Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Brevet til Filippierne

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 262-263

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Brevet til Filippierne.


Filippi var en ret anselig By i den østligste Del af Makedonien, ikke langt fra Ægæerhavets Kyst. Den var den første By i Evropa, hvor Pavlus forkyndte Evangeliet og grundlagde en Menighed. Han kom nemlig dertil paa sin anden Missionsrejse i Forening med Silas, ogsaa ledsaget af Timoteos og Lukas (omtr. Aar 52; se Ap. Gj. 16, 12-40); og da han nogen Tid efter blev nødt til at forlade Byen, havde han grundlagt en blomstrende Menighed, som han ved sin Bortrejse sandsynligvis betroede til Lukas's Omsorg (se Ap. Gj. 16, 40 Anm.). Ogsaa paa sin tredje Rejse gjæstede han Filippi (Ap. Gj. 20, 1. 6). Mellem ham og Menigheden her var der et særlig tillidsfuldt Kjærlighedsforhold, hvilket fremgaar deraf, at medens Pavlus, ellers ikke vilde tage mod Underhold af de Menigheder, han virkede i (se 1 Kor. 9, 14 ff.). saa tog han ikke i Betænkning at modtage Understøttelse af Filippier-Menigheden, lige fra første Færd af (Fil. 4, 15. 16). Og en saadan Understøttelse derfra var ogsaa den nærmeste Anledning til det nærværende Brev. Det er skrevet under Pavlus's toaarige Fangenskab i Rom, uden al Tvivl mod Slutningen deraf (henimod Aar 64; se 1, 7. 13. 14; 2, 24; 4, 22). Filippierne havde sendt den fangne Apostel en Gave, som blev overbragt af Epafroditos, en vel anset Mand og Evangeliets Tjener i deres Kreds (2, 25; 4, 18). Denne Sendelse havde været Apostelen til stor Glæde, fordi han deri saa et Vidnesbyrd om deres Kjærlighed til ham og deres Iver for Evangeliet. Og da Epafrodit rejste tilbage, gav han ham dette Brev med, hvori han ikke alene tolker sin Tak for deres Gave, men især sin inderlige Glæde over Menigheden i det hele. Det er ikke et egentligt Lærebrev, som Apostelens Breve ellers pleje at være, men snarere at kalde et faderligt Vennebrev, hvis Indhold er Meddelelser og Paamindelser til fuldtro Venner og Børn.

Efter en Hilsen med Tak og Bøn til Gud for Menigheden (Kap. 1, 1-11), melder han dem den baade for ham og dem glædelige Tidende, at hans Fangenskab har tjent til Evangeliets Fremme, og han er vis paa, at hvorledes det end skal ende for ham, skal det blive ham til Frelse og til fælles Glæde for ham og dem, naar de kun stride og vandre i Enighed og Ydmyghed efter Kristi Forbillede (Kap. 1, 12—2, 18). Efter en Meddelelse om Timoteos's og Epafrodits Sendelse til Filippi, og om at han haaber selv snart at komme efter (2, 19-30), paaminder han dem om at være glade i Herren, og ligesom han selv ser det som sin Opgave, nu da han er retfærdiggjort ved Troen, uafbrudt at stræbe fremad mod det himmelske Maal, saaledes skulle ogsaa de gjøre (Kap. 3). Hertil føjer han flere enkelte Formaninger og Paamindelser, som sigte til at fremme deres Glæde i Herren (Kap. 4, 1-9), og slutter med at tolke sin hjærtelige Glæde over Menighedens tilsendte Gave (4, 10-20), samt Slutningshilsener (4, 21-23).