Spring til indhold

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Brevet til Efeserne

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 232-234

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Brevet til Efeserne.


Efesos var en anselig Handelsstad ved Vestkysten af Lilleasien og Hovedstad i den romerske Provins "Asien" (det vestlige Lilleasien). Dens Indbyggere vare for største Delen Grækere, idet den i meget gammel Tid var bleven befolket af Kolonister fra Atén. Men der fandtes ogsaa mange Jøder i Byen, ligesom i alle Datidens større Handelsstæder. Sin største Navnkundighed havde Efesos dog af det berømte Tempel for Gudinden Artemis, som paa Grund af sin Storhed og Pragt regnedes for et af "Verdens syv Underværker", og som gjorde Byen til et Slags Valfartssted for den største Del af "Asiens" Indbyggere.

Pavlus kom første Gang til Efesos paa et kort Besøg, den Gang han efter sin anden Missionsrejse drog fra Korint tilbage til Jerusalem (Aar 54; se Ap. Gj. 18, 18-21). Han talte da i Jødernes Synagoge, men havde ikke Lejlighed til at blive i længere Tid, og han forlod atter Byen med Løfte om at vende tilbage dertil. Dette indfriede han et Aars Tid efter, da han paa sin tredje Rejse, efter at have draget igjennem det indre Lilleasien, kom til Efesos, hvor han saa arbejdede i omtrent tre Aar (Ap. Gj. 19), idet han i de første 3 Maaneder navnlig prædikede for Jøderne, og derefter, paa Grund af disses Modstand mod Evangeliet, især for Hedningerne. Hans Vidnesbyrd havde en saadan Virkning, at Evangeliet fra Efesos af udbredte sig baade blandt Jøder og Grækere i hele "Asien" (Ap. Gj. 19, 10. 26), formodentlig dels ved Udsendinge fra Pavlus, dels derved at Ordets Sædekorn spredte sig som af sig selv; det lader nemlig til, at Pavlus selv næsten uafbrudt har opholdt sig i Efesos (Ap. Gj. 20, 18), naar undtages et kort Besøg i Korint (se ovfr. S. 86). Paa denne Maade blev Efesos Modermenighed og Midtpunkt for en hel Kreds af Menigheder i Asien.

Den Gang Pavlus skrev dette Brev, var han i Fangenskab (Ef. 3, 1; 4, 1; 6, 20), uden Tvivl hans toaarige romerske Fangenskab (Ap. Gj. 28, 30; Aar 62—64). Nogle have ment, at det er skrevet under hans Fangenskab i Kæsarea (Aar 60—61); men dette er langt mindre sandsynligt. Brevet blev overbragt af Tykikos, en af Pavlus's Hjælpere (6, 21), den samme som ogsaa overbragte Brevet til Kolossenserne (Kol. 4, 7), hvilket Brev, saavel som Brevet til Filemon, har saa stor Lighed med Efeserbrevet baade i Indhold og Udtryk, at det er øjensynligt, at de ere skrevne paa samme Tid. Det er imidlertid paafaldende, at Efeserbrevet ikke, saaledes som Pavlus's andre Breve (til Kor., Galat., Filipp., Tessal.), indeholder nogen eneste Antydning af, at han havde staaet i et nøjere personligt Forhold til Læserne, hvilket man dog skulde vente, siden han havde været i Efesos i tre Aar og var saa hjærtelig knyttet til Menigheden der (smlg. hans Afskedstale til de Ældste fra Efesos, Ap. Gj. 20, 17 ff.); tværtimod findes der Ytringer i Brevet, som tyde paa, at dets Læsere vare ham personlig ukjendte (se 1, 15; 3, 2; 4, 21). Og hertil kommer, at vore to ældste Haandskrifter udelade Ordene "i Efesos" i Tilskriften, Kap. 1, 1, ligesom ogsaa Origenes († 258) udelader disse Ord i sin Fortolkning, og Biskop Basilios den store († 379) fortæller, at de ikke fandtes i de gamle Afskrifter af Brevet. Ligeledes vide vi, at Gnostikeren Markion (i 2det Aarh.) kaldte dette Brev: "Brevet til Laodikea" (en By i Asien, en Snes Mile Øst for Efesos, nær ved Kolossæ); og det er meget troligt, at Pavlus selv sigter til vort Efeserbrev, naar han i Kol. 4, 16 skriver om et Brev, som "fra Laodikea" skulde komme til Kolossenserne. Alle disse Omstændigheder gjøre det i højeste Grad sandsynligt, at dette Brev ikke særlig har været bestemt for Efeser-Menigheden, men tillige for alle de Menigheder i Asien, som Efesos var Modermenigheden til. Det har da ventelig været udfærdiget i flere Afskrifter, hvor Pladsen til den paagjældende Menigheds Navn har staaet aaben i Hilsenen (1, 1), for at Overbringeren Tykikos senere skulde tilføje det. Men da Efeser-Menigheden var Midtpunktet for dem alle, er Brevet snart kommet til at bære Navn efter den alene.

Brevet falder, som de fleste af Pavlus's Breve, i to Hovedafsnit, et belærende (Kap. 1—3) og et formanende (Kap. 4—6). Efter den sædvanlige Hilsen begynder Apostelen med en ophøjet Lovprisning for Guds evige Naades-Raadslutning, som i Tiden er fuldbyrdet i Kristus, for at samle alt i Himmel og paa Jord til én Menighed, hans Naades Herlighed til Lov (Kap. 1, 1-14). Dernæst beder han, at Gud ved sin Aand vil lære Læserne ret at kjende denne Naade (1, 15—19), hvis Storhed viser sig i den Kraft, Gud har øvet for at frelse dem (1, 20—2, 10), i den herlige Fællesarv med de hellige, som de nu have faaet Del i (2, 11-22), og i det rige Haab, som de ere kaldede til, for hvilket Gud skal have Æren i Menigheden i al Evighed (3, 1-21). Derefter formaner han dem til at vandre den Naade værdig, som de ere kaldede til, dels ved i Menighedslivet at bevare Enheden (4, 1-16), dels ved hver enkelt at sky Hedningernes syndige Levned, og derimod at vandre som Guds Børn (4, 17—5, 21), dels ved at leve et kristeligt Husliv hver i sin Stilling (5, 22—6, 9), hvornæst han sammenfatter alt andet i Formaningen til at stride de Kristnes Strid (6, 10-20), og slutter med et Velsignelsesønske (6, 21-24).