Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Pavlus's Brev til Galaterne

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 206-231

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Pavlus's Brev til Galaterne.


1ste Kapitel.

Pavlus, Apostel, ikke af Mennesker,[1] ej heller ved noget Menneske[2], men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, og alle Brødrene, som ere med mig[3], hilser Menighederne i Galatien. Naade være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus[4], som gav sig selv for vore Synder, for at udfri os af den nærværende onde Tidsold[5], efter vor Guds og Faders Vilje[6]. Ham være Æren i al Evigheds Evighed! Amen.[7]

Jeg undrer mig over[8], at I saa snart[9] ere ved at gaa over fra ham, som kaldte eder til Kristi Naade[10], til et anderledes Evangelium, som dog ikke er et andet, men der er kun somme[11], der gjøre eder forstyrrede og ville vende op og ned paa Kristi Evangelium[12]. Men dersom endog vi eller en Engel fra Himlen vilde forkynde et andet Evangelium end det, vi have forkyndt eder, være han bandlyst[13]. Som vi før have sagt[14], siger jeg ogsaa nu igjen: om nogen forkynder eder et andet Evangelium end det, I have modtaget, være han bandlyst. Er det da nu Mennesker, jeg taler til Vilje, eller Gud? eller søger jeg at tækkes Mennesker[15]? Hvis jeg endnu[16] vilde tækkes Mennesker, var jeg ikke en Kristi Tjener.

Men jeg lader eder vide, Brødre, at det Evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke Menneske-Værk; thi heller ikke jeg[17] har modtaget det eller er bleven undervist, derom af noget Menneske, men ved Aabenbarelse af Jesus Kristus[18]. I have jo hørt om min fordums Omgængelse i Jødedommen[19], at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og lagde den øde; og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende blandt mine Landsmænd, idet jeg var langt mere nidkær for mine Fædres Overleveringer[20]. Men da det behagede ham, som har udkaaret mig fra Moders Liv og kaldet mig ved sin Naade, at aabenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne, da gik jeg ikke i Raad med Kjød og Blod[21], heller ikke drog jeg op til Jerusalem til dem, der vare Apostle førend jeg, men strags drog jeg bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damask[22]. Dernæst, tre Aar efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kjendt med Kefas[23], og blev hos ham i femten Dage; men nogen anden af Apostlene saa jeg ikke, men kun Jakob Herrens Broder[24]. Hvad jeg skriver til eder, se, Gud er mit Vidne, at jeg ikke lyver. Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Landstrøg[25]. Men jeg var af Person endnu ukjendt for Judæas Menigheder i Kristus[26]; kun hørte de sige: han, som tilforn forfulgte os, forkynder nu Troen[27], som han tilforn vilde lægge øde. Og de priste Gud for mig.

2det Kapitel.

Dernæst, efter fjorten Aars Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog tillige Titus med[28]. Men jeg drog derop ifølge en Aabenbaring[29]. Og jeg forelagde dem det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, og særskilt gjorde jeg det for de ansete, for at jeg ikke skulde løbe eller have løbet forgjæves[30]. Dog blev end ikke min Ledsager Titus, som var en Græker, nødt til at lade sig omskære, nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke havde listet sig ind for at udspejde vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gjøre os til Trælle[31]. Dem gave vi end ikke et Øjeblik efter for med Undergivenhed, for at Evangeliets Sandhed maatte blive varig hos eder[32]. Men fra deres Side, som ansaas for at være noget, — hvordanne de fordum vare[33], er mig uden Forskjel; Gud ser ikke paa et Menneskes Person, — mig havde de ansete intet nyt at meddele[34], men tvært imod, da de saa, at mig var betroet Evangeliet til de uomskaarne[35], ligesom Peder til de omskaarne, — thi han, som udrustede Peder til Aposteltjeneste for de omskaarne, udrustede ogsaa mig for Hedningerne, — og da de lærte at kjende den Naade, som var given mig, saa gave Jakob[36] og Kefas og Johannes, der ansaas for at være Piller[37], mig og Barnabas Samfunds-Haandslag, for at vi skulde gaa til Hedningerne, og de til de omskaarne; kun at vi skulde komme de fattige i Hu, og netOp dette beflittede jeg mig ogsaa paa at gjøre[38].

Men da Kefas kom til Antiokia, traadte jeg op imod ham lige i hans Øjne, fordi han var domfældt[39]. Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne[40], men da de vare komne, drog han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen[41]; og med ham hyklede ogsaa de øvrige Jøder, saa at endog Barnabas blev reven med af deres Hykleri[42]. Men da jeg saa, at de ikke stode paa rette Fod til Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Paahør[43]: naar du, som er Jøde, lever paa hedensk og ikke paa jødisk Vis[44], hvor kan du da nøde Hedningerne til at opføre sig som Jøder[45]? Vi ere af Fødsel Jøder[46] og ikke Syndere udaf Hedninger[47], men da vi vide, at et Menneske ikke retfærdiggjøres udaf Lovs-Gjerninger, men kun ved Kristi Jesu Tro[48], have ogsaa vi troet paa Kristus Jesus, for at vi maatte vorde retfærdiggjorte udaf Kristi Tro[49] og ikke udaf Lovs-Gjerninger; thi udaf Lovs-Gjerninger vil intet Kjød blive retfærdiggjort. Men dersom vi, idet vi søge at retfærdiggjøres i Kristus, ogsaa selv findes at være Syndere, er saa Kristus en Syndens Tjener? Det være langt fra. Naar jeg nemlig igjen opbygger det samme, som jeg har nedbrudt, saa stiller jeg mig selv frem som Overtræder[50]. Thi jeg for min Del døde ved Loven for Loven, for at jeg maa leve for Gud[51]. Med Kristus er jeg korsfæstet[52]; og saa er det ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, lever jeg i Guds Søns Tro, han som elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds Naade; thi er Retfærdighed ved Lov, da er jo Kristus død for intet[53].

3dje Kapitel.

O I uforstandige Galatere![54] hvem har forgjort eder, I, hvem Jesus Kristus forhen er bleven malet for Øjne som korsfæstet iblandt eder[55]? Kun dette ønsker jeg at vide af eder: var det udaf Lovs-Gjerninger, I fik Aanden, eller udaf Tros-Hørelse[56]? Ere I saa uforstandige? I begyndte i Aand, og nu ville I fuldende i Kjød[57]! Have I prøvet saa meget forgjæves, — om ellers virkelig forgjæves[58]? Han, som skjænker eder Aanden og virker Kraft—Gjerninger iblandt eder, gjør han da det udaf Lovs-Gjerninger eller udaf TrosHørelse[59]? Ligesom "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed". Skjønner altsaa, at de som ere udaf Tro, disse ere Abrahams Børn[60]. Og da Skriften forudsaa[61], at det er udaf Tro, Gud retfærdiggjør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det gode Budskab: "I dig skulle alle Folkene velsignes". Altsaa de som ere udaf Tro, velsignes med den troende Abraham[62]. Thi alle de som ere udaf Lovs-Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet[63]: "Forbandet er hver den, som ikke bliver i alt det, som er skrevet i Lovens Bog, saa han gjør det". Og at ingen ved Lov retfærdiggjøres for Gud, er klart deraf, at "den retfærdige skal leve udaf Tro". Men Loven lyder ikke: "udaf Tro"; tværtimod: "den som gjør dem, skal leve ved dem"[64]. Kristus kjøbte os fri[65] fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet[66]: "Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ"), for at Abrahams Velsignelse kunde i Kristus Jesus komme til Hedningerne, for at vi kunde modtage Forjættelsen om Aanden ved Troen[67].

Brødre,[68] jeg taler paa Menneskevis[69]. Ingen ophæver jo dog et Menneskes Arvepagt, som er stadfæstet, eller sætter noget til den. Men Forjættelserne bleve tilsagte Abraham og hans Sæd[70]. Han siger ikke: "og Sædene", som om mange, men som om én: "og din Sæd," det er Kristus[71]. Hermed mener jeg da: en Pagt, som forud var stadfæstet af Gud, kan Loven, som fire hundrede og tredive Aar derefter blev til[72], ikke sætte ud af Kraft, saa at den gjør Forjættelsen til intet. Thi er Arven udaf Lov, er den ikke længer udaf Forjættelse[73]; men til Abraham har Gud skjænket den ved Forjættelse. Hvad er da Loven til? Den blev tilføjet for Overtrædelsernes Skyld[74], indtil den Sæd kom, som Forjættelsen lød paa, og anordnet ved Engle[75], ved en Mæglers Haand. Men en Mægler er ikke for én; Gud derimod er én[76]. Er saa Loven imod Guds Forjættelser? Det være langt fra. Var der nemlig[77] givet en Lov, som mægtede at levendegjøre, da vilde Retfærdigheden virkelig være udaf Lov; men Skriften har tværtimod indesluttet alt under Synd, for at[78] Forjættelsen udaf Jesu Kristi Tro skulde gives til dem, som tro[79]. Men førend Troen kom[80], holdtes vi under Lovs Bevogtning indelukte til den fremtidige Tro, som skulde aabenbares[81]. Altsaa er Loven bleven vor Opdrager til Kristus, for at vi skulde retfærdiggjøres udaf Tro; men efter at Troen er kommen, ere vi ikke længer under Opdrager[82]. Thi alle ere I Guds Sønner ved Troen, i Kristus Jesus[83]; thi I, saa mange som bleve døbte til Kristus, bleve iførte Kristus. Her er ikke Jøde eller Græker, her er ikke Træl eller fri, her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I én i Kristus Jesus[84]. Men høre I Kristus til, saa ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse[85].

4de Kapitel.

Men[86] jeg siger[87]: saa lang Tid som en Arving er umyndig, er der ingen Forskjel mellem ham og en Træl, endskjønt han er Herre over alle Ting[88], men han staar under Formyndere og Husholdere[89] indtil den af hans Fader fastsatte Tid. Saaledes ogsaa vi[90]: den Gang vi vare umyndige, vare vi i Trældom under Verdens Børnelærdom[91]. Men da Tidens Fylde kom[92], udsendte Gud sin Søn[93], født af en Kvinde, født under Lov[94], for at han skulde frikjøbe dem, som vare under Lov, for at vi skulde opnaa Sønneretten[95]. Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjærter sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader! Altsaa er du ikke længer Træl, men Søn; og er du Søn, er du ogsaa Arving ved Gud[96]. Fordum derimod, da I ikke kjendte Gud, trællede I for de Guder, som ikke ere det af Natur[97]; men nu, da I have lært Gud at kjende, eller rettere, da I ere kjendte af Gud[98], hvor kunne I saa igjen vende tilbage til den magtesløse og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under[99]? Dage vogte I paa, og Maaneder og Tider og Aar[100]; jeg frygter for eder, at jeg skulde have arbejdet forgjæves paa eder.

Vorder som jeg,[101] thi ogsaa jeg er vorden som I, Brødre, jeg beder eder[102]. I have ikke gjort mig nogen Uret[103]; I vide derimod, at det var paa Grund af en Kjødets Svaghed, at jeg den første Gang forkyndte eder Evangeliet[104], og det, som i mit Kjød var eder til Fristelse[105], ringeagtede I ikke, ej heller væmmedes I derved; nej, I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus. Hvor er da nu den Tale om eders Salighed[106]? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at I, om muligt, vilde have revet eders Øjne ud og givet mig dem. Er jeg altsaa bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder[107]? De ere nidkjære for eder, men ikke paa rette Maade; nej, de ønske at lukke af for eder, for at I skulle være nidkjære for dem[108]. Men det er godt, at der vises Nidkjærhed til enhver Tid i, hvad godt er, og ikke alene medens jeg er nærværende hos eder[109]. Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus faar vundet Skikkelse i eder[110], — ja jeg vilde ønske, at jeg nu var nærværende hos eder og kunde forandre min Røst[111], thi jeg er raadvild med eder.

Siger mig, I som ville være under Lov, høre I ikke Loven[112]? Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde. Men Tjenestekvindens Søn er avlet paa kjødelig Vis[113], den frie Kvindes derimod ved Forjættelsen[114]. Dette har en billedlig Betydning; disse Kvinder ere nemlig tvende Pagter, den ene fra Sinaj Bjærg, som føder til Trældom, og det er Hagar[115]. Thi Sinaj er et Bjærg i Arabien[116] og svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom[117] tilligemed sine Børn. Men Jerusalem heroventil[118] er frit, hun som er vor Moder. Thi der er skrevet[119]: "Fryd dig, du ufrugtbare, du som ikke føder! bryd ud og raab, du som ikke har Fødselsveer! thi mange ere den enliges Børn fremfor hendes, som haver Manden". Men I, Brødre, ere Forjættelses-Børn i Lighed med Isak[120]. Dog, ligesom han, der var avlet paa kjødelig Vis, fordum forfulgte ham, der var avlet paa aandelig Vis, saaledes ogsaa nu[121]. Men hvad siger Skriften? "Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde tage Arv med den frie Kvindes Søn[122]". Derfor, Brødre, ere vi ikke Børn af en Tjenestekvinde, men af den frie Kvinde.

5te Kapitel.

Til Friheden har Kristus frigjort os;[123] staar derfor fast, og lader eder ikke atter spænde i Trældoms Aag. Se, jeg Pavlus siger eder, at dersom I lade eder omskære, gavner Kristus eder intet[124]. Og jeg vidner atter for ethvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven. I ere bortrykte fra Kristus[125], I som ville retfærdiggjøres ved Lov; I ere faldne ud af Naaden. Thi vi forvente ved Aanden udaf Tro Retfærdigheds Haab[126]. Thi i Kristus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud noget, men Tro, som er virksom gjennem Kjærlighed[127]. I vare godt i Gang[128]; hvem har hindret eder i at være lydige mod Sandheden? Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder[129]. En liden Surdej syrer hele Dejen[130]. Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville være anderledes sindede[131]; men den, som gjør eder forstyrrede, skal bære sin Dom, ihvem han end er. Men jeg, Brødre, om jeg endnu prædiker Omskærelse, hvi forfølges jeg da endnu? saa er jo Korsets Forargelse gjort til intet[132]. Gid de endog maatte lemlæste sig[133], de som sætte eder i Oprør! Thi[134] I, Brødre, bleve kaldede til Frihed; kun maa I ikke bruge Friheden til Anledning for Kjødet, men værer ved Kjærligheden hverandres Tjenere[135]. Thi hele Loven er opfyldt i ét Ord, i dette: "Du skal elske din Næste som dig selv"[136]. Men hvis I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre[137].

Men jeg siger[138]: vandrer efter Aanden, saa fuldbyrde I ikke Kjødets Begjæring. Thi Kjødet begjærer imod Aanden, og Aanden imod Kjødet; disse staa nemlig hinanden imod, for at I ikke skulle gjøre, hvad I faa i Sinde[139]. Men hvis I føres af Aanden, ere I ikke under Lov[140]. Men Kjødets Gjerninger ligge for Dagen[141], saadanne som Skjørlevned, Urenhed, Uterlighed, Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, selvsyge Rænker[142], Tvedragt, Partier, Avind, Drukkenskab, Svir og deslige, hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg tilforn har sagt, at de som øve saadanne Ting. skulle ikke arve Guds Rige[143]. Men Aandens Frugt[144] er Kjærlighed, Glæde, Fred[145], Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. Imod saadanne er der ingen Lov[146]. Men de som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kjødet[147] samt dets Lidenskaber og Begjæringer. Naar vi leve ved Aanden, da lader os ogsaa vandre efter Aanden. Lader os ikke tragte efter tom Ære, saa vi ere avindsyge paa hverandre og udæske hverandre[148].

6te Kapitel.

Brødre,[149] dersom og et Menneske bliver overilet af[150] nogen Forsyndelse, saa skulle I, som ere aandelige[151], hjælpe en saadan til rette med Sagtmodigheds Aand; men se til dig selv, at ikke ogsaa du bliver fristet. Bærer hverandres Tynge, og opfylder saaledes Kristi Lov[152]. Thi om en mener at være noget, skjønt han intet er, da bedrager han sig selv[153]. Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til den anden[154]. Thi hver skal bære sin egen Byrde[155]. Men den som undervises i Ordet, bør holde Fællesskab om alt godt med den, som underviser ham[156]. Farer ikke vild[157]; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saar, det samme skal han og høste[158]. Thi hvo som saar i sit Kjød, skal af Kjødet høste Forkrænkelighed, og hvo som saar i Aanden, skal af Aanden høste evigt Liv[159]. Men lader os ikke blive trætte af at gjøre, hvad godt er; thi vi skulle høste i sin Tid, naar vi ikke give tabt. Altsaa lader os da, efter som vi have Lejlighed, gjøre det gode mod alle, men mest imod Troens Husfæller[160].

Ser,[161] med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen Haand[162]. Alle de, som ville tage sig godt ud i Kjødet[163], de nøde eder til at lade eder omskære, kun for at de ikke skulle forfølges for Kristi Korses Skyld. Thi end ikke de, der lade sig omskære[164], overholde selv Loven; nej de ville, at I skulle omskæres, for at de kunne rose sig af eders Kjød. Men langt være det fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors[165], ved hvilket Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden[166]. Thi hverken[167] Omskærelse eller Forhud har noget at sige, men en ny Skabning. Og alle de, som vandre efter denne Rettesnor[168], over dem være Fred og Barmhjærtighed, og over Guds Israel[169]. For det øvrige volde ingen mig Møje; thi jeg bærer Jesu Mærketegn paa mit Legeme[170].

Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eders Aand, Brødre! Amen.




  1. Kap. 1, 1-5: Hilsen, hvori Ap. (i Modsætning til Galaternes Vildfarelser) bevidner dels sit Apostelkalds guddommelige Udspring, dels at Frelsen alene er af Guds Naade i Kristus. I denne Hilsen ligger Brevets Grundindhold antydet, idet V. 1 nøjere udføres i Kap. 1—2, og V. 3. 4 i Kap. 3 og 4.
  2. Hans Apostelkald er ikke af Mennesker, af menneskeligt Udspring, eller ved noget Menneske, intet Menneske har indsat ham deri, men den opstandne Jesus Kristus.
  3. d. e. Pavlus's Ledsagere, som Galaterne kjendte fra hans Ophold hos dem.
  4. Se Rom. 1, 7 Anm.
  5. Den nærværende Tidsold, ɔ: Tiden indtil Kristi Tilkomst og den Aandsretning, der hersker i den (se Rom. 12, 2 Anm.). Denne er ond; thi Synden hersker og vokser i den (Ef. 5, 16; 1 Joh. 5, 19).
  6. Ikke efter vor egen Fortjeneste; jfr. Ef. 1, 11; Jak. 1, 18.
  7. Første Afsnit. Kap. 1, 6—2, 21: Det Evangelium, Pavlus har forkyndt Galaterne, er det eneste sande (1, 6-10); thi han har det ikke fra noget Menneske, men fra Kristus selv, og er altsaa de oprindelige Apostles Jævning; disse havde aldrig været hans Lærere (1, 11-24); tvært imod havde de erkjendt ham som deres jævnbyrdige Medapostel for Hedningerne (2, 1-10), og i Antiokia havde han hævdet sit Evangeliums Sandhed overfor Peder, da denne af Frygt for de jødisk-sindede gav efter for disses Fordringer (2, 11-21).
  8. Dette er det eneste af Pavlus's Breve til Menighederne, hvori han ikke begynder med en Taksigelse, — et Vidnesbyrd om Storheden af Galaternes Frafald.
  9. Saa snart, efter at Vranglærernehave traadt op iblandt eder (eller maaske: saa snart efter eders Omvendelse).
  10. Ordret: i Kristi Naade, ɔ: til at leve i den (medens I nu "ville være under Loven", 4, 21).
  11. Somme (ɔ: visse Folk), saaledes betegner Pavlus ofte Vranglærerne; se 1 Kor. 15, 12; 1 Tim. 1, 3. 6 o. a.
  12. Galaterne vare nær ved at lade sig forlokke til et anderledes Evangelium, ɔ: af en anden Art end det, de havde hørt af Pavlus, men det var ikke et andet, ikke et nyt Evangelium foruden, eller ved Siden af det, de først havde hørt; thi der er kun et eneste Evangelium; men Vranglærerne vilde vende op og ned paa Kristi Evangelium, saa det blev det modsatte af, hvad det er, blev et Middel til at føre Mennesker ind under Loven, istedenfor at Loven er Opdrager til Evangeliet.
  13. d. e. udelukt fra Kristi Naade; se Rom. 9, 3 Anm.; 1 Kor. 16, 22.
  14. Ved mit andet Ophold hos eder, Ap. Gj. 18, 23 (se Indl.).
  15. Disse Ord vise, at man hos Galaterne har beskyldt Pavlus herfor (jfr. 5, 11), hvilket ventelig har haft sin Grund i, at det var hans Grundsætning saavidt muligt at lempe sig efter de Ikke-Kristnes aandelige Stade, for at vinde dem for Evangeliet; se 1 Kor. 9, 19-23.
  16. Endnu, overfor det forvanskede Evangelium, som I ere blevne hildede af; thi da vilde jeg kun styrke eder i eders Frafald fra Kristus. (Naar det derimod kan hjælpe Mennesker fremad paa Frelsens Vej, gjør man ret i at "tækkes dem"; se Rom. 15, 2; 1 Kor. 10, 33).
  17. Heller ikke jeg, ligesaa lidt som de andre Apostle.
  18. Ikke alene ved Aabenbarelsen paa Vejen til Damask (Ap. Gj. 9), men ogsaa senere; se 1 Kor. 11, 23; 2 Kor. 12, 1 ff.; Ef. 3, 3; jfr. Ap. Gj. 26, 16.
  19. V. 13-14 viser, at han ikke før sin Omvendelse havde lært Evangeliet af Mennesker.
  20. d. e. Farisæernes Lærdomme; se Mk. 7, 3 ff.; Fil. 3, 5.
  21. d. e. ikke med noget skrøbeligt Menneske; jfr. Mt. 16, 17. — V. 15-24 viser, at han heller ikke efter sin Omvendelse havde lært Evangeliet af Mennesker.
  22. Se Ap. Gj. 9, 22 Anm.
  23. Peder; se 1 Kor. 1, 12. Om denne Rejse, se Ap. Gj. 9, 26 ff.
  24. Se Ap. Gj. 12, 17 Anm. — Istf. men kun kan man ogsaa oversætte: uden Jakob; saa regnes Jakob til Apostlene, formodentlig fordi han var en af Menighedens "Piller" (2, 9).
  25. Om denne Rejse fortælles i Ap. Gj. 9, 30, at Pavlus drog fra Kæsarea til Tarsos; men her se vi, at han ikke har taget den lige Vej til Søs, men er gaaet i Land i Syrien og saa har rejst over Land.
  26. Jeg havde altsaa intet Samkvem med dem og lærte intet af dem.
  27. Se Ap. Gj. 6, 7 Anm.
  28. Dette maa være den i Ap. Gj. 15 omtalte Rejse til Apostelmødet, hvor netop Spørgsmaalet om de Hedningkristnes Frihed for Moseloven og dermed om Pavlus's Forkyndelse blev drøftet og afgjort. I Ap. Gj. 15, 2 fortælles, at Pavlus, Barnabas og "nogle andre" droge derop; blandt disse har altsaa Titus været. Denne Rejse fandt Sted efter fjorten Aars Forløb, regnede fra den forrige i 1, 18 omtalte Rejse, altsaa da han alt havde en stor Apostel-Gjerning at vise tilbage til. — Pavlus nævner ikke her den Rejse til Jerusalem, som han foretog Aar 44 med en Gave til Menigheden i Jerusalem (Ap. Gj. 11. 30; 12, 25), formodentlig fordi der den Gang, under Agrippas Forfølgelse, slet ingen Lejlighed var til Forhandling med Apostlene (Gaven blev kun sendt til "de Ældste").
  29. Altsaa ikke fordi jeg blev stævnet dertil af de andre Apostle. I Ap. Gj. 15, 2 omtales ikke denne Aabenbaring, men kun den udvortes Anledning til hans Rejse, nemlig at Menigheden besluttede en saadan Sendefærd. Paa lignende Maade tales der om den ydre og den indre Grund til, at Pavlus forlod Jerusalem, Ap. Gj. 9, 29 og 22, 17-21.
  30. d. e. for at det maatte blive vitterligt, at hverken mit fremtidige eller mit hidtidige Arbejde i Herrens Tjeneste var forgjæves. Løbeøø, se Fil. 2, 16; 1 Kor. 9, 26 Anm. — De ansete, ɔ: Peder, Johannes og Jakob; se V. 6-9.
  31. Titus blev ikke nødt (af de ansete og Menigheden) til at lade sig omskære, da de derved vilde have givet de falske Brødre (de farisæiske Jøde-Kristne, Ap. Gj. 15, 1. 5) Medhold i deres Paastand, at Omskærelsen var nødvendig til Frelse, hvorved de Kristne (vi) vare blevne til Trælle under Loven og havde mistet den kristelige Frihed. — Noget helt andet var det, at Pavlus senere af Hensyn til Jøderne omskar Timoteos; se Ap. Gj. 16, 3.
  32. Ved Eftergivenhed mod hine vilde Evangeliet være blevet forvansket, saa at de Hedningekristne altsaa ikke havde beholdt det sande Evangelium.
  33. Hermed sigtes vist ikke til, at de fordum havde vandret med Herren, men til det Fortrin, de kunde synes at have ved deres Forhold til Jesus, førend de bleve hans Disciple, navnlig til, at Jakob var Herrens Broder (og maaske til, at Johannes var hans Søskendebarn). Dette lægger Pavlus ingen Vægt paa, ligesaa lidt som Gud, der er upartisk (Ap. Gj. 10, 34) og derfor ikke værdsætter Mennesker efter deres udvortes Fortrin.
  34. Altsaa de erkjendte det Evangelium, som jeg forkynder, for det fulde og sande.
  35. Dette saa de af, hvad Pavlus havde fortalt dem om sit Evangelium, V. 2, og om "de store Tegn, Gud ved ham havde gjort blandt Hedningerne", V. 9; Ap. Gj. 15, 12.
  36. Jakob, Herrens Broder, nævnes først, fordi han den Gang var den ledende Mand i Modermenigheden i Jerusalem; se Ap. Gj. 12, 17 Anm.
  37. Piller, ɔ: de bærende og ledende Personligheder, som stode urokkelig fast i Menigheden.
  38. Det var altsaa ikke noget nyt, man her paalagde Pavlus, men snarere en Godkjendelse af hans Færd. Pavlus havde nemlig før den Tid bragt milde Gaver til de fattige i Menigheden i Jerusalem, Ap. Gj. 11, 30, og ligeledes senere, Rom. 15, 25; 1 Kor. 16, 1. Grunden til, at der lægges en saa særlig Vægt paa disse Gaver, er sikkerlig især den, at de vare et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at de Skranker, der hidtil havde skilt Jøder og Grækere (Hedninger), nu vare sprængte, saa at de vare forenede til én Menighed og ét Folk i Kristus (3, 28), en Tanke, der for Datiden var aldeles ny og hidtil uhørt (jfr. Indl. til 2 Kor. 8). — Man har undret sig over, at Pavlus ikke her omtaler Apostelmødets "Bestemmelser" (Ap. Gj. 15, 29; 16, 4); men dette har sin Grund i, at disse kun vare midlertidige og givne af Hensyn til Jødernes Omvendelse, hvorfor de ikke angik Galaterne; se Ap. Gj. 15, 21 Anm.
  39. Se Ap. Gj. 15, 35 Anm. Peder var domfældt (han "handlede uforsvarlig"), idet hans egen Færd dømte ham; jfr. V. 18.
  40. d. e. med de Hedninge-Kristne. Jøderne holdt dette for lovstridigt, fordi man derved kunde komme til at nyde "urene Dyr", ɔ: det, som var forbudt i Loven (Ap. Gj. 11, 3). Men Peder viste sig herved frigjort fra Loven.
  41. Disse have altsaa ment, at for Jøde-Kristne vedblev Loven at være nødvendig til Frelse (ret som om der var to Slags Kristne og to Frelsesveje, en for Jøder og en for Hedninger; se Indl. til Rom. 4).
  42. Det var Hykleri, fordi de nu i deres Færd fordulgte den Overbevisning, de tidligere havde lagt for Dagen, at Moseloven var afskaffet.
  43. Naar Pavlus saaledes kunde irettesætte Peder, maatte hans Forkyndelse være den rette, og han selv være jævnbyrdig Apostel med Peder. — Pavlus's Tiltale til Peder gaar til Kap.s Ende. Efter først at have irettesat Peder for hans Færd (V. 14), gaar han over til den Grundsandhed, hvoraf Forholdet til Hedningerne afhang, og hvorom han og Peder vare enige: at Mennesket ikke retfærdiggjøres ved Lovs-Gjerninger, men ved Kristi Tro (V. 15-16). Staar den fast, saa gjør man Synd ved i sit Levned at fornegte den (V . 17. 18); thi saa ere vi døde for Loven og leve for Gud i Kristi Tro (V. 19-21).
  44. Ved at spise sammen med Hedninge-Kristne (V. 12).
  45. Du nøder dem, idet du nu retter dig efter Jødernes Fordringer, hvorved de Hedninge-Kristne nødes til at gjøre det samme, hvis de ikke ville give Afkald paa at kjendes for Brødre.
  46. V. 15. 16: Skjønt vi (du og jeg) som fødte Jøder have det Fortrin fremfor Synderne af Hedninge-Rod at have Guds Lov og høre til Guds Folk (Rom. 9, 4 f.), saa have dog ogsaa vi troet paa Kristus for at blive retfærdiggjorte, da vi vide, at ingen kan blive retfærdiggjort udaf Lovs Gjerninger.
  47. Hedningerne kaldes efter Jødernes Talebrug: Syndere ("uretfærdige, lovløse", 1 Kor. 6, 1; 9, 21), fordi de ikke havde Loven, hvorfor ogsaa Synden gik langt mere aabenlyst i Svang hos dem end hos Jøderne.
  48. Menneskets Retfærdiggjørelse (Frikjendelse, hvorved han staar som retfærdig for Gud, Rom. 3, 24 Anm.) opnaas ikke udaf hans egne Lovs-Gjerninger (se Rom. 3, 20 Anm.), men kun ved Kristi Tro. Dette kan betyde: ved det, som Kristus (i sit Ord) har givet os Magt til at tro (og som vi have modtaget i vort Hjærte); eller ogsaa: ved at tro paa Kristus (se Rom. 3, 22 Anm.). Den første Forstaaelse er sikkerlig her den rette.
  49. Pavlus siger: vi vide (det er en for os begge vitterlig Sag), og: vi have troet, idet han véd, at Peder er enig med ham heri. Dette havde Peder selv nylig i Pavlus's Paahør udtalt paa Apostelmødet, Ap. Gj. 15, 10. 11 (men vedkendte han sig ikke dette i sit Levned, saa erklærede han i Gjerning sig selv for at have "syndet" mod Loven ved at søge Retfærdiggjørelse i Kristus alene, V. 17-18).
  50. V. 17-18: At Peder havde draget sig tilbage fra Omgang med Hedningerne som fra noget lovstridigt, viste jo, at han ved at søge Retfærdiggjørelsen i Kristus, uden Lovs-Gjerninger, selv fandtes at være en Synder, havde stillet sig i Klasse med de "lovløse" hedenske "Syndere" (V. 15). Men viser det sig saa herved, at Kristus er en Syndens Tjener, ɔ: at han ved sit Evangelium fører Mennesker til at blive Lovbrydere? (hvilket vilde være Tilfældet, hvis Loven endnu var nødvendig til Frelse). Ingenlunde! Thi (V. 18) naar en igjen opbygger det, han har nedbrudt (sætter Loven i Kraft, efter at han har erklæret den for afskaffet; jfr. Ef. 2, 14), saa viser han dermed, at han selv endnu staar under Loven (udenfor Kristus), og at han var en Lov-Overtræder, naar han før levede uden Hensyn til Loven.
  51. At Kristus ikke er "en Syndens Tjener", godtgjør Pavlus nu yderligere i V. 19. 20, idet han i Modsætning til Peders Vaklen udtaler sit (det rette kristne) Stade, som er, at være død for Loven og leve for Gud, ikke selv at leve, men at Kristus lever i os ved Troen. — Thi jeg døde for Loven (ordret: for Lov), saa at ingen udvortes Lov har mere af mig at kræve, jeg er frigjort fra den. Og dette skete ved Loven (ordret: ved Lov), idet Loven blev mig en "Opdrager til Kristus" (3, 24). (Hvorledes dette gik til, skildres Rom. 7, 7-25). Men denne Frigjørelse fra Loven er ikke "Lovløshed", Frihed til at gjøre, hvad man lyster; nej den skal føre os til den rette Lydighed, til at leve for Gud (se Rom. 6, 11-23). Tanken i V. 19, smlg. Rom. 7, 1-6.
  52. Ved sin Korsfæstelse frikjøbte Kristus os fra Loven og Lovens Forbandelse (se 3, 13; 4, 5); derfor ere vi ved vor Daab til Livssamfund med ham korsfæstede med ham og afdøde fra Loven og dens Krav; se Rom. 6, 3-6. Men saa er det ikke længer vort eget Jeg, vort naturlige Selv, der skal leve og raade; nej, det maa vi "miste", om vi skal følge Kristus efter (se Mt. 16, 24-26), saa han lever i os, hans Vilje og Kjærlighed hersker i os. (Den der vil frelses ved Loven, lever sig selv, hvilket Peder havde vist ved at rette sig efter de Jødekristnes falske Krav, for at undgaa deres Domme).
  53. Dersom Retfærdighed (for Gud) skal faas ved Lov, ɔ: ved vor Lovopfyldelse, saa er Guds Naade ophævet (sat ud af Kraft, afskaffet), thi saa er Kristus død for intet, han "har ikke noget for" sin Død, har ikke dermed vundet os Guds Naade og Frelse.
  54. Andet Afsnit, Kap. 3—4: Her angriber Ap. den Vildfarelse, som havde faaet Indgang hos Galaterne, og viser, at Livet og Friheden faas ved Troen, men Loven fører under Synd og Trældom. — V. 1-14: Ap. viser udaf Galaternes egen Oplevelse og af Gl. Test., at den Hellig-Aand og Guds Velsignelse faas ved Troen, ikke ved Lovs-Gjerninger (V. 1-9). Thi den, der bygger paa disse, er under Lovens Forbandelse (V. 10-12). Men fra den har Kristus kjøbt os fri, for at vi ved Troen skulle faa den forjættede Velsignelse og Aanden (V. 13-14). Altsaa vi frelses kun ved Troen.
  55. Pavlus havde ved sin Forkyndelse om Kristi Lidelses gjenløsende Kraft fremstillet denne saa levende for dem, at de saa at sige havde set Kristus for Øjne, som om han var korsfæstet iblandt dem; dette Syn skulde have bevaret dem for at "forgjøres", men nu havde de glemt det. Ap. fremhæver særlig den korsfæstede Kristus, fordi den, der søger Frelse ved sine Gjerninger, vrager og fornegter Kristi Korses Kraft; jfr. 2, 20 (6, 12). — Ordene: iblandt eder læses ikke i de ældste Hskr.
  56. I havde jo slet ingen Lovs-Gjerninger at opvise, men I fik Aanden (som gjør os visse paa, at vi ere Guds Børn; 4, 6; Rom. 8, 15 f.) udaf troende Hørelse (ved med Tro at høre det Ord, hvormed den Hellig-Aand kom til eder). En saadan Tro indeholder slet ingen Fortjeneste, thi den er kun en Modtagelse; men alt udrettes af Aanden ved Ordet, naar det modtages i Tro.
  57. Kjød, er Menneskets medfødte syndige (selviske og selvraadige) Natur (se Rom. 7, 5). Denne raader i den, der vil frelses ved Gjerninger.
  58. Dette kan forstaas: have I forgjæves udstaaet saa mange Lidelser for Kristi Skyld? Om disse er der ellers ikke fortalt noget; men det kan være troligt nok, at ogsaa Galaterne, som de andre asiatiske Menigheder, have haft Trængsler for Evangeliets Skyld (jfr. 6, 12). Dog maa det sikkerlig rettere forstaas: have I forgjæves oplevet saa meget, ɔ: saa megen Naade (som er beskrevet V. 1-3)? Skal alt dette være spildt paa eder? — om ellers virkelig forgjæves, ɔ: jeg haaber dog, at det ikke skal være uden Frugt.
  59. Svaret er underforstaaet som selvfølgeligt: "det var udaf Tros-Hørelse, ligesom Abraham troede". Se 1 Mos. 15, 6 (Rom. 4, 3).
  60. Vranglærerne havde paastaaet, at Hedningerne, for at blive Abrahams Børn og arve hans Velsignelse, skulde give sig ind under Moseloven; men Ap. viser (V. 7-9) udaf G. T., at de kun opnaa det udaf Tro.
  61. d. e. i Skriften er forud set og forud sagt (1 Mos. 12, 3; 18, 18), at Gud nu retfærdiggjør udaf Tro.
  62. Naar alle Folkene skulle velsignes i Abraham, saa maa det være udaf Tro; thi det maa ske ad samme Vej, som Abraham selv gik (jfr. Rom. 4, 11-16), og (V. 10-12) efter Lovens eget Vidnesbyrd kan man ikke faa Velsignelse, men kun Forbandelse ved at tage Loven som Udgangspunkt for sit Liv. — At være udaf Tro og udaf Lovs-Gjerninger, vil sige, at Tro eller Gjerninger staar som den Kilde, den Livsgrund, hvoraf ens Liv og Færd udspringer.
  63. 5 Mos. 27, 26. Det forudsættes som givet, at enhver i sin Samvittighed vil vide, at han ikke har opfyldt alle Lovens Bud. Og at ogsaa Gl. Test. forudsætter dette, vises yderligere i V. 11 udaf det dèr anførte Ord af Hab. 2, 4, hvori der udtales, at Livet og Frelsen faas udaf Tro (se Rom. 1, 17).
  64. 3 Mos. 18, 5 (Rom. 10, 5). Gjør dem, ɔ: Buddene. — Mening: Loven stiller ikke Tro, men Gjerninger som Vej til Livet.
  65. Kristus frikjøbte os (Jøder; se 4, 5), ved at give sig selv som en Løsepenge i vort Sted (Mt. 20, 28), fra Lovens Forbandelse (den Forbandelse, som Loven, Guds Lov, lægger paa Overtræderne, V. 10), idet han, som selv var uden Synd, gav sig ind under denne Forbandelse (2 Kor. 5, 21; Es. 53, 5) og lod sig hænge paa Korsets Træ som en, der var forskudt af Gud (jfr. Mt. 27, 46). Dette skete, for at (V. 14) Hedningerne i Kristus og ved Troen skulde frelses; thi ved Korsets Død har Kristus nedbrudt Lovens Skillemur mellem Jøder og Hedninger (se Ef. 2, 14-18).
  66. 5 Mos. 21, 23.
  67. Naar vi faa den Hellig-Aand, opfyldes paa os Guds Forjættelse fra den gl. Pagt om Livet i Gud under den ny Pagt (se Lk. 24, 49). Men det er Guds Raad, at vi, baade Jøder og Hedninger, skulle modtage denne Forjættelse (ɔ: faa den opfyldt, Hebr. 9, 15 = faa den forjættede Aand), ikke ved Lovs-Gjerninger, men ved Troen, saaledes som Galaterne selv havde oplevet det; se V. 2. 5.
  68. I V. 15-29 godtgjør Ap. gjennem en ny Bevisførelse, at vi have nok i Troen og ikke behøve Loven til Frelse, eftersom vi ved Troen og Daaben ere blevne iførte Kristus og i ham ere blevne Guds Børn og Arvinger til Abrahams Velsignelse. — Saa lidt som nogen med Rette kan ophæve eller ændre en retsgyldig menneskelig Arvepagt (Testament), ligesaa lidt kan Guds Forjættelses Pagt, der udtrykkelig forudsætter, at der kun er én Frelsesvej for alle, ophæves af Loven, som er langt senere end Forjættelsen (V. 15-18). Loven er given midlertidig, for Overtrædelsernes Skyld, ikke for at ophæve Forjættelsen, men for at opdrage Israel til dens Opfyldelse i Kristus, ved Troen (V. 19-25). De der have naaet til Troen, ere ikke under Loven, men ere Guds frie Sønner og Arvinger til Velsignelsen (V. 26-29).
  69. d. e. jeg drager en Slutning fra de sædvanlige menneskelige Livsforhold; jfr. 1 Kor. 9, 8.
  70. Forjættelserne (baade om Velsignelsen, 1 Mos. 22, 18, og navnlig om Besiddelsen af Kanaan, Forbilledet paa det himmelske Fædreland, 1 Mos. 13, 15; 15, 18) bleve tilsagte, ɔ: de hvilede blot paa Guds Tilsagn, uden at kræve nogen Ydelse eller Gjerning fra Menneskers Side. I det følgende vises, at dersom Loven var en Ophævelse af eller en Tilføjelse til Forjættelsens Pagt, saa blev der to Abrahams "Sæde" (Ætter), thi Vilkaaret for at faa Del i Velsignelsen blev da et andet efter Lovens Givelse end før den. Men naar der ikke siges: Sædene, som om mange, d. e. naar i Forjættelserne Ordet Sæd ikke er brugt i Flertal, men i Enkelttal, viser det, at der ikke er to "Sæde" (Ætter), saa at én skulde arve Velsignelsen udaf Lovs-Gjerninger, en anden udaf Troen, men der er kun én Abrahams-Æt, den som aandelig er indesluttet i Kristus.
  71. Da Pavlus ellers altid, baade i dette Afsnit (V. 29) og andensteds (Rom. 4, 13. 16 o. a.), forklarer "Abrahams Sæd" om hele hans Æt, kan Meningen her ikke være, at Enkelttallet Sæd skulde betegne Kristus som Enkeltperson; men den Abrahams-Sæd er Kristus, dels fordi hele Abrahams-Ættens (det troende Israels) Udvikling har sit Endemaal i ham, dels fordi den forjættede Velsignelses hele Fylde er indesluttet i ham som Hovedet, saa at man kun kan blive et Lem af Abrahams Æt ved at tro paa og indlemmes i Kristus (V. 14. 29), og i ham ere alle de troende, trods al ydre Forskjel, en Enhed (V. 28).
  72. 2 Mos. 12, 40.
  73. Og saa er Forjættelsen "gjort til intet" (V. 17; Rom. 4, 14).
  74. Loven blev tilføjet, ved Siden af Forjættelsen, dog ikke som om Gud vilde give et Tillæg, der skulde ændre Frelsesvejen, men for Overtrædelsernes Skyld, ɔ: for at Synden skulde fremtræde som bevidste Overtrædelser (se Rom. 4, 15; 5, 20 Anm.); og saaledes blev Loven for Israel en Opdrager til Kristus og til Troen (til Forjættelsens Opfyldelse). — V. 19. 20 viser, at det baade af Lovens Væsen og af dens Tilblivelse fremgaar, at den er noget midlertidigt og er underordnet Guds Naadepagt.
  75. Se Ap. Gj. 7, 53. Loven blev given ved Tjenere, Forjættelsen af Gud selv.
  76. Eller: en Mægler tilhører ikke én (men to Parter), d. e. hvor der er en Mægler (her: Moses, se 5 Mos. 5, 5), er der ikke én, men to Parter, og den Pagt, som sluttes ved en Mægler, bliver altsaa usikker, idet den beror paa, at begge Parter opfylde hver sin Del af Overenskomsten. Men Gud (som gav Forjættelsen) er én, ɔ: er ene om baade at give og at opfylde den, og han er altid enig med sig selv, den uforanderlige og trofaste, som vil opfylde sin Forjættelse, selv om Mennesker ere utro og derfor gaa glip af den; jfr. Rom. 3, 3 f.; 9, 6; 11, 29.
  77. Loven er altsaa (V. 19. 20) forskjellig fra og staar lavere end Forjættelserne; men staar den derfor i Modstrid med dem? Nej. Dette vilde den nemlig kun gjøre, hvis en Lov kunde levendegjøre, give Mennesket det evige Livs Kraft til at opfylde den (da vilde den nemlig kunne træde i Guds Naades Sted); men (V. 22) det kan Moseloven ikke (den slaar tværtimod ihjel, 2 Kor. 3, 6); thi Skriften (det Gl. Test., som hviler paa Loven; se Rom. 3, 10-19; jfr. 11, 32) har indesluttet alt under Synd, godtgjort, at alle ere Syndere, saa de ikke kunne undslippe denne Kjendelse.
  78. Syndserkjendelsen og Følelsen af vor Afmagt overfor Synden er det nødvendige Gjennemgangsled til Retfærdiggjørelsen; se 2, 19.
  79. Forjættelsen (ɔ: det forjættede, den forjættede Naade) kan ikke vindes eller fortjenes "udaf Lov" (V. 21), ved Lovs-Gjerninger, men skal gives de troende udaf Kristi Tro, ɔ: Kristi Ord, som vi tro, er den Kilde, hvoraf de som tro, øse den forjættede Naade; se Rom. 3, 22 Anm.
  80. Der har været troende Mennesker før Kristus, ogsaa under Loven; men først da Jesus Kristus havde fuldbragt sin Frelsergjerning, kom og aabenbaredes Troen (den kristne Tro, Troens Ord, Ap. Gj. 6, 7 ; Rom. 10, 8).
  81. Loven holdt Israel under stadig Opsigt og Bevogtning, for at de ikke skulde komme bort fra Forjættelsen og dermed ogsaa holdes borte fra Troen, naar den blev aabenbaret.
  82. Naar den, der er under Opdrager (den "umyndige", 4, 3), har naaet det Maal, han opdroges til, er Opdragerens Hverv endt (Rom. 10, 4).
  83. I alle (baade Hedninge- og Jøde-Kristne) ere Guds Sønner (ɔ: ikke længer under Bevogtning og i Trældom, men frie; se 4, 7), og dette bleve I ved Troen og i Kristus, fordi I (V. 27), da I bleve døbte til Kristus (ind i ham, Rom. 6, 3), hvorved I fik Magt til saadan Tro, bleve iførte Kristus (eller: iførte eder Kristus; jfr. Rom. 13, 14), fik Sønnekaar og Syndsforladelse i ham. — Istf. ved Troen, i Kristus kunde man ogsaa overs.: ved Troen paa Kristus.
  84. For vort Sønneforhold til Gud i Kristus have alle folkelige, borgerlige og Kjøns-Forskjelle intet at sige; det gjælder kun om, at vi ere i Kristus; thi i ham ere vi alle én, udgjøre "ét Legeme" (1 Kor. 12, 12 f.); jfr. 5, 6; 6, 15; Kol. 3, 11.
  85. Ikke derimod ved Loven.
  86. Kap. 4, 1-11: Saa længe en Arving er umyndig, er han ligesaa afhængig som en Træl; og saaledes vare Forjættelsens Arvinger i Trældom indtil Tidens Fylde, da Guds Søn kom og frikjøbte de lovbundne, for at alle, som tro, skulde faa Sønnekaar (V. 1-7). Hvor kan saa I Galatere nu falde tilbage til eders forrige Trællestand (V. 8-11)!
  87. Ordene: Men jeg siger, betegne, at der nu følger en nærmere Udførelse af noget før sagt (af Billedet af Loven som Opdrager, 3, 24).
  88. d. e. skjønt alt tilhører ham.
  89. Formynderen har Tilsyn med ham og foreskriver ham, hvad han skal gjøre, Husholderen styrer hans Ejendom.
  90. Naar Ap. i dette Afsnit siger: vi , taler han om hele Menigheden baade af Jøder og Hedninger (vistnok har han her i V. 3 nærmest Jøderne for Øje; dog vare ogsaa Hedningerne efter Guds Raad "Arvinger", hvorvel de ikke selv vidste det); om Jøderne taler han i 3dje Person: "dem under Lov", V. 5; og til de Hedningekristne taler han i 2den Person: "I ere Sønner:, V. 6.
  91. Verdens Børnelærdom (V. 9; Kol. 2, 8. 20), som var vor "Formynder" (V. 2), betegner en saadan Lærdom og navnlig saadanne Forskrifter om det aandelige og evige, som passer sig for dem, der endnu høre til "Verden" og ikke ere komne ind i Guds Rige med Borgerskab i Himlene (Fil. 3, 20), alle dem, som endnu ikke have lært at "tilbede Gud i Aand og Sandhed" (Joh. 4, 23). Kun i Kristus lære vi dette og faa Magt dertil; thi kun ved ham faa vi den Hellig-Aand, den frie Sønnerets Aand. Ogsaa Moseloven med dens udvortes Bud var, naar den tages for sig selv bortset fra Forjættelsen, en saadan "Verdens Børnelærdom"; den var kun et "Gjærde" om Forjættelsen og om det Folk, som havde Forjættelsen; derfor var den midlertidig og bestemt til at bortfalde, naar dens Opdrager- og Formynder-Gjerning var til Ende og Forjættelsen opfyldt.
  92. I Udtrykket Tidens Fylde ("den af Faderen fastsatte Tid", V. 2), lignes Tiden ved et Kar, som fyldes Draabe efter Draabe, indtil det bestemte Punkt, da det bliver fuldt.
  93. Han var altsaa til som Guds Søn, inden han blev Menneske.
  94. d. e. født som Menneske, og født som Israelit.
  95. Mennesker lagdes under Lov (bleve lovbundne), fordi de ikke opfyldte den (3, 19); thi den, der opfylder Loven, er ikke under, men med og i Loven. Men ligesom Kristus gav sig under Lovens Forbandelse for at frikjøbe de lovbundne fra denne (3, 13), saaledes gav han, den syndfri, sig ogsaa under Lov, for at kjøbe de lovbundne fri fra Lovens Aag, og for derved at nedbryde Skillemuren mellem Jøder og Hedninger, saa at vi (alle, som tro) kunde opnaa Sønneretten, blive adopterede, antagne som Guds frie Sønner i ham (se Rom. 8, 15 Anm.).
  96. Her vender Ap. sig til hver enkelt i Menigheden: du er Søn og Arving (til Forjættelserne og Guds Rige), dog ikke ved dine egne Gjerninger, men ved Gud, ɔ: Gud har virket det ved sin Søn.
  97. Afguderne vare ikke Guder af Natur, ɔ: i sig selv, men Mennesker havde gjort dem dertil. For disse trællede Hedningerne, thi forsaavidt de ikke tog Livet i Letsindighed, levede de i en stadig Frygt for Gudernes "Avindsyge", som ikke vilde taale, at Mennesker bleve for lykkelige.
  98. Vor Erkjendelse af Gud er altfor stykkevis, til at den skulde veje noget; men hvad der har Vægt og Betydning er, at Gud kjender og har vedkjendt sig os; jfr. 1 Kor. 8, 2. 3.
  99. Det kunde synes paafaldende, at Ap. her stiller Galaternes forrige Hedenskab, altsaa Menneskeværk, paa lige Trin med den Lov, Gud havde givet sit Ejendomsfolk. Men naar man tager Loven for sig selv alene, som Maalet, istedenfor at den af Gud var sat som Middel til at komme paa Vej til Maalet, og tager den som Frelsesvej, medens den af Gud var sat som en Opdrager til at komme ind paa Vejen, der aabnes os i Kristus, saa forvender man Loven til Menneskeværk, idet den gjøres til noget andet, end Gud havde bestemt den til; den bliver til "Bogstav", en Række udvortes Regler og Forskrifter, der høre "Verden" til, ligesaa vel som de Regler, hvorefter Hedningerne tjene deres Guder, og den bliver ligesaa magtesløs og fattig som disse til at frelse og levendegjøre. Navnlig gjælder dette, naar man sætter Moselovens Festskikke som nødvendige til Frelse (V. 10), ret som det evige Liv var afhængigt af Dage og Tider.
  100. d. e. Sabbatsdage, Nymaanefester, Festtider (de store Højtider hos Israel varede en Uge) og Hvileaar; jfr. Kol. 2, 16.
  101. V. 12-20: Ap. taler Galaterne til Hjærte og beder dem at afkaste Lovens Aag, ligesom han selv har gjort, idet han minder dem om, med hvilken inderlig Glæde de fra først af modtoge hans Forkyndelse (V. 12-15). Nu er dette ved Vranglærernes slette Nidkjærhed for dem blevet anderledes; men det er hans inderlige Ønske atter at føre Galaterne paa den rette Vej (V. 16-20). Dernæst, V. 21-31, viser han dem, at Lovbogens Fortælling om Ismael og Isak forbilledlig godtgjør, at kun den, der er fri for Loven, er Arving til Guds Rige.
  102. d. e. vorder fri for Loven, ligesom jeg; thi ogsaa jeg, som fordum var saa nidkjær for Loven, er vorden som I Hedninger, uden Loven (se 1, 14; Fil. 3, 6-8).
  103. I have ikke gjort mig personlig nogen Uret (og have derfor ingen Grund til at tænke, jeg er vred paa eder, men I kunne møde mig med fuld Tillid); men (V. 13. 14) tværtimod have I, den Gang jeg ved mit første Komme forkyndte eder Evangeliet, ikke haanet min Svaghed, men modtaget mig som en Guds Engel, ja som Kristus selv.
  104. Se Ap. Gj. 16, 6 Anm. Pavlus havde altsaa ikke haft i Sinde at prædike i Galatien, men var ved en Sygdom bleven nødt til at gjøre Holdt, og havde da brugt Tiden til at forkynde Evangeliet. Hvad for en Sygdom han har lidt af, vide vi ikke; men V. 14 tyder paa, at det var en saadan, som kunde friste dem til at "ringeagte" ham og "væmmes ved" ham, og dermed ogsaa ved hans Forkyndelse. Sandsynligvis har det været den samme Lidelse, som han 2 Kor. 12, 7 kalder "en Torn i hans Kjød" (man har paa Grund af V. 15 gjættet paa, at det skulde være en slem Øjensygdom).
  105. Fristelse, til at slaa Vrag paa Evangeliet.
  106. Den Gang priste I eder salige, paa Grund af mit Evangelium; men hvad er der nu blevet af den Salighed?
  107. Holde I det nu for Fjendskab mod eder, at jeg (ved mit andet Ophold hos eder, 1, 9) talte Sandhed til eder? "Sandhed er ilde hørt."
  108. De, ɔ: Vranglærerne, have en uret Nidkjærhed for eder (mods. 2 Kor. 11, 2), thi de ønske ikke eders Fremgang, men ville lukke af for eder, holde eder borte fra Menighedssamfundet, gjøre eder til Separatister, der kun ere nidkjære for dem, ere deres personlige Tilhængere.
  109. Det er godt nok, at I ere nidkjære, naar det kun er for, hvad godt er; men pas vel paa, at den Nidkjærhed findes til enhver Tid, og ikke blot medens jeg er hos eder. — Man kan ogsaa oversætte: det er godt at være Gjenstand for Nidkjærhed i, hvad godt er, d. e. det er godt, at hine ere nidkjære for eder, fordi de se, hvor godt det stod til med Livet hos eder; men pas vel paa, at dette stadig kan være saa.
  110. Ap. ligner den smertelige Blanding af Frygt og Haab, hvorunder han havde arbejdet paa, at Kristus skulde fødes i deres Hjærter, med en Moders Fødselssmerte (ellers ligner han sig ved en Fader, 1 Kor. 4, 15; Filem. 10); men denne Smerte føler han nu atter, for at Kristus maa vinde Skikkelse i dem, baade i hans Lidelse og Opstandelse (Fil. 3, 10), saa det bliver kjendeligt, at han lever i dem.
  111. d. e. tiltale eder i den Tone og paa den Maade, som jeg da vilde skjønne var den rette til at naa eders Hjærte.
  112. Loven, ɔ: de 5 Mosebøger (Luk. 24, 44). Det Gl. Test. oplæstes i Menighedens Forsamlinger; jfr. Rom. 7, 1 Anm.
  113. d. e. ved naturlig, kjødelig Avling; se 1 Mos. 16.
  114. Det var Forjættelses-Ordet (1 Mos. 17, 16; 18, 10), som gav Sara Evne til at undfange og føde.
  115. Abraham havde to Slags Afkom, den ene avlet paa kjødelig Vis (Ismael), den anden ved Forjættelsen (Isak), et naturligt Forbillede paa de to Slags Abrahams-Børn: "Israel efter Kjødet", som vel nedstammede fra Abraham, men vilde frelses ved Loven og ikke delte hans Tro, og det sande aandelige Israel af alle Folkefærd, som er Abrahams Æt ved Troen (3, 29; 6, 16; Rom. 9, 7 Anm.). Her fører Pavlus dette Billede videre ud, til Stammødrene til de to Ætter.
  116. Sinaj og Pagten derfra har sit Forbillede i Hagar (V. 24); thi ligesom Hagars Æt (Hagarenerne eller Ismaeliterne) bor i Arabien, ligger ogsaa Sinaj i Arabien, udenfor det forjættede Land ("Hagars Børn" er et Navn paa Araberne, Baruk 3, 23). — Andre læse: Thi Hagar er Sinaj Bjærg i Arabien, ɔ: Hagar er i Arabien Navnet paa Sinaj Bjærg (Ordet Hagar betyder paa Arabisk: en Sten, et Fjæld).
  117. I Trældom, under Loven.
  118. Her maa underforstaas: "til hvilket den frie Kvinde Sara svarer". Jerusalem heroventil = "det himmelske Jerusalem" (Hebr. 12, 22), som ved Dagenes Ende skal aabenbares, ɔ: den hellige almindelige Menighed, som i Kristus har Bolig og Borgerskab i Himlene, Ef. 2, 6; Fil. 3, 20.
  119. Es. 54, 1. I Modsætning til hende, som har Manden, ɔ: Israels Menighed før den babyloniske Udlændighed, med hvem den gamle Pagt endnu bestod, taler Profeten her til Israel under Udlændigheden, som den Gang var forskudt af Herren og derfor ufrugtbar og enlig, og han varsler, at denne Menighed dog skulde faa mange flere Børn end den første, nemlig naar den Frelse var fuldbragt, som omtales i Es. 53 (at Messias skulde lide for Synderne), og til hvilken Udfrielsen af Udlændigheden var det første Skridt. Hvad der forjættes denne "enlige Kvinde", opfyldes altsaa først paa den kristne Menighed.
  120. Se Rom. 9, 9. Istedenfor Men I, læse andre: Men vi.
  121. 1 Mos. 21, 9. Næsten alle Forfølgelser i den første Tid udgik jo fra Jøderne; men Følgen deraf blev ogsaa, at de "bleve uddrevne", ɔ: gik glip af Guds Rige. Se Ap. Gj. 13—18 Kap. Dette indeholder en alvorlig Advarsel for dem, der vilde være under Loven.
  122. Dette var Saras Ord, som derefter stadfæstedes af Herren; se 1 Mos. 21, 10, 12. Jfr. Joh. 8, 35.
  123. Tredje Afsnit, Kap. 5. 1—6, 10: Formaninger. Staar fast i den kristelige Frihed; at lade sig omskære er at give sig under Loven og at gaa glip af Frelsen i Kristus, som kun vindes ved Troen (5, 1-6). At I ere blevne lokkede dertil, er ikke fra Gud, men den der forvirrer eder, skal faa sin Dom (V. 7-12). Thi I bleve kaldede til Frihed, og den viser sig i Kjærligheden (V. 13-15). Altsaa: vandrer i Aanden, saa ere I fri fra Kjødets og Lovens Trældom (V. 16-26).
  124. Dersom I optage Omskærelsen som nødvendig til Frelse ved Siden af Troen paa Kristus, saa sætte I Loven i Steden for Kristus, og saa gavner Kristus eder intet. Thi Omskærelsen er ikke en enkeltstaaende Skik, der kunde forenes med Kristendommen, men den er Tegnet paa selve Lovens Pagt, og den Kristen, der lader sig omskære, giver sig derved ind under hele Loven og bliver skyldig at opfylde hele Loven (3, 10) for at frelses (V. 3); men saa udelukker han sig selv fra Naaden og fra Kristus (V. 4). Thi Kristus vil ikke sætte "Lapper" paa Lov-Retfærdighedens hullede Klædebon (jfr. 2, 15-21; Mt. 9, 16).
  125. Ordret: I ere tilintetgjorte bort fra Kristus, ɔ: I ere blevne til intet som Kristne, I ere døde og borte fra Kristus (samme Udtryk, se Rom. 7, 2. 6).
  126. Vi, som høre Kristus til og ville frelses af Naade, forvente ved Aanden (ikke ved "Kjød", se 3, 3, men ved den Hellig-Aand, som forvisser os om vor Arv, Rom. 8, 16; Ef. 1, 13. 14) og udaf Tro, ikke udaf Gjerninger, det Haab, som er os givet i og med vor Retfærdiggjørelse, ɔ: den kommende Herliggjørelse (se Rom. 5, 1. 2; 8, 18. 30; 2 Tim. 4, 8).
  127. d. e. for Livet i Kristus gjør det intet til Sagen, om man er omskaaren eller ej (ɔ: om man tilforn var Jøde eller Hedning; se 3, 28), men det gjælder om, at man har Tro, og denne Tro er ikke en død Kundskabstro, men en Livskraft, virksom gjennem Kjærlighed (baade Haab, V. 5, og Kjærlighed udspringe af Troen).
  128. Ordret: I løb godt, nemlig paa Løbebanen til Sejersprisen, V. 5; Fil. 3, 14.
  129. Den fører tværtimod bort fra Gud og fra Naaden og Friheden i Kristus, som han kaldte eder til; se 1, 6.
  130. I maa ikke regne det for en ringe Ting at føje eder efter den Overtalelse; thi give I eder under Loven paa ét Punkt, om det end synes nok saa ringe, saa ville I ende med at komme helt under Loven (jfr. 1 Kor. 5, 6). Et af to: enten Frelse af Naade eller af Gjerninger; se Rom. 11, 6.
  131. Anderledes sindede, end at I ville lyde Sandheden og fortsætte eders Fremgang (V. 7), og at I altsaa ikke have vidst, hvad I gjorde ved at give efter for den Overtalelse.
  132. Heraf fremgaar, at Vranglærerne have villet tilskynde Galaterne til at lade sig omskære ved at fortælle, at Pavlus andensteds prædikede Omskærelsens Nødvendighed, sikkerlig med Henvisning til, at han havde ladet Timoteos omskære i Nabolandet Lykaonien, Ap. Gj. 16, 3. Men Ap. afviser denne Beskyldning ved de Forfølgelser, han stadig maa lide af Jøder og de jødisk-sindede; thi i saa Fald vilde jo Korsets Forargelse (1 Kor. 1, 23) være borte, ɔ: saa havde jo de selvretfærdige ingen Grund til deraf at stødes bort fra Troen, da Loven saa dog blev opretholdt som nødvendig til Frelse, og Kristi Lidelse og Død kun blev et Exempel paa Taalmodighed e. dsl., ikke det store Forsoningsoffer, hvorpaa vor Frelse alene hviler (2, 21; Rom. 5, 9. 10).
  133. Hermed sigter Ap. sikkerlig til, at Præsterne for Gudinden Kybele, som særlig dyrkedes i Galatien, vare Gildinger; Meningen er da: gid det maatte vise sig aabenbart for alle, at den Vej, de ville føre eder ind paa, er ligesaa ukristelig som det aabenbare Hedenskab!
  134. V. 13-15 viser: Gud, som kaldte eder (V. 8), kaldte eder til Frihed (til sine frie Sønner); men den Tro, hvormed I modtoge og følge hans Kaldelse, er "virksom gjennem Kjærlighed" (V. 6).
  135. Friheden for Loven skal ikke være Anledning for Kiødet til Tilfredsstillelse af vort eget Jeg (V. 19 Anm.), men Guds frigjørende Naade vil virke Kjærligheden, som skal føre os til at tjene hverandre og tjene Gud i hverandre; jfr. Rom. 6, 15-23; 1 Ped. 2, 16. Den sande Frihed viser sig i at være frigjort fra sit eget Jeg til at ville, hvad Gud vil.
  136. 3 Mos. 19, 18; jfr. Rom. 13, 3; Mt. 22, 39. Deri have I Opfyldelsen af hele den Lov, hvis Bogstav man nu vil forlede eder til at underkaste eder.
  137. Selvisk Ukjærlighed (jfr. V. 20. 26) vil føre til eders egen Ødelæggelse.
  138. Med disse Ord gjenoptager Ap. (ligesom i 4, 1) det foregaaende til nærmere Forklaring, navnlig V. 1 og 13: den kristelige Frihed, som I ere kaldede til og skulle staa fast i, bestaar ikke i at gjøre, hvad I selv faa i Sinde, men i at vandre efter Aanden, ɔ: lade eder i eders Levned føre af den Hellig-Aand (V. 18); thi da beherskes vi ikke af Kjødets Begjæringer, om de end findes i os, og vi staa ikke under Loven.
  139. Gud lader os være stedte i denne indvortes Strid mellem Kjødet og Aanden, for at det ikke skal være afgjørende for os, hvad vi faa i Sinde, faa Lyst til, men hvad Guds Aand vil og fører os til.
  140. Ikke under Lov, men under Naade, Rom. 6, 14; jfr. 8, 14. 15.
  141. d. e. hvad for Gjerninger, der stamme fra Kjødet, er let nok at se, uden at Moseloven skal lære eder det. — Den følgende Opregning af Kjødets Gjerninger viser tydelig, at Kjødet ikke blot betegner Menneskets syndige Sanselighed (Kjødelighed), men ogsaa alt det selviske, som først og sidst søger Tilfredsstillelse af ens eget Jeg; jfr. Rom. 7, 5 Anm.
  142. Se 2 Kor. 12, 20.
  143. Jfr. 1 Kor. 6, 9. 10.
  144. Kjødet har "Gjerninger", men ikke nogen virkelig Frugt, thi der er ingen Livskraft deri, de føre kun til Død (Rom. 6, 21; Ef. 5, 11); men Aanden virker Frugt af det Liv, han har indplantet i os, og Frugt til evigt Liv (Rom. 6, 22; Ef. 5, 9).
  145. Jfr. Rom. 14, 17.
  146. De behøve altsaa ikke først at godkjendes af Loven; jfr. 1 Tim. 1, 9.
  147. Korsfæstet Kjødet, idet vort gamle Menneske blev overgivet til at dø med Kristus, da vi ved Daaben bleve indpodede i ham (se Rom. 6, 3-6). Men deraf følger saa, V. 25, at saa sandt vi leve ved Aanden, som derved blev os given, maa vor Vandring (vort Levned) ogsaa svare dertil og være efter Aanden, ikke efter Kjødets Lyst (V. 16).
  148. Thi da vandre vi ikke efter Aanden, men føres til saadanne Kjødets Gjerninger, som nævnes i V. 20. Den rette Storhed og Ære i Kristi Menighed vindes kun ved at tjene andre, Mt. 20, 26. 27; jfr. Fil. 2, 3. — Ved denne Formaning tydes der paa, at Tragten efter tom Ære (Glimresyge, Forfængelighed) har haft en stor Del i, at Vranglærerne fik Indpas hos Galaterne, ligesom i Korint, 1 Kor. 4, 6 ff.
  149. Kap. 6, 1-10: Formaning til at vise Kjærlighed mod de faldne (V. 1-5). og til at holde Fællesskab med Lærerne (V. 6), hvorpaa Formaningen afsluttes, V. 6-10.
  150. Kan ogsaa oversættes: bliver overrasket i (greben i).
  151. d. e. I, som føres af Aanden (5, 16. 18; 1 Kor. 2, 13). Deri skal det vise sig, at man føres af Kristi Aand og har hans Kraft, at man ikke trykker de faldne dybere ned, men hjælper dem paa Fode; jfr. Rom. 15, 1.
  152. Udtrykket Kristi Lov er brugt med Hentydning til, at Galaterne fristedes til at give sig ind under Mose Lov: ville I være under en Lov, saa have I en saadan deri, at Kristus er eders Herre, altsaa I hans Tjenere; men han tjenes derved, at I bære hverandres Tynge (ordret: Tynger), hvad der tynger paa dem, her nærmest: deres Syndeskyld, saa I ikke ved ukjærlig Haardhed gjøre den endnu tungere, men optage den som eders egen, for saaledes at hjælpe hverandre indbyrdes til Omvendelse og Frelse ("to hverandres Fødder", Joh. 13, 14). I Kraft af de helliges Samfund lide alle Lemmerne, naar ét Lem lider (1 Kor. 12, 26); derfor bør vi ogsaa være med-lidende, for at det lidende kan blive helbredet. — Istf. opfylder saaledes, læse andre: saaledes opfylde I.
  153. d. e. ingen maa mene, at han er saa ophøjet over de faldne, at han ikke skulde kunne lide med dem; thi han er intet i sig selv (1 Kor. 4, 7).
  154. d. e. ikke ved at sammenligne sig med den anden.
  155. Ingen kan vælte sin egen Byrde (eller: sit eget Læs, sit Ansvar) af sig ved at sammenligne sig med andre; jfr. Rom. 14, 12.
  156. Saaledes at den der undervises, ikke alene bør meddele sin Lærer af, hvad timelig godt han har (til hans Underhold; jfr. 1 Kor. 9, 7-14), men tillige, at han bør beflitte sig paa (ved Lærvillighed) at blive fælles med Læreren om de aandelige Goder, denne har at meddele ham.
  157. I V. 7-10 slutter Ap. sin Formaning om at bruge Friheden ret, ved at paaminde om, at vort Levned her og Maalet, vi naa, er sammenknyttet som Sæd og Høst: vort Levned er som en Udsæd for Fremtiden, derfor gjælder det om, hvad Sæd vi saa, og hvad Jordbund vi saa i, ɔ: hvad der er vort Øjemed med vor Færd, og hvoraf vi vente dennes Frugt (vor Livslykke), og dernæst om, at vi holde ud i Tjenesten.
  158. Den der mener at kunne gjøre, hvad han lyster, uden Hensyn til hvad Gud vil, han spotter Gud. Men de beske Frugter deraf ville komme med aandelig Naturnødvendighed, som Høst efter Udsæd.
  159. Det som Mennesket saar, er hans Levneds og Gjernings Øjemed, og dette vil altid svare til Jordbunden, hvori det nedlægges, ɔ: til det, hvoraf man venter Opnaaelsen af sit Øjemed. Den hvis Øjemed er at tilfredsstille sig selv, saar i sit Kjød (jfr. 5, 19 Anm.), og han høster Forkrænkelighed, hans Livskraft og Livsglæde visner og dør bort (se Rom. 8, 6. 13). Men den, hvis Øjemed det er at lade sig føre af den Hellig-Aand (5, 16. 18) ved at leve i Guds Naades Ord, han saar i Aanden, der giver ham som Frugt evigt Liv i Gud.
  160. De som ved Troen have Hus fælles med os, vore Trosfæller (eller maaske: de som høre Troen til). — Jfr. 1 Tess. 5, 15.
  161. V. 11-18: Slutning, hvori Ap. lægger Læserne paa Hjærte, at Lovlærerne søgte deres egen Ære, medens derimod Kristi Kors er hans eneste Ros.
  162. I flere af sine Breve (maaske dem alle) tilføjer Pavlus en egenhændig Slutning og Hilsen (se 1 Kor. 16, 21; 2 Tess. 3, 17); her i dette Brev havde han skrevet denne med rigtig store Bogstaver, for at Galaterne des bedre skulde mærke sig dens Indhold (eller maaske: med store, uformelige Bogstaver, i Sammenligning med dem, hvormed den mere øvede Skriver havde skrevet det øvrige Brev).
  163. V. 12. 13 viser, at Lovlærerne hos Galaterne kun dreve paa Omskærelsen for at tage sig godt ud i Kjødet (ved udvortes kjendelige Fortrin, Fil. 3, 3. 4) og for at undgaa Jødernes Forargelse paa Korsets Ord (se 5, 11), ikke af virkelig Iver for at holde Loven, men for at vinde Ros for Nidkjærhed, fordi de have faaet Galaterne til at give sig under Loven. Det er den samme selviske Uredelighed, som omtales i 4, 17, og som vi ogsaa møde hos Lovlærerne i Korint, 2 Kor. 3, 12—4, 2.
  164. d. e. de der bruge (holde paa) Omskærelsen.
  165. Ikke af noget, jeg selv har eller har gjort, men kun af den Guds Naade, som Kristus ved sin Lidelse og Død har vundet til os, og som jeg ved Tro og Daab har faaet Del i; se 2, 20; 5, 24.
  166. Verden (ɔ: den ikke-troende Menneskeslægt, baade Jøder og Hedninger med deres Livsbetragtning) og jeg ere som døde for hinanden; vi have et grundforskjelligt Livssyn; det som jeg agter for det højeste (Kristi Kors), er Verden en Forargelse eller en Daarskab (1 Kor. 1, 23); og de udvortes Fortrin, som Verden lægger saa stor Vægt paa, ere mig aldeles ligegyldige (jfr. Fil. 3, 7-9); thi (V. 15) de ere i sig selv uden Betydning, men alt kommer an paa, om man bliver og er en ny Skabning; se 2 Kor. 5, 17.
  167. Mange Hskr. udfylde Tanken rigtigt ved at læse: i Kristus Jesus har hverken Omskærelse, ɔ: i Kristenlivet er det uden Betydning, om man tidligere har været Jøde eller Hedning; jfr. 3, 28; 5, 6.
  168. Denne Rettesnor, for den kristne Livsbetragtning, som er udtalt i V. 14. 15; efter den vandre altsaa ogsaa de, som ikke vende tilbage til "Verdens Børnelærdom", 4, 3. 9.
  169. d. e. og ikke mindst over det sande troende Israel, som Gud kjender for sit Folk, "Levningen efter Naades-Udvælgelse", Rom. 11, 5; 9, 6. Ap. tilføjer dette, for at ingen skal anse ham for en Fjende af Israel, som Jøderne skyldte ham for.
  170. Det øvrige Israel, ɔ: "de øvrige, som bleve forstokkede" (Rom. 11, 7). Ingen maa volde mig Møje (Bryderier) med, at det øvrige vantro Israel efter Kjødet modstaar Evangeliet, som om jeg var Skyld deri, ved min Forkyndelse af Korsets Ord og af Friheden fra Loven; thi jeg bærer paa mit Legeme kjendelige Mærker paa, at Jesus har vedkjendt sig mig som sin Træl, der helt og udelt tilhører ham. Ap. ligner de Mærker (Ar), han havde af Lidelser for Jesu Skyld (se 2 Kor. 11, 23 ff.; 4, 10), ved de Mærketegn, som i Østerland bleve indbrændte paa Trællene, for at betegne den Herre, de tilhørte. — Istf. for det øvrige, kan ogsaa oversættes: for Eftertiden; men det passer ikke godt i Sammenhængen.