Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Det andet Brev til Tessalonikerne
Det andet Brev til Tessalonikerne.
Hvor lang Tid der er gaaet mellem Affattelsen af det første Brev og af dette, kan ikke siges for vist; men der kan ikke være Tvivl om, at ogsaa dette andet Brev er skrevet fra Korint, efter at det første havde haft Tid til at gjøre sin Virkning i Menigheden, og efter at Pavlus havde faaet nærmere Efterretning herom; thi Silas og Timoteos vare endnu hos Pavlus (se 2 Tess. 1, 1), ligesom dengang han skrev det første Brev, og Menighedens udvortes Kaar synes i det hele at have været lige saa trange som den Gang. Derimod findes der ikke mere nogen Antydning af, at der blandt Tess. fandtes nogen Mistillid til Pavlus, eller nogen Frygt for de hensovedes Fremtid; det første Brev synes i disse Henseender at have virket, hvad det tilsigtede. Men Troen paa Herrens Tilkomst havde nu faaet en sygelig Retning hos dem, idet mange holdt den for umiddelbart forestaaende, saa at de ventede den fra Dag til Dag, og denne Tanke styrkedes af Folk, som mente at have faaet Aabenbarelser af Aanden derom, eller som beraabte sig paa mundtlige eller skriftlige Meddelelser, der tilskreves Pavlus eller hans Medarbejdere (se 2, 2). Dette havde vakt en hel Del Uro og Frygt; og derhos var der en voksende Tilbøjelighed hos ikke faa til under Skin af travl Iver for Guds Rige at forsømme deres jordiske Gjerning og leve paa Brødrenes Bekostning.
Dette gav da Anledning til, at Pavlus skrev sit andet Brev til Menigheden, formodentlig mod Slutningen af hans Ophold i Korint (Aar 54). Han begynder ogsaa dette med at udtale sin Tak til Gud for Menighedens Tro og Kjærlighed og dens Udholdenhed i sine Trængsler, over hvilke han trøster dem ved Henvisning til Herrens Komme til Dom (Kap. 1). Dernæst minder han dem om, at inden Kristi Tilkomst maatte først det store Frafald indtræde, og Modkristus aabenbares, hvorved den vantro Verden skal modnes til Dommen; og han formaner dem til at holde fast ved det, han havde lært dem, for at de kunde bestaa i denne (Kap. 2). Og tilsidst byder han dem at holde sig borte fra de Brødre, der ved deres ørkesløse Travlhed voldte Forstyrrelse, og saaledes at hjælpe disse paa den rette Vej (Kap. 3).