føres af den Hellig-Aand, naar man lader Selvraadigheden fare og lyder Gud i den af ham betroede Tjeneste.
48. Heri ligger ikke, at Djævelen først da begyndte at friste Jesus, men de tre omtalte Fristelser vare de sidste, og med dem afsluttedes denne Fristelse. (Af Mk. 1, 13 og Lk. 4, 2 ses, at Jesus blev fristet hele Tiden i Ørken.) De tre Fristelser gaa alle ud paa at lokke ham til at søge sit eget, "gjøre sig selv til Behag" (Rom. 15,3), og slippe sin Tjener- og Frelser-Gjerning. Kampen gjaldt altsaa om os, om det faldne Menneske, ligesom senere i hele Jesu offentlige Liv, og især i hans sidste Lidelse.
49. Denne Fristelse gik ud paa, at han skulde bruge sin Sønnemagt til sit eget Bedste (jfr. 27, 40), medens han i Tjenerskikkelsen kun maatte bruge den til Menneskenes Frelse og til Faderens Ære.
50. 5 Mos. 8, 3. Israel skulde i Ørken lære, at om de end manglede det sædvanlige Brød, kunde Gud dog med et Ord holde dem i Live, naar de kun lydig fastholdt hans Ord. Saaledes vilde Jesus, som den sande "Herrens Tjener", kun holde sig til Guds Ord (3, 17) og den ham derved givne Tjeneste, og deri søge sit Liv og sin Styrke (jfr. Joh. 4, 34). Mærk: Jesus skulde i Lydighed under Loven opfylde den og derved opfylde Israels Bestemmelse; i ham se vi det sande Israel, som det skulde være. Dette har Jesus her for Øje; alle hans Svar paa Djævelens Fristelser vise, at han her i Ørken gjennemlevede Israels Vandring i Ørken.
51. d. e. Jerusalem; se 27, 53; Es. 48, 2.
52. I N. Tests Sprogbrug gjøres der stadig Forskjel mellem "Templet" (paa Græsk: Naos), ɔ: selve Tempelhuset, hvortil kun Præsterne havde Adgang, og "Helligdommen" (Græsk: Hieron), som tillige omfattede alle Forgaardene med deres Buegange og Bygninger til Forsamlinger og andet Brug, hvortil Folket havde Adgang. Da her staar Helligdommens (ikke: Templets) Tinde, menes der vist et fremragende Punkt paa en af de Bygninger, der omgav Templet; man har gjættet paa et Højdepunkt af "Salomons Buegang" (Joh. 10, 23), hvorfra man saa ned i Josafats Dal som i et svimlende Dyb.
53. Slm. 91, 11. 12. Med denne Forjættelse til Guds tro og lydige Folk vil Djævelen lokke Jesus til at bruge sin Sønnemagt til sin egen Forherligelse (jfr. Farisæernes Begjæring om et Tegn fra Himlen, 12, 38; 16, 1).
54. 5 Mos. 6, 16; d. e. du maa ikke selvraadig sætte Guds Magt paa Prøve.
55. Maa ikke forstaas om alle Riger over hele Jorden, men om de store Verdensriger, som i Tiden havde været og endnu vare, og som Kristi Rige skulde afløse (se Dan. 2, 36 ff.; 7, 2 ff.). Djævelen vil lokke Jesus til at tage sit Verdensherredømme som et "Rige af denne Verden" ligesom disse, uden Lidelse, men ogsaa uden Frelse for Mennesket, og derfor paa Betingelse af, at han hylder Djævelen som "denne Verdens Fyrste".
56. 5 Mos. 6, 13.
57. Tjente ham, med Føde (ligesom Elias, 1 Kong. 19, 5 ff.).

58. III. Jesu offentlige Virksomhed i Galilæa.
    (Kap. 4, 12—18, 35).

    V. 12-17: Indledning; smlg. Mk. 1, 14. 15; Lk. 4, 14. 15.

59. Se 14, 3 ff. Jesus havde tilbragt næsten hele Tiden efter sin Daab i Judæa (se Joh. 1, 35—3, 36). Naar han nu drog til Galilæa (se Joh. 4, 1-3), var det ikke for at undgaa Døberens Skjæbne, thi i Galilæa var han netop paa Herodes Antipas's Omraade, men tværtimod for at fortsætte, hvad Johannes var bleven afbrudt i (se V. 17).
60. Genesaret-Søen (ogsaa kaldt: Galilæas, eller Tiberias's Sø), henved 3 Mil lang og 1+1⁄2 Mil bred. Omegnen var den Gang meget tæt befolket og navnkundig i hele Jødeland for sin Skjønhed og store Frugtbarhed. Nu er den næsten helt øde. Stedet, hvor Kapernaum laa, kjendes ikke mere sikkert; muligvis har det været ved den nordvestlige Del af Søen.
61. Es. 9, 1. 2, frit anført. Dette Spaadomsord, hvori der tales om den Naade, som den forjættede "Immanuel" skulde bringe den dybest fornedrede Del af det faldne Israel, er som en Overskrift over hele Afsnittet 4, 12—18, 35.
62. Nu først, efter at være flyttet til Kapernaum, traadte Jesus offentlig frem i Galilæa, og han begyndte med at optage Johannes's Prædiken (3, 2).
63. V. 18-22 (smlg. Mk. 1, 16-20): Da Jesus begyndte at prædike, begyndte han ogsaa at kalde Disciple til stadig at følge ham. Exempelvis fortælles her om Kaldelsen af fire, formodentlig de fire første. Allerede tidligere vare idetmindste de tre af disse (Peder, Andreas og Johannes) blevne Jesu Disciple (se Joh. 1, 35-43); men nu lover Jesus at gjøre dem til Menneskefiskere, d. e. til sine Sendebud, der skulde føre Mennesker ind i hans Menighed.
64. Dette er kun et Løfte; Opfyldelsen deraf skete for Peders Vedkommende ved hans underfulde Fiskedræt (Lk. 5, 10), for Andreas og de to andre, da de bleve udnævnte til Apostle (Lk. 6, 13).
65. V. 23-25: Almindelig Oversigt over Jesu Virksomhed i Ord og Gjerning i den nærmest følgende Tid. 5-7 Kap. skildrer dernæst nøjere, hvorledes Jesus prædikede, 8-9 Kap. hvorledes han helbredte (dog ogsaa hans Tale; se 8, 19 ff.; 9, 9—17).
66. Synagoger ɔ: Forsamlingshuse, hvor man kom sammen paa Sabbaten for at høre Loven og Profeterne oplæses og forklares.
67. Rigets Evangelium kan forstaas: det gode Budskab om Himmeriget (se V. 17); dog snarere: det, hvorved Mennesker føres ind i Riget.
68. Besatte, se Anm. til 8, 28; maanesyge, saadanne, hvis Sygdom (især Faldsot) tiltog og aftog med Maanen; værkbrudne, ɔ: lamslagne, af Gigt eller anden Sygdom (Apoplexi).
69. Dekapolis, ɔ: "Tistads-Landet", et Landskab i den nordøstlige Del af Palæstina. At Jesus havde vundet Disciple i Jerusalem og Judæa, ses af Joh. 2, 23; 3, 22.
70. Kap. 5-7: Kesu Bjærgprædiken; smlg. Lk. 6, 20-49, hvor samme Tale læses i Brudstykker.
71. Det er sine Disciple, Jesus taler til, vel ikke alene de nærmeste, som stadig fulgte ham, men ogsaa dem af de medfølgende Skarer, som troede paa ham, og som derved vare blevne den himmelske Faders Børn (se 5, 16. 48; 6, 1. 4. 14 f. 26. 32; 7, 11) og retfærdige for ham (5, 10. 20; 6, 1). For dem udtaler Jesus, hvordan deres Levned paa Grund heraf skal være i Verden. Hele Talen har de to Livsforhold, Børneretten og Retfærdigheden for Gud, til sin Forudsætning.
72. V. 3-12: Indledningen, viser dels, hvad de have at vente sig i ham, nemlig at blive salige, ɔ: hjærtenslykkelige Mennesker, som have Grund til at "glæde og fryde sig" (V. 12), ikke fordi deres Liv skulde være uden Sorg og Nød, ej heller fordi de, som de fleste ventede af Messias, skulde blive førte ind i et jordisk Herligheds-Rige (se V. 10-12), men paa Grund af den Naadens Rigdom, de skulde faa og have i Vente i Himmeriget, fordi de i ham havde Faderens Naade og Velbehag; dels det Hjærtelag, der er modtageligt for denne Salighed, det "smukke og gode Hjærte", som er skikket til at høre Rigets Evangelium og bevare det.
73. De, som føle Savnet af aandeligt Livs-Indhold og se, at de ikke selv kunne bringe det til Veje, de ere selvskrevne Arvinger til Himmeriget (3, 2 Anm.), fordi de have Hjærte til at modtage det. Jfr. 19, 14.
74. Sørge, over deres aandelige Fattigdom (ikke: de knurrende, Juda 16).
75. De sagtmodige, som føle, at de have intet at kræve, skulle arve den nye Jord, og her, hvor de ere fremmede og Udlændinge, blive de Herrer, uafhængige af Jorden, medens Verdens Børn ejes af den.
76. Mættes med Retfærdighed, her, ved at faa Syndsforladelse og Børneret hos Faderen, hisset, ved at blive fuldkommen rene, som hans Børn (jfr. V. 48).
77. Barmhjærtigheden udspringer af at være bleven mættet med Retfærdighed (af Naade).
78. Se Gud, her, i hans Gjerninger og i Jesus Kristus, hisset, Ansigt til Ansigt (Hebr. 12, 14; 1 Joh. 3, 2-6).
79. De, som stifte Fred (modsat dem, der bruge den dem givne Naade og Oplysning som Anledning til Kiv; jfr. 2 Tim. 2, 22 ff.), skulle bære Børne-Navn med Sandhed, her og hisset, 1 Joh. 3, 1; Aab. 21, 7.
80. Forfulgte, fordi de have Retfærdighed (V. 6) og leve for og i den (V. 21-48); jfr. Joh. 15, 18 ff. — Det i V. 3-9 skildrede Hjærtelag er lige modsat det, der raader i Verden; hvor det lægger sig for Dagen, indeslutter det en Dom over den, derfor vækker det Vrede og Forfølgelse; men denne skal kun tjene til at gjøre os des mere modtagelige for Glædeni Gud.
81. Vægten ligger paa Ordet ere: I have midt under Trængselen Aarsag til at være hjærteglade i Gud (jfr. Ap. Gj. 5, 41; 2 Kor. 12, 10); thi Trængselen er eder et Pant paa, at I ere hans tro Tjenere, ligesom fordum Profeterne.
82. V. 13-16 fremsætter Themaet for hele Bjærgprædiken (hvilket dernæst udføres i det enkelte i 5, 17—7, 12). Det var den almindelige Forventning hos Jøderne, at Messias skulde komme med et Sejrens og Herlighedens Rige; de fleste ventede det i jordisk Højhed, hvor alle Folkefærd maatte bøje sig for Israel, andre mere aandeligt, som en Tilstand, hvor de, friede fra ydre og indre Fjender, kunde tjene Gud uden Frygt og Trængsel (Lk. 1, 74 f.). I Modsætning hertil har Jesus allerede V. 10-12 sagt sine Disciple, at de maa være belavede paa Haan og Forfølgelse, og nu siger han dem, at de skulle leve i en Verden, hvor de Opløsende Kræfter og Mørket ere til Stede i fuld Virksomhed; men de maa ikke derfor drage sig tilbage fra den, men skulle leve i den som Jordens Salt og Verdens Lys. (Her i Bjærgpr. er ikke Tale om den kristelige Forkyndelse, men kun om det kristelige Levned).
83. Jorden, ɔ: det jordiske Menneskeliv (jfr. Joh. 3, 31); i dette ere paa Grund af Synden, Forraadnelsens Kræfter, Løgnen og Selviskheden, i fuld Virksomhed; men de Kristne skulle være Saltet, der modvirker Opløsningen, ved at leve som Guds Børn i Sandhed og Kjærlighed.
84. Saltet mister sin Kraft, naar Guds Børn "skikke sig lige med Verden" (Rom. 12, 2; 2 Kor. 6, 14 ff.).
85. Verden, ɔ: den faldne, "verdslige" Menneskeslægt (Joh. 3, 16); i den skulle I være Lys, ved at føre eders Levned for Guds Aasyn som hans Børn og som Lysets Børn (se Fil. 2, 15; Ef. 5, 8), saa at Mennesker derved kunne ledes fra deres Liv i Verden, uden Gud, hen til ham (1 Ped. 2, 12).
86. Den sande Kristendom maa give sig tilkjende i de Kristnes Levned.
87. Det Lys, som I have modtaget (og selv ere blevne) i Gud Faders Naade, er ikke bestemt for eders egen snævre Kreds alene, men for alle. (Oldtidens Lamper vare en aflang Beholder til Olie, med en Hank i den ene Ende, og en Tud i den anden, ud af hvilken Vægen stak frem. Naar man skulde arbejde ved en Lampe, satte man den paa en Stage).
88. Saaledes, som Lampen paa Stagen.
89. V. 17-20: Themaet i V. 13-16 udføres nu nøjere i 4 Afsnit (5, 21-48; 6, 1-18; 6, 19-34; 7, 1-12); men først forklares her, hvilke disse "gode Gjerninger" ere, som skulle vise, at de ere Guds Børn: det skal ikke være særegne, hidtil usete Gjerninger, men dem, som Guds Lov byder.
90. Kristus vil ikke nedbryde (kuldkaste, tilintetgjøre) hverken Loven eller Profeterne; men ligesom han vil opfylde disse, dels ved at gjøre, hvad de ligefrem have forudsagt, dels ved at aabenbare for og paa sin Menighed det Guds Frelses Raad, som de dunkelt varslede om (se 1 Ped. 1, 10-12; Rom. 16, 25 f.), saaledes vil han ogsaa opfylde Loven.
91. d. e. "før skulde Himmel og Jord forgaa, førend en Tøddel af Moseloven skulde forgaa uopfyldt" (inden alt er sket, ɔ: inden alt, hvad den kræver, er virkeliggjort). — Guds Lov udtaler, hvad Gud har bestemt Mennesket til og derfor kræver af os. Først naar Mennesket har naaet sin Bestemmelse, er dette "sket", og da er Loven ikke længer Lov. Men Moseloven, som Talen her er om, udtaler hvad Gud krævede af Israels Folk; naar Guds Bestemmelse med Israel er sket, da ophører den at være Lov (se Gal. 3, 23—25; Ef. 2, 15). Og dette skete, da Jesus Kristus i fuldkommen Lydighed under Loven, altsaa som den sande Israelit, "i hvem der ikke var Svig", hengav sig som Sonoffer for os. For saa vidt som Loven derimod udtaler, hvad Gud har skabt Mennesket til, ophæves den ikke, førend Mennesket har naaet sit Maal; men Kristus vil "opfylde" dette, baade derved, at han selv i fuldkommen Lydighed gjorde, hvad der er Guds Vilje med Mennesket, og derved, at han (ved sin Aand) fører sine Disciple til den samme Lydighed.
92. Ved selvraadig at bryde Loven gjør man sig selv des mindre skikket til at faa Del i Himmerigets Rigdom (som bestaar i, at Guds Vilje "sker i os"); thi uden Troskab i det smaa kan man ikke faa det store betroet.
93. V. 20: "Thi til at være i Himmeriget udkræves en bedre Retfærdighed end Farisæernes." Den Retfærdighed, I have faaet (V. 6) ved at blive Guds Børn, maa lægge sig for Dagen i et Levned, som overgaar de Skriftkloges og Farisæernes (hvilke havde nok i at være udvortes retfærdige for Mennesker). Guds Naade skal virke, at vi opfylde Guds Vilje af Hjærtet; jfr. Tit. 2, 11-14.
94. De Skriftkloge (kaldes ogsaa "de Lovkyndige") vare de lærde, som gave sig af med at granske og forklare den hellige Skrift, især Loven.
95. Selv om vi ere Rigets Børn, maa vi dog her paa Jorden stedse paa ny ved daglig Omvendelse komme ind i Himmeriget; thi vi ere kun i Himmeriget, for saa vidt som Gud regerer vort Hjærte, hersker i vor Vilje saaledes, at vi ville, hvad han vil.
96. I V. 21-48 viser Jesus i Exempler, hentede dels fra de ti Bud, dels fra den øvrige Lov, hvad Slags "gode Gjerninger" (V. 16, = "Retfærdigheds Frugter", Fil. 1, 11) Guds Børn skulle stræbe efter, for at kunne staa som Verdens Lys. Han skildrer her de Kristnes "Fuldkommenhed" (V. 48), deres sædelige Ideal. Ved at sætte sit: "Jeg siger til eder" overfor Lovens Bud, fremtræder Jesus ikke som Lovens Fortolker, men som dens "Opfylder", idet han udtaler den Guds-Tanke, som ligger til Grund for Moselovens udvortes og begrænsede Bud. Denne er med ét Ord: I skulle føre eders Levned for eders himmelske Faders Aasyn i selvfornegtende Kjærlighed. V. 21-26: I skulle bevise Kjærlighed uforskyldt ved ikke at vredes og ved at tilgive (ligesom I have modtaget eders Faders Naade uforskyldt). V. 27-32: værer kyske af Hjærtet, og værer rede til at ofre alt for ej at gaa glip af Guds Rige. V. 33-37: udtaler eders Forsikringer som Guds Børn, der leve for hans Aasyn. V. 38-42: værer rede til at lide for Guds Riges Skyld. V. 43-47: viser Kjærlighed mod Guds Riges Fjender, saa I gjøre andre samme Skjel, som er gjort eder.
97. d. e. hvad der er sagt til Forfædrene, have I hørt saaledes (af de Skriftkloge); se 2 Mos. 20, 13; 3 Mos. 24, 17.
98. V. 22: naar du er vred paa din Broder; V. 23-24: naar han er vred paa dig; V. 25-26: naar I begge ere vrede.
99. Allerede Vreden mod din Broder (som er fælles med dig om Guds Naade) er strafskyldig. — Ordene uden Aarsag udelades i nogle af de ældste Haandskrifter.
100. Raka, ɔ: du tomme! Usling! Raadet, ɔ: Synedriet, Jødeines højeste Domstol. Daare, ɔ: Gudsfornegter, som staar udenfor Pagten med Gud (se Slm. 14, 1). — Du hjemfalder til den Dom, som du ved din Vrede fælder over din Broder (jfr. 7, 2).
101. Jesu Disciple frembar den Gang ligesaa vel som de øvrige Jøder deres Gaver (ɔ: Ofre) i Templet. Men Offeret er som den legemliggjorte Bøn (Slm. 141, 2); derfor gjælder dette Jesu Ord for os, naar vi ville bede til Gud (jfr. Mk. 11, 25).
102. Den Kristen, som ikke vil tilgive, hjemfalder til Guds Dom, aldeles uanset, om han for Menneskers Dom kunde have Ret (jfr. 18, 32 ff.). Den Synd, hvorved Næstens Vrede er bleven vakt, lignes her ved en Gjæld, om hvilken der føres Retstrætte.
103. 2 Mos. 20, 14.
104. Det vil ikke være dig let at undgaa denne onde Begjæring; men intet Offer, ingen Selvfornegtelse maa være dig for dyr, for at undgaa, hvad der kan forarge dig (give dig Anledning til Fald). Du vilde opofre dit Øje eller din Haand for at redde dit Liv; saa maa du ej heller betænke dig paa at give Afkald paa det kjæreste Syn og den umisteligste Virksomhed paa Jorden, heller end at gaa fortabt. Øje og Haand er Billede paa det, man ser med sit Øje og virker med sin Haand. Jfr. Mt. 18, 8. 9.
105. 5 Mos. 24, 1.
106. Loven tillader Skilsmisse, dog saaledes at den skal ske paa lovformelig Maade, ved Skilsmissebrev; men for Kristne skal Ægteskabet være ubrødeligt (som det er efter Guds oprindelige Orden), og de have derfor kun én gyldig Grund til Skilsmisse, nemlig at Ægteskabet er brudt (ved Hor). Se 19, 3-9.
107. Sammendraget af 3 Mos. 19, 12 og 4 Mos. 30, 3.
108. Jesus taler hverken her eller nogensteds i Bjærgprædiken om det borgerlige Samfundsliv, men kun om de Kristnes private Forhold, Mand til Mand. Han forbyder altsaa ikke Eden for Øvrigheden (som han selv gik ind paa, Mt. 26, 63), men siger: I skulle omgaas saa sanddru med eders Ord, at den enkle Stadfæstelse og Negtelse er eder nok; jfr. Jak. 5, 12.
109. Farisæerne brugte i det daglige Liv mangfoldige slige Eder uden at regne dem for stort, naar de kun ikke nævnede Guds Navn (se 23, 16 ff.); men Jesus siger, at de i Virkeligheden alle vare Eder ved Gud.
110. Ikke: "det er ondt", d. e. Synd, men: af det onde, det udspringer af den Mistillid, Usandfærdighed og Løshed i Tale, som raader blandt Mennesker. Men det kommer an paa, hos hvem "det onde" ligger; da Pavlus ikke paa anden Maade kunde overvinde Korinternes Mistillid, brugte han Ed, 2 Kor. 1, 23.
111. 2 Mos. 21, 24; 3 Mos. 24, 20; 5 Mos. 19, 21. Det er Gjengjældelsesretten, "lige for lige", som er Grundlaget for al borgerlig Straffelov, men som kun maa udøves af Øvrigheden, ikke som privat Hævn.
112. d. e. mod den, der vil gjøre eder ondt (for Kristi Skyld). Ligesom man i det borgerlige Liv maa overlade til Øvrigheden at skaffe Ret, saaledes maa vi heller ikke tage os selv til Rette for den Uret, der gjøres os, fordi vi ere Kristne, ved at sætte ondt imod ondt, men skulle overvinde "det onde med det gode" (Rom. 12, 21) og overlade til vor Herre i Himlen at føre vor Sag. Dette vises i tre Exempler, med Hensyn til Ære (V. 39), Gods (V. 40) og Kræfter (V. 41).
113. Kjortelen, et Klædningsstykke omtrent som en Skjorte (af Uld eller Linned), der naaede til lidt under Knæerne og holdtes sammen ved et Bælte om Livet. Kappen, et firkantet Stykke Tøj (en Plaid), som hængtes over Skuldrene ovenpaa Kjortelen.
114. 3 Mos. 19, 18. Ordene og hade din Fjende (der kan ogsaa oversættes: saa kan du hade din Fjende), findes ikke i Gl. Test., men er et Tillæg af de Skriftkloge, formodentlig udledet af Ord som 5 Mos. 15, 3; 23, 20 (7, 2; 23, 3-6); idet man forklarede Næste om en Landsmand, saa blev "de fremmede" (Hedningerne) Fjender.
115. Ordene: velsigner dem, som forbande eder, gjører vel mod dem, som hade eder, og senere: krænke eder og, lindes ikke hos flere af de ældste Vidner. De ere maaske tilføjede efter Lk. 6, 27. — Jesus taler her om Forfølgelsen for hans Skyld. Hvorledes der skal bedes for saadanne Fjender, ses af Stefans Exempel, Ap. Gj. 7, 60.
116. d. e. for at det maa kjendes, at I ere hans Børn (jfr. Joh. 15, 8), ved at I vise Kjærlighed uforskyldt, ligesom han, idet han af sin Naade har antaget eder som sine Børn.
117. Hvis I, ligesom Farisæerne, kun vise Kjærlighed mod dem, af hvem I selv modtage Kjærlighed, saa gjøre I jo kun det samme som enhver Tolder og Hedning; det kan derfor aldrig vise, at I ere Guds Børn, ej heller lede Mennesker til at prise ham (5, 16).
118. Tolderne Opkrævede Tolden i de romerske Toldforpagteres Tjeneste. De ansaas som Udskud blandt Folket, ikke alene for deres Uredeligheds Skyld, men ogsaa fordi ingen "ærlig Mand" vilde gjøre sig til Haandlanger for det forhadte romerske Herskab.
119. Hilsenen lød: "Fred med dig!" Den udtalte altsaa, at man holdt Samfund med den, man tiltalte saaledes.
120. I mange Haandskrifter læses: Tolderne (efter V. 46).
121. V. 48 sammenfatter alt, hvad der er sagt V. 21-47: eders Maal, som 1 skulle stræbe til, er at vorde fuldkomne, som eders himmelske Fader; thi dertil skabte han Mennesket, da han skabte det i sit Billede. og dertil kaldte han eder, da han antog eder som sine Børn. Først naar dette Maal er naaet, er den Kristnes Arbejde og Løb til Ende (jfr. Fil. 3, 13-15; 1 Joh. 3, 1. 2).
122. Kap. 6, 1-18 viser, paa hvilken Maade de skulde udøve den omtalte "Retfærdighed" (5, 20), nemlig ikke for at beundres af Mennesker og vise sig for dem, men uegennyttigt, for den himmelske Faders Aasyn (for at han kan prises derved, 5, 16). Dette udføres med Hensyn til Almisse (V. 2-4), Bøn (V. 5-15) og Faste (V. 16-18).
123. Istf. Retfærdighed læses i mange Haandskrifter: Almisse.
124. Gud lønner kun, hvad der gjøres for at tjene Ham.
125. d. e. Hyklerne; det skal se ud, som det var Gud, de vilde tjene, og de fattige, de vilde hjælpe, men de gjøre det for at beundres af Mennesker, altsaa for at tjene sig selv og søge deres eget.
126. De faa vel en Løn, ja den Løn, de tragte efter, i Ære af Mennesker; men dermed optage de ogsaa hele Lønnen og have ingen i Vente.
127. Du maa end ikke i dine egne Tanker gjøre dig til deraf.
128. I Løndom, hvor intet Menneske kan se det.
129. Ordet aabenbart udelades i flere gamle Haandskrifter, ligeledes i V. 6.
130. Det er det tomme Ordgyderi, Jesus advarer imod, ikke imod den vedholdende Bøn (jfr. Lk. 6, 12; 18, 1 ff.), ej heller imod at gjentage den samme Bøn, om den ikke strags bliver hørt (se 26, 39-44; 2 Kor. 12,8).
131. Vi behøve ikke lange Forklaringer for at oplyse Gud om, hvad vi trænge til; han kjender vor Trang, førend vi selv.
132. Den samme Bøn i en kortere Skikkelse læses i en anden Sammenhæng Lk. 11, 2-4.
133. Nogle af de ældste Haandskrifter læse: have forladt.
134. Man kunde ogsaa overs.: fra den Onde (Djævelen). Men af 2 Tim. 4, 18 synes at fremgaa, at Ap. Pavlus har forstaaet denne Bøn om Udfrielsen fra "det onde". — I de fleste yngre Haandskrifter tilføjes: thi dit er Riget (d. e. Kongedømmet) og Magten og Æren i Evighed, Amen. Men disse Ord findes ikke hos de ældste Vidner; de ere uden Tvivl tilføjede efter den kirkelige Brug af Bønnen.
135. Thi indfører Begrundelsen af den 5te Bøn (V. 12): med mindre I tilgive Mennesker, kunne I ikke faa den daglige Syndsforladelse, som I deri bede om, altsaa heller ikke beholde den Syndsforladelse og Retfærdighed, som I fik, da I bleve Guds Børn (jfr. 18, 34 f.).
136. d. e. skik dig ligesom ellers i dit daglige Liv.
137. Kun paa den sto1e Forsoningsdag var det befalet Israel at faste (3 Mos. 16, 29 ff.); men ved mange andre Lejligheder fastede enten hele Folket eller de enkelte, som et Udtryk for Selvfornegtelse for Guds Skyld, og dermed ogsaa for Ydmygelse og Sorg over Synden (se Domm. 20, 26; 2 Sam. 12, 16; Es. 58, 3 ff.; Sak. 7, 3 ff. o. a.). Farisæerne havde vedtaget som fast Skik at faste to Dage om Ugen (se Lk. 18, 12). Jesus paalægger ikke sine Disciple at faste, men siger, at naar de gjøre det, skal det være en Sag mellem Gud og dem alene.
138. V. 19—34: Eders Livs højeste Maal skal være eders himmelske Faders Velbehag og hans Rige. Dette udføres i V. 19-23 med Hensyn til Rigdommen, V. 24-34 med Hensyn til de jordiske Fornødenheder.
139. Et Menneskes Skat (Rigdom) er det, hvori han søger sit Livs Glæde. Vor Rigdom i Himlen er vor himmelske Faders Naade og Velbehag. Naar vi søge denne Rigdom, bliver vort Hjærte hjemme i Himmerige (V. 21) og bliver dèr saaledes oplyst, at vi kunne være "Verdens Lys", medens vi blive helt uskikkede dertil, dersom det jordiske er vort Øjemed (V. 22-23).
140. V. 22-23 (jfr. Lk. 11, 34 ff.) er en Billedtale: ligesom det rene og klare Øje kan optage Dagens Lys i sig og derved bliver i Stand til at lyse for Legemet til alle dets Gjerninger, saaledes kan og vort Hjærte optage Lyset fra Gud (Naaden og Sandheden i Kristus), saa at vi have "Lyset i os", og da kunne vi være "Verdens Lys". Men hvis dette Lys i de Kristne er Mørke (er udslukt, fordi de tragte efter det jordiske, og deres Kristendom er en blot Kundskab), hvor stort er da ikke Mørket! det er langt dybere, end om Lyset aldrig havde skinnet for dem (jfr. 5, 13; 2 Ped. 2, 20 f.).
141. Ondt ɔ: sygt, blindt (fordi det kun ser paa sit eget; jfr. 20. 15).
142. Thi Gud kræver, at hans Tjenere skulle "samle Skatte i Himlen"; men Mammon (Rigdom, Vinding) kræver det stik modsatte af sine Tjenere, af dem der leve for den, nemlig at de skulle "samle Skatte paa Jorden" (jfr. Lk. 16, 13).
143. Derfor, fordi I ikke kunne dele eders Hjærter mellem Gud og Mammon, derfor maa I ikke bekymre eder; thi Bekymringerne passe sig ikke for Guds Børn, men kun for dem, der leve for det jordiske (som Hedningerne, V. 32). — V. 25-34, smlg. Lk. 12. 22-31.
144. Naar Gud har givet eder det større, Livet og Legemet, skulde han saa ikke give eder det mindre, hvad der er fornødent for Liv og Legem?
145. Thi I ere hans Børn, og eder har han givet Evne til baade at saa og høste; skulde han saa ikke give eder Føden som Frugt af eders Arbejde?
146. d. e. og desuden kunne I slet intet udrette med eders Bekymringer. — Istf. Vækst kan der ogsaa oversættes: Alder (ɔ: I kunne ikke ved Bekymring forlænge eders Levetid). Meningen bliver den samme.
147. Hedningerne ere som de vildfarne Sønner, der vandre deres egne Veje borte fra Fædrelandet, i det fremmede Land (Lk. 15, 13), hvor de maa sørge for sig selv.
148. Naar I kunne stole paa, at eders himmelske Fader véd og vil give eder, hvad I have behov af det timelige, saa maa I først og fremmest stræbe efter altid at høre hjemme i hans Rige, ved at være retfærdige for ham, saa at I have hans Naade og Velbehag ("eders Skat i Himlen", V. 20); I maa ikke sætte det timelige som det første og nøjes med Retfærdighed for Mennesker, som Farisæerne (5, 20).
149. Hos nogle af de ældste Vidner læses: hans Rige og Retfærdighed.
150. Kap. 7, 1—12: De Kristnes Forhold til andre Mennesker, især dem, der staa udenfor.
151. V. 1-5: Advarsel mod at dømme. — De Kristne skulle ikke bruge Naades-Lyset, som de have modtaget, til at dømme Mennesker, men til at omgaas saaledes med og iblandt dem, at de kunne blive Vejvisere for dem hen til Faderen, 5, 16 (jfr. Joh. 3, 17).
152. Her tales ej alene om Guds Dom, men (se Lk. 6, 38) tillige om Menneskers Dom: naar vi sætte os til Doms over Mennesker, overgive vi os til en ubarmhjærtig Dom fra deres Side og afskære os derved fra at blive "Saltet og Lyset" for dem.
153. Bjælken er vor egen Synd overfor Gud, saadan som vi kan (eller burde kunne) se den, baade Efterladelse og Overtrædelse; Skjæven er den andens Synd, saadan som vi kunne se den (Forholdet er det samme som mellem de 10,000 Talenter og de 100 Denarer i Lignelsen, 18, 24. 28)
154. Se først til, at du selv er frigjort fra din egen Synd, at du virkelig har alle dine Synders Forladelse; da bliver du grandsynet, klarøjet nok til at hjælpe din Broder.
155. V. 6 = Dog er der Mennesker, som ere saa skamløst frække (Hunde) og saa dyrisk kjødelige (Svin), som i den Grad sætte en Ære i deres Skjændsel, at det hellige, som I have, og eders Perler (d. e. eders Naadesamfund med Faderen og Livsytringerne deraf) vilde blive traadte i Skarnet, om I havde noget med dem at gjøre; holder eder borte fra saadanne. — Hvad Jesus her siger om de Kristnes Levned, det samme siger han med Hensyn til Forkyndelsen, 10. 14.
156. V. 7-11: Formaning til Bøn (smlg. Lk. 11, 9-13). Ved at bede faa I Klarhed over, hvor I ikke maa dømme (V. 1-5), og hvor I skulle dømme (V. 6), og overhovedet Kraft til at omgaas som Lysets Børn i Verden.
157. Ethvert Menneske, som beder, vil gjøre den Erfaring, at Gud kan og vil bønhøre; hvor meget mere da I, som ere Guds Børn.
158. Faderligheden hos Mennesker er en virkelig, om end fordunklet Afglans af Guds Faderlighed (jfr. Ef. 3, 15), og det uagtet de ere onde. ɔ: uagtet de i deres Egenkjærlighed paa saa mange Maader gjøre hinanden Fortræd.
159. V. 12 sammenfatter alt, hvad der fra 5, 17 af er talt om vort Forhold til Mennesker (dem, der "staa udenfor"), for hvem vi skulle "lade vort Lys skinne".
160. Jesus siger ikke: "det skulle I gjøre", men: saaledes, paa den Maade og med det Sindelag skulle I forholde eder, d. e. "du skal elske din Næste som dig selv". 22, 39 f.
161. Deri sammenfattes alt, hvad Loven kræver, og Profeterne varsle, at Mennesket skal være i sit Forhold til andre Mennesker.
162. V. 13-27: Slutningsformaning, som viser, hvordan vi selv maa være for at være sande Kristne. Jesus sammenfatter hele Talen fra 5, 13 af i Formaningen til at gaa ind ad den snævre Port til Livet (V. 13-14), og advarer mod de to Fjender, som ville føre paa den brede Vej: mod Løgnprofeterne, som lede bort fra Livet; de skulle kjendes af deres Frugter (V. 15-20); og mod Mundkristendommen, som mener, at naar man kun har "Frugterne" udvortes, er det nok (V. 21-23); men det gjælder om den sande Hjærtens Lydighed mod Jesu Ord (V. 24-27).
163. Naar Jesus kommer til Mennesker, maa de gjøre deres Valg, mellem Livet og Fortabelsen (Joh. 3, 18 f.; 2 Kor. 2, 15 f.), mellem enten at lyde og følge Ham, eller at leve for Verden og sig selv, hvilket billedlig fremstilles saaledes, at man maa gaa ind enten ad den snævre eller ad den vide Port. Porten er Begyndelsen; den gjennemskrides snart, naar Mennesket gjør sit Valg; derefter følger Vandringen hen ad Vejen, og saa Maalet, det evige Liv i sin Fylde. — Porten er snæver, fordi vi maa fornegte det selviske og selvraadige i os og i Troen lyde Jesu Ord (blive som Børn, 18, 3). Smlg. Lk. 13, 24.
164. Ved deres Faareklæder (Faareham), deres Gjerninger og udvortes Færd, give de sig Skin af at høre til Herrens Hjord, men deres Hjærte regeres af "Ulven", Djævelen, denne Verdens Fyrste, som vil splitte og ødelægge Hjorden (Joh. 10, 12; jfr. Ap. Gj. 20, 29 f.).
165. Ordret: det raadne Træ. Ordet raadden bruges paa Græsk (ligesom i plat Tale paa Dansk) om det, der er saa slet, at det kun duer til at raadne op.
166. Af Lk. 6, 44. 45 (jfr. Mt. 12, 33 ff.) ses, at de falske Profeters Frugter er deres Tale, ɔ: det, som de forkynde. Denne Frugt fremgaar af deres Indre med samme Nødvendighed, som en Tjørn eller Tidsel hærer sin Frugt efter sin Art; thi "af Hjærtets Overflod taler Munden", og den, hvis Hjærte drives af Løgnens Aand, kan ikke vise Mennesker hen til Sandheden og Livet i Kristus.
167. Her tales om Himmeriget i dets Fuldendelse, hvor "Gud skal være alt i alle".
168. Selv om en siger Herre, Herre, ɔ: fører den kristne Bekjendelse i Munden, og ved Jesu Navn (ved at forkynde det) udretter store Ting, saa at Herren virkelig bruger ham til sin Tjeneste, kan han dog være en utro Tjener, der øver Uret (hvad der er Guds Vilje imod), idet han søger sit eget med sin Gjerning, istedenfor at gjøre Guds Vilje; og Herren har aldrig kjendt ham, vedkjendt sig ham som en af sine (25, 12; Joh. 10, 14. 27). — Uaanderøø, se 8, 28 Anm.
169. Disse mine Ord kan forstaas om hele Bjærgprædikenen, som er Jesu Forkyndelse af, hvad og hvordan vor himmelske Fader vil, at hans Børn skulle være (jfr. V. 21). Snarere er det dog at forstaa om Slutningsordene, V. 13 ff., om at gaa ind ad den snævre Port, og de dertil knyttede Formaninger.
170. Skylregnen, Floderne (som opsvulme af Regnen og skylle Sand-Grunden under Huset bort) og Vindene ere Billeder paa Trængsler og Fristelser, særlig maaske paa det Tryk, der udøves paa den enkelte af "de mange" (Vandmasserne ere i G. T. et hyppigt Billede paa Folkemasserne).
171. d. e. som en, der fra Gud havde Fuldmagt til at tale; jfr. Mk. 1. 22; Joh. 7, 46.
172. Kap. 8, 1-4: Helbredelse af en spedalsk; smlg. Mk. 1, 40-45; Lk. 5. 12-16.
173. De, som fulgte Jesus, udgjorde ikke én Skare, men mange, efter de forskjellige Egne og Byer, de vare komne fra (jfr. 4, 25; Lk. 8, 4).
174. Den spedalske skulde ikke omtale, hvad Jesus havde gjort imod ham, dels for sin egen Skyld, thi han trængte fremfor alt til i Stilhed at vokse i Troen, og dertil var det ham ikke tjenligt, om han blev Gjenstand for Omtale og Nysgjerrighed; dels for Jesu Skyld, thi naar dette Tegn blev omtalt kun som et mærkeligt Under, vilde det fremkalde en utidig Tilstrømning af nysgjerrige (se Mk. 1, 45); men Jesus gjorde ikke sine Gjerninger for at vække Opsigt (som hans Brødre mente, Joh. 7, 3. 4), men af Medynk med de elendige, og for at de skulde være "Tegn" paa hans Frelsergjerning. Derimod skulde den spedalske lade sig syne af Præsten, frembære de foreskrevne Ofre og af ham blive erklæret for ren (se 3 Mos. 14); dette skulde være Vidnesbyrd for dem (ɔ: for Folk) om, at han nu var helbredt.
175. V. 5-13: Høvedsmanden i Kapernaum; smlg. Lk. 7, 1-10.
176. Hos Lukas ere Biomstændighederne udførligere fortalte end hos Mt., som plejer at forbigaa eller sammendrage dem for at lægge hele Vægten paa Jesu Ord og Gjerning. Saaledes fortæller Lk. her, at Høvedsmanden af Beskedenhed ikke selv kom til Jesus, men sendte Byens Ældste, der bade paa hans Vegne. Naar Mt. altsaa skriver, at han kom og sagde, saa er Meningen: hans Afsendinge kom, og han lod sige (saaledes bruges "sige" oftere, f. E. 11, 2; 27, 19; Lk. 7, 6).
177. Eller: lamslaaet, se 4, 24 Anm.
178. V. 8-9: Naar jeg taler til mine undergivne i Kraft af den Myndighed, jeg har fra min Øvrighed, lyde de mig; saa tal du nu et Ord i Kraft af den Myndighed, du har fra Gud.
179. Tro, ikke blot paa Jesu Magt (saaledes som den spedalske, V. 2), men paa hans Ords Magt.
180. Himmeriget lignes ved et Gjæstebud (se 22, 1 ff.; Es. 25, 6 0. a.), fordi Saligheden og Livet dèr altsammen er Guds Gave, som de frelste ere fælles om. — Patriarkerne ere Grundstammen i Himmeriget, om hvilken alle deres troende Børn (Rom. 4, 16; Gal. 3. 7. 29) skulle samles.
181. Rigets Børn, de, som vare fødte til at arve Riget. — Mørket udenfor, hvor der slet intet findes af det Guds Lys, som evig oplyser Himmeriget (Aab. 21, 23; 22, 5).
182. V. 14—17: Helbredelse af Peders Svigermoder og flere; smlg. Mk. 1, 29-39; Lk. 4, 38-44.
183. Her har Jesus sikkerlig haft Bolig, efter at han var flyttet til Kapernaum (4, 13).
184. Aften, da Hviledagen var omme; se Mk. 1, 32 Anm.
185. Es. 53, 4. Profeten taler om, at Frelseren i sin Lidelse og Død skulde tage vore Synders Følger paa sig og fra os; men Mt. ser dette som opfyldt ved Jesu Helbredelser, fordi han ikke øvede dem for at vinde Magt og Herlighed til sig selv, men af Med-Lidelse med de elendige; han følte deres Nød som sin egen (jfr. Joh. 11, 33 ff.; Mt. 9, 36; Lk. 7, 13). Men dette hænger uadskillelig sammen med, at han havde taget Synden, som er Roden til al denne Nød, paa sig; og derfor kan han lige saa fuldt borttage Syndens Følger som Synden selv (jfr. 9. 5. 6).
186. V. 18—22: Om at følge Jesus; smlg. Lk. 9, 57-62.
187. Hin Side, af Søen, d. e. den østlige Side af Genesaret Sø.
188. Ved Navnet Menneskesønnen, som, med Undtagelse af Ap. Gj. 7, 56, kun forekommer i Evangelierne i Jesu egen Mund, betegner han sig selv som Mennesket, det sande Menneske (i Datidens Hebraisk var "en Menneskesøn" det sædvanlige Ord for "et Mennesker). Men det bliver tillige en Betegnelse af Jesus som Messias, forsaavidt som denne er det eneste sande Menneske, det sande Gud-velbehagelige Menneske, og derfor Menneskeslægtens Repræsentant (maaske ogsaa med Hentydning til Spaadommen Dan. 7, 13). Dog forstod hverken Folket eller Disciplene dette saaledes endnu, og de kunde det ikke, fordi Messias aldrig i Forjættelserne kaldes "Menneskesønnen". Først sent fattede Disciplene, at Menneskesønnen er "Kristus, den levende Guds Søn" (se Mt. 16, 13. 16. 20); og Folket havde endog i Jesu allersidste Levetid kun en dæmrende Anelse derom (Joh. 12, 34).
189. Du kan ikke vente dig nogen jordisk Fordel af at følge mig; thi jeg har intet Sted paa Jorden, som jeg kan kalde min Ejendom.
190. Lad de aandelig døde begrave deres egne legemlig døde. Baade Faderen og den øvrige Slægt have altsaa væ1et aldeles ligegyldige for Guds Rige (jfr. 1 Kong. 19, 20).
191. V. 23-27: Stormen paa Søen; smlg. Mk. 4, 35-41; Lk. 8, 22-25.
192. De, der vare om Bord, Skibsfolkene og Disciplene.
193. Ordret: hvor stammer han fra (hvad Landsmand er han)? De skimtede, at han var kommen fra Gud.
194. V. 28-34: Helbredelse af to besatte hos Gadarenerne; smlg. Mk. 5 1-20; Lk. 8, 26-39, hvor Fortællingen er udførligere.
195. Indbyggerne i Gadam, Hovedstaden i Peræa, omtr. 1+1⁄2 Mil Sydøst for Søen. Andre læse: 'Gergesenerne, af Gergesa, en lille By nær ved Østkysten af Søen.
196. To besatte; Mk. og Lk. omtaler kun én, maaske fordi denne var den værste. Besatheden er en saadan Sjælstilstand, hvor Mennesket ikke er sig selv mægtig, men er baade sjælelig og legemlig voldtagen af en overmenneskelig Aandsmagt, en Uaand (Dæmon, en af Djævelens Engle), en "uren, ond Aand" (12, 43; Mk. 5, 2; Ap. Gj. 19, 12), eller af flere saadanne (og dermed tillige af Djævelen selv, se 12, 26 ff.; Lk. 13, 16). Den er altsaa altid en Sindssygdom (hvorfor det bruges enstydigt med at "være afsindig", Joh. 10, 20, ligesom den, af hvem den onde Aand er uddreven, betegnes som "fornuftig" (Mk. 5, 15), men den kan ogsaa fremtræde i en legemlig Sygdom (f. E. Lk. 13, 11). Mange paastaa, at disse Besættelser kun vare naturlige Sindssygdomme, som Datidens Overtro tilskrev onde Aander. Men i saa Fald vilde Jesus Kristus aldrig have saaledes forhandlet med de onde Aander, som f. E. i Fortællingen her, ej heller vilde han have særlig givet sine Disciple Magt til at uddrive Uaander (10, 8). Det er i sig selv ganske forstaaeligt, at "denne Verdens Fyrste" nu, da det gjaldt, om han kunde holde Verden under sin Magt, gjorde alt for at trælbinde Mennesker, og at derfor slige Besættelser paa Kristi Tid vare hyppigere end nogensinde før eller siden. Men iøvrigt ved man altfor lidt om Sygdommenes, og navnlig om Sindssygdommenes indre Grund, til at have Ret til at negte, at de endnu i mange Tilfælde kunne være onde Aanders Værk.
197. Et øjensynligt Vidnesbyrd om, at en overmenneskelig Aand talte ud af Mennesket. Disciplene vare endnu ikke komne videre end til at spørge: hvem er dog han? (V. 27) men den onde Aand kjender ham og véd, at han er Guds Søn; jfr. Mk. 1, 24.
198. d. e. for at nedstøde os i Helvedes Pinested før Dommedag (eller: før vor Tid her er omme).
199. Svinet var et urent Dyr for Jøderne, og det var et aabenbart Vidnesbyrd om Affald fra Loven, at man nærede sig af Svinehold. Derfor lod Jesus denne Revselse ramme dem. Dette følte Folkene selv, og de turde derfor end ikke bebrejde Jesus, hvad han havde gjort, men kun bede ham at forlade dem. De havde deres Svin kjærere end deres Frelse.
200. Kap. 9, 1-8: Helbredelse af en værkbruden; smlg. Mk. 2, 1-12; Lk. 5, 17-26, hvor Biomstændighederne fortælles udførligere.
201. Kapernaum, se 4, 13.
202. Eller: lamslaaet, se 4, 24 Anm.
203. d. e. nu faar du Tilgivelse for dem. Saaledes læses der hos de ældste Vidner; de fleste yngre Haandskrifter læse: dine Syndere ere dig forladte, ɔ: du har Tilgivelse. Ligeledes i V. 5.
204. At Gud i Himlen har Magt til at forlade Synder, tvivle I ikke om; men at Menneskesønnen har og udøver denne guddommelige Magt paa Jorden, saa han ikke alene forkynder, men ogsaa giver Syndsforladelse, det skulle Ivide af, hvad I nu se, at jeg mægter det, hvortil der hører den samme Guddomsmagt, at byde den syge staa op og gaa. (Herved skulde de ledes til at forstaa, hvem "Menneskesønnen" var).
205. Denne Aabenbarelse af Guds Magt indgød dem Frygt, baade for sig selv og for Guds Magt; thi nu kunde de ikke længer skjule deres Synder for sig eller indbilde sig, at Gud ikke kunde se og ramme dem. — Istf. frygtede de læse andre: undrede de sig.
206. V. 9-13: Kaldelse af Mattæus; smlg. Mk. 2, 14-17; Lk. 5, 27-32.
207. Mattæos var hans Tilnavn, maaske givet ham af Jesus (det betyder: "Herrens Gave"); hans egentlige Navn var Levi, hvilket læses hos Mk. og Lk.
208. Der kan ikke være Tvivl om, at Mattæos alt i længere Tid havde lyttet til Jesu Ord, rimeligvis lige fra Begyndelsen af Jesu offentlige Fremtræden (jfr. Joh. 15, 27; Ap. Gj. 1, 21 f.); men først nu blev han kaldet til stadig at følge Jesus som hans Discipel.
209. I Huset, hos Mattæos, som havde gjort et stort Gjæstebud for Jesus (se Lk. 5, 29); af Beskedenhed omtaler han ikke selv dette.
210. Farisæerne vare endnu ikke traadte i aaben Kamp imod Jesus; derfor vende de sig til hans Disciple, ikke til ham selv.
211. Hver maa afgjøre med sig selv, om han er saaledes karsk (Farisæerne mente om sig selv, at de vare det).
212. Hos. 6, 6. I, som ville være Lærere for andre, lærer først selv, hvad Guds Vilje er (jfr. Mk. 12, 33).
213. Mange Haandskrifter tilføje: til Omvendelse; men disse Ord fattes hos de fleste ældste Vidner og ere sikkert tilføjede efter Lk.
214. V. 14-17: Om Faste; smlg. Mk. 2, 18-22; Lk. 5, 33-39.
215. Om Fasten, se Anm. til 6, 18. — Hvor langt Jesu Disciple vare fra at faste, fremgik klart deraf, at Mattæos gjorde Gjæstebud strags. da han var bleven udvalgt til at følge Jesus.
216. Jesus betegner (med Hentydning til Døberens sidste Vidnesbyrd, Joh. 3, 29) sig selv som Menighedens Brudgom og sine Disciple som Brudesvendene, hvis Hverv det var at føre Bruden til Brudgommen, at ordne alt ved Brylluppet, og at ledsage Brud og Brudgom til deres Hjem. — Den Tid, da Jesus vandrede paa Jorden, var for hans Disciple som en stadig Bryllupshøjtid, en Glædestid (jfr. Lk. 22, 35); men han skulde borttages fra dem (ved hans Død), da vilde deres Glæde blive til Sorg (Joh. 16, 20). Og saadanne Sorgens Tider, da Herren er ligesom borte, ville møde i enhver Kristens Liv.
217. Kristendommen skal ikke være som en ny Lap paa den gamle Pagts Klædebon; ɔ: Retfærdigheden ved Lovens Gjerninger, og bøde paa dennes Mangler. Det vilde kun gjøre ondt værre.
218. Den unge Vin er det nye, evige Liv, som Jesus giver sine. Dette passer ikke for Moselovens gamle Læderflasker (det Levesæt, som den foreskriver), men det vil selv skabe sig nye Livsformer (2 Kor. 5, 17; Hebr. 8, 13).
219. V. 18-26: Opvækkelse af Jairs Datter og Helbredelse af en blodsottig Kvinde; smlg. Mk. 5, 21-43; Lk. 8, 40-56, hvor begge Tildragelser ere udførligere fortalte.
220. Mk. og Lk. fortælle, at han var Synagogeforstander og hed Jair.
221. Ogsaa her sammendrager Mt. Fortællingen (ligesom i 8, 5 ff.), saa at han lader Forstanderen strags sige, at hans Datter er død, medens vi af Mk. og Lk. se, at hun først døde, medens Jesus var paa Vejen til hans Hus. — Lk. fortæller, at Pigen var hans eneste Barn, 12 Aar gammel.
222. Hun undsaa sig ved at træde aabenlyst frem med sin Sygdom, der ifølge Loven gjorde hende uren.
223. Hun blev frelst i dobbelt Forstand, baade aandelig og legemlig, dog ikke ved at berøre Jesu Klædebon, men ved den Tro, hvori hun gjorde det.
224. Efter Jødernes Sørgeskik samledes Naboersker og Slægtninge eller, om fornødent, lejede Grædekvinder, og jamrede højt over den afdøde; ogsaa Fløjtespillere (mindst to) plejede at være med.
225. For Jesu Guddomsmagt er Døden kun som en Søvn, jfr. Joh. 11, 11.
226. V. 27-31: Helbredelse af to blinde.
227. Saaledes betegnede man den Gang i Folket sædvanlig Messias (jfr. 1, 1)
228. Se Anm. til 8, 4.
229. V. 32-34: Helbredelse af en besat og stum.
230. De begyndte at sige det indbyrdes og mumlede derom i Krogene; først senere traadte de aabenlyst frem med denne onde Beskyldning. hvormed de klarlig viste, at de ikke vilde tro paa ham (se 12, 24).
231. V. 35-38: Almindelig Oversigt (jfr. 4, 23), der danner en Indledning til Fortællingen i Kap. 10 om Apostlenes Udsendelse.
232. Mishandlede, af deres egne Lyster og af Menneskelærdomme; vanskjøttede, ingen tog sig af dem i Kjærlighed (4 Mos. 27, 17; 1 Ped. 2, 25).
233. Jfr. Lk. 10, 2. Israels Folk lignes ved en Mark, hvor Sjælene vokse og modnes til Høsten, til at indsamles i Himmeriget (Joh. 4, 35). Netop deri, at Mængden er saa "mishandlet og vanskjøttet", ser Jesus et Vidnesbyrd om, at Høsten er stor, og den vil blive det, naar kun den rette Kjærlighed driver Værket; thi det er "de fattige" og "de tabte Faar". som ere skikkede til at høre Evangeliet. Og skulle Arbejderne blive dygtige til denne Høst, maa Gud udsende dem, ja drive dem ud, hvis de af Forsagthed eller Søvnagtighed holde sig tilbage; men Menigheden maa bede derom.
234. Kap. 10: Apostlenes Udsendelse; smlg. Mk. 6, 7-13; Lk. 9, 1-6. Her skildres nu, hvorledes Jesus begynder at udsende "Høstarbejderne".
235. Mt. omtaler ikke ligefrem Apostlenes Udvælgelse; den fortælles Mk. 3. 13-19; Lk. 6, 12-19, men forudsættes af Mt. som bekjendt for Læserne. — De vare tolv, som de aandelige Stamfædre til Guds Menighed, det nye Guds Israel, som det gamle Israel kun var Forbillede paa (jfr. 19, 28; Aab. 21, 14). I Evangelierne nævnes de iøvrigt kun sjældent "Apostle" (Udsendinge), sædvanlig "de tolv", eller "Disciplene" (Lærlingerne), hvilket Navn passede bedst paa dem i deres Læretid; Navnet "Apostel" er først ret kommet i Brug, da de efter Pinsedagen indtraadte i fuld Udøvelse af deres Embede.
236. Se Anm. til Mk. 3, 16.
237. Peder nævnes først, baade fordi han først blev kaldet til Apostel (Lk. 5, 10), og fordi han siden ved sin Tros Kraft og sin Dygtighed stod som en Leder for de andre (jfr. Lk. 22, 32; Ap. Gj. 1, 15; 2, 14 o. a.).
238. V. 5-15: Hvor og hvorledes de skulde bringe deres gode Budskab.
239. Ligesom Jesus selv i sit Kjøds Dage kun var udsendt til Israel (15, 24), saaledes ogsaa hans Apostle, der nu bleve udsendte for at samle Mennesker til ham. Han forbyder dem dog ikke ubetinget at gaa ud ad Hedningers Vej (ɔ: den Vej, der førte ud i Hedningeland) eller til Samaritanerne, men byder dem snarere, ɔ: først og fremmest, at vende sig til de tabte Faar af Israel (= "de syge", 9, 12; "de fattige og nedtyngede", 11. 5. 28); thi til Israel skulde Frelsen først bringes, og fra dem skulde den komme til Hedningerne (Joh. 4, 22; Ap. Gj. 13, 46), dog først, naar der ikke mere var Rum for Evangeliet i Israel.
240. Jfr. 3, 2; 4, 17. Med dette Budskab skulde de føre Mennesker til Jesus.
241. V. 9. 10: I skulle ikke udruste eder til Rejsen, men give eder paa Vejen, som I staa og gaa, uden at frygte for at komme til at mangle noget. Dette gjælder i sin fulde Udstrækning kun for Jesu Sendebud, medens han var hos dem paa Jorden; se Lk. 22, 35 ff.
242. Kjortler, ɔ: Underkjortler, se 5, 40. "Fine Folk" plejede at bruge to Kjortler (se Mk. 14, 63); men her menes snarere Klæder at skifte med.
243. Værdig til, at I blive (ɔ: tage Herberg) hos ham, fordi han er skikket og villig til at modtage "eders Fred" (V. 13), ɔ: modtagelig for den og for Evangeliet, som I bringe.
244. Hilsenen lød: "Fred med eder!" Naar den bringes i Jesu Ærende. skal den aldrig være frugtesløs. Bliver den det end for dem, den var tilønsket, saa skal den ikke blive det for eder selv, men eders egen Fred skal blive rigere derved.
245. Til Vidnesbyrd om, at I ikke ville have mindste Lod eller Del med dem (hvoraf de da ogsaa kunne se, at I ikke have søgt eders egen Fordel ved at gaa til dem).
246. Se 11, 22 Anm.
247. V. 16-42: Disciplenes Vilkaar i den fjærnere Fremtid. Denne deres første Udsendelse var jo kun en Beredelse til deres egentlige Apostelgjerning efter Pinsedagen. — De skulle møde Trængsel og Fjendskab blandt Mennesker (V. 16-25); men de skulle dog ikke frygte, thi Gud vil vaage over dem, ej heller maa de af Frygt holde Bekjendelsen tilbage (V. 26-33). Evangeliet vil vække Strid iblandt Mennesker, og da maa man ofre alt for Kristi Skyld (V. 34-39); men Gud vil lønne enhver, som viser hans Tjenere Kjærlighed (V. 40—42).
248. Eftertrykket ligger paa jeg: jeg Menneskesønnen, som kommer med Himmeriget til Mennesker.
249. Kloge, til at vogte eder for Faren, rænkeløse (ordret: ublandede). saa I kun have ét i Sinde, at være tro Tjenere dèr, hvor I sættes, og aldrig bruge urene, skjulte Midler (jfr. 2 Kor; 4, 2; 5, 11).
250. V. 17-22, smlg. Mk. 13, 9-13; Lk. 21, 12-19.
251. d. e. de jødiske Domstole, dels det højeste Baad (Synedriet), dels de Byraad (Underdomstole), som fandtes i de fleste jødiske Byer.
252. Naar I forfølges for min Skyld, skulle I overlade til mig at forsvare eder (jfr. 5, 39 Anm.); smlg. Lk. 12, 11. 12.
253. Endog blandt eders nærmeste skulle I faa Fjender for min Skyld (se V. 34 ff.).
254. Holder ud, i Troen og Bekjendelsen, i at holde fast ved mit Navn, for hvis Skyld I blive hadede (24, 13).
255. I skulle ikke udsætte eder for unødvendig Livsfare; thi der vil være nok for eder at gjøre, og "Arbejderne ere faa". Og I skulle ikke blive færdige med eders Arbejde i Israel, inden jeg kommer til Dom over Folket (ved Jerusalems Ødelæggelse).
256. Dette er et Ordsprog, som Jesus oftere bruger i forskjellige Betydninger (se Lk. 6. 40; Joh. 13, 16); her, ligesom Joh. 15, 20, er det talt til deres Styrkelse og Trøst: I kunne ikke vente eder bedre Kaar end jeg; men det maa være eder nok at vorde som jeg, ɔ: at det gaar eder som mig her paa Jorden (saa kunne I ogsaa haabe at dele mine Kaar i Herligheden, Rom. 8, 17).
257. Se 9, 34; 12, 24. Beelsebul var egentlig Navnet paa en Filister-Afgud, men brugtes af Jøderne som Navn paa Djævelen.
258. Altsaa, ɔ: ligesaa lidt som jeg frygter for dem. Tankegangen i V. 26-33 (smlg. Lk. 12, 2-9) er: lad ikke Frygt for dem, der forfølge eder for min Skyld, lukke eders Mund; thi al Sandhed kommer en Gang for Dagen (V. 26); saaledes og Evangeliets Sandhed. som jeg har betroet eder, for at I skulle bringe den for Dagen, forkynde den (V. 27); og I kunne gjøre dette uden Frygt for nogen Fjendemagt, i Tro paa eders himmelske Fader (V. 28-31); men derfor er det, at I saaledes vedkjende eder mig, ogsaa Betingelsen for, at jeg skal vedkjende mig eder (V. 32. 33).
259. d. e. Himmerigets Hemmeligheder, som Jesus dels selv (13, 11), dels ved sin Aand (Joh. 16, 13) forkynder dem.
260. Dette forklares sædvanlig om Gud; jfr. Jak. 4, 12. Snarere er det dog at forstaa om Djævelen, "som har Dødens Vælde" (Hebr. 2, 14). Tankegangen i V. 28-31 bliver da: frygter ikke for fjendske Mennesker, men snarere for at falde i Sjælefjendens Vold, som kan føre eders hele Person i evig Undergang (dersom I af Menneskefrygt skikke eder lige med Verden). Men da eders Fader, som kjender og styrer alt, endog det mindste, vaager over eder, skulle I ikke frygte for nogen Fjende, naar I gaa mit Ærende.
261. Jfr. 6, 26.
262. Vedkjende mig ham, ikke alene paa Dommens Dag, men først og fremmest her i Live, ved at være hans Talsmand hos Faderen (1 Joh. 2, 1), ligesom I skulle være mine Talsmænd overfor Mennesker.
263. Kristus er Fredsfyrsten, som vil bringe Fred i alle deres Hjærter, som tro paa ham (Joh. 14, 27; 16, 33), og Endemaalet for hans Komme er at bringe evig Fred (jfr. Lk. 2, 14); men her paa Jorden gaar Vejen til Freden gjennem Strid og Splittelse, idet Evangeliet bringer Skilsmisse endog i de aller nærmeste Forhold, mellem dem, der ville frelses, og dem, der ikke ville (V. 35-36); og her maa Kristi Tjenere være rede til at bryde endog Blodets Baand (V. 37), følge Kristus under Korset (V. 38), og fornegte sig selv (V. 39).
264. Smlg. Mika 7, 6; Lk. 12, 51 ff.
265. Korset (jfr. 16, 24; Lk. 14, 27 o. a.) er den Lidelse, indvortes eller udvortes, som lægges os paa for Kristi Skyld, og som det derfor staar i vor egen Magt enten at tage eller at slippe for, nemlig om vi fornegte Kristus. Billedet er hentet fra Korsfæstelsen, en Dødsstraf, som af Romerne egentlig brugtes mod oprørske Trælle, men som ogsaa hyppig brugtes mod de undertvungne Folk, og ved hvilken den dødsdømte selv maatte bære sit Kors til Retterstedet (se Joh. 19, 17).
266. Sin Sjæl, ɔ: sit Selv. For at finde sin Sjæl, ɔ: vinde sit sande Selv, blive en virkelig fri Personlighed, maa man for Kristi Skyld give Slip paa sit Selv, alt det selviske (jfr. 16, 25; Lk. 14, 26; Joh. 12, 25). Man kunde ogsaa her forklare Sjæl=Liv, ɔ: vi maa være rede til at ofre vort naturlige Liv for Kristi Skyld, for at vinde og bevare det evige Liv (jfr. V. 32 f.). Men Jesu Ord gaa dybere.
267. Til Slutning følger Trøsten (V. 40-42): I ville ogsaa møde' Mennesker, hos hvem I ville finde aabne Hjærter og blive modtagne med Kjærlighed, fordi I komme som mine Disciple, og disse skulle faa rigelig Del i Guds Naade; I ere saa dyrebare i Guds Øjne, at han vil dømme Mennesker efter deres Forhold til eder; thi ligesom Faderen træder Mennesker imøde i mig (Jesus), saaledes træder jeg dem imøde i mine Udsendinge og Disciple (dette udføres videre i 25, 34 ff.; jfr. 18, 5; Joh. 13, 20).
268. d. e. fordi han fremtræder som Profet.
269. Jfr. Mk. 9, 41.
270. Kap. 11, 2-24: Johannes Døbers Spørgsmaal til Jesus, og Jesu Taler i den Anledning; smlg. Lk. 7, 18-35.
271. Se 14, 3 ff.
272. d. e. de Gjerninger, som Jesus gjorde, og som vare og optoges som Vidnesbyrd om, at han var Kristus (Messias), medens Johannes ikke fandt, at de kunde vise dette, efterdi Jesus ikke ved dem fremtraadte som Herren, der vilde holde Dom og "rense sin Lo" (3, 12), men kun som Tjener for de elendige.
273. Yngre Haandskrifter læse: to af sine Disciple (efter Lk.).
274. d. e. den forjættede Messias, jfr. 3, 11; Slm. 118, 26; Mal. 3, 1. Johannes tvivlede ikke om, at Jesus var udsendt af Gud ligesaa vel som han selv; i saa Fald vilde han nemlig ikke have sendt sit Spørgsmaal til Jesus; men da han saa, at Jesus intet gjorde for at knuse den Modstand, der var imod ham (ej heller for at hjælpe Johannes ud af hans Fængsel), faldt han i Tvivl, om han var Messias, eller kun en Forløber for ham.
275. Om jeg end ikke fremtræder i den forjættede Konges Herlighed, saa gjør jeg dog det, som der er forjættet, at Messias skal gjøre, til Oprejsning og Frelse for de elendige; se Es. 35, 5 f.; 61, 1 (Lk. 4, 18). — De fattige, ɔ: de. som føle deres Trang og Hjælpeløshed; kun for saadanne bliver Jesu Ord et "godt Budskab" (jfr. V. 28; 9, 12 f.; 5, 3).
276. Den, som ikke forarges paa mig, ɔ: tager Anstød af min ydmyge Skikkelse og Optræden, skal til sin Salighed (Hjærtensglæde, jfr. 5, ff.) erfare, at jeg er Frelseren.
277. "Johannes var ikke et svajende Rør, men var den Gang som en af Stormen halvt oprykket Ceder".
278. Han var mere end en Profet; thi Profeterne varslede kun fra det fjærne om Kristi Komme, men Johannes banede Vejen for ham og virkede altsaa med til Profetiernes Opfyldelse, ligesom han ogsaa selv opfyldte dem (Mal. 3, 1; 4, 5; Es. 40, 3).
279. Mal. 3, 1. Istf. min Engel kan der ogsaa oversættes: mit Sendebud.
280. Ingen er opstaaet (fremtraadt) større, ɔ: ingen har haft en større Gjerning, Livsopgave.
281. Større end han, fordi han har naaet det Maal, som Johannes skulde berede til. (Ordret lyde Jesu Ord: den mindre i Himmeriget, hvilket ogsaa kunde forklares: den, der har en mindre Gjerning end Johannes, men som er i Himmeriget, Kristi Rige, er større end han).
282. Tankegang i V. 12-19: Men (V. 12), skjønt altsaa Johannes staar udenfor Himmeriget (og han kunde ikke egenmægtig forlade den ham af Gud betroede Gjerning), saa har dog hans Virksomhed den største Betydning for dette, hvilket viser sig i det mægtige Røre, der er vakt siden hans Fremtræden (se 3, 5; 4, 25 o. a.), at Folk ligesom med Vold og Magt ville trænge ind i Himmeriget og rive dets Herlighed til sig (se Joh. 6, 15). Thi (V. 13-15) Johannes er Afslutningen af hele den af Profeterne og i selve Loven frembaarne Forjættelse om Messias, ja han er den forjættede Elias. Men (V. 16-19) trods al sin voldsomme Iver er dog denne Slægt saa egensindig, at den hverken vil følge Johannes eller mig; den vil have et Himmerige efter sine egne Lyster; deraf kan man se, hvordan dens Visdom er.
283. d. e. om I ville tro, hvad jeg vidner om ham, da er han den Elias, hvis Komme er forjættet, Mal. 4, 5; I skulle ikke vente nogen anden.
284. Mange Haandskrifter tilføje: at høre med (saaledes ogsaa 13, 9. 43).
285. Denne Slægt (12, 39 ff.). ɔ: Flertallet, eller de toneangivende, som endte med at afgjøre Slægtens Forhold til Jesus. De ere som de ufornøjelige Børn, der stadig kræve det modsatte af, hvad der bydes dem. Og hvorfor? Fordi hvad de egentlig ville, er, at raade sig selv og ikke at ville, hvad Gud vil; derfor tage de Guds Sendebuds Gjerning iblandt dem som en Børneleg, eller som et interessant Skuespil, intet i Hjærtens Alvor; men naar der kræves, at de i deres Liv skulle følge, hvad de høre, have de nok og sige: det er jo Afsind og Daarskab.
286. d. e. han er besat, afsindig (se 8, 28 Anm).
287. d. e. han lever ligesom andre Mennesker (jfr. 9, 10 ff.).
288. Visdommens Børn, ɔ: Tilhængere, de som hylde og følge den; paa dem og deres Færd skal det kjendes, hvordan den Visdom er, som de hylde. (Flere af de ældste Vidner læse: sine Gjerninger, ɔ: sine Frugter).
289. Til denne Tale om Slægtens Egenraadighed føjes til Slutning i V. 20-24 et Veraab over dem, hos hvem den især var fremtraadt (smlg. Lk. 10, 13-15).
290. d. e. saadanne Gjerninger, som kun kunne gjøres ved Guddoms-Kraft.
291. Korasin og Betsajda laa begge ved Genesaret Sø, Nord for Kapernaum. I Evangelierne omtales ingen Undergjerning som sket i disse Byer (det Betsajda, hvor den blinde blev helbredet, Mk. 8,22, er sikkert en anden By af samme Navn). Dette viser, at Jesus har gjort mange flere Undere, end der fortælles i Evangelierne (se Joh. 20, 30; jfr. Mt. 4, 23; 8, 16; 9, 35).
292. To yppige og lastefulde fønikiske Handelsstæder ved Middelhavet, hvis Dom de gamle Profeter havde forudsagt (Es. 23; Esek. 26—28).
293. Som Tegn paa dyb Sorg klædte man sig i grovt Sækkelærred og strøede Hovedet med Aske.
294. Dette forklares sædvanlig om den evige Dom paa den yderste Dag. Men da Jesus siger, at hvis disse Undere vare skete i Tyros og Sidon, havde de omvendt sig, og navnlig, at hvis de vare skete i Sodoma, havde den staaet indtil den Dag i Dag, ɔ: da var den ikke bleven ramt af den timelige Dom, hvorved den blev ødelagt, saa maa Meningen være: naar Doms-Dagen kommer, da Gud hjemsøger sit gjenstridige Folk (ved Romerne), da vil det vise sig, at den Dom, der fordum ramte hine Byer, var taaleligere end den, der skal komme over eder. Derfor siger Jesus ogsaa: Sodomas Land (ikke: Folk). Jfr. 10, 15.
295. Ophøjet, ved Jesu Gjerninger og derved, at han havde kaaret den til "sin egen By". (Mange af de ældste Vidner læse: mon du skal ophøjes til Himlen?) — Kapernaum er bogstavelig nedstyrtet til Dødsriget, idet der ikke er Spor mere af den tilbage.
296. V. 25-30: Hvem der er skikket til Guds Rige; smlg. Lk. 10, 21. 22.
297. Fader! er Jesu Tiltale til Faderen (Joh. 11, 41; 17, 1; Mt. 26, 39 o. a.), og hans Omtale er: min Fader (eller: Faderen); men os, som have ham til Herre, har han givet at sige: vor Fader (vor Herres Jesu Kristi Fader). Derimod bruger Jesus aldrig hverken i Til- eller Omtale "vor Fader" saaledes, at han i dette "vor" sammenslutter sig med os (se Joh. 20, 17).
298. Dette, ɔ: Guds Frelses Raad (i Jesus Kristus). Jfr. 1 Kor. 1, 26 ff.
299. Ja, Fader, (jeg priser dig,) thi saaledes (ɔ: paa den Maade, at dit Raad er skjult for vise og aabenbaret for umyndige) skete, hvad der tækkes dig, ɔ: Menneskeslægtens Frelse. Du er en Fader, som ikke udelukker nogen. Thi ingen er saa umyndig, at han ikke kan faa Del deri, og ingen saa vis, at han ikke kan "omvende sig og blive som et Barn" for at komme ind i Himmeriget.
300. d. e. alt, hvad der hører til for at bringe Mennesker Frelse og evigt Liv (Joh. 3, 35; 13, 3; jfr. 2 Ped. 1, 3 f.); men det er det evige Liv at "kjende" Faderen og Sønnen (Joh. 17, 3).
301. Ingen uden Faderen erkjender Sønnen, ɔ: kjender hans Væsen (de onde Aander kjendte det ikke, skjønt de vidste, at Jesus var Guds Søn, 8, 29; men Peder kjendte det, 16, 17), og ingen uden Sønnen kjender Faderens Væsen (Joh. 6, 44. 46); derfor lærer ingen Faderen at kjende i hans Faderlighed, uden Sønnen aabenbarer ham (Joh. 1, 18; 14, 6; 17, 26), ikke som en blot Kundskab, men gjennem Livserfaring af Sønnens Frelsernaade (jfr. Joh. 14, 9. 21 if.; 16, 23-27). Hvem denne Aabenbarelse er bestemt for, ɔ: hvem der er skikket til at modtage den, det siges saa i V. 28: det er de arbejdende og byrdetyngede, dem der sukke under Livets Byrder, og især under Lovens Aag (Ap. Gj. 15, 10; Mt. 5, 4. 6; 23, 4).
302. d. e. adlyder mig, giver eder ind under min Ledelse (mit Aag = "mine Befalinger", 28, 20). Ved at lyde Kristus skulle vi føres til at faa "hans Sindelag" (Fil. 2, 5).
303. Sjælens Hvile er at kunne arbejde i Haabet om evig Frugt.
304. Kap. 12, 1-8: Disciplene plukke Aks paa Hviledagen; smlg. Mk. 2. 23-28; Lk. 6, 1-5.
305. I dette og de følgende Kapitler se vi, hvorledes Farisæernes ulmende Uvilje mod Jesus modnes til aabenlyst Had. Anledningen blev Jesu Færd paa Hviledagen. Sabbatsbuddet var Udtryk for, at Israel tilhørte og tjente Skaberen (jfr. 2 Mos. 31, 13), der havde givet dem Hviledagen. for at de ikke skulde gaa op i det jordiske, men hvile i ham, og det afgav saaledes det kjendeligste udvortes Skjel mellem Israel og Hedningerne, der "tjente Skabningen istedenfor Skaberen". Men Farisæerne havde gjort dette Bud til deres fasteste Borg, idet de havde udspundet det i en Mangfoldighed af Regler for de smaaligste Enkeltheder, saa at det blev en Snare og Byrde for Samvittighederne, medens det skulde have været deres Støtte.
306. Det var i Loven udtrykkelig tilladt at plukke Aks paa Andenmands Mark og spise dem (5 Mos. 23, 25); men Farisæerne udlagde dette som et Høstarbejde, der var forbudt paa Hviledagen.
307. 1 Sam. 21, 1-6.
308. De gjøre, hvad I efter eders Lovfortolkning maatte kalde at vanhellige Hviledagen, ved at udføre den befalede Offertjeneste (4 Mos. 28, 9); jfr. Joh. 7, 22. — Helligdommen, se 4, 5 Anm.
309. Meningen af V. 3-6 er: sæt at det, som mine Disciple have gjort, virkelig er en Overtrædelse af Sabbatsbuddets Bogstav, saa kunne I dog af Davids Historie og af Præsternes Tempeltjeneste se, at der er en Gudstjeneste, som staar højere end Lovens Bogstav; thi da David som Guds Tjener led Hunger, gik hans Nød forud for Buddet om Skuebrødene, og naar Præsterne besørge Gudstjenesten paa Hviledagen, gaar denne Tjeneste forud for Hvilebuddets Bogstav. Men det samme gjør her mine Disciples Hunger, som er kommen dem paa, idet de følge mig; thi her er, hvad større er end Helligdommen, nemlig Menneskesønnen og det Guds Rige, som hele den gamle Pagts Lov, Historie og Tempeltjeneste forberedte og pegede hen til.
310. Hos. 6,6; d. e. om I forstode, at det er Mennesker, i hvem Kjærligheden raader, og ikke de udvortes Ofre, Gud finder Behag i, og at derfor alle de udvortes Bud (om Offer, Sabbat o. desl.) ere givne "for Menneskets Skyld", til Menneskers Gavn og Opdragelse (se Mk. 2, 27), ikke til Snare og Plage for dem, vilde I ikke have dømt dem for en Gjerning, hvori der slet intet ulovligt er.
311. 'V. 9-14: Jesus helbreder en vissen Haand; smlg. Mk. 3, 1-6; Lk. 6, 6-11.
312. Jfr. Lk. 13, 15; 14, 5.
313. At de bleve saa forbitrede, eller som Lk. skriver, saa "fulde af Raseri" over denne Gjerning, har sikkert sin Grund ej alene deri, at Jesus ved sin Tale gjorde deres udvortes Formvæsen til Skamme, men ogsaa deri, at han helbredte den syge paa en saadan Maade, at de ikke kunde komme ham til Livs derfor, nemlig kun med et Ord; at udtale et Ord kunde jo ikke kaldes et "Arbejde", hvorved Sabbaten blev brudt.
314. V. 15-21: Almindelig Oversigt over Jesu Virksomhed; smlg. Mk. 3,7-12.
315. Han vilde ikke være Gjenstand for Nysgjerrighed og vække Opsigt.
316. Es. 42, 1-4. Jesus gik af Vejen for Farisæernes Efterstræbelser, fordi han ikke vilde bruge sin Tid til ufrugtbar Kiv med sine Fjender, men til at opbygge Guds Rige og bringe Frelsen til "de tabte Faar af Israels Hus"; derved opfyldtes Profetens Spaadom om Herrens Tjeners Sagtmodighed; men det var tillige et Varsel om, at Jødernes Vantro vilde føre til, at Evangeliet skulde vendes til Hedningerne.
317. V. 22-45: Helbredelse af en besat, og Jesu Taler i den Anledning; smlg. Mk. 3, 20-30; Lk. 11, 14-36.
318. Jesu ringe Skikkelse syntes dem at tale imod, at han kunde være den forjættede Messias (9, 27); men dette mægtige Tegn vidnede derfor.
319. Mk. skriver, at det var Skriftkloge fra Jerusalem, som sagde dette, og det er troligt, at disse ogsaa have været de egentlige Ledere blandt de Farisæere, som omtales i de to foregaaende Tildragelser. Deres Fjendskab mod Jesus var blevet vakt ved hans Helbredelse af den syge Mand ved Bethesda Dam (Joh. 5); de have formodentlig fulgt efter Jesus til Galilæa for der at lure paa ham.
320. De kunde ikke negte, at dette Tegn maatte være gjort ved overmenneskelig Kraft; men da de ikke vilde indrømme, at det var sket ved Guds Kraft, valgte de den selvmodsigende Udflugt, at tilskrive Djævelen det (10, 25).
321. Naar I paastaa, at eders egne Sønner (ɔ: Disciple, eller maaske: eders Landsmænd) uddrive Uaander ved Midler, som Gud giver dem i Hænde (se Ap. Gj. 19, 13), hvor kunne I da sige, at jeg gjør det ved Djævelens Hjælp?
322. Eller: kommet bag paa eder, ɔ: da er dette et Vidnesbyrd om, at Guds Rige uventet er kommet til eder og over eder som en Magt, der vil kuldkaste eders selvtagne Myndighed.
323. Den stærkes Hus, ɔ: Djævelens-Rige; hans Ejendele, ɔ: de Mennesker, han holder besatte. Jesus har bundet ham ved sin Sejer over ham i Ørken (4, 1 ff.). Meningen er: at denne Gjerning er en Aabenbarelse af Guds Riges Komme, kunne I se deraf, at Uaanderne ikke kunne uddrives, med mindre Djævelen først er overvunden.
324. I denne min Kamp mod Djævelens Rige maa enhver tage sit Parti, med eller imod mig, enten arbejde med eller mod mig (Kristus vil samle Mennesker ind i Himmeriget, til at have ét Sind, Gud Faders Vilje; Djævelen spreder dem, ved at forføre dem til at søge deres eget). Se Mk. 9, 40.
325. Bespottelse af Sønnen skal tilgives, selvfølgelig for saa vidt som den angres og forsages; men den kan angres, fordi Sønnens Gjerning og Vidnesbyrd sker udenfor Mennesket. Men Aanden vidner og gjør sin Gjerning indeni Menneskets Hjærte, og Bespottelsen af ham forudsætter derfor djævelsk Ondskab og Trods, idet Mennesket ikke vil lyde den Sandhed, som han i sit Hjærte føler og véd er Sandheden. Og derfor kan denne Synd ikke angres, thi den begaas kun derved. at Mennesket kvæler sin Samvittighed. (Angeren er det sikre Kjendetegn paa, at den Hellig-Aand ikke er bespottet). Men derfor kan Bespottelse af Aanden heller ikke være nogen enkeltstaaende Synd, men er Frugten af et Liv i Gjenstridighed. Og Jesus siger ikke her, at Farisæerne have bespottet Aanden, men kun at de ere paa Veje dertil, de "modstaa Aanden" (Ap. Gj. 7,51), idet de tilskrive Løgnens og Mordets Aand den Gjerning, som de i deres Hjærte vidste stammede fra Gud.
326. I den hellige Skrift ses Tilværelsen som faldende ind under to store "Tidsolde", sammenhængende Tidsløb, først denne Tidsold, som afsluttes med Dommen og "Tidens Fuldendelse" (se 13, 39 Anm.), og derefter den tilkommende, eller: "hin Tidsold".
327. d. e. sæt, at Træet er godt eller slet (ordret: "raaddent", se 7, 17 Anm.), saa bliver Frugten ligedan; og saaledes viser nu eders Frugt ɔ: eders Tale (V. 34), hvad Slags Træ I ere (jfr. 7, 20 Anm.), hvordan eders Hjærte, eders inderste Personlighed er.
328. d. e. der skal oprinde en Doms—Dag, da Menneskene skulle staa til Regnskab (jfr. 18, 23 ff.) for hvert utilbørligt Ord (ordret: unyttigt, d. e. ondt, "ufrugtbart", Ef. 5, 11); og da gjælder det, om man kan faa Tilgivelse derfor, eller ej (V. 32).
329. d. e. kjendes retfærdig; dine Ord vise nemlig, hvordan dit Hjærte er.
330. Et Tegn, som øjensynlig viser, at du er Davidssønnen (V. 23, jfr. 16, 1). De krævede dermed, at Jesus skulde fremtræde i sin Ophøjelse; og han svarer dem V. 39 f., at dette kun skulde ske gjennem hans Død og Opstandelse (jfr. Joh. 2, 19). Men dette var ingenlunde et saadant Tegn, som denne utro Slægt krævede det, et der kunde fritage dem for Omvendelse og Tro; det var et Tegn, som pegede i den stik modsatte Retning af deres Tanker og Ønsker og betegnede, hvad de ikke vilde tro.
331. Utro, ɔ: frafalden. Udtrykket er hentet fra Ægteskabet, idet Israel her, ligesom overalt i G. T., ses som Herrens Brud, saa at Frafald fra ham, naar de gik deres egne Veje, er Hor, Utroskab. Denne "Utroskab" fremtraadte især i Farisæerne, som ved deres udvortes Bogstavtjeneste vilde vinde Ære hos Mennesker og unddrage sig fra at give Gud deres Hjærte.
332. Jonas staar ved sit Ophold i Fiskens Bug og sin underfulde Frelse ud deraf (maaske ogsaa derved, at Skibsfolkene frigjorde sig for ham ved at overgive ham til Døden. ligesom Jøderne gjorde ved Jesus) som et Forbillede paa Jesu Død. Nedfart til Dødsriget (Jordens Dyb) og Opstandelse. Men ligesaa lidt som Niniviterne saa Jonas udgaa af Fisken, ligesaa lidt saa "denne Slægt" (11, 16) Jesu Opstandelse. Den opstandne Frelser saas kun af dem, som troede paa ham, og kun for de troende bliver hans Opstandelse det afgjørende Tegn paa, at han er Guds Søn; men "den utro Slægt" løj sig fra dette Tegn (28, 13 ff.).
333. Her maa underforstaas: "men denne Slægt omvender sig ikke paa Menneskesønnens Prædiken"; dette tier dog Jesus med (ligeledes V. 42), fordi de endnu havde Valget og Muligheden til Omvendelse. (En lignende Tavshed have vi Lk. 15, 32). Iøvrigt maa vi ved denne Prædiken ikke tænke paa Jesu egen Forkyndelse i hans Kjøds Dage, men paa den opstandne Herres Prædiken gjennem sine Apostle.
334. d. e. Dronningen af Saba, 1 Kong. 10, 1 ff.
335. Jfr. 2 Ped. 2, 20.
336. V. 43-45: "Men det vil gaa denne onde Slægt ret som et Menneske, der er blevet befriet fra en uren Aand, men atter bliver syv Gange værre besat". Den Vækkelse, der var sket i Folket dels ved Døberens, dels ved Jesu Prædiken, og som nu atter her havde givet sig et Udtryk i Skarens Udbrud: "mon ikke han skulde være Davids-Sønnen!" den lignes ved Uddrivelsen af en uren Aand. Jesus havde "bundet den stærke" (V. 29), og Farisæernes Magt over Folket var knækket; men dersom de nu lode det blive derved, at "Huset var ledigt, fejet og smykket", uden at have faaet nogen ny Beboer, ɔ: dersom de lode det blive ved at beundre Jesu Ord og Gjerninger, istedenfor at omvende sig til at tro paa ham og følge ham, "høre hans Ord og bevare det" (Lk. 11, 28), saa vilde de synke endnu dybere end tilforn. Dette skete, da Jødefolket gjennem sin Modstand mod Apostlenes Prædiken helt forhærdedes i Farisæervæsenet, en Forhærdelse, som hviler over det indtil den Dag i Dag. — Heri indeholdes tillige (ligesom i V. 30) en alvorlig Paamindelse til dem, der vare blevne grebne af Jesu Ord, men ikke turde bestemme sig til det afgjørende Valg, om i Tide at "lade sig frelse fra denne forvendte Slægt" (Ap. Gj.2, 40).
337. V. 46-50: Jesu Moder og Brødre søge ham; smlg. Mk. 3, 31-35; Lk. 8, 19-21.
338. Se 13, 55 Anm.
339. Maaske fordi de havde mærket Farisæernes brændende Forbitrelse mod Jesus, og derfor søgte at drage ham bort fra dem (jfr. Mk. 3, 21).
340. Et trøstefuldt Ord for dem, der ikke af Farisæernes Fjendskab mod Jesus havde ladet sig afholde fra af Hjærtet at holde sig til ham (smlg. Lk. 11, 27 f.). — Jesus udtaler ikke hermed Ringeagt for sin Moder, men han sætter sin Fader højere end hende.
341. Kap. 13, 1-52: Syv Lignelser om Himmeriget. Jesus havde nys for første Gang udtalt, at Guds Rige var kommet (12, 28); nu forklarer han i disse Lignelser, hvorledes det har sig med dette Guds Rige i dets Begyndelse, Udvikling og Fuldendelse. Folket ventede, at Messias skulde aabenbare sig i Guds Almagts Kraft og oprette Guds Rige i synlig Herlighed; men Jesus viser i Modsætning hertil Rigets ringe og uansélige Skikkelse: det er et indvortes og aandeligt Rige, der oprettes ved Guds Ord, ikke et saadant Magtens Ord, som synligt skaber, hvad det nævner, men et uanséligt Ord, der som en usynlig Spire nedlægges i Menneskehjærtet, hvor det er undergivet de samme Betingelser og Udviklingslove og udsat for de samme Hindringer, som kjendes fra den naturlige Verden. Først naar den langsomme Vækst og Udvikling er til Ende, skal Guds Rige aabenbares i Herlighed.
342. V. 3-23: Sædemanden; smlg. Mk. 4, 3-20; Lk. 8, 4-15.
343. Ikke en Landevej, men en Markvej, en Sti, hvor Jorden af idelig Færdsel er fast sammentraadt.
344. Ikke medens han sad i Skibet, men senere, da de vare blevne ene; se Mk. 4, 10.
345. Jesus svarer i V. 11-12: jeg taler til dem i Lignelser, fordi det ikke er givet dem, saaledes som eder, at forstaa Himmerigets Hemmeligheder; thi fordi de intet have, skal (ved denne Forkyndelse i Lignelser) endog det, de have, fratages dem. — Man maa imidlertid ikke forstaa Jesu Ord, som om han talte i Lignelser for at skjule Guds Rige for Folket; nej det var tværtimod, for at de skulde faa Øret op derfor (se V. 35; Mk. 4, 33), og fordi de vare saa aandelig blinde og døve (V. 13), at Lignelsen var den eneste Skikkelse, hvori Forkyndelsen om Guds Rige var dem tilgængelig. Men Jesus forudsiger, at Virkningen af denne Forkyndelse vilde blive, at alt blev dem frataget, og at de bleve helt blinde og forhærdede (V. 14 ff.), altsaa at de derved modnedes til den i 12, 39-45 forudsagte Dom. Mennesket maa og kan nemlig ikke blive staaende i det uafgjorte, men maa komme til et Enten—Eller, med et bestemt Ja eller Nej til Guds Naadevilje; dertil skal Evangeliet føre Mennesker, og derfor maa det forkyndes for dem i en saadan Skikkelse, at de kunne modtage det, saa de ere uden Undskyldning. Men deraf følger, at skjønt Gud vil, at alle skulle frelses, bliver Frelsesbudskabet dog forkyndt til Fald og Forhærdelse for dem, der ringeagte og forskyde det (jfr. 1 Ped. 2, 8).
346. Det var dem givet af Gud derved, at de havde modtaget "Lyset", som var kommet til Verden i Jesus Kristus (jfr. Lk. 11, 33 ff.).
347. Jfr. 25, 29. Dette har sin Sandhed baade om de aandelige og de timelige Goder. Her er det sagt om Modtageligheden for Guds Rige: den, som har denne, vil ved at bruge den blive skikket til at modtage stedse rigere Lys og Naade; den, som ikke har den, Villigheden til at modtage, skal miste endog Evnen dertil.
348. Es. 6, 9-10. Her tales om, at Profeten ved sin Forkyndelse af Frelsen ved Messias skulde føre det gjenstridige og vantro Folk i Forhærdelse. Men denne Forhærdelse kommer til sin fulde Modenhed ved Messias's egen Forkyndelse (jfr. Joh. 12, 40; Ap. Gj. 28, 26 ff.).
349. Jfr. Lk. 10, 23 f.; Hebr. 11, 13; 1 Ped. 1, 10 f.
350. Sædemanden er én (jfr. V. 37), og Sæden er en og den samme, men Jordbundens Modtagelighed er forskjellig. Og idet Jesus skildrer, at Sæden ikke har Frugt for de tre Dele, siger han nærmest det samme som i 12, 39 ff., at "denne Slægt" vilde forskyde Evangeliet.
351. Sæden er altsaa Rigets Ord, ɔ: det Ord, hvorved Mennesket føres ind i Himmeriget.
352. d. e. "forstaar med Hjærtet" (V. 14. 15), den Forstaaelse, som følger af, at Hjærtet modtager Ordet og lever deri (ligesaa i V. 23).
353. Ordet, der skulde gjennemtrænge hele Mennesket (som Sæden Jorden med sine Rødder), har ikke faaet Lov at trænge ind i ham selv (hans inderste Selv, hans Hjærte); derfor forarges han (slipper Troen). naar det viser sig, at der kræves Selvfornegtelse til at bevare Ordet.
354. Ordret: Tidsoldens Bekymring, ɔ: den Bekymring, som hænger fristende ved Livet her i Timeligheden, i "denne Tidsold", (se 12, 32 Anm.).
355. Det er dem, som ville "tjene baade Gud og Mammon" (6, 24).
356. V. 24-31: Ugræsset blandt Hveden. Heri skildres, at Guds Rige paa Jorden vil have indvortes Fjender, som først ved Tidens Fuldendelse skulle udskilles deraf, saa at det ikke her paa Jorden vil fremtræde i sin Hellighed.
357. Menneskene (ɔ: "Folk") sov, skal næppe forstaas som Forsømmelighed af dem, men: ved Nattetide, da ingen drømte om nogen Fare.
358. Ordet i Grundsproget betyder ikke "Klinte", men en giftig Græsart ("Svingel-Rajgræs"), der i Østerland jævnlig vokser som Ukrudt i Sæden og ikke kan skjelnes fra denne, førend den gaar i Frø.
359. Ugræsset og Hveden have Rod i den samme Jordbund (det naturlige Menneskehjærte), derfor kan det ene ikke rykkes op uden Fare for, at det andet rives op med. — Man maa ikke mene, at man ved udvortes Tvangsmidler kan tilvejebringe en ren Menighed her paa Jorden; alle Forsøg derpaa ville føre til, at mange blive udelukkede, som ikke burde være det (kun Ordets aandelige Vaaben maa bruges mod Guds Riges Fjender).
360. V. 31-32: Sennepskornet; smlg. Mk. 4, 30-32; Lk. 13, 18-19. Medens et Verdensrige kan oprettes saa at sige med ét Slag i sin fulde Storhed og Styrke (men derefter er at vente, at dets Storhed daler, indtil det synker i Grus), saa udvikler Himmeriget sig lidt efter lidt fra den mindste Begyndelse, hvori dog Spire-kraften fra Gud bor, til at blive det største.
361. Sennepsplanten bliver i Østerland jævnlig 4-6 Alen høj.
362. V. 33: Surdejen; smlg. Lk. 13, 20. 21. Lignelsen om Sennepskornet skildrede Guds Riges Udvikling udadtil; Surdejen afbilder, hvorledes Guds Rige begynder "indeni Mennesket" (Lk. 17, 21) og skal som en indvortes, usynlig, men dog kjendelig Magt gjennemtrænge hele Menneskelivet (nærmest vel det enkelte Menneskes Liv, dog ogsaa om Guds Riges Indvirkning paa Menneskeheden i det hele).
363. Det her nævnte Maal er en Tredjedel af en "Efa" (der omtr. er = en Skjæppe), altsaa omtrent et Fjerdingkar. En Efa Mel plejede at bruges til en almindelig Bægt; se 1 Mos. 18, 6; Domm. 6, 19 o. a.
364. V. 34-35: Betydningen af Jesu Lignelses-Tale.
365. Ikke saaledes at forstaa, at Jesus kun talte Lignelser, men: i al sin Tale til Folket om Himmeriget brugte han Lignelser.
366. Slm. 78, 2. Forfatteren, Asaf, fremstiller i denne Salme Fortidens Historie som et Spejl for sin Samtid, for at de deraf skulde kjende Guds Raad og Vilje med dem selv. Men denne Læremaade opfyldes, faar sin fulde Virkeliggjørelse, idet Jesus bruger den udvortes Virkelighed, som Folket kjendte, som et Spejl, hvori de skulde se og kjende Guds Riges hidtil skjulte Væsen (Rom. 16, 25; Kol. 1, 26).
367. V. 36-43: Forklaring af Lignelsen om Ugræsset blandt Hveden.
368. d. e. den syndige, verdslige Menneskeslægt; jfr. 5, 14; Joh. 3, 16. 17 o. a.
369. Her tales ikke (som i V. 19) om Sæden. der nedlægges i Jorden, men om den "Sæd", som har udviklet sig deraf. Hvor "Ordet høres og forstaas", udvikler der sig deraf et troende, "retfærdigt" Guds Barn.
370. Den Ondes Børn ere saadanne, som leve i "Djævelens Gjerninger" (1 Joh. 3, 8), og i hvem der derfor raader det samme Fjendskab, som i ham, imod Guds Rige og "Kristi Kors". Dette Fjendskab kan fremtræde baade i Liv (Fil. 3, 18) og i Lære (Ap. Gj. 20, 29; 1 Joh. 2, 18 f.); men det ligner Ugræsset i Lignelsen dels deri, at ligesom dette blev saaet efter Hveden, saaledes kan Fjendskabet mod Guds Rige ikke opkomme, førend Guds Rige har fundet Indgang i Hjærterne, dels deri, at det først kan kjendes efterhaanden, som det modnes og sætter Frugt.
371. Ordret: Tidsoldens Fuldendelse, ɔ: det Tidspunkt, da alle de Kræfter, der ere i Virksomhed i "denne Tidsold" (se 12, 32 Anm.), baade de onde og de gode, have naaet deres fulde Udvikling og Vækst. Den sædvanlige Oversættelse: "Verdens Ende" (ɔ: alt det synliges Undergang) er unøjagtig.
372. d. e. dem, som ved deres Levned og Tale give "Forargelse", lægge Stød for de ubefæstede (18, 6 ff.). De skulle sankes udaf hans Rige; thi indtil Dommen ere de udvortes blandede med Rigets Børn.
373. Jfr. 17, 2; Fil. 3, 21. Da skal der slet intet "Mørke" (Synd) være i dem, men den Lighed med Gud, som de vare skabte til, skal være fuldkommen, fordi Gud skal være alt i alle (1 Kor. 15, 28; 1 Joh. 3, 2).
374. V. 44-46: Skatten og Perlen. Disse to Lignelser høre nøje sammen. Baade Skatten og Perlen betegner Himmerigets Rigdom, Guds Naade i Kristus, som noget saa dyrebart, at Mennesket maa slippe alt sit eget (Fil. 3, 8) for at faa det i Eje. Men Forskjellen er, at Skatten findes uden Søgen, som ved et Tilfælde, Perlen derimod som Frugt af en lang Søgen. Herved betegnes maaske de forskjellige Veje, ad hvilke Mennesket finder (faar Øje for) Guds Naades Rigdom. Den tilbydes alle ved Evangeliet; men en faar Øje derfor uden Arbejde, en anden først efter en lang Kamp og Søgen. Snarere maa dog de to Lignelser tages under ét, saaledes at medens det paa den ene Side er Guds Aands Værk, at Mennesket faar Øje for hans Naade (Skatten), maa der paa den anden Side være en Trang, en Længsel, en Søgen (jfr. 5. 3. 6) hos den, der skal faa den i Eje (Perlen).
375. Det er Glæden over Guds Naade, der skal bringe os til at slippe alt vort eget (jfr. Lk. 5, 11); derfor har ogsaa Gud alene Æren derfor.
376. d. e. Lys, Sandhed, Retfærdighed, og hvad der er godt for Guds Aasyn (jfr. Joh. 7, 17).
377. V. 47-52. Fiskevaaddet. Skjønt kun de ere Rigets Børn som "sælge alt deres eget for at kjøbe Perlen", saa er dog Guds Rige her paa Jorden bestemt til at omfatte alle, ej alene de enkelte Sjæle, men "Folkene", (28, 19). Men ved denne "Tidsolds Fuldendelse" skal Skilsmissen ske mellem "de onde og de retfærdige" (jfr. V. 39 ff.).
378. Mange Hskr. indskyde foran "have": Jesus siger til dem.
379. d. e. hvad vi vilde sige: den, "som er kommen i Himmerigets Skole", hvor han kommer stedse dybere ind i det "Dyb af Rigdom og Visdom og Erkjendelse", som Himmeriget har inde; han ligner et Menneske, en Husbonde, ɔ: han maa skikke sig, ligesom i de menneskelige Forhold en Husbonde (jfr. 18, 23; 20, 1; 22, 1).
380. Jesus havde i disse Lignelser fremdraget baade nyt og gammelt, idet han forkyndte Guds Rige (det nye) under Billeder fra de kjendte jordiske Forhold (det gamle). Saaledes skulle ogsaa hans Disciple gjøre, al sand menneskelig Oplysning er tjenlig til at frembære Evangeliet i en saadan Skikkelse at det bliver tilgængeligt for Mennesker.
381. V. 53-58: Jesus i Nasaret; smlg. Mk. 6, 1-6.
382. Dette er et andet Besøg i Nasaret, senere end det i Lk. 4, 16 ff. fortalte.
383. Den Maade, hvorpaa Jesu Brødre og Søstre her omtales, gjør det utvivlsomt, at de have været Børn af Josef og Maria (Jesus var "den førstefødte", Lk. 2, 7), og ikke, som mange fra den ældste Tid af have ment, Jesu Søskendebørn (Børn af Klopas og Jesu Moders Søster Maria, Joh. 19, 25; jfr. Mt. 27, 56; Mk. 15, 40).
384. Formodentlig have de været gifte i Nasaret.
385. Et Ordsprog, som Jesus oftere bruger, Lk. 4, 24; Joh. 4, 44.
386. Kap. 14, 1-12: Herodes's Tanker om Jesus, og Johannes Døbers Henrettelse; smlg. Mk. 6, 14-29; Lk. 7, 7-9.
387. Herodes Antipas, en Søn af Herodes den store, efter hvis Død han af Kejser Avgustus blev sat til Fjerdingsfyrste over Galilæa og Peræa Landet hinsides Jordan); se Lk. 3.1. Han blev afsat Aar 39 e. Kr. — Fjerdingsfyrste betyder egentlig en Hersker over en Fjerdedel af et Land, men brugtes paa den Tid om en, som havde en hvilkensomhelst mindre Del af et Land at regere.
388. Dette stadfæster, hvad vi læse 4, 12, at Jesus først efter Johannes's Fængsling optraadte offentlig i Galilæa. — Herodes laa i Krig med den arabiske Konge Aretas (hans første Hustrus Fader. se ndf. Anm. 6); dette har maaske været Aarsag til, at han ikke tidligere har hørt om Jesus.
389. Kræfterne, til at gjøre Undere. — Herodes's Tanke er et Vidnesbyrd om, hvor nær Vantro og Overtro ere beslægtede; Johannes gjorde nemlig ingen Undergjerninger, medens han levede (Joh. 10, 41).
390. Herodes havde været gift med en Datter af Kong Aretas, men havde forskudt hende for at ægte Herodias, som var gift med hans Halvbroder Herodes Filip, der levede og døde som Privatmand, uden at faa noget Land efter sin Fader. (Han er forskjellig fra den Filip, som efter Herodes's Død blev Fjerdingsfyrste i Ituræa, Lk. 3, 1).
391. Herodias's Datterøø (Salome), af hendes første Ægteskab med Filip.
392. V. 13-23: Jesus bespiser 5000 Mænd; smlg. Mk. 6, 30-46; Lk. 9, 10-17; Joh. 6, 1-15. (Se Anm. til Mk.).
393. Hørte det, at Rygtet om ham var kommet Herodes for Øre, V. 1-2 (V. 3-12 er et historisk Indskud). Jesus vilde ikke spilde sin Tid med at tilfredsstille Herodes's tomme Nyfigenhed.
394. Hermed menes "den første Aften" fra Kl. 3 af, naar Solen kjendelig var ved at hælde; i V. 23 tales om "den anden Aften", efter Solens Nedgang.
395. d. e. Dagens Tid (til at arbejde).
396. V. 24-33: Jesu Vandring paa Søen; smlg. Mk. 6, 47-52; Joh. 6, 16-21.
397. Jøderne inddelte paa den Tid efter romersk Skik Natten (fra Kl. 6 Aften til Kl. 6 Morgen) i fire "Vagter", hver paa tre Timer (se Mk. 13, 35).
398. Peder vidste, at han ikke selv var i Stand til at gaa paa Vandet, men han troede, at Jesu Ord var mægtigt til at gjøre det umulige muligt for ham (jfr. Lk. 5, 5 ff.; Joh. 14, 12).
399. Og dermed slap han Jesu Ord "Kom!" som havde baaret ham over Bølgerne.
400. Denne Bekjendelse, som hidtil kun havde været udtalt af de urene Aander (8, 29), kommer her første Gang frem paa Disciplenes Læber.
401. V. 34-36: Jesu Undergjerninger i Genesaret; smlg. Mk. 6, 53-56.
402. En frugtbar Landstrækning paa Vestkysten af Søen.
403. Se 9, 20.
404. Kap. 15, 1-20: Farisæernes Renselses-Vedtægter og Jesu Tale derom; smlg. Mk. 7, 1-23.
405. Det synes, at de udtrykkelig ere komne for at angribe Jesus i hans Hjemstavn for at modarbejde den Indflydelse, han her havde vundet (se 12, 24 Anm.).
406. De gamles (ɔ: Forfædrenes) Overlevering er den fra Fortidens Skriftlærde mundtlig overleverede Forklaring og Udvikling af Moseloven. hvorved dennes Bud bleve udspundne til Regler for de mindste Enkeltheder. Disse Overleveringer bleve senere, efter Kristi Tid, samlede og opskrevne i "Talmud". En saadan Overlevering, som Farisæerne paa det nøjeste overholdt, var, at man skulde to sine Hænder før Maaltid (se Mk. 7, 3 f.).
407. I have ingen Ret til at sætte eder til Doms over, at mine Disciple overtræde eders vedtagne Skik, da I paa eders Side gjøre eder skyldige i en langt grovere Overtrædelse af Guds eget Bud (V. 3-6). Eders Overleveringer føre eder kun til en udvortes Gudsdyrkelse, men drager Hjærterne bort fra Gud (V. 7-9).
408. 2 Mos. 20, 12; 21, 17.
409. Farisæerne satte den udvortes Gudsdyrkelse over Kjærligheden; Jesus gjør det omvendte (thi al udvortes Gudsdyrkelse skal være et Middel til Kjærlighedens Vækst i Hjærtet); jfr. 5, 23 f.; 12, 7 o. a.
410. Es. 29. 13. anført i Udtog. Mange Haandskrifter indskyde: (Dette Folk) holder sig nær til mig med deres Mund og (ærer mig osv.); disse Ord ere sikkerlig tilføjede efter Gl. Test.
411. Menneskets Renhed beror ikke paa Æden og Drikken, men paa Hjærtet (jfr. Rom. 14, 17).
412. Den Tale, ɔ: Jesu Ord i V. 11, hvori de saa en Forkastelse af Moselovens Forskrifter om rene og urene Dyr (3 Mos. 11).
413. Det er den samme Dom over Farisæerne, som Jesus senere udtaler endnu skarpere, 23, 13 ff. — Det samme Ordsprog læses Lk. 6, 39.
414. Da de vare komne i Hus (se Mk. 7, 17).
415. V. 21-28: Den kananitiske Kvinde; smlg. Mk. 7, 24-30.
416. Ud af det Hus, hvor han havde været inde, da han talte de foregaaende Ord til sine Disciple.
417. Tyros's og Sidons Egne stødte op til den nordvestlige Del af Galilæa; Indbyggerne der (Fønikerne) vare af kananitisk Æt. Det maa sikkert ikke forstaas saaledes, at Jesus har opholdt sig en Tid her udenfor Jødeland, men saaledes, at han har opholdt sig i den Del af Galilæa, som grænsede til Tyros's og Sidons Egne, maaske for at undgaa Farisæernes Efterstræbelser, dog snarere for at skaffe sine Disciple den Bo og Hvile, som han tidligere forgjæves havde søgt; se Mk. 6, 31 ff.
418. d. e. Messias (9, 27; 12, 23). Kvinden havde altsaa hørt om Israels Haab og om Jesu Gjerninger (4, 24).
419. Giv hende, hvad hun beder om, for at blive hende kvit; thi hendes Raab vækker Opsigt (og Jesus vilde her være ukjendt, Mk. 7, 24).
420. Israeliterne vare "Rigets Børn" (8, 12). Skjønt Jesus ofte nok taler haardt til Jøderne ("denne Slægt"), taler han dog hædrende om dem, paa Grund af den Plads, de indtog i Guds Frelses-Raad.
421. Sandt nok, Herre (du har Ret, det er ikke smukt); thi Hundene æde jo (kun) af Smulerne, ikke Brødet selv; men jeg beder jo ogsaa kun om Smuler, jeg vil ikke tage Børnenes Brød.
422. Her og i 8, 13 (Høvedsmandens Tjener) have vi Exempler paa, at Jesus helbredte syge uden at komme i personlig Berørelse med dem, og i begge Tilfælde gjorde han dette paa en Hednings Bøn. Og ligesom begge disse Tegn indeholde et øjensynligt Varsel om, at Israels Gjenstridighed skulde virke, at Frelsen kom til Hedningerne (se 8, 11 ff), saaledes betegne de sikkerlig ogsaa, at den ikke skulde bringes dem af Jesus personlig, men ved hans Ord i Menneskers Mund.
423. V. 29-39: Jesus helbreder mange og bespiser 4000 Mænd; smlg. Mk. 8, 1-10.
424. Vejen beskrives nøjere Mk. 7. 31.
425. Herved betegnes den Hast, de havde med at bringe dem til ham, paa Grund af den store Mængde syge, der kom; jfr. Mk. 3, 10.
426. De saa i Jesu Velgjerninger et Vidnesbyrd om Israels Guds Kjærlighed til sit Ejendoms Folk; jfr. Lk. 7, 16.
427. Jesus har Medynk med al deres Nød, som holde sig til ham. endog den rent udvortes. — Smlg. Bespisningen af de 5000 (14, 13 ff.).
428. d. e. et udyrket og ubeboet Sted.
429. Magdala, en By ved den nordvestlige Side af Genesaret Sø. (Flere af de ældste Vidner læse: Magadan, et nu ubekjendt Sted).
430. Kap. 16, 1-4: Farisæerne og Saddukæerne begjære et Tegn fra Himlen; smlg. Mk. 8, 11-13.
431. Farisæernes Fjendskab mod Jesus, som allerede tidligere (i 12. Kap. og end bestemtere 15, 1 ff.) var traadt klart for Dagen, er nu saaledes modnet, at de, saa snart Jesus kom tilbage til Galilæa, den tidligere Skueplads for hans Virksomhed, møde frem, forenede i fælles Had med deres bitre Modstandere Saddukæerne, og kræve et Tegn fra Himlen, ɔ: et afgjørende Vidnesbyrd for, at han var Messias, kommen fra Himlen. Det er den samme Fordring, som kom frem i 12, 38, men her langt bestemtere, som Frugt af en overlagt Plan. — Med denne Begjæring vilde de (paa lignende Maade som Djævelen i Ørken, 4, 6) friste Jesus til at bruge sin Magt til egen Forherligelse og til at unddrage sig Fornedrelsen og den forestaaende haardeste Kamp (26, 37 ff.), istedenfor at han baade gjorde sine Tegn og levede og døde i Fornedrelsen uden at have sig selv for Øje, ikkun af Kjærlighed til Mennesker, for at frelse dem.
432. Ordene i V. 2. 3: Naar det er Aften … Tidernes Tegn kunne I det ikke, udelades i nogle af de ældste Haandskrifter, formodentlig fordi de ikke læses hos Mk.
433. Alle de Tegn', som viste, at nu var Israels Besøgelses-Tid oprunden: Johannes Døbers Fremtræden, hele det aandelige Røre, der fra den Tid af havde været i Folket, Spaadommenes og de profetiske Varslers Opfyldelse (jfr. 11, 12 ff.). Smlg. Lk. 12, 54 ff.
434. Jfr. 12, 39 f.
435. V. 5-12: Advarsel mod Farisæernes og Saddukæernes Surdej; smlg. Mk. 8, 14-21.
436. Hos Mk. 8, 13 læse vi, at Jesus efter det omtalte Sammenstød med sine Fjender atter satte over til hin Side af Søen.
437. Surdejen, der gjennemtrænger hele Dejen og giver den sin Smag, betegner her det, der er den inderste Drivkraft i Menneskets Færd og giver denne sit Præg; og dette var baade for Farisæerne og Saddukæerne Verdslighed og Selviskhed (Utroskab mod Gud), om end paa højst forskjellig Maade. Farisæernes Utroskab viste sig i en udvortes Gudsfrygt og Lovoverholdelse, for at beundres af Mennesker (se 23, 5), Saddukæernes i den verdslige Nydelsessyge; men begge disse Retninger gjøre uskikket til Guds Rige.
438. Se 14, 13 ff.; 15, 32 ff. Her gjør Jesus den Anvendelse af de to underfulde Bespisninger, at hans Disciple deraf skulde lære, at den, der følger ham, ikke skal mangle det timelig fornødne (jfr. 6, 33).
439. V. 13-28: Peders Bekjendelse; smlg. Mk. 8. 27—9, 1; Lk. 9, 18-27.
440. En By i den nordligste Del af Palæstina, opbygget af Fjerdingsfyrsten Filip, som havde kaldt den Kæsarea (d. e. Kejserstad) til Ære for Kejser Tiberius; i Folkemunde kaldtes den saa "Filips Kæsarea" til Forskel fra "Kæsarea ved Havet" (Ap. Gj. 10, 1 o. a.).
441. Af dette Spørgsmaal se vi, at Folk først ved Jesu Ord og Gjerninger skulde ledes til at fatte, hvad han mente med det Navn "Menneskesønnen", hvormed han stedse betegnede sig selv (jfr. 8, 20 Anm.; 9, 6 Anm.). — Mange Hskr. læse: at jeg, Menneskesønnen, er (efter Mk, og Lk.).
442. Jfr. 14, 2; Mk. 6, 14. 15.
443. Et jødisk Sagn fortalte, at Jeremias, inden Nebukadnesar ødelagde Jerusalem, havde skjult Pagtens Ark og Røgofferalteret i en Hule i Bjærget Nebo, men at han skulde bringe dem tilbage, naar Messias skulde komme (se 2 Makk. 2, 4-8; 15, 13 ff.). — Folkemeningen var altsaa med ét Ord, at Jesus var en Forløber for Messias; hans Mangel paa udvortes Herlighed gjorde, at de ikke holdt ham for Messias selv.
444. Peder siger ikke: "vi sige, at" osv., men: du er; hans Bekjendelse er urokkelig vis. Og han udtaler dermed ej alene sin egen, men ogsaa de andres Tro om Jesu Gjerning, at han er Messias, den forjættede Davids-Søn, og om hans Væsen, Forhold til Faderen, at han er den levende (eneste sande) Guds Søn.
445. d. e. den naturlige Menneske-Forstand.
446. Jfr. 11, 27. — Ved Ordet min Fader gjenoptager og besegler Jesus Peders Bekjendelse "den levende Guds Søn".
447. d. e. du er i Sandhed, hvad det Navn Petros udsiger, som jeg har tillagt dig (Joh. 1. 43). Petros betyder nemlig "en Klippe, Klippeblok", hvilket han havde vist sig at være ved sin Bekjendelse, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn.
448. Der er et uoversætteligt Ordspil i Ordene hos Mt. De lyde "du er Petros og paa denne Petra vil jeg bygge" (Petra betyder ogsaa, ligesom Petros: en Klippe). Det kunde gjengives: "du er en Mand af Klippeart (en Klippemand), og paa denne Klippeart vil jeg bygge min Menighed". Deraf fremgaar, at det ikke er Peders Person, Menigheden skal bygges paa (Jesus siger jo ikke: paa dig vil jeg bygge), men Peder, som han stod der med Troen paa Jesus Kristus i Hjærte og Mund. lægger det Hjærtelag for Dagen, for hvilket Kristus er Grundvolden ("Hovedhjørnestenen"), og som derfor gjør ham til Grundlaget for Kristi troende og bekjendende Menighed, eller til den aandelige Grund. hvoraf den er fremvokset, dog ikke ham alene, men ogsaa hans Medapostle, der vare fælles med ham om samme Tro (jfr. Ef. 2, 20).
449. Kristi Menighed skal aldrig forsvinde af Jorden, saa den bliver indesluttet i Dødsriget.
450. V. 19 viser, hvorledes Herren vil bygge sin Menighed paa Klippen, nemlig ved at give Nøglemagten til at "binde og løse" til Peder (og hans Medapostle, 18, 18; Joh. 20, 22). Himmerigets Nøgler er et Billede paa Magten til at lukke Himmeriget op og i for Mennesker (Aab. 3, 7); og det samme betegnes ved at binde og løse (Synden), nemlig at negte og at give Syndsforladelse ("fastholde og forlade Synder", Joh. 20. 22). Denne Magt udøves først og fremmest ved Daaben, ved hvilken Mennesker opbygges som levende Stene paa den ene Klippe Jesus Kristus, ved Troen paa hvem Peder var bleven "Klippemand", eller udelukkes fra Kristus, naar Daaben negtes dem, men dernæst ogsaa ved Udstødelse af Menigheden.
451. At Jesus var Kristus (den forjættede Messias), skulde ikke forkyndes, førend han gjennem sin Lidelse havde tiltraadt sin Herremagt (Ap. Gj. 2, 36) saaledes, at det var klart, at han ikke var eller vilde være en jordisk Verdensherre, og navnlig ikke førend hans Diciple fuldt havde fattet, at hans Rige ikke var af denne Verden. Dette lærte de først til fulde gennem hans Lidelse, Død og Opstandelse; men Jesus begynder allerede nu at lære dem det, ved at vise dem, baade at han selv maatte lide, for at vinde sit Rige (V. 21), og at de maatte følge ham under Korset, for at dele hans Herlighed (V. 25 ff.).
452. d. e. Jødernes højeste Raad; se 21, 23 Anm.
453. Fra den Tid, da det ved Peders Bekjendelse havde vist sig, at Apostlene vare modnede til Erkjendelse af, at Jesus var Guds Søn, begyndte han at vise dem, ad hvilken Vej han maatte (ifølge Guds Frelses-Raadslutning, Lk. 24, 26) gaa for at oprette sit Rige, nemlig gjennem Døden og Opstandelsen. Thi kun den, der tror paa Jesus som Guds Søn, vil kunne fatte, at hans Lidelse og Død ikke er et Nederlag, eller blot et Vidnesbyrd om Menneskers Ondskab, men en frivillig Selvopofrelse til Menneskers Frelse. — Dette viste Jesus dem nu, ikke i Antydninger og Billeder som hidtil (9, 15; 12, 39 f.; Joh. 2, 19; 3, 14; 6, 57), men "rent ud" (Mk. 8, 32); og hvad han fra den Tid begyndte, det samme vedblev han fra nu af stadig at vise dem, navnlig saaledes, at hver Gang Jesus i Ord eller Gjerning har aabenbaret sin og sit Riges Herlighed, følger der en fornyet Forudsigelse af hans Lidelse; se 17, 12. 22 f.; 20, 18. 28; 26, 2.
454. d. e. du lægger Stød for min Fod for at faa mig til at falde. Hvad Peder her vilde formaa Jesus til, er i Grunden det samme som Djævelens første Fristelse i Ørken, 4, 3; derfor tiltaler Jesus ham: Satan!
455. Af Mk. og Lk. se vi, at dermed ikke alene menes de tolv, men ogsaa alle de øvrige Disciple.
456. Jfr. 10, 38. 39 Anm. Ogsaa her er Korset først og fremmest den indvortes Lidelse for Kristi Skyld, "at miste sin Sjæl" (V. 25), d. e. sit Selv, slippe det selviske, fornegte sig selv. Ingen, som vil følge Kristus, kan blive fri for dette Kors. Men den, som "optager" det, han kan ogsaa optage den udvortes Trængsel for Kristi Skyld, som Gud sender os, efter som ham behager. — Denne Nødvendighed af Selvfornegtelsen og af at slippe det selviske vedbliver Jesus stadig i den følgende Tid at foreholde Disciplene; se hele 18. Kap.; 19, 9 ff. 23 ff.; 20. 1-16. 22-27.
457. d. e. sit Selv, sin sande Personlighed (se Lk. 9, 25). Kun da blive vi i Sandhed et Selv, naar vi høre Kristus til, og han lever i os (jfr. Joh. 8, 31. 36; Gal. 2, 20).
458. Den kan ikke kjøbes for Alverdens Guld (jfr. Slm. 49, 8. 9); men Jesus Kristus har kjøbt den med sit Blod, og den "findes", naar vi "miste vort selviske Selv" for hans Skyld.
459. Jfr. 25, 19 ff. 31 ff.; Rom. 2, 6; 1 Kor. 4, 5; 2 Kor. 5, 10; Aab. 2, 23. Hans Gjerning, ɔ: hans Færd, som viser, enten han har tilhørt og tjent Menneskesønnen, der ved sin Død og Opstandelse har vundet os til sit Ejendomsfolk (Tit. 2, 14), eller han har levet sig selv.
460. d. e. i sin Kongemagt. Og deri skulle I have et Pant paa, at Menneskesønnen til sidst skal komme 1 sin Faders Herlighed til Dom (V. 27). Denne Forjættelse opfyldes til Dels 6 Dage derefter ved Jesu Forklarelse paa Bjærget (se 17, 10 Anm.), maaske ogsaa ved Jesu Opstandelse og Himmelfart, men navnlig ved den Aabenbarelse af Jesu Kongemagt, som skete, da han holdt Dom over Israel ved Jerusalems Ødelæggelse, der er et Forvarsel og Forbillede paa hans Komme til den sidste Dom.
461. Kap. 17, 1-13: Jesu Herliggjørelse paa Bjærget; smlg. Mk. 9, 2-13; Lk. 9, 28-36.
462. Hans Guddomsherlighed, som han ellers har i Løn og kun aabenbarede paa usynlig Maade ved sit Ord, gjennemstraalede hans Menneskeskikkelse (ligesom det skal ske med hans troende, der "herliggjøres med ham", 13, 43).
463. Moses og Elias ere Repræsentanter for den gamle Pagt (Loven og Profeterne) og for dens Forberedelse af den ny Pagt (Himmeriget), der nu snart skulde oprettes gjennem Jesu Lidelse, Død og Opstandelse, naar han vendte tilbage til den Herlighed, som han her aabenbaredes i. — Af Lk. 9, 31 se vi, at det var herom, de samtalede.
464. Mange Hskr. læse: lader os her gjøre (ligesom Mk. og Lk.). — Hytter, ɔ: Løvhytter (saadanne som brugtes paa Løvsalsfesten).
465. Peder vilde (i sin Uforstand, se Mk. og Lk.) bygge Hytter til Jesus, Moses og Elias, for at de kunde blive her paa Jorden i denne Herlighed, og for at han og hans Meddisciple kunde vedblive at skue den. Men i det samme skjuler Skyen Herligheden for dem, og Faderens Røst (jfr. 3, 17) stadfæster deres Tro paa Jesus som Guds elskede Søn og viser dem hen til at høre ham; dette skal være dem Vejen til at skue og dele hans Herlighed evindelig.
466. Jfr. 16, 20 Anm. For Disciplene blev dette Syn, som Peder selv forklarer det, 2 Ped. 1, 16 ff., en Stadfæstelse i deres Tro paa Jesu Guddom (jfr. 16, 16) og paa hans Gjenkomst i Herlighed. Og for Jesus selv har det sikkerlig (som Svar paa hans Bøn, Lk. 9, 29) været en Styrkelse fra Gud til den tunge Lidelsesvej, som han maatte vandre for at naa sin Konge-Herlighed (jfr. Lk. 22, 43).
467. Jesus havde tidligere (11, 14) sagt, at Johannes Døber var den Elias, hvis Komme var forudsagt (Mal. 4, 5); men ved her at se Elias selv vare Disciplene blevne uvisse om den Sag, navnlig vel fordi de ikke skjønnede, at Elias kunde komme først, førend Jesus indtraadte i sin Kongemagt.
468. d. e. hvad de Skriftkloge sige, har sin Rigtighed. — Elias skal gjenoprette Alting, ɔ: opfylde Spaadommen Mal. 4, 6 (jfr. Lk. 1, 17).
469. V. 14-21: Helbredelse af en besat Dreng; smlg. Mk. 9, 14-29; Lk. 9, 37-43. (Se Anm. til Mk.).
470. Se 4, 24 Anm.
471. De to ældste Hskr. læse: eders lille Tros (d. e. eders Tros Lidenhed).
472. d. e. den Tro, i hvilken der er den rette Spirekraft fra Gud (13, 31 f.), fordi den bygger fast paa Guds Ord alene (jfr. 21, 21; Lk. 17, 6).
473. Dette er sikkerlig at forstaa som en ordsproglig Tale (jfr. 1 Kor. 13, 2): intet som helst skal kunne hindre eder i at udrette eders Ærende (men ikke: hvad I selv faa Lyst til).
474. Hele V. 21 udelades af flere af de ældste Vidner. Det er sandsynligvis indskudt efter Mk.
475. V. 22-23: Jesus forudsiger atter sin Død og Opstandelse; smlg. Mk. 9, 30-32; Lk. 9, 44. 45. (Se Anm. til Mk.) — Jfr. 16, 21.
476. V. 24-27: Om Tempelskatten.
477. Ifølge Loven (2 Mos. 30, 13 f.) skulde hver Mand paa over 20 Aar betale en halv Sekel til Helligdommen "som Løsepenge for sin Sjæl", naar der blev optaget Mandtal. Men efter den babyloniske Udlændighed var det blevet Vedtægt at betale denne Skat hvert Aar (1 Sekel er omtr. 2 Kr.).
478. Peder havde uden Betænkning svaret Ja paa Spørgsmaalet, om Jesus betalte Tempelskatten, da han vidste, at Jesus overholdt Loven i alt; men Jesus viser ham, at det i Virkeligheden er imod al menneskelig Orden, at han som Guds Søn skulde betale Skat til Guds Tempel. Dog underkaster Jesus sig denne Skik, for ikke at forarge dem (støde dem bort fra Troen), — et Forbillede for hans Disciple i Eftertiden (jfr. Ap. Gj. 15, 20 f.; 21, 24; 1 Kor. 8, 9 ff.; 9, 20 ff.).
479. En Stater er = en Sekel. Fisken havde altsaa slugt denne Mønt.
480. Kap. 18, 1-20: Formaninger om de Kristnes indbyrdes Forhold; smlg. Mk. 9, 33-50; Lk. 9, 46-50. — Det er som et "Menighedsmøde", Jesus her holder med de tolv; det er lutter Menighedsforhold, han taler om i dette Kap. Og med dette Møde afsluttes hans Gjerning i Galilæa.
481. Af Mk. se vi, at dette Spørgsmaal kun var indirekte, idet Disciplene paa Vejen havde været i Ordstrid med hverandre om, hvem der var størst, og Jesus, da de kom i Hus, spurgte dem om deres Tvist (Mt. har her, ligesom 8, 5; 9, 18, afkortet Fortællingen om Biomstændighederne, men Spørgsmaalet: hvem er da størst? hentyder vist til denne Strid). I den Anledning formaner Jesus dem da til indbyrdes Ydmyghed (V. 2-4), til at vogte sig for at forarge og foragte nogen, som tror paa ham (V. 5-14), og til Forligelighed (V. 15-20).
482. Uden saadan Omvendelse kunne I spare eder alle Spørgsmaal om, hvem af eder der er størst; thi da staa I helt udenfor Himmeriget. (Derfor er at mærke, at Jesus i dette Kap. stadig [undtagen i V. 14?] siger: "min Fader i Himlene", ikke: "eders Fader", som han ellers altid plejer i Tiltale til sine Disciple). Thi at være i Himmeriget vil sige, at Gud regerer vort Hjærte, saa at det er vort Hjærtes Vilje og Bøn, at hans Vilje maa ske i os, som i Himlen. Men dette sker ikke med os, med mindre vi blive som Børn og slippe alle selviske og selvtilfredse Tanker om egen Storhed.
483. Thi han sætter ikke Hensynet til sit eget Jeg øverst, og derfor er han skikket til den barnlige, tillidsfulde Tro, ved hvilken Kristus kan bo i hans Hjærte. Al Storhed i Himmeriget afhænger af, i hvilket Maal Han er bleven Herren i os.
484. d. e. fordi det bærer mit Navn (tror paa mig og bekjender mig). Jesu Navn er ligesom den Grund, paa hvilken det Barn staar og fremtræder.
485. Endog i det mindste troende Barn møde I mig, thi dets Livssag er min, og derfor tjene I mig med den Tjeneste, I vise det; jfr. 10, 40.
486. I Modsætning til det Sind, der søger egen Storhed og derfor kun tager Hensyn til sig selv, men bruger de andre som Middel til at hæve sig selv des højere, viser Jesus V. 5-14, hvor stort Værd de, som tro paa ham, have for Gud, selv om de ere nok saa uanselige i Menneskers Øjne, og hvor stort Værd de derfor ogsaa bør have for Kristi Disciple; thi Guds Børn skulle have deres himmelske Faders Sind og derfor se paa Mennesker med hans Øjne.
487. Den frygteligste timelige Dødsstraf var for ham at foretrække for, at han skulde forarge én af disse smaa (de som ere ringe og uanselige i Verdens og deres egne Øjne), ɔ: at han ved sin Færd skulde forlede dem til at falde fra Troen (Lk. 17, 1 f.).
488. Nødvendigvis, paa Grund af Synden, Egenkjærligheden, som gjør, at Mennesker først og sidst tage Hensyn til sig selv.
489. Hellere maa du bringe det smerteligste Offer af Velvære og Virksomhed, end at du skulde falde fra Troen paa mig, eller forlede noget Menneske dertil (5, 29 f.).
490. I maa ikke, fordi de ere smaa, agte det for en ringe Ting at give dem Anledning til Fald; thi de ere saa dyrebare i Guds Øjne, at han udsender sine Engle til at vaage over dem og skjærme dem (Hebr. 1. 14). At enhver Kristen skulde have sin særlige Skytsengel, siger Herren ikke hermed.
491. Dette Vers fattes hos flere af de ældste Vidner. Det er maaske tilføjet efter Lk. 19, 10.
492. Den samme Lignelse findes i en anden Sammenhæng Lk. 15, 4 ff.
493. Mange Vidner læse: eders Fader.
494. I V. 6 og 10 siger Jesus: I maa ikke synde mod "de smaaa og give dem Anledning til Synd. Nu i V. 15-17: men dersom din Broder (Medkristen) synder imod dig, giver en saadan Forsyndelse dig dog ikke Ret til at slaa Haanden af ham, men du skal først gjøre dit muligste for at "vinde" ham tilbage, om ikke paa anden Maade, saa ved Menighedens Hjælp. Jesus beskriver her, hvorledes vi skulle vise "Velvilje mod vor Modpart" (5, 25; jfr. 1 Kor. 6, 1 ff.). — De to ældste Hskr. udelade Ordene imod dig; hvis dette var rigtigt, indeholdt Jesu Ord en Forskrift om Kirketugt; men saavel Sammenhængen med det foregaaende, som Peders Spørgsmaal V. 21 viser, at den sædvanlige Læsemaade er den rette.
495. d. e. du har vundet ham for Guds Rige, for Livet (jfr. Jak. 5 19 f.; 1 Kor. 9, 20).
496. 5 Mos. 19, 15.
497. d. e. som den, med hvem du ikke har Samfund eller Samkvem (jfr. 1 Kor. 5, 11). Men da dette først maa ske, naar han "er Menigheden overhørig", saa maa det ogsaa føre til hans Udelukkelse af Menigheden.
498. Til Slutning viser Jesus, V. 18-20, hvilken mægtig Kraft hans Disciple have, naar de ere fælles om Troen paa ham og Livet i ham.
499. Denne Magt, som Herren tidligere (16, 19) havde givet Peder, giver han her til alle Apostlene, og i dem til hele sin Menighed.
500. Bønhørelsen er betinget af, at Kristi Disciple ere enige i deres Bøn, saa at det i Sandhed er det samme, de bede om; thi denne Enighed forudsætter nødvendig, at de ere forsamlede om Jesu Navn, ɔ: at hans Navn (dets Ære, dets Udbredelse) er det fælles Maal for deres Stræben; da er Han hos dem og vil frembære deres Bøn. Kun i Jesus kunne Mennesker faa ét Sind og én Vilje; uden ham ville de mere eller mindre søge deres eget, selv om de have samme Øjemed udvortes.
501. V. 21-35: Den gjældbundne Tjener.
502. I Anledning af Jesu Ord i V. 15 spørger Peder, hvor ofte han skal tilgive sin Broder, og Jesus svarer (V. 22): ligesaa ofte som han forsér sig (og beder om Forladelse, V. 29; Lk. 17, 3 f.); og han viser dernæst i Lignelsen V. 23 ff., at dette har sin Grund deri, at den Synd, vi faa forladt af vor himmelske Fader, naar han tager os til Naade, er saa mangfoldig, at vor Næstes Synd imod os er for intet at regne derimod, og at vi kun kunne bevare vor himmelske Faders Naade, naar vi af Hjærtet tilgive vore Brødre. (Lignelsen forklarer den 5te Bøn i Fader vor; jfr. 6, 14 f.).
503. Her tales om det Regnskab, der opgjøres her i Tiden, naar Gud vækker et Menneskes Samvittighed til at se al sin Synd, for at føre ham til Omvendelse. Derfor hedder det, at Kongen vilde opgjøre Regnskabet; thi Mennesket kan unddrage sig dette Regnskab.
504. En Talent var en vis Pengesum (egentlig en vis Vægt). Den gamle hebraiske Talent var henved et Centner (Sølv), altsaa omtr. 6000 Kr. Den græske Talent, som man paa Kristi Tid almindelig regnede med, var omtr. 3500 Kr. Hans Gjæld var altsaa en 35-60 Millioner Kr. — Vore Synder mod Gud ere saa mange, at vi ikke kunne tælle, endsige betale dem; jfr. 7, 3.
505. Den, der af Hjærtet beder om Syndsforladelse, vil ogsaa være villig til at gjøre godt igjen alt, hvad han har gjort ilde (jfr. Lk. 19, 8).
506. Herren er vor Herres Jesu Kristi Fader (V. 35). Men ingen kommer til ham uden ved Sønnen; det er for Jesu Kristi Skyld, han er barmhjærtig imod os og forlader os vore Synder.
507. En Denar er omtr. 65 Øre. — Denne Gjæld var altsaa for intet at regne mod den umaadelige Sum, Kongen havde eftergivet ham.
508. Herrens Barmhjærtighed var den eneste Grund til, at han eftergav Tjeneren hans Gjæld; og denne Naade maatte nødvendig forpligte ham til at tilgive sin Medtjener, d. v. s. hvis han modtog den i sit Hjærte, maatte den bære denne Frugt. Men at han ikke tilgav, var et Vidnesbyrd om, at den Naade, han havde modtaget, bevarede han ikke som Naade (ved daglig paany at modtage den; jfr. Jak. 1, 21), men kun som udvortes Frihed for Straf (Kundskaben om Naaden). Han tog Naaden forfængelig (1 Kor. 15, 10); derfor kunde han heller ikke beholde den.
509. Mange tilføje: hans Overtrædelser. De ældste Vidner udelade det.

510. IV. Jesu Vandring til Judæa og til Jerusalem.

     (19—25. Kap.)

511. Kap. 19, 1-2 (smlg. Mk. 10, 1): Indledning: Jesus drog ikke den lige Vej til Judæa, gjennem Samaria, men gjennem Peræa, Øst for Jordan (V. 1), og han var her som sædvanlig ledsaget af talrige Skarer, hvis syge han helbredte (V. 2).
512. V. 3-12: Om Ægteskabs-Skilsmisse; smlg. Mk. 10, 2-12. — Ogsaa her lærer Jesus sine Disciple Selvfornegtelsen; thi kun for den, der fornegter sin syndige "Haardhjærtethed" og Egenkjærlighed, bliver Ægteskabet det inderlige Baand, som det efter Guds Vilje skal være.
513. Farisæerne vilde bringe Jesus i Forlegenhed ved at indvikle ham i den Strid, der førtes mellem dem selv indbyrdes om Skilsmissen, idet nogle lærte, at Manden kun maatte skille sig ved sin Hustru, naar han fandt noget utugtigt hos hende, andre, at han kunde skille sig af enhver Aarsag, saa snart hun mishagede ham. Men Jesus svarer (V. 4-6), at Skilsmisse ifølge Guds Orden og Ægteskabets sande, oprindelige Væsen (1 Mos. 2, 24) er Synd, altsaa at begge Parter have Uret. Det "fristende" i Farisæernes Spørgsmaal laa særlig deri, at Landsherren Herodes Antipas havde skilt sig ved sin Hustru uden skjellig Grund og ægtet sin Broders Hustru (se 14, 4 Anm.).
514. 5 Mos. 24, 1.
515. Moses har ikke dermed "befalet", men kun, for Israels Haardhjærtetheds Skyld, tilstedt Skilsmisse, som iforvejen var i Brug; men fra Begyndelsen, efter Guds oprindelige Orden, skulde der ingen Skilsmisse have været.
516. Der er kun én gyldig Skilsmissegrund, nemlig at Ægteskabet allerede er brudt (5, 32).
517. Ordene: og den, som ægter en fraskilt Kvinde, bedriver Hor, fattes hos flere af de ældste Vidner; de ere maaske tilføjede efter 5, 32.
518. Saaledes, at Hor (Ægteskabsbrud) er det eneste, som kan give ham Ret til Skilsmisse ("Gemytternes Uoverensstemmelse" kan ikke gøre det).
519. Dette Ord, at det er bedst at leve ugift, kunne kun de rumme (optage i deres Hjærter til Efterlevelse), hvem det er givet, af Gud. Og hvem disse ere, forklares saa i V. 12: ligesom der er Mennesker, som fra Fødselen ere, eller af Mennesker ere gjorte udygtige til Ægteskab, saaledes er der ogsaa dem, der i aandelig Forstand have gildet sig selv for Himmerigets Skyld, d. e. ikke for at fortjene Himmeriget, men for at fremme det, fordi de i Guds Rige og i Kristi Tjeneste have faaet en Gjerning, som helt fylder dem saaledes, at de for dens Skyld frivillig have givet Afkald paa Ægteskabet. Dette gjaldt f. E. Pavlus; men det gjælder ikke alle Kristne, men kun den, som kan rumme det, d. e. den "hvem det er givet", V. 11; jfr. 1 Kor. 7, 7 ff.
520. V. 13-15: Jesus velsigner de smaa Børn; smlg. Mk. 10, 13-16; Lk. 18, 16-17. (Se Anm. til Mk.).
521. V. 16-30: Den rige unge Mand; smlg. Mk. 10, 17-31; Lk. 18, 18-30. Den foregaaende Fortælling om Børnene viste, hvor let Adgangen til Himmeriget er for det barnlige Hjærte; denne Fortælling viser Modstykket: hvor trang Døren er (7, 13) for dem, der ere komne bort fra det ret barnlige Sind; thi kun den, der slipper alt sit eget, kan komme derind.
522. Den unge Mand har aabenbart tænkt, at "det gode" kun var en Række af udvortes Gjerninger, og i Følelsen af, at han ikke havde faaet evigt Liv ved hvad han hidtil havde gjort, kom han nu til Jesus for at faa Anvisning paa noget nyt, hvorved han kunde én Gang for alle sikre sig Livet. For nu at føre ham til Sandheds Erkjendelse, svarer Jesus ham først: dit Spørgsmaal om det gode er overflødigt, thi Gud er den eneste i Sandhed gode, og hans Vilje, som du kjender af hans Bud, er altsaa det gode; jfr. Lk. 10, 28. — I mange Hskr. læses, ligesom hos Mk. og Lk., i V. 16: gode Lærer, og i V. 17: hvi kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud. Meningen bliver i Virkeligheden den samme: den unge Mand ansaa ham kun for en menneskelig Lærer, men Jesus viser ham bort fra Menneskers Lærdomme om det gode og hen til Guds "hellige, retfærdige og gode Bud", Rom. 7, 12.
523. 2 Mos. 20, 12-16; 3 Mos. 19, 18. Det gode, som kræves af Mennesket, er ikke noget særegent og hidtil usét, men det er, hvad der for enhver ligger lige for i det daglige Liv (jfr. Lk. 3, 11-14).
524. Dette Svar er paa én Gang et Vidnesbyrd om, at han kun havde forstaaet Buddene overfladisk, og om at han dog var sandhedskjærlig nok til at føle, at denne Overholdelse ikke var ham nok til evigt Liv.
525. Fuldkommen, saa at der ikke fattes dig noget til at faa evigt Liv.
526. d. e. saa vil ikke længer dit jordiske Gods, men den himmelske Faders Naade og Velbehag blive din Skat, dit Livs Glæde og Maal (6,20). Med dette Svar vil Jesus bringe ham til at se, at det ikke var Gud, men sig selv, han hidtil havde villet tjene med sin Lovopfyldelse.
527. Ved at følge Jesus vilde han saa have erfaret, at han virkelig var kommen paa Livets Vej, ikke ved sin Opofrelse af sit Gods, men ved Troen paa Jesus, hvilken han havde lagt for Dagen ved at lyde og følge ham.
528. d. e. det er umuligt for en rig som rig at komme derind.
529. Thi enhver har dog noget i Verden, som det for ham er ligesaa svært at slippe, som Rigdommen for den rige.
530. Intet Menneske kan af egen Magt gaa ind i Guds Rige, men Gud alene kan ved sin Naade virke det i dem, der modtage hans Naade; han kan virke i vort Hjærte en saadan "Glæde" over Himmerigets "Skat og Perle", at vi kunne slippe alt vort eget for at faa den i Eje (jfr. 13, 44-46).
531. Gjenfødelsen er Verdens Fornyelse ("Gjenoprettelse", Ap. Gj. 3, 21) til den Herlighed, som den fra Begyndelsen var skabt til, naar Gud "gjør Alting nyt", Aab. 21, 5; den begynder med Himmerigets Komme til Jorden i Jesus Kristus, men fuldendes ved hans Gjenkomst i Herlighed, naar alle hans Fjender ere lagte under hans Fødder. Her menes utvivlsomt Fuldendelsen. Da skulle Apostlene dømme Israels tolv Stammer (d. e. herske med Kristus over dem, jfr. Luk. 19, 17; 22, 30), hvilket sikkerlig ikke er at forstaa om Israel efter Kjødet, men om det aandelige Israel, hele Guds Menighed, hvis aandelige Stammefædre og Lærefædre Apostlene vare (28, 19; Ap. Gj. 1, 8).
532. Mange Hskr. tilføje: eller Hustru (efter Lk.).
533. Ej alene Apostlene, men enhver, som forlader noget for Jesu Skyld. skal faa det rigelig erstattet, baade her og hisset (se Mk. 10, 30).
534. Til den rige Forjættelse om Løn føjes i disse Ord en Advarsel om, at ingen maa mene, at hans Plads i Menigheden her paa Jorden giver ham Ret til Herligheden og Lønnen hisset, eller at han kan kræve Løn, fordi han har forladt noget for at blive frelst til evigt Liv; thi alt, hvad et Menneske skal forlade, er jo kun det, der er til Hinder for hans Frelse. Dette forklares nøjere i den følgende Lignelse.
535. Kap. 20, 1-16: Arbejderne i Vingaarden.
536. En Denar, omtr. 65 Øre, den almindelige Dagløn.
537. Dagen regnedes fra Kl. 6 Morgen til Kl. 6 Aften; den 3dje Time er altsaa vort Kl. 9.
538. Mange Hskr. tilføje: saa skulle I faa, hvad der kan være ret (efter V. 4).
539. d. e. er du misundelig?
540. Ordene: Thi mange ere kaldede, men faa udvalgte (jfr. 22, 14), udelades i flere af de ældste Hskr., maaske fordi man fandt, at de ikke stode i ret Sammenhæng med det foregaaende.
541. Denne Lignelse skal nøjere forklare den i 19, 30 udtalte Advarsel (se 20, 16), idet den viser, at de, som vare de første til Arbejdet i Guds Rige (Vingaarden), ville blive af de sidste, naar de indbilde sig derved at have en Ret overfor Gud fremfor andre. Det er Guds Gjerning og Naade, at man kommer ind i Guds Rige og faar sin Gjerning der (19, 26), og jo tidligere man kommer derind, des lykkeligere er det for Mennesket selv. Men hvis nogen kræver Løn som sin Ret (saaledes som de første gjorde, V. 10-12), saa viser han dermed, at det kun var for Lønnens Skyld, han arbejdede, altsaa ikke for at gjøre Husbondens Gjerning, men for at søge sit eget; det var ikke "for Kristi Navns Skyld" (19, 29), han gjorde sin Tjeneste, men han gjorde den som en Lejesvend, der ikke hører hjemme i Guds Rige, og derfor maa han tage sit og gaa (sin egen Gang); thi han har i Virkeligheden "optaget" sin Løn, naar Lønningstiden kommer. — Hvad Enkelthederne angaar, ere disse sikkerlig saaledes at udlægge: Husbonden er Gud Fader; Arbejderne i Vingaarden ere de enkelte Kristne; men de forskjellige Hold Arbejdere, som lejes i Dagens Løb, betegner de forskjellige Folkeslag, der, alt som Tiden skrider, føres ind i Kristi Rige; og Arbejds-Dagen med dens 12 Timer er derefter dels den enkelte Kristnes Levetid, dels hele "denne Tidsold" fra Kristi første Komme til hans Gjenkomst (Aftenen). De første Arbejdere, som bleve lejede fra den tidlige Morgenstund, og med hvem Husbonden blev enig om en bestemt Dagløn, er den israelitiske Kristenmenighed, som af Forjættelsen forud vidste, hvad de havde i Vente; alle de øvrige ere Hedningerne, som gik ind paa Naade og Unaade. Lønnen, som er lige for alle Arbejderne, betegner sikkerlig, hvad Jesus siger i 19, 29, at enhver skal "faa hundredfold" igjen, hvad han har opgivet for at gaa ind i Kristi Rige (ved at forlade Torvet), altsaa Delagtigheden i Menigheden og dens Samfundsliv; men de selvgode og misundelige gaa glip af den Løn, som sætter Kronen paa det hele, idet de ikke "arve det evige Liv" i Kristi Herligheds Rige (19, 28. 29), hvilket kun den kan faa, hvis Selvgodhed og Selvretfærdighed er overvunden, saa han modtager alt som Naade af Gud. Men dette blev netop de Jødekristnes Ulykke, at de ikke vilde finde sig i, at Hedningerne bleve "gjorte lige med dem"; de mente at have Krav paa en Særstilling, en Hædersplads i Kristi Rige, fordi Gud af sin frie Naade havde udvalgt dem til sit Ejendomsfolk. Derfor "flyttede Herren sin Lysestage fra dem" (Aab. 2, 5), og de maatte "gaa" og "blive af de sidste", vel ikke saaledes, at de gik evig fortabt, men saaledes, at de forspildte deres Plads blandt de udvalgte (V. 16), som Kristus vil "hjemsamle og medtage" (24, 31. 40 f.) ved sin Gjenkomst. (Maaske der ogsaa sigtes til, at Israel som Folk først da skal komme ind i Kristi Rige, naar Hedningernes Fylde er gaaet derind, Rom. 11). — Lignelsen taler egentlig kun om Selvretfærdigheden i den Skikkelse der laa de Kristne af Israel nærmest, som Misundelse paa de Hedningekristne (derfor er det betegnende, at kun Mt. meddeler denne Lignelse); men det følger af sig selv, at enhver Art af Selvretfærdighed er ligesaa farlig. Enhver, som mener, at han ved at forlade noget for Kristi Skyld eller ved sin Gjerning i Menigheden vinder en Fortjeneste fremfor de andre, falder under den Dom: "tag dit og gaa" (se Lk. 18, 9).
542. V. 17-19: Jesus forudsiger atter sin Lidelse og Opstandelse; smlg. Mk. 10, 32-34; Lk. 18, 31-54. — (Jfr. 16, 21; 17, 22 f.).
543. Her forudsiger Jesus for første Gang udtrykkelig sin Korsfæstelse
544. V. 20-28: Sebedæos's Sønner bede om Hæderspladserne i Kristi Rige; smlg. Mk. 10, 35-45.
545. Hun hed Salome og var en af de Kvinder, som fulgte med Jesus op til Jerusalem (27, 55 f.; Mk. 15, 40 f.). Hun har uden Tvivl været Søster til Jesu Moder (Joh. 19, 25).
546. Af Jesu Svar V. 22 se vi, at denne Bøn i Virkeligheden kom fra hendes Sønner (hvorfor ogsaa Mk. skriver. at det var dem, der bade derom). Det er mærkeligt, at deres første Tanke, efter at Jesus har forudsagt sin Lidelse, er deres egen Højhed (ligesom i 18, 1). Begjæringen om at sidde ved Jesu højre og venstre Side i hans (Herligheds-) Rige viser tilbage til Forjættelsen 19, 28; den grundede sig maaske derpaa, at de vare Jesu Søskendebørn, maaske derpaa, at de havde været Øjenvidner til Jesu Herlighed, 17, 1 ff.
547. Skaal (Bæger), er i G. T. et hyppigt Billede paa den Lod, der tilfalder en; især bruges det om Sjæle-Lidelsen (jfr. 26, 39.42). Jesus Spørger dem altsaa: kunne I bære den Lidelse, som forestaar mig? Thi det gjælder for hans Disciple som for ham selv: uden Kors ingen Krone. og jo højere Ophøjelse, des dybere Fornedrelse: jfr. 16, 24; Rom. 8. 17; 2 Tim. 2. 11.
548. Mange Hskr. tilføje: eller døbes med den Daab, som jeg bliver døbt med, ligeledes i V. 23 efter "tømme": og den Daab, hvormed jeg bliver døbt, skulle I døbes med (indskudt efter Mk. 10, 38. 39).
549. d. e. I skulle komme til i fuldt Maal at bære Korset efter mig. Jakob blev halshugget (Ap. Gj. 12, 2), og Johannes maatte lide meget for Kristi Skyld.
550. Faderen udruster et Menneske med de Gaver og fører ham ad de Veje, hvorved han bliver skikket til Hæderspladsen i Riget; den tildeles af Naade og ikke som noget af Mennesket selv erhvervet. Men derfor (V. 26 f.) kan Storheden i Kristi Rige heller ikke vindes af den, der tragter efter denne Storhed, men kun af den, der glemmer sig selv og sit eget over de andres Bedste.
551. Fyrsterne og de store vinde deres Storhed paa de smaas Bekostning. Saaledes gaar det til i alle Hedningefolk; hvor det gaar anderledes i de kristelige Lande, er det en Frugt af Kristendommen.
552. I Verdensrigerne bliver man Herre og stor ved at gjøre sin Vilje til Lov for de andre; men i Kristi Rige bliver man kun stor i samme Maal, som man sætter sig selv og sin egen Vilje og Ære til Side og gjør sig selv til Middel for de andres Tarv og Frelse (jfr. 23, 11; Lk. 22, 25 f.).
553. Jesus levede hele sit Jordeliv, ikke for at tjenes, for at vinde Storhed og Magt til sig selv, men for at tjene, ɔ: for Menneskers Skyld, for at bringe dem Frelse og Liv. Dette viste han især, da han hengav sin Sjæl (ɔ: sig selv, ikke alene sit legemlige Liv, men hele sit Selv, jfr. 26, 38 ff.) til Løsepenge for mange (ordret: istedenfor mange; thi den Løsepenge, hvormed den trælbundne kjøbes fri, træder i hans Sted). Ved at give sig selv hen til at bære vore Synder og vore Synders Straf har Jesus frikjøbt (gjenløst) os derfra. Jfr. Joh. 10, 11. 15; Gal. 1, 4: Ef. 1, 7; 1 Tim. 2, 6; Tit. 2, 14 o. a.
554. Kristus har hengivet sig for alle (1 Tim. 2, 6; 1 Joh. 2, 2), men det bliver kun til Frigjørelse for mange, fordi ikke alle tro paa ham.
555. V. 29-34: Jesus helbreder to blinde; smlg. Mk. 10, 46-52; Lk. 18. 35-43.
556. Jeriko laa omtrent 4 Mil Øst for Jerusalem.
557. Hos Mk. fortælles kun om én blind (Bartimæos), som Jesus helbredte ved Udgangen af Jeriko; hos Lk. om en, som han helbredte ved Indtoget i Byen. Mt. har formodentlig slaaet begge sammen.
558. Kap. 21, 1-11: Jesu Indtog i Jerusalem; smlg. Mk. 11, 1-11; Lk. 19, 29-44; Joh. 12, 12-19.
559. En lille By paa Østsiden af Oliebjærget.
560. Sak. 9, 9 (Es. 62, 11). — Jesus føjede selv sit Indtog saaledes, at det blev en Opfyldelse af denne Spaadom, for derved at vise dem, der vilde tro paa ham, at han var Israels rette Konge af Davids Æt, hvis Komme var forjættet. Tidligere havde han holdt det offentlige Vidnesbyrd derom tilbage (se 16, 20); men nu, da han stod i Begreb med at fuldføre sit Frelserværk ved sin Død og Opstandelse, nu skulde det aabenbares, at det var som den forjættede Konge, han skulde lide (jfr. 26, 63 f.), for derved at "løskjøbe sig et Ejendomsfolk". Derfor ej alene modtog Jesus den Hyldest, der nu gaves ham som Davidssønnen (V. 9. 16), men han krævede den ogsaa (Lk. 19, 40). Dog er at mærke, at han heller ikke nu fremtraadte som Kongen paa en saadan Maade, at det kjødelige Øje kunde se det; kun de, der ved Troen paa ham havde fattet, at den forjættede Davidssøn skulde være den ydmyge og sagtmodige Fredsfyrste, kunde se, at han netop i denne ringe Skikkelse var den Konge, Israel trængte til for at faa Fred. Og dette forstod endog Jesu Disciple først efter hans Opstandelse (se Joh. 12, 16).
561. d. e. paa Kapperne. Han red paa Folen, "som aldrig noget Menneske havde siddet paaa (Mk. og Lk.), fordi der til helligt Brug særlig toges Dyr, som aldrig havde været brugte i Menneskers Tjeneste (se 4 Mos. 19, 2; 5 Mos. 21, 3).
562. De viste ham kongelig Ære; jfr. 2 Kong. 9, 13.
563. Hosjanna, et hebraisk Ord, som betyder: "o frels!" d.e. giv Frelse (ɔ: Lykke og Velsignelse) til Davids Søn! giv Frelse i det højeste, hvor du har din Bolig, saa at den derfra maa dale her ned (over Davidssønnen og hans Rige). Skarens Jubelraab er hentet fra Slm. 118, 25 f., hvilken Salme i Forening med de nærmest foregaaende (Slm. 113-117) udgjorde den "Lovsang", som man plejede at synge dels ved Paaskemaaltidet, dels ved Paaskegudstjenesten i Templet. Folket hilser dermed Jesus som den forjættede Messias, Davidssønnen, der kommer i Herrens Navn, ɔ: som Aabenbareren af Guds Kraft og Naade (Mik. 5, 3). Og at Højtidsskaren, som Johannes skriver (12, 12 f.), fra Jerusalem gik Jesus i Møde med Palmegrene i Hænde, ligesom det var brugeligt ved Løvsalsfesten, Israels største Glædesfest, tjener end mere til at vise deres Glæde og deres Hyldest af ham som den, der kom til dem i Herrens Navn.
564. Dette var Folkets gængse Betegnelse af Jesus (jfr. 16. 14).
565. V. 12-17: Jesus i Helligdommen; smlg. Mk. 11, 15-19; Lk. 19, 45-48.
566. Ifølge Mk. var det først Dagen efter Indtoget, at Jesus uddrev Kræmmerne af Helligdommen; ifølge Mt. (og Lk.) maatte man snarest antage, at det skete samme Dag. Men det er at mærke, at Mt. ikke vil skildre, hvad der forefaldt paa hver enkelt Dag inden Jesu Lidelse, men han samler under ét først Jesu Handlinger (21, 12-22) og dernæst hans Taler til Jøderne (21, 23—23, 39). — Helligdom, se 4, 5 Anm.
567. Herodes havde foruden den oprindelige Forgaard til Templet (Præsternes Forgaard), hvor Ofrene bleve frembaarne, ladet indrette to andre udenfor denne, nemlig 1) Israels og Kvindernes, og 2) Hedningernes Forgaard. I den sidste var der opslaaet en Mængde Boder, hvor man drev Handel med Offerdyr og andre Fornødenheder til Ofringer, og hvor de fremmede, romerske Penge kunde veksles i jødisk Mønt, som brugtes til Tempelskatten. Det var denne usømmelige Uskik, at bruge Guds Tjeneste som Middel til Vinding, som Jesus revsede; og ligesom han ved den første Paaskefest, han tilbragte i Jerusalem efter sin Daab, havde uddrevet disse Kræmmere, til Vidnesbyrd om, at han var kommen for at rense sin Faders Hus (se Joh. 2, 13 ff.), saaledes gjentager han dette ved Afslutningen af sit Jordeliv, nu da han aabent havde ladet sig hylde som "Davids Søn", for at vise, at han vilde rense Guds sande Hus og Menighed til at blive et Bedehus for alle Folkene (jfr. Mal. 3, 1-3), medens det Hus, som Jøderne havde gjort til en Røverkule, skulde falde under Dommen.
568. Es. 56, 7. De følgende Ord ere hentede fra Jer. 7, 11. Ligesom Folk i Jeremias's Dage havde gjort Herrens Hus til en Røverkule, og dog sagde: for os har det ingen Nød, thi "Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel er her" (Jer. 7, 4), saaledes sige I ogsaa nu; men derfor skal det nu gaa Templet og Folket ligesom i Jeremias's Dage.
569. Jesus Kristus vilde gjøre Guds Hus til et Sted, hvor de elendige kunne finde Lægedom for deres Sjæle, og (V. 15 ff.) hvor Lovsangen skal lyde fra Børnene og de barnlige Hjærter.
570. Dermed menes vist ikke alene de underfulde Helbredelser, V. 14, men ogsaa den vidunderlige Myndighed, han havde lagt for Dagen ved at uddrive Kræmmerne.
571. Slm. 8, 3.
572. V. 18-22: Jesus forbander et Figentræ; smlg. Mk. 11, 12-14. 20-26, hvor der fortælles omstændeligere og nøjagtigere i Enkelthederne, navnlig saaledes, at det først var den følgende Morgen, at Disciplene saa, at Træet var visnet. (Se Anm. til Mk.).
573. V. 23-32: Raadet kræver Jesus til Regnskab; smlg. Mk. 11, 27-33; Lk. 20, 1-8.
574. d. e. Medlemmerne af "Synedriet", den højeste jødiske Domstol. Dette bestod af 71 Medlemmer: en Formand (sædvanlig Ypperstepræsten) og Ypperstepræsterne (de mest fremragende blandt Præsterne), de Skriftkloge og de Ældste, altsaa et Udvalg af Folkets "bedste Mænd". blandt Præsteskabet, de lærde og de borgerlig ansete. — Her kommer altsaa en Sendefærd fra Raadet til Jesus, for i Embeds Medfør at æske hans Svar paa, af hvad Art og fra hvem hans Myndighed var til at gjøre disse Ting, ɔ: baade at han havde optraadt som Herre i Templet ved at uddrive Kræmmerne, og at han lod sig hylde som Messias. — Dette var deres første Forsøg paa at faa Jesus af Dage (Mk. 11, 18).
575. Johannes's Daab sammenfattede hele hans Forkyndelse og Virksomhed (Mk. 1, 4; Joh. 1, 33) og var Endemaalet for denne; derfor betegnede han selv sin Daab som en Forberedelse for Kristus og hans Daab (3, 11). Og ligesom han selv ved Daaben havde faaet Vidnesbyrdet om, at Jesus var Kristus (3, 16), saaledes havde han ogsaa i Kraft heraf vidnet dette om Jesus (Joh. 1, 33 f.). Dersom de altsaa sagde, at Joh.s Daab var "fra Himlen", maatte de nødvendig indrømme, at Jesus var Kristus.
576. Efter at de ved deres Svar (V. 27) have fraskrevet sig selv Ret til at kræve Jesus til Regnskab og sidde til Doms over ham, forkynder nu Jesus dem i de tre følgende Lignelser deres Synd og deres Dom, og det saaledes, at han ved de to første fører dem til selv at fælde deres egen Dom.
577. d. e. han vandrede selv i Retfærdighed og skulde føre eder til Retfærdighed (Lk. 1, 17).
578. I troede ikke hans Vidnesbyrd, saa I deraf lode eder lede ind i Guds Rige (og hen til mig), og det uagtet I af den Virkning, hans Forkyndelse havde blandt de dybest sunkne i Folket, maatte se, at han var et Guds Sendebud, ja den kommende Elias. — Jfr. Lk. 7, 29 f.
579. V. 33-46: De utro Vingaardsmænd; smlg. Mk. 12, 1-12; Lk. 20, 9-19. I den foregaaende Lignelse havde Jesus foreholdt dem deres Synd ved ikke at agte paa Johannes, hans Forløber; i denne foreholder han dem den end større Synd, som de og Folket med dem vare i Færd med at begaa, ved at forskyde ham selv, "den elskede Søn", og den Dom, de derved vilde drage over sig.
580. Samme Lignelse findes allerede Es. 5, 1-7. Husbonden er Gud, der plantede Israels Folk som sin Vingaard, idet han gav det Forjættelsen og oprettede sin Pagt med det som sit Ejendomsfolk. Og han gjorde alt for det, ved at give det sin Lov (Gjærdet). Gudstjenesten (Persen) og den borgerlige Orden (Vagttarnet). Derpaa drog han udenlands, ɔ: hans umiddelbare Aabenbaring, som paa Sinaj, ophørte, og nu skulde Vingaardsmændene (de enkelte Israeliter, og maaske særlig Folkets aandelige Ledere) være tro Husholdere over den dem betroede Vingaard.
581. Tjenerne ere Profeterne, lige til Johannes Døber.
582. Folkets og dets Lederes stadige Synd var deres Ulydighed, at de betragtede og behandlede Vingaarden som deres Ejendom, idet de levede sig selv, som om de ikke skyldte Gud Regnskab; derfor forskøde og forfulgte de Profeterne, som vilde holde dem til Troskab i Pagten.
583. d. e. de overgave ham til Hedningerne (20, 19), som dette allerede forbilledlig var betegnet derved, at Forsoningsdagens Ofre skulde opbrændes "udenfor Lejren" (jfr. Hebr. 13, 11 f.).
584. De fælde dermed selv deres egen Dom, hvad enten de have gjort dette uden at forstaa Lignelsen, eller, som troligere er, at de have villet vise deres Ringeagt mod Jesus ved ligesom at udæske den Dom, de følte, at han ved denne Lignelse varslede om (jfr. 27, 25). I V. 43 stadfæster Jesus selv deres Ord.
585. Slm. 118, 22 ff. At I bortstøde "Sønnen", kan ikke skade ham, ej heller hindre Guds Riges Komme; tvært imod skal derved det vidunderlige opfyldes, som der varsles om i Paaskelovsangen, at han netop ved at blive vraget, ved at lide og dø, skal blive Hovedhjørnestenen for Guds Hus (jfr. Ap. Gj. 4, 11). Men for eder vil Forkastelsen af ham blive til Dom (V. 43 f.).
586. De, som falde paa Stenen, ere de, som tage Forargelse af Kristi ringe Skikkelse (jfr. Es. 8, 14. 15); de, paa hvem den falder (Dan. 2, 44). ere de, som sætte sig til Modstand imod ham.
587. De søgte Lejlighed til at faa ham i deres Vold; men Frygt for Hoben, som beundrede ham, afholdt dem fra at gaa aabenlyst til Værks. Deres første Forsøg paa at fange ham med Svig læses 22, 15 ff.
588. Kap. 22, 1-14: Kongesønnens Bryllup. — I denne Lignelse foreholder Jesus dem endnu engang den Dom, de vilde drage over sig ved deres Gjenstridighed mod Guds sidste Naadesbud, ved Apostlene. Ved en tidligere Lejlighed talte Jesus en meget lignende Lignelse (om "den store Nadver", Lk. 14, 16 ff.), dog med flere Forskjelligheder, der have deres Grund i den forskjellige Anledning; blandt dem kunde mærkes, at medens der hos Lk. kun tales om én Tjener, der udgaar med Indbydelsen (ɔ: det ene Naadebud til alle), tales her, V. 3-4, om de mange Tjenere, ɔ: Apostlene og de apostoliske Mænd.
589. Sønnen er Menighedens Brudgom (9, 15). I den foregaaende Lignelse fremstilles han som den, der kræver, hvad Guds er, i denne som den, der giver alt, hvad der hører til Liv og Glæde; naar Mennesker modtage dette, faar Gud, hvad hans er.
590. Brylluppet var rede fra den Stund, da Jesus efter fuldendt Frelserværk havde taget Sæde ved Faderens højre Haand. Jøderne vare de forud budne, allerede ved Forjættelserne, og især ved Jesu egen Prædiken i hans Kjøds Dage.
591. De fleste vare ligegyldige og verdslige (V. 5), de øvrige vare aabenbare Fjender.
592. Hvad Jesus her, V. 3-7, siger lignelsesvis, forudsiger han ligefrem i 23, 34 ff.
593. At Jøderne vragede Evangeliet, skal ikke hindre Guds Riges Komme, men virke, at Evangeliet vendes til Hedningerne (jfr. 21, 43; Ap. Gj. 13, 46; 18, 6; 28, 28; Rom. 11, 11).
594. Ingen er saa ond, sunken saa dybt i Synd, at han jo kan komme ind i Himmeriget, og ingen er saa god, saa retskaffen og hæderlig, at han jo maa gaa derind for at blive frelst. Onde og gode er her brugt efter den almindelige menneskelige Talebrug.
595. Ved ikke at være iført Bryllupsklædning viste han Ringeagt mod Kongen og lagde derved for Dagen, at han var indvortes uskikket til at tage Del i den sande Højtidsglæde. Hermed siges, at til at faa Del i Himmerigets Salighed er det ikke nok at være udvortes optaget i Menigheden, men man maa være personlig skikket dertil, ved at have "iført det ny Menneske" (Ef. 4, 24; Kol. 3, 10; jfr. Lk. 15, 22; Aab. 3. 4; 16, 15). Og i det Stykke maa hver enkelt svare for sig selv (derfor tales der ikke om "mange", men kun om et Menneske, som ikke havde Bryllupsklædning paa). Hvorfra Gjæsterne havde faaet denne Klædning. derom siges der intet i Lignelsen; men det ligger nær at tænke, at Kongen, som Skik var, havde givet dem den, især da de bleve førte ind fra Veje og Stræder.
596. Han havde intet at sige til sin Undskyldning.
597. De, som gik for Borde, Englene.
598. Jfr. 8, 12.
599. Jfr. 20, 16.
600. V. 15-22: Farisæernes Spørgsmaal om Skat til Kejseren; smlg. Mk. 12, 13-17; Lk. 20, 20-26.
601. Herodianerne vare et politisk Parti blandt Jøderne, som holdt med den Herodiske Kongeslægt og derfor ogsaa med Romerne, der havde indsat og opretholdt den i Herredømmet. Farisæerne derimod vare afsagte Fjender af Romerne, og det var saaledes kun fælles Had til Jesus, der her bragte disse to Partier til at gaa sammen, ligesom tidligere, Mk. 3, 6.
602. Dette snedige Spørgsmaal er sikkerlig gjort til Jesus, netop fordi han nu havde ladet sig hylde som Messias (Davids Søn), altsaa som Israels rette Konge; netop han maatte da altsaa kunne afgjøre, om Guds Folk havde Lov til at skatte til den hedenske Kejser. Svarede han Nej herpaa, kunde Herodianerne melde ham som Oprører for Landshøvdingen, der da vel skulde vide at gjøre ham uskadelig (se Lk. 20, 20); svarede han Ja, vilde Farisæerne lægge ham for Had hos Mængden og vende dens Beundring til Harme.
603. Den Ros, de havde givet ham for at "lære Guds Vej i Sandhed" (V. 16), var i deres Mund kun Hykleri.
604. "Giv Kejseren Pengene, giv Gud dig selv" (Avgustin). Ved at bruge Kejserens Mønt vise de, at de staa under Kejserens Herredømme. der strækker sig, saa langt som hans Mønt gjælder, d. e. til det borgerlige Livs Retsomraade. Derfor er det dem ej alene tilladt, men de ere pligtige til at give Kejseren, hvad hans er, ved at skatte til ham (som ogsaa ved at lyde ham i de jordiske Livsforhold); men tillige ere de som Guds Folk pligtige at give Gud, hvad Guds er, et Hjærte præget med hans Billede, saa det vil, hvad han vil, i Troskab, Lydighed og Omvendelse. Da vilde de sikkert blive førte til at tro Jesus paa hans Ord (Joh. 7, 17), og da kunde de ogsaa have Haab om at blive fri for det Fremmedherredømme, som Skattens Mønt stadig mindede dem om, og som de for deres Utroskabs og Ulydigheds Skyld vare komne ind under.
605. V. 23-33: Saddukæernes Spørgsmaal om Opstandelsen; smlg. Mk. 12, 18-27; Lk. 20, 27-40.
606. Saddukæerne lærte, at Sjælen døde med Legemet. Se 3, 7 Anm.
607. 5 Mos. 25, 5. Den første Søn af dette Ægteskab blev saa regnet som den afdøde Broders Søn og tog Arv efter ham.
608. Troen paa Opstandelsen hviler paa Skrifterne, selve Opstandelsen paa Guds Kraft. Men de kjende ikke Skrifterne (se V. 31 f.), ej heller Guds Kraft (V. 30; jfr. 1 Kor. 15. 34), idet de mene, at Opstandelseslivet kun skulde være en Gjentagelse af dette jordiske Liv, og ikke tiltro Gud Kraft til at gjenoprejse Legemet i Engle-Lighed (se Lk. 20, 34 f.).
609. Hvad Gud har talt til Forfædrene, er sagt eder, ɔ: Efterslægten til Lærdom (jfr. 1 Kor. 10, 11; Rom. 15, 4).
610. 2 Mos. 3, 6. Dersom Abraham, Isak og Jakob vare blevne til intet, kunde Gud ikke efter deres Død være deres Gud; men er han deres Gud, saa leve de endnu, ligesaa vist som deres Gud lever, og de staa efter deres Død i det samme Samfund med Gud, som medens de levede i Legemet (jfr. Rom. 14, 8); men heraf følger atter, at deres Legemes Død kun er noget forbigaaende, og at de skulle opstaa.
611. V. 34-46: Farisæernes Spørgsmaal om det store Bud i Loven; smlg. Mk. 12, 28-37 (Lk. 20. 41-44).
612. Samlede sig, for at gjøre et nyt Angreb paa ham, nu da de havde set, at Saddukæernes Spørgsmaal kun havde tjent til at forøge Beundringen for ham.
613. Ved deres forrige Spørgsmaal (V. 15 ff.) havde Farisæerne søgt at aflokke Jesus et Svar, som kunde vise, at han som Messias satte sig op mod Kejseren; ved det Spørgsmaal, den Lovkyndige her gjør paa Farisæernes Vegne, vil han friste Jesus til et Svar, som maatte vise, at han satte sig op imod eller ud over Guds Lov, ved at gjøre Folkets Frelse afhængig af Forholdet til ham (21, 42 ff.; 22, 1 ff.), hvorom Loven dog intet udtalte.
614. Jesus svarer først, V. 37-40, ved at henvise til det dobbelte Kjærlighedsbud (5 Mos. 6, 5; 3 Mos. 19, 18), dernæst, V. 41-46, ved sit Modspørgsmaal om, hvis Søn Kristus er.
615. Det staar lige med det første, fordi det er det samme, kun sét fra en anden Side; Kjærligheden til Gud opfyldes i Kjærligheden til Næsten (jfr. 1 Joh. 4, 20. 21).
616. Disse to Bud ere som Kjærnen og Sjælen, baade i hvad Loven kræver, og i, hvad der ved Profeterne forjættes; mangler Kjærligheden, er al Lovopfyldelse uden Værd; men at frelses fuldkomment er ét med at naa til den fuldkomne Kjærlighed.
617. d. e. I, som nu ville bestride, at jeg er Kristus, hvad er da eders Mening om ham?
618. Slm. 110, 1. I Aanden, ɔ: baaren af den Hellig-Aand (Lk. 2, 27).
619. Farisæerne mente, at Messias's Højhed kun skulde være en jordisk Kongemagt, ligesom Davids, om end langt større og mægtigere. Jesus spørger dem nu, hvorledes den overmenneskelige, ja guddommelige Herlighed, som David selv baaren af Aanden tillægger ham, naar han kalder Messias sin Herre, der er ligesaa højt ophøjet over ham, som Guds Trone er ophøjet over hans, — hvorledes den kan forenes med, at Messias dog skal nedstamme fra David og altsaa være et Menneske som han. Og idet Farisæerne ikke kunne svare et Ord derpaa, lader han dem dermed forstaa, at de ere ude af Stand til at tale med om, hvorvidt han er Messias eller ikke; men tillige viser han dem, at den Davids Søn, som "Profeterne" (V. 40) varslede om, skulde være Guds Søn tillige (hvilket han siden godtgjorde for os ved sin Ophøjelse, Rom. 1, 4). Og heraf følger atter, at hans Krav paa Guds Folks Tro og Kjærlighed ikke stod i Strid med Loven; tvært imod vilde han som Profeternes Opfylder ogsaa opfylde Lovens Krav i sin Menighed, idet han vil føre den til den fuldkomne Kjærlighed ved Troen paa ham og paa Guds Kjærlighed i ham.
620. Kap. 23: Jesu Straffetale over Farisæerne og de Skriftkloge. Et ganske kort Uddrag af denne Tale læses Mk. 12, 38-40; Lk. 20, 45-47.
621. V. 2-12 skildrer Jesus deres skinhellige Væsen og advarer sine Disciple derimod.
622. d. e. deres Gjerning er at forklare og hævde Mose-Loven. Der siges hermed ikke, at de vare indsatte til denne Gjerning, men dog at deres Lærergjerning i Medfør af Folkets historiske Udvikling var berettiget; derfor burde de ogsaa lydes (V. 3), forsaavidt de indskærpede Loven.
623. Ved deres Udlægninger og "Overleveringer" (15, 1 ff.) knytte de saa mange Bestemmelser og Begrænsninger til Buddene, at hvert Bud bliver som et helt "Bundt" af Regler, til Snare for Samvittighederne (Lk. 11, 46).
624. Ordene vanskelige at bære udelades hos nogle af de ældste Vidner; de ere maaske indskudte fra Lk. 12, 46.
625. Jfr. 6, 1. 2. 5. 16.
626. Tankeremmene vare Pergaments-Strimler, hvorpaa visse Steder af Loven (2 Mos. 13, 2-16; 5 Mos. 6, 4-9; 11, 13-21) vare skrevne, og som Jøderne bandt paa deres Pande og om det venstre Haandled, naar de bade, idet de toge Lovens Ord 2 Mos. 13, 9 og 5 Mos. 6, 8 bogstavelig, medens de sikkerlig vare at forstaa aandelig. — Der var foreskrevet (4 Mos. 15, 38 f.), at man skulde sætte Kvaster paa de fire Hjørner ("Flige") af sin Kappe, til Paamindelse om Lovens mange Bud. Farisæerne gjorde disse Kvaster rigtig store og iøjnefaldende, for at vise deres Iver for Loven.
627. Farisæerne søge kun deres egen Ære under Skin af Iver for Loven (V. 5. 6) og ynde, at Mennesker skulle kjende sig for deres Disciple (V. 7); de bruge altsaa Guds Lov som Middel for deres egen Storhed. Men I skulle lige saa lidt ville være aandelige Formyndere for eders Brødre (V. 8. 10), som stille eder under noget Menneskes Formynderskab (V. 9); derimod skulle I søge eders Storhed i at tjene og gjøre eder selv til Middel for eders Brødres og Guds Riges Bedste (V. 11; jfr. 20, 26 f.).
628. Istf. Lærer læse mange Hskr.: Vejleder, eller: Vejleder, Kristus (ligesom i V. 10).
629. At dette ikke er at forstaa efter Bogstaven, men efter Aanden, kan ses af 1 Kor. 4, 15. 17; Filem. 10; Ef. 4, 11; 1 Tim. 2, 7 o. a. Hvad Jesus forbyder sine Disciple, er dels at ville gjøre Mennesker til vore Disciple, dels at stille Mennesker som Mæglere mellem Gud og os (jfr. 1 Kor. 1, 12 f.; 3, 5. 21 f.; 2 Kor. 1, 24).
630. Lk. 14, 11; 18, 14.
631. V. 13-33: Syv Veraab over Farisæerne og de Skriftkloge.
632. Disse Ve eder! ere ikke en Forbandelse, men en Forudsigelse af, at Straffen vilde komme over dem (jfr. V. 36); de udtale det modsatte af "salige ere I" (5, 3 ff.).
633. I hindre dem i at komme til Troen paa mig (Lk. 11, 52).
634. Efter dette Vers læse nogle faa Vidner (V. 14): Ve eder Skriftkloge og Farisæere, I Øjenskalke, fordi I opæde Enkers Huse og paa Skrømt holde lange Bønner; derfor skulle I faa des haardere Dom. I mange flere Hskr. læses disse Ord foran V. 13, men de fattes hos de ældste Vidner og ere uden Tvivl tilføjede efter Mk. 12, 40; Lk. 20, 47.
635. d. e. en Hedning, som var traadt over til Jødedommen. — De gjorde ham til en Discipel af dem selv istedenfor at lede ham til Forjættelsen og den forjættede.
636. Bunden, til at holde sin Ed.
637. Farisæerne, og efter dem Jøderne i det hele, brugte en Mængde edelige Forsikringer i det daglige Liv (5, 34 f.), men skjelnede mellem mere og mindre bindende Eder. Men naar de saaledes satte en Ed ved Templets Guld og ved Offergaven paa Alteret (ɔ: hvad Mennesker havde ydet) højere end en Ed ved selve Templet og Alteret (Guds Indstiftelse). da var det i Overensstemmelse med, at de i hele deres Færd satte Menneskeværk over Guds Naade og Gjerning, og de viste sig derved ej alene som blinde for Sandhed, men ogsaa som Daarer, d. e. Gudsfornegtere.
638. V. 20-22 udtaler, at Tempel og Alter og alt, hvad dertil hører, har sin Hellighed alene fra Gud; derfor er ogsaa enhver Ed ved saadant i Virkeligheden svoren ved Gud selv (jfr. 5, 34 ff.).
639. Lk. 11, 42; Ordene vise tilbage til Mika 6, 8. — Formerne skulle ikke undlades; men det er Indholdet, Livet, som det kommer an paa. Form uden Indhold er Øjenskalkhed.
640. Lk. 11, 39; jfr. Mt. 15, 1 ff. Indentil ere Bæger og Fad fulde af Rov, ɔ: hvad der er i Fadet (eders Gods) have I erhvervet eder med umættelig Gridskhed ved Udpresninger og Undertrykkelse af de svage.
641. Gravenes Hvidtning (som plejede at ske en Gang aarlig) var tilsyneladende til Prydelse, men i Virkeligheden for de vejfarende et Vartegn paa, at der var Forraadnelse og Urenhed indenfor. Saaledes har det sig og med Farisæernes udvortes ærbare Væsen (jfr. Lk. 11, 44).
642. Lk. 11, 47 ff. Som I selv kjende Profeternes Mordere for eders Fædre, saa træder da nu ogsaa i deres Fodspor og fylder deres Syndemaal ved at ihjelslaa mig og mine Udsendinge (V. 34 ff., jfr. 21, 35—39; 22, 3 ff.).
643. Jfr. 3, 7; 12, 34.
644. V. 34-39: Forudsigelse af Dommen over den genstridige Slægt.
645. Derfor (fordi I skulle fylde eders Fædres Maal, V. 32), derfor udsender jeg (Jesus taler her som Herren og Dommeren) mine Sendebud, for at I ved ogsaa at forskyde dem skulle modnes til Dommen. — Gud vedbliver at tilbyde de gjenstridige sin Naade, indtil det fuldt har klaret sig, at de ere forhærdede i deres Trods (jfr. 13, 11 Anm.). Lk. 11, 49 ff.
646. d. e. lige fra det første (1 Mos. 4) til det sidste Mord for Retfærdigheds Skyld, som omtales i Gl. Test. Sakarias' Mord fortælles i 2 Krøn. 24, 20 ff., hvilket efter Jødernes Ordning er den sidste Bog i Gl. Test. Sakarias var iøvrigt en Søn af Ypperstepræsten Jojada. Naar hans Fader her kaldes Barakias (ligesom Profeten Sakarias' Fader), er det sikkerlig en Skrive- eller Hukommelsesfejl af Mattæos (eller en af hans tidligste Afskrivere).
647. Thi ligesom Guds Naade mod Israel naaede sit Højdepunkt og sin Fuldendelse, idet han sendte sin enbaarne Søn, saaledes naaede ogsaa Israels Selvraadighed hele dets Historie igjennem sin Fuldendelse, idet denne Slægt vragede og undlivede ham. Og den har, trods alle de Tugtelser, der ramte deres Fædre for deres Gjenstridighed mod Herrens Manelser ved Profeterne, dog traadt i disses Spor; den har Fortidens Erfaring for sig, men har ikke deraf villet lære at omvende sig fra Fortidens Gjenstridighed, men fremturer tværtimod i den; derfor skal ogsaa Straffen for Fortidens Synder komme over denne Slægt.
648. Dette hvor ofte viser, at Jesus mange Gange havde været og virket i Jerusalem, skjønt Mt. kun fortæller om den ene og sidste Gang.
649. Han havde mange Gange kaldt dem til sig med Fredens milde Røst, men de havde ikke villet komme; nu skal (V. 38) deres Hus (Templet) overlades til dem selv og blive øde, idet dets Herlighed forlader det med Jesus Kristus, som er dette Tempels rette Herlighed, efterdi han bringer Fred (Hagg. 2, 9).
650. I skulle ikke se mig, som den, der forkynder eder Fred, førend I have omvendt eder til at bekjende, at jeg er den forjættede Messias (Sim. 118, 26; jfr. Mt. 21, 9). — Dette Ord opfyldes allerede stykkevis, hver Gang en Israelit omvender sig til Jesu Tro, men fuldt opfyldes det først, naar Israel i sin Helhed omvender sig (Rom. 11, 26 f.; Sak. 12, 10).
651. Kap. 24. 25: Jesu Varsels-Taler om Dommen over Israel og om sin Gjenkomst; smlg. Mk. 13; Lk. 21, 5-36.
652. Heri laa skjult det Spørgsmaal: hvorledes skal det da gaa med dette mægtige og prægtige Tempel, naar det bliver "øde" (23, 38)?
653. Fra Oliebjærget saa man Templet lige overfor i al sin Storhed.
654. De spørge om to Ting: 1) naar Templet (og Byen) skal ødelægges, som Jesus i V. 2 havde forudsagt, og 2) hvad Tegnet er paa Kristi Tilkomst (ɔ: hans Komme til at oprette Guds Rige i Herlighed) og paa Tidens Fuldendelse, ɔ: paa at Udviklingen i "denne Tidsold" har naaet sit Maal (se 13, 39 Anm.). Paa dette Spørgsmaal svarer Herren i den følgende Tale. Men det er nøje at mærke, at han aldeles ikke ved sit Svar vil tilfredsstille nogens Videbegjærlighed, endsige Nyfigenhed, men Jesu Svar er nærmest en Række Formaninger med Hensyn til Fremtiden, og i disse giver han tillige sin Menighed saadan Oplysning om Betingelserne, og dermed ogsaa om Forvarslerne for Guds Riges Fuldendelse, at den derved maa styrkes til at være udholdende under Trængslen og aarvaagen i Haabet og i Troskaben til enhver Tid. Derfor taler Jesus ikke om Tid og Time for sin Gjenkomst, eller om, hvor lang Tid der skal forløbe indtil den; thi ligesom det levende Haab ikke dvæler ved Mellemtrinnene, om det end vel ser dem, men flyver lige til Maalet, og ligesom den sande Tjener-Troskab stedse optager sin Gjerning med samme Alvor, som om Regnskabet lige nu forestod: saaledes maa ogsaa den Forkyndelse, der skal holde Menighedens Haab ved Live, stille den Fuldendelsen for Øje ligesaa bestemt, som om den i Tiden stod lige for Døren, saa at det kun bliver "et Tidsspørgsmaal", naar den kommer; og de Udviklingstrin, gjennem hvilke baade Dommen og Fuldendelsen varsles og forberedes (Ugræssets og Hvedens Udviklingstrin), skuer den som i ét Blik, uden at dvæle ved Tidsafstanden imellem dem, paa lignende Maade som vi se Stjernerne paa Himlen. Dog vise mange enkelte Træk i Talen, at der maa forløbe en lang Tid, eller en lang Udvikling, inden Enden kommer (se 24, 14; 25, 5. 19); men de ere aldrig udtalte saaledes, at nogen deraf kan se, hvor lang Tiden skal være.
655. I sit Svar giver Jesus først, 24, 4-14, en almindelig Advarsel til Disciplene (og hele hans Menighed, især for saadanne. Tider da Kristushadets Bølger gaa høje), at de ikke i utaalmodig Forventning om Guds-Rigets Herlighed maa lade sig vildlede af de Opløsningens Tegn og de Trængsler, hvorigjennem Dommen og Enden forberedes. 2) V. 15-28: Formaning om, hvorledes de skulle skikke sig under de store Trængsler, der dels skulle ledsage Dommen over Israel, dels gaa forud for Verdensdommen. 3) V. 29-36: De sidste Tegn for Kristi Gjenkomst. 4) 24, 37—25, 30: Formaninger til Aarvaagenhed og til Troskab i deres Tjeneste, for at de kunne bestaa i Dommen, naar han kommer. 5) 25, 31-46: Dommen over alle Folkene.
656. Dette er næppe at forstaa om, at de ville give sig ud for den gjenkomne Kristus; thi det vil sikkert gjælde om alle "Modkrister", at de ville negte, at Jesus er Guds Søn, eller at Kristus er kommen i Kjødet (1 Joh. 2, 18 ff.; 4, 3; 2 Joh. 7), hvoraf ogsaa vil følge Negtelsen af hans Gjenkomst. Men Jesus taler her (ligesom Johannes paa de anf. St.) om saadanne Modkrister, som komme paa (eller: under) hans Navn ɔ: bekjendende det (18, 5), og som give sig ud for at have opfundet den rette, lutrede Kristendom efter Jesu egentlige Mening, medens de bringe en ny, selvgjort Lære, hvorved de ville vildlede mange, ɔ: føre dem bort fra Kristus og hans Tro (fra den "ene Herre, Tro og Daab", Ef. 4, 5) til at følge dem selv og deres selvoptænkte Lærdomme, for derved at naa Menneskelivets Maal og Lyksalighed. Netop i saadanne Opløsningens Tider, som skildres V. 6 ff., vil der være bedst Lejlighed for dem til at fiske i rørt Vande.
657. Veerne, ɔ: de Lidelser (Fødselsveer) for Menigheden, hvorigjennem Verdens "Gjenfødelse" (19. 28) til et Guds-Rige skal naas.
658. Jo mere Fjendskabet mod Guds Rige ("Ugræsset") vokser, des mere vil der komme Opløsning i alle jordiske Samfundsforhold, og des større Trængsel for Menigheden.
659. Dette forudsætter, at Evangeliet er blevet alle Folkene forkyndt.
660. De falske Profeter ville fremkalde Lovløshed (Ulydighed, Selvraadighed) i Kristenheden (2 Tim. 3; 2 Ped. 2), og deraf vil følge, at de mange, Flertallet, vil søge hver sit eget, og Kjærligheden bliver kold. Det vil blive en stor Sigtelsestid for Menigheden.
661. Jfr. 10, 22; Aab. 13, 10; 14, 12.
662. Der vil altsaa være nok at gjøre for Kristi Menighed, saa de maa ikke spilde Tiden i ørkesløs Forventning. Og heri antydes tillige, at der maa gaa en rum Tid, inden Enden kommer.
663. V. 15-28 er Jesu Svar paa Disciplenes første Spørgsmaal (V. 3): "naar skal dette ske?" dog saaledes, at idet han taler om den store Trængsel, der skal ledsage Jerusalems Ødelæggelse, varsler han tillige om den endnu større sidste Trængsel, der skal gaa forud for hans Gjenkomst, og i hvilken hin forrige Trængsel vil gjentage sig i et langt forhøjet Maal.
664. Dan. 9, 27; 11, 31. Hvad Daniel her taler om Ødelæggelsens Vederstyggelighed (ɔ: et Afguderi, som nødvendig maa drage Ødelæggelse efter sig), var forbilledlig blevet opfyldt, da Antiokos Epifanes vanhelligede Templet (1 Makk. 1, 57), men blev fuldere opfyldt ved de Rædselsgjerninger, som de oprørske Jøder øvede i Templet inden Jerusalems Belejring, og som bragte de Kristne til at flygte bort fra Byen og fra Judæa til Byen Pella hinsides Jordan. Da skilte den kristne Menighed sig fra al Forbindelse med Jødedommen. Men den fulde Opfyldelse forestaar endnu, naar Modkristus skal "sætte sig i Guds Tempel og udgive sig selv for Gud" (2 Tess. 2, 4). Da skal Menigheden skille sig fra alt Paahæng af den falske, verdslige Kristenhed og skyndsomst fly bort fra den.
665. I maa ikke spilde Tiden ved noget som helst Hensyn til det jordiske; thi hvor Guds Vrede slaar ned og lader Synden uhindret bære alle sine beske Frugter, der er det ondt at være.
666. Indtil Jerusalems Ødelæggelse vedblev de Kristne af Israel at holde den jødiske Hviledag saavelsom Moseloven i det hele.
667. Fra dette Vers af varsle Herrens Ord bestemtere om den sidste store Trængsel i Modkristens Tid, lige før hans Gjenkomst (jfr. Dan. 12, 1. 2); da skal nemlig den Trængsel, som var i "de Dage", da Jerusalem blev ødelagt, gjentage sig (jfr. V. 29) i forhøjet Maal.
668. Naar den modkristelige Tale (V. 5. 11) ledsages af Undere, som vidne om en overmenneskelig Kraft (idet de øves i Satans Kraft, 2 Tess. 2, 9), vil den ret kunne daare alle, som se efter det udvortes og ikke holde urokkelig fast ved Kristi Ord og Tro; men de udvalgte skulle ikke forføres, fordi de kjende den gode Hyrde paa hans Røst.
669. De falske Lærere ville lokke til at søge Frelsen fra den overhændige Elendighed i Ørken, ved at unddrage sig det menneskelige Samfund (maaske ved at danne Kolonier i afsides Egne af Jorden, som Mormoner o. a.) eller i Kamrene, i hemmelige Selskaber. Men Frelsen findes kun i Jesus Kristus af dem, der "holde ud indtil Enden" i Troen paa hans Ord; i dette have vi ham og hans Naade med os midt under Trængslen; og den Udfrielse af al Trængsel, som vi vente af ham, den skulle vi ikke lede om i nogen afsides Vraa, men den vil han selv bringe, naar han kommer igjen ligesom Lynet (V. 27), ɔ: brat og aabenbart for al Verden, saa ingen behøver at lede om ham.
670. Dette Vers oplyser Hovedtanken i det foregaaende (V. 23-27): hvor som helst Lovløsheden faar Overhaand og bringer det menneskelige Samfundsliv i Opløsning, saa det er at ligne ved et Aadsel, dèr ville falske Krister og Profeter som graadige Gribbe flokkes til Bytte. Dette vil vise sig allevegne, hvor Lovløshedens Opløsnings-Kræfter faa Raaderum, men især i den sidste Tid, naar "Lovløsheden bliver mangfoldig" (V. 12).
671. 24, 29 — 25, 46 er Jesu Svar paa det Spørgsmaal (V. 3): "hvad er Tegnet paa din Tilkomst og Tidens Fuldendelse?" Dog ikke saaledes, at man derudaf kan hente en ligefrem Beskrivelse af, hvorledes det hele skal gaa til; en saadan kan ikke gives os her, hvor vi skulle leve i Tro og Haab; Enkelthederne og deres indbyrdes Sammenhæng vil først klare sig, naar Opfyldelsen sker. Det er imidlertid af Jesu Ord klart, at alle skulle stedes for hans Dom, saavel hans Tjenere og udvalgte, som alle andre (jfr. 2 Kor. 5, 10). Først tales i 24. 29—25, 30 om Hjemsamlingen af "de udvalgte" ved Kristi Gjenkomst og om Dommen over hans "Tjenere" (dem der udvortes høre til hans Menighed), hvorved der gjøres Skilsmisse mellem dem, som "medtages", og dem, der "lades tilbage" (24, 40 f.). Hermed betegnes, hvad der skal ske ved "den første Opstandelse" (Aab. 20, 5 f.), naar Kristus kommer og opretter sit Herligheds-Rige paa Jorden ("Tusendaars-Riget", Aab. 20, 1-6; jfr. Lk. 14, 14; 1 Kor. 15, 23; 1 Tess. 4, 16 f.). Dernæst skildres i 25, 31-46 Dommen over alle Folkene ved Tidens Ende (jfr. 1 Kor. 15, 24; Aab. 20, 11 f.).
672. V. 29-36: De sidste Tegn for Kristi Gjenkomst.
673. De Natur-Kræfter, som hidtil have holdt Himmellegemerne i deres ordnede Baner, skulle komme i Rystelse (ligesom Jorden i et Jordskjælv), til Forvarsel om, at ret nu skal "Himmel og Jord forgaa".
674. d. e. et Tegn, som varsler for alle, at nu kommer Menneskesønnen som Herren, i sin Herlighed. Hvilket dette Tegn skal være, vil først vise sig, naar det kommer til Syne; da vil der ingen Tvivl kunne være derom. Man har gjættet paa, at det skulde være Korsets Tegn, eftersom dette stedse har været Tegnet paa, hvor Jesus Kristus bekjendes som Herren.
675. Fordi nu se de med Gru, at Jesus, hvem de have fornegtet og haanet, er den evige Konge, og de ere magtesløse overfor ham (Aab. 1, 7; 6, 15 ff.).
676. Da skal Synet Dan. 7, 13 f. virkeliggjøres.
677. Se 13, 41; 16, 27; 1 Kor. 15, 52; 1 Tess. 4, 16 f.
678. Ordret: fra de fire Vinde. Han skal sikkert finde sine udvalgte, ihvor de end ere; de behøve ikke at lede efter ham hverken i Ørken eller i Kamrene (V. 26).
679. I Figentræet skulle I se den billedlige Fremstilling af Forholdet mellem Forvarslerne og Herrens Gjenkomst.
680. Alle disse Ting, ɔ: alt hvad der bereder og bebuder Kristi Gjenkomst, lige fra "Veernes Begyndelse" til Evangeliets Forkyndelse over hele Jorden, de falske Krister og Naturomvæltningerne (V. 8. 14. 24. 29). I skulle betragte alle disse Ting som Foraarsbud, der varsle om, at han (Menneskesønnen) er nær, og med ham Guds Rige i sin Herlighed. (Man kan ogsaa oversætte: det er nær, ɔ: "min Tilkomst og Tidens Fuldendelse", V. 3).
681. Denne Slægt, d. e. Datidens vantro Israel (11, 16; 12, 41 ff. o. a.); men denne Slægt med sin Vantro og Gjenstridighed vil vedblive at fortsætte sig i sine Efterkommere, og først naar alle Forvarslerne ske (indtræde), skal dette gjenstridige Israel forsvinde, idet det omvender sig og siger: velsignet være han, som kommer i Herrens Navn! og da skulle de se og hylde ham som deres Fredsfyrste (23, 39). Hermed stemmer ogsaa Lignelsen om Figentræet, idet Jesus samme Dag (21, 18-22) havde stillet Disciplene det henvisnede Figentræ for Øje, som Billede paa det forhærdede Israel: naar dette tørre Træ (Lk. 23, 31) begynder at grønnes paany, varsler det om, at Guds Riges evige Sommer er nær.
682. Saaledes kan kun den tale, der "bærer baade Himmel og Jord med sit Kraftens Ord" (Hebr. 1, 3).
683. Nøjere Besked end den foran givne om Tiden for Enden kan hverken I eller nogen Skabning faa (jfr. Ap. Gj. 1, 7). Vi kunne ikke have en udvortes Kundskab om Dag og Time; men det er et Haabets og Troskabens Arbejde at kjende Tidernes Tegn, saa vi af dem skjønne, at Dagen er nær.
684. Hos Mk. (13, 32) tilføjes: ej heller Sønnen (hvilket ogsaa hos nogle af de ældste Vidner læses her hos Mt., men det er sikkerlig indskudt efter Mk.). Der tales hermed om Sønnen i hans Fornedrelses-Stand: ligesom han her fremtraadte i Tjener-Skikkelse (Fil. 2, 7) og maatte kæmpe sin Sjælekamp i Getsemane (26, 39 ff.) og "lærte Lydighed" (Hebr. 5, 8), saaledes vidste han heller ikke Tid og Time; denne Viden kunde hans menneskelige Aand ikke have.
685. V. 37-51: Formaning til Aarvaagenhed og Troskab; thi for dem, der ikke vaage, kommer Herren uventet til Dom.
686. V. 37-39: trods alle Varsler vil Kristi Gjenkomst komme ligesaa uventet over de verdslige Mennesker, som fordum Syndfloden (og Tilstanden skal da være ligesaa opløst og lovløs som den Gang). Smlg. Lk. 17, 26. 27.
687. Medtages, iblandt de udvalgte, som hjemsamles til Kristus (V. 31). Om en medtages blandt disse, afgjøres ikke efter hans udvortes Kaar og Gjerning, men efter hans Hjærtes Forhold til Herren og navnlig hans Aarvaagenhed, V. 42 (smlg. Lk. 17, 34 f.).
688. Korn maledes som oftest af Kvinder paa en Haandkværn.
689. Vaager, saa I ikke beruse eder i Verdens Handler og Nydelser og derover glemme det evige (Lk. 21, 34 fl.; 1 Tess. 5, 6), men agte paa Tidens Tegn, stadige i Troen og Haabet paa eders Herres Komme.
690. V. 43-51, smlg. Lk. 12, 39-46.
691. Den, der saa (naar Menneskesønnen kommer, V. 44) viser sig at have været en tro og klog Tjener, ham vil hans Herre lønne rigelig (45-47), men den utro faar sin Straf (48-51). — Det aarvaagne Haab virker (ikke en urolig og ørkesløs Spejden efter Herrens Dag, 2 Tess. 2 og 3, men) Troskab i den betroede Tjeneste, saa man ikke søger sit eget, men sine Brødres Bedste; og denne Troskab er tillige Klogskab, (jfr. Lk. 16, 9 Anm.); thi en Kristen, som bruger sin Forstand, vil se, at der er ingen, man skader mere end sig selv, ved at søge sit eget; thi man sætter derved sit Liv og alt over Styr (V. 50 f.).
692. Hermed menes Ordets Tjenere, som skulle betjene deres Medkristne med Sandheds Ord (2 Tim. 2, 15) og saaledes tjene til disses Tarv.
693. Han skal "sidde med Kristus paa hans Trone", Aab. 3, 21 (jfr. Mt. 19, 28; Rom. 8, 17; 2 Tim. 2, 12). Hvorledes dette vidunderlige skal ske, vil Opfyldelsen vise.
694. derfor kan jeg skikke mig, som om jeg var min egen Herre.
695. Han slaar sine Medtjenere, idet han ved Ordtvist søger at slaa dem ned, for at ophøje sig selv (2 Tim. 2, 14. 24 f.), og han spiser og drikker, ɔ: søger egen Nydelse og Fordel.
696. d. e. behandle ham som en Øjenskalk, hvad han ogsaa er; thi han vilde jo ikke tjene sin Herre, men sig selv.
697. Kap. 25, 1-13: Lignelsen om Brudejomfruerne. Den giver en nøjere Udvikling af 24, 42-44 (jfr. V. 13 med 24, 42); navnlig vises her, hvad der hører til for at være "rede" (V. 10; 24, 44) og til at blive "medtaget" blandt de udvalgte (24, 40 f.).
698. Da, naar Menneskesønnen kommer for at hjemsamle sine udvalgte (24, 30 f.).
699. Daarer, ɔ: de brugte ikke deres Forstand som Kristne (24, 45).
700. Naar alle ligge i den dybeste Søvn, og hans Komme mindst ventes (eller maaske: naar det er Nat i Verden og ser mørkest ud for Menigheden).
701. Denne Lignelse er hentet fra Datidens Bryllupsskik, at Brudgommen hentede sin Brud i hendes Bolig og hjemførte hende, ledsaget af hendes Veninder, til sig. Brudgommen er Jesus Kristus, Menigheden her paa Jorden er hans trolovede Brud, og den fulde Forening (Brylluppet) skal ske ved hans Gjenkomst (se 9, 15; 2 Kor. 11, 2; Ef. 5, 25-32; Aab. 19, 7-9; 21, 2-9). De ti Jomfruer betegne de Kristne her paa Jorden; Lyset i Lampen er Bekjendelsen i Ord og Gjerning (5, 16). hvorved de Kristne adskille sig fra Verden; enhver, som vedkjender sig Troen paa den gjenkommende Herre Jesus Kristus, gaar i aandelig Forstand Herren i Møde. At Jomfruerne sov ind, betegner, at Forventningen om Kristi Komme sløves, naar Tiden drager ud; derunder fortæres Olien i Lamperne, og Bekjendelsen bliver mere og mere lavmælet. Olien, hvoraf Lampen faar sit Lys, er den Hellig-Aands Naade (hvad han "tager af Kristi og forkynder os", Joh. 16, 14). Det er Daarskab at slaa sig til Ro med, at man i sin udvortes Fremtræden og Bekjendelse er Kristen; den, der saaledes kun har sin Kristendom i Munden og i Kundskaben, hans Lampe gaar ud, hans Bekjendelse forstummer, naar Herren kommer; thi det viser sig da, at han har sin Skat paa Jorden (jfr. Aab. 3, 15-17). Kun den er rede til at møde Herren med Fryd, der, som de kloge Jomfruer, har Olien i Forraad, i Kanden, ɔ: den, der i Troen ejer Kristi Naade som sit Hjertes skjulte, inderste Skat.
702. Ingen kan have Troen paa en andens Vegne.
703. Kjøber, ved af Hjærtet at omvende eder og slippe, hvad der hidtil har været eders Rigdom, for at faa Guds Naades Skat i Eje (13, 44 ff.; Aab. 3, 18).
704. Heri ligger en Antydning af, at der vil forløbe en Tid mellem den
705. Jfr. 7. 23.
706. V. 14-30: Lignelsen om de betroede Talenter. Den giver en nøjere Udvikling af Formaningen til Troskab i 24, 45 ff. (smlg. 25, 21. 30 med 24. 47-51). — En meget lignende Lignelse læses Lk. 19, 12 ff.; se Anm. dertil.
707. Ikke til fremmede, men til sine egne Tjenere, af hvem han med Grund kunde vente den Troskab, at de vilde bruge, hvad han ejede (tjene ham i hans Menighed), til hans Fordel og Ære, og ikke for egen Vindings eller Storheds Skyld.
708. Talenterne (18, 24 Anm.) betegne de forskjellige Naadegaver, der gjøre skikket til en bestemt Tjeneste i Menigheden; de uddeles til hver Tjener efter hans Evne, ɔ: efter hans Naturanlæg, thi det er disse, som ved den Hellig-Aands Naade forklares til Naadegaver. Alle Naadegaverne ere altsaa betroet Gods, som skal bruges, ikke til Tjenerens egen Ære og Fordel, men til Herrens Ære og hans Menigheds Gavn (1 Kor. 4, 1 f.; 1 Ped. 4, 10).
709. Din Herres Glæde, ɔ: den Salighed, den fuldkomne Glæde og Livsfylde, som Herren selv lever i (jfr. Joh. 15, 11). Vor Tanke kan ikke i denne Lignelse skildrede Dom over Menigheden og Dommen over Folkene, V. 31 ff. fatte en saa stor Forjættelse, men den stemmer aldeles med, hvad der ogsaa andensteds forjættes Kristi tro Tjenere; se 24, 47 Anm.; 1 Joh. 3, 2. — Og denne Salighed skal ikke være en ørkesløs Hvile og Nyden, men en langt rigere Virksomhed end her; den tro Tjener skal sættes over saa meget, at endog den største Tjeneste her kun er lidet i Sammenligning dermed.
710. Han faar samme Tilsagn som den forrige; Saligheden (Glæden i Gud) skal blive fuldkommen for alle de tro Tjenere.
711. Han havde ikke villet bruge sin Talent, fordi han vidste, at det Udbytte, han vilde faa deraf, ikke vilde komme ham selv, men hans Herre til gode. Og saa undskyldte han sig med, at Herren stillede saa store Krav til sine Tjenere, at de umulig kunde fyldestgjøres; naar han kun ikke havde sat den ham betroede Talent over Styr, og saaledes kunde tilbagegive sin Herre, "hvad hans var", mente han at have gjort alt, hvad der med Rette kunde kræves af ham. Dette er et Billede paa saadanne Tjenere, som have smaa Gaver og derfor ikke ville bruge dem, fordi de se, at de ikke selv faa nogen Ære deraf i Sammenligning med andre, som have større Gaver; de mene at have gjort alt, hvad der kan kræves, naar de hverken have gjort ondt eller godt og iøvrigt levet sig selv (jfr. V. 42 f.).
712. Kunde du ikke selv paa egen Haand fyldestgjøre, hvad jeg kræver, saa burde du dog, om du havde været tro, have stillet dine Gaver til andres Raadighed, givet dig ind under en dygtigere Tjeners Ledelse, saa at de dog kunde have baaret nogen Frugt.
713. Den, som har Herrens Gaver (ved at bruge dem; thi kun den, som bruger dem, har dem i Sandhed), ham gives der stedse mere; men den, som ikke bruger de Gaver, han har faaet, og som derfor ikke har dem i Sandhed, han mister dem; jfr. 13, 12; Joh. 15, 2.
714. Se 8, 12; 22, 13.
715. V. 31-46. Her skildrer Jesus til Slutning Dommen over alle Folkene (V. 32). Dette Udtryk bruges ellers i N. T. om alle Folkefærd udenfor Kristi Rige, "alle Hedningerne" (28, 19; Lk. 24, 47; Rom. 16, 26 o. a.); men da Evangeliet skal have lydt for dem alle, inden Enden kommer (24, 14), og da de, hvis Dom her skildres, blive dømte efter deres Forhold til Kristus, hvem de have mødt i hans "Brødre", saa maa alle Folkene her være at forstaa om alle Mennesker, som ikke ere komne med iblandt "de udvalgte" (der alt ere indsamlede og medtagne i Kristi Herligheds-Rige, 24, 31; jfr. Aab. 11, 2), men som dog have hørt Evangeliet og enten deri have modtaget Kristi Kjærlighed saaledes, at de have tjent ham i "hans mindste Brødre" (V. 40), eller have vraget ham for at leve sig selv. Det er den samme Dom, som ifølge Aab. 20, 11-15 skal finde Sted efter Tusendaarsriget. (Sædvanlig plejer man at forklare den Dom, som her skildres, om Dommen over alle Mennesker uden Undtagelse, altsaa ogsaa over de udvalgte, saa at vi her fik en Slags Gjenoptagelse af, hvad der skildredes i de tre foregaaende Lignelser.)
716. Jfr. Esek. 33, 17-19. — Faarene pleje i de Egne altid at være hvide, Gederne sorte.
717. Mennesker skulle dømmes efter deres Hjærtes Forhold til Jesus Kristus, i hvem Naaden og Sandheden er aabenbaret. Men han er traadt dem i Møde i disse sine Brødre, i sine troende og bekjendende Disciple, som nu ved Dommen omgive hans Trone; saa fuldt vil han vedkjende sig disse baade her og hisset, at deres Sag er hans (jfr. 10, 40. 42). Dette indeholder for Kristi Tjenere en stor Opmuntring til Udholdenhed i Haabet og i Troskaben under de forestaaende Trængsler, men ogsaa en alvorlig Paamindelse om, at denne Kjærlighed imod Kristi Brødre er et uundværligt Led af vor Troskab mod ham i vor Husholdning over den Naade, som er given os (jfr. Joh. 13, 34 f.; 15, 12; Rom. 12, 10; Kol. 3, 12 ff.; 1 Ped. 1, 22; 1 Joh. 3, 16. 23 o.a.).
718. Bort fra mig, er den evige Fortabelse; thi kun i Jesus Kristus er Livet at finde (1 Joh. 5, 12) og Frelse for Syndere (Ap. Gj. 4, 12).
719. Det er at mærke, at de ikke dømmes, fordi de have gjort onde Gjerninger, men fordi de ikke have gjort det gode, ikke tjent Kristus i hans Brødre, men levet sig selv (jfr. V. 24 f.).

720. ---

     V. Jesu Lidelse, Død og Opstandelse.

     (26—28. Kap.)

     Dette Afsnit begynder med, at Jesus forudsiger sin forsmædelige Død paa Korset, og ender med, at han, iført al Magt i Himlen og paa Jorden, befaler sine Disciple at gaa ud og kristne alle Folkefærd. Og Fortællingen viser, hvorledes Jesus frivillig og med fuld Bevidsthed om sin Gjerning og dens Betydning hengav sig selv til Lidelsen og Døden og til at vandre denne ligesaa tunge som vidunderlige Gang fra Korset til Kronen.

     Kap. 26, 1-16: Forberedelserne til Jesu Lidelse.

     V. 1-2: Jesus forudsiger sin Korsfæstelse.

721. V. 3-5: Raadet beslutter Jesu Død; smlg. Mk. 14, 1. 2; Lk. 22, 1. 2.
722. Medens Jesus selv havde forudsagt (V. 2), at han skulde lide Korsets Død ved Højtidens Begyndelse, og saaledes hengav sig selv til at være det sande Paaskelam, saa vilde Raadet udsætte hans Paagribelse til efter Højtiden, naar Mængden af de tilrejsende var rejst hjem, for at der ikke skulde blive Ustyr (Tumult) i Folket. Dermed menes ikke "Hoben" (Pøbelen), men de mange Fest-besøgende; saa at sige hele Israels Folk samledes nemlig i Jerusalem til Paasken. Men Judas's Forræderi (V. 14 f.) gav Anledning til, at det gik, som Jesus havde forudsagt. Deri have vi et af de mange Vidnesbyrd om, at "ingen tog hans Liv fra ham, men han satte det til af sig selv" (Joh. 10, 18), og det viser, at Jesus i fri Lydighed under Guds Frelses Raad føjede Tiden og Maaden for sin Lidelse.
723. V. 6-13: Jesus salves i Betania; smlg. Mk. 14, 3-9; Joh. 12, 1-8. — Af Joh. se vi, at dette skete 6 Dage før Paaske (Dagen før Jesu Indtog i Jerusalem). At Mt. og Mk. stille denne Fortælling her, hvoraf det kunde synes, at den havde tildraget sig senere (hvad de dog ikke sige), har sikkerlig sin Grund i, at den gav Anledning til, at Jesus led Døden tidligere, end Raadet havde villet, idet denne Salvning gjorde, at Judas's Beslutning om at forraade Jesus modnedes.
724. Formodentlig havde han tidligere været spedalsk, og var bleven helbredt af Jesus. Maaske har han været gift med Marta; se Joh. 12, 2.
725. Joh. skriver, at det var Lasaros's Søster Maria, som gjorde dette, og at det var Jesu Fødder, hun salvede; han omtaler ikke Hovedet, da det var selvfølgeligt, at hun salvede dette. Men ogsaa hos Mt. antydes ved Jesu Ord "paa mit Legeme", V. 12, at mere end hans Hoved blev salvet.
726. Af Joh. 12, 4 se vi, at det var Judas, der udtalte dette; Mt. viser, at hans Ord har fundet Gjenklang hos adskillige af de andre.
727. d. e. hun har gjort ret i det, hun gjorde.
728. Derved vilde hun forud balsamere mit Legeme. Hendes Kjærlighed havde fattet eller anet, hvad Disciplene ikke kunde faa i deres Hoved, at Skilsmissen forestod; derfor vilde hun give Jesus sit bedste, medens hun endnu kunde det.
729. V. 14-16: Judas sælger sig til at forraade Jesus; smlg. Mk. 14, 10. 11; Lk. 22, 3-6.
730. Ved Ordet da antydes, at det var den foregaaende Tildragelse, der gav det sidste Stød til Judas's Forræderi.
731. d. e. Sølv-Sekel (en Sekel er omtrent 2 Kroner). 30 Sekel var efter 2 Mos. 21, 32 Bøden for en Træls Liv; Raadet har øjensynlig villet vise den dybeste Foragt for Jesus ved at værdsætte ham til denne Pris; men de opfyldte derved, hvad der var varslet om Messias, Sak. 11, 12.
732. Forraade, ɔ: give ham i Fjendevold.
733. V. 17-30: Jesus holder Paaskemaaltid og indstifter den hellige Nadver; smlg. Mk. 14, 12-26; Lk. 22, 7-23.
734. De usyrede Brøds Dage, d. e. Paaskefesten, saaledes kaldt, fordi Loven bød, at der i de 7 Dage, Paasken varede (15-21de i Maaneden Nisan, omtrent = vor April), kun maatte spises usyret Brød (2 Mos. 12, 15. 18). Da man imidlertid allerede den 14de Nisan skaffede al Surdej ud af Husene, regnedes ogsaa denne Dag til "de usyrede Brøds Dage", og det er den, der her menes med den første af dem. (Iøvrigt maa det mærkes, at Jøderne regnede Dagens Begyndelse fra Kl. 6 Aften, saaledes at altsaa Aftenen d. 14de Nisan støder sammen med Begyndelsen af d. 15de.)
735. Mk. og Lk. meddele Jesu nærmere Besked om, hvorledes Disciplene (Peder og Johannes, Lk. 22, 8) skulle finde Manden. Buddet: Læreren siger, viser klarlig, at Manden var en Discipel af Jesus. Men hvem han var, siger Jesus dem ikke; det skulde de først erfare, naar de traf ham, uden Tvivl for at Judas ikke skulde faa Stedet at vide og saaledes finde den Lejlighed, han søgte (V. 16), saa han kunde fuldbyrde sin Forræderplan, inden Jesus havde holdt det sidste Paaskemaaltid og gjennemgaaet Getsemane-Kampen.
736. Min Tid (Joh. 13, 1; 17, 1), ɔ: den Tid, som i Guds Raad er bestemt til, at jeg skal fuldbyrde min Gjerning. Hvorledes den skulde fuldbyrdes, siger Jesus ikke her, men han antyder det ved de Ord: jeg holder Paaskemaaltidet, nemlig at ved dette Paaskemaaltid (Lk. 22, 15) skulde Fuldbyrdelsen begynde, idet Jesus her hengav sig selv til at være det sande Paaskelam til Frelse for alle Mennesker og i Kraft af denne Hengivelse gav sig som Livets Næring til sin Menighed.
737. De slagtede Lammet i Templet, tillavede det og skaffede tilveje de usyrede Brød og det øvrige fornødne til Maaltidet.
738. Om Paaskemaaltidets Skik, se Lk. 22, 17 Anm.
739. Disse Ord, som Jesus udtalte "heftig bevæget i Aanden" (Joh. 13. 21), aabne for Disciplenes Øjne et saa grufuldt Dyb af Synd, at deres Tanke svimler derved, og de spørge forfærdede hver især: det er da ikke mig? — et rørende Vidnesbyrd om deres Oprigtighed og Ydmyghed (som Jesus nys havde styrket dem i, ved Tildragelserne Lk. 23, 24 ff.; Joh. 13, 4 ff.).
740. d. e. en, som spiser ved samme Bord som jeg. (Man spiste med Fingrene.)
741. Jesu Død var hverken en ulykkelig Hændelse eller et Vidnesbyrd om, at Gud ikke vedkjendte sig ham, men skete efter Guds forud fattede Raad, og som dette forud var bebudet (jfr. V. 54; Joh. 13, 18; Ap. Gj. 2, 23; 3, 8 o.a.). Men dette gjør dog ikke Forræderens Synd ringere; hans Synd er og bliver den største og uundskyldeligste. (At han var en af Apostelkredsen, der ved de aller inderligste Baand var knyttet til Jesus, viser hans Synds Gruelighed.)
742. Saaledes kan der kun siges om den, der gaar evig fortabt.
743. d. e. "der sagde du det; jo, det er netop, som du siger". Kun Johannes mærkede dette; se Joh. 13, 23 ff.
744. Dette var utvivlsomt det Stykke usyret Brød, som efter Paaskemaaltidets Skik blev brudt og omdelt, naar Lammet var spist. Men Bægeret (V. 27) omdeltes af Herren, efter at Paaskemaaltidet var helt til Ende. Se Lk. 22, 20 Anm. (Istf. Brød læse mange Hskr.: Brødet, ligeledes i V. 27: Bægeret istf. et Bæger.)
745. d. e. efter at have priset Gud, holdt Takkebøn derfor (jfr. 14, 19; Mk. 6, 41 Anm.).
746. Ingen af Evangelisterne meddeler Ord til andet de Ord, hvormed Jesus uddelte sin Nadver, men de anføre dem udtogsvis; mere behøvedes ikke, da de skrev for kristne Læsere, som alle kjendte disse Ord. (Fuldstændigst anføres de af Pavlus, 1 Kor. 11, 24 f.).
747. Mange Hskr.: den ny Pagts (efter Lk.); de ældste Hskr. udelade ny.
748. d. e. dette er mit Blod, som er Pagtens Blod (hvorpaa den hviler, modsat det gamle "Pagtens Blod", 2 Mos. 24, 8), og paa hvis Opofrelse den fulde Svndsforladelse beror, som faas under den ny Pagt (som forjættet Jer. 31, 31 ff.). Idet Jesus saaledes i og med det gamle Paaskemaaltids Brød giver sine Disciple sit for dem i Døden hengivne Legeme, og i og med Paaskemaaltidets Vin giver dem sit for dem udgydte Blod, hvorved den ny Pagt og dens Naade grundes og besegles, saa betegner han derved, at han selv er det sande Paaskelam, der "bar Verdens Synd" og efter Guds Raad blev ofret for "Faarene", og i hvilket alt, hvad det gamle Paaskelam kun havde i Skygge og Forbillede, er virkeliggjort, og at hans Nadver er det sande Paaskemaaltid, hvorved han ej alene minder os om, at han har ofret sit Liv og udgydt sit Blod for os til Syndernes Forladelse, men ogsaa indgyder sit Liv i os, for at vi skulle "leve i Kraft af ham, ligesom han lever i Kraft af Faderen" (Joh. 6, 57).
749. Idet den hellige Nadver forener os med den herliggjorte Frelser, er den os tillige et Pant paa den fuldkomne Forening, naar "Brudgommen har hjemført sin Brud" (25, Hf.); og det er denne Forening, Jesus peger paa, naar han her taler om den Vin, han skal drikke med dem ny (ɔ: af en ny, her paa Jorden ukjendt Kraft og Livsalighed) i Faderens Herligheds-Rige, hvor Gud skal være alt i alle. Det skal være en saadan Forening, hvor Frelseren og de frelste have Livsindhold og Livsglæde til fælles; men hvorledes denne store Forjættelse skal ske, vil først Opfyldelsen klare (jfr. 25, 21; Aab. 3, 20).
750. Den brugelige Slutnings—Lovsang, Slm. 136 (eller maaske Slm. 115-118)
751. V. 31-35: Jesus forudsiger Disciplenes Forsagthed og Peders Fornegtelse; smlg. Mk. 14, 27-31; Lk. 22, 31-38 (Joh. 13, 36-38).
752. Af Lk. og Joh. se vi, at Jesus forudsagde Peders Fornegtelse, inden de havde forladt Nadversalen; altsaa er Vandringen ud til Oliebjærget, som omtales V. 30, ikke i Tiden gaaet forud for V. 31—35, men er føjet til Fortællingen om Paaskemaaltidet som Afslutningen deraf.
753. Sak. 13, 7. Jesus er altsaa ikke alene det sande Paaskelam, men ogsaa "den gode Hyrde, som sætter sit Liv til for Faarene" (Joh. 10, 11-15) i frivillig Lydighed mod Guds Frelses-Raad. Derfor hedder det: "jeg (Gud) vil slaaa; thi om det end var Mennesker, der førte Jesus i Døden, var det dog Guds Raad, de udførte.
754. Der skal jeg atter samle eder ("jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa", Sak. 13, 7).
755. V. 36-46: Jesu Sjælekamp i Getsemane; smlg. Mk. 14, 32-42; Lk. 22, 39-46.
756. Getsemane laa paa Oliebjærgets Vest-Side, ved dets Fod.
757. Jfr. 17, 1; Mk. 5, 37. Han tog kun disse tre med sig, sikkerlig fordi kun de, der havde set den klareste Aabenbarelse af hans Guddoms-Herlighed, kunde taale at se ham i denne hans dybeste Fornedrelse.
758. d. e. saa knuget af Sorg, at jeg kunde dø af Bedrøvelse.
759. d. e. Sjæle-Lidelse (se 20, 22). Vistnok var hele Jesu Liv fra hans Fristelse af en Lidelse, i Kampen mod Verden og dens Fyrste; men i denne Kamp fremtraadte han stedse som den "stærkere, der i Guds Kraft overvandt den stærke" (Lk. 11, 21 f.; Joh. 14, 10). Nu derimod begynder en helt forskjellig Lidelse for ham, idet der rækkes ham Gudforladthedens grufuldt beske Skaal, som han skal tage og tømme, fordi han bærer Verdens Synd og dens Straf, og han gives i "den stærkes" og hans Redskabers Haand (Lk. 22, 53), saa de kunne gjøre med ham, hvad de ville. (Det er altsaa ikke for den legemlige Død og de med den forbundne Lidelser, at Jesus gruer, men det er for vore Synders Skyld og Straf, som laa paa ham.) Det er denne Gudforladthed, han beder Faderen om Fritagelse for, om det er muligt, ɔ: om Frelsen kan fuldbringes uden den; to Gange sætter han den beske Skaal fra sig, og først tredje Gang kan han tage den. Og strags derpaa begynder han at smage den, idet han giver sig i Fjendernes Vold (V. 47 ff.).
760. Derfor "vaager og beder", for at Kjødet ikke skal overvældes og overvælde eders Aand.
761. d. e. nu kunne I sove og hvile, nu behøve I ikke mere at vaage med mig; thi nu er denne min Sjælekamp til Ende.
762. V. 47-56: Menneskesønnen overgives i Synderes Hænder; smlg. Mk. 14, 43-52; Lk. 22, 47-53; Joh. 18, 1-11.
763. Udførligere fortælles dette Joh. 18, 4-8.
764. Jesus siger ikke: alle, som bruge Sværd, men: som tage, ɔ: de, som bruge det, uden at det er dem givet, som selv tage sig Myndighed til at skaffe sig Ret, uden at denne Myndighed er dem given.
765. En Legion (4-6000 Mand) for hver af de tolv Apostle.
766. Med disse Ord (V. 55. 56) siger Jesus: I maa ikke tilskrive eders List og Vold dette, at I have faaet mig i eders Magt; thi det er kun sket efter Guds forud forkyndte Raad; det er altsaa langt fra at være et Bevis for, at jeg ikke er Messias; jfr. V. 24 Anm.
767. V. 57-68: Jesus for Kajfas; smlg. Mk. 14, 53-65; Lk. 22, 54.
768. Ifølge Joh. 18, 13 blev Jesus først ført til den forhenværende Ypperstepræst Annas, Kajfas's Svigerfader, som udspurgte ham, inden Raadet var blevet samlet. Fra Annas blev han ført til Kajfas (Joh. 18, 24) til Forhør i Raadets Overværelse, hvilket skildres her hos Mt. (og hos Mk.). Den her fældte Dødsdom blev saa endelig stadfæstet, da Raadet i Morgendæmringen var blevet fuldtalligt samlet (Lk. 22, 66-71; Mt. 27, 1; Mk. 15, 1). Og derefter blev Jesus ført til Pilatus (27, 2).
769. At han for enhver Pris skulde dø, vare de forud enige om (V. 4. 5).
770. Mange Hskr.: to falske Vidner.
771. Dette var en Fordrejelse af Jesu Ord Joh. 2, 19. Mk. skriver, at deres Vidnesbyrd ikke stemte overens (efter Loven, 5 Mos. 17, 6; 19. 15, skulde der to eller tre samstemmende Vidner til for at afgjøre Sagen); maaske har Uoverensstemmelsen bestaaet deri, at den ene har sagt, som Mt., den anden, som Mk. 14, 58 melder.
772. Saaledes tog Øvrigheden i Ed ifølge jødisk Rettergangs-Skik; naar den anden svarede Ja (Amen) hertil, havde han aflagt Eden.
773. Jfr. V. 25. Nu tier Jesus ikke længer, men aflægger frit den gode Bekjendelse om, hvem han er, for at det skal være vitterligt, at det netop er som Kristus, Messias, og som Guds Søn, han giver sig hen i Døden.
774. Dog, trods min nuværende Fornedrelse, i hvilken jeg staar som voldgiven eders Dom, skulle I fra nu af, naar I have fældet Dommen over mig, se mig som Herren og Dommeren (dels ved Jerusalems Ødelæggelse, dels naar Kristus kommer igjen i sin Herlighed, 24, 30; jfr. Slm. 110, 1; Dan. 7, 13).
775. d. e. Almagtens, den almægtige Guds.
776. Som Tegn paa den heftigste Sorg (Ap. Gj. 14, 14; 2 Sam. 1, 11 o. a.).
777. Som Gudsbespotter, i Henhold til 3 Mos. 24, 16. Hvad de dømte som Gudsbespottelse, var ikke, at Jesus optraadte som Messias, men at han kaldte sig Guds Søn og derved "gjorde sig lig med Gud" (Joh. 5, 18; 10, 33; 19, 7).
778. Her maa underforstaas, hvad Mk. og Lk. fortælle, at de havde tilhyllet hans Ansigt.
779. V. 69-75: Peders Fornegtelse; smlg. Mk. 14, 66-72; Lk. 22, 55-62; Joh. 18, 15-18. 25-27. — Det er selvfølgelig ikke Meningen, at fordi Peders Fornegtelse er fortalt efter Jesu Forhør, har den ogsaa i Tiden fulgt efter; af Joh.s Fortælling se vi, at den er sket nede i Gaarden omtrent samtidig med, at Jesus stod for Ypperstepræsten oppe i Hallen.
780. Det er klart, at dette Svar i Virkeligheden var en Fornegtelse af Jesus, om end ikke i Formen; det gik udenom Pigens Tiltale (Peder har vel tænkt, at det var en Sag, som han ikke skyldte saadan en Pige Regnskab for).
781. At Peder kunde falde saa dybt, uagtet det dog utvivlsomt har været Kjærligheden til Jesus, der drev ham til at gaa ind i Ypperstepræstens Gaard, har allerede en Grund deri, at han ukaldet, altsaa paa eget Ansvar og kun i egen Kraft, begav sig ind i de raa Svendes farlige Selskab, men fremfor alt deri, at han ikke vilde lade sig mærke med, at han var Jesu Discipel. Johannes, som førte ham derind (Joh. 18, 15-17), lagde ikke Dølgsmaal paa sit Forhold til Jesus, og ham timedes der intet ondt, medens Peder derimod først "fulgte Jesus i Frastand", og dernæst satte sig blandt Svendene (V. 58), ret som var han en af deres egne. Men ved denne Skjulthed og Fortielse havde han alt gjort det første Skridt paa Fornegtelsens Vej. Og idet han saaledes ikke vilde bekjende, stillede han sig udenfor Jesu Beskjærmelse og havde kun sin egen Styrke at staa imod med; derfor faldt han dybere og dybere, indtil Jesu Ord, som Hanegalet mindede ham om (og Herrens Øjekast, Lk. 22, 61), bragte ham til Besindelse og reddede ham.
782. Kap. 27, 1-2: Jesus overgives til Pilatus; smlg. Mk. 15, 1; Lk. 22, 66—23, 1; Joh. 18, 28.
783. Romerne havde nylig (i Aaret 80) frataget Jøderne Retten over Liv og Død (Joh. 18, 31); de maatte derfor finde en Anklage, som den romerske Landshøvding vilde dømme ham for, nemlig at Jesus ved at give sig ud for Messias satte sig op mod Kejseren (Lk. 23, 2). Det gik imidlertid ikke saaledes, som Raadet havde ønsket, at Jesus blev dømt som Oprører; Pilatus frikjendte ham for den Beskyldning; men det gik efter Guds Raad og Jesu Vilje, saa at han blev dømt til Døden som Kristus (Messias) og som Guds Søn (se V. 22 ff.; Joh. 19, 7).
784. Pilatus var Landshøvding i Judæa fra Aar 26—36.
785. V. 3-10: Judas's Endeligt.
786. Judas har maaske tænkt, at Jesus dog paa en eller anden Maade vilde vide at forsvare sig, saa han slap med Livet; men ialfald er det gaaet ham, som saa mange Forbrydere, at først da han saa, hvad hans Gjerning havde ført til, fik han Øjet op for, hvor gruelig den var. Forgjæves søgte han at gjøre den ugjort, ved at give Blodpengene tilbage; hans Samvittigheds Kval blev lige brændende, og han havde ikke den Tro paa Jesus, at han kunde søge Naade hos ham; derfor endte han i Fortvivlelse og Selvmord.
787. Ap. Gj. 1, 18 fortælles, at han "styrtede ned"; formodentlig derved, at enten Grenen, som han hængte sig paa, eller Strikken brast. (At Judas strags har hængt sig, skriver Mt. ikke; af Ap. Gj. 1, 18 synes at fremgaa, at han først har gjort det, efter at Pottemagermarken var bleven kjøbt for hans Penge).
788. Betaling for udgydt Blod.
789. Fremmede, som kom tilrejsende til Jerusalem.
790. Pottemager-Marken er, saavidt man kan skjønne, Navnet paa et Stykke Jord i den urene "Hinnoms Dal" ved Jerusalem. Her havde Jeremias paa Herrens Befaling sønderbrudt en Lerkrukke, som Billede paa, hvorledes det skulde gaa Jerusalem for dets Urenheds og Synders Skyld (Jer. 19, 1. 2. 11-13). De her af Mt. anførte Spaadomsord læses dog ikke hos Jeremias, men Sak. 11, 13, hvor der varsles om, at den af Gud sendte rette Hyrde skulde haanes og forskydes af Israels Folk. Naar Mt., som anfører disse Ord frit efter Hukommelsen, tilskriver Jeremias dem, er det sikkerlig, fordi Folkets Øverster nu ved at forskyde den rette Hyrde og ved at kjøbe denne Mark droge den ved Jeremias udtalte Forbandelse ned over sig og over Folket.
791. V. 11-26: Jesus for Pilatus; smlg. Mk. 15, 2-15; Lk. 23, 2-5. 13-25. Udførligst fortælles Jesu Forhør for Pilatus i Joh. 18, 28—19, 16.
792. Jfr. Joh. 18, 33-38. Dette Spørgsmaal forudsætter, at Jøderne havde skyldt ham derfor; se Lk. 23, 2.
793. Undrede sig, over at denne Mand, som han indsaa var skyldfri (Lk. 23, 4; Joh. 18, 38), ikke vilde forsvare sig.
794. Se Mk. 15, 7; Lk. 23, 19. Nogle Vidner læse her og i næste Vers: Jesus Barabbas.
795. Da Pilatus erkjendte, at Jesus var skyldfri, burde han have løsladt ham; men Pilatus var selv ufri; han turde ikke ligefrem sætte sig imod Raadets Ønske af Frygt for, at de skulde anklage ham for hans mange Uretfærdigheder (hvilket virkelig ogsaa senere skilte ham ved hans Embede). Derfor søger han da ved en List at faa Folkehoben over paa sin Side, ved at give dem Valget mellem den berygtede Forbryder Barabbas og Jesus, hvem mange af dem hidtil havde beundret og tænkt om, at han dog muligvis var den forjættede Konge; thi han vidste, at Grunden til Øversternes Had var, at de vare avindsyge paa Jesu Indflydelse paa Mængden (Joh. 11, 47 f.)
796. Ved at vælge Barabbas vedkjendte Folket sig som sin den Splidagtighedens og Oprørets Aand, som tilsidst blev dets Undergang.
797. En Skik, som brugtes hos Jøderne (5 Mos. 21, 6 f.) saavelsom hos Grækerne til Betegnelse af, at man var uskyldig i et Mord.
798. Ikke "Hoben" (Pøbelen) alene, men hele Folket fældte her sin egen Dom; og den hviler over det endnu den Dag i Dag.
799. Efter Romernes Skik bleve de dømte hudstrøgne lige før Korsfæstelsen; men af Joh. 19, 1-16 se vi, at Pilatus endnu efter Hudstrygningen gjorde forgjæves Forsøg paa at give Jesus løs.
800. V. 27-31: Soldaterne forhaane Jesus; smlg. Mk. 15, 16-20; Joh. 19, 2. 3. Nu da Jesus var dødsdømt, udøste de raa Soldater over ham som "Jødernes Konge", Messias (V. 29), al deres Foragt for Jødefolket og dets store Haab om Herredømmet over Alverden.
801. Borgen, Landshøvdingens Residens, sandsynlig i Herodes's fordums Palads, som var stærkt befæstet. Her havde ogsaa Mandskabet, den Afdeling ("Kohorte") romerske Soldater, som ledsagede Landshøvdingen, sin Kaserne.
802. De toge hans Overklædning (Kappe) af ham og iførte ham en rød romersk Soldaterkappe, ved hvilken de, ligesom ved Tornekronen og Røret, vilde vrænge ad Jesu Kongeværdighed. Men denne dybe Fornedrelse blev for Jesus virkelig et Trin op til hans Kongetrone.
803. V. 32-55: Jesu Korsfæstelse og Død; smlg. Mk. 15, 21-41; Lk. 23. 26-49; Joh. 19, 17-37.
804. Ud, udenfor Byen, hvor Dødsstraffe fuldbyrdedes (Ap. Gj. 7, 58).
805. De dødsdømte har selv deres Kors; dette gjorde ogsaa Jesus (Joh. 19, 17). Bødlerne have imidlertid set, at Jesu Kræfter vare udtømte; og da de paa Vejen mødte denne Udlænding (Kyrene ligger i Nord-Afrika), tvang de ham til at bære Korset, maaske fordi han har ynket Jesus (se Mk. 15, 21 Anm.).
806. Saaledes kaldt paa Grund af Højens Form.
807. Jfr. Slm. 69, 22. Eddike er at forstaa om sur Vin (mange Hskr. læse: Vin, ligesom Mk. 15, 23), hvilken man plejede at give de korsfæstede, blandet med en besk Plantesaft (Galde), for at bedøve dem. Men Jesus vilde ikke paa den Maade døve sin Smerte.
808. Korsfæstelsen plejede at gaa saaledes for sig, at først blev Korset sat i Jorden og rejst, dernæst blev den dømte løftet op og ved Armene bundet til Korset, hvorpaa Hænder (og Fødder) nagledes fast. Midt paa Korset var der fæstet en Træklods til Støtte for Legemet, for at Hænderne ikke skulde rive ud. — Saaledes lod vor Herre Jesus Kristus sig mishandle for at frelse Syndere. Og i denne Jesu Lidelse opfyldtes i fuldeste Maal paa ham den profetiske Skildring af den sande retfærdiges Lidelse, som David i Aanden havde tegnet i Slm. 22.
809. Yngre Hskr. tilføje: for at det skulde opfyldes, som blev sagt af Profeten: de delte mine Klæder imellem sig, og om min Kjortel kastede de Lod (Slm. 22, 19). Men disse Ord mangle i næsten alle gamle Hskr.; de ere tilføjede efter Joh. 19, 24.
810. Ogsaa ved denne Overskrift udtales, at det var netop som Messias at Jesus led Døden.
811. Jfr. Slm. 22, 8.
812. Gjentagelse af Djævelens Fristelse, 4, 6.
813. Jfr. Slm. 22, 9. De Skriftkloge bruge Salmens Ord for dermed at haane ham, fordi han havde gjort sig til Davids og Guds Søn; men dermed opfyldte de selv disse Ord.
814. Den 6-9de Time er regnet fra Kl. 6 Morgen, altsaa = fra Kl. 12 Middag til Kl. 3. Da Paasken faldt paa Fuldmaanedagen, kan dette ikke have været en naturlig Solformørkelse, der kun kan falde ved Nymaane, men det var et Jærtegn fra Gud, der varslede om, at Israels Folk ved at forskyde Jesus, "Verdens Lys", vilde drage den Dom over sig, at Naadens Lys blev taget fra dem (jfr. Joh. 12, 35), og sikkerlig tillige et "Tegn" paa det gruelige Aands-Mørke, Jesus Kristus maatte gaa ind under for at frelse os: at han, ved hvem Solens Lys er blevet til, blev forladt af Gud.
815. Ordene ere tagne fra Slm. 22, 2; nu opfyldtes de paa Kristus. Et saadant Dyb af Sjælenød gav Guds Søn sig ind i for at frelse os; "han blev en Forbandelse for vor Skyld" (Gal. 3, 13).
816. Sandsynlig en spottende Forvrængelse af Jesu Raab med Hentydning til, at man ventede Elias som Forløber for Messias (17, 10).
817. Eddike, ɔ: sur Vin, som stod der (Joh. 19, 29), nærmest til Læskelse for Soldaterne.
818. Hvad Jesus raabte: "Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand!" læse vi Lk. 23, 46.
819. Alt dette var, ligesom de 3 Timers Mørke, Jærtegn fra Gud, hvorved han kjendte sin Søns Offerdød for gyldig. Jordskjælvet varslede om den kommende Dom over Israel, fordi de havde forskudt Herren, og Splittelsen af Forhænget (mellem det Hellige og det Allerhelligste) var et Tegn paa, at nu var Tempeltjenesten afskaffet, idet Adgangen til Gud staar aaben i Jesu Kristi Blod (Hebr. 10. 19 f.); men at Gravene aabnedes, og de døde stode op, vidnede, at ved Kristi Død er Dødens Braad brudt, og ved hans Opstandelse er Døden overvunden.
820. Dette er aabenbart en Virkning af, at Kristus gik til "Paradiset" (Lk. 23, 43) til de hensovede hellige, som havde hørt til Guds "hellige" Folk under den gamle Pagt. — Man maa ikke forstaa Ordene saaledes, at de først stode op (V. 52), og senere, efter Jesu Opstandelse, gik ud af Gravene; men V. 53 giver den nøjere Beskrivelse af, naar og hvorledes de stode op. Kristus er "Førstegrøden af de opstandne" (1 Kor. 15. 20), og først efter hans Opstandelse opstod de troende af den gamle Pagt.
821. De erkjendte, at Jesus var Guds Søn, som de nylig af Jødernes Spot (V. 43) havde hørt, at han sagde om sig selv. — Det er maaske rigtigere at oversætte: en Guds Søn, d. e. en Halvgud, en Søn af en eller anden af de Guder, som Romerne troede paa.
822. Se Lk. 8, 3.
823. Maria Magdalene (d. e. fra Byen Magdala, 15, 39), se Lk. 8, 2. Maria Jakobs og Joses' Moder, gift med Klopas eller Alfæos (Joh. 19. 25). Sebedæos's Hustru hed Salome (Mk. 15, 40).
824. V. 57-61: Jesu Begravelse; smlg. Mk. 15, 42-47; Lk. 23, 50-56; Joh. 19, 38-42.
825. Der tales om "den første Aften", Kl. 3-6 (se 14, 16 Anm.)
826. Dette fremhæves som Opfyldelse af Spaadommen Es. 53, 9.
827. Man skar Linnedet i Strimler, som man viklede fast om Liget efter at have strøet og salvet det med forskjellige stærke og vellugtende Kryderier; jfr. Joh. 19, 39 f., hvor der fortælles, at Nikodemos hjalp Josef dermed.
828. V. 62-66: Jesu Grav forvares. Herved bidrog Raadet mod deres Vilje til at stadfæste Jesu Opstandelse.
829. Beredelsesdagen, ɔ: Fredagen, saaledes kaldt, fordi man paa den "beredte" (tillavede) Maden til Hviledagen.
830. Kap. 28, 1-10: Jesu Opstandelse; smlg. Mk. 16, 1-8; Lk. 24, 1-12; Joh. 20, 1-18. — I dette Kapitel fortælles, hvorledes baade de troende Kvinder (V. 1-10), Vagten (V. 11-15) og Disciplene (V. 16 ff.) hver paa sin Vis bleve i Stand til at bære Vidnesbyrd om Jesu Opstandelse. Men hvorledes det gik til med denne, fortæller hverken Mt. eller nogen af Evangelisterne, fordi intet menneskeligt Øje har set den; de fortælle kun, at Graven fandtes tom, og at Engle forkyndte, at han var opstanden, hvorefter Jesus senere personlig forvissede de forskjellige Vidner derom. Heri have vi et slaaende Vidnesbyrd om Evangelisternes Troværdighed. Man har villet bestride denne, og dermed ogsaa selve Jesu Opstandelse, ved at vise hen til Evangeliernes tilsyneladende Uoverensstemmelse om, hvem der først kom til Graven og derefter mødte Jesus. Men denne Forskjel er saa betydningsløs, at den langt mere tjener til at vise, at Opstandelsen er en virkelig Tildragelse, ikke et Digt, som Disciplene vare komne overens om at fortælle. Mt. skriver, at Kvinderne ved Daggry kom til Graven og fandt den tom, hvorpaa en Engel forkyndte dem, at Jesus var opstanden, og bød dem melde det til Disciplene, og dernæst at Jesus selv paa Tilbagevejen mødte dem og sagde dem det samme. Mk. og Lk. fortælle væsentlig det samme, men omtale ikke, at Jesus mødte Kvinderne, og Lk. skriver, at de saa to Engle, samt at Peder paa Kvindernes Budskab gik til Graven og fandt den tom. Joh. endelig fortæller, at Maria Magdalene kom og saa Stenen borttagen, og derpaa ilede til Peder og Johannes, som løb derud og fandt Graven tom. Da de vare gaaede bort, kom Maria Magdalene tilbage til Graven, hvor hun først saa to Engle sidde i Graven og dernæst mødte Jesus selv og gjenkjendte ham. — Det er naturligt nok, at en saa mægtig Tildragelse som Jesu Opstandelse har sat Sindene i en saadan Bevægelse, at slige i sig selv ubetydelige omstændigheder traadte i Skygge derfor; Hovedsagen for alle var det vidunderlige Frelses-Budskab, at den korsfæstede Jesus var opstanden. Men Evangeliernes Beretninger forenes iøvrigt saare let. I Dagningen Søndag Morgen gik de galilæiske Kvinder ud til Graven. Da de se Stenen fravæltet, iler Maria Magdalene tilbage og melder det til Peder og Johannes; disse løbe da foran hende derud. Imidlertid vare de andre Kvinder komne til Graven, hvor de fik Englebudskabet om Jesu Opstandelse. Efter at de vare bortgangne, kom Peder og Johannes derud, og lidt senere Maria Magdalene, som blev tilbage, medens de gik hjem. Og hun blev saa den første, for hvem den opstandne Jesus Kristus aabenbarede sig.
831. Dette var sket, inden Kvinderne kom til Graven.
832. Lk. 24, 4 (Joh. 20, 12) omtaler to Engle, medens Mt. og Mk. kun omtale en, formodentlig fordi den ene førte Ordet.
833. Jfr. 26, 32. I "Hedningernes Galilæa" (4, 15) skulde Hyrden, efter at være vraget af Jødernes Øverster og ihjelslaaet, atter samle sin Hjord og give dem Magt til i hans Kraft at udbrede hans Rige til alle Folkeslag.
834. Dette er sandsynligvis den samme Aabenbarelse for Maria Magdalene, som fortælles Joh. 20. 14-18. Mt. nævner i V. 1 kun to Kvinder, og anser det for betydningsløst at fortælle, at den ene af dem ikke var til Stede ved dette Møde.
835. At de skulde gaa strags, siger Jesus ikke. Joh. 20. 26 synes at vise, at de have tøvet endnu 8 Dage i Jerusalem, skjønt det ikke udtrykkelig siges, at det var i Jerusalem, Jesus den Gang mødtes med Tomas. Først naar Paaskefesten var til Ende, kunde det ventes, at Jesu galilæiske Disciple vare vendte hjem og kunde samles med ham der.
836. V. 11-15: Raadets sidste Svig imod Jesus.
837. Dette beviste for dem Sandheden af Jesu Ord om hans Opstandelse (27, 63); men de vilde ikke bøje sig, de vragede med velberaad Hu den opstandne Kristus, ligesom de havde vraget ham i hans Kjøds Dage.
838. V. 16-20: Jesus giver Apostlene det Hverv at kristne alle Folkefærd. — Mt. fortæller intet om de andre Aabenbarelser, hvorved Jesus forvissede sine Disciple om sin Opstandelse; thi han vil kun vise, hvorledes den opstandne Herre, efter at være forskudt af Jøderne, fuldendte sin jordiske Gjerning ved at give sine Disciple (sin troende Menighed) Fuldmagt til i hans Navn at underlægge ham alle Folkefærd, med Forjættelse om, at han vilde altid være med dem i denne Gjerning. Saaledes skulde det opfyldes, hvad Jesus havde forudsagt i Lignelserne, 21, 43; 22, 9.
839. Paa et Bjærg i Galilæa havde Jesus første Gang kundgjort sine Disciple deres Vilkaar og Opgave i hans Rige (5—7 Kap.), og paa et Bjærg i Galilæa giver han dem nu Magt til at grundlægge hans Rige blandt Mennesker. Og ligesom ved Bjærgprædiken har der sikkerlig ogsaa her foruden "de elleve" været samlet en større Kreds af galilæiske Disciple, maaske de "over 500 Brødre", som Pavlus omtaler, 1 Kor. 15, 6. Formodentlig har det været nogle af disse, som tvivlede; der staar nemlig ikke, at det var nogle af "de elleve". Men hvis Mt. taler om Tvivl i de elleves Kreds, saa maa det vist være Tomas, han dermed sigter til (Joh. 20, 24 ff.).
840. Magten er ham given, fordi han havde givet sig hen til at tjene, for at frelse os (jfr. Ap. Gj. 2, 36: Fil. 2, 9).
841. Folkene skulle gjøres til Kristi Disciple (kristnes), derved at de enkelte Mennesker døbes til (eller: ind i) Faderens, Sønnens og Aandens Navn. (ɔ: delagtiggjøres i den treenige Gud, saaledes som han har aabenbaret sig for, og som han kjendes og bekjendes af sin Menighed), og dernæst ved at oplæres til at holde alt, hvad Herren har befalet sin Menighed, ɔ: hans Ord, saaledes som han har befalet sin Menighed at bruge det (jfr. Joh. 14, 21. 23; 1 Joh. 2, 3. 5 o. a.), saa at de lyde og følge ham, som Hjorden sin Hyrde. Hvorledes Disciplene forstod denne Herrens Befaling, se vi Ap. Gj. 2, 41. 42.
842. Med denne Befaling og Forjættelse slutter Mt. sin Fortælling om "Jesus Kristus, Davids og Abrahams Søn" (jfr. 1, 1). Thi deri er indesluttet Opfyldelsen af Forjættelsen om, at i "Abrahams Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes" (1 Mos. 12, 3), og at Davids Søn skal have "Folkene til Arv og Jordens Ender til Eje" (Slm. 2, 8) og være Konge "fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ender" (Sak. 9, 10). — Tidens Fuldendelse, se 13, 39 Anm.