Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Pavlus's første Brev til Tessalonikerne

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 302-314

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne.


1ste Kapitel.[1]

Pavlus og Silvanus[2] og Timoteos hilse Tessalonikernes Menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus[3]. Naade være med eder og Fred!

Vi[4] takke Gud stadig for eder alle, naar vi omtale eder i vore Bønner, idet vi uafladelig ihukomme eders Virksomhed i Troen og eders Arbejde i Kjærligheden og eders Udholdenhed i Haabet paa vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Aasyn[5]. Thi, af Gud elskede Brødre, vi kjende eders Udvælgelse[6], efterdi vort Evangelium kom ikke til eder i Tale alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbevisning[7], alt som I vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld[8]. Og I have stræbt at ligne os, ja Herren, idet I toge imod Ordet under megen Trængsel med den Hellig-Aands Glæde[9], saa at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og i Akaja[10]. Thi ud fra eder har Herrens Ord runget, ikke alene i Makedonien og Akaja, men allevegne er eders Tro paa Gud kommen ud, saa at vi ikke have behov at tale derom[11]. Thi de fortælle selv om os, hvordan en Indgang vi fandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne, til at tjene den levende og sande Gud[12] og vente paa hans Søn fra Himlene[13], hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede[14].

2det Kapitel.[15]

I vide jo selv, Brødre, at vor Indgang hos eder har ikke været Tant[16]; men endskjønt vi forud, som I vide, havde døjet Lidelser og Mishandlinger i Filippi[17], havde vi dog Frimodighed i vor Gud til hos eder at tale Guds Evangelium under megen Kamp. Thi[18] vor Tiltale er ikke udaf Vildfarelse[19], ej heller af uren Hensigt eller i Svig, men ligesom vi af Gud ere kjendte dygtige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at tækkes Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjærter. Thi hverken færdedes vi nogensinde med smigrende Tale, som I vide, ej heller under Skalkeskjul for Havesyge; Gud er Vidne[20]; ej heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken fra eder eller fra andre, endskjønt vi havde kunnet være til Tynge som Kristi Apostle[21]. Nej, vi færdedes i Mildhed midt iblandt eder; ret ligesom en Moder opammer sine egne Børn[22], saaledes vilde vi gjærne, af inderlig Ømhed imod eder, meddele eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vore egne Sjæle[23], efterdi I vare blevne os saa kjære. I mindes jo, Brødre, vort Slid og vor Møje: Nat og Dag arbejdede vi[24] for ikke at tynge paa nogen af eder, medens vi prædikede Guds Evangelium for eder. I ere Vidner og Gud, hvor helligt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes med eder, som tro, ligesom I vide, hvorledes vi formanede hver og en af eder, som en Fader sine Børn, og talte eder til Hjærte og vidnede, at I skulde vandre Gud værdig[25], ham som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.

Og derfor[26] takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, optoge I det ikke som et Menneske-Ord, men som, hvad det i Sandhed er, et Guds-Ord, der ogsaa viser sin Kraft i eder, som tro. Thi I, Brødre, have stræbt at ligne Guds Menigheder, som ere i Judæa i Kristus Jesus, idet ogsaa I af eders egne Landsmænd have lidt det samme[27], som ogsaa de have lidt af Jøderne, der baade have ihjelslaget Herren Jesus og have forfulgt Profeterne og os[28] og ikke tækkes Gud og ere Modstandere af alle Mennesker, idet de, for at fylde deres Synders Maal til enhver Tid, hindre os i at tale til Hedningerne, for at de kunne frelses. Men Vreden er kommen over dem fuldt ud[29].

Men da vi, Brødre,[30] for en stakket Tid vare blevne eder berøvede[31], personlig, men ikke i Hjærtet, gjorde vi os med stor Attraa des mere Flid for at faa eder personlig at se. Thi vi havde i Sinde at komme til eder, — jeg Pavlus baade én og to Gange, — men Satan hindrede os deri[32]. Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller Hæders-Krans[33], naar ikke ogsaa I ere det for vor Herres Jesu Aasyn i hans Tilkomst? I ere jo vor Ære og Glæde.

3dje Kapitel.

Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at blive ene tilbage i Atén, og vi sendte Timoteos[34], vor Broder og Guds Tjener[35] i Kristi Evangelium, for at han skulde styrke eder og formane eder om eders Tro, til at ingen skulde blive vaklende under disse Trængsler; I vide jo selv, at dertil ere vi bestemte[36]. Thi ogsaa den Gang vi vare hos eder, sagde vi eder forud, at Trængsler forestaa os, som det jo ogsaa er sket, og som I vide. Derfor sendte ogsaa jeg Bud, da jeg ikke længer kunde holde det ud, for at faa Underretning om eders Tro, om Fristeren skulde have fristet eder, og vor Møje gaa til Spilde. Men nu, da Timoteos er kommen til os fra eder[37] og har bragt os det gode Budskab om eders Tro og Kjærlighed[38], og om at I stadig have os i god Ihukommelse, idet I længes efter at se os, ligesaa vel som vi efter eder, saa ere vi derved, Brødre, blevne trøstede over eder under al vor Nød og Trængsel, ved eders Tro; thi nu leve vi[39], naar I staa fast i Herren. Thi hvilken Taksigelse kunne vi give Gud til Gjengjæld for eder, for al den Glæde, hvormed vi glæde os over eder for vor Guds Aasyn, idet vi Nat og Dag paa det indstændigste bede om, at vi maa se eders Ansigt og raade Bod paa, hvad der fattes eders Tro.

Men han selv, vor Gud og Fader og vor Herre Jesus, jævne vor Vej til eder[40]; og eder gjøre Herren rige og overstrømmende i Kjærligheden til hverandre og til alle, ligesaa vel som vi have den til eder, saa at han styrker eders Hjærter til at være ulastelige i Hellighed for vor Guds og Faders Aasyn i vor Herres Jesu Tilkomst med alle hans hellige[41].

4de Kapitel.[42]

Saa bede vi eder iøvrigt, Brødre, og formane eder i Herren Jesus[43], at ligesom I have lært af os, hvorledes I bør vandre og stræbe at tækkes Gud, som I jo ogsaa gjøre det, at I maa gjøre ydermere Fremgang[44]. I vide jo, hvilke Paabud vi gave eder ved Herren Jesus. Dette er nemlig Guds Vilje, eders Helliggjørelse[45], at I skulle holde eder fra Skjørlevned, at enhver af eder skal vide at vinde sit eget Redskab i Helliggjørelse og Ære[46], ikke i Lystens Brynde ligesom Hedningerne, der ikke kjende Gud[47]; at ingen maa forurette og bedrage sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt saadant, ligesom vi ogsaa før have sagt eder og udtrykkelig vidnet. Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggjørelse[48]. Derfor altsaa, hvo som forkaster dette, forkaster ikke et Menneske, men Gud, som ogsaa giver sin Hellig-Aand i eder[49].

Men om Broderkjærligheden have vi ikke behov at skrive[50] til eder; thi I ere selv oplærte af Gud[51] til at elske hverandre; det gjøre I jo ogsaa mod alle Brødrene i hele Makedonien. Men vi formane eder, Brødre, til at gjøre ydermere Fremgang og til at sætte eders Ære i at leve stille og passe hver sit og arbejde med eders Hænder, ligesom vi paabøde eder[52], for at I maa vandre sømmelig for dem udenfor[53] og ikke trænge til nogen.

Men vi ville ikke, Brødre,[54] at I skulle være uvidende med Hensyn til dem, der sove hen, for at I ikke skulle sørge ligesaa vel som de andre, der ikke have Haab[55]. Saa sandt vi nemlig tro, at Jesus døde og opstod, saa sandt skal ogsaa Gud ved Jesus føre de hensovede frem med ham[56]. Thi dette sige vi eder med et Ord af Herren, at vi levende, som ere tilbage ved Herrens Tilkomst, vi skulle ingenlunde komme forud for de hensovede[57], efterdi Herren selv skal fare ned fra Himlen med et Opraab, med Overengels Røst og med Guds Basun[58], og de døde i Kristus skulle Opstaa først[59]. Derefter skulle vi levende, som ere tilbage, sammen med dem i Skyer rykkes bort i Luften Herren i Møde, og saa skulle vi alle Tider være sammen med Herren[60]. Altsaa trøster hverandre med disse Ord.

5te Kapitel.

Men om Tiderne og Timerne[61], Brødre, have I ikke behov, at der skrives til eder; thi I vide selv grandt, at Herrens Dag kommer ret saaledes som en Tyv om Natten[62]. Naar de sige: Fred og ingen Fare! da kommer Undergang pludselig over dem[63], ligesom Veerne over den frugtsommelige Kvinde, og de skulle ingenlunde undfly. Men I, Brødre, ere ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv[64]; thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn; vi tilhøre ikke Natten, ej heller Mørket. Saa lader os da ikke sove som de andre, men være aarvaagne og ædru[65]. Thi de som sove, sove om Natten, og de som beruse sig, ere drukne om Natten[66]; men da vi høre Dagen til, saa lader os være ædru, iførte Troens og Kjærlighedens Brynje og Frelses-Haabet som Hjælm[67]. Thi Gud har ikke bestemt os til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, enten vi vaage eller vi sove, skulle leve sammen med ham[68]. Derfor formaner hverandre og opbygger den ene den anden, som I jo ogsaa gjøre det.

Men vi bede eder, Brødre,[69] at paaskjønne dem, der arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og paaminde eder[70], og at holde dem særdeles højt i Kjærlighed for deres Gjernings Skyld. Holder Fred indbyrdes. Og vi formane eder, Brødre: paaminder de uordentlige, trøster de modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige mod alle. Ser til, at ingen gjengjælder nogen ondt med ondt, men higer stadig efter, hvad godt er, imod hverandre og imod alle[71]. Værer glade til enhver Tid, beder uafladelig, takker under alle Kaar[72]; thi dette er Guds Vilje med eder i Kristus Jesus. Udslukker ikke Aanden, ringeagter ikke Profetier; men prøver alt, fastholder det rette; holder eder fra enhver Slags ondt[73]. Men han selv, Fredens Gud, helliggjøre eder ganske og aldeles, og gid eders Aand og Sjæl og Legeme helt og holdent maa bevares ulastelig i vor Herres Jesu Kristi Tilkomst[74]. Trofast er han, som kaldte eder[75], han skal ogsaa gjøre det.

Brødre,[76] beder for os[77]. Hilser alle Brødrene med et helligt Kys[78]. Jeg besværger eder ved Herren, at dette Brev maa blive oplæst for alle Brødrene[79]. Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eder!




  1. Første Afsnit, Kap. 1—3: Det personlige Mellemværende mellem Pavlus og Tessalonikerne.
    Kap. 1: Efter en Hilsen (V. 1) udtaler Ap. sin Tak til Gud for Menighedens levende Tro, Kjærlighed og Haab, Frugten af Evangeliet, som de havde modtaget med en saadan Glæde, at de vare blevne et Forbillede for andre, og Rygtet om deres Omvendelse til Troen var naaet vidt omkring (V. 2-10).
  2. Silvanus er den samme, som i Ap. Gj. nævnes med det afkortede Navn Silas; se 2 Kor. 1, 19.
  3. Menigheden har sit Liv i Faderen og Sønnen (ved den Hellig-Aand); jfr. 1 Joh. 1, 3; 2, 24; Joh. 17, 3.
  4. Dette Vi kan efter Omstændighederne snart forstaas om Pavlus alene (= jeg), snart om ham, Silvanus og Timoteos i Forening; se 2 Kor. 1, 4 Anm.
  5. Deres Kristenliv lægger sig for Dagen i sine tre Dyder (Grundkræfter), Troen, der viser sig i Virksomhed (virksom Lydighed mod Herren), Kjærligheden i Arbejde paa andres Frelse, og Haabet i Udholdenhed under Nutidens Trængsler (jfr. 5, 8; 1 Kor. 13, 13). Og hele dette deres Kristenliv leve de for vor Guds og Faders Aasyn, altsaa i fuld Hjærtens Oprigtighed (2 Kor. 2, 17).
  6. d. e. thi vi vide, at I ere udvalgte af Gud, og at det derfor er ham, vi have at takke for eders Tro, Kjærlighed og Haab, fordi den er Frugt af hans udvælgende Naade, som I ved eders Kaldelse ved Evangeliet fik Del i (jfr. 1 Kor. 1, 26 f.).
  7. V. 5-7 viser, hvorfor Ap. kan være vis paa, at de høre til Guds udvalgte, nemlig efterdi det var den Hellig-Aand, som baade gav hans Prædiken sin Kraft, saa han kunde tale i fuld Overbevisning (jfr. 1 Kor 2, 4 f.), og som (V. 6) gjorde Tess. saa glade ved Evangeliet, at de. modtoge det, trods al Trængsel.
  8. Vi søgte ikke vort eget, men eders Frelse.
  9. Det er den Hellig-Aand, som virker Glæden over Evangeliet (jfr. Ap. Gj. 8, 8; Rom. 14, 17 o. a.); thi dette byder ikke jordisk Fordel.
  10. Akaja, ɔ: hele Grækenland, Ap. Gj. 18, 12.
  11. Herrens Ord har runget (som Klangen af en Basun e. lign.), dels til Styrkelse for de troende, dels til at berede Vej hos dem, der endnu ikke havde hørt Ordet. — Fordi Tessalonika stod i saa livligt Handelssamkvem til alle Sider, kunde Menighedens Tro snart komme ud, blive bekjendt, saaledes at Ap. ikke behøvede at tale, fortælle derom.
  12. Heraf fremgaar, at den aldeles overvejende Del af den tessaloniske Menighed var Hedningekristne; jfr. Ap. Gj. 17, 4.
  13. Jfr. Fil. 3, 20.
  14. Jesu Opstandelse fremhæves som Beviset paa, at han er Guds Søn og Frelseren (Ap. Gj. 17. 31; Rom. 1, 4 o. a.). Den kommende Vrede er ikke alene den tilkommende, som skal aabenbares paa Dommens Dag, men ogsaa den, der alt nu kommer over de gjenstridige; se Ef. 5, 6. — V. 9-10 minder mærkelig om Grundtanken i Pavlus's Prædiken i Atén, Ap. Gj. 17, 22-31.
  15. Kap. 2, 1-16: Ap. minder Tessalonikerne om, hvorledes han og hans Medarbejdere havde færdedes iblandt dem: de havde ikke i nogen Maade søgt deres eget (V. 1-6), men arbejdet med den største Uegennyttighed og Utrættelighed (V. 7-12). Derfor kan han ogsaa takke Gud for den Modtagelse, Guds Ord fandt hos Tess., og for den Kraft, det viser til at styrke dem i deres Trængsler (V. 13-16). — Ap. har i dette Afsnit de Beskyldninger for Øje, som Jøderne i Tess. havde udspredt imod ham.
  16. Vi vandt Indgang hos eder, ikke ved Tant (ɔ: tomme Talemaader. som skulde skjule, at vi gik vort eget Ærende), men ved Guds Evangelium, V. 2.
  17. Se Ap. Gj. 16, 22-24.
  18. V. 3. 4 viser Grunden til, at Ap. hane kunnet have Frimodighed til at tale hos Tess., trods al Modstand, nemlig fordi han i al sin Færd ikke dreves af urene eller selviske Grunde, men gik Guds Ærende (smlg. 2 Kor. 4, 1-18). — V. 3-12 giver en skjøn Anvisning og et Spejl for enhver tro Ordets Tjener.
  19. d. e. ikke udaf Sværmeri, men vi forkyndte det sande, os af Gud betroede Evangelium, V. 4. Vor Tiltale (Prædiken) var Sandhed, vore Hensigter rene, vor Optræden aaben, uden selviske Bagtanker (jfr. 2 Kor, 2, 17; 4, 2 ff.).
  20. Tess. vide, at han ikke havde smigret dem; men Gud er Vidne til. at hans Prædiken ikke havde været et Skalkeskjul for Havesyge.
  21. Han havde kunnet være til Tynge derved, at han krævede sin Apostel-Myndighed anerkjendt saaledes, at de maatte underholde ham (se V. 9). Dette kunde for en udvortes Betragtning have øget hans Anseelse; jfr. 2 Kor. 11, 7; 12, 13.
  22. Et skjønt Billede paa den, der kun vil give, ikke tage.
  23. d. e. vort eget Selv, vor hele Personlighed (se Mt. 16, 25. 26 Anm.), vare vi rede til at meddele eder, give hen til at tilhøre og tjene eder.
  24. Se 1 Kor. 4, 12 Anm.
  25. Jfr. Ef. 4, 1.
  26. Derfor, fordi vor Færd iblandt eder var, som skildret V. 1-12, derfor takke vi Gud, fordi I derved bleve førte til, ikke at blive Menneske-Disciple, men at tilhøre Gud.
  27. Ordet viste sin Guddomskraft i dem deri, at de kunde taale at lide for dets Skyld.
  28. Jfr. Ap. Gj. 7, 52. — At Ap. her gaar over til at tale om Jødernes Fjendskab mod Evangeliet, uagtet V. 14 viser, at det var Tessalonikernes "egne Landsmænd", som voldte deres Trængsel, dette viser utvivlsomt, at det var Jøderne, som vedbleve at opegge Hedningerne mod Menigheden, ligesom de havde gjort det, medens Ap. var der (Ap. Gj. 17, 5).
  29. Enhver tidligere Slægt til enhver Tid har gjort sit til, at Jødefolkets Syndemaal kunde fyldes (Mt. 23, 32); men den nuværende Slægt fylder det helt ved sit Fjendskab mod Evangeliet og ved at ville hindre dettes Komme til Hedningerne. Derfor er ogsaa Guds Vrede kommen over dem (jfr. Lk. 21. 23; Rom. 2, 5) og kommen fuldt ud, saa Folket ikke længer kan undgaa den, selv om dens Aabenbarelse endnu udsættes en lille Tid. Hvad Ap. her skriver, det samme udtalte han i Gjerning paa sine Missionsrejser, hvor han stadig vendte sig fra Jøderne, saa snart de vilde hindre ham i at føre Hedningerne ind i Menigheden; se Ap. Gj. 13, 45 ff. o. a.
  30. Kap. 2, 17—3, 13: Ap. fortæller, hvor længselsfuld han havde været efter at komme tilbage til Tess. (2, 17-20), hvorledes han havde sendt Timoteos for at styrke dem under deres Trængsler (3, 1-5), Og hvor glad han var bleven ved de Efterretninger, denne bragte ham (V. 6-10), hvorpaa han slutter med Bøn for dem (V. 11-13).
  31. Ordret: vi vare blevne barnløse for eder, et Udtryk for hans inderlige Kjærlighed til dem; se V. 7 og 11.
  32. Hvorledes Satan havde hindret ham, vide vi ikke (maaske ved Jødernes Efterstræbelser, maaske ved Sygdom).
  33. Jfr. Fil. 4, 1.
  34. I Ap. Gj. 17, 15 fortælles, at da Pavlus var kommen til Atén, sendte han derfra Bud til Silas og Timoteos, som vare blevne i Berøa, at de snarest skulde komme til ham, men der siges ikke noget om, at dette ogsaa skete, førend der i Ap. Gj, 18, 5 fortælles, at de kom til Pavlus i Korint. Her se vi imidlertid, at Timoteos var kommen til Atén, og derfra (ventelig strags efter) var bleven sendt til Tessalonika.
  35. Andre læse: Guds Medarbejder (jfr. 1 Kor. 3, 9). At Ap. giver ham disse ærefulde Tilnavne, skjønt Tess. kjendte ham saa godt, sker formodentlig for at stadfæste alt, hvad Timoteos ved dette Besøg havde talt i Tessalonika.
  36. Jfr. Ap. Gj. 14, 22; Rom. 8, 17 o. a.
  37. Se Ap. Gj. 18, 5.
  38. Jfr. 1, 3. Deres Ihukommelse af og Længsel efter Pavlus viste, at Fjendernes Bagvaskelser af ham ikke havde slaaet Rod hos dem.
  39. d. e. nu føle vi den fulde Livskraft. Denne viser sig i den overstrømmende Taksigelse, V. 9.
  40. Jævne vor Vej, ɔ: bortrydde Hindringerne for vort Komme (se 2, 18). Man kan ogsaa oversætte: styre vor Vej.
  41. Ordene med alle hans hellige (hele hans hellige Menighed; jfr. 2 Tess. 1, 10) kunne knyttes til Jesu Tilkomst, fordi alle hans hellige da skulle samles med ham; se 4, 17. Men snarere maa de knyttes til de foregaaende Ord: ulastelige i Hellighed, ɔ: at I, naar Jesus kommer igjen, maa være fuldkommen hellige i Forening med alle hans hellige (jfr. Ef. 5, 27).
  42. Andet Afsnit, Kap. 4—5: Formaninger og Belærelser.
    Kap. 4, 1-12: Formaning til Fremgang i et Gud tækkeligt Levned, især til at sky Løsagtighed og Havesyge (V. 1-8), samt til Fremgang i Broderkjærlighed, navnlig saaledes at de ikke faldt Brødrene til Byrde (V. 9-12).
  43. d. e. jeg formaner som den, der lever i Jesus.
  44. I maa ikke mene, at det er nok, at I vide, hvorledes I bør vandre. heller ikke, at I have begyndt at vandre saaledes, men I maa vedblive at gjøre Fremgang i Hellighed.
  45. Ordret: Helliggjorthed, ɔ: dette er Guds Vilje, at I skulle blive fuldt helliggjorte; jfr. 3, 13.
  46. Redskab er uden Tvivl at forstaa som et billedligt Udtryk for Legemet; dette skal man vinde (eller: erhverve sig) som sit Redskab. ɔ: gjøre sig til Herre over, i Helliggjørelse for Gud og Ære for Mennesker. Den derimod, som giver sig hen til Skjørlevned, bliver en Træl af sit Legeme og dets Drifter. Dog er det ogsaa muligt, at Redskab her (efter Jødernes Sprogbrug; jfr. 1 Ped. 3, 7) er en Betegnelse for Hustruen, som Mandens "Medhjælp"; altsaa = enhver skal vinde sin egen Hustru til at være hans Redskab, hans Medhjælp, ved at leve med hende i Hellighed og Ære.
  47. Den hos Hedningerne raadende Utugt har sin Grund i deres Gudløshed, at de ikke kjende Gud og derfor kun have det jordiske og den jordiske Nydelse for Øje; jfr. Rom. 1, 21-25; Ef. 4, 18. 19 Anm.
  48. Ordret: i Helliggjørelse (eller: Helliggjorthed), ɔ: til at leve i Helliggjørelse.
  49. Gud giver eder stadig sin Hellig-Aand, for at han skal føre eder til Helliggjorthed; derfor vil det at forkaste disse Formaninger ej alene være at forkaste Gud, som kaldte eder til Hellighed, men ogsaa at "bedrøve den Hellig-Aand". Ef. 4, 30.
  50. Andre læse: have I ikke behov, at man skriver.
  51. Oplærte af Gud, ved den Hellig-Aand (Hebr. 8, 11).
  52. Der er en tilsyneladende kristelig Iver, som viser sig i Lyst til at gjøre Opsigt med sin Kristendom og i at have travlt med andres Forhold, medens man forsømmer sin egen jordiske Gjerning, og denne Skjævhed havde faaet Indgang blandt Tess. (jfr. 2 Tess. 3, 6-12). Man mener ofte, at den var en Følge af, at de ventede Herrens Dag som nær forestaaende; men derom skriver Ap. aldeles intet (jfr. Mt. 24, 45 Anm.). Derimod minder han dem om, at Kristenlivet og Broderkjærligheden skal vise sig i at leve stille, uden at søge at gjøre Opsigt (1 Tim. 2, 2), og passe hver sit, ikke blande sig i andres Sager (1 Ped. 4, 15; 2 Tess. 3, 11), og ikke at ligge Brødrene til Byrde, men arbejde med sine Hænder for sit Udkomme (Ap. Gj. 20, 34; Ef. 4, 28).
  53. Jfr. Fil. 2, 15; 4, 8; Tit. 2, 8-10; 1 Ped. 2, 12 o. a.
  54. Kap. 4, 13—5, 11: Om de hensovede troende og om Herrens Dag. — De hensovede troende skulle ikke staa tilbage for dem, der opleve Herrens Tilkomst, thi de skulle opstaa og saa med disse være altid sammen med Herren (4, 13-18). Men da selve Herrens Dag skal komme uventet for den trygge Verden (Kap. 5, 1-3), bør I, som ere Lysets Børn, være aarvaagne i Troen, Kjærligheden og Haabet (V. 4-11).
  55. Tess. Synes af have ventet, at alle dalevende Kristne skulde opleve Herrens Tilkomst og saaledes gaa ind i hans Herlighedsrige ("Tusendaarsriget", Aab. 20, 4 f.). Da der nu indtraf Dødsfald iblandt dem, ere de blevne bedrøvede for, at disse skulde gaa glip af Delagtigheden heri (og først opstaa i den endelige, sidste Opstandelse paa Dommens Dag, 1 Kor. 15, 24), altsaa at deres Død var et Tab for dem. Og saaledes blev Tess.s Sorg her af lignende Art som de andres, ɔ: Hedningernes, som ikke havde Haab, fordi de levede uden Gud, i og for Verden (Ef. 2, 12), og som derfor vel maatte sørge over de døde, da disse jo mistede alt, hvad der efter deres Mening var værd at leve for. Derfor oplyser Ap. dem nu om, at de Kristne, som sove hen (som efterhaanden dø), ikke skulle tabe noget derved, men opstaa, førend de, der opleve Kristi Tilkomst, faa Del i Herlighedsriget; se V. 15-17.
  56. Vor Opstandelse grunder sig paa, at Jesus, det sande Menneske. den anden Adam, døde og opstod, thi derved overvandt han Synden og Døden for os, som tro paa ham; og derfor, saa sandt vi tro, at Jesus døde og opstod, er det ogsaa vist for os, at Gud ved Jesus (i Kraft af vort Livssamfund med ham, 1 Kor. 15, 21, — eller maaske: ved Jesu "Opraab" og Røst, V. 16; Joh. 5, 28) vil føre de hensovede frem til at være sammen med ham (V. 17).
  57. Dette ligger i Herrens Ord, Mt. 24, 31, at "alle de udvalgte" skulle hjemsamles ved hans Tilkomst; men det er ikke muligt at afgjøre, om det er dette Ord, Ap. her sigter til, eller et bestemtere, som han har kjendt af mundtlig Overlevering (jfr. Ap. Gj. 20, 35), eller faaet ved en umiddelbar Aabenbaring (jfr. Gal. 1, 12; Ef. 3, 3 o. a).
  58. Et Opraab, ɔ: Kommandoraab, som skal samle Herrens Hær, de "udvalgte". Af Mt. 24, 31 (jfr. 13, 41; 16, 27; 2 Tess. 1, 7) se vi, at disse skulle samles af Englene, som Herren udsender; det er derfor troligt, at de følgende Ord: med Overengels Røst, skulle udsige, at Opraabet bringes ved denne Overengel (ɔ: Høvding for en Skare eller Klasse af Englene; se Jud. 9; Aab. 12, 7), og det ledsages af Guds Basun, en saadan som Gud har befalet skal lyde til at samle hans Folk; jfr. Mt. 24, 31; 1 Kor. 15, 52. Meningen bliver da: naar Opraabet sker, idet en Overengels Røst og Guds Basun lyder, da farer Herren ned, — i Sky, ligesom han opfor (Ap. Gj. 1, 9. 11; Mt. 24, 30), og dèr skal saa (V. 17) hele hans Folk møde ham.
  59. Se 1 Kor. 15, 23 og Anm.
  60. At ej alene de opstandne, men ogsaa de, der opleve Herrens Tilkomst, skulle rykkes bort i Luften, forudsætter, at ogsaa de sidstes Legemer ere blevne forvandlede til aandelige Legemer; se 1 Kor. 15, 51 ff. At de troende, efter at have mødt Herren i Luften, ogsaa skulle blive i Luften, siges der ikke, og det maa sikkerlig heller ikke forstaas saaledes; vi skulle gaa ind til de Vilkaar, som i Aab. 20, 4 betegnes at "være Konger med Kristus i 1000 Aar"; hvorledes dette nærmere skal ske, kan først Opfyldelsen klare. Men Hovedsagen er, at vi fra den Tid af skulle være uadskillelig forenede med Herren (se 5, 10). — Iøvrigt er det klart, at naar Ap. her og V. 15 skriver: vi levende, saa er det hans Haab, at han selv og mange, eller Flertallet, af de dalevende Kristne skulle opleve Herrens Dag. Det gik ham, ligesom de andre Apostle og den ældste Kristenhed i det hele, saaledes, at deres levende Haab om Herrens Tilkomst bragte dem til at overflyve Tiden og se den nærmere, end den virkelig var; jfr. 1 Kor. 15, 52. Og det kan ikke negtes, at de saaledes have taget fejl, ikke i deres Haab, men vel med Hensyn til "Tider og Timer, som Faderen havde fastsat i sin egen Magt" (Ap. Gj. 1, 7) og ikke aabenbaret dem noget om. Men vi se fremdeles, at jo ældre Pavlus blev, des mere klarede det sig for ham, at Herrens Tilkomst var fjærnere, og at det var muligt (2 Kor. 4, 10—5, 4; Fil. 1, 20; 2, 17), ja sikkert (2 Tim. 4, 6). at han vilde dø forinden.
  61. Tiderne, ɔ: de Tidsrum, der skulle hengaa inden Herrens Dag, og Timerne, Tidspunkterne (ɔ: det Tidspunkt), da Herrens Dag oprinder (Ap. Gj. 1, 7).
  62. Jfr. Mt. 24, 43; 2 Ped. 3, 10; Aab. 3, 3. Dette Billede betegner ikke alene, at Dagen er uventet, men ogsaa, at den vil fratage dem, der ikke vaage, hvad de eje.
  63. Smlg. Mt. 24, 37-51.
  64. I ere ikke i Mørke, fordi I ere "friede ud af Mørkets Magt" (Kol. 1, 13; jfr. Ef. 5, 8), og den, der ikke er i Mørke, overraskes ikke af Tyven (smlg. Lk. 21, 34). — Dagen, se 1 Kor. 3, 13.
  65. V. 6-8 formaner til at bruge og i vort Levned gjennemføre det, som Gud har givet os og gjort os til, V. 4. 5 (smlg. Ef. 4, 122 Anm). Ap. minder dermed Tess. om, at det ikke var dem nok, at de udvortes oplevede Herrens Dag; det gjaldt om, at de vare indvortes skikkede til at modtage ham og "dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset", Kol. 1, 12. — At soveøø = nedsynke i Verdslighed, saa man derover glemmer "Lyset", i hvilket Gud har sat os til at leve. Det modsatte er at være aarvaagen og ædru (ikke beruse sig i Verdens Ting); jfr. Mt. 24, 42. 49; 25, 13; 1 Kor. 15, 34; 1 Ped. 5, 8. — De andre, se 4, 13.
  66. d. e. Søvn og Beruselse hører Natten og Mørket til.
  67. Den der er vaagen, plejer ogsaa at være paaklædt; men vor Klædning skal være en Rustning, thi vort Liv er en stadig Strid. Og vor Rustning er Troen og Kjærligheden, der fastholder Troens Ord og Guds Kjærlighed, som gives os deri, og Haabet, som ejer den forventede Frelse, fordi (V. 9) Gud har bestemt os til Frelse ved at gjøre Jesus Kristus til vor Herre. — Smlg. Ef. 6, 12-17; Rom. 13, 12 f.
  68. Enten vi vaage eller sove, maa vist forstaas om den naturlige Vaagenhed og Søvn: enten Herren kommer ved Dag eller Nat (eller maaske: enten vi til den Tid, da han kommer, ere blandt de levende eller blandt de hensovede); — i alle Tilfælde er det Guds Bestemmelse med os, at vi skulle leve sammen med Jesus (se 4, 17). Det kommer saa an paa, om vi ville give os og vort Levned ind under denne Guds Bestemmelse.
  69. V. 12-24: Forskjellige Formaninger (V. 12-22) og Ønske om, at Gud vil hellige dem aldeles til Kristi Tilkomst (V. 23. 24).
  70. Ap. taler her om de forskjellige Sider af "Biskoppernes" (ɔ: de Ældstes, Præsternes) Gjerning. Den urolige aandelige Travlhed, som han advarer imod i 4, 11, har maaske bragt nogle til at tilsidesætte deres Forstandere og Lærere (smlg. Gal. 6, 5; Hebr. 13, 17; 1 Ped. 5, 5).
  71. Jfr. Rom. 12, 17-21; Gal. 6, 10.
  72. Jfr. Fil. 4, 4-7. I skulle være glade til enhver Tid over alt det gode, I som Guds Børn have at glædes over, og under alle Kaar takke derfor (se Ef. 5, 20), saa I ikke stirre eder blinde paa eders Modgang og Trængsel. — Udaf den kristelige Glæde, som holdes i Live ved stadig Bøn og Taksigelse, udspringer den Dygtighed til at skikke sig kristelig mod andre, som der tales om V. 12-15.
  73. V. 19-22 taler om de Aandens Naadegaver, som fandtes eller kunde fremkomme i Menigheden (smlg. 1 Kor. 12, 7-11). Udslukker ikke Aandens Lue hos eder selv (ved Verdslighed, eller ved selvraadig at holde fast paa eders egne Tanker og Indfald); ringeagter ikke Profetier, som andre fremføre baarne af Aanden; men prøver alt, hvad der fremføres af aandelig Tale (prøver og bedømmer Aanderne, 1 Kor. 14, 29; 1 Joh. 4, 1), og fastholder, hvad I ved denne Prøvelse finde ret. Men det onde, af hvad Slags det end er, og hvad Udseende det end har (2 Kor. 11, 14), skulle I holde eder fra.
  74. Den fuldkomne Hellighed skulle vi stræbe efter (jfr. 2 Kor. 7, 1), men vi naa den aldrig ved vort Arbejde, men Fredens Gud (han som giver os Fred i Kristus, Fil. 4, 7, og som har helliggjort os i Kristus ved vor Daab, 1 Kor. 6, 11 Anm.), han maa selv fuldføre dette Værk. Derfor ønsker Ap., at Gud vil helliggjøre Tess. ganske og aldeles, ɔ: føre sit Helliggjørelsesværk helt til Ende, saa at deres hele Personlighed bevares til at staa ulastelig, naar Herren kommer (Fil. 1, 6; Ef. 5, 27). — Medens Mennesket sædvanlig ses som bestaaende af Sjæl og Legeme (Mt. 10, 28 o. a.), skilles der her fuldstændigere mellem Aand, Sjæl og Legeme, saaledes at Aanden er den Del af vort Væsen, som er af "Guds Æt", og hvorved vi ere selvbevidste og selvbestemmende Personligheder, medens Sjælen er Livskraften med de Evner, hvorved denne gjør sig gjældende (se 1 Kor. 2, 14; 15, 44 Anm.).
  75. Gud kaldte eder jo til Helliggjørelse, 4, 7; derfor vil han af sin Trofasthed fuldføre denne (se 1 Kor. 1, 9).
  76. V. 25-28: Slutnings-Formaning og Hilsen.
  77. Se Ef. 6, 18. 19.
  78. Se Rom. 16, 16.
  79. Jfr. Kol. 4, 16. Alle Brødrene i Tess. skulle høre dette Brev, for at den Misstemning mod Ap., som Fjendernes Bagvaskelser havde vakt, kunde bortryddes hos dem alle.